10
dec
Seneste opdatering: 10/12-04 kl. 2041
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Lars Hedegaard har nĂŠppe nogen fremtid i diplomatiet………………….klumme fra Berlingske.. PĂ„ svensk og dansk:

Kommentar Av Lars Hedegaard

Inte lĂ„ngt frĂ„n Danmark ligger ett land utan yttrandefrihet. Ett land dĂ€r lag och ordning hĂ„ller pĂ„ att bryta ihop utan att nĂ„gra medier vĂ„gar berĂ€tta om bakgrunden, för det fĂ„r de inte. Det rĂ€knas nĂ€mligen som hets mot vissa folkgrupper om man berĂ€ttar om vem som stĂ„r bakom vĂ„ldet, och dĂ„ ingriper staten. Trots dessa bedrövliga förhĂ„llanden betraktar detta lands ledare Sverige – för det Ă€r Sverige som vi talar om – som en moralisk stormakt, som Ă€r ledande i fördömandet av grannlandet Danmark, vars regering har försökt skydda rĂ€ttsordningen med regler som ska stoppa uppsplittringen i parallellsamhĂ€llen.

Till min betydande överraskning fick jag för nÄgra mÄnader sedan en inbjudan frÄn en pedagogisk institution nÄgonstans i Sverige att komma och tala om islam som historiskt fenomen. Inbjudan kom frÄn mÀnniskor som hade lÀst vad jag hade givit ut om Àmnet. De mÄste alltsÄ kÀnna till att jag inte betraktar islam som en fredens religion, utan dÀremot som en totalitÀr politisk ideologi, och att jag inte betraktar heliga muslimska mÀns vÀxande inflytande i VÀsteuropa som nÄgon kulturberikning.Det gÄr aldrig bra, tÀnkte jag. Visserligen sÄg jag det som sannolikt att jag sjÀlv skulle komma ur Sverige igen utan att lida skada, men vad skulle hÀnda med de modiga mÀnniskor som hade bjudit in mig?

Min rĂ€dsla visade sig vĂ€lgrundad. Kort efter mitt föredrag började en lĂ€rare i staden sprida ut rykten om att den som hade bjudit in mig var rasist, och hans chef fick besök av en grupp muslimska mĂ€n, som i hotfulla ordalag protesterade mot att institutionen hade tillĂ„tit en rasist – nĂ€mligen jag– att förelĂ€sa.

DÄ Sverige inte har yttrandefrihet var lokalpressen förhindrad att rapportera om det muslimska gÀngets uppförande, liksom stadens invÄnare naturligtvis inte heller fick veta att jag inte med ett ord hade nÀmnt raser i min förelÀsning. Och det fungerar. Det blev antagligen sista gÄngen som man i denna svenska stad stiftar bekantskap med andra Äsikter om islam Àn den som imamerna kan acceptera.SÄ vill imamerna naturligtvis ocksÄ gÀrna ha det i Danmark.

Islam ska varken fĂ„ kritiseras, förhĂ„nas eller förlöjligas, för det drabbar den respekt som de islamiska fanatikerna alltid har krĂ€vt. Men hĂ€r stöter de pĂ„ den danska grundlagens § 77, som slĂ„r fast att envar har rĂ€tt att offentliggöra sina tankar under ansvar inför domstol. “Censur och andra förebyggande förhĂ„llningsregler fĂ„r aldrig nĂ„gonsin införas pĂ„ nytt”.

NĂ€r dessa ord nedtecknades1849 var det naturligtvis statsmakten som man tĂ€nkte pĂ„. Ingen hade vĂ€l rĂ€knat med att angreppen pĂ„ yttrandefriheten skulle komma frĂ„n privata intressegrupper, som vi ser det idag.Om grundlagsfĂ€derna hade förestĂ€llt sig att diktaturanhĂ€ngare skulle försöka missbruka strafflagens mer eller mindre vĂ€lmenta bestĂ€mmelser om rasism och hĂ€delse till att förhindra kritik av totalitĂ€ra ideologier skulle de givetvis ha tagit hĂ€nsyn till det.LĂ„t oss – för att det inte ska rĂ„da det ringaste tvivel – backa upp grundlagsfĂ€derna genom att snabbast möjligt ta bort strafflagens bestĂ€mmelser om hĂ€delse och rasism, dvs. de redskap som islams talesmĂ€n nu vill anvĂ€nda till att underminera vĂ„r frihet. Annars kan det snart bli nödvĂ€ndigt att bestĂ€lla yttrandefrihetens gravsten.

Af Lars Hedegaard

Ikke langt fra Danmark ligger et land uden ytringsfrihed. Et land hvor lov og orden er ved at bryde sammen, uden at nogen medier tÞr berette om baggrunden, for det mÄ de ikke. Det regnes nemlig for hetz mod bestemte folkegrupper, hvis man fortÊller, hvem der stÄr bag volden, og sÄ griber staten ind.

Trods disse bedrĂžvelige forhold anser dette lands ledere Sverige — for det er Sverige, vi taler om — for at vĂŠre en moralsk stormagt, der fĂžrer an i fordĂžmmelsen af nabolandet Danmark, hvis regering har prĂžvet at beskytte retsordenen med regler, der skal dĂŠmme op for opsplitningen i parallelsamfund.

Til min betydelige overraskelse modtog jeg for nogle mÄneder siden en invitation fra en pÊdagogisk institution et sted i Sverige til at komme og tale om islam som historisk fÊnomen. Indbydelsen kom fra folk, der havde lÊst, hvad jeg havde udgivet om emnet. De mÄtte altsÄ vide, at jeg ikke anskuer islam som en fredens religion, men derimod som en totalitÊr politisk ideologi, og at jeg ikke betragter hellige muslimske mÊnds voksende indflydelse i Vesteuropa som en kulturberigelse.Det gÄr aldrig godt, tÊnkte jeg. Ganske vist ansÄ jeg det for sandsynligt, at jeg selv ville slippe ud af Sverige igen uden at lide overlast, men hvad skulle der dog ske med de modige mennesker, der havde inviteret mig?

Min frygt viste sig velbegrundet. Kort efter mit foredrag begyndte en skolelĂŠrer i byen at udsprede rygter om, at den, der havde inviteret mig, var racist, og hans chef fik besĂžg af en gruppe muslimske mĂŠnd, der i truende vendinger protesterede mod, at institutionen havde tilladt en racist — nemlig mig — at forelĂŠse.

Da Sverige ikke har ytringsfrihed, var lokalpressen afskÄret fra at rapportere om det muslimske tÊskeholds optrÊden, ligesom byens borgere naturligvis heller ikke fik at vide, at jeg ikke med et ord havde omtalt racer i min forelÊsning. Og det virker. Det bliver formentlig sidste gang, man i denne svenske by stifter bekendtskab med andre udlÊgninger af islam end den, som imamerne kan acceptere.SÄdan vil imamerne naturligvis ogsÄ gerne have det i Danmark.

Islam mĂ„ hverken kritiseres, forhĂ„nes eller latterliggĂžres, for det gĂ„r ud over den respekt, som de islamiske fanatikere alle dage har forlangt. Men her stĂžder de pĂ„ den danske grundlovs § 77, der fastslĂ„r, at enhver er berettiget til at offentliggĂžre sine tanker under ansvar over for domstolene. “Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde pĂ„ ny indfĂžres”.Da disse ord blev nedfĂŠldet i 1849, var det naturligvis statsmagten, man tĂŠnkte pĂ„. Ingen havde vel regnet med, at angrebene pĂ„ ytringsfriheden skulle komme fra private interessegrupper, som vi ser det idag.

Hvis grundlovsfĂŠdrene havde forestillet sig, at diktaturtilhĂŠngere ville prĂžve at misbruge straffelovens mere eller mindre velmente bestemmelser om racisme og blasfemi til at forhindre kritik af totalitĂŠre ideologier, ville de selvfĂžlgelig have taget hĂžjde for det.Lad os — for at der ikke skal herske ringeste tvivl — bakke grundlovsfĂŠdrene op ved at hurtigst muligt at fjerne straffelovens bestemmelser om blasfemi og racisme, dvs. de redskaber, som islams talsmĂŠnd nu vil bruge til at underminere vores frihed. Ellers kan det snart blive nĂždvendigt at bestille ytringsfrihedens gravsten.


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.