29
Sep
Seneste opdatering: 29/9-03 kl. 1347
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Svanesang for et “Folkhem” – lang artikel , klik linket :
http://www.politiken.biz/vad_har_hant.htm

Vad är det egentligen som har hänt?
Skrivet av Björn Brodd

Vi borde äta på guldtallrikar
Lönnarna står där som i novemberstorm: böjande och bugande för en hård nordvästan. De tvåstora lindarna framför ingången till det gamla huset rör sig mera stelt och värdigt. De harvarit med om en hel del stormar vid det här laget. Den här imponerar inte på dem.
Det är juli månad, den 27 närmare bestämt. En svensk vintersommar för några år sedan. Intealls som sommaren 2002, som väl var det finaste vi upplevt i gamla Sverige.
Men nu liknar den 27 juli mest en ruskig höstdag. Det regnar och blåser. Mörkblå moln driversom dåliga novemberkopior fram däruppe på det sjukligt blekgula sommarfästet. Det lider motkväll och allt antar en blågrön ton. Gräset därute, som jag inte klippt alls i år, för jag har intevarit hemma, det böljar som vågor ned mot stengärdesgården.

Jag sitter där med en flaska rödvin, en chilrensk Sunrise, som en läkare i Jönköpingrekommenderat. Av medicinska skäl såväl som ekonomiska. Den skulle vara riktigt bra för sittpris, hade han sagt. Man måste tänka ekonomiskt. Allt är dyrt i gamla landet. Och ett glasvin skulle hjälpa mot kolesterol och förebygga hjärtattacker, sa han. Det är ju nämligen så att man i landet,där man bara kan ha en uppfattning i taget, nu börjat vända på den sedan 50 år tillbaka drivnaStatliga prpagandan, att vin är skadligt för folkhälsan. Mjölk mycket nyttigare! Medicinskexpertis, såväl som vanligt folk har börjat ifrågasätta det 50-åriga postulatet! Folkhälsansbyråkraterna har motvilligt börjat inse motsatsen och tvingat ansluta sig till underutvecklad lländers, som Italiens och Spaniens, uppfattingar, vilket ju känns ganska nesligt för vårt stolta land. Men man tröstar sig med att det blir än mera klirr i Statskassan…



 25
Sep
Seneste opdatering: 18/4-11 kl. 0519
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Lindh – mordet uden motiv:

Offentliggjort 14. september 2003 03:00

Det svenske isbjerg

Af NIELS LILLELUND

Knivdrabet på den svenske udenrigsminister får atter låget til at lette i et samfund, hvor meget er gemt af vejen. Midt i en hektisk og usædvanlig debat indtræffer tragedien – og kan måske ændre resultatet, hvis svenskerne får dårlig samvittighed over at have sat sig op mod den politiske klasse, mener en iagttager. Kort tid efter at den svenske udenrigsminister Anna Lindh var blevet stukket ned i et stormagasin i Stockholm, forelå et signalement af gerningsmanden; han er omkring 180 centimeter i højden, han er svensker, lys i huden og har et aflangt ansigt.

Det var en usædvanlig beskrivelse. Det er ikke spor almindeligt, at man i svensk presse skelner mellem svenskere og ikke-svenskere eller svenskere og svenskere af en anden etnisk oprindelse end svensk. Selv om kriminalstatistikkerne også i Sverige udviser en slagside i forhold til indvandrerkriminalitet, så er det ikke noget, man taler om, og det er ikke noget, svenskerne ret tit får at vide.

Ikke fordi, det er forbudt at fortælle om det, men fordi medierne udøver en streng selvkontrol i forhold informationer, der kan have en uheldig virkning på samhället.

Den svenske model lægger vægt på harmoni og på jämlikhet.

Når nogen dræber udenrigsministeren er det et angreb også på den model. Hvem der så end står bag. I skrivende stund ved vi det ikke, men angsten for, at endnu et nationalt traume skal føje sig til det, Palme-mordet forårsagede, er til at forstå. Med to traumer har man tegningen til en neurose, og så er Sverige snart modent til indlæggelse.

Et europæisk problem

For under overfladen finder man et andet Sverige end det, vi tror, vi kender. Et mere polariseret og et mere voldeligt samfund.
Det mener en af de iagttagere, der kan følge sagen tæt på og dog fra sidelinien. Jonathan Friedman, professor i socialantropologi ved Lunds Universitet. Som amerikaner bosiddende i Sverige ser han det svenske samfund både indefra og udefra:

»Det er ikke kun et svensk, men et europæisk problem. Tænk på mordet på Pim Fortuyn. Hverken Holland eller Sverige har været kendt for sådanne hændelser, men i dag er Sverige i top, når det gælder voldelig kriminalitet. Vreden er stor i det svenske samfund, der er sket en proletarisering af en stor gruppe mennesker – mange svenske arbejdere føler simpelthen hen, at man har vendt ryggen til dem.«

Friedman er ikke begejstret for det, han har hørt i kølvandet på attentatet:

Statsministeren holdt en tale, og hvert andet ord var demokrati. Uden pause. Det lød som en besværgelse, et desperat forsvar for et eller andet, og ordvalget, hele indstillingen bekymrer mig: Man siger, at Anna Lindh repræsenterede demokratiet, det gjorde hun da ikke. Demokratiet har ikke kød og blod, og Anna Lindh er ikke mere demokrat end du og jeg. Perssons ordvalg prøver at flytte demokratiets kerne og mening ved at sætte politikerne lig med demokratiet. Hvis man skaber den skillelinie, er man på farlig vej. Hvis demokratiet er lig med politikerne, kan det hurtigt ende med, at demokratiet må afskaffes for at beskytte de meget demokratiske mennesker i samfundets top.«

Mordet på Anne Lindh har øjeblikkeligt antaget mytisk karakter. Det lanceres og iscenesættes som et drama med to stridende kræfter, vold mod demokrati, vold mod åbenhed, indskrænkethed over for tolerance og så videre. Det er den demokratiske samtale, der er blevet slået på munden, så blodet fosser.

»Man taler om, at Anna Lindh døde midt i sin demokratiske gerning, at hun repræsenterede det åbne samfund – jamen, hun var da ikke til valgmøde. Hun var ude at købe ind. Hvorfor er det specielt åbent at købe ind uden livvagter? Det er, som om hele denne sag beskrives metaforisk.«

Dybe skel

Jonathan Friedman mener slet ikke, at Sverige kan leve op til sin egen selvforståelse af at være et meget åbent samfund. Tværtimod.

»Der er nogle meget dybe skel i Sverige mellem den politiske klasse og befolkningen. Skel, som er blevet kraftigt udvidet gennem de seneste ti år. Og når man – som reaktion på attentatet – taler om den politiske vold i Sverige, burde man snarere se på den strukturelle vold, der øves oppefra og ned. Der er så mange ting, der ikke får stemme i det svenske samfund, så megen undertrykt vrede. Der udøves en meget streng kontrol i dette land, og der skal kun så lidt til, før man eksluderes af det gode selskab – den samfundstype skaber grobund for alskens ekstremisme, fordi der er lagt låg på så mange ting.«

Håkon Arvidsson, svensk historiker i mange år ansat ved Roskilde Universitetscenter, er uenig i den analyse – men enig i konklusionen.

»Der er ikke meget forskel på Danmark og Sverige, men på dette ene punkt er der: Danmark ligner nærmest Italien med hensyn til troen på politikere – her går man næsten ud fra, at politikere lyver. Sådan er det ikke i Sverige. Den politiske klasse og den politiske konsensus om en bestemt samfundsversion nyder massiv opbakning. Også i befolkningen. Netop derfor er det så svært at være udenfor. I Sverige har man ikke et Dansk Folkeparti, der kan vinde fodfæste i parlamentet – vi havde ét, der forsøgte, og de blev mødt af en enig, afvisende front af det politiske establishment. I Sverige er der ingen ventiler, intet tilholdssted for de få, der ønsker noget radikalt anderledes. De er helt alene og presses ud i det ekstreme, fordi de ekskluderes fuldstændig af samfundet.«

Læs mere »



 24
Sep
Seneste opdatering: 13/5-14 kl. 0028
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Den undertrykte ytringsfrihed i Sverige er et symptom på noget større og værre, nemlig hele den vestlige civilisations sidste krampetrækninger, mener en professor i socialantropologi – amerikaner og ansat ved Lunds Universitet. – Jonathan Friedman i samtale med Niels Lillelund.

Jonathan Friedman er jøde og New Yorker, og som hantager imod dér i døren, iført krøllet hår, hawaiiskjorte, kakibukser og bare tæer, ligner han Bob Dylan, som denne ville have set ud, havde han turneret lidt mindre og spist lidt sundere og mere regelmæssigt. Dagligstuen i den store lejlighed i det centrale Lund ligner virkeliggørelsen af den multietniske vision, den moderne, lyse sofa, den afrikanske kunst på vægge og gulve og den klassiske porcelænskamin i hjørnet.

Manden er professor i socialantropologi, trivelig at se til med søvnige, intelligente øjne, men tag ikke fejl; han siger ting, man kun kan sige i Sverige, hvis man ikke er svensker: “Jeg går nærmest og venter på, at helvede skal bryde løs. Men foreløbig lader de mig være i fred og jeg har kun mødt kritik internt på universitetet. Hvis jeg havde været svensker, var jeg blevet halshugget, nu ignorerer de mig bare.”

Friedman er ansat ved Lunds Universitet, og det samme er hans svenske kone, der også er socialantropolog og professor. Og hende er der ikke blevet taget på med de samme fløjlshandsker. Kajsa Ekholm Friedman begik den fejl at tage imod en invitation fra foreningen Folkeviljen og Masseindvandringen, en sammenslutning, der i dag ikke eksisterer mere, men som typisk bestod af pensionister og skuffede socialdemokrater, der var kritiske over for indvandringen. Ekholm er ikke medlem af foreningen og deler ikke dens synspunkter, men alene det faktum, at hun havde talt i det forum, udløste et krav fra 27 lærere og studenter i Lund om, at hun skulle fjernes. Jonathan Friedman ved en del om den slags mekanismer. Han har fungeret både i New York, Paris og København, før han kom til Lund, og han har netop lagt sidste hånd på en bog med titlen PC Worlds, en analyse af fænomenet politisk korrekthed.

Debattens økologi

- Vi taler om begrebet “debattens økologi,” introduceret af en svensk sociologiprofessor ved Københavns Universitet, Margareta Bertilsson:

“Retten til at tale må afvejes mod, at de eller den, som taler, også har noget at berige samtalen med. Retten til at tale indebærer ogsåpligten til at udøve ansvar, vi lægger beslag på andres tid. At værne om den offentlige samtales “økologi” har lige så stor værdi som at værne om ytringsfriheden,” skrev hun i Weekendavisen den 12. juli i år.

Jonathan Friedman er ikke chokeret. “Undertrykkelsen af ytringsfriheden i Sverige er et led i en magtfuld mekanisme. Nu er du herovre under valgkampen, og du vil se, at journalister og medier prøver at få debatten til at se stor og bred ud – ved simpelthen at flytte fokus fra det væsentlige og tale om noget andet, f.eks. om trafikpolitik. Om indvandrerpolitikken kan man ikke have en kritisk diskussion, man undgår spørgsmålet.”

Hvorfor?

“For mig at se er det et led i en lang tradition. I USA, f.eks., er den politiske korrekthed et universitetsfænomen, i det offentlige liv og blandt almindelige mennesker er det en joke. I Sverige er der en tæt forbindelse mellem de forskellige elitegrupper, politikere, journalister osv. De omgås privat, de gifter sig med hinanden, færdes i de samme selskabelige kredse. Den politiske klasse lukker sig om sig selv, læg dertil, at Socialdemokratiet har og har haft noget nær et monopol på magten. Det giver en vis grad af sikkerhed – men også en usikkerhed for, hvad der vil ske, hvis der pludselig går hul på den boble, den opfattelse af verden.

Eliten er i kraft af deres isolation blevet mere og mere bange for folket og for, hvad det kan rumme. Holdningen er, at folk i almindelighed er farlige og dumme. Den politiske klasse er rykket op og væk fra folket. Den er kosmopolitisk indstillet og ser sig selv som over nationen, snarere end som en del af den. Økonomisk understøttes det af, at netop denne klasses lønninger er de hurtigst voksende af alle.”

Absurd udemokratisk Men er det noget nyt? “

Der er sket et skred. Da jeg kom her til landet, var det stadig sådan, at man kunne ringe til sin politiker. Det var et sundt demokrati. I Danmark, hvor jeg boede i 1970erne, var der allerede dengang en politisk klasse. Det er den, der er opstået her i endnu højere grad – og de er nervøse for deres magt og det, der kan rokke den. Derfor lukker de munden på kritikerne, f.eks. Sverigedemokraterna. Det er et legalt parti, de må bare ikke tale. Det er jo absurd udemokratisk. Man marginaliserer dem, mobber dem ud … og kalder dem udemokratiske.

I virkeligheden flytter man fuldstændig betydning af begrebet demokrati. Man siger: demokrati er en bestemt måde at tænke på, et sæt af meninger, og hvis du ikke deler dem, er du ikke demokratisk, og så tager vi afstand fra dig, du bør elimineres. Folket, det er ikke demokratisk, det er vi, eliten. Det er grotesk, og det er i hvert fald ikke demokrati, snarere en art moralsk diktatur.”

Jonathan Friedman mener, at forholdene i Sverige også er særlige, fordi man her har en lang tradition for at bevare en korrekt overflade.

“Bergmans film handler jo ikke om andet, om dæmonerne, der lurer under den tørre og korrekte overflade.

Et parti som Sverigedemokraterna er som en national libido, der skal undertrykkes. Udgangspunktet er, at vi inderst inde alle sammen er racister, hvis det ikke kontrolleres. Ligesom vi alle ville blive drankere, hvis det ikke var for Systembolaget – det sidste er der faktisk en læge, der engang har sagt til mig. I fuldt alvor. Det er et meget interessant kulturelt fænomen, som går igen hele tiden. Man er bange for sin egen skygge. Skolerne tør ikke flage med svenske flag eller fejre jul, og spørger du en svensk minister (som en journalist gjorde det, red.) om han er svensk, så skynder han sig at forsikre, at det er han skam ikke, han er en blanding af alt mulig andet.

Den svenske højesteret har med en dom i princippet fastslået, at racisme er et svensk fænomen, noget, der per definition udøves af svenskere og ikke af andre. Skønt mange af de gruppevoldtægter, hvor indvandrere i øvrigt er stærkt overrepræsenterede blandt gerningsmændene, har et tydeligt racistisk islæt. Men det vil man ikke vide, og det må vi ikke vide.”

Weekendracister er Friedmans ord for mange svenskere, der drikker sig fulde i weekenden, hvor det er alment accepteret, og så slipper al det undertrykte had løs. Han nævner en ledende politiker, der til daglig talte varmt for indvandring og integration, og som ganske enkelt måtte smides ud af Grand Hotel en lørdag aften, fordi han råbte og skreg sine racistiske synspunkter ud. I en brandert.

Rascistiske udtalelser

Jonathan Friedman vil ikke nævne navne, men hans eksempel er for ganske nylig blevet overgået. En svensk journalist fik under dække af at være en almindelig borger en hel række svenske politikere til at bekræfte de mest groteske racistiske udtalelser og optog det på bånd. Flere af de folkevalgte har måttet trække sig efter offentliggørelsen på svensk TV. “Prøv at se på, hvordan politiet behandler en fulderik på en tirsdag. Og hvordan de reagerer i weekenden. I weekenden er det accepteret, at man drikker sig fuld, mange går simpelthen bersærk. I weekenden skal det hele ud, prøv så at overføre den model til det politiske.”

Kriminaliteten stiger

Men kritikken og problemerne forsvinder vel ikke?

“I Sverige er der masser af konflikter og en stigende usikkerhed. Vi har set flere episoder af det, jeg vil kalde klassisk racistisk natur, hvor to befolkningsgrupper støder voldeligt sammen. Kriminaliteten stiger. De nytilkomne er i meget høj grad arbejdsløse, og det koster velfærdsstaten mange, mange penge. Velfærdsstaten er jo baseret på lukkethed, den skal tage sig af en afgrænset gruppe mennesker. Den kan slet ikke håndtere det åbne samfund, men den slags erkendelser er for store for politikere i almindelighed. De tænker meget kortsigtet. Jeg mener, det er absurd at tro, at f.eks. mange tusind somaliere kan “integreres” i et samfund som det svenske. Men der er akademikere, som tror på det. Og politikerne er nødt til at tro på det, de baserer hele deres tilværelse på, at morgendagen bliver bedre end dagen i dag. Det gør den ikke. Så hvad gør en politiker, der må se i øjnene, at fremtiden tegner langt mørkere endnutiden …?”

Lukker øjnene og håber det bedste? “

Ja. Og på en måde forstår jeg det godt, for det er jo en hel samfundsvision, der ved at bryde sammen. Sverige er et tæt samfund, hvor ideen om fællesskabet står over alt andet. I den by, jeg kommer fra, er alle ligeglade. Man undgår øjenkontakt på gaden, man siger how are you og mener ikke noget med det, prøver hele tiden at skabe et vakuum omkring sin egen person. Det er ekstremt individualistisk. I den svenske model er devisen, at enten er noget centralt styret – eller også er der kaos.”

Men ideen om folkehjemmet er også udfordret. Og svenskerne tackler det på deres egen måde. I integrationsloven af 1997 hedder det direkte. Efter som en stor gruppe mennesker har sin oprindelse i et andet land, savner den svenske befolkning en fælles historie. Tilhørsforholdet til Sverige og opslutningen bag samfundets grundlæggende vurderinger har derfor større betydning for integrationen end en fælles historisk oprindelse. Friedman ryster på hovedet.

“I virkeligheden tænker man verden som bestående af et antal forskellige racer og folkegrupper. Man ophæver Sveriges historie og lader den afløse af de forskellige racers historie. Denne lov vil hæve staten op over nationen og lade det afgørende for nationaliteten være en tilslutning til en række værdier. Men i virkeligheden er den svenske nationalitetsfølelse fuldstændig lige så bundet til det kulturelle og det historiske som f.eks. den danske.”

Og kaos kan der vel komme alligevel? Styrer vi mod eksplosionen?

“Det tror jeg. Af mange grunde. Alene økonomisk kan det ikke blive ved med at gå. Sverige er faldet fra en topplacering til en 17. plads på listen over verdens rigeste lande. Velfærdsstaten er i dyb krise. Skatterne trykker folk ned – tænk på, at i USA, hvor skatteprogressionen slet ikke er som her, kommer alligevel hovedparten af skatterne fra de rigeste. Her kommer skatten hovedsageligt fra bunden. Og skattegrundlaget indskrænkes dag for dag. Kapitalen flygter, og mennesker uden uddannelse og ressourcer kommer ind. Derfor må staten stifte kæmpegæld for at klare skærene. De nytilkomne marginaliseres, og de lavere stillede offentligt ansatte, f.eks. lærere, proletariseres. Ved siden af opstår en vældig sort økonomi, som man stiltiende accepterer.

Og indvandrerne bidrager ikke til den økonomi, tværtimod. Selv i USA, hvor velfærdsydelserne er langt lavere end her, er det påvist af en Harvard-økonom, at indvandrerne koster samfundet penge. Det er i øvrigt typisk at se, at det i USA er de sorte, der er mest imod indvandring – det er jo dem, der er truet, det er deres job, de nye indvandrere kan tage. “

Mod dyb finansiel krise Og dog er der jo ingen tegn på oprør i folk, f.eks. mod skatten?

“Nej, folk betaler stadig en højere pris for en ringere service. Men det bliver ikke ved. De vestlige samfund bevæger sig, tror jeg, mod en dyb finansiel krise, og de eneste, der ikke opdager det, er den politiske klasse, for den har aldrig haft det bedre. I den forstand minder situationen om romerrigets sidste 100 år ” Det lyder voldsomt “Jo, men man skal ikke være blind for de store historiske linier. Den folkevandringstid, man taler så meget om i disse år, den var jo netop et resultat af, at samfund rundt omkring brød sammen, og folk blev tvunget til at vandre. Præcis som i dag.”

Livet på flere niveauer Og så må man spørge: Hvordan skal det ende?

“Det ved jeg ikke. Men jeg har da nogle ideer. Et samfund, som det er skitseret i filmen Blade Runner, er tættere på, end du aner. Et samfund, hvor livet leves på flere niveauer, og hvor stigerne mellem de forskellige lag bevogtes af bevæbnede politifolk. I Los Angeles ser du allerede byggerier, der breder sig ud over slumkvartererne. Og man bygger runde bænke for at sikre, at bumserne ikke kan sove der. Der skal så lidt til, før vores pæne samfund bryder sammen. Tag sådan noget som Rosengården i Malmö – hvis kommunen pludselig ikke har flere penge at pumpe i det, så er det sort slum på fem år. Eller mindre.”

På sin vis et gammeldags klassesamfund?

“Ja, det er umoderne at tale om klasser. Men sjældent har det været mere aktuelt. Meget mere aktuelt end i 1970ene, hvor alle talte om det. Klassesamfundet kommer tilbage, og mange er på vej nedad – men det kan man et sted som Sverige slet ikke forholde sig til. På engelsk hedder det downward mobility. Det er karakteristisk, at der ikke findes noget tilsvarende begreb på svensk.”

Kan vi gøre noget ved det?

“Jeg tvivler i hvert fald på, at der vil blive gjort noget ved det. Moderne politikere over alt i Vesten taler, som om der kun findes én vej. De har de samme økonomiske rådgivere, der siger det samme til dem hele tiden. Managementteorierne har for længst vundet fodfæste i det politiske, the power of positive thinking styrer processen. Det virker næsten, som om man har givet op.”

niels.lillelund@jp.dk Jyllands-Posten 15 september 2002