25
sep
Seneste opdatering: 18/4-11 kl. 0519
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Lindh – mordet uden motiv:

Offentliggjort 14. september 2003 03:00

Det svenske isbjerg

Af NIELS LILLELUND

Knivdrabet på den svenske udenrigsminister får atter låget til at lette i et samfund, hvor meget er gemt af vejen. Midt i en hektisk og usædvanlig debat indtræffer tragedien – og kan måske ændre resultatet, hvis svenskerne får dårlig samvittighed over at have sat sig op mod den politiske klasse, mener en iagttager. Kort tid efter at den svenske udenrigsminister Anna Lindh var blevet stukket ned i et stormagasin i Stockholm, forelå et signalement af gerningsmanden; han er omkring 180 centimeter i højden, han er svensker, lys i huden og har et aflangt ansigt.

Det var en usædvanlig beskrivelse. Det er ikke spor almindeligt, at man i svensk presse skelner mellem svenskere og ikke-svenskere eller svenskere og svenskere af en anden etnisk oprindelse end svensk. Selv om kriminalstatistikkerne også i Sverige udviser en slagside i forhold til indvandrerkriminalitet, så er det ikke noget, man taler om, og det er ikke noget, svenskerne ret tit får at vide.

Ikke fordi, det er forbudt at fortælle om det, men fordi medierne udøver en streng selvkontrol i forhold informationer, der kan have en uheldig virkning på samhället.

Den svenske model lægger vægt på harmoni og på jämlikhet.

Når nogen dræber udenrigsministeren er det et angreb også på den model. Hvem der så end står bag. I skrivende stund ved vi det ikke, men angsten for, at endnu et nationalt traume skal føje sig til det, Palme-mordet forårsagede, er til at forstå. Med to traumer har man tegningen til en neurose, og så er Sverige snart modent til indlæggelse.

Et europæisk problem

For under overfladen finder man et andet Sverige end det, vi tror, vi kender. Et mere polariseret og et mere voldeligt samfund.
Det mener en af de iagttagere, der kan følge sagen tæt på og dog fra sidelinien. Jonathan Friedman, professor i socialantropologi ved Lunds Universitet. Som amerikaner bosiddende i Sverige ser han det svenske samfund både indefra og udefra:

»Det er ikke kun et svensk, men et europæisk problem. Tænk på mordet på Pim Fortuyn. Hverken Holland eller Sverige har været kendt for sådanne hændelser, men i dag er Sverige i top, når det gælder voldelig kriminalitet. Vreden er stor i det svenske samfund, der er sket en proletarisering af en stor gruppe mennesker – mange svenske arbejdere føler simpelthen hen, at man har vendt ryggen til dem.«

Friedman er ikke begejstret for det, han har hørt i kølvandet på attentatet:

Statsministeren holdt en tale, og hvert andet ord var demokrati. Uden pause. Det lød som en besværgelse, et desperat forsvar for et eller andet, og ordvalget, hele indstillingen bekymrer mig: Man siger, at Anna Lindh repræsenterede demokratiet, det gjorde hun da ikke. Demokratiet har ikke kød og blod, og Anna Lindh er ikke mere demokrat end du og jeg. Perssons ordvalg prøver at flytte demokratiets kerne og mening ved at sætte politikerne lig med demokratiet. Hvis man skaber den skillelinie, er man på farlig vej. Hvis demokratiet er lig med politikerne, kan det hurtigt ende med, at demokratiet må afskaffes for at beskytte de meget demokratiske mennesker i samfundets top.«

Mordet på Anne Lindh har øjeblikkeligt antaget mytisk karakter. Det lanceres og iscenesættes som et drama med to stridende kræfter, vold mod demokrati, vold mod åbenhed, indskrænkethed over for tolerance og så videre. Det er den demokratiske samtale, der er blevet slået på munden, så blodet fosser.

»Man taler om, at Anna Lindh døde midt i sin demokratiske gerning, at hun repræsenterede det åbne samfund – jamen, hun var da ikke til valgmøde. Hun var ude at købe ind. Hvorfor er det specielt åbent at købe ind uden livvagter? Det er, som om hele denne sag beskrives metaforisk.«

Dybe skel

Jonathan Friedman mener slet ikke, at Sverige kan leve op til sin egen selvforståelse af at være et meget åbent samfund. Tværtimod.

»Der er nogle meget dybe skel i Sverige mellem den politiske klasse og befolkningen. Skel, som er blevet kraftigt udvidet gennem de seneste ti år. Og når man – som reaktion på attentatet – taler om den politiske vold i Sverige, burde man snarere se på den strukturelle vold, der øves oppefra og ned. Der er så mange ting, der ikke får stemme i det svenske samfund, så megen undertrykt vrede. Der udøves en meget streng kontrol i dette land, og der skal kun så lidt til, før man eksluderes af det gode selskab – den samfundstype skaber grobund for alskens ekstremisme, fordi der er lagt låg på så mange ting.«

Håkon Arvidsson, svensk historiker i mange år ansat ved Roskilde Universitetscenter, er uenig i den analyse – men enig i konklusionen.

»Der er ikke meget forskel på Danmark og Sverige, men på dette ene punkt er der: Danmark ligner nærmest Italien med hensyn til troen på politikere – her går man næsten ud fra, at politikere lyver. Sådan er det ikke i Sverige. Den politiske klasse og den politiske konsensus om en bestemt samfundsversion nyder massiv opbakning. Også i befolkningen. Netop derfor er det så svært at være udenfor. I Sverige har man ikke et Dansk Folkeparti, der kan vinde fodfæste i parlamentet – vi havde ét, der forsøgte, og de blev mødt af en enig, afvisende front af det politiske establishment. I Sverige er der ingen ventiler, intet tilholdssted for de få, der ønsker noget radikalt anderledes. De er helt alene og presses ud i det ekstreme, fordi de ekskluderes fuldstændig af samfundet.«

Nazismen i Sverige er måske ikke betydelig, men den er væsentlig mere synlig end i Danmark. Det skønnes, at der findes mellem 2000 og 3000 organiserede nazister i Sverige, og de står bag flere voldelige aktioner – herunder mord. Efter mordet på Anna Lindh kunne man på organisationernes hjemmesider læse budskaber, der hyldede mordet på forræderen.

Men Håkon Arvidsson mener ikke, at fænomenet politiske attentater har særlig grobund i Sverige i forhold til andre lande.

»Også Danmark har jo haft sin Blekingegadebande. De slog ganske rigtigt ikke en politiker, men en politimand ihjel, men motivet var politisk. Ikke mange lande er sluppet for den slags.«

Udstødningsmekanismer

Debatten om demokratiet i Sverige er måske ikke voldsom – men den er der. Eller var der i hvert fald før mordet på udenrigsministeren. Hans Bergström, dr. phil. i statskundskab og tidligere chefredaktør for Dagens Nyheter, besluttede sig for at udvandre til USA – en handling, han selv karakteriserede som en flugtstrategi. Men inden da nåede han at skabe rav i den.

I et interview med Jan Gillberg i tidsskriftet DSM (Debatt, Sanningssökande, Mediakritik) tager han bladet fra munden og retter en meget principiel kritik mod den svenske styreform:

»Vi kan se en udhuling af det civile samfund. Civilcouragen [ …] bliver en stadig knappere ressource. Vi kan se, hvordan der sættes snævrere og snævrere grænser for, hvad der opfattes som legitime synspunkter for at være en respekteret deltager i debatten i det svenske samfund.«

Udviklingen er ikke ny for Hans Bergström:

» … Sverige har i dette århundrede været et autoritativt konsensussamfund, hvor de sociale udstødningsmekanismer kan være meget stærke. Alle kender alle, og arbejder i netværk. Man behøver ikke sætte politiet ind for at stoppe nogen. Der findes betydeligt mere subtile metoder – hvem der kan komme i betragtning til forskellige stillinger, hvem der kan udnævnes, hvem der anses for at være legitime i debatten […] Når det gælder den demokratiske model i Sverige, må man ikke glemme, at det ikke bare handler om, at der findes en gruppe, som sidder i landets ledelse. Vi har også at gøre med en mentalitetsforandring hos folket.« Bergström sammenligner det svenske samfund med det sovjetiske nomenklatur, og retter skytset mod medierne, som – mener han – spiller en afgørende rolle i den mentale kontrol af svenskerne: »Tidligere var det tanken, at man havde forskellige aviser med forskellige opgaver og forskellig partifarve. Måske også, at der fandtes et skel mellem avisernes og de æterbårne mediers opgave. Men fra slutningen af 1960′erne og frem […] forvandledes journalistikken til en journalistprofession, som krævede en ensartet uddannelse og som stod for et og samme perspektiv. Tilmed med en selvfølelse af at have retten til dette perspektiv […] Det er mærkeligt, at journaliststanden og medierne har som selvopfattelse, at man egner sig til kritisk granskning af magten, samtidig med at man forholder sig så ukritisk til den statsbærende magt og magtideologi i Sverige.«

Urovækkende

Hans Bergström har selv været en del af systemet. Som chefredaktør talte han ikke så frit, og under den seneste valgkamp nægtede han at optage en annonce fra det forkætrede indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna, fordi han ikke stolede på »deres nye facade.« Det drejede sig om annoncen med overskriften: Vi siger, hvad du tænker. Nu siger Bergström altså selv en del.

Men interviewet med den nye, frit talende Bergström vakte ikke den debat, man måske kunne have forventet.Demokratiets vilkår i Sverige er specielle. Således udtalte en journalist ved Sydsvenska Dagbladet til TV1, at pressens opgave i indvandrerspørgsmålet »snarere er at opdrage end at informere. Og da postbude i byen Mölndal undlod at uddele post fra det højreorienterede (men altså legale) parti Nationaldemokrataterna, blev de ikke irettesat af ledelsen – tværtimod blev de belønnet med en pris for civilcourage.

I den kristne ugeavis “Världen i dag” skrev Carin Stenström om det forstemmende i, at en mand som Hans Bergström først tager ordet nu – og så i et lille tidsskrift, som ikke læses af så mange. Det, som kan siges der, kan åbenbart ikke siges i den store avis, hvor det faktisk har mulighed for at påvirke samfundet, påpeger hun:

»Det er faktisk meget urovækkende. Hvad havde egentlig hindret ham i at sige det før, han havde jo magten til det. Men han styres åbenbart af “meget subtile mekanismer”.«

Stenström beskriver det svenske magtapparat som et isbjerg, hvor kun en lille del er synligt.

»Den store tyngde og kraft ligger under overfladen, usynlig for medborgerne og uden for demokratisk kontrol.«

Under overfladen lever den svenske hegemoni, uigennemtrængeligt massiv. Og måske en del af forklaringen på, at svenske fantaster og galninge stikker med knive frem for at kaste med rød maling.

Sår i selvforståelsen

Endnu kan vi kun gætte på, hvem der står bag mordet den svenske udenrigsminister. Hvis det – som det er blevet antydet – er en banal tasketyv, så burde det i hvert fald få folk til at indse, hvor voldelig en by, Stockholm er blevet, mener Jonathan Friedman. Hvis det – som det er sandsynligt – er noget andet og mere, der er på spil, er det et nyt sår i det officielle Sveriges selvforståelse.

En selvforståelse, der ifølge Friedman allerede var ved at krakelere. Det har været ophedede tider i Sverige:

»Debatten om euroen har været interessant, fordi den har været så helt ubegrundet voldsom. I realiteten er der tale om et meget afgrænset økonomisk emne, som ikke burde kunne vække store følelser. Men ingen taler rigtigt om økonomi, der er så meget andet på spil – et spørgsmål om åbenhed kontra lukkethed, Sveriges forhold til omverdenen i det hele taget.«

Midt ned i denne spændte situation rammer knivstikkene mod Anna Lindh:

»Det er næsten som et skuespil, en æstetisk opsætning. Her har vi et Sverige i opbrud, med dybe skel i befolkningen og med begyndende tegn på oprør mod den politiske klasse. Og så sker dette her. Stenen ruller tilbage, folk rykker sammen – på opfordring fra statsministeren. Jeg finder det i virkeligheden meget forkert, at man gennemfører afstemningen under disse omstændigheder – og det er tankevækkende, at den chokerende begivenhed tilsyneladende styrker ja-siden. Normalt ville man forvente, at angst og usikkerhed fik folk til at sige nej til det nye og ukendte, nu kan det ende med, at det bliver et ja til alt det nye, fordi folk pludselig bliver flove over, at de var lige ved at sætte sig op imod politikerne.«
niels.lillelund@jp.dk

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.