13
okt
Seneste opdatering: 17/10-10 kl. 0410
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Dansk velfærd og velstand i nordisk perspektiv.I nogle år efter 2. verdenskrig var udenlandsk valuta rationeret i Danmark. …….Titusinder af københavnere til Malmø, Landskrona og Helsingborg for at gå i biografen og se Borte med Blæsten og andre amerikanske film. Et helt rederi, Scarlett-bådene, opstod på det grundlag, vistnok opkaldt efter en hovedperson i Borte med Blæsten.Men ligesom Scarlett-rederiet for længst er ophørt at eksistere, er Sverige heller ikke det meget rigere land, som det engang var. Dengang københavnerne brugte søndagen – lørdag var skoledag og arbejdsdag indtil klokken to – til at se amerikanske film på den anden side af Øresund, var Sverige verdens rigeste land næst efter USA. Meget har ændret sig siden.Sammenligner vi alene de fem nordiske lande, er Sverige rykket ned fra en førsteplads til en fjerdeplads.Nordisk Ministerråd udsender hvert år en fællesnordisk, statistisk årbog, og heraf fremgår, at bruttonationalproduktet pr. indbygger opgjort i købekraftkorrigeret valuta var 29.000 euro i Sverige i 2006. Lidt bedre end Finlands 28.300 euro, men efter Norges 42.900, Islands 31.700 euro og Danmarks 30.600 euro. (En euro er ca. 7,50 kr). […]I stedet for bruttonationalprodukt pr. indbygger er det derfor mere retvisende at se på, hvor meget borgerne i de enkelte lande har til rådighed til privat forbrug, når skatterne er betalt, dvs. den disponible indkomst. Man kunne også kalde det den private velstand. En sådan sammenligning viser, at nordmændene, på trods af olien, ikke er dem, der har den højeste levestandard.Det fremgår af figur 1, der viser de disponible indkomster i euro korrigeret for købekraft. Denne figur, der desværre ikke omfatter Island, viser, at danskernes disponible indkomst ikke bare overstiger svenskernes og finnernes, men også er større end nordmændenes. Og dette på trods af, at nordmændene og finnerne få lov at beholde en større del af de penge, de tjener. I både Norge, Finland og i særdeleshed i Island (40,4 procent i 2006) er skattetrykket lavere end i Sverige (50,2 procent i 2006) og Danmark (48,9 procent i 2006).

Weekendavisen:  Nordens rigeste – så længe vi lever   Nordisk Statistisk Årsbok, med CD-rom med database. 349 s. kr. 350. Nordic Statistical Yearbook, pdf 352 sider

Sverige  venter 20.000 irakere i år

plus pårørende, naturligvis. EU betaler  svenskerne for deres  godhjertethed – måske. I Danmark lobbyer  DR og TV 2 heftigt  for 600 afviste, og det giver pote. Med de  menneskemasser der kan forventes  de kommende  årtier, som vi nødvendigvis må have  ondt af, kan man ikke konkludere andet end at en stram udlændingepolitik altid vil være  i fare. Medfølelsen vil heletiden kunne overmande forstanden, og hvis ikke  det sker , er der altid EU og FN til at tampe os på plads. Glipper alt, har vi populisten Helle Thorning, der sukker efter at adlyde  de Radikale.  Svenske tilstande vil være en kronisk mulighed. (se f.eks. “Slut op om vores  irakere“). Jeg kan  kun pege  på  Sverige og  sige – det er sådan jeres  børn kommer til at leve, tro mig eller  lad  være. -uden realisme og en portion kynisme, installerer I et Helvede. I kommer til at gå i fakkeltog og græde snot og det vil intet forandre. Det er ingen spådom, det er  allerede virkelighed.

20.000 irakier beräknas komma till Sverige i år. 95 procent får uppehållstillstånd. I slutet av juni hade 9.330 redan kommit.  Vid samma tidpunkt hade, enligt UNHCR, 449 irakier kommit till Danmark, 485 till Norge, ingen till Island och 92 till Finland. Av dem från Irak som i dag flyr till något EU-land kommer mer än hälften till Sverige.Migrationsverkets projekt med en snabbfil för enkla Irakärenden kostar 50 miljoner kronor. 30 miljoner av dem kan täckas med sökt EU-bidrag, men inget beslut från EU finns ännu.    20.000 irakier väntas komma i årPå ett år polisanmäls nästan 2000 ungdomsbrott i Malmö,“Varför ska jag sluta gå ut, sluta leva?”,Man bør tvangsfjerne nogle af børnene i asylcentrene

Minaret Debate Spreads Through Europe

“Unlike other religions,” says Schüler, “Islam is not only a religion. It’s an ideology aiming to create a different legal system. That’s sharia. That’s a big problem and in a proper democracy it has to be tackled. If the politicians don’t, the people will,” he added, a reference to the petition he has launched to gather 100,000 signatures in order to force a referendum on banning the building of minarets in Switzerland. He has 40,000 already.   “We’ve got nothing against prayer rooms or mosques for the Muslims. But a minaret is different. It’s got nothing to do with religion. It’s a symbol of political power.”Courrierinternational

“Undercover Mosque” – tendentiøs og fordrejet ?

Hodja:

Den uafhængige, engelske TV-station Channel4 bragte for en nogen tid siden den meget omtalte TV-dokumentar “Undercover Mosque”. Det britiske kulturparnas – det stedlige Politiken-segment – forsøgte naturligvis at standse udsendelsen, men forgæves. Dokumentaren har sidenhen slået alle rekorder på YouTube. Nu har The West Midland Police også set den. De finder den skadelig for relationerne til den lokale moské og ville først melde TV-stationen til politiet. Men så kom de i tanker om, at politiet jo var dem selv, så i stedet har de meldt den til det lokale pressenævn. Ganske i overenstemmelse med islamisk rygmarvs-refleks kaldes filmen “islamofobisk, stigmatiserende og ude af kontekst”. Disse påstande tilbagevises her:


se Undercover  Mosque via Hodja, hvis du endnu mangler det.

Sverige : Militærnægter som forsvarsminister

på den anden side, Sveriges  hær er nu så lille at der er en vis logik i det. Jeg læste for nylig,  at det ville tage  12 måneder bare at mobilisere soldater nok til at fylde et fodboldstadion.

Sten Tolgfors, ny moderat försvarsminister, har inte gjort värnplikten – han var så kallad samvetsöm. Nu har han ändrat sig och är sålunda chef för till exempel Nordic Battle Groups, framstående experter på snabbt dödande.

Varför kunde inte Sten Tolgfors, kallad Tomhylsan, göra värnplikten, vad var så hemskt i denna samhällsinrättning? Jag har grävt i Vapenfrinämndens arkiv och fann denna intressanta brevväxling:

Västra Värnpliktskontoret
1985 02 19,  Ansökan om vapenfri tjänst

Jag, Sten Tolgfors, ansöker härmed om att få fullgöra vapenfri tjänst istället för värnpliktstjänstgöring. Jag har en djup religiös övertygelse som hindrar mig att använda våld eller bruka vapen mot andra människor. Jag är aktiv inom Åmåls missionskyrkas ungdomsverksamhet. Av detta skäl ansöker jag alltså om vapenfri tjänst.

Sten Tolgfors, Åmål
UNDERTECKNAD intygar härmed att Sten Tolgfors aktivt deltar i Åmåls missionsförsamlings verksamhet samt att han har en djup och uppriktig övertygelse mot att använda våld och bruka vapen mot andra människor.

Sven-Olof Olsson, Ungdomsledare,i Åmåls Missionsförsamling

Vapenfrinämnden 1985 11 05

Sten Tolgfors

Vapenfrinämnden har denna dag bifallit din ansökan. Om ca 6 månader kommer nämnden för vapenfri utbildning att informera dig om olika tjänstgöringsalternativ och infordra dina önskemål.

Försvarsministern: Jag vägrar använda vapen

Kronik: Derfor skal vi have en folkeafstemning

en interessant  sammensat forfatterkreds. Man kunne også kalde kronikken: “Mens den tidligere  EU apparatnik Helle Thorning tæller på knapper” – følge hjertet eller  bekæmpe VK regeringen ?

Af Hans Henningsen, Hardy Hansen, Hanne Reintoft, Agnete Engberg, Henning Gottlieb, Poul Dissing, Christian B. Karstoft, Kirsten Lehfeldt, Sanne Salomonsen, Mrutyuanjai Mishra, Kristen Touborg, John Holten-Andersen, Lene Kattrup, Helge Rørtoft-Madsen, Villo Sigurdsson og Karl-Otto Meyer

Et flertal i befolkningen ønsker en folkeafstemning om den kommende EU-reformtraktat.

Men statsministeren og nogle folketingsmedlemmer har skabt tvivl om, hvorvidt befolkningen skal stemme om den eller ej. Det er yderst beklageligt, for dermed siger politikerne, at de ikke regner befolkningernes synspunkter for væsentlige i forhold til deres egne vurderinger og hensigter.

I et samfund, der med stolthed vedkender sig folkestyret, bør politikere ikke føre sig frem med en demokratisk set så underlødig magtfuldkommenhed. Det gør vi indsigelse imod med henvisning til nogle af de vigtigste grunde til, at den kommende reformtraktat bør til folkeafstemning. Selv om vi ikke kender traktatteksten endnu, mener vi, at den under alle omstændigheder bør til folkeafstemning. Og at det vil være en historisk og politisk skandale for folkestyret, hvis statsministeren eller folketinget hindrer det.

Af mandatet fra topmødet i Berlin til at udarbejde reformtraktaten fremgår det, at den vil indeholde næsten alt fra det forkastede forslag til en EU-forfatning. Og at den også med de foreslåede ændringer i forhold til det forkastede forfatningsforslag bliver af stort set samme omfattende politiske og juridiske betydning som EU-forfatningen. De to traktatforslag er næsten identiske, og ændringerne er detaljer uden tungtvejende betydning. Selv formanden for det EU-konvent, der i sin tid udarbejdede forfatningstraktaten, Giscard d`Estaing har sagt, at sådan er det.
Et traktatforslag, der tilmed vil gøre grundlovens og folkestyrets betydning væsentlig mindre i fremtiden, er naturligvis ikke kun en sag for de valgte folketingspolitikere at tage stilling til. Vi ved, at allerede i dag skyldes hovedparten af dansk lovgivning forpligtelse i forhold til EU-bestemmelser. Og tidligere tyske forbundspræsident og præsident for forfatningsdomstolen Roman Herzog og Lüder Gerken, direktør for Center for Europæisk Politik, har gjort opmærksom på, at 84 pct. af Tysklands nye regler, forordninger og love stammer fra EU, kun de resterende 16 pct. fra de to lovgivende forsamlinger. EU udgør en fare for det parlamentariske demokrati i Tyskland og andre EU-medlemslande, mener de.

Traktatforslaget indebærer tilmed, at der f.eks. i praksis ikke længere vil kunne føres selvstændig dansk udenrigspolitik, fordi den bliver underlagt en samlet EU-udenrigs-, sikkerheds- og militærpolitik. Og forslaget gør det muligt for Ministerrådet at give EU endnu mere beslutningskompetence uden at spørge parlamenterne og befolkningerne. Så vidtgående ændringer er selvfølgelig en sag for det danske folk at tage stilling til. Så sandt grundloven og folkestyret i sin tid tog udgangspunkt i dansk politisk selvstændighed og blev til af et folkekrav om en demokratisk forfatning.
Nogle politikere har meldt ud, at de kun ønsker en folkeafstemning om reformtraktaten, hvis den er nødvendig af hensyn til grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse. Men det er en alt for snæver og formalistisk måde at anskue spørgsmålet på. Måske også en bevidst valgt måde at se det på, fordi en folkeafstemning efter den anskuelse ikke er nødvendig, hvis der formelt ikke er tale om suverænitetsafgivelse i forfatningsjuridisk forstand. § 20 betragtningen er med tiden blevet både for snæver og meningsløs, fordi det overstatslige element i EU gør det absurd at tale om EU som en ”mellemfolkelig myndighed”. Det er derimod relevant at vurdere, i hvilket omfang vi afgiver noget af vores selvstændige og demokratiske, politiske magt. Hvor absurd er det ikke, hvis jurister kan påvise, at reformtraktatens bestemmelser om EU-udenrigs-, sikkerheds- og militærpolitik ikke i juridisk forstand betyder suverænitetsafgivelse, mens de i praksis betyder, at vi ikke vil kunne føre selvstændig udenrigs-, sikkerheds- og militærpolitik, som grundloven forudsætter. Det er et eksempel på, at politiske spørgsmål naturligvis ikke bare kan anskues juridisk. For her er tale om en sag med vidtrækkende, politiske konsekvenser for enhver borgers fremtid. § 20-vurderingen er på ingen måde tilstrækkelig, uanset hvordan denne måtte falde ud, fordi en sag af denne karakter indebærer en overordnet etisk og politisk overvejelse om, hvad vi hver især finder vil være det rigtige for os selv og Danmark.

Vi mener derfor, at der skal laves en pålidelig, tilbundsgående udredning af ikke bare det forfatningsjuridiske spørgsmål, men af reformtraktatens magtpolitiske betydning. Som forudsætning for, at befolkningen kan vurdere, hvordan der bør tages stilling til reformtraktaten. Hvis reformtraktaten reelt tilsidesætter grundloven som basis for vores demokratisk-politiske selvstændighed, er grundloven og folkestyret i en så fatal krise, at Danmark enten ikke kan tiltræde reformtraktaten eller kun kan gøre det efter en grundlovsændring. I det dilemma er demokratiets fremtid på spil, for hvis ikke det overlever nationalt, er demokratiet reelt afskaffet. For det findes ikke og er reelt måske heller ikke muligt på europæisk plan.
I sin tid fik vi ikke bare løfte om en folkeafstemning om forslaget til EU-forfatning. Den var planlagt at skulle finde sted i september 2005. Og der nåede at komme gang i oplysningen om den og i forberedelserne til den folkelige debat forud for selve afstemningen. Men så kom de franske og hollandske nej’er, og kun godt to måneder før den skulle afholdes, aflyste statsministeren så folkeafstemningen. Når indholdet i den kommende reformtraktat er så tæt på det oprindelige forfatningsforslag, må konsekvensen da være, at den i sin tid aflyste folkeafstemning nu skal gennemføres om reformtraktaten. Det er inkonsekvent at afvise en folkeafstemning nu og efterlader indtrykket af politisk manipulation og upålidelighed.

Det er penibelt, at statsministeren allerede før topmødet i juni luftede, at der måske ikke skulle være en dansk folkeafstemning. På den måde har han underkendt betydningen af vores demokratiske selvbestemmelse af hensyn til processen med at gennemføre en ny traktat efter den strandede EU-forfatning.

På baggrund af tænkepausen, hvor vi kunne diskutere og komme med forslag til fremtidens Europa, måtte vi naturligvis forvente at blive hørt og kunne tage stilling til det, der til sidst blev resultatet af processen.

Den demokratiske begrundelse for tænkepausen, at man var interesseret i befolkningernes mening om ”Europas fremtid”, er i sig selv et argument for, at der efterfølgende bør holdes folkeafstemning om reformtraktaten. Uden en folkeafstemning står tænkepausen tilbage som en demokratisk skinmanøvre.

I vores over 30-årige danske EF/EU-historie har der været folkeafstemninger om alle store traktatændringer. Nice-traktaten er undtagelsen fra den regel. Derfor er det en historisk velbegrundet forventning, at det også sker denne gang.

Hvis ikke de ansvarlige politikere indfrier den forventning i forbindelse med en så væsentlig ændring i EU-samarbejdet, som reformtraktaten er, stempler de sig selv med et demokratisk snyderi af format.

Den danske sædvane at holde folkeafstemninger om vigtige EU-ændringer er overordentlig vigtig, fordi EU-spørgsmål desværre aldrig indgår i folketingsvalgene. Dem holder de allerfleste politikere og partier behændigt udenfor deres valgkamp. Derfor har vælgerne i realiteten ikke mulighed for at vurdere og vælge politikere bl.a. ud fra deres EU-synspunkter. Og dermed ingen nævneværdig mulighed for at påvirke EU-kursen via det parlamentariske demokrati.

Den eneste, reelle mulighed befolkningen har for at blive hørt om den europapolitiske udvikling er, at der holdes folkeafstemninger om EU-traktaterne.

Der er altså så gode og tungtvejende grunde til, at vi skal have den folkeafstemning, at det demokratisk uacceptable ikke må ske, at politikerne nægter os den – måske endda med påstand om, at den ikke juridisk er nødvendig.

Jyllands Posten – kronik

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.