25
sep
Seneste opdatering: 25/9-02 kl. 0139
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

http://www.jp.dk/arkiv:aid=1424216

Offentliggjort 22. september 2002 03:00
I eksil
Af NIELS LILLELUND,
Jyllands-Postens udsendte medarbejder.Forfatteren Taslim Nasrin bor i Sverige, selv om hun allerhelst ville bo i Bangladesh. Fanatiske muslimer har sat en pris på hendes hoved, en såkaldt fatwa. Her fortæller hun om sit syn på religion og politik – og sit håb for fremtiden.

Stockholm
Vi er et sted i Stockholms-området. Nærmere kan vi ikke komme det, nærmere tør vi ikke komme det, for dagens interviewoffer er offer også i en anden forstand. Som forfatter er hun ikke så kendt som Salman Rushdie, men hendes situation er den samme; hun
har vakt fundamentalisternes vrede, og der er en pris på hendes hoved. Hun går i fare, hvor hun går, for de muslimske fundamentalister er overalt – også i Sverige.
Det gør hende vred, snarere end ked af det. Det eneste tidspunkt i
løbet af samtalen, hvor hun får tårer i øjnene, er da hun fortæller om
hjemlandet Bangladesh.
»Det er lykkedes mig at komme til Indien. Men
Bangladesh, det er umuligt … jeg ville gerne tilbage til Bangladesh og til min far, som er meget syg.«
Det kan hun altså ikke komme. Hun rejser verden
rundt og holder foredrag, men hjem er der ikke noget, der hedder, det lille rækkehus uden for Stockholm er et eksil, selv om hun deler det med sin svenske kæreste Gunnar, der er IT-konsulent, samt en kat, som hun er usædvanlig knyttet til. I de mørke stuer lyder klagende indiske citarer i baggrunden, ved siden af køkkendøren hænger en livagtig tegning af en gammel, støvet vinkælder, og på
fadene er der torsk og laks krydret med en ganske intensiv karry.
Kat på farten

»I Bangladesh spiser vi ikke fisk, og i begyndelsen kunne jeg ikke lide
den svenske mad. Men så fandt jeg ud af at lave den på min egen måde,« forklarer Taslim Nasrin, der uden vanskelighed drikker rødvin til maden. Hun er nervøs for katten, som er på farten efter en hektisk eftermiddag.
»Vil I høre, hvad mit
barn lavede i eftermiddags, kravlede op i træet og huggede en fugleunge. Så kom han ind med den i munden, den var ikke død, og han ruskede den rundt. Jeg tog den fra ham og plejede den, men den døde alligevel efter et par timer. Hvorfor gjorde han det? Det er ikke mig, der opmuntrer ham til det, jeg skældte ham ud,
meget ud, jeg opmuntrede ham ikke …«
Gunnar prøver at overbevise Taslim om, at katte i almindelighed ikke behøver særlige opfordringer for at fange fugle, at de elsker at lege med dem, før de dræber, at det er kattes natur …
Men hun lader sig ikke overbevise. Taslim Nasrin er vokset op i en
moderne muslimsk familie i Bangladesh. Hun har to brødre og to søstre, hendes far var læge og i modsætning til moderen ikke videre religiøs.
»Jeg har aldrig set ham bede …«
Så Taslim fik ingen streng religiøs opdragelse. I
skolen skrev hun digte for sjov. »Det er ikke så ualmindeligt i Østbengalen – eller Bangladesh, som det hedder nu. Der er mange, der skriver digte, og interessen for poesi er enorm. Billetter til oplæsningsaftner med de populære poeter sælges til høje priser på den sorte børs, de koster tusinder af rupier, og digtsamlinger kan udkomme i både 12 og 15 oplag.«
Forhold, der nok kunne få vandet til at løbe ud af mundvigene på danske poeter, der sidder og sulter på de kolde loftsværelser. Og vigtigt at vide for at forstå omfanget af den succes,
der blev Taslim Nasrin til del, da hun i 1986 fik et digt optaget i et af de mange poesimagasiner i hjemlandet.
Da var hun i gang med at læse medicin for at blive læge ligesom sin far.

Fanatiske modstandere

»Min succes som digter fik en avis til at bede mig om at skrive en ugentlig klumme. Den blev meget populær. Jeg skrev om kvindernes situation, om at de blev undertrykt, og i begyndelsen var alt i orden. Da skrev jeg kun om de kulturelle sammenhænge. Men
da jeg begyndte at komme ind på religionens betydning, gik det galt. Det var omkring 1990.«
Nu begyndte problemerne for Taslim Nasrin. Overfald på hendes
redaktør, bogbrændinger, demonstrationer og diverse retssager var de første skridt, de religiøse lagde pres på regeringen for ikke bare at få Taslim Nasrins skrifter forbudt, men for simpelthen at få forfatteren dømt og henrettet.
I begyndelsen af 1993 blev den første fatwa udstedt med en dusør på 2500 dollars. Flere fatwaer kom til, prisen på Taslims hoved steg, og regeringen var ved at miste kontrollen over situationen. Da de religiøse arrangerede en generalstrejke med krav om forfatterindens hoved på et fad, kunne myndighederne ikke længere
modstå presset. De anlagde sag mod forfatteren i 1994, hun måtte flygte fra Bangladesh og har altså siden levet under jorden forskellige steder i Europa.
»Sådan er livet,« sukker hun. »Jeg kan ikke vende tilbage. Ikke så
længe, der ikke er frihed og civilisation.«
Kyniske politikere

Taslim anerkender ikke tanken om, at hvor der er et flertal af muslimer, vil der også være et krav om at indrette samfundet efter islamisk lov i en eller anden form. Hun fremhæver Tyrkiet som et positivt eksempel på et sekulariseret samfund med
et flertal af muslimer og siger om de mange islamiske diktaturer:
»De er ikke opstået som et folkekrav. Det er kyniske politikere, der udnytter folks manglende oplysning til at tiltvinge sig magten. De er bange for den sekulariserede undervisning, for den gør folk i stand til at tænke selv og træffe deres egne beslutninger. Nogle få onde mænd misbruger religionen til at undertvinge en uoplyst befolkning. Derfor er uddannelse så vigtig.«
Taslim Nasrin mener ikke, at tilstedeværelsen af et voksende antal muslimer i Europa udgør noget problem.
»Når de kommer til jer og oplever jeres sekulære stat,
vil de indse, hvilken frihed de er kommet til og se de fremskridt, I har gjort. Det vil være godt for dem og godt for den muslimske verden, som hører om dem. Så har fundamentalismen ikke en chance. Og jeres stater er stærke. Det er slet ikke noget problem. Der vil ikke komme kampe eller slagsmål af den grund.«
HovedrystenTaslim Nasrin ryster på hovedet, da hun hører om herboende muslimers krav om badeforhæng i omklædningsrummene, tørklæder ved supermarkedets kasser, svømmehaller, der lukkes for offentligheden, når muslimske kvinder skal bade alene og debatten om svinekød i skolefrokosten.
»Nej, nej, nej, det er helt forkert. Staten må være helt uafhængig af det religiøse, og ingen lov må være religiøst betinget. Man må ikke bøje sig for religiøse krav.«
Men friheden åbner også mulighed for, at religiøse grupper kræver deres egne regler respekteret. Et centralt eksempel er den danske friskolelov, i sin tid fremhævet af daværende undervisningsminister Bertel Haarder som en oplagt mulighed for muslimer til at skabe deres egne skoler efter deres egne regler. Mange muslimer
greb chancen, søgningen er stigende, og i dag synes vist ikke ret mange, at det er særlig yndigt, hvad der foregår – og ikke foregår – på de arabiske skoler med anstødelige sider, der rives ud af skolebøgerne og så videre. Kravet om tilsyn er stigende, men friskoleloven sætter vi jo højt, og den blev til, da samfundet så anderledes ud.
»I må da ikke lade dem have deres egne skoler! Det er jo
helt forkert, helt forkert. Undervisningen er jo helt afgørende. Hvordan skal tingene ellers blive bedre, hvordan skal kvindernes situation blive bedre … det er jo helt forkert. Tværtimod må man sige til muslimer i Vesten: Hvis I ikke kan lide den sekulære stat, så må I rejse væk. Og hvis I nyder friheden her i Vesten, så har også I en forpligtelse i forhold til jeres gamle hjemlande, som
er underlagt religiøst tyranni. Der kan blive brug for jer der.«
Vestens medansvarTaslim Nasrin indser, at der er en konflikt mellem ønsket om frihed og ønsket om et sikkert værn mod religiøs fundamentalisme. Og dog fastholder hun tøvende, at så må friheden ofres.
»Jeg synes ikke, det bør være tilladt at
bygge moskéer. Kirkerne, okay, de ligger her i forvejen i de nordiske lande, men moskéer, det er noget nyt, det er samlingspunkter for fundamentalisterne …«
Vesten har, mener Taslim Nasrin, et medansvar for væksten i den religiøse fundamentalisme.
»Hvad hjælper det at bombe uskyldige mennesker i
Afghanistan? Det gør muslimerne vrede, og det skaber kun mere fundamentalisme.
Fundamentalismen skal bekæmpes med civilisation. Med oplysning. Og Vesten skal tænke over, hvor pengene går hen, når de sender dem til fattige lande. De tror, de går til skoler, javel, men det er ofte religiøse skoler, og der foregår ingen reel undervisning, ingen oplysning. Dem skal man ikke støtte. Det er ren
hjernevask, der foregår der.«
Den eksilerede forfatter ser trods alt lyst på den muslimske verdens fremtid. »Hvor længe kan mørket herske og modstå
presset udefra? Ikke for evigt. Men man skal gøre sig opgaven klar. Mange i Vesten forsvarer islam, støtter religionen, fordi I tror, det er at forsvare andres kultur. Nej, islam er det, der ødelægger vore lande og vores kultur. Jeg elsker mit land og min kultur, men jeg hader religionen. Og I skal vide, at hvis I støtter islam, er I med til at ødelægge os. Islam har ingen respekt for mennesker og menneskelivet, derfor skal den bekæmpes. Men der er meget hykleri i
Vesten. Mange af flykaprerne fra 11. september havde forbindelser til Saudi Arabien – hvorfor hørte vi ikke noget om det? Fordi USA har olieinteresser der
…«
Drømmen om BangladeshDet er mindre end en måned siden, at regeringen i Bangladesh forbød Taslim Nasrins seneste bog. Hun er i gang med at skrive sin selvbiografi i fem dele, og hun forventer ikke, at nogen af bindene vil slippe gennem det religiøse nåleøje i hjemlandet. Men hun drømmer om det, om at kunne
vende hjem.
»Sverige er ikke rigtigt hjemme. Jeg savner Bangladesh og min
familie.«
niels.lillelund@jp.dk

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.