7
jan
Seneste opdatering: 7/1-08 kl. 0637
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

 Biskpoppens  udtalelser  vækker  voldsomme reaktioner i England, fra bifald til krav om afgang.:

A reader just sent us the following email:

I read the article by Bishop Michael Nazir-Ali in today’s Sunday Telegraph. The readers’ comments are a revelation of people’s anger and frustration at a government bent on the destruction of the nation through use of the alien Moslem presence. I’ve gone through all the comments, in which parts of the following cities or towns are said by readers to be no-go:

Accrington, Blackburn, Bradford, Burnley, Coventry,Dewsbury, Glasgow, Keighley, Oldham, Reading, Rusholme, Slough, Tower Hamlets, Walthamstow

More About the Bishop of Rochester by Baron Bodissey

Claims Over Non-Muslim No-Go Areas.
One of the Church of England’s most senior clerics, the Bishop of Rochester, fears Islamic extremists are creating no-go areas in the UK for non-Muslims. The Bishop, who is himself Asian, says non-Muslims face attacks in some areas

Et svinsk mord – men ikke på DR

Monokulturs  analyse  af DR´s foragtelige sprogbrug, fortjener at blive  læst  af mange. Bliver de anholdte  dømt, skal de smides på hovedet  ud af landet, statsborgere  eller ej. Og DR kan godt annoncere efter en oplæser, der tør tale dansk.

“I Radioavisen på P4 kunne man søndag morgen kl. 6:00 høre det seneste nyt om anholdelserne af de knivstikkende kulturberigere der myrdede en 19-årig mand i det indre København i weekenden. Efter at have refereret politiets sigtelse for røverisk overfald og manddrab (mord) fortæller speakeren kort om episoden.

Knivdrabet skete da 3 unge med udenlandsk baggrund kom i skænderi med to danskere fordi de angiveligt ville have fat i den enes hue. Og skænderiet udartede sig altså og kostede den 19-årige mand livet.

Eufemismen først. “…ville have fat i den enes hue” er et andet udtryk for politiets mere præcise “røveri”, men DR anser det åbenbart for subjektivt. Man kan foreslå DR at kalde slige personer for ejendomsrets-aktivister nu hvor de alligevel er ved at konstruere et Newspeak.

Og så til det marxistiske verdensbillede. Læg mærke til de passive sætninger “Knivdrabet skete”, “skænderiet udartede sig”. Det er beskevet i passiver som om der er tale om et lynnedslag der antænder en brand, mennesker handler ikke men reagerer på underliggende strukturer. Det er altså ikke selvstændigt tænkende aktører med egen vilje der fortager forskellige valg og om hvilke man kan fælde en moralsk dom. En dom vil faktisk virke uretfærdigt for noget der skete og som derfor ingen har gjort.”

Storbytossen Hornbech

KIRKEMINISTER Birthe Rønn Hornbech har med sin støtte til bygning af en stormoské i København meldt sig ind i banden af storbytosser, som bl.a. omfatter tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen. Sidstnævnte har med sin uigennemtænkte demonstration, hvor hun blev fotograferet i et islamisk tørklæde, støttet de mørke kræfter, der gerne vil trække vores samfund tilbage til Middelalderen, og som undertrykker millionvis af kvinder i Mellemøsten. Men det beskæmmende ved ministerens udtalelse er den bundløse naivitet, hun udviser i tolerancens navn…..Hvis kirkeministeren virkelig vil vise storsind, skal hun derfor tilbyde Marmorkirken i stedet for, da den er velegnet til formålet.

 Robert Ellis

Rene hænder eller overlevelse? Dilemmaet Pakistan

Det er for nogle af os velkendt, at parterne i den hjemlige kulturdebat taler forbi hinanden, fordi den position som udgøres af de kulturradikale og venstrefløjen (som også omfatter personer i historisk set borgerlige partier) sætter de rene hænder og de gode intentioner højere end den trøstesløse virkelighed. Heraf udspringer neo-flosklen om “det rystende menneskesyn”, som formodes at kunne overflødiggøre en forholden sig til de samme kendsgerninger fra virkelighedens verden. Naturligvis er dette ikke et specifikt dansk fænomen. Læsere af udenlandske blogs ved, at nøjagtigt de samme fronter findes i formentlig alle andre lande – således oplever man, at Robert Spencer på Jihad Watch så godt som uden undtagelse imødegås, ikke ved saglig gendrivelse af hans argumenter, men ved rigtig grimme ad-hominem-angreb, stråmænd, og, ikke så sjældent, lodrette løgne om hans synspunkter. Her er så et dilemma, som meget vel kan tvinge samme fløj ud i en stillingstagen de helst ville undgå:

Det ustabile Pakistan er kun et statskup eller et attentat mod præsident Musharraf væk fra at blive verdens første atombevæbnede terroriststat. Den amerikanske forsvarsledelse sidder selvsagt ikke passivt hen og afventer begivenhedernes gang – man planlægger ud fra sådanne scenarier, som vil gøre truslen om masseødelæggelsesvåben langt mere påtrængende end den nogensinde har været. En trussel som selv den mest virkelighedsresistente radikale ikke vil kunne fortrænge, eller bortrelativisere med offerretorik og moralsk ækvivalens om Vestens uendelige skyld. Detonerer en pakistansk atombombe i København som ‘hævn’ for Muhammedtegningerne, er det game over, også for de mest velmenende med et anstændigt menneskesyn.

Det skulle indgå som en mulighed i den amerikanske planlægning at forhindre dette mareridtsscenarie, ved i sådan en situation at tilintetgøre eller bemægtige sig Pakistans atomarsenal:

US special forces snatch squads are on standby to seize or disable Pakistan’s nuclear arsenal in the event of a collapse of government authority or the outbreak of civil war following the assassination of Benazir Bhutto.

The troops, augmented by volunteer scientists from America’s Nuclear Emergency Search Team organisation, are under orders to take control of an estimated 60 warheads dispersed around six to 10 high-security Pakistani military bases.

Special forces on standby over nuclear threat

Vi vil i givet fald stå med en situation som på overfladen vil være mere kontroversiel end Irakkrigen: En stormagts ‘angreb’ på en suveræn stat, formentlig rygende ‘ulovligt’ ifølge FN og de venstreradikale. Og sådan et ‘angreb’ vil med garanti give anledning til massive optøjer i de muslimske enklaver i Europa. En vantro supermagt har endnu engang ‘angrebet’ muslimer og ‘krænket’ Dar al-Islam. Denne følelse af ‘krænkelse’ er ubestridelig, og mindst lige så stærk som følelsen af ‘krænkelse’ over Muhammedtegningerne, som jo ifølge vores modparts opfattelse burde være normgivende. De kulturradikale vil her stå i et dilemma de ikke kan snakke sig væk fra (selv om man i kommentarerne i The Heralds historie ser brave forsøg herpå): Verdens muslimer er endnu engang blevet ‘krænket’ af USA, men deres egen, altså de kulturradikales, sikkerhed vil være bedret. Og der er ikke noget ‘oliekort’ at forsøge at spinne dette væk med. Hvordan vil reaktionen blive, hvilken debat vil vi få?

Min egen fornemmelse er, at der for de fleste på dekulturradikales/venstreorienteredes side ikke vil kunne opnås ret meget ved at fremlægge fakta. Der er tale om massive psykologiske mekanismer som forhindrer holdningsskift (jeg taler som en angrende synder). Ikke mindst mine egne erfaringer på diverse blogdebatter har overbevist mig om virkelighedsresistensens styrke: Man griber til stråmænd, stråmænd, stråmænd, ad-hominem-angreb, man prøver at opstille moralsk ækvivalens som så skulle trylle de ædles vildes ugerninger væk, man udviser en forbavsende mangel på evne til at skelne mellem ‘islam’ og ‘muslimer’, altså mellem trossystem og virkelighedens mere-eller-mindre-troende individer (tro mig, dette er åbenbart en pokkers vanskelig distinktion for mange – spørg bare Birthe Rønn Hornbech!) – og endelig som en sidste udvej i debatten forsvinder man lige så stille, hvis man ikke kan argumentere.

Derfor tror jeg at det for mange kun vil være ubehagelig, men tvungen, stillingstagen som dette pakistanske atomdilemma, som vil kunne afstedkomme et holdningsskred. Virkelighedens verden vil utvivlsomt være leveringsdygtig i mange sådanne dilemmaer i de kommende år og årtier.

LFPC

Demigbag-Sten om at “skabe en ny  svensker” – i al beskedenhed 

“För att finna en bättre lösning på integrationssfrågan behöver vi omdefiniera svenskheten och folkhemmet” –  “Tyvärr finns det i Sverige alltför många invandrade personer som kan bekräfta att de trots över trettio år i landet aldrig blivit hembjudna till en svensk. Alla svenskar ser förstås inte sitt hem som en ogenomtränglig borg, men tillräckligt många för att andra ska känna sig  isolerade och oförmögna att få kontakt med etniska svenskar.”

Ta emot folk i folkhemmet

»Hvorfor er den kristne kultur fortrængt«?

Af Uwe Max Jensen 

Kunstmuseet Louisiana viser i øjeblikket tre maleriudstillinger. Lucian Freud: “Maleri under huden” (som snarere end malerier, der går under huden, er en fremvisning af malerier af kød). I serien Louisiana Contemporary vises Tal R: “the sum”.

Museets tredje og sidste maleriudstilling er “For de udvalgte få”, som består af 132 islamiske miniaturemalerier udlånt fra Davids Samling i København. 

Ved første øjekast får man unægtelig det indtryk, at de tre udstillinger spænder vidt. Fra den moderne klassiker, Lucian Freud, over talentet Tal R til historiske miniaturemalerier skabt i perioden fra cirka 1200 til 1870 med henblik på at indgå i bogværker.

Underkaster man imidlertid de tre udstillinger en dybere analyse, bliver en væsentlig sandhed åbenbaret for den kritiske iagttager.De islamiske miniaturemalerier er, som det fremgår af navnet islamiske og dermed funderet i den islamiske kulturkreds, mens de to nutidige kunstnere, der udstiller samtidsmaleri på Louisiana – Lucian Freud og Tal R – har en jødisk baggrund. Lucian Freud er – for at det ikke skal være løgn – Sigmunds barnebarn.

Begrundelsen for at udstille de islamiske miniaturer er ifølge Louisianas pressemateriale følgende: “Historisk, kulturelt og geografisk har den islamiske kulturkreds og den kristne europæiske siden den tidlige middelalder kørt parløb: Som hinandens naboer og vigtigste inspiration, som handelspartnere og konkurrenter om magten. Med denneudstilling lægges et stof frem, der kan ses som en påmindelse om denne nærhed og om rigdommen i den islamiske kultur.”

Det er på ingen måde problematisk, at Louisiana ønsker at fremvise rigdommen i den islamiske kultur eller jødisk-europæiske samtidsmaleres mesterskab. Men det er en
tanke værd, at disse tre udtryk står fuldstændig alene uden nogen form for perspektivering.

Det kunne tyde på, at Louisiana i sin forhippethed på at vise andre kulturers konkrete kvaliteter fuldstændig har fortrængt den kulturkreds, museet selv er rundet af. Nemlig
den kristne europæiske.  Det er velgørende, at Louisiana ikke udviser berøringsangst
over for andre kulturelle og religiøse strømninger end den kristne europæiske. Særligt i en tid, hvor en vis nationalisme og besindelse på egne værdier gennemsyrer endel af det politiske og kulturelle liv. Men Louisiana skulle på den anden side nødigt – i ren misforstået tolerance – udvikle sig derhen, hvor museet kaster vrag på sin kristne europæiske historie og identitet.

Det virker uigendriveligt, som om Louisiana med fordel kunne rette blikket mod den endog meget rige europæiske kunst udsprunget af den kristne kulturkreds de kommendeår.”

  (Nordjyske, 31.12.2007)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Dorte

    I stedet for at museer og kunsthuse i evighed fortsætter deres eufemiserede “Images of the Middleeast”, skulle de i fællesskab lave et tiltrængt projekt med navnet: “Images of the Nordic and Western kulture and history”.

  • 2008

    Med hensyn til det skrækkelige mord, som unge indvandrere begik, fordi en ung mand ikke ville aflevere sin hue frivilligt, giver DR’s sprogbrug mindelser om en artikel i Politiken i juledagene.

    I artiklen, der beskriver en trafikulykke nær Gellerupplanen i Århus, hvor en påvirket indvandrer kører overfor rødt og rammer to knallertskoleelever på vej overfor grønt, hvoraf den ene dør, lyder rubrikken: “Bilen, der dræbte”.

    Ifølge Politiken var det altså bilen, der dræbte og ikke føreren af bilen. I sagen fra Strøget er det vel ifølge DR: “Kniven, der dræbte” og ikke indvandreren, der valgte at tage kniven med i byen og bruge den mod en uskyldig.