11
okt
Seneste opdatering: 11/10-07 kl. 1746
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Hvis nogle skulle  undre sig over,  hvorfor  jeg læser dette  tidsskrift med det noget eksotiske navn, så er det bla. fordi  de  har en ledende redaktør,  der har boet og delvis er  uddannet i Danmark. Hun holder  bladet velorienteret om Skandinavien:

 Exclusive: How Norway’s Mad Mullah Plays the SystemTerrorists may be mad, but they are not stupid.  FSM Contributing Editor Adrian Morgan reveals shocking details of how a murdering, admitted threat to Norway’s national security lives off the largesse of taxpayers while claiming to be victimized.  It’s a good gig if you can get it. …….    [..]   Mullah Krekar is designated as an international terrorist with links to Al Qaeda. Yet in Norway, European politically correct legal principles protect his “safety” while he continues to use the internet to urge killing and war.

Familysecuritymatters.org

 Jul er “haram” –  nisser tilladt, men ingen engle……….

vil man forære sit land  væk , er det selvfølgelig høfligtst at “rense” det før man serverer det på en tallerken. Afkristningen af Sverige er  langt fremskreden, men småting resterer endnu:

 …och julpysslet i skolan ska inte vara religiöst. Lärare i Lesjöfors oroar sig över nya instruktioner. Ska de inte få göra änglar som julpyssel, spela ett julspel som teater eller se det julspel i kyrkan som de besökt inför varje jul?
– Det kommer inte gå ut några skriftliga förbud, men jag vill att de ska börja tänka över vissa inslag, säger Lena Kåräng.  Inte för mycket religiösa inslag i förskolan. Om det ska pyntas inför jul bör barnen hålla sig till tomtarna men skippa änglarna. Ett teaterspel som innehåller Jesusbarnet, Maria, Josef, fåren och åsnan får inte förekomma. Det är instruktioner som förskolelärarna i Lesjöfors säger sig ha fått.  Julspel i kyrkan bryter mot läroplanen

  Mona Sahlin´s  omvendte bevisførelse

För det första föreslår hon att det är arbetsgivaren som skall bevisa att diskriminering av en arbetssökande skett och inte tvärtom som idag. Det är lika dumt som att kräva av tjuven att han skall bevisa att han inte begått någon stöld/brott istället för att polisen och åklagare skall bevisa detta.

Mona Sahlin säger ungefär följande “så att de svenskar som fortfarande finns kvar här (Råslätt)”.

Mona Sahlin och socialdemokraterna har tydligen fullständigt kapitulerat inför den utveckling som sker i Sverige! Att det ena efter det andra bostadsområdet mer eller mindre töms på etniska svenskar.

Hör inslaget från Radio Jönköping  via Thoralf Alfsson

 Sørlander: »De politiske illusioners tid« 

Kronik: Som socialismen var en politisk illusion, er multikulturalismen det også. Som den ene ville ende med at undergrave den demokratiske orden, vil den anden det også. Man opnår ikke ligestilling for indvandrere ved at følge multikulturalismens forskrifter. Tværtimod så opløser man fællesskabet om de demokratiske værdier.

Demokratiet er et rationelt politisk ideal, der opstilles som svar på spørgsmålet om, hvorledes samfundet skal styres. Eftersom det ikke rent principielt kan retfærdiggøres, at nogen skal have særlig ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme lovenes indhold, så slutter man, at alle har lige ret. Og man opstiller idealet om politisk ligeværdighed.


Omvendt følger så, at demokratiet stiller krav til borgernes rationalitet. Det forudsætter, at borgerne er så rationelle, at de ikke tillader, at der tages politiske beslutninger, som undergraver demokratiet selv. Demokratiet giver borgerne politisk ligeværdighed; og dets beståen afhænger så af, at borgerne er så rationelle, at de gennem den lovgivning, som de vedtager, fortsat kan opretholde den politiske ligeværdighed.
Kun hvis borgerne er så rationelle, kan demokratiet fungere. Så meget kan fastslås rent principielt. Men så kommer det næste spørgsmål: Er menneskene faktisk så rationelle, som demokratiet kræver, at de skal være? Det kan kun erfaringen vise. Derfor må vi se på demokratiets faktiske udvikling og overlevering. Har de moderne demokratier været stabile, dér hvor de faktisk har udviklet sig indefra – og det vil primært sige i den vestlige kultur? Har menneskene dér været så rationelle, at de har lovgivet i overensstemmelse med demokratiets opretholdelse? Eller har de tvært­imod været grebet af politiske illusioner, som har sat demokratiet under pres og været på vej til at undergrave det?

Vort eget demokratis historie giver os et stærkt eksempel på, hvorledes politiske illusioner kan fungere i en demokratisk kontekst. Jeg tænker på den socialistiske ideologi. Det er ganske simpelt umuligt at forstå demokratiets historie i størstedelen af det tyvende århundrede uden i samspil med den socialistiske bevægelse. Det var en udbredt opfattelse i betydelige kredse – især blandt arbejdere og intellektuelle – at demokratiet først var gennemført, når man havde afskaffet kapitalismen og ophævet den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Udbytningen ville først ophøre, når der ikke længere var skel mellem dem, som ejede produktionsmidlerne, og dem, som kun havde deres arbejdskraft at sælge. Og man havde den opfattelse, at en samfundsmæssig planøkonomi ville være forholdsvis let at få til at fungere, og at den ville være meget mere effektiv end den etablerede markedsøkonomi med dens opslidende konkurrence. Med en planøkonomi ville man simpelthen kunne skabe grundlag for at fjerne al materiel nød i samfundet.
Desværre var det socialistiske ideal en politisk illusion. Det var en illusion, at det er let at få en altomfattende social planøkonomi til at fungere. Det er tværtimod svært, for ikke at sige umuligt, fordi man mangler den viden, der ligger i priserne på markedet. Derfor lykkedes det aldrig rigtigt at få planøkonomien til at fungere i Sovjetunionen. Desuden var det en politisk illusion, at udbytningen af lønarbejderne først kan ophøre i en socialistisk økonomi. Den kan ophøre i en markedsøkonomi, når lønmodtagerne kan organisere sig, når de har alternative beskæftigelsesmuligheder, og når der lovgives om arbejdsbetingelserne.
Illusionerne i den socialistiske teori kunne man indse blot ved at tænke teorien igennem. Men dér svigtede socialisterne. De var ikke så rationelle, at de kunne forstå kritikken, så længe den kun var teoretisk. Det var først, da Sovjetunionen faldt sammen, at det blev klart for de fleste, at det socialistiske ideal om planøkonomi ikke var værd at kæmpe for. Socialismen døde, fordi den viste sin manglende funktionsduelighed i Sovjetunionen; ikke fordi man teoretisk indså, at dens økonomiske teori byggede på illusioner.
Når vi både kender Sovjetunionens skæbne og den teoretiske kritik af socialismens planøkonomi, er det klart, hvad der ville være sket, hvis socialisterne havde fået magt, som de havde agt. De ville have bevæget sig ud i et økonomisk eksperiment, som de ikke selv ville have vidst, hvorledes de skulle styre. De ville have undergravet det økonomiske kredsløb og dermed fundamentet for den demokratiske frihed. På den baggrund bør vi ikke nære for stor tiltro til menneskenes politiske rationalitet. Når så mange kunne gribes af den socialistiske illusion, må vi se i øjnene, at der igen vil kunne skabes basis for en tilsvarende illusion.
Og så er det måske allerede sket. Da socialismen døde, forsvandt den idealistiske bestræbelse på at skabe et »modsigelsesfrit« samfund ikke. Den fandt sig en ny underklasse, hvis undertrykkelse skulle ophæves ved hjælp af en ny ideologi. Den ny underklasse var indvandrerne fra fremmede kulturer, som havde svært ved at blive integreret i de europæiske samfund. Og den ny ideologi, som skulle ophæve deres undertrykkelse, var multikulturalismen. Den bestod i et krav om, at alle kulturer og religioner i princippet skal sættes lige. Indvandrerne skal ikke tilpasse sig landets herskende kultur. Tværtimod skal denne reelt kun have samme status som indvandrernes kulturer.
Ganske som socialismen var et forsøg på at omforme samfundet for at ophæve de konflikter, som man mente var en konsekvens af markedsøkonomien, så er multikulturalismen et forsøg på at ophæve konflikterne mellem landets oprindelige borgere og indvandrerne. Hvor socialismen ville stille alle lige i det økonomiske system, så vil multikulturalismen stille alle lige kulturelt ved at ligestille alle kulturer.
Men holder multikulturalismen, hvad den lover? Skaber den ligestilling ved at ligestille kulturer?

Svaret er nej. Som politisk ideal er multikulturalismen lige så uholdbar som socialismen. Man opnår ikke ligestilling for indvandrere ved at følge multikulturalismens forskrifter. Tværtimod så opløser man fællesskabet om de demokratiske værdier. For det første fordi multikulturalisme medfører, at man stiller kulturer (fx fra Mellemøsten eller Afrika), der aldrig har understøttet et levende demokrati, og som aldrig har haft en kvindefrigørelse, lige med kulturer, der har understøttet demokrati og kvindefrigørelse. Og gennem en sådan ligestilling er man på vej til at undergrave demokrati og kvindefrigørelse. For det andet vil ligestillingen af kultur indebære, at der skabes parallelsamfund, hvor folk, der kommer fra kulturer, der ikke har understøttet demokrati og kvindefrigørelse, fastholder deres kultur, i stedet for at komme ud og blive en del af den demokratiske kultur, hvor der er ligeværdighed mellem mænd og kvinder.
Derfor vil multikulturalismen snarere forværre de problemer, som den ønsker at løse. Det er ikke kulturer, der skal gives ligeværdighed; men det er individer, alene som følge af deres evne til rationel tænken og handlen. Og den ligeværdighed må de reelt få i en konkret kultur. Det er ikke rationelt at tro, at en demokratisk orden kan realiseres alene på basis af de abstrakte demokratiske principper og uden grundlag i en historisk kultur, som faktisk har understøttet dens udvikling. Derfor må den rationelle holdning til demokratiets bevarelse altid indebære en organisk videreførelse og udvikling af den kultur, som faktisk har understøttet demokratisk udvikling. Og derfor må den rationelle holdning til indvandring indebære en benægtelse af multikulturalismen. Hvis et land med en stabil demokratisk orden fortsat skal sikre opretholdelsen af denne orden, så må kravet i stedet være, at det skal forsøge at integrere indvandrere i dets egen historiske kultur på en sådan måde, at denne udvikles organisk. Svigter det her, er det på vej til at opløses. Denne erkendelse er ikke udtryk for en lukket nationalisme, men for en rationel holdning til bevarelsen af demokratiet som en levedygtig politisk styreform.

Som socialismen var en politisk illusion, er multikulturalismen det også. Som den ene ville ende med at undergrave den demokratiske orden, vil den anden det også. I det lys kan det undre, at så mange – især i den akademiske elite – er faldet for disse illusioner. Og hvorfor de uden besvær kunne gå fra den ene til den anden. En del af forklaringen skal nok findes i, at de aldrig fik gennemført et ordentligt intellektuelt opgør med socialismen. Venstrefløjen gled bare over i multikulturalismen. Og nu må den samme venstrefløj så for anden gang se sig som offer for en politisk illusion. For mange var det først socialismen og så multikulturalismen. Hvad bliver det næste? Skal vi tro, at de politiske illusioners tid er forbi?

Berlingske kronik,  11 oktober  2007
Sørlander og Lars Vilks, 2 oktober 2007, © Snaphanen

vilks_2__oktb_2007_111.jpg

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.