28
jan
Seneste opdatering: 17/11-11 kl. 1348
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Wilders er ikke  helt  alene. Til det mere kuriøse hører, at en åbenbart synsk norsk kulturamanuensis allerede  har fordømt  filmen. Så må vi hellere  fordømme Kari Vogt, uanset vi ikke  kender  hende. Bare for at være på  den sikre side. Det var Sveriges  presseombudskvinde Stenius jo også, da hun fordømte  JP tegningerne udenat have set dem. “Rejs  jer fordømmere  her på jorden………”

 “Nu står vi i en situation, hvor denne kultur betvivles, kritiseres, latterliggøres, udskiftes. Intelligentsiaen vrænger ad forestillingen om danskhed, gør grin med kulturkanonen, ømmer sig latterramte, når de hører ordet nationalisme, selv om netop nationalismen opbevarer denne kultur.

Værst sker det inden for det religiøse område. Den samme intelligentsia, politikere, journalister og muslimer, falder over hinandens fødder for at åbne op for en modkultur, der er radikalt modsat den nordiske. De bruger et instrument: grundloven. Ifølge grundloven, siger de, er der trosfrihed i Danmark, inkl. frihed for en tro som Islam. Det er nok, fordi de ikke har læst grundlovens paragraffer om trosfrihed. En sådan trosfrihed, der tillader modkulturer som islam, har vi nemlig ikke. Grundloven har en paragraf om trosfrihed. Men det er en betinget trosfrihed. Betingelsen er, at religionen er af en sådan beskaffenhed, at der ‘intet læres, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden’. Det står meget klart, at der intet må læres af den art. Hvis der i en moske læres om stening af kvinder, mistillid til demokratiet, foragt for anderledes troende, tilladelse til at slå dem ihjel osv., så må man sige, at moskeen ikke kan komme ind under den betingede religionsfrihed.

Politiken via Monokultur

VKO: Plus 13 mandater

nu blir Aukens  ven Olle Svenning  ked af det  igen  (“I dag förlorar hon [Pia]  makten”) Det gør den afgående  PM Nilsson også: “Meningslöst att vara svensk“. Sosse for og sosse bag, AB og Expressen har  samme  smag:

Højst aparte. Vi har lige haft valg. Men både vælgerne og politikerne har allerede skabt en helt ny politisk situation. En aktuel meningsmåling giver regeringen og Dansk Folkeparti et flertal på 13 mandater (Gallup/Berlingske Tidende). Det vil sige, at VKO nu alene har det samme forspring, som man ved valget havde sammen med Ny Alliance.

Pittelkow: Fogh tæt på en OM’er!

Prognose: Fordobling af indvandringen fra sydlige Middelhavslande de næste 10 år

Dette er hvad the EuroMediterranean Centre for Research on Immigration, Carim, hørende under Europakommissionen, forudser:

 The immigration from southern Mediterranean countries is growing and in the next ten years it is destined to double: from Algeria, Morocco, Egypt, Lebanon, Palestinian Territories, Tunisia and Turkey, between 20 million and 30 million people will migrate, with the authorisation of their countries of origin which consider the exodus abroad an investment, as well as a way to reduce unemployment. ( MIGRATION FLOWS FROM THE SOUTH TO DOUBLE IN 10 YEARS, REPORT ) (via Gates of Vienna )

Hvor mange af disse indvandrere, som formentlig kun udgør et officielt minimum, med måske langt større mørketal, bliver screenet for jihadiske sympatier? For demokratisk sindelag? For holdning til ytringsfriheden? Hvad bliver de oprindelige europæeres muligheder for at udvise dem der af sikkerhedmæssige og økonomiske grunde udgør en belastning? Vil de oprindelige europæere overhovedet blive spurgt om hvad de mener? (LFPC)

»Selv om man offentligt stigmatiseres, kan man i sidste ende få ret«

Kronik: Stridsmanden Søren Krarup
Af Kasper Støvring, forfatter. ph.d-stipendiat, København

Søren Krarup fyldte i sidste måned 70 år. I den forbindelse blev han fejret med et omfattende festskrift, som ud over mit eget bidrag tæller andre 18 bidrag.

Og der er god grund til at fejre forfatteren, polemikeren og folketingspolitikeren Krarup – men også til at kaste et mere kritisk blik på visse sider af stridsmandens virke.

En af Krarups væsentligste fortjenester har været at bringe intensitet ind i samfundsdebatten. Det offentlige rum står altid i fare for at blive lukket af i en falsk konsensus, hvor reelle modsætninger udviskes i misforstået respekt for det, der hedder den anstændige tone. Men lidenskabelige polemikere som Krarup holder rummet åben. Det sker på flere måder.

For det første taler Krarup altid klart. Her er der ingen uld i mund. Det betyder, at vi ved, hvad han står for. Så kan man derefter tage stilling til ham, for og imod.

For det andet er der med Krarups indsats opstået nogle konfrontationer, som er vigtige for demokratiets levedygtighed. Krarup er med til at engagere folk og dermed ophæve den politikerlede, der kommer af, at folk ikke ved, hvad politikerne står for. Politikere har ofte en tendens til at mene det samme. De flokkes om en lille, indsnævret plads på midten af det politiske spektrum. Afvigere forkastes følgelig som ”ekstreme”. Men typer som Krarup viser med deres personlighed, at der stadig er vigtige forskelle i det politiske liv.

Alle har en mening om Krarup og de holdninger, han står for, vækker genklang i brede dele af befolkningen. De har bare ikke været repræsenteret på Christiansborg. I hvert fald ikke så klart. Af samme grund har politikerne fra centrum-venstre i dag sværere ved på arrogant vis at at se ned på de såkaldte ikke-stuerene. Søren Krarup har tildelt moralisterne en lige højre midt i mellemgulvet, og de har svært ved at komme sig igen.

For det tredje er debatten med Krarups indsats blevet mere interessant, alvorlig og afgørende. Politik betyder pludselig noget igen for almindelige mennesker. Nu debatterer vi de store, afgørende perspektiver. F.eks. hvilket samfund vi ønsker. Vil vi have et polariseret multikulturelt samfund eller et tillidssamfund med en national kernekultur?

Samfundsdebatten forstener ikke i økonomi og jura eller bliver på anden vis afpolitiseret. Man kan bare tænke på, hvordan situationen var, før vi fik den befriende åbning af debatten, som Krarup var med til at forberede. I 1990’erne blev vi ofte belært af eksperterne eller ”smagsdommerne”. Der var meget, vi ikke kunne eller måtte diskutere, og der var meget, vi ikke kunne gøre noget ved, fik vi at vide. Indvandringen, f.eks. Vi kunne lige så godt resignere. Men eliten tog fejl, og nu er den enormt forbitret på Krarup og konsorter.

Hvad der engang er blevet sagt om en anden indflydelsesrig forfatter i dette land, nemlig Villy Sørensen, kunne man i en vis forstand også sige om Krarup: at han er et énmandsuniversitet. Villy Sørensen var den udenforstående forfatter, man skulle gå til, hvis man ville have en anden og bredere viden end den tørre fagfilosofi, der blev doceret på universitetet. På samme måde var det Krarups bøger, man skulle læse, hvis man ville vide noget om konservatismen og det nationale. Det var der jo ingen, der beskæftigede sig med på det politisk set meget konforme universitet.

Jeg taler med vilje i datid. For i dag er konsensus ved at blive brudt. Krarups stædige virke igennem mange år er én forklaring. Systemskiftet i 2001, som Krarup kalder det, er en anden. Vendingen mod en mere konservativ og national agenda i andre vestlige lande er en tredje forklaring på opbruddet. Det har også herhjemme medført en frisættelse af flere forskellige, ikke kun venstreorienterede, positioner. Ligesom Villy Sørensen var Krarup også en intellektuel i ordets bedste forstand. Det vil sige en original forfatter med stor redelighed og integritet og ikke mindst med et stort mod og en stærk vilje til at tale det etablerede system midt imod. Krarup har altid taget problemer op, som mange af politisk korrekthed har ladet ligge. Som det sømmer sig for en fri forfatter, var han netop i stand til praktisere en kritik fra en position uden for de etablerede institutioner som universitetet og medierne.

Igen vælger jeg bevidst at skrive i datid. For man kan sige, at i og med at Krarup er blevet folketingspolitiker for Dansk Folkeparti, er han ikke længere den samme frie forfatter. Han har været nødt til at underlægge sig partiets linje på afgørende områder. Det gør han vel af taktiske årsager, for nogle temaer er vigtigere end andre. Udlændingepolitikken er f.eks. vigtigere end velfærdspolitikken.

Men Krarup har faktisk altid været en skarp kritiker af velfærdsstaten, som Dansk Folkeparti jo forsvarer. Krarup kritiserer i sine bøger velfærdsstaten i form af en slags behandlerstat. Det er en stat, der tager friheden og ansvaret fra den enkelte, der skal opdrages til at blive en god, åben og harmonisk demokrat. Det skal ske ved hjælp af en statslig terapi, der bygger på særlige progressive værdier. Hvis man er konservativ og national, er man ifølge den progressive velfærdsideologi et dårligt eller endda et sygt menneske, der skal behandles.

Det skriver Krarup i en af sine bedste bøger, nemlig ”Demokratisme” fra 1968. Den konservative kamp for det nationale er samtidig en kamp imod den progressive behandlerstat. Men det perspektiv synes at være forsvundet, efter Krarup er blevet politiker for Dansk Folkeparti.

Krarup er ofte blevet karakteriseret som en nationalkonservativ forfatter. Det er der også meget om. Men det er alligevel mere præcist at kalde ham en kristen forfatter.

Nationen er for ham et folkeligt, kulturelt fællesskab, der bygger på en lang tradition, på fælles sprog og især på den protestantiske kristendom. Nationen er et historisk fællesskab, der er vokset frem nedefra. Deraf kommer også Krarups kritik af eliten, der udgør en trussel, fordi den vil skabe et kunstigt, ideologisk fællesskab som f.eks. EU. Det skal så gennemtvinges fra oven.

Jeg er langt hen ad vejen enig i Krarups konservatisme, der ønsker at bevare den nationale sammenhængskraft. Men min uenighed går på, at religionen ikke er dét ene afgørende element i nationen, som den er for Krarup. En af hans bøger hedder netop ”Kristendom og danskhed”, altså kristendom først.

Men danskerne er i høj grad kulturkristne, og kun to pct. af befolkningen går jævnligt i kirke. Alligevel er danskerne meget nationale og tæt forbundne. Her vil jeg mene, at tiden i en vis grad er løbet fra Krarups oprindelige udgangspunkt, og derfor risikerer hans kristne idé om det nationale at stivne i en slags ideologi.

Men den nationale kultur, som religionen rigtig nok er en vigtig del af, er en levende størrelse, der forandrer sig over tid. Ganske vist kun meget langsomt og hele tiden med nogle faste komponenter som religionen. For Danmarks vedkommende altså protestantismen.

Med forholdet mellem forandring og identitet er der også sagt noget væsentligt om Krarup som forfatter. Kontinuiteten og konsekvensen i hans forfatterskab er forbilledlig, og her ligner han igen Villy Sørensen. Han fører sit anliggende til ende og har hele tiden sig selv med. Kritisk kan man selvfølgelig sige, at horisonten er lidt snæver. Det er de samme temaer og forfattere, der behandles igen og igen.

Og for at blive i det kritiske: Man kunne mene, at Krarup ikke altid er lige god til at opdage sine potentielle venner. At der er forfattere, der – skønt de måske er erklæret progressive – har en stærk kulturkonservativ åre. Villy Sørensen er en sådan forfatter, som Krarup faktisk tager livtag med i den nævnte bog om demokratismen.

At Krarup har været blind for visse åndelige slægtskaber kommer måske af hans særlige karakter, af hans temperament som stridsmand. Men måske har han også følt sig forfulgt efter i mange år at have taget imod så mange slag, også mange under bæltestedet – dog uden at være blevet slået ud.

Men igen har denne negative bagside af kompromisløsheden også en positiv forside: Krarups civile courage kan virke personligt animerende. Det nytter noget at engagere sig. Selv om man i mange år offentligt stigmatiseres, kan man i sidste ende få ret. For bare få år siden var alle uenige med ”den sorte præst fra Seem”, i hvert fald officielt. I dag mener langt de fleste omtrent det samme, som Krarup altid har ment.

(Forlaget Lysias udgav i 2007 ”Jorden tro. Festskrift til Søren Krarup”. Redigeret af Morten Uhrskov Jensen).

Kronik: Jyllands Posten   (foto Snaphanen)

krarup_33.jpg

Kom frem, I forfattere der tør og ikke tier!

I en modig kronik har Pia Kjærsgaard påvist den hykleriske holdning omkring islamismen og dens undertrykkelse af ytringsfriheden. Hvor er de danske forfattere i dette spørgsmål?

Af Sven Hakon Rossel – Professor i skandinavisk litteratur
Wiens Universitet

I en præcis, saglig og ikke mindst modig kronik i Berlingske Tidende 13. januar har formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, påvist den hykleriske holdning omkring islamismen og dens undertrykkelse af ytringsfriheden.

Dette hykleri dokumenterer hun med en række eksempler lige fra dødsdommen over Salman Rushdie i 1988, mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 frem til Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten i september 2005. Disse afstedkom som bekendt dødstrusler mod tegnerne og deres familier, afbrænding af de danske ambassader i Damaskus og Beirut og overfald på Arla-ansatte. Pia Kjærsgaard udtrykte endvidere sin undren over, at de kunstnere – internationale og danske – der ikke holder sig tilbage, når det gælder om at latterliggøre og tilsmudse vor kristne værdier, ikke tager til genmæle mod disse voldelige overgreb, da alle sker i Profetens navn.

Og der er virkelig grund til at undre sig ikke mindst over danske forfatteres og intellektuelles holdning – eller manglende holdning – over for den militante islamismes overgreb på menneskerettighederne. I december 2005 udsendte 12 forfattere, bl.a. de to mundrappe men kunstnerisk mindre betydelige Carsten Jensen og Hanne-Vibeke Holst, tværtimod en udtalelse, hvor regeringen blev beskyldt for et medansvar for den »stigende intolerance over for landets etniske minoriteter«. Denne beskyldning blev i sin groteske forvridning af kendsgerningerne kun overgået af endnu en erklæring af de samme forfattere i januar 2006 med bl.a. formuleringen »tavshed er farlig for demokratiet« og det siger sig selv, at faren ikke mindst kommer fra Dansk Folkeparti!

Hermed skød de samme forfattere faktisk sig selv i foden og diskvalificerede sig. For alle tænkende mennesker er det jo netop pga. deres udøvelse af ytringsfriheden, at Rushdie forfølges, van Gogh myrdes og Jyllands-Posten udsættes for de ubeherskede angreb, der fortsat rettes mod avisen.

Hvorfor tør ingen dansk forfatter kritisere sharia-lovgivningen, drabene på kristne i Tyrkiet, steningen af homoseksuelle i Arabien, henrettelsen af mindreårige i Iran og islams kvindeundertrykkelse? Michel Houellebecq og filosofferne André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i Frankrig, Martin Amis og Ian McEwan i England, Hans Magnus Enzensberger i Tyskland og Lars Gustafsson i Sverige gør det.

Det er beskæmmende i Berlingske Tidende 21. december at læse et interview af Michael Jannerup Andersen med Stig Dalager, en af de 12 forfattere, netop om denne fejhed, og blive vidne til, hvordan samme Dalager går uden om problemet som katten om den varme grød. Hans ynkelige forvar for ikke at ville kritisere den fundamentalistiske islamisme lyder, at det først og fremmest gælder om at fokusere »på tilstandene i Danmark«.

Jamen, hvilke forkastelige tilstande hentyder Dalager til? Han kan da ikke mene, at vi har udemokratiske tilstande herhjemme mens frihed og demokrati blomstrer i Saudi-Arabien? Eller det mener han måske? Eller repræsenterer han den fejhed, som forfatteren Preben Major Sørensen, der ligeledes interviewes af Jannerup Andersen, peger på, og som han i hvert fald ikke selv ligger under for: »Hvis man kigger mine bøger igennem, vil man kunne se, at jeg er fuld af hån over for den islamistiske galskab.«

Også vores store lyriker Henrik Nordbrandt har råbt vagt i gevær og i øvrigt forsvaret Muhammed-tegningerne, og ellers er det vel især forfatteren Ole Hyltoft, der ufortrødent tør, hvor andre tier! Men disse forfattere betegnes gerne efter venstrefløjens demagogiske opskrift som højrefløjsekstremister, hvilket vrøvlehovedet Anita Bay Bundegaard forsøger i Politiken 22. december samtidigt med, at hun beskylder Berlingske Tidende for »at kaste skam over danske forfattere, som ikke tager et opgør med islamismen«. Hus forbi, Anita!

Det er denne holdning – ofte ledsaget både af sympati for palæstinensiske terrorister og ubeherskede angreb på den demokratiske stat Israel – som fx Enzensberger i Tyskland ikke er ene om at protesterer imod. Også forfatteren Ralph Giordano, der har vendt sig mod planlagte byggerier af »giga-moskeer« i tyske byer, da disse udgør en krigserklæring mod vor kultur, og den kendte tidligere venstreaktivist, journalisten Günther Wallraff, er gået på barrikaderne. Wallraff vakte opsigt og blev genstand for hadske angreb inkl. dødstrusler fra islamistisk side, da han sidste sommer tilbød at læse Rushdies Sataniske vers op i en moske i Köln. Kan man overhovedet forestille sig Carsten Jensen, Stig Dalager eller Hanne-Vibeke Holst foreslå noget lignende? Nej, vel!

Man må give Pia Kjærsgaard ret i hendes vurdering og samtidigt skamme sig dybt.

Berlingske Tidende

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • 2008

    Fuldstændig usædvanlig kronik af professor Sven Hakon Rossel.

  • Hæder til Rossel ! (og Støvring, ikke at forglemme, Sørensen er også en af mine gamle husguder)

    Ak ja, de kunstnere. Jeg har forgæves prøvet at indføre det gode, svenske ord “artister” for “mindre kunstnere”. Når der nu er så mange af dem.

    Nu er jeg en halvgammel, halvsur, hvid mand, så jeg læser – i erkendelsen af at jeg alligevel ikke når at læse hele verdenslitteraturen – ikke megen fiktion, og da slet ikke Carsten Jensen og HV Holst. Det sker, jeg læser en gammel “roman”, jeg ved er god. Hvis den er tynd !

    Apropos Jensen (som jeg altså ikke har læst) så fik hans seneste murstens-bog – vor tids “store danske roman” – de nok dårligste anmeldelser i Danmark, jeg har set i flere år. (Jeg tilbød her at han måtte låne min søfartsbog, men han henvendte sig aldrig. En uge i Beirut er ellers noget andet end et år i Marstal.)

    – Det er derfor interessant at de svenske mediers selektive virkelighed, også på dette punkt. Der synes kun at eksistere et par håndfulde danske forfattere i svenske litteraters bevidsthed. Brøgger, Jensen, Holst, Rifbjerg og få andre. Med andre ord – lyserøde nationsfornægtere.

    Historisk: Kierkegaard fylder heller ikke meget derovre. Men han var jo også en satan, og så var han “antidemokrat”.

    Men…som de dog elsker Jensen, jøsses !:

    *****************************************************
    Carsten Jensen
    Nerikes Allehanda – 1 timme sedan
    Man är ganska matt när man plöjt igenom Carsten Jensens 700 sidor långa bok “Vi, de drunknade”. Matt och lycklig! För en så här genomarbetad och oavbrutet …
    Danska havshjältar Dagens Nyheter
    Släktkrönikan blev succé Svenska Dagbladet
    alla 15 relaterade »

    Dagens Nyheter – 20 timmar sedan
    Den danske författaren Carsten Jensen har skrivit en fascinerande sjöroman om fiskarsamhället Marstal, där han växte upp. “Ingen kan slåss efter en fika och …

    Sydsvenskan Till sjöss med Carsten Jensen
    Sydsvenskan – 12 jan 2008
    Carsten Jensen är ett av Danmarks stora författarnamn. Nu kommer hans prisbelönta sjuhundrasidiga epos ”Vi, de drunknade” på svenska. …

    Sydsvenskan Jungman Jensen vågar
    Sydsvenskan – 11 jan 2008
    Förutom Homeros har Carsten Jensen i princip använt världslitteraturens alla maritima storheter som källor: Joseph Conrad, Robert Louis Stevenson, …

    Dagens Nyheter På stans torsdagstips
    Dagens Nyheter – 24 jan 2008
    Författaren och journalisten Carsten Jensen samtalar med Sigrid Combüchen Kulturhuset. På stan ger tre torsdagstips. Maria Friberg har fotograferat män som …

    Jensen, Carsten: “Vi, de drunknade”
    Kristianstadsbladet – 8 jan 2008
    Efter att rest och skrivit om världen har danske Carsten Jensen återvänt till sina rötter, och till den lilla byn Marstal på Ærø. Resultatet är en …

    ***************************************

    og så videre, ad librium og nauseam:

    http://news.google.com/news?hl=sv&ned=&q=carsten+jensen&btnG=S%C3%B6k+ nyheter

  • Janne

    Tak til Rossel, men han glemmer at nævne Rifbjerg, Troels Kløvedal, Mette Winge, Ib Michael, Suzanne Brøgger og mange andre gamle bedagede forfattere ved navn. Forfattere der mangler kontakt til den faktiske verden vi andre befinder os i. De burde på virkelighedskursus før de blander sig i den offentlige debat.

    Dalager får til gengæld godt nok en på go’da’en.

    “Stig Dalager, en af de 12 forfattere, netop om denne fejhed, og blive vidne til, hvordan samme Dalager går uden om problemet som katten om den varme grød. Hans ynkelige forvar for ikke at ville kritisere den fundamentalistiske islamisme lyder, at det først og fremmest gælder om at fokusere »på tilstandene i Danmark«.”

    Skulle vi så også glemme alverdens hungersnød, bare fordi der ikke er hungersnød i Danmark? Eller glemme vold mod børn i Skive, fordi der muligvis er mere vold mod børn i København? Eller glemme kønslemlæstelse bare fordi det mest forekommer i muslimske lande? Eller glemme tvangsægteskaber bare fordi de mest forekommer i muslimske og afrikanske lande? Eller glemme miljøet, bare fordi der er flest miljøproblemer f.eks. i Kina og USA?

    Go’da’ mand økseskaft.

    Hvordan kan ellers så intelligente forfattere være så torske dumme og provinsielle, når det handler om virkeligheden? De burde blive ved deres fag, nemlig at skrive bøger. Deres naivitet og osteklokke mentalitet er jo nærmest til skade for os andre og for vores samfund.

  • polinos

    -> Steen!

    Du skal ikke være ked af (hvad du jo altså heller ikke er) at du ikke har læst det seneste par litterære udskillelser af Carsten Jensen.
    Jeg har desperat forsøgt at kæmpe mig gennem “De druknede og de frelste”, men efter de førte 300 sider måtte jeg erkende, at jeg hørte til de druknede – omkomne i flommen af ord, og opgav ævred.
    Det mest interessante var dog, at bogen afslører en særegen splittelse hos Carsten Jensen: En tilbagevenden til familiens rødder, og dermed en ret u-progressiv trang til at høre til.
    Til gengæld opstiller han en bizar teori om de søfarende danskere som ÆGTE “globalister” modstillet “bønderne”, der så angiveligt stod for de stygge impulser, der fører lige lukt ind i Dansk Folkepartis favn.
    Ikke alene er han en ringe stilist, en slags discount Melville, han er også en pinagtig dårlig sociolog. Men hvad andet kunne man vente sig?
    Nej, den sidste danske roman, jeg har gidet læse, der gjorde indtryk på mig – og den bør ingen snyde sig selv for – er Jungersens anderledes foruroligende og mangelagede “Undtagelsen”. Den giver oven i købet de retfærdige, progressive “gutmenschen” tørt på. En modig roman, der faktisk HANDLER om noget aktuelt. Den skulle du nu tage og læse, selv om den er næsten lige så tyk som Carsten Jensens.

  • Jeg droppede skønlitteratur da jeg var ca. 18, efter at have læst D.M. Thomas: “Det Hvide Hotel” som alle anmeldere elskede. Det var en gang ragelse.

    En undtagelse: Ringenes Herre (x 7 🙂

    Ellers står den på faglitteratur. Historie, religion, filosofi, politik, alt muligt spændende og brugbart. “Liberal Fascism” er det seneste dybt nyttige værk, jeg har kastet mig ud i. Fascistisk (totalitær) tankegang er meget udbredt – men heldigvis ikke ond i samme forstand som nazismen. Virkelig værd at vide.

  • Tolkien – du deler smag med Tøger 🙂 1200 sider – 30 gange (!) , påstår han. Man er vel ved at blive en Jeronimus, når man synes at Tolkiens liv er interessantere end hans bøger. Der findes en spændende film fra cirke 1972, hvor han og hans familie og venner medvirker – og en ung Dronning Margrethe.

    Jeg vil sige, hvis man går i en ordentlig skole, der lærer én at styre udenom dårlig skønlitteratur, kan man nu have glæde af den længe. Men uden et kompas, kan man lige så godt opgive og kaste sig over Alt for Damerne.

    Man kan prøve at læse Orwels essay, der handler om “good bad books” (Kipling. f.eks.), “bad, good books” (litterære ambitioner der fejler – det er nok den Thomas, du har læst, og Jensen, antagelig) – “bad, bad ” osv. Måske er der håb…………………….men min boghylde er ikke fuld af skønlitteratur. Jeg så at den gode forfatter Søren ulrik Thomsen også er blevet mere prosaisk, og skriver færre digte. Det går den vej, måske mod Haiku ?

    George Orwell: Good Bad Books

    http://www.orwell.ru/library/reviews/books/english/e_books

  • JensH

    @Henrik Ræder Clausen

    Som talt ud af min mund. Jeg har også droppet skønlitteraturen, og læser udelukkende faglitteratur. Da jeg kom hjem fra arbejde idag lå der en seddel med ‘post til afhentning’, og jeg formoder det er Marc Steyns ‘America Alone’, som jeg bestilte for et par uger siden. Har du (eller andre herinde) læst den?? Jeg har ladet mig fortælle, at det skulle være temmelig uhyggelig læsning hvis man er Europæer.