24
sep
Seneste opdatering: 13/5-14 kl. 0012
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

trykt i Weekendavisen og i Morgenbladet, Oslo – men ikke i Sverige

Av FREDE VESTERGAARD, Weekendavisen , København, 26.07.2002

Ytringsfriheden i Sverige er virkelig begrænset af politisk korrekthed, mener den svensk-amerikanske antropolog, professor Jonathan Friedman. Denbegrænsesaf dem, der skulle forsvare den. Og de indrømmer det selv, siger han.

Kajsa Ekholm-Friedman er professor i socialantropologi ved Lunds Universitet. For fem år siden blev hun inviteret til at holde et foredrag i en nystiftet forening, der hed Folkeviljen og Masseindvandringen. Det kom hun til at fortryde. Indeholdet i hendesforedrag blev aldrig diskuteret, men der rejste sig et ramaskrig i svenske medier over, at hun havde accepteret invitationen.Foreningen, som hun ikke var medlem af, og hvis levetid blev kortvarig, kan formentlig bedst sammenlignes med Den danskeForening. På universitetet i Lund krævede 27 studenter og lærere hende fyret fra sin daværende lektorstilling.

Jeg husker stadig omtalen i Dagens Nyheter og ringede derfor til hende for at spørge, om hun ville fortælle om sine erfaringer med den undertrykte debatom den svenske indvandringspolitik. Men hun er stadig så skræmt, at hun straks siger nej. Hun siger, at hun var og er interesseret i,hvad der sker med hendes samfund, men hun vil ikke risikere ny forfølgelse. Sagen havde været forsøgt rejst igen, da hun for to årsiden blev udnævnt til professor. Men jeg kan prøve at spørge hendes mand, Jonathan Friedman, om han ville stille op til et interview, siger hun. Det ville han.

Så meget mere som han netop havde afsluttet en bog, PC Worlds (University of California Press), der er en analyse af fænomenet, der gør brug af eksempler fra USA, Frankrig og Sverige.Jonathan Friedman er ligeledes professor i socialantropologi i Lund (samt ved Écoles des Hautes Études en Science Sociale, EHESS i Paris). Men som amerikaner følte han sig – trods mange år i Sverige – ikke under det samme pres, sagde han.

Så derfor sidder jeg en solrig eftermiddag sammen med professor Friedman i haven til familiens sommerbolig i Kivik by, et hyggeligt lille fiskerleje nord for Simrishamm, der er omgivet af en betydelig del af Sveriges frugtplantager. Det er meget svenskt alt sammen.

Debattens økologi

Der hænger et svensk flag over nabohusets balkon.Friedman siger, at det i nogen kredse er på kanten til at være udtryk for racisme. Han fortæller, at der i 1995 kom en regeringsrapport, som foreslog, at begrebet racisme blev udvidet til at omfatte alle udtryk, der er baseret på »ekstremt positive vurderinger af ens egen kulturelle identitet«, også selv om de ikke lægger afstand til andre grupper.

Men først et par tal om indvandringen til Sverige. Fra 1980 til og med 2000 gav Sverige permanent opholdstilladelse til 255.000 asylansøgere, de fleste på humanitært grundlag, samt 327.000 familiesammenføringer, altså i alt 582.000 personer. Sammenlignet med Danmark har der været meget lidt offentlig debat om denne ret så store indvandring. Jonathan Friedman:

»De, der mener, at denne indvandring har været for stor og for hurtig, har ikke mange muligheder for at få synspunktet frem til offentlig debat. En person, som siger, at vi skal behandle dem, som allerede er her, på lige fod med svenskere og integrere dem godt, men som også siger, at vi skal begrænse nytilgangen fremover, betegnes som fremmedfjendsk og racist. Man skelner ikke i Sverige mellem nytilgangen og dem, som allerede er her. I Sverige diskuteres disse ting ikke åbent.

Der er ikke ytringsfrihed, når det gælder indvandringspolitikken. Og selv om medier og politikere benægter det, indrømmer de på samme tid, at sådan er det. Tag reaktionen i de svenske medier efter Dansk Folkepartis annonce i Dagens Nyheter i slutningen af juni.

I en leder i den store tabloid-avis Expressen skrev den politiske redaktør P.M. Nilsson bl.a.: »Pia K. mener, at hvis låget tages af og meningsudvekslingen blev fri, ville der komme det samme indvandringsfjendtlige opkog her som der. I en henseende har hun ret. Den svenske politiske og mediale elite arbejder aktivt og åbent for at modvirke racisme. Den hykler ikke. Derfor er der rimeligvis folk i Sverige, som føler sig modarbejdede, og hvis meninger ikke trykkes eller sendes.«« citerer Jonathan Friedman.

[….]Jonathan Friedman uddyber: »Problemet med den styrede debat forstærkes af det, som jeg på engelsk har kaldt associationismen i den offentlige debat i Sverige. Man kunne også kalde det sammenkædningstaktikken. Som jeg var inde på før, føres der ikke en nøgtern diskussion om vores indvandringspolitik, fordi bare det at tale om størrelsen af indvandringen eller konkrete konsekvenser af indvandringen straks klassificeres som og associeres til ordet fremmedfjendtligt. Og at være fremmedfjendtlig associeres til at være racist, og det sammenkædes ofte med at være fascisteller nazist.

Man klassificerer og kategoriserer diskussionen væk i stedet for at forholde sig til det problem, der er udgangspunktet. Denne tilbøjelighed til automatisk at associere fra et værdineutralt ord til ord, som alle tager afstand fra, bevirker, at den styrede ytringsfrihed ikke blot fjerner racistiske ytringer, som er det erklærede formål. Den umuliggør en rationel diskussion om konkrete problemer.[….]

Jonathan Friedman nævner, at en artikel af en historiker i Sydsvenska Dagbladet nogle dage tidligere havde sammenlignet omfanget af historieundervisningen i den svenske og danske gymnasieskole. Den viste, at antallet af timer, der var sat af til undervisningen i Sverige, kun var halvdelen af de danske, men også at man – i modsætning til Danmark – helt kan fravælge historieundervisningen, som mange gør. Sverige har i øvrigt med stort held undtrykt historien om sine egne relationer til Tyskland under krigen. Et andet eksempel på fortrængning er en doktordisputats fra Lund om folkhemmets landsfader i 1930´erne og 1940´erne, Per Albin Hanssons, stærkt rosende breve til Mussolini om det korporative system i Italien – fundet i italienske arkiver. Den blev totalt ignoreret, da den kom i 1995, siger Friedman.

Friedman fortsætter med at sige, at nedtoningen af Sveriges historie falder i tråd med den såkaldte integrationsproposition (dvs. integrationslov,red.), som blev vedtaget i december 1997, og som proklamerede, at »Sverige er et multikulturelt samfund«. »Det hedder direkte i bemærkningerne til loven: »Eftersom en stor gruppe mennesker har sin oprindelse i et andet land, savner den svenske befolkning en fælles historie. Tilhørsforholdet til Sverige og opslutningen bag samfundets grundlæggende vurderinger har derfor større betydning for integrationen end en fælles historisk oprindelse«.

Implicit siger propositionen altså, at det ikke er landet Sverige, som har en historie, men de forskellige folkegrupper. Hver folkegruppe har sin egen historie, og der er så mange nu, at man ikke kan sige, at der er en fælles historie. Svenskerne er gjort til en etnisk gruppe i deres eget land, uden at det har været oppe til diskussion. Som jeg opfatter det, er det i virkeligheden en racialistisk tankegang, der ligger bag en sådan opsplitning af befolkningen på den svenske stats territorium i forskellige grupper. Altså en opfattelse af at verden består af forskellige racer. Og en tankegang, der gør svenskere til en etnisk gruppe blandt flere. Hvordan finder man så et fælles grundlag for staten og borgerne, når det skal findes et andet sted end i historien og det nationale?«

– Expressens politiske redaktør P.M. Nilsson skriver i den omtalte leder om Dansk Folkepartis annonce, at »svensk er man, hvis man går ind for lighed og demokrati samt dyrker den stenede natur. Svenskheden går det at tilslutte sig, selv om det ikke er helt let. Danskheden er mere lukket«.

Han siger også, at en svensker ikke er svensk på samme måde, som en dansker er dansk. Det svenske selvbillede er idéstyret, skriver han? »Det er rent vrøvl.

Den svenske identitet er præcis som den danske og som alle nationaliteter i Europa. Den er stærkt bundet til det kulturelle. Det viser alle undersøgelser. Det står i stærk kontrast til USA, hvor den nationale identitet først og fremmest er politisk i indhold, og hvor den territoriale historie bestemt ikke forkastes, selv om USA er immigrationslandet over alle.Integrationspropositionen hæver staten op over nationen. Man er svensk, hvis man har svensk statsborgerskab. Der findes en stat, men nationen findes ikke længere. Derimod findes der en række etniske grupper.

Etnisk svensker

Der var i øvrigt en pudsig situation i TVomkring den tid, da integrationsloven blev vedtaget. Den daværende integrationsminister Lars Engquist blev spurgt, om han var svensker.Nej, skyndte han sig at sige, sådan umiddelbart og nærmestforskrækket over spørgsmålet, og så begyndte han at fortælle om,hvordan han havde skotter og danskere blandt sine forfædre.«Friedman griner ved tanken om ministerens reaktion.

»Jeg vil ikke kritiserere, at man vælger at gøre staten til samlingspunktet istedet for nationen og det nationale. Selvfølgelig kan man vælge at gøre staten til territorialstat – som den var i det absolutistiskeEuropa – og opgive nationalstaten, som jeg mener, man er på vej til. Det er derfor, man er bange for historieundervisningen. Det jeg kritiserer er, at politikere og medier ikke har lagt denne beslutning ud til bred debat i den svenske offentlighed, og i særdeleshed, at man ikke har kunnet diskutere den åbent og fordomsfrit, uanset om man er tilhænger eller modstander af en sådanudvikling.«

Berufsverbot

– Du nævnte tidligere, at der iforskningsverdenen er en stærk social kontrol med, at forskningsresultaterne er politisk korrekte. Og at forskerne siger de rigtige ting. Da vi talte sammen i telefonen, sagde du, at der er flere tilfælde af berufsverbot i Sverige, ikke blot i offentlig administration, men også på universiteter og læreanstalter, hvor folk er blevet afskediget alene på grund af medlemskab af Sverigedemokraterne.

»Der findes berufsverbot i Sverige. Det erhævet over enhver tvivl, for der er flere eksempler på domme, hvor fyrede sverigedemokrater har fået domstolens ord for, at fyringen – som oftest begrundet i samarbejdsvanskeligheder – var uberettiget. Men de har ikke fået deres job tilbage. I stedet har de fået erstatning. Det er en ren udrensning. Og det er ikke i overensstemmelse med Grundloven, for man har ret til at arbejde, uanset hvilket parti man er medlem af.

Der er flere tilfælde i administrationen og i skolevæsenet, men også på de højere læreanstalter. Folk, der er imod den nuværende indvandringspolitik, stemples som fremmedfjendske, og så går associationskæden videre til racist, facist og nazist.Et universitetsspeciale om ungdomskriminalitet blandt unge indvandrere i Göteborg blev underkendt, ikke af opponenten forøvrigt, men af eksaminator, som ikke kunne lide de udtalelser fra unge indvandrere, der var citeret i specialet. Der er flere tilfælde.«

»Men der er begyndt at komme advarsler,« siger Jonathan Friedman. »Bo Rothstein, der er en fremtrædende professor i statskundskab i Gøteborg, har lige som andre advaret mod indgreb i forskningsfriheden. Rothstein sammenlignede sidste år i Göteborg- Posten Sverige med Østtyskland.»For den, som vil og vover at se, er parallellerne til dagens svenske universitetspolitik åbenbare. Kravene om politisk korrekthed og om at være magten tilpas er store.«

Og i Dagens Nyheters kronik i søndags anklagede statskundskabsprofessor Leif Lewin fra Uppsala Universitet at de senere års kraftige indskrænkning af universiteternes uafhængighed i 1990´erne har åbnet nye muligheder for, at politisk korrekte rektorer – som er udpeget af regeringen – kan gå statsmagtens ærinde overfor besværlige professorer.

»Og det er ikke bare en konspirationshypotese. Vi har i den senere tid, og signifikant nok især inden for samfundsvidenskaberne, set eksempler på, at man skaffer sig af med de ubekvemme«, skriver Lewin. »På læreanstalten i Falun i Dalarna,« fortsætter Friedman, »var der en lærer, som ifølge studenterrådets eget udsagn var en meget dygtig. Han læser uddrag af et brev, hvor Studenterrådet krævede hendeafskediget efter at det i den lokale avis Dala-Demokraten sidste år kom frem, at hun var medlem af Sverigedemokraterne. I brevet hedder det:

»Den første reaktion hos de studenter, som har været i kontakt med Eva Nyman, var forbøffelse. Nyman, som er så vidende. Nyman somer så rolig og forstående, Nyman som ikke er kronraget eller gør nazistiske hilsner. Den Nyman, studenterne har mødt, har været den professionelle og meget kompetente lærer, som hun faktisk er. (?)Nyman var den mest kompetente af ansøgerne til den ledige stilling.«

Alligevel krævede de hende afskediget, og hun fik ikke sit vikariat forlænget, det gik til en anden. Og hun er ikke den eneste. Der er andre eksempler. Og der er eksempler på, at universitetslærere erblevet tvunget til at opgive igangværende forelæsningsrækker, fordi de ikke var politisk korrekte.

Der var en lektor, en velkendt fredsforsker, i Göteborg – en “vänsterkille” – som holdt en forelæsningsrække om Europas ekspansion i middelalderen og om korstogene. Instituttet blev tvunget til at afbryde hans undervisning. Jeg har selv holdt et kursus om politisk korrekthed,som blev hårdt kritiseret, men jeg gjorde det alligevel. Jeg har den fordel, at jeg er udlænding, så jeg kan gøre mere end andre kan.«

Hvorfor det? Du er i et ansættelsesforhold som professor i Lund. Og svenske professorers ansættelsessikkerhed og dermed uafhængighed erblevet svækket i løbet af 1990´erne

»Jo, jeg er i et ansættelsesforhold, men jeg er udlænding. Jeg er jøde og newyorker af oprindelse. Jeg har ikke den samme angst, som de fleste svenskere har, ved at gå på tværs af det vedtagne. Jeg kan sige mere og gøre mere. Jeg føler ikke den samme skam eller tænker på, hvad andre mener, fordi jeg kommer fra New York. Der kan man ikke overleve, hvis man er bange for det. På den anden side er det måske nok kommet mig til skade en gang imellem, når jeg skulle søge forskningsmidler, men det er jeg gammel nok til at kunne klare.«

Denne artikkelen er trykt i sin helhet i Weekensdavisen, København, 26.07.2002, og i Morgenbladet, Oslo, 09.08.2002.

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

3 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] I 2002 interviewde både Jyllands Posten og Weekendavisen ham i  Aftenlandets Undergang og Blågul Racisme.De findes oversat til svensk, for i de dage var det virkelig magert med åbenmundet kritik i […]

trackback

[…] år. De vil ikke granskes endsige stilles til ansvar. Weekendavisen har beskæftiget sig med dette helt tilbage i 2002, men det har aldrig været mere aktuelt end i år. I stedet spiser avisen læserne af med Henrik […]

trackback

[…]  * Martyrrollen :  se f.eks British Helsinki Watch 2002 ´kritik af Sveriges  behandling af et lovligt  parti , klik “Country Report, Sweden” – eller hhv. Karen Jespersen: Har Sverige ytringsfrihed ? eller Weekendavisen: Blågul Racisme […]