12
maj
Seneste opdatering: 12/5-05 kl. 1812
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Med lite tur får jeg denna på svenska senare: (Berlingske förre vecka)
Af Karen Jespersen De selverklærede humanister bærer et tungt ansvar for den dårlige integration af indvandrerne i det danske samfund. Borgmestrene fra Odense, Århus, Vejle og andre store byer kom forleden med den dramatiske melding, at folkeskolen i deres kommuner risikerer at bryde sammen, hvis der ikke bliver stoppet for tilstrømningen af flygtninge og indvandrere: ”Vi ønsker ikke en gentagelse af det, der er sket i Vollsmose, Gellerup og visse københavnske kvarterer, hvor danskerne systematisk fravælger distriktsskolen”, forklarede Vejles borgmester Flemming Christensen.De stærke udtalelser kom som reaktion på, at indvandrere i stort tal flytter fra mindre kommuner til boligområder i de større provinsbyer, lever mange med samme etniske baggrund. Det giver store problemer for integrationen – ikke kun i folkeskolen. Berlingske Tidende beskrev således onsdag de store vanskeligheder mange unge med indvandrerbaggrund har med at få en ungdomsuddannelse. En del unge klarer sig godt, men samlet set går den forkerte vej: Generation efter generation bliver dårligere til det danske sprog, lød den alarmerende melding fra en direktør fra en handelsskole.
Det er klart, at indsatsen for integrationen på flere punkter kan gøres bedre. Men den væsentlige forklaring på problemerne ligger i den lempelige indvandringspolitik, som op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne åbnede op for en betydelig indvandring fra fattige, tilbagestående lande med en meget anderledes kultur end den danske. Det gav helt uundgåeligt problemer. En nogenlunde gnidningsfri integration kunne simpelthen ikke lade sig gøre på de vilkår.
Men det var ikke noget man kunne tale om. Tværtimod byggede den offentlige debat og det politiske system på en tankegang, hvor omfanget af indvandringen var målestok for humanisme. Jo mere indvandring jo bedre mennesker var man. Man nøjedes ikke med at tale om den humanistiske forpligtelse til at tage imod flygtninge. Også accepten af et stort antal familiesammenføringer blev set som et særligt udtryk for humanisme. Man gjorde sig ingen overvejelser over, hvilken kvalifikationer erhvervslivet havde brug for. Og man gjorde sig frem for alt ingen overvejelser over, hvad en omfattende indvandring fra fjerne og fattige lande med en meget anderledes kultur ville betyde for det danske samfunds måde at fungere på.
Det er dybt skræmmende at se tilbage på, hvordan mennesker, der erklærede sig som humanister, var fjerne eller totalt ligeglade med indvandringens konsekvenser for det danske samfund. Og de, der protesterede mod denne ligegyldighed, blev kaldt fremmedfjendske og andre modbydelige ting. Som om humanisme ikke havde noget at gøre med at værne om en samfundsmodel med stor frihed, stærkt værdifællesskab og høj tillid mellem borgerne.
Ligesom i dag kom nogle af de stærkeste protester dengang fra kommunalpolitikere. Ofte var det socialdemokrater, som blev mødt med afvisning fra deres landspolitiske partifæller. I 1987 vedtog Socialdemokraterne i Glostrup-kredsen uden for København således en udtalelse, hvor der stod, at de tre kommuner Ishøj, Høje-Taastrup og Albertslund ikke kunne tage imod flere flygtninge og indvandrere. Meget forudseende mente de, at der ikke måtte være mere end 10 procent indvandrere i boligområderne, hvis integrationen skulle fungere. Samtidig tog en række borgmestre fra det samme område bladet fra munden. Ishøjs socialdemokratiske borgmester Per Madsen var en af dem. En anden var Britta Christensen, borgmester i Hvidovre Kommune, som i 1993 krævede et stop for flere flygtninge til Hvidovre. Hun mente ikke, det var holdbart med mere end 25 procent med indvandrerbaggrund i børnehaver, skoler og boligområder. Men ligesom Per Madsen blev hun anklaget for at være fremmedfjendsk og måtte opgive planen.
Resultatet blev, at såvel Ishøj som Hvidovre i dag slås med de ghettoer, de dengang ønskede at forebygge. Dette billede er stort set det samme i alle vesteuropæiske lande: Store problemer med integration, og en elite som i misforstået godhed har bremset en stram indvandringspolitik, der kunne begrænse antallet af indvandrere. Men også en voksende vilje til at se i øjnene, at denne udvikling ikke kan fortsætte, hvis vi vil bevare sammenhængskraften i vores samfund.
Et lille eksempel er den socialdemokratiske borgmester i Berlin-bydelen, Neukölln, i Tyskland, der har mange indvandrere. Borgmesteren, der selv er vokset op i bydelen, er blevet kendt langt ud over lokalområdet for sine bramfri udtalelser. Han fortælle om parallelsamfund, og alle de problemer der følger med: Om arabiske storklaner, der lever af organiseret kriminalitet. Om unge tyrkere, der ikke kan et ord tysk. Om at stadig flere unge muslimske kvinder igen går med tørklæde. Om skumle islamiske foreninger med kun et par snese medlemmer, der råder over millioner af euro, ingen ved hvorfra. (Jyllands Posten, 5/4)
Skyld i miseren, siger borgmesteren, er ”de gode” (Gutmenschen), som med deres tale om fremmedfjendtlighed har skygget over en erkendelse af de voksende multikulturelle problemer. Resultatet er ikke blevet det multikulturelle samfund, de rød-grønne drømte om, men et samfund præget af mistro.
I Danmark har det folkelige pres bragt disse ”Gutmenschen” i defensiven. Men også hos os spiller deres holdninger fortsat en væsentlig rolle, og dermed er der stadig risiko for en tilbagevenden til tidligere tiders lempelige indvandringspolitik med en øget indvandring til følge. Derfor kan vi ikke nøjes med at forholde os til, hvad man gør i integrationspolitikken her og nu. Man bliver nødt til at forstå, hvad det var, der i første omgang skabte de problemer, vi nu oplever, hvis man vil sikre sig mod en gentagelse. Der er ingen tvivl om, at mange af dem, der arbejdede for den hastige indvandring, var præget af gode hensigter. Men set i historiens lys var de gerninger, der kom ud af det, slette.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.