9
sep
Seneste opdatering: 9/9-04 kl. 2229
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

http://www.weekendavisen.dk/kultur/ulrikhoy/artikel:aid=11152:dpol=2

Sverige
Af
ULRIK HØY
NR. 37,
6. – 12. september 2004
DET har været gyldne dage for Sverige ved OL i
Athen. Guld i trespring, guld i kvindernes syvkamp, guld i mændenes højdespring, guld i toerkajak. Det er fornemt, hvortil kommer, at Sverige er et stort land
med plads til køreglæde og kloge elsdyr. Ja, og Bellman, Fredmans Epistler, Evert Taube, Sven Bertil Taube, Fred Åkerström og Tomas Tranströmer, nobelprisværdig lyriker.

Det er mange plusser og et minus, der vokser for hver dag:
indvandringen. Det er svært at protestere, man gør klogt i at lade være, selvom der er tale om den mest radikale ændring af det svenske samfund i moderne tid. Reelt en befolkningsudskiftning af dimensioner, alt imens problemet vokser, fordi magten og medierne har aftalt at tryne de genstridige.

Det er lykkedes, stort set, skønt noget tyder på, at grænsen er nået.
Svenskerne har ganske vist ikke mobiliseret et slagkraftigtprotestparti som Dansk Folkeparti, så det er ikke derfra modstanden kommer. Den kommer faktisk fra magthaverne selv, fra politikere og embedsmænd, der erkender, at
Folkehjemmet står med kæmpemæssige, uløste problemer. De siger det ikke åbent, de camouflerer det, f.eks. ved at føre krigen over i fjendens lejr, og den lejr er jo arvefjendens – historisk set – og altså også nu. Det er mindre pænt, men det mindre pæne er en realitet, når svensk praksis undergraver dansk retspraksis
på et område, der også omfatter den omdiskuterede 24-årsregel for giftermål, familiesammenføring osv.

Justitsminister Thomas Bodström fører an i manøvren, der giver ham anledning til at lufte det moralske bedreværd. En svensk specialitet. Hvis det minder om noget, er det dobbeltmoralisten og fredsfyrsten Olof Palme. Det fredssæle Sverige var jo storeksportør af bomber og granater til de varme lande, og Palme selv havde en gribende evne til at fremhæve det fredelige aspekt og dølge det krigeriske. En virtuos. Hvad Thomas Bodström ikke er. Han er amatør,
men her har vi en dobbeltmoralist, der skammer andre ud for at løse den type problemer, man ikke selv kan løse.

Sverige tager imod omkring 25.000 familiesammenførte om året, og de kommer til Sverige, fordi de har let adgang, ikke fordi den svenske befolkning sukker efter dem. Tværtimod. Svenskerne sukker i stigende grad, men ikke efter det, og det har fået magthaverne til at reagere. Omsider. For nationen har ikke råd til det, politikerne kan ikke håndtere det, og såkaldt gammelsvenskere
reagerer på den gammeldaws facon: ved at flytte. De stemmer med benene, når de politiske vilkår nu er, som de er.

Sverige hartilgift et katastrofalt underdimensioneret politi på ca.
halvdelen af EU-gennemsnittet. Det må bare ikke siges, selvom Sveriges nys hjemsendte konsul i New York, sagde det alligevel. Til Dagens Nyheters debat den 20. august udtalte han, at »det känns tryggare i New York än i Sverige,« og det er dristig tale. Bemeldte konsul står næppe til livsvarig bespisning på rådhuset, hvad der heller ikke er råd til, for økonomien skranter, skatterne
forhøjes og ydelserne beskæres. Ifølge økonomiprofessor Bo Södersten er den svenske velfærdsstat så rundbarberet, at den vil være helt borte om 15 år. For øjeblikket er der 4,3 mio. svenskere til at forsørge 4,7 mio., og blandt de første er der en anselig mængde offentligt ansatte.

Konsekvensen er som sagt, at »gammelsvenskere« ikke bare udvandrer fra de tre største byer – alle med over 40 pct. indvandrere og efterkommere – de forlader også de mellemstore byer. Hvad storbyer angår, har Malmø i 2003 slået sin egen rekord i fraflytning af hovedsagelig børnefamilier: 14.000. Det er flot, ja helt olympisk og lige til guldmedalje i stem med fødderne.
Alt det ved Bodström og konsorter, men da de ikke er til sinds at gøre 30 års fejlslagen politik til et offentligt anliggende, gør de noget andet. De strammer administrativt, de ordner sagen på embedsmandsplan, det er nødtvungent, det er nødvendigt, det er bare for sent og for lidt. Bodströms ærinde er at lægge sagen død politisk med moraliserende skuespil for hjemmepublikummet. På samme måde som
den ulyksalige Mona Sahlin gjorde det i 2002 – med ringe held for øvrigt.

At Bodström anvender ordet »formynderi« om Danmark er en joke for åndeligt mindrebemidlede, for er der nogen, der spiller formyndere – og gør det i uskøn forening – så er det magten og medierne i Sverige.
Af ULRIK HØY

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.