20
jan
Seneste opdatering: 22/1-08 kl. 1800
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Malmø er en af de mest segregerede byer i Europa. Om ti år vil flertallet være af udenlandsk afstamning og med det et muslimsk flertal kort efter. Samtidig er mange begyndt at tvivle på den svenske velfærdsmodel.

The Islamic Centre was firebombed at midnight. The mosque itself was fearfully damaged; the adjoining school and meeting rooms were destroyed. No one knows who was responsible, but the list of possibles is a long one.*It took two years to rebuild. After it reopened there were another two attacks inside a month. People talked about a climate of fear and a breakdown of society.
Is this Baghdad, or Cairo, or Karachi? Not even close. It’s Malmö, the port on the southern edge of the Scandinavian peninsula, and Sweden’s third-biggest city. Normally, it is docile to the point of tedium: for decades Malmö has been seen as a sanctuary from the troubles of the world. And that has become the problem.

Unnoticed by the rest of the world, Sweden has changed, and Malmö has changed dramatically to become one of the most racially divided cities in Europe. Already, 37 per cent of the population were either born abroad or had both parents born abroad. Among children, that figure rises to almost half.

Financial Times    via  Document.no  (* Da politiets undersøgelser  pegede  på et insiderjob, blev de truet og efterforskningen stoppet & Moskébranden var anlagd )

 Éngangsaktivisme ?

Garaget i polishuset i Eskilstuna utsattes på söndagskvällen för ett attentat med en brinnande bil. Den misstänkte gärningsmannen hittades drygt två timmar senare död i bilen. – Någon har kört in genom grinden vid huvudentrén till garaget, och rullat ner bilen i garaget och där stod den och brann.

kollage_eskilstuna_520858w.jpg

Bilbrandsattack mot polishus – en funnen död

Kultur betyder noget

En “etnocentriker” i Politiken. Lidt uventet, men så meget desto bedre

Verdensmestre i fremskridt :De nordiske lande gør klogt i at fastholde og dyrke deres kultur frem for at sætte deres lid til en uduelig multikulturalisme …

kronik af Lawrence E. Harrison
De nordiske lande – Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige – er verdensmestre i menneskelige fremskridt, som de er defineret i målene i FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder: demokratisk ledelse, social retfærdighed og velstand.Og ved at studere de faktorer, der bidrager til disse fem landes imponerende succes, kan man udlede nogle overbevisende lektioner for mindre succesrige nationer. De nordiske landes bedrifter er forbløffende:

(grafik: tillid og velstand, Nomos, 2004)

Nomos.JPG

(det bemærkes : Protestanter scorer over katolikker i begge kategorier, kommunismen har eroderet både tillid og velstand, confucianske samfund har høj tillid men lav velstand. Irland og Japan er interessante undtagelser. Vores nye landsmænd er med omhu hentet fra den absolutte tillid- og velstandsbund. Hvad der sker, når man fortynder et højtillidssamfund med dem, kan danskere lettest studere i Malmø, hvor man ikke skal bryde sig om at sige, at nogle kulturer er mislykkede. Næh, svenskerne har meget at lære af eksotiske kulturer. Min erfaring er, at de blot mangler at lære at sige sandheden. At tie om det, har kostet dem meget dyrt. )

– De ligger alle i den bedste kategori for politiske rettigheder og borgernes frihedsrettigheder ifølge menneskeretsorganisationen Freedom House.

– Norge er nr. 1, Island nr. 2, Sverige nr. 5, Finland nr. 11 og Danmark nr. 15 på FN’s indeks over menneskelig udvikling for 2006. Dette indeks udarbejdes på grundlag af uddannelse, forventet levealder og indkomst per indbygger.

– Danmark har den mest ligelige indkomstfordeling i verden ifølge FN-data fra 2006. Sverige, Norge og Finland ligger lige i hælene på Danmark.

– Danmark, Sverige og Norge kommer ind på første-, anden- og tredjepladsen i verden, når det handler om tillid. Det kan konstateres, når man ser på, hvor stor en procentdel der svarer ’ja’ på World Values Surveys spørgsmål: »Kan man have tillid til de fleste personer?«.

– Finland, Island og New Zealand ligger på en delt førsteplads som de mindst korrupte lande i 2006 ifølge korruptionsindekset fra Transparency International. De bliver tæt fulgt af Danmark, Singapore, Sverige, Schweiz og Norge.

– Det amerikanske institut for økonomisk forskning udsendte i 1998 en rapport om god statsledelse. I rapporten kom Norge på tredjepladsen (New Zealand var nr. 1, Schweiz nr. 2). Island var nr. 6, Finland nr. 8 og Sverige nr. 9.

– World Economic Forum har i 2007 udsendt en liste over de mest konkurrencedygtige lande. Danmark ligger på tredjepladsen (efter USA og Schweiz), Sverige er nr. 4 og Finland nr. 6.

– Ved en opstilling af lande efter antal videnskabelige artikler per milliard dollar bruttonationalprodukt blev Sverige nr. 2, Finland nr. 4, Danmark nr. 5 og Island nr. 11 (Israel indtog førstepladsen).

– Databasen ’Happiness in Nations’ udsendte for nylig en liste over, hvor folk er mest lykkelige. Den viser, at Danmark er det lykkeligste land i verden, og Island, Finland, Sverige og Norge ligger også højt på listen.

Hvad er forklaringen på de nordiske landes enestående bedrifter? Det kan vel ikke være den geografiske placering og råstofforekomsterne. Det er kun Norge, der med sine olie- og gasreserver i Nordsøen kan anses for at være rigt på råstoffer. Store råstofforekomster er i øvrigt hverken en garanti for succes, hvilket Venezuela og Nigeria er bevis for, eller nødvendige for succes, hvilket Japan og Israel har vist.

Hovedstæderne i Finland, Island, Norge og Sverige ligger tæt på den 60. breddegrad, som også krydser sydspidsen af Grønland og det sydlige Alaska. København ligger på stort set samme breddegrad som Moskva. De bliver godt nok alle fem påvirket af Golfstrømmen, og deres klima er derfor noget mildere end i andre dele af verden på samme breddegrader. Men hvis man kigger på andre befolkninger på disse breddegrader, for eksempel i Rusland, bliver det tydeligt, at klimaet ikke i sig selv forklarer fænomenet.

Bortset fra Island ligger alle de nordiske lande tæt på de store vesteuropæiske lande, deres markeder og deres produkter. Men geografisk nærhed er ikke nogen garanti for velstand, demokrati og social retfærdighed, hvilket Mexico illustrerer.

Men når nu råstoffer og geografi ikke kan forklare de nordiske landes enestående succes, hvad kan så? Alle fem lande har relativt lave befolkningstal, fra Sveriges 9 millioner til Islands 300.000. Og de er relativt homogene – i udseende, sprog, traditioner, vaner samt skikke og sæder – det, vi kalder kultur. Blandt andre relativt succesrige små, homogene samfund finder vi Hongkong, Israel, Barbados og Costa Rica. Og så er der de store succesrige, homogene lande som Tyskland og Japan.

Homogenitet ER et værdifuldt aktiv for et land, fordi det fremmer tillid og identifikation med andre i samfundet. Når man kan identificere sig med andre, er det lettere og mere naturligt at udvikle interesse for andres trivsel i samfundet. I hvert fald i teorien bør homogene samfund have færre problemer med skatteunddragelse end mere heterogene samfund. På samme måde bør det være lettere at udvikle tillid blandt medlemmer af et homogent samfund, hvilket er en afgørende faktor for demokratisk ledelse og økonomisk effektivitet. Denne hypotese bekræftes af det seneste fald i tilliden hos befolkningen i USA og Canada, hvilket til dels afspejler udviklingen i de to samfund, som er præget af stor indvandring.

Men homogenitet er ikke nogen garanti for identifikation og tillid. Argentina er et overvejende homogent samfund, men der er kun en ringe grad af identifikation og tillid: Skatteunddragelse er næsten en nationalsport, og kun 15 procent af argentinerne mener, at man generelt kan have tillid til folk. I Danmark, som er verdensmester i tillid, mener 67 procent, at man kan have tillid til folk.

Verdensmesteren i mistillid er for resten Brasilien, hvor blot 3 procent mener, at man kan have tillid til andre.

Derudover findes der en række relativt homogene samfund, både store og små, som langtfra er en succeshistorie. Haiti med sine 9 millioner indbyggere er det fattigste, dårligst regerede land på den vestlige halvkugle. Egypten med sine 75 millioner indbyggere er langt fra at være en succeshistorie. 40 procent af de egyptiske kvinder er for eksempel analfabeter.

Geografisk beliggenhed, råstofforekomster, befolkningsstørrelse og homogenitet kan alle være relevante faktorer for de nordiske landes succes, men de forklarer langtfra alt. Den vigtigste drivkraft bag den nordiske udvikling er en kultur – værdier, overbevisninger og holdninger – der fremmer demokrati, social retfærdighed og kreativitet.

JEG VIL GERNE lige forklare, hvordan jeg nåede frem til konklusionen, at kultur betyder noget (’Culture Matters’ var også titlen på en bog fra 2000, som jeg redigerede sammen med Samuel Huntington). Fra 1962 til 1982 var jeg ansat ved det amerikanske agentur for international udvikling, USAID. I de 20 år var jeg leder af USAID’s missioner i fire latinamerikanske lande og Haiti. Mange af mine kolleger var unge idealistiske demokrater som jeg selv, og ligesom dem indledte jeg min karriere med den naive og arrogante holdning, at Latinamerikas problemer med at konsolidere demokratiske institutioner, skabe velstand og sikre social retfærdighed alle var konsekvenser af USA’s svigt.

Jeg var tilknyttet arbejdet med Den Dominikanske Republik under og efter revolutionen i 1965, og her begyndte jeg at mærke nogle grundlæggende forskelle på de måder amerikanere og latinamerikanere betragter verden, deres samfund og deres chancer for et bedre liv på. Mine senere erfaringer fra Guatemala, Haiti og Nicaragua understøttede min opfattelse af, at forskellige kulturelle værdier, holdninger og overbevisninger spiller en afgørende og generelt overset rolle, som kan forklare, hvorfor nogle samfund er mere succesrige end andre.

Erfaringerne overbeviste mig også om, at jeg skulle forlade udenrigstjenesten og begynde at forske i og skrive om kulturens indflydelse, og det gjorde jeg så på min 50-års fødselsdag i 1982. På det tidspunkt var Samuel Huntington leder af centeret for internationale forhold ved Harvard University, og han ansatte mig ved centeret. Det har resulteret i fire bøger: ’Underdevelopment Is a State of Mind’ (1985), ’Who Prospers?’ (1992), ’The Pan-American Dream’ (1997) og ’Culture Matters’ (2000).

’Culture Matters’ blev en bestseller blandt akademikere og er oversat til ti sprog. Succesen gjorde det i 2002 muligt at starte det ambitiøse forskningsprojekt Culture Matters Research Project (CMRP) ved Fletcher School, som er en del af Tufts University, hvor jeg også underviser. CMRP har samlet omkring 65 forskere, journalister, politikere og erhvervsfolk fra hele verden ved to større konferencer, som resulterede i tre bøger, der blev udgivet i 2006: ’Developing Cultures: Essays on Cultural Change’, Developing Cultures: Case Studies’ og ’The Central Liberal Truth’, som er min gennemgang af hele projektet.

DER ER TO elementer i CMRP, som er meget relevante for denne Kronik.

For det første en analyse af 117 lande grupperet efter den dominerende trosretning, som ved at illustrere de nordiske landes utrolige bedrifter har overbevist mig om, at de er verdensmestre i fremskridt.

For det andet et essay om Sverige af historikeren Dag Blanck og sociologen Thorleif Pettersson, der begge er fra universitetet i Uppsala.

Den nordiske succes’ rødder stikker dybt. Mellem år 700 og 1200 påvirkede vikingerne/normannerne Europas historie i meget høj grad helt til Sicilien i syd, som de dominerede mellem det 11. og det 13. århundrede, England i vest (Vilhelm Erobreren var af normannisk æt) og Rusland i øst (slaverne kaldte de svenske vikinger ’rus’, som er roden til navnet Rusland). Det nordiske demokratis rødder går måske helt tilbage til det 9. århundrede, hvor man etablerede ’alting’, som var et rådgivende organ, der fungerede på flere niveauer i samfundet.

Men den vigtigste enkeltstående faktor i den nordiske succeshistorie er reformationen, som udløste overgangen fra katolicisme til lutheransk protestantisme i hele Norden ved udgangen af det 16. århundrede.

CMRP’s analyse af 117 lande afslører, at protestantiske lande indfører demokratiske institutioner langt tidligere end katolske lande, at protestantiske lande tit er mere velstående end katolske, at man har langt større tillid til hinanden i protestantiske lande end i katolske, og at protestantiske lande som regel er væsentlig mindre korrupte end katolske.

Den mexicanske nobelpristager i litteratur Octavio Paz har givet en rammende beskrivelse af de to amerikanske kontinenter: »Det ene, engelsktalende, er datter af den tradition, der har grundlagt den moderne verden: reformationen med de sociale og politiske konsekvenser, demokrati og kapitalisme. Det andet, spansk- og portugisisktalende, er datter af det universelle katolske monarki og modreformationen«.

Blanck og Pettersson fremhæver tre vigtige faktorer fra den lutheranske protestantisme, som varer ved, selv om Norden i dag er overvejende verdsligt. For det første det lutherske fokus på at kunne læse og skrive, så de troende selv kan læse Bibelen. For det andet den protestantiske etik og dens forbindelse med kapitalistisk økonomisk vækst, som gav Max Weber titlen til den skelsættende bog ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’. For det tredje den lutheranske protestantismes stærke identifikation med det nationale samfund: »Gennem den sande lutheransk-ortodokse tro og gennem lydighed mod det teokratiske monarki blev det svenske folk bundet sammen i ét samfund, som forenede rigets undersåtter i én sjæl«, som Nils Ekedahl skriver i sin bog ’Det svenska Israel: myt och retorik i Haquin Spegels predikokonst’.

I sådan et samfund er den gyldne regel om at behandle andre, som man selv vil behandles, ikke blot et utopisk ønske, men en praktisk levemåde, som danner grundlaget for social retfærdighed. Når man kombinerer den gyldne regel med den protestantiske etiks fokus på ærlighed, hårdt arbejde og sparsommelighed får man et stærkt fundament for fremskridt, som stort set deles af de angloprotestantiske lande – Storbritannien, USA, Canada, Australien og New Zealand – som kommer ind på andenpladsen efter de nordiske verdensmestre.

De nordiske landes væsentligste lektie for mindre veludviklede lande – især i den islamiske verden, Afrika og Latinamerika – er, at kulturelle værdier, overbevisninger og holdninger virkelig betyder noget. Det illustreres også af den slående forskel mellem det progressive Barbados og det tilbagestående Haiti – generne har ingen betydning, idet begge befolkninger har deres rødder i Dahomey-regionen i Afrika.

Det betyder, at det er kultur, der skaber forandringer, hvilket bekræftes af de nylige forvandlinger af lande som Spanien og Irland. Værdier, der lægger vægt på fokus på fremtiden, uddannelse, kreativitet, bedrifter, fortjeneste og ærligt spil samt et strengt etisk kodeks, er noget, man typisk finder i Norden og de angloprotestantiske lande, men de har ikke monopol på disse dyder. De deles også langt hen ad vejen af blandt andet kulturen i jødedommen, kungfutsianismen og sikh-religionen og omfatter, hvad vi kunne kalde en universel fremskridtskultur.

Folk med de samme progressive værdier findes i alle lande, selv om de i de fleste udgør et mindretal.

Der skal dannes en kritisk masse af folk med denne indstilling, som i fællesskab kan fremme progressive kulturelle forandringer, for eksempel ved at ændre børneopdragelsesmetoder og religiøs praksis samt gennem uddannelsesreformer. (Det sidste kapitel i ’The Central Liberal Truth’ indeholder detaljerede retningslinjer for kulturel forandring).

Det amerikanske eventyr i Irak er et oplagt eksempel på vanskelighederne ved at gennemtvinge demokrati i et samfund, der har en kulturel uvilje mod det, som det er tilfældet i alle arabiske lande. I mange af dem er over halvdelen af kvinderne analfabeter.

I sådanne samfund vil udefrakommende forsøg på at skabe forandring ofte blive mødt med modstand og kaldt kulturimperialisme.

Multikulturalisme bygger på et svagt grundlag, nemlig kulturel relativisme, som er forestillingen om, at ingen kultur er bedre eller værre end andre, blot anderledes. Men multikulturalisme har en overvældende mængde beviser imod sig, hvilket jeg håber, denne Kronik gør klart.

Omkostningerne ved multikulturalisme – i form af splid, klassesammenstød og dalende tillid – vil sandsynligvis være enorme i det lange løb. Ikke alle kulturer er lige, når det handler om at skabe fremskridt, og der er ingen, der kan konkurrere med den nordiske kultur på det område.

Hvad angår indvandrere, bør de nordiske lande – og alle øvrige veludviklede demokratier – fremme deres integration i den nationale kultur i stedet for at vælge en mytisk, utopisk multikulturalisme. Og de bør sørge for, at de nordiske dyder, der har bragt dem så langt, ikke sygner hen på grund af efterladenhed og forsømmelse.

Politiken kronik

»Når kultur betyder noget«

Kulturens betydning for civilsamfund og social kapital

– af Jesper M. Rosenløv og Jens C. Cini, Nomos Tidsskrift 2004, pdf 42 sider

Sven Burmester om kulturens betydning for udvikling (det islamiske problem)

Apropos – kultur som betyder noget for shi’a’er

fa42a08a_7d18_43cb_93ef_59d60d11ba6f.hmedium.jpg

Mangfoldighed – den årlige Ashoura-fest, et vigtigt ritual i shi’a-islam. I modsætning til lignende udskejelser hos philippinske katolikker ved påsketid er dette mainstream, og en central del af denne trosretning. Hvad er værst: At en blogger trækker dette frem med slette, uanstændige motiver, eller at den slags forekommer i virkelighedens verden, og at der absolut ingen spørgsmålstegn stilles til at indehaverne af denne tro skal have ophold i Danmark? LFPC.

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

3 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Anders
Anders
16 years ago

Dette er egentlig et ganske interessant problem. For jeg ville ikke si at jeg er en relativist – jeg mener – det er noe som en kulturell rekkefølge. Men samtidig synes jeg også at målene som du nevner, særlig individbeskyttelse, talefrihed er ekstremt vestlig orienterte. Og på grunn av det er det etter min mening heller ikke noen vits i å måle dem, heller ikke hvis det er noen objektiv måte å gjøre det på. Men du har selvfølgelig rett i at velferd og velstand er mye mindre relative og nesten universelle verdier.

Anders
Anders
16 years ago

De nordiske lande Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige kalles verdensmestre i menneskelige fremskridt, men målene er naturligvis fullstendig kulturelt bestemt. Det er vi selv som vurderer våre egne kulturelle verdier, og “tilfeldigvis” er resultatet at vi liker våre egne kulturer best. Men når vi spør muslimer om hva de synest om våre vestlige samfunn, så får vi ofte et helt annet svar! Og det er nettopp det vi i Vesten er ikke bevisste om: at de Vestlige målene faktisk IKKE er universelle, at våre samfunn faktisk IKKE nødvendigvis skal være endepunket for menneskets utvikling, og at muslimer i Vesten… Read more »

3
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x