Jeg ved  ikke  hvad der  kvalificerer hvilken  af dagens  13.6  anmeldte voldtægter i Sverige, til at komme  i aviserne.  Måske kommer denne i,  fordi det  er en overfaldsvoldtægt på et 14 årigt  barn.   I AB  er hun kun 13 år, men bare rolig, politiet har et godt signalement, i Sverige bruger  de  bare helst ikke pressen til at fange forbrydere med  “ubekvemme”  signalementer. (Det påvirker  opklaringsprocenten – nye tal – den er på mord i Danmark 97 %, hvor den i Sverige er nede  på 70. På voldtægt under 50.)

Voldtægt  i Sverige er så   interessant, fordi det  er frontalsammenstødet mellem to meget  svenske overklasseideologier : feminismen og multikulturalismen, der  begge til kvalmegrænsen gennesyrer al offentlig samtale. Hvordan håndterer de uforeneligheden af de to ? Skidt.  Ved  løgn, fortielse, selvbedrag, hykleri og schizofreni. Men race ender med at trumfe køn. Feminismen er den pludrende  klasses “show off”.  Lad mig opsummere  året indtil nu:

Anmeldte voldtægter i Sverige  januar – november:  4309 – dvs. facit for i år bliver  i omegnen af 4.700 voldtægter.

Danmarks  havde  408  anmeldte i  de tre  første kvartaler.

Kilder: Brå.se og Danmarks  Statistik

 Michael Sandfort i Information :  Røde journalister

 Steen Vraasø har i sit læserbrev i Inf. den 30. november ret i, at jeg i mit læserbrev om DR’s røde journlister ikke beviser, at 75 pct. af journalisterne på DR stemmer til venstre for VKO. Men når de seks undersøgelser som jeg refererer til, viser rød-andele i intervallet fra 67 pct. til 77 pct., så virker mit skøn på 75 pct. sandsynliggjort – uanset om man anser DR for rødere end gennemsnittet eller ej. En eventuel rød-andel på 67 pct., vil i øvrigt ikke ændre min oprindelige pointe om, at venstrefløjen bekvemt undlader at se det som en ulighed. Vraasø hverken sandsynliggør at DR’s rød-andel skulle være lavere, eller dokumenterer sine anprisninger af programmerne Orientering og Radiodokumentaren – så Vraasøs dokumentationskrav virker ensidige.

 Rachid El Mousti udfordrer i Inf. 30. november ikke omtalte skøn på 75 pct. Til gengæld mener han, at den høje andel af røde journalister i DR ikke afspejles i nyhedsdækningen. Mousti henviser til en undersøgelse af dækningen af Irak-krigen, som i følge daværende nyhedsdirektør i DR, Lisbeth Knudsen (S), frikendte DR. Søren Espersen (DF) fortolkede undersøgelsen anderledes. Vedrørende undersøgelser så har Ralf Pittelkow gennemgået 274 indslag fra DR og TV 2 under valgkampen 2007. Han finder, at stationerne bragte syv henholdsvis tre til fire gange flere indslag med rød vinkel end med blå (JP 1. dec.).Det sete afhænger således af øjnene der ser, hvorfor det er vanskeligt at påvise politisk bias med undersøgelser af den art. Det bedste er derfor at kigge på det politiske sindelag af DR’s journalister og venner, som er overvejende røde.

 (Grunden til at ’syv’ er markeret  er, at tallet ikke blev trykt i avisen, selv om det var med i den originale og korrekte version)

Kunstner går under jorden: »Det er anden gang jeg må flygte fra islam«

(se også :  “Fornærmelig kunst” – smagfuld selvcensur, igen, igen )

Iransk-hollandsk kunstner modtager dødstrusler. Hendes billeder kan ikke udstilles.Haags Gemeentemuseum vælger at fjerne en række billeder fra en udstilling, der åbner i den hollandske by den 15. december. Samtidig er kunstneren blevet nødt til at gå under jorden efter dødstrusler.

Museet bestrider, at man handler under indflydelse af muslimske trusler. Det er en frivillig beslutning, lyder det.»Den eneste konklusion, jeg kan komme til er, at Allah er sandelig meget stor i Holland, og at frygten regerer,« siger den eksil-iranske Sooreh Hera. Hun er nu gået under jorden efter at have modtaget en telefonbesked med ordlyden: »Vi har allerede myrdet i Holland, snart er det din tur.« En hentydning til drabet på instruktøren Theo van Gogh.

Til avisen Standaard forklarer hun over telefonen: »Faren bliver ved at forfølge mig. Jeg vil ikke dø endnu. Det er anden gang, jeg må flygte for islam.« På spørgsmålet, om hun ikke kunne regne ud, at fromme muslimer kunne tage anstød af hendes værk, svarer hun: »Det beskæftiger jeg mig ikke med, det interesserer mig ikke. Kunsten er ærlig, som kunstner må jeg lave alt.«   JP

Museum GoudA intends to show the controversial ‘Mohammed pictures’ by Iranian artist Sooreh Hera. The Gemeentemuseum in The Hague refused to display them.

  “Profeten ønsker en glædelig jul”

Der  har været mange mindre kvikke argumenter  mod  Vilks. En af standardreplikkerne, der tydeligvis kommer fra mennesker der ikke har nogen  erfaring med  kunst, er  at “han tegner så dårligt”. Senest i  denne  studenterartikel.  Jeg  er helt uenig. Jeg synes han har en streg der er fuld af historie og referencer og samtidigt sikker og personlig. Det  skulle lige  siges. Og – uden sammenligning – det sidste arbejde fra Michelangelo´s hånd fundet i Peterskirkens  kuppel.

Efter at det svenske postvæsen har nægtet at omdele materiale med tegninger af Lars Vilks, har Trykkefrihedsselskabet bedt ham tegne årets julekort til vore medlemmer. Det dumper ind ad brevsprækken en af dagene.

Som man vil se, viser det en profet, der kommer med gaver. Hvem denne profet er, ved vi ikke, kun at han altså er profet.Se det her, og se hvordan du kan købe julekortet og glæde familie og venner.Glædelig jul og godt nytår- Sapphos redaktion 

Vilks : — Jag har fått en bred bild av hur folk tänker och vilka motsättningar som finns mellan olika fraktioner. Jag har lärt mig hela fältet med islam, som jag inte var så införstådd med tidigare. Och jag har också fått klart för mig skillnaderna i den politiska situationen i de olika nordiska länderna. I Danmark är klimatet mycket tuffare. I Sverige och Norge är det viktigt att inte inta en negativ attityd mot den islamska världen.   HD.SE      og 180 Grader : Profet som Muhammed
 

 »60 millioner muslimer i Europa i år 2030«

Av Europas befolkning på 380 millioner er 30 millioner i dag muslimer – et tall som ventes å bli fordoblet til 60 millioner i løpet av de neste 25 år.

Disse oppsiktsvekkende tallene er offentliggjort i en ny bok av den israelske historikeren, professor Raphael Israeli – «The third Islamic Invasion of Europe» («Den tredje islamske invasjon av Europa»). [,,,]   Videre skriver han.
– Den demografiske utvikling vil føre til en situasjon hvor ingen hollender eller franskmann vil kunne bli valgt til sitt lands parlament uten støtte fra det muslimske mindretallet, som vil få en stadig mer avgjørende stemme ved sammensetningen av europeiske regjeringer. – Med Tyrkia som medlem av EU vil denne prosessen akselerere, skriver Israeli. Uten Tyrkia i EU vil dette skje senere, men det vil skje.

Idag.no

Kasper Støvring : En akademikerfiktion 

Akademikere er ofte hildede i den fiktion, at et stabilt samfund kan bygge på abstrakte principper og formelle demokratiske værdier. De ser bort fra det nationalt-kulturelle grundlag, ja, de arbejder ofte på at afskaffe det. For, som de siger, det kan ikke forene borgerne i et multikulturelt samfund.Kim Møller bringer på http://www.uriasposten.net/ under den sigende overskrift ”Opskriften på kaos, leveret som en anbefaling” et aktuelt eksempel på en sådan akademikerfiktion. Det drejer sig om en rapport udgivet af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (KU), skrevet af Annette Haaber Ihle.Rapporten har titlen “Magt, Medborgerskab og Muslimske Friskoler i Danmark – Traditioner, idealer og politikker”, og her får vi at vide, at skolen ikke bør vurderes ud fra sådan noget som ”fælles nationale værdier … arbejdets nødvendighed eller Danmark som et kristent land”. Endvidere hedder det:

”I lyset af den multikulturelle virkelighed er det hensigtsmæssigt, at målet med den almene dannelse defineres som at lære eleverne at anerkende, at enhver borger har personlig ret og pligt til at betvivle enhver national forestilling, der måtte herske, – at stille eleverne fri til at stille spørgsmål ved enhver given civil kultur, at gøre eleverne i stand til at afvise de adfærdsmæssige krav, der måtte følge af at leve i et vist kulturelt, socialt eller økonomisk fællesskab og at gøre eleverne motiveret til, til stadighed, at engagere sig i at reformere de samfundsmæssige kategorier.”

Der er – mindst – to problematiske ting i denne slags fiktioner (ud over det akademiske cirkussprog). For det første naiviteten, for det andet destruktiviteten. Men først et bud på, hvad der faktisk skaber et samfund med en stærk sammenhængskraft. Det gør den nationale kultur. Det vil sige en kultur, som i historiens løb primært er vokset frem nedefra. Her er borgerne fælles om traditionerne, religionen, sproget, hjemlandet og sæder og skikke, der hyppigt er uformulerede og uskrevne.

Hvilket fordele giver denne kulturelle integration? Det skaber i et samfund som det danske en vidtstrakt tillid mellem fremmede mennesker; stærke borgerlige dyder som gensidighed, pålidelighed og ansvarlighed; en ukorrupt administration samt en sekulær orden, hvilket ikke mindst skyldes, at den bærende religion har været protestantisk.

Akademikerfiktionens naivitet skyldes en tro på, at man kan binde folk sammen ved hjælp af generelle principper. Men historiske erfaringer viser, at folk også har følelsesmæssige behov for at høre til på et bestemt sted og i en bestemt kulturel sammenhæng. Det er de nære ting som et moders-mål og et fædre-land, der betyder noget for mennesker. EU-projektets mislykkede forsøg på at skabe en fælles identitet på et overnationalt plan understreger naiviteten.

Akademikerfiktionen henviser til demokratiske værdier, f.eks. ytringsfrihed, som det, borgere med forskellig kulturel baggrund skal være fælles om. Men ytringsfrihed er som værdi betragtet netop abstrakt. Vi bekender os alle officielt til ytringsfriheden, javel. Men Muhammedkrisen viste netop, at der er meget stor forskel på den måde, forskellige kulturer konkret fortolker og praktiserer ytringsfriheden. Ytringsfrihed kan lige så vel adskille.

Endelig er akademikerfiktionen farlig, fordi den vil opløse det etablerede samfund til fordel for multikulturalismens alles kamp imod alle. ”Enhver borger har personlig ret og pligt til at betvivle enhver national forestilling”, som det hed (med min kursivering). I en national kultur består der indre moralske bånd mellem borgerne. Det skaber en besindelse på, at der er grænser for friheden, at den enes ret er den andens pligt. Opløses disse bånd, venter anarkiet. I krisesituationer vil akademikerfiktionen vise sig at være netop dét – en fiktion, der ikke har kraft til at sikre stabilitet og samhørighed.

Så det er nødvendigt at bevare den nationale kernekultur og kræve assimilation til den. Man kan jo starte med at tage udgangspunkt, ikke i en fiktion, men i det, vi faktisk ved om danskerne: At det er et kulturelt homogent folk; at de har stor tillid til hinanden; og at de har en positiv nationalfølelse.

Nomos