5
jan
Seneste opdatering: 5/1-08 kl. 1944
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det er velkendt at danske skribenter med et “forkert menneskesyn” ikke  eksisterer i DN´s  spalter, mens de med “et rigtigt” får uforholdsmæssig stor plads. Nu er jeg ikke helt ubekendt med dansk samtidslitteratur, men Trisse Gejl,  der får en kilometerlang artikel idag, har jeg ligegodt  aldrig hørt  om. Som det viser sig, får hun den ikke  uden grund

Är det inte den ångestfyllda Helle, idealistisk, oppositionell mot faderns försåtligt främlingsfientliga hållning men samtidigt själv fast i fördomar om omvärlden, som är den mest framträdande karaktären? [..]

“Patriarken” är inte en politisk roman utan en familjehistoria, betonar Trisse Gejl. Men politiken och samhället speglas i familjen, det skulle vara konstigt att skriva en nutidsroman och ignorera samhället omkring, menar hon. Främlingsfientligheten i Danmark är ett underliggande tema i boken, den finns bland annat hos Harald som klär sin rädsla för det främmande i argumenterande om muslimers dåliga kvinnosyn.

– Harald lider av det jag brukar kalla för mainstreamångest, säger Trisse Gejl. Den uppstår i ett samhälle där alla är rädda för samma sak. Konsekvenserna kan bli fruktansvärda. I Danmark kan folk vara jätterädda för en 17-årig flicka med slöja, för att hon representerar bomber och terrorister.

Mainstreamångesten för det annorlunda har lätt att få fäste och sprida sig. Den kan föda hat och rasism, och människosynen bakom den främlingsfientliga politiken i Danmark gör Trisse Gejl rasande. Men hon har själv känt av denna ångesten, säger hon. – Efter det där med teckningarna i Jyllandsposten gick jag och var orolig för att Danmark skulle bli ett terroristmål. Vi dras med i mainstreamångesten, fast vi borde oroa oss mer för hur mycket vi dricker och röker, till exempel. DN.SE

Tidligere, da jeg troede at Dagens Nyheter tegnede et blot nogenlunde retvisende billede af Sverige, kunne  læsningen af den godt  indgive mig betydelig  main-stream-angst. Idag er den bare et presse-antropologisk kuriosum. Jeg overlader Trisse Gejl til DN og litteraturhistorien og trisser videre til en underholdende  artikel om dansk – svensk forretningskultur.

Birthe Rønn Hornbech og islamisternes flag

BRH burde påbydes en studietur til England for at overbevises om at tørklædet er politisk og én af de nederste, uundværlige hjørnesten i total-islamiseringen af store enklaver i landet. Derefter  følger halalmad, madrassas, shariabanking, infiltration af medier, økonomi og politik og endelig hele pakken – shariasamfundet med  åben vold mod “kuffar“. England er  langt henne ad denne  vej.  Lone Nørgaard:

I sin netop publicerede bog Tilslørt. Avslørt har Storhaug valgt at fokusere på tørklædet som det mest udbredte religionspolitiske symbol i verden. Hun redegør for slørets oprindelse, historie og funktion op til i dag og opfordrer på denne baggrund til et opgør med den naive tilgang, at det da ikke spiller nogen rolle, hvordan folk klæder sig. Med tildækningen følger nemlig andre centrale islamiske påbud i form af kønsadskillelse, at nægte kvinder skilsmisse og at nægte dem at gifte sig med en ikke-muslim. Islamisternes kamp om det offentlige rum går via sløret, så jo flere kvinder det lykkes at få pakket ind, jo bedre for politisk islam. Hijab, niqab og burka kan ikke adskilles fra islams kvindesyn og dermed kønsapartheid, og derfor er indhylningen så farlig og rækker langt ud over den enkelte kvindes personlige fortolkning.

Hege Storhaug er alt andet end optimistisk med hensyn til fremtiden. Ligesom i Danmark dukker de fleste akademikere, intellektuelle og politikere i Norge sig enten af dovenskab eller af frygt for at få ørerne i maskinen frem for at konfrontere sig med faktum:

Hvis tørklæderne får lov til at brede sig, vil problemerne vokse sig stadig større, samtidig med at ikke-tørklædeklædte kvinder bliver reducerede til moralske undermennesker. En effektiv modstrategi hedder derfor ifølge Storhaug: Nationalt forbud mod iøjnefaldende religiøse og politiske symboler i skolen. Forbud mod hijab på højskoler, universiteter og på ansatte i det offentlige. Forbud mod burka og niqab i det offentlige rum.

Rønn Hornbech går islamisternes ærinde

 Muhammeds pølsemad

Den dansk-iranske billedkunstner Firoozeh Bazrafkan er på banen igen.Denne gang på Galleri Image i Århus med de fire  digte. Udstillingen har fernisering i dag og åbner for publikum i morgen. Interessant at se hvoran kunsten politiseres, men helt  modsat af  DR´s og af københavnske teaterdirektørers fantasier fra Arne Skovhuus og Fiolteatrets tid. Den politiseres af en politisk religion, slet  og ret. Der er  da heller aldrig noget, der  går som planlagt…………………..

01_1_Den_dansk_iranske_billedkunstner_Firoozeh_Bazrafkan_er_p__.jpg

Uwe Max Jensen »Kunsten og Koranen«  august 2007 

»This above all: to thine own self be true…………………..And it must follow, as the night the day,/Thou cans’t not be false to any man«

Where is Taslima?

Very few people know of her whereabouts in Delhi. She does not want to be in hiding but the police take good care that she remains hidden. A few people who have been able to break through the police cordon and talked to her say she is very unhappy with the way she is being kept in seclusion. Her telephone is tapped; every visitor screened and most are turned back. She is not allowed to go to meet friends. She is constantly advised to return to Sweden. Is this fair?

Must we buckle down to threats from bigots who keep pronouncing fatwas against people who they imagine have demeaned their faith. Taslima has not written a word against Islam; only criticised Muslim intolerance towards the Hindu minority in Bangladesh. She has every right to do so……….This is shameful. It is time our government granted Indian citizenship to Taslima Nasreen with liberty to live in Kolkata or wherever she feels comfortable.  She has to be given full police protection against mischief-makers but not under a kind of home arrest. It is disgraceful. I appeal to the Prime Minister and Sonia Gandhi to come to her help.

The Tribune

»Kliniske kunstnere og Hanne Vibeke Holst´s  mosters menstruation«

 »Du kommer ingen vegne med anstændighed og høflighed,« siger forfatteren, foredragsholderen, skuespilleren og debattøren Farshad Kholghi.»Du overskrider ikke nogen grænser, hvis du er tilbageholdende. Du overskrider kun grænser, hvis du er ærlig over for dine egne værdier og over for det, du selv føler.«

Sådan er det, mener Farshad Kholghi, og derfor bliver han ked af det, når en fremtrædende og normalt åbenmundet forfatter og debattør som Hanne-Vibeke Holst ikke vil mæle et ord, når hun bliver bedt om at bidrage til debatten om islamismen. Det var i en artikel i Berlingske Tidende lige før nytår, at hun ikke sagde noget, og paradoksalt nok var hun tavs i en artikel, der lige præcis tog udgangspunkt i det faktum, at stadigt flere fremtrædende europæiske intellektuelle af såvel borgerlig som u-borgerlig observans tager bladet fra munden og siger, hvad de mener. Men Hanne-Vibeke Holst ville altså ikke være med. Det ville hendes forfatterkollega Carsten Jensen for øvrigt heller ikke.

»Når jeg hører den slags, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad man risikerer, når man er journalist, forfatter eller skuespiller i lande som Iran og Pakistan,« siger Farshad Kholghi, der selv er født i Iran, i 1971, men kom til Danmark i 1984.

»Disse mennesker, altså de af dem, der tør trodse det islamiske diktatur, bliver tortureret, tæsket ihjel og skudt, fordi de har skrevet satiriske bøger om Muhammed eller islamkritiske kronikker eller debatindlæg, der hævder, at tørklæder er kvindeundertrykkende. Hanne-Vibeke Holst, derimod, tjener kassen på at kalde sig selv feminist, og jeg under hende det alt sammen, for hun er en dygtig skribent, og det er da fint, hvis nogen gider læse om hendes mosters hovedpine eller menstruation, eller hvad det nu er. Men hun skal ikke kalde sig aktivist, når hun ikke tør tage den kamp op, der lige nu er den allervigtigste, nemlig kampen mod islamismen. Det har jeg slet ingen respekt for.«

Kliniske kunstnere

Farshad Kholghi kalder dem for kliniske kunstnere, alle de forfattere og andre kulturpersonligheder, der har fået mikrofonen i hånden, men som ikke bruger deres magt til at tage fat, hvor det virkelig gør ondt.

»Det er trist, synes jeg, virkelig trist« siger Farshad Kholghi og fisker en bog frem, som han har taget med til interviewet, en antikvarisk dansk udgave af den afdøde amerikanske forfatter John Steinbecks satiriske fortælling »Pippin den Fjerdes korte regeringstid.« Bag på bogen har John Steinbeck fået trykt denne hilsen til sine danske læsere:

»Jeg ikke alene håber, at De vil kunne lide min lille bog, jeg tror det faktisk, takket være hvad jeg ved om dansk humor. Jeg har altid syntes, at en af danskernes nationale dyder er deres komisk alvorlige og næsten blodtørstigt satiriske holdning over for tilværelsen, en holdning, som sikkert var et af landets vigtigste og dødeligste våben i kampen mod Hitler.«

Sådan skrev John Steinbeck for mange år siden, og dén bagsidetekst fik Farshad Kholghi til at studse. Og hvor er det godt, tænkte han samtidig, at John Steinbeck ikke nåede at opleve, hvordan danskerne er blevet til et folk af »puritanske moralister«, der ikke tør kalde en spade for en spade.   (foto © Snaphanen)

P1040210_kholghi.jpg

»Danskerne har forandret sig til det værre,« siger han.

»Hvis Poul Henningsen havde ytret sig i dag, ville han formentlig blive beskyldt for at være racist og for at bedrive »hate speech«. Han ville jo ikke finde sig i noget, P.H. Det frisind, han stod for, betød ikke, at han sagde ja, ja, der skal også være plads til nazisterne, for vi skal jo være her allesammen. Tværtimod. Men i dag, hvor slaget igen skal slås, er der ingen P.H. Kunstnerne gider ikke tage slagsmålet. Selv om det er Danmark, der har oplevet Muhammedkrisen, og selv om det var danskere, der blev truet, og selv om det var danskernes flag, der blev brændt af, er der ikke lavet én eneste spillefilm om krisen, ikke ét eneste teaterstykke, ikke én eneste monolog.«

Heller ikke midt under balladen stod det, ifølge Farshad Kholghi, for godt til med kunstnernes evne til at sige fra. Han havde foretrukket, at billedkunstnere og forfattere og skuespillere og musikere havde foranstaltet en kæmpedemonstration på Rådhuspladsen, og han havde håbet, at budskabet til islamisterne i den forbindelse havde været, at hvis I vil dræbe de 12 tegnere, så skal I først dræbe os!

»Jeg kan love dig, at sådan en demonstration ville have givet sådan en modkraft til alle de vanvittige trusler,« siger Farshad Kholghi.

»Men den demonstration fik vi ikke. De eneste demonstrationer var demonstrationer, hvor pladderhumanisterne stod foran Jyllands-Posten på Kgs. Nytorv med et skilt, hvor der stod »sorry«, og det fik bare islamisterne til at stå endnu stærkere. Det gav endnu mere mod til dem, der er ude efter folk som mig selv eller Naser Khader og de andre, der tør gå mod strømmen.«

Farshad Kholghi udtrykker sig kontant og uden omsvøb. Selv påpeger han, at det, han siger i sin selvbiografiske bog, »Verden er ét land«, er i hvert fald ti gange skrappere end noget, man nogensinde har hørt fra Pia Kjærsgaards mund. Alligevel er det Pia Kjærsgaard, der bliver beskyldt for racisme, mens det, han selv siger og skriver, blot betegnes som »tankevækkende«

»Hvis man har sort hår og er mørk i huden, bliver man ikke kaldt racist, selv om man siger tingene lige ud. Det er den virkelige racisme,« siger Farshad Kholghi, og så fortæller han, at han lige nu er i gang med at gøre det, han savner, at andre danske forfattere gør, nemlig at bruge skønlitteraturen i den anti-fundamentalistiske kamps tjeneste.

Ikke noget for os

»Jeg skriver på en komedie, der foregår i en parallelverden, men som hele vejen igennem handler om Muhammedkrisen. Egentlig havde jeg tænkt mig denne komedie som en TV-satire, men der gik 100 år, før der skete noget, og så sagde TV-stationen, at, øh, det er ikke lige noget for vores kanal, og så sagde jeg o.k., det er fint nok. Så var der et stort filmselskab, der kontaktede mig, fordi de havde hørt i radioen, at jeg var i gang med noget, og jeg var til møde, og de syntes, at det lød rigtig sjovt, men der skete ingenting. Og nu er der så gået et halvt år, hvor intet er sket. Derfor bliver komedien til en bog. Men reaktionerne undrer mig.«

Hvad der også undrer Farshad Kholghi er, at der stadig er nogen, der mener, at vi danskere er gode til at lave politisk satire.

»Med al respekt for Flemming Jensen og sådan nogle, så keder jeg mig, hver gang man gør grin med Fogh eller Pia Kjærsgaard. Det svarer til, at man koncentrerer sig om et tændt stearinlys, samtidig med at køkkenet brænder helt vildt. Det hænger slet ikke sammen,« siger Farshad Kholghi, og fordi situationen er, som den er – dvs. generelt miserabel – synes han, at DR2s julekalender »Yallahrup Færgeby«, som han selv medvirkede i, trods alt var et forfriskende eksempel på, at man herhjemme godt kan lave kunst, der har lidt bid.

»Jeg var enormt glad for at lægge stemme til fundamentalisten og terroristen Abu Babu. Den er virkelig fed, den figur, og jeg elsker også den rap, hvor han synger om at give en krammer til Osama. Men jeg synes også, at det er helt fantastisk at tænke på, at sådan en lille, og stadigvæk i dén grad uskyldig serie, alligevel kunne få så mange til at reagere negativt. Serien var jo ikke skrap, vel? Den ville gerne være venner med alle. »Yallahrup Færgeby« var et skridt i retning af noget, der gerne må være meget, meget skrappere.«

Selv er Farshad Kholghi blevet hyret til næste års Helsingør-revy. Han skal både spille med og skrive nogle tekster, og han håber det bedste:

»Jeg vil helt klart bidrage med nogle ting, hvor folk tænker, gud, hvad sker der? Vi skal der hen, hvor folk ryster lidt i bukserne. Om jeg får lov til det? Det skal jeg love dig for, at jeg gør. Ellers bliver der ballade.«

»Danskerne har forandret sig til det værre«

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • 2008

    Trisse Gejls roman Patriarken handler om familien Hügler. Det er sikkert et selvportræt.

  • li

    Så glæder jeg mig til at se Helsingør-revyen 🙂
    Da det åbenbart ser ud til, at de etablerede kunstner, allerede har pålagt sig selv selvcensur, og frivilligt holder sig milevidt fra den grænseoverskridende kunst, i frygt for volds idelogien islam. Klamme falske kunstner, vil jeg mene.

  • Dorte

    Farshad Kholghi er bare en skøøn mand, med hår på brystet. I mere end en forstand. :o)