Center for Vigilant Freedom havde arrangeret en “Counter Jihad Conference” i Bruxells i dagene 17-18 oktober, et gigantisk arbejde der har stået på i et halvt år. Vi var et par håndfulde danskere, der var heldige at være inviteret.
Jeg har været i Belgien mange gange, Namur, Liége, Bastogne, Spa, dengang i begyndelsen af tresserne det var sodsværtet mineområder, Antwerpen som sømand, men aldrig i det babyloniske Bruxelles. Det ville være en overdrivelse, at jeg syntes om byen, hvor hvert menneske man møder taler et nyt sprog, og hvor Eurokraterne pløjer deres skyskrabere ned gennem det, der engang må have været en smuk by. Jeg forstår, hvorfor man bliver betalt så fyrsteligt for at bo her. Her tjener man ind til et solidt otium, og flygter så snart man kan. I et land der ikke er et land, i en hovedstad der ikke er hovedstad for nogen somhelst, men en ond parodi. Jeg foreslog min erfarne medchauffør, da vi var i Holland at køre rundt om Amsterdam, men han frarådede mig ødelæggelsen. Det er ikke Holland mere. Amsterdam er allerde MAGREB. Han ved, hvorfor Hirsi Ali foretrækker at blive i USA. Det ved vi endnu ikke i Danmark.
Da jeg er vendt hjem med 400 fotos og 15 timers video, er dette kun en første berøring af, hvad der fandt sted.
Det er ikke uden en vis ironi, at det lykkedes Vlaams Belang at arrangere hele den første dags møder i selveste EU-parlamentet. Konference faciliteterne er i top ! Det må man lade dem. De levede op til gæsterne, også os de af os, de ikke gerne vil kendes ved. (Som man kan se er eurokrater fuldstændige analfabeter hvad angår kunst – Richard Mortensen må være havnet der ved et tilfælde, fordi han hænger på samtlige danske ministerkontorer).
Vlaams Belang havde fortalt det drejede sig om et mere “stuerrent” foretagende. Resten – inkl middag – fandt sted i deres veludstyrede partihovedkvarter. Min borddame, født i Venedig, en gammel ven af Oriana Fallaci. Se talerlisten, den er flot og det meste kommer på bloggen på video. Lidt efter lidt. Enkelte vil ikke publiceres for det de sagde. De har deres grunde. Det respekterer jeg, selvom det havde tjent alle bedst om det var i fuld offentlighed.
Robert Spencer, Knesset medlemmet Arie Eldad , Patrick Sookhdeo, Andres Bostom og ex-muslimen og shariaeksperten Sam Solomon (audio), stod for helt ekstraordinære taler. Jeg håber de alle bliver tilgængelige her på bloggen.vDet kommer an på dem, ikke mig. De er pligtuddannelse for befolkninger og politikere på et særdeles højt niveau. Står de højt kvalificerede deltagere til troende – og jeg kan ikke se hvorfor ikke- står Europa overfor betydeligt alvorlige udfordringer, end main stream medierne lader os ane. Ufordringer , der får BBC, Politiken, Berlinske, svenske aviser m- fl. til at fremstå som som tids idylliserende Chamberlain ér. Spørgsmålet er : Hvem er det, der har læst kortene mest korrekt og virkelighedsnært ? Var det i virkeligheden avantgarden, vor tids Churchills, der mødtes i Bryssel i de to dage ? Her taler jeg ikke om mig selv - jeg er bare en flue på væggen – men om forsamlingen af europæere. Men nogle vægge er unægtelig interessantere at være en flue på end andre. Og her nævner vi ikke Enhedlistens – hmm, lidt langsomme og åndeligt gangbesværede medlemmer. Noget gik i svang, noget var ved at finde sin bane. Men i flere lande- England, Holland, Belgien, Sverige – er det for sent. Det kan ikke repareres, fremtiden er bestemt. Hvordan man tager det pænt og fattet ? Ved at gå i byen bagefter med Paul Weston og en bunke andre englændere.
(fotos © Snaphanen)
(nederste syv fotos: Patrick Sookhdeo, Anfindsen, Dewinther, Paul Belien, Sam Solomon, og Robert Spencer, der efter de 15 timers konference straks gik igang med at blogge: Andy, Atlas and me. Lars Vilks´nye hund – Muhammed- fik Spencer til at krakelere af grin. Jeg havde apparater nok i to stillkameras og en video, jeg efterlod laptoppen på hotellet)
EUROPEAN ORGANIZATIONS GATHER IN BRUSSELS TO ORGANIZE RESISTANCE TO ISLAMIZATION AND SHARIAH
Bat Ye’or: Eurabia – how far has it gone?
David Littman: Dhimmitude at the UN Human Rights Council?
Country reports
a. Belgium (Belien/Dewinter)
b. Germany (Stefan Herre via video)
c. France (Nidra Poller)
d. UK (Sam Solomon)
e. Sweden (Reinhard Fomi)
f. Denmark (Lars Hedegaard)
g. Norway (Jens Anfindsen)
h. Finland (Ken Sikorski)
i. Holland (Johannes Jansen)
j. Italy (Armando Manocchia)
k. Switzerland (Arnaud Dotezac)
l. Romania (Traian Ungureanu)
m. Austria (Elisabeth Sabaditsch-Wolff)
8. What can we learn from Israel’s on-going fight with terrorism?
Dr Arieh Eldad, member of Israeli Knesset
9. From Dawa to Jihad
Dr. Patrick Sookhdeo, Director, Institute for the Study of Islam
and Christianity and of the Barnabas Fund
10. The War Against Jihad, Dr. Marc Cogen, professor of International Law, Ghent University
Islam – Is it the real problem ,Robert Spencer
Anti-semitism under Islam,Andrew Bostom
Kronik: Misforståelse af ytringsfriheden
Af Kai Sørlander,filosof og forfatter, Brønshøj
I sin tale ved Trykkefrihedsselskabets arrangement til støtte for den svenske kunstner Lars Vilks lagde Tøger Seidenfaden eftertryk på, at han selv støtter ytringsfriheden så meget som nogen.
Samtidig angreb han Trykkefrihedsselskabets ledelse og nogle af de deltagende debattører for at nasse på ytringsfriheden og bruge den til at fremføre helt igennem usympatiske synspunkter.
Som et eksempel på et sådant usympatisk synspunkt nævnte han specielt Kåre Bluitgen, som ifølge Seidenfaden »i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde Koranen i menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer«. Skal man tro Seidenfaden, så har Bluitgen alene det formål »at markere sin ekstreme foragt for vores største og mest pressede religiøse mindretal herhjemme«.
Har Tøger Seidenfaden ret i sin kritik af Trykkefrihedsselskabet i almindelighed og af Kåre Bluitgen i særdeleshed? For at undersøge det nærmere er det værd først lige at inddrage, hvorledes han selv begrunder sit eget standpunkt i en kommentar i Politiken den 6. oktober. Her stiller har spørgsmålet om, hvorfor det er »så vigtigt at tage afstand fra tidens rabiate islamhadere«. Og han svarer: »Det er det, fordi generaliserende og diskriminerende propaganda krænker den norm om ligeværdighed mellem alle mennesker, der er kernen i alle universelle værdier«.
Tøger Seidenfaden bygger altså dybest set på to normer. For det første normen om ytringsfrihed, og for det andet normen om ligeværdighed mellem alle mennesker. Og hans kritik af Kåre Bluitgen og Trykkefrihedsselskabets ledelse begrundes på, at de bruger ytringsfriheden til at krænke normen om ligeværdighed mellem mennesker. De krænker simpelthen muslimernes ligeværdighed med deres islamkritik.
Spørgsmålet er så, om det er rigtigt. Lad os først undersøge, om vi her har en tilstrækkelig basis for Tøger Seidenfadens personlige kritik af Kåre Bluitgen. Hvad er det, som Kåre Bluitgen gør, når han opfordrer til at væde Koranen i menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer?
Som allerede nævnt mener Seidenfaden, at han markerer sin ekstreme foragt for muslimer. Men man kan også mene, at Kåre Bluitgen gør noget andet. Nemlig, at han i ligeværdighedens navn protesterer mod den krænkelse af ligeværdigheden mellem mand og kvinde, som er helt åbenbar i Koranen og i den islamiske tradition.
Og hvis man ser Bluitgens udsagn igennem den anden tolkning, så er det Bluitgen, der er den egentlige forsvarer af ligeværdigheden mellem mennesker, og ikke Seidenfaden. Så bryder Seidenfaden tværtimod med den norm om ligeværdighed, som han selv tror, at han forsvarer.
Men hvis det er rigtigt, så må der være en dybere – en principiel – fejl i Seidenfadens standpunkt. Så må der være en substantiel fejl i hans forståelse af de principper, som han anvender i sin konkrete fejlfortolkning af Bluitgens position.
Og det mener jeg, at der er. En åbenbar fejl. Seidenfaden tror, at normen om ligeværdighed mellem mennesker indebærer, at man bør respektere andre menneskers synspunkter, specielt deres religiøse synspunkter. Men her forstår Seidenfaden simpelthen ikke den dybere betydning af normen om ligeværdighed mellem mennesker. Denne norm er så vigtig, fordi den sætter et skel mellem mennesket og dets synspunkter.
Den kræver ligeværdighed mellem mennesker for at give fuld frihed til at kritisere deres synspunkter, hvad enden de er religiøse eller ikke. På den måde giver den plads for, at alt kan diskuteres. Hvis vi alle overholder normen om ligeværdighed mellem mennesker, så har vi skabt en sikker grund for en rent intellektuel konflikt mellem deres synspunkter.
Således forstået er der intet i Kåre Bluitgens islamkritik, der bryder med normen om ligeværdighed mellem mennesker. Og der er intet i Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, der bryder med denne norm. Både Bluitgen og Jyllands-Posten er gået ind i en intellektuel konflikt mellem synspunkter, som kunne være helt ublodig, hvis også den anden side i konflikten respekterede den elementære ligeværdighed mellem mennesker ganske uanset deres synspunkter. Er der nogen, der bryder denne respekt, så er det ikke Kåre Bluitgen og Jyllands-Posten; så er det tværtimod de muslimer, som ikke tåler at høre, at der er andre, som ikke sætter deres profet lige så højt, som de selv gør.
Nu står det klart, at Tøger Seidenfaden har stillet sig på det forkerte ben. Hans position bygger på, at han sætter en negativ holdning til islam og til Muhammed lig med en negativ holdning til muslimer som mennesker. Men hermed overser han den skelnen, som er en helt nødvendig forudsætning for den demokratiske meningskamp: at man ikke gør en negativ holdning til en persons meninger og fordomme lig med en forkastelse af personen selv. Den demokratiske meningskamp kræver, at vi anerkender, at ligeværdigheden mellem mennesker ikke indebærer, at vi ikke må kritisere deres synspunkter og åbent vise vor uenighed, hvor dyb den så måtte være. Også selvom de skulle blive fornærmede. For den fornærmelse er ikke et brud med anerkendelsen af deres menneskelige ligeværdighed. Det, som Tøger Seidenfaden vil beskytte, er ikke et særligt mindretal, men det er dette mindretals religiøse fordomme; og en sådan beskyttelse hører ingen steder hjemme i et gennemført demokrati. Her er fordommene kun frie, såfremt der også er frihed til at kritisere dem.
I realiteten ønsker Tøger Seidenfaden at beskytte muslimerne mod konsekvenserne af den åbne demokratiske meningskamp. Også selvom beskyttelsen kun skal være selvcensur. Men dermed bidrager han til at undergrave den åbenhed, som er helt afgørende for den demokratiske debat. Han bidrager til at skabe et klima, hvor islam ikke modsiges, og hvor muslimerne derfor ikke udfordres i deres egen opfattelse af, at islam ikke må modsiges. Men skal vi bevare den demokratiske ligeværdighed mellem mennesker, så skal også muslimerne lære, at det er tilladt at modsige islam og at karikere Muhammed. Og det lærer de kun, hvis der er nogle, som gør det; og hvis de, som gør det, ikke efterfølgende svigtes.
For mig at se er det farligt at ville lægge låg på diskussionen af islam. Således som Tøger Seidenfaden forsøger i sin afstandtagen fra Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, og når han karakteriserer Kåre Bluitgen som ekstrem muslimforagter. Så vil han modvirke, at muslimerne konfronteres med den islamkritik, som det er helt nødvendigt, at de skal konfronteres med og skal kunne bære, hvis de skal kunne indgå som ligeværdige medlemmer i et demokratisk samfund. Og hvis de ikke skal mistænkes for at komme med ønsket om at erstatte den demokratiske ligeværdighed mellem alle mennesker uanset religion med en islamisk rangorden, hvor muslimer kommer før ikke-muslimer. Hvorledes skal muslimerne ellers lære, at det ikke er koranen, som er grundlaget for samfundet?
Når det kommer til stykket, har jeg altså en helt anden opfattelse af Tøger Seidenfaden, end han selv har. Hvor han selv opfatter sig som én, der forsvarer den demokratiske norm om ligeværdighed mellem alle mennesker uanset religion, så opfatter jeg ham som én, der svigter denne norm. For det første, fordi han ikke erkender, at normen kræver, at der skal skelnes mellem et menneske og dets synspunkter. Og for det andet, fordi han vil lægge låg på en åben konfrontation med en religion, som i sine reelt eksisterende former benægter den demokratiske grundnorm.
Så langt er der tale om en rent intellektuel uenighed. En uenighed, der drejer sig om den rette forståelse af selve de principper, som demokratiet bygger på. Og den uenighed var der al mulig grund til, at Tøger Seidenfaden havde konfronteret ved Trykkefrihedsselskabets solidaritetsmøde med Lars Vilks. Det skete dog ikke. I stedet brugte han lejligheden til at demonstrere sin tro på sin egen moralske overlegenhed. Med sin opførsel gjorde han sin misforståelse af de demokratiske grundværdier til kriterium på moralsk godhed. De, som var uenige, blev ikke konfronteret, men dæmoniserede. Det er også en måde at ødelægge den demokratiske debat på.
