15
Oct
Seneste opdatering: 5/12-12 kl. 1759
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Et andet af Røde Bo´s indlæg i valgkampen 2002

Offentliggjort 14. september 2002 03:00

Af NIELS LILLELUND Jyllands-Postens udsendte medarbejder

Globaliseringen sætter de skandinaviske velfærdssystemer under pres. Drastiske ændringer er nødvendige, og de vil uafvendeligt komme, mener det tidligere socialdemokratiske medlem af den svenske Riksdag, professor i international økonomi Bo Södersten. Den svenske samfundsmodel brød sammen i årene 1991-93, mener han.

At være gift med en ægte landshøvding indebærer flere fordele. For eksempel den, at man kan bo i noget, der må være Jönköpings mest imposante lejlighed med cirka 10 meter til loftet, pragtfulde paneler, smuk og tung stuk, detaljerede fyldningsdøre og skinnende parketgulve så langt øjet rækker. Det er professor Bo Söderstens skæbne at bo her, men hans ægteskab er også af en anden grund interessant. Han, den tidligere socialdemokratiske rigsdagsmand, er nemlig gift med en tidligere boligminister og indvandringsminister. Fra det borgerlige Folkpartiet. De to mødtes i Rigsdagen, hvor Södersten sad fra 1979 til 1988. Før da havde han bl.a. været professor i på det amerikanske Berkeley-universitet, så når han i dag – bl.a. gennem det stort anlagt forskningsprojekt Globaliseringen og den generelle ligevægtsteori – betragter det svenske samfundssystem, er det altså på én gang indefra og udefra, både som borger og som forsker.

»For at forstå tilstandene i Sverige, må man se de historiske linier. Fra 1870 til 1970 havde vi uafbrudt vækst. Levestandarden blev groft sagt fordoblet med hver generation, altså hvert 25. år. Beskæftigelsen var meget høj, og det er en nødvendig forudsætning for velfærdsstatens succes.

Omkring århundredeskiftet så vi det, jeg vil kalde de svenske genier, der grundlagde store virksomhedersom f.eks. ABB. Hverken de eller andre blev væsentlig forstyrret af Første Verdenskrig, som satte andre lande tilbage. Selv krisen i 1930’ene var kun en krusning på kurven, der gik jævnt opad. Under Anden Verdenskrig leverede vi malm og maskiner til Hitler. Vi svenskere følte os som det udvalgte folk, en følelse, der holdt til langt op i 1960’erne …«

Omkring 1970

Men omkring 1970 begyndte der at ske afgørende ting i verden. Fra sit vindue på Berkeley kunne professor Södersten se studenterne demonstrere hver dag, der var krig i Vietnam, araberne lukkede for olien, og kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet. »I Sverige blev Olof Palme statsminister. En veltalende mand, inspirerende, en ven af den tredie verden, nær ven af Castro osv. Vi var et uskyldigt folk. Vant til fremgang. Og vant til at blive reageret af Socialdemokratiet, som arbejdede på at fordele den velstand, som blev Sverige til del.« Men nu begyndte krisen. Inflation og stagnation hærgede landet, industrien skrantede, og socialdemokraterne vidste ganske enkelt ikke, hvad de skulle stille op, mener Södersten, der som en del af partiets økonomiske strammerfløj har oplevet diskussionen på nærmeste hold.

»Vi fik så en borgerlig regering. Den første efter 44 års uafbrudt socialdemokratisk styre. Og den var utrolig optaget af at bevise, at den ikke var så slem, som det blev sagt om den. Derfor satsede man entydigt på at bevare den høje beskæftigelse. For enhver pris. Og da arbejdsudbuddet steg med kvinderne,der kom ud på arbejdsmarkedet, så skulle der virkelig jobs til. De blev skabt i den offentlige sektor, som voksede eksplosivt. For lånte penge, for den borgerlige regering ønskede jo heller ikke at sætte skatten op.«

Bo Södersten blev altså valgt ind i Rigsdagen i 1979, og i 1982 satte socialdemokraterne sig igen til rette på ministertaburetterne. Generøs velfærd»Vi havde en svag regering, der ledede landet efter princippet tax and spend – de satte skatterne og de offentlige udgifter i vejret. Og mens produktiviteten i den private sektor steg, så faldt den i den offentlige sektor. I 1980’erne blev verdens mest generøse velfærdssystem grundlagt – og dermed også grunden til det, der i dag er det svenske problem, som nu virkelig slår igennem, fordi antallet af folk uden for beskæftigelse er stigende. Dermed smuldrer grundlaget for hele velfærdsstatens idé.« Professoren understreger, at det er væsentligt at skelne mellem de to udtryk for arbejdsløshed. Den registrerede arbejdsløshed og så den reelle arbejdsløshed, der afspejles i antallet af mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet. Af den ene eller den anden grund. Politikerne fokuserer på det første tal, for det lader sig sminke, men det er det andet tal, der er det væsentlige, økonomisk set.

Bo Södersten vil godt sætte årstal på, hvornår den svenske model brød endeligt sammen. Fra 1991 til 1993 forsvandt 500.000 jobs, beskæftigelsen faldt fra 88 procent til 80 procent, og den svenske industri, der ellers traditionelt har været stærk, er aldrig kommet på fode igen.

Et af de store emner i valgkampen er – set fra borgerlig side, socialdemokraterne ser det ikke som noget stort problem – virksomhedernes flugt fra Sverige. Store svenske koncerner som Ikea og Tetrapak har allerede flyttet deres hovedkvarter og dermed deres centrale aktiviteter til udlandet, og mange flere truer med at gøre det. Presset på de offentlige kasser stiger, ikke mindst fra det store antal indvandrere, der er kommet til landet. Uden uddannelsesmæssige ressourcer af betydning.

Kostbar indvandring

Den indvandring, vi har set siden 1970, har været kostbar. Mens indvandrerne tidligere leverede et netto bidrag til samfundsøkonomien, så er det omvendt i dag. Et lavt gæt siger et underskud på 40 milliarder svenske kroner (32 mia. dkr.) om året – det er i hvert fald ikke mindre. Andre siger 100 milliarder, men tallets størrelse er ikke det væsentligste, det vigtige er, at tallet vokser. Problemet øges, for det har vist sig meget vanskeligt at integrere de nye indvandrere i det svenske samfund. En meget stor del af dem står uden for arbejdsmarkedet, og det er et spørgsmål, man ikke har tænkt igennem – og ikke vover at tænke igennem.«

Konstant sygdom

Et andet påtrængende problem er syge svenskere. Hver sjette svensker er langtidssygemeldt eller på invalidepension, og udgifterne til sygedagpenge er mere end 100 milliarder svenske kroner om året. Hertil kommer værdien af de tabte arbejdstimer, som anslås til 150 milliarder svenske kroner om året. Folk melder sig ustandseligt syge i et land, hvor vilkårene på arbejdsmarkedet hører til de mest skånsomme i hele verden, og hvor mennesker, hvis man ser på den forventede levealder, bare får det bedre og bedre. »Og så er statistikken endda pyntet, fordi kun sygeforløb på mere end 15 dage er regnet med. Så i realiteten er sygefraværet altså endnu højere. Men selv den foreliggende statistik er tydelig. For kvinder er det gennemsnitlige sygefravær 32 dage om året, man har altså i realiteten bevilget sig selv en god måneds ekstra ferie. Også blandt unge mennesker mellem 20 og 24 år er sygefraværet ekstraordinært højt, og hvad er vel forklaringen på det …? Vi må se i øjnene, at mennesker ikke er så gode, at de ikke udnytter et system, der lader sig udnytte. Vores ordninger er ganske enkelt for generøse, og det lader sig tydeligt aflæse i statistikken: Jo højere sygedagpenge, jo flere sygemeldinger.«

Erkendelsen af menneskets knap så gode natur er særlig svær i Sverige, mener Bo Södersten.

»Når Sveriges situation er særligt grel set f.eks. i forhold til Danmark, så skyldes det, at vi her i realiteten har haft et-parti styre. Mens man i andre lande har haft koalitionsregeringer, så har Socialdemokratiet i Sverige har noget nær monopol på magten. Det er blevet sagt om os, at i Sverige er alle i virkeligheden socialdemokrater, og noget er der om det, fordi partiet har været garanter for den lighed, vi lægger sådan vægt på her. Men den igangværende krise har forarmet den offentlige sektor, og brandbeskatningen er med til at proletarisere store dele af de offentligt ansatte.«

Presset øgesPresset på velfærdsstaten vil inden for en ikke fjern fremtid få nogle helt konkrete konsekvenser: »Der er ingen tvivl om, at forsikringsprincippet vil blive langt mere udbedt end i dag, og at adgangen til offentlige ydelser vil blive vanskeligere,« siger professor Södersten. »Det vil ske, fordi det er nødt til at ske, hvis samfundet ikke skal bryde sammen økonomisk. Her skal man også betænke EU-udvidelsen,. som ikke kan undgå at få konsekvenser for Sverige og for det svenske arbejdsmarked. Og det vil ske uanset udfaldet af det kommende valg. Hvis socialdemokraterne vinder, kommer det muligvis til at gå lidt langsommere, og til sidst vil kuren så blive hårdere. Men det vil ske under alle omstændigheder.«

niels.lillelund@jp.dk”niels.lillelund@jp.dk