16
jan
Seneste opdatering: 21/10-12 kl. 0101
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Stormuftien af Syrien har truet Holland med vold og optøjer i en tale i EU-parlamentet. EU, nyhedsbureauer og andre medier har udsendt en censureret omtale af stormuftiens tale, hvori truslerne ikke refereres! På Europaparlamentets hjemmeside nævnes stormuftiens udfald ikke med et ord. Muftien blev fotograferet, men der er selvsagt ingen tilgængelig uklippet video:

Bloggeren Klein Verzet har oversat dette afsnit fra den hollandske avis Elsevir til engelsk:

Should it come to riots, bloodshed and violence after broadcating the Quran movie by PVV-leader Geert Wilders, then Wilders will be responsible ………..

If Wilders tears up or burn a Quran in his film ‘this will simply mean he is inciting wars and bloodshed. And he will be responsible’, according to te Grand Mufti.Al Hassoun thinks it is ‘the responsibility of the Dutch people to stop Wilders’.

mufti.jpg

VeritasEU: No ‘conflict of cultures’ Islamic leader tells EU Parliament, Stormuftien af Syrien fordømte Jyllands-Postens Muhammed-tegninger som “misbrug af ytringsfriheden”.,   Syriens stormufti – en enda civilisation förenar oss alla Mellemøstlige medier er ikke helt så taktiske: Top Syrian cleric says media can cause war. Man kunne mene, at det var muftien heller ikke, når han nu også kommer og tigger penge, men han skønner åbenbart ikke han bør vare sin mund overfor vantro, fjolser som EU parlamentarikerne, der er villige til at betale dyrt  for at blive truet i deres  egne  hjemlande.  Han har sikkert ret. Alene  at de inviterer ham, siger rigeligt om deres  dømmekraft. Retfærdigvis skal det med, at halvdelen af parlamentet udvandrede. EU´s spindoktorer er  på overarbejde  idag, hvor EU´s år  for “interkulturel forståelse” blev skudt igang med manér.

 – Tiden er moden til et par tilståelser. Jeg var med til at stemme  Danmark ind i 1972, min første beslutning som vælger.  2) skaf mig  ud af dette galehus og tilgiv mig  min ungdoms synder, der var dikteret af en verdenskrig der  stadig var nærværende  i manges  bevidsthed.

»Do not go tolerant into that good night«

Her belæres en hollænder i en e-mail  om den nye  verdensorden i Holland af et socialdemokratisk byrådsmedlem Bouchra Ismaili  fra Rotterdam:

Listen well, you crazy freak. We are here to stay! Hahahaha. Drop dead! I am a Dutch Muslim and I will stay that way until I die.”

Ismaili contends: “You are the foreigners here!!! With Allah on my side I fear no one. Me and my fellow Muslims are alive! Your species is being consumed by hatred. Let me give you some advice: Convert to Islam and find peace at heart!“

(van  bouchra ismaili ism_bouchra@hotmail.com
aan  Jos Parbleu jos.parbleu@gmail.com)

Dutch Daily: You  are  foreigners here

»Det vilar en förbannelse över hela Sverige«

læserbev til bloggen Rakryggad, (aviser tar´ ikke den slags) underskrevet:

Svensk medborgare, på väg att lämna Halmstad.

Radiointerview: Sam Solomon

Sam Solomon, a former Muslim and professor of Sharia Law. Sam Solomon is Director of Fellowship of Faith for Muslims and author of the Charter of Muslim Understanding and The Mosque Exposed.Sam Solomon is a unique man. He was raised as a Muslim, trained in Sharia law for 15 years, and after reading the New Testament became a Christian.

He was imprisoned, questioned, and was to be put to death when the decision instead came to exile him on pain of death. One of the leading experts on Islam and Sharia law in the western world now, Mr Solomon has testified before congress and is a consultant to the British parliament for matters regarding Islam. (foto©Snaphanen)

Interview i tre dele via Europenews

Nye regler i England

“The rules are unambiguous: speak the language; obey the law; and make sure you’re paying your taxes like the rest of us,” said the Home Office Minister.

Minister says immigrants can expect ‘harsh treatment’ when they enter UK

Bruce Bawer : »Farshad Kholghis gribende selvbiografi«

“En lidenskapelig, kunnskapsrik og overbevisende advarsel om den fremtiden som venter hele Vesten om vi fortsetter å lukke øynene for den dystre virkeligheten”.

Hans far er bahaier; hans mors aner er muslimske. Men for skuespilleren Farshad Kholghi, som han forteller i sin intelligente og gripende selvbiografi Verden er ét land, var det grunnleggende bahai, ”en knap 160 år gammel iransk religion, der kort sagt går ind for ligestilling, frihed, oplysning til alle og en demokratisk tankegang”. Likevel anser han seg selv som ”verken bahai eller muslim, kristen eller jøde.”

Sappho.dk

Jihad og korstog

Foredrag af historikeren Torben Hansen holdt d. 15.1.2007 i foreningen Respublica, København.

To faser i jihad mod Europa – fra det 7. til det 11. århundrede

Den islamiske tidsregning begynder med år 622, da profeten Muhammed ifølge traditionen flyttede til Yathrib (senere Medina), hvor han blev politisk og militær leder. Tidspunktet for den første “åbenbaring”, han mente at modtage i Mekka, ligger adskillige år tilbage, men denne begivenhed blev anset som sekundær i forhold til magtudøvelse og krig. Islam – “underkastelse” – var i udgangspunktet erobring og dominans. Kun en halv snes år efter Muhammeds død i 632 havde arabiske rytterhære udslettet det persiske Sassanide-rige og halveret det byzantinske (østromerske) imperium. År 649 og 698 erobrede islam henholdsvis Kypern og Karthago, og i 711 blev Spanien invaderet. (fotos © Snaphanen)

P1010326.jpg

Ekspansionen fortsatte. Konstantinopel (Byzans) blev – ganske vist forgæves – belejret to gange af en arabisk flåde. Kaukasus (med det kristne, armenske kongerige) plus dele af Sydfrankrig blev indlemmet i islams verdensrige. Først i 732 slog frankerne under Charles Martel en muslimsk invasion tilbage mellem Poitiers og Tours – et halvt hundrede kilometer fra Loire-floden. I 759 blev muslimerne fordrevet fra Narbonne, og på samme tid oprettedes mindre kristne statsdannelser i det bjergrige Nordspanien.

År 823 besatte spanske muslimer Kreta. I 827 begyndte den islamiske invasion af Sicilien, som blev komplet erobret fra Byzans i 865. Derefter var den første – arabiske – fase af jihad ved at ebbe ud. Men muslimske røvere og slavehandlere fortsatte deres togter til lands og til vands. Fraxinetum – i den bjergrige egn Massif des Maures nær St. Tropez på Rivieraen – var deres uindtagelige bastion fra 889 til 975. Herfra hærgede de Norditalien og det sydøstlige Frankrig. År 846 plyndrede og nedbrændte disse “saracenere” Rom udenfor den aurelianske mur – d.v.s. Vatikanstaden med den daværende Peterskirke. Fra 882 til 915 bed de sig fast i endnu en base i Traëtto, nær Gaeta (syd for Rom). Herfra hærgede de baglandet – blandt andet det kendte benediktinerkloster Montecassino. Muslimer fra Nordafrika erobrede også de byzantinske besiddelser Bari og Taranto ved Adriaterhavet. Fra disse havne udskibedes gennem årtier et betydeligt antal slaver, hentet i det tætbefolkede landbrugsdistrikt Terra del lavoro omkring Capua, nord for Napoli. År 943 plyndrede og nedbrændte muslimer Genova, hvis overlevende beboere også blev ført bort som slaver.

Om magtforholdene i det 9. og 10. århundrede kunne sociologen og historikeren Ibn Khaldun senere skrive, at “ikke en planke flød uden islams tilladelse” på Middelhavet.

Det meste af det katolske Vest- og Centraleuropa var i denne epoke kendetegnet af sult, snavs, uvidenhed, fattigdom og usikkerhed. Foruden islams konstante angreb og plyndringstogter truede vikinger fra nord og madjarer – ungarere – fra øst. En kombination af tekniske, politiske og religiøse tiltag ændrede imidlertid disse forhold i løbet af relativt kort tid.

Først og fremmest lærte befolkningerne at forsvare sig og snart efter også at gå til angreb. I Frankrig opstod omkring år 900 det feudale system, der sammenknyttede myndighed over bønder og landbrugsjord med militærtjeneste. I Spanien blev en effektiv slagstyrke organiseret af både kongemagten, aristokratiet, kirken og borgerne i selvstyrende kommuner, og 939 tilføjede de den arabiske khalif Abdurrahman et forsmædeligt nederlag ved Simancas i Gammel Kastilien. I de italienske byer opstod borgermilitser, der kæmpede til lands, og tilsvarende gjorde fire uafhængige kommuner sig til formidable sømagter, der fordrev araberne fra havet: Genova, Venezia, Pisa og Amalfi. Et århundrede efter katastrofen i 943 var genueserne således i stand til at angribe Sicilien og Nordafrika. Ydermere optrådte pavemagten som en betydningsfuld politisk og militær faktor. År 915 lykkedes det således kirkens øverste leder at forene lokale fyrster og byzantinske tropper i et angreb på Traëtto-muslimerne, som blev knust i slaget ved floden Garigliano.

Også på “østfronten” mistede islam terræn. Anført af en række kejsere fra det Makedonske dynasti gik de byzantinske hære til modangreb i det 10. århundrede. Kreta og Kypern generobredes i henholdsvis 961 og 965. Også dele af Kaukasien samt Syrien – inklusive det nordlige Palæstina – blev atter indlemmet i imperiet. Byzans benyttede både lejetropper og – især til forsvar af Anatolien – et solidt beredskab af værnebønder, som fik jord mod til gengæld at kæmpe mod arabisk aggression.

Omkring år 1000 var den arabiske dominans gået til grunde. Tyrkiske hærførere overtog styret i øst og berbere i vest. 1009 imploderede islams magt i Spanien, og kristne lejetropper konkurrerede med berberkrigere om at udplyndre hovedstaden Córdoba. Berberne og tyrkerne var kampvante stammefolk, der hovedsageligt levede som hyrder. De var nyomvendte til islam og stærkt motiverede af jihad. Deres energi og tapperhed standsede de kristne hæres fremmarch over en bred front. I sidste tredjedel af det 11. århundrede invaderede marokkanske stammekrigere det islamiske Spanien – al Andalus – og trængte León-Kastiliens rytterhære på tilbagetog. År 1048 invaderede de seljukiske tyrkere Armenien, som var blevet reduceret til det byzantinske riges vasalstat og grænseprovins. Hærføreren Toghrul Bey beordrede en stribe massakrer på den fastboende kristne befolkning. Store og velstående byer som Ani, Sivas og Melitene blev lagt i aske, forsvarsløse civile – inklusive kvinder og børn – blev myrdet i titusindvis, og de overlevende solgt som slaver.

Den byzantinske kejser prøvede forgæves at forsvare sit rige. Men forsvaret var blevet svækket på grund af aristokratiets dominans, der havde medført afskaffelse af værnebøndernes dybdeforsvar. År 1071 udkæmpedes et dommedagsslag ved Mantzikert på højsletten, nær van-søen. En gigantisk byzantinsk rytterhær blev indesluttet og tilintetgjort af seljukerne. Derefter blev det meste af Anatolien ramt af jihad.

Berbernes og tyrkernes fanatisme gik hårdt ud over de ikke-muslimske befolkninger – jøder og kristne. Over hele linjen foregik blodige forfølgelser. Således blev Europas første pogrom foretaget af en rasende pøbel, anført af nordafrikanske fanatikere i år 1066, da tusinder af Granadas jøder blev udslettet. Deres trosfæller syd for Gibraltarstrædet, i det marokkanske Fez, var blevet udsat for det samme i 1033. I 1058 foretog tyrkerne – med trusler om tortur og død – massive tvangsomvendelser af de kristne i den syriske by Antiokia. 1135 afbrændtes jødekvarteret – og dermed en mængde af beboerne – i Córdoba. 1159 blev også de kristne i Tunis tvangsomvendt til islam.

I forhold til arabernes første jihad-stormløb adskiller denne anden fase sig ved en langt hårdere modstand i det vestlige Middelhavsområde. Italienerne beholdt den dominerende stilling til søs, mens de kristne i Spanien – eksempelvis den legendariske feltherre el Cid – og normannerne i Syditalien rettede det ene angreb på islam efter det andet. De normanniske krigere kom fra de frugtbare strækninger i Normandiet. De var syvende-generations-indvandrere af dansk herkomst, og i stigende antal søgte de yngre sønner fra de mange familiebrug (med calvados og camembert) krigslykken i Italien. I 1063 påbegyndtes – med nogle få hundrede mænd – en normannisk erobring af Sicilien, og efter tre årtiers kamp kapitulerede den sidste muslimske emir. Også den sydlige halvdel af det italienske fastland var blevet underlagt normannerne, som hermed udgjorde en formidabel slagstyrke, der gik til angreb på både pavelige lejetropper og snart efter det byzantinske rige.

P1010323.jpg

Paven proklamerer korstog

Ved kejser Theodosius’ død i år 395 blev Romerriget spaltet i en vestlig og østlig del. Den vestlige del faldt sammen i 476, hvorefter stridende germanske hærførere – goter, vandaler, franker og andre – overtog den politiske magt. Men gradvist lykkedes det Roms biskopper – paverne – at opbygge en overnational autoritet i både verdslige og religiøse anliggender. Kirken var i forvejen nyttig – faktisk livsnødvendig – for konger og stormænd, der benyttede munkenes skrive- og læsefærdigheder i den rudimentære forvaltning og retspleje. Gennem omfattende mission og grundlæggelse af en mængde klostre blev kirken desuden rodfæstet i den jævne bondebefolkning. Munke og nonner levede efter grundregelen “arbejd og bed!” (ora et labora), og gennem klostrene blev teknik i landbrug og havebrug udbredt fra Italien til det øvrige Europa. I senmiddelalderen oprettede kirken latinskoler og universiteter. Arkitektonisk, økonomisk og intellektuelt blev Vesten skabt af den katolske kirke (jvf. katedral = lærestol).

I århundreder var kirken på lokalt niveau en aflægger af stormandsslægternes magt og ejendom. Tilsvarende var paven i Rom en blandt flere romerske aristokrater, der bestandigt intrigerede og sloges om indflydelse og penge. Men med oprettelsen af det “hellige tysk-romerske kejserrige” i 962 blev kongen af Tyskland kirkens øverste leder – omend uden beføjelser i teologiske sager. Dette ændredes drastisk i sidste halvdel af det 11. århundrede. Kejser og pave kastede hele den katolske kristenhed ud i en heftig og langvarig magtkamp, der fik skæbnesvangre virkninger.

Middelalderens kristne trosliv var præget af ritualer, af frygt for dommedag og længsel efter Paradis. Kun en lille del af befolkningen – adelige og gejstlige – kunne læse, og de religiøse skrifter, der havde størst betydning var Det gamle Testamente, der fremhæver Guds udvalgte folk, samt den dramatiske tekst Johannes’Åbenbaring. Feudaliseringen af Frankrig og andre lande i Central- og Vesteuropa blev i høj grad udformet og ritualiseret af paven og biskopperne. Et menneskes status i forhold til samfundet blev blandet sammen med kirkens budskab om evighed og frelse. Loyalitet og lydighed var afgørende værdier og normer, og den kristne Gud blev opfattet som “kongernes konge”. I løbet af det 10. århundrede havde denne katolsk-feudale kristendom gennemtrængt alle samfundslag fra Norge til Sicilien, og selve troens placering i livet og døden blev et sprængfarligt storpolitisk emne. Materielle interesser var naturligvis altid i spil, men ikke desto mindre blev religionen taget dybt alvorligt af høj og lav (hvilket mange af det 20. århundredes historikere har været tilbøjelige til at afvise). Opfattelsen af det syndige var klart bygget på jødisk regeletik: At synde var at optræde illoyalt og overtræde et forbud.

En konsekvens af troens solide forankrig, syndsbevidstheden og den stærke frygt for dom og straf efter døden var, at mange adelige og velhavende borgerlige prøvede at skaffe sig “points” i det himmelske ved at testamentere fast ejendom til kirker og klostre. Et berømt eksempel fra det 11. århundrede var den fromme enke, markgrevinde Mathilda, der skænkede halvdelen af Toscana – med borge og vinmarker – til paven. Jordiske og himmelske anliggender blev komplet sammenfiltrede, og striden mellem kejseren og paven blev en voldsom rystelse i hele det katolske Europa.

Den omtalte militarisering – af eksempelvis spaniere, normanner og italienere – havde givet kraft til at afværge angreb fra islam, men internt var der aldrig fred. Grever og baroner sloges indbyrdes og opførte sig som røvere og tyranner på bekostning af købmænd, bønder og byernes borgere. Under disse forhold fremsatte kirken krav om sikkerhed for alle i kraft af “Guds våbenhvile” på søn- og helligdage (gamle danske kirker har derfor et våbenhus, hvor de mange slagsbrødre måtte stille sværd og spyd). Senere skærpedes kravet til at respektere en “Guds fred”, og der blev udstedt forbud mod at kristne dræbte andre kristne.

Appellen blev rettet til et samfund i rivende vækst. Økonomien – landbrug og handel – var præget af dynamik over en bred front. Denne udvikling kom til at tredoble det katolske Europas befolkning fra år 1000 til år 1300 (fra 25 til 75 millioner indbyggere). Kirken blev nu dels selvstændig i forhold til det herskende aristokrati, dels åben for alle, hvilket stadig kan ses af senmiddelalderens mægtige gotiske katedraler (Notre Dame de Paris, Köln o.s.v.).

Det svage punkt for kirkens fredsbestræbelser var fraværet af autoriteter med magtmidler til at hindre voldsanvendelse. Kirken stræbte derfor efter at sakralisere monarkiet. Både paver, kejsere og konger blev præsenteret som Guds tjenere, og ulydighed – herunder røveri og oprør – blev religiøs handlinger, der medførte grusom og evig straf efter døden. I protestantisk kultur er det nærmest blevet glemt, at Europas befolkning i mere end tusinde år anså kongen som hellig (derfor blev han ved kroningen “salvet” af en ærkebiskop). Men denne omstændighed må nødvendigvis tages i betragtning i en undersøgelse af middelalderens politik.

Dette var baggrunden for et kirkemøde, pave Urban den 2. indkaldte i Clermont i 1095. Paven havde modtaget en bøn fra den byzantinske kejser om militær bistand. Koncilet blev afsluttet med et massemøde under åben himmel. Her opfordrede Urban hele kristenheden og frem for alt adelen og kongerne til at føre krig mod islam – d.v.s. tyrkerne i Anatolien og Syrien (kildegrundlaget for begivenheden og pavens tale er desværre ikke optimalt, idet der foreligger fire delvist divergerende afskrifter fra en senere periode).

Kristendommen var oprindeligt en pacifistisk ideologi, men med udgangspunkt i kirkefaderen Augustin – og på baggrund af de efterfølgende barske begivenheder som følge af de muslimske angreb – godkendte teologerne en hellig forsvarskrig (de stoiske filosoffers retfærdige krig fik ny indpakning, og de kæmpende kristne blev betegnet som soldater for Jesus). I tilknytning havde pilgrimsfærd fået central betydning i troslivet. Resultatet blev i højmiddelalderen – fra 1095 til 1291 – en serie “bevæbnede pilgrimstog” mod de islamisk besatte områder øst og syd for Middelhavet. Den rituelle anstrengelse at vandre til Kristi gravkirke i Jerusalem blev kombineret med den organiserede kamp mod hedninge. Belønningen var i første række frelse, fordi paven udtrykkeligt lovede enhver korsfarer syndsforladelse. I anden række godkendte paven, at de, der drog på korstog retmæssigt kunne tilegne sig krigsbytte – herunder fast ejendom.

Her var der afgørende forskel mellem den katolske, “vestlige”, og den ortodokse, “østlige” kirke. Som omtalt havde en række byzantinske kejsere formået at slå muslimerne tilbage og generobre nogle af rigets tabte provinser. I den hårde konfrontation oplevede de græske (byzantinske) soldater gang på gang jihad-krigernes dødsforagt. I henhold til Koranen (eksempelvis kapitel 4, vers 74-76) var disse nemlig sikret en plads i Paradis, hvis de faldt for deres tro. Teologien fik altså afgørende taktisk betydning, og kejser Nikeforos Fokas ønskede derfor i år 963 biskoppernes hjælp til at forstærke krigsindsatsen ved at love de kristne soldater samme belønning, som den der ventede muslimerne. Men dette afviste kirken.

P1010327.jpg

Begivenhederne

Med Jesus – d.v.s. hans stedfortræder i Rom – i ryggen samledes i 1096 to korstog. Det ene blev anført af en eksalteret prædikant, Peter af Amiens. Han holdt flammende taler til folkemasserne i Nordfrankrig og Rhinlandet, og store skarer fulgte ham på et“folkekorstog”. Det andet blev organiseret af højadelen i Frankrig og det normanniske Syditalien.

“Folkekorstoget” førte i første omgang til massakrer på jøderne i Mainz, Speyer og andre byer ved Rhinen, og kun med største besvær lykkedes det lokale myndigheder – primært biskopperne – at standse myrderierne. Pave Urbans opfordring til at bekæmpe troens fjender og hente jordisk gods som belønning for indsatsen blev her udlagt som velsignelse af drab og udplyndring af det forhadte folk, der havde korsfæstet Jesus. Fra Rhinlandet drog hærgende skarer af tiggere og tyveknægte derefter videre mod Jerusalem, og et stort antal “kolleger” fra Norditalien sluttede sig til dem. Med nogle dages forsinkelse fulgte yderligere en flok fra Frankrig. Gennem Ungarn nåede disse udisciplinerede masser til Balkan og Konstantinopel. Da den byzantinske kejser ønskede at slippe for et nærmere bekendtskab med de ubehagelige gæster, fik han dem ekspederet over til tyrkerne, der snart gjorde det af med de fleste af dem.

De franske og normanniske aristokrater gik mere omhyggeligt til værks. De selv og deres mænd var krigsvante og disciplinerede, men deres forehavende manglede en konge – og dermed det nødvendige kommandosystem – at stille i spidsen for de mange ryttere og fodfolk. Derfor rykkede de frem i flere hære – normanner, provençaler, flamlændere o.s.v. Sandsynligvis drog mindst 30.000 krigere og lige så mange ubevæbnede deltagere af sted mod Konstantinopel. Her blev deres ledere under delvist tumultariske forhold tvunget til at aflægge troskabsed til kejseren, der foretrak at se dem forsvinde, når de havde løst den opgave at fortrænge tyrkerne. Kun den normanniske hærfører Bohemund fra Syditalien nægtede kejseren loyalitet. Han var den eneste af de høje herrer, der selv havde været i krig mod det byzantinske rige.

Disse politisk betingelser var ikke gunstige for det videre kristne samarbejde i krigen mod islam. Men i første omgang lykkedes det faktisk at slå tyrkerne i flere regulære slag og i samarbejde med den byzantinske flåde generobre byen Nikæa, hvor kommandanten valgte at kapitulere, inden “frankerne” – krigerne fra vest – stormede byen. Den græske kejsers fane blev hejst, og byen undgik plyndring, hvorefter den blev genforenet med det byzantinske rige. Korsfarerne måtte drage videre – skuffede og bitre over deres underordnede rolle.

I det nordlige Syrien kom den næste store udfordring ved en langvarig kamp om Antiokia. Men også denne by og en stribe fæstninger og mindre havnebyer i Libanon blev taget af korsfarerne, og i sommeren 1099 kunne de indlede belejringen af Jerusalem. Med teknisk assistance fra genuesere og venezianere blev byen stormet og tusinder af muslimer og jøder blev massakreret.

Kristi gravkirke var nu atter i kirkens hånd, men ellers var det uklart, hvad paven og kristenheden egentlig havde opnået. Hvordan skulle de erobrede landsdele ordnes? Hvem skulle udøve den øverste autoritet? Paven? Den byzantinske kejser? Kongen af Frankrig? Hvilken stilling skulle de ortodokse kristne have – for ikke at tale om de overlevende jøder og muslimer? Hvem skulle bekoste det militære beredskab, der naturligvis måtte oprettes som værn mod en fremtidig modoffensiv fra muslimerne? Disse og andre problemer var ikke blevet studeret på forhånd. Urban (som døde uden at modtage nyheden om Jerusalems erobring) havde formået at sende en betragtelig del af Europas adel af sted på et bekosteligt eventyr, men næsten ingen tyske aristokrater deltog på grund af kejserens strid med pavestolen, og hverken den engelske eller franske konge deltog. Da de fleste grever og hertuger atter rejste hjem fra Palæstina, begyndte hele projektet at ligne et luftkastel.

Det lykkedes imidlertid de resterende korsfarere at oprette en feudal statsdannelse med en konge i Jerusalem og et antal grevskaber – primært Tripoli, Antiokia og Edessa. En del af “frankerne” slog sig ned i de nye omgivelser. Det nye land kaldte de “Outremer”. Som krigere og herskende klasse holdt de afstand til de andre befolkningsgrupper, og mentalt slap de aldrig deres hjemlande i Vesteuropa. Efterhånden opstod også kolonier af venezianske og genuesiske købmænd i havnebyerne. En noget større gruppe var “poulains”, de ikke-katolske kristne i ortodokse, armenske og kaldæiske menigheder. Endelig fandtes i både byerne en del jøder og på landet talrige landsbyer med shia- og sunni-muslimer. De frankiske herskere lod dem leve i fred med egen retspleje. Som alle førmoderne samfund var kultur vertikalt struktureret. Tilhængerne af de forskellige religioner var økonomisk forbundne og understillet samme hersker, men de levede hver for sig.

Fred var der kun sjældent blandt frankerne og italienerne. Bestandig strid om gunstige handelsaftaler satte ofte genuesere op mod venezianere, og feudalherrerne førte enten småkrige mod hinanden eller også konspirerede de mod kongen i Jerusalem. Dertil kom en alvorlig splittelse og af og til regulær blodsudgydelse mellem to katolske ridderordener – Johanitterne og Tempelherrerne, som begge ophobede betragtelige rigdomme og begge havde egne ridderhære. Pavens udsendinge og den byzantinske kejser fiskede konstant i disse rørte vande – helt på linje med sunni-muslimske tyrkiske herskere i nabostaterne og agenter fra det shia-muslimske Ægypten. Som det fremgår, var islam endnu mere politisk fragmenteret end den kristne side, hvilket var en vigtig årsag til, at det lille katolsk beherskede Outremer overlevede frem til havnebyen Akkos fald i 1291. Da havde Jerusalem skiftet hænder flere gange. I kritiske situationer var Outremer truet af udslettelse, når en muslimsk hersker havde samlet tilstrækkelige ressourcer. Derfor gennemførtes adskillige korstog, når kirken mobiliserede en redningsaktion fra aristokratiet og kongerne i Vesteuropa (mest kendt er måske Richard Løvehjertes bedrifter under det tredje korstog i 1191).

Men det vil være en grotesk fejlvurdering at skildre den frankiske besættelse som “imperialisme” og reaktionerne fra muslimsk side som en fælles indsats for“befrielse” fra europæisk herredømme. Dertil var særinteresserne ofte for stærke. I første halvdel af det 13. århundrede opnåede den tyske kejser Frederik den 2. – han var desuden konge af Sicilien og Syditalien – ved diplomatiske midler en fredsaftale med den ægyptiske sultan (faktisk var der et venskabeligt forhold mellem de to herskere). Da aftalen udløb, begyndte i 1244 en særdeles ødelæggende krig, hvor syriske muslimer og de frankiske grever i Outremer forenede sig i en desperat overlevelseskamp mod Ægyptens overmagt. Den ægyptiske hær vandt overbevisende. Frankrigs konge, Ludvig den Hellige, forsøgte ganske vist at erobre først Ægypten, dernæst Tunis, men alt mislykkedes for ham og han døde af pest foran sidstnævnte by.

I en vis forstand var korstogsepoken slut. Outremer fik ikke tilstrækkelig hjælp fra Vesteuropa, og 1291 faldt den sidste frankiske fæstning – havnebyen Akko (mellem Haifa og den nuværende israelsk-libanesiske grænse; den gamle bydel ved havnen har stadig et middelalderligt præg).

Afsluttende kan nævnes to faktorer, der svækkede kirkens korstogsprojekt:

1) Paverne bidrog selv til devaluering af de kristnes hellige krig ved at erklære adskillige korstog uden for Palæstina og Anatolien. I 1208 proklamerede pave Innocens den 3. det såkaldte Albigenserkorstog mod kættere i Sydfrankrig. Konsekvensen blev næsten tyve års massakrer og plyndringer samt væbnet indblanding fra Spanien (kongeriget Aragonien-Katalonien). Senere førte spansk-fransk rivalisering om magten over Sicilien og Napoli til endnu et “korstog”, idet paven støttede den franske konges broder, Charles. Et fransk erobringstogt over Pyrenæerne blev officielt betegnet som Kristi felttog mod hedninge. Imidlertid blev krigen vundet af spanierne, som ingen pave ville gøre sig uvenner med på længere sigt.

2) Hermed berøres et grundvilkår, der afgørende spændte ben for pavestolens politiske ambitioner: nationalstaterne. I senmiddelalderen opbyggede kongemagten i England, Frankrig og Spanien fundamentet til den moderne stat (Max Webers “Macht und Anstalt”). En universel, fælleskristelig målsætning lod sig ikke opstille i krig og politik på grund af de nationale interesser – “realpolitik”. Resultatet blev Luthers og Calvins reformationer og afslutningen på Tysklands Trediveårskrig med den westfalske fred i 1648, hvor de europæiske magter afskaffede religiøs tro som krigsårsag. Resultatet blev også en langvarig fransk-tyrkisk alliance mod Spanien i 1500-tallet.

Konger og ikke paver viste sig at være hovedaktørerne, og krig overgik omsider til afdelingen for rent verdslige anliggender – for de kristnes vedkommende.

En diskrepans Urias-Kim har af Danmarks Statistik fået oplyst ( post #61 ), at navnet Muhammed (alle stavemåder inkluderet) i første halvdel af 2007 var givet til 66 nyfødte drenge i Danmark, hvilket indbragte det en 55. plads i statistikken. Umiddelbart synes dette højst besynderligt, når nu navnet i Storbritannien er ved at overhale Jack og blive det mest populære drengenavn. Jeg har i skrivende stund ikke en god forklaring på denne diskrepans. Ikke blot i Storbritannien, men i flere europæiske byer har samme tendens været rapporteret. Er der større spredning af populære navne i Danmark, eller er der andre måder at opgøre det på? Min umiddelbare reaktion er skepsis, når enhver ved selvsyn kan se antallet af barne- og klapvogne i danske byer, og hvem der kører med dem, og når man ved hvor mange voksne muslimer i Danmark som har dette navn. Løsningsforslag på det tilsyneladende paradoks udbedes.LFPC

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • 2008

    Om at forlade islam:
    Når sandheden kommer ind, springer mullah’er ud af vinduet

    Af: Emir Reza

    “Jeg blev født i den islamiske revolutions tidlige år i Iran og lige før, Iran-Irak-krigen startede.

    Jeg kan med rimelig sikkerhed sige, at den første musik, jeg hørte, må have været revolutionær musik, og det første ansigt, jeg så på vores s/h TV, var Ayatollah Khomeinis.

    Jeg er, hvad de kalder ”barn af Revolutionen.”
    Min far var almindelig kontormand og min mor husmor, begge praktiserende muslimer og dedikerede i deres tro på Allah og Muhammad. Ingen form for blasfemi var tilladt i vores hus, og vi var fuldstændig overbeviste om, at Khomeini var en hellig mand og en af “Allahs og Hans Profets favoritter.”
    Det forekommer mig morsomt nu, men blandt mine første barnlige tegninger var den gamle mands ansigt – med turban, skæg og det hele.

    http://www.siad.dk/

  • Ravindra Nath

    Here are a few questions for those shouting against freedom of expression in this country:
    1. What were their parents running from when they migrated to this country?
    2. What were they seeking in this country.
    3. Having found what they sought, should it lie with their progeny to abuse the host country which has made them what they are?
    4. Do only Muslims have the right to feel hurt? They are making so much noise about the film Fitna today. Earlier they did so about the cartoons. Yet, they remained silent when:
    i. Their co-religionists blew up with canons the Buddha images in Bamiyan in Afghanistan.
    ii. They destroyed temples in Bangladesh and are hounding Taslima Nasreen for writing about it in her book ‘Lajja’. She is in hiding in India.
    iii. At Riyadh airport if a traveller is found with a scripture or religious icon other than Islamic, it is crushed underfoot by the checking officer. They can try it anyday.

    5. Do they care about hurt caused to others when they routinely call others’ faith as false.

    The fact remains that Islam is the most violent and intolerant faith. They have destroyed Jewish temples, Hindu temples, Buddhist temples, Zoroastrian temples and have converted churches into mosques. They have always come as seekers and then abused the hospitality of their hosts.

    All Muslim majority countries are declared Islamic. I am sure they would be very upset if some other country declared itself Christian or Hindu country merely because that is the majority religion.

    The Quran prescribes death penalty for apostacy. Islam comprises people whose forefathers were Jews, Christians, Zoroastrians, Buddhists or Hindus. How would Muslims feel if other religions also prescribed death for conversion to Islam?

    Islam is so bigotted that under Islamic law, non-Muslims have to pay a special tax called jazia. Would they be happy if they are made to pay a similar tax in non-Islamic countries?

    In many Islamic countries, people of other faiths are not allowed to cremate the dead according to the practice of those faiths. How would Muslims feel if in other countries Muslims are compelled to follow the rites of other faiths.

    Islam talks of universal brotherhood. Yet, the most horrible wars have been fought between Shias and Sunnis. Every religion has learned to live in peace with other sects. But look at the sectarian strife in Iraq. Look at the atrocities committed on Bahais, Ahamadias and Sufis in Islamic countries. Look at what their preceptor says in Quran – that the Arabs are the best among humans, that the Sauds are the best among Arabs and that the House of Quraish (to which he himself belonged) is the best among Sauds. Where is universal brotherhood in all this?

    A faith which, in the absence of any sound pilosophy, drives its adherents to suicidal missions with the promise of sex with dozens of virgins in the afterlife needs serious reappraisal. I have not been able to ascertain if Jihadi women are promised any similar reward.

    It is time all non-Islamic countries dissolve the fetters of political correctness and take the trouble makers the only way they understand – head on.

  • M.S.Rehman

    Dear Brothers/ Sisters
    One should first learn exact teaching of Islam and Quran and life history Muhammad PBUH. How he show practical application of Quran in life and society.
    Instead looking with biased spectacle. first learn Quran in Total and Do not blame Islam and Quran for wrong doer with incorrect perception of Islam and Quran like suicidal attacks ( suicide is stricly prohibited in Islam) and like other misconception
    adopted by so called Muslims. Human life and respect in Islam is very high but not at the cost of other life and respect………..there are so much other things ………. Truth of Quran is day by day proving by different scientist the knowledge/truth 1400years ago science can not think was evident from Quran.Pls understand this is not for benefit of Muslim but this is open for all World.

  • Two wrongs don’t make anyone right…. please learn to coexist in this world we call EARTH. Besides our religious differences we are all one same biological needs. History has caused us to be where we are today if we fail to realize this fact and engage in vicious cycles of hate and continue this phenomena we degrade ourselves to barbaric acts of ANIMALS.
    We are responsible for our future generations and by being biased to either at any situation or setting we only create negativity to hurt injure or kill. WHAT DOES THESE THOUGHTS BREED?
    Please do your part to RESPECT ALL CULTURES AND ACCEPT DIFFERENCES IN ETHNICITIES AND TEACH YOUR CHILDREN VALUES TO PRESERVE MOTHER EARTH FROM SELF DESTRUCTION.

    We ALL are ONE!!!!

  • Nesrine

    que cet imbécil ailles se faire cuire un oeuf il déforme les paroles du CORAN et DIEU ne nous ordonne pas de tuer mais au contraire il nous dit que c’est lui qui donne et reprend la vie ce n’est pas à l’humin de reprendre la vie, et ce n’est pas parceque il y’a quelques terroristes MUSULMANS que nous le sommes tou, il y a des terroristes catholique et des terroristes juif il ne faut pas tout remettre sur le dos des MUSULMANS et du CORAN.Mais cet imbécile de député n’aura jamais le plaisir d’accéder au paradis mais inchaalah rabi yahdih.

    ALLAH AKBAR. YA ALLAH.