30
sep
Seneste opdatering: 1/10-07 kl. 2235
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

 Sir Andrew Green in conversation with Nick Ferrari, min 9:38 – ikke  BBC, men Britanniaradio uk.  Green er formand  for Migrationwatch.  Iøvrigt sender Channel 4 denne Dispatches  i aften: “MPs fear C4 documentary on the cost of immigrants will fuel race hatred” – den bliver   givetvis  You Tube lagt  én af dagene.

 »Hamborg lektioner«

Opinions are divided over the question of how high the Islamist threat should sit on the political agenda. Is it the challenge of an epoch for Western culture – the new totalitarianism in the face of which we must stand up for our freedom? Or is it “merely” a very complex security problem. Television images provide no answers here. They do not show how and what Islamists think.

Romuald Karmakar’s film “Hamburger Lektionen” (Hamburg lessons) makes this thinking visible by opting for extreme asceticism. The only thing you see in the actor Manfred Zapatka. Wearing a black suit and dark shirt, he reads the answers that the Imam in Hamburg’s Al-Quds mosque (more) gave in 2000 in two “lessons” to questions that arose among the believers gathered in the prayer room. The only trace elements of any “acting” come when Zapatza reaches for some notes which are handed to him by a shadow or are placed on a stool next to him.    Mohammed Fazazi’s lessons were recorded anonymously on video and distributed as propaganda material. The film’s script is nothing more than the German translation. Zapatka reads the text in a neutral and distanced voice, he presents it, makes it known. The prospect of having to sit through 133 minutes of an Imam’s theological hair-splitting and the thickness of the manuscript in Zapakta’s hands is enough to make any viewer balk. Get out of the cinema quick, says the voice in your head. But the effect of this minimal set-up soon starts to work. Not the extreme images in the daily flood of news, but the words of a man speaking deliberately to a virtually stationary camera open up the cosmos of the Islamist mind, revealing the mentality of its propagandists and making tangible the atmosphere of the parallel world of the mosques and prayer houses.

 Translating the hate preacher


 

»Vilks nyttiga idioter«

Roland Poirier Martinsson kalder sig konservativ forfatter  og filosof og alligevel kan han ikke forstå at Vilks tegninger er  rettet mod  det  svenske  kunstetablissement og  den rådende  “debatøkologi”. Det er  allerede længe siden jeg holdt  op med at tro, at svenske “konservative” havde noget som helst tilovers for nationalstaten, noget de  har tilfælles med en del danske:  Gud  og konge – men aldrig  fædreland.

Att jag vägrar publicera Lars Vilks jönserier på min hemsida är således inget svek mot yttrandefriheten.Vilks nyttiga idioter bortser från detta: att kriget mot terrorismen blott är en flank i en större konflikt inom islam. Istället för att ägna sig åt gymnasiala brandtal till yttrandefrihetens fromma borde man fundera över vilka krafter som tjänar på Vilks oöverlagda handling .Att ha ett bultande hjärta behöver inte utesluta att man också använder hjärnan. Roland Poirier Martinsson, SvD

 Mogens  Camre og camre-tonen

Hvor synes du, grænsen går for politikeres særligt vidtgående ytringsfrihed?

»Man skal naturligvis ikke fornedre og bagtale menne-sker på grund af race, og det har Dansk Folkeparti og jeg selv heller aldrig gjort. Vi angriber muslimer, som har svindlet sig ind i landet eller begår kriminalitet. Og vi fordømmer, når mennesker kommer til Danmark som indvandrere med hatten i hånden og derefter går i gang med at forsøge at nedbryde fundamentale værdier i det samfund, de for-inden har tryglet om lov til at være i.«

Skader du ikke integrationen med så hårdt sprogbrug om muslimer?

»Det er ikke hårdt sprogbrug. Vi gør dem en tjeneste ved at fastslå, at man må rejse hjem, hvis man tror, at Koranen – en lovbog fra det 8. århundrede – er normgivende for det danske samfund.«

Graver I ikke grøfterne mellem etniske danskere og muslimer dybere?

»Jeg graver gerne grøfter og bygger pigtrådshegn over for folk, der holder fast ved sharia lovgivning og tror, at Koranen er lov her.« Ugebrevet A 4: Jeg ændrer ikke tone.

DR er ikke venstreorienteret – siger de venstreorienterede 

Af: Kim Møller

Dagens klumme: Kim Møller skriver om venstreorienterede forskere, som frikender Danmarks Radio for venstreorienteret journalistik.
Kim Møller er cand. mag. i historie og blogger på uriasposten.net

Det er en kendt sag at angreb er det bedste forsvar, og hører man DR’s intellektuelle flagskib, P1, så kan man undertiden høre, at DR er blevet en borgerlig bastion.

Mediekritik er en svær størrelse og kan i sagens natur ikke skilles fra det ideologisk-politiske. Der er derfor god grund til at se nærmere på de såkaldte uafhængige undersøgelser af DR’s virke, der hidtil har været fremme.

Bedst kendt er Mediernes dækning af Irak-krigen (Modinet, 2004), der ikke blot frikendte TV-Avisen for politisk skævvridning, men ligefrem bekendtgjorde, at medierne generelt var (for) pro-amerikanske. Problemet var, at medierne – herunder TV-Avisen – ikke nok inddrog irakiske kilder i sin dækning. Analysen omfattede blandt andet den dag i april 2003, hvor den irakiske informationsminister Saeed al-Sahaf, live på tv, alt imens amerikanske kampstyrker høres i baggrunden forklarede, at “they are nowhere near Bagdad”.

Præmissen for undersøgelsen var med andre ord absurd og skræddersyet til at flytte fokus. Senest kunne et journalistisk undersøgelsespanel frikende Christoffer Guldbrandsens Den Hemmelige Krig, og også her er præmisserne vendt på hovedet. Det oplyses, at dokumentargenren tillader en mere kunstnerisk end journalistisk præsentation, og derefter analyseres det journalistiske uden at forholde sig til, hvorvidt dokumentarens oplysninger var korrekte eller ikke. Med det udgangspunkt analyseres så regeringens kritik af filmen i et selvstændigt afsnit kaldet “Spinnet om Den Hemmelige Krig”, delvist udarbejdet af statsministerens fyrede spindoktor. Ikke svært at se, hvorledes præmissen styrede konklusionen i den af panelet ønskede
retning.

Sådanne undersøgelser vil sjældent kunne tilfredsstille begge politiske fløje, og som borgerlig kan jeg vanskeligt tage diverse analyser som andet end partsindlæg.

En af de mest citerede medieforskere er Frands Mortensen. I 1978 redigerede han som lektor på Danmarks Journalisthøjskole antologien Ikke et ord om ytringsfrihed, der beskrev, hvorledes revolutionære kommunister kunne bruge journalistikken til at få indført den sande socialisme. Et af kritikpunkterne var den borgerlige journalistiks “strenge genre-krav” – det forhold at man som journalist ikke måtte sammenblande det faktuelle med egne politiske holdninger. I dag er han, foruden at være modstander af TV2-privatisering, en prominent fortaler for DR’s licensfinansierede uafhængighed, trods det at han ofte pointerer, at DR har et borgerligt verdensbillede.

Ligeledes hørtes der ikke mange kritiske ord om DR fra Lars Qvortrup, da han som professor i journalistik på Syddansk Universitet for et par år siden var en del af public service-debatten. I 1977 udgav han Danmarks Radio og arbejderkampen, en bog der var direkte henvendt til “socialistiske medarbejdere i DR”, der ydede “deres bidrag til kampen for socialismen”. Man må spørge sig selv, hvorfor venstreorienterede medieforskere, der tidligere, som Qvortrup, beskrev DR som værende et vigtigt led i “den borgerlige presses hetz”, i dag uhæmmet forsvarer public service-tanken og det, de nu ser som DR’s uafhængighed.

Svaret giver sig selv: DR formidler et verdensbillede, der ikke støder værdipolitiske venstreorienterede, uanset uenigheder om den økonomiske politik som mellem SF og Det Radikale Venstre – to partier der blandt journaliststuderende alene kunne danne regering ifølge et prøvevalg (Hovdabrekka, 2006).

Denne tendens kan iagttages fra flere vinkler, og der er god grund til at citere Bob Woodwards hemmelige kilde i filmatiseringen af Watergate-sagen: “Follow the money”. Fra politisk hold står Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet samlet bag DR – en blok der i dagens Danmark også omfatter Det Radikale Venstre, der ofte taler om nødvendigheden af lavere skat, men samtidig vil have DR finansieret over skattebilletten.

Medieforskere, journalister, diverse organisationer og kulturpersonligheder kan italesætte objektivitet, postulere politisk pression og sågar selvcensur, men før venstreorienterede mediekritikere fremviser en omvendt Blauenfeldt, er det spil for galleriet. Ligesom vi aldrig kommer til at se Kenneth Plummer med en støtte-t-shirt for højreradikale Radio Oasen, så kommer vi aldrig til at se en DR-vært udtrykke Blauenfeldts tanker om Srebrenica-massakren:

“Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte – hey det er
muslimerne, nu får de smæk – det har de rigtig godt af.”

– og godt det samme. Befri DR for sine public service-forpligtelser.
© Copyright 2007 by 180Grader.dk    (foto © Snaphanen)

moller.jpg

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.