29
jan
Seneste opdatering: 29/1-08 kl. 1503
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Statistikk er ikke alltid er like lett å tolke, og det blir ikke lettere når Statistisk sentralbyrå (SSB) har et ønske om å tone ned ett eller annet funn. Så synes det å være med årets navnestatistikk. For her fremkommer det at navnet Mohammad, i alle dens skrivevarianter, er det mest brukte guttenavnet i Oslo. Men navnet figurer knapt på SSBs tabeller, og i SSB presentasjoner er dette et funn som er alt annet enn enkelt å få øye på. Det påpekes heller at ”På landsbasis kommer Mohammad likevel ikke lengre opp enn en 53. plass”.

HRS: Det mest populære navnet i Oslo er Mohammad

Robert Spencer : »Kvindesag og utildækket kød «

en anden spritny Spencer: CBN, The Truth About Muhammad- Quran is a Fraud!

Hedegaard vs. Engelbreth på P1

Lyt til programmet

Først et par disclaimers: Jeg er medlem af Trykkefrihedsselskabet, og er i øvrigt i de fleste henseender på linje med Lars Hedegaard, som jeg betragter som en af vores største og mest klartseende kapaciteter på området islam. Dernæst må jeg sige, at det er mig umuligt at forholde mig strengt sagligt til Rune Engelbreth, fordi jeg har en stærk, men udokumenterbar, opfattelse af at han taler ud fra nogle ikke åbent fremlagte hensigter, som bl. a. for hans lyttere og læsere har den konsekvens, at ord i hans vokabularium ikke nødvendigvis betyder det samme som i almindeligt dansk; dernæst, at hans argumentation bygger på nogle få, monomant gentagede virkemidler: Opløsning af alle sandheder i meningsløs, postuleret pluralisme og bortrelativisering (pindehuggeri og fluekopulation som kunstart), ekstremt populistiske opstillinger af moralsk ækvivalens, og usædvanligt skingre, hadefulde ad-hominem-angreb som står i besynderlig kontrast til den “humanisme” han ynder at smykke sig med. Med Engelbreth får jeg altid en oplevelse af at emnets substans glider væk i det uendelige, og – dette er så min udokumenterbare fornemmelse – at dette netop er meningen.

Eksempelvis tror jeg, men kan ikke dokumentere, at de vulgærpopulistiske argumenter han bruger til at postulere islams pluralitet ligger adskillige niveauer under hans intelligens. Jeg, som ikke på nogen måde har nogen dybtgående viden om emnet, kender fra diverse debatter på nettet og i aviserne det pauvre arsenal af dårlige klicheer som apologeterne benytter sig af. Jeg må sige, at Engelbreth ikke hævede sig over den generelle standard for disse debatter. At hævde, stik imod alle kendsgerninger, at muslimer selv skaber islam (hvorved skellet mellem ‘islam’ og ‘muslimer’ udviskes, en manglende skelnen som Hedegaard også gjorde opmærksom på) gør enhver diskussion om islam meningsløs. I tilgift skøjter dette postulat hen over fænomener som fiqh, lovskoler, af hvilke sunni-islam har fire, og som alle har nogle ufravigelige dogmer som den enkelte ikke sådan lige kan vælge og vrage fra.

DR_FV2005_250105_Minoritet_Gudstjenestedemo.jpg

[Billedet (sakset fra Uriasposten): Den tv-transmitterede julegudstjeneste 1997 afbrydes af bl. a. Rune Engelbreth Larsen. Nogle minoriteter er mere lige end andre]

Jeg ved ikke hvilken lovskole Asmaa Abdol-Hamid tilhører, kun at der ikke er frit valg på alle hylder mht. tolerance over for f. eks. homoseksuelle, eller om hvorvidt sharia er endemålet. Dette sidste fastholder alle fire fiqh. Problemet med Abdol-Hamid er nok mediernes manglende lyst til at stille kritiske spørgsmål nu om dage – hun kommer med nogle kønne bedyringer om tolerance, men hvordan harmonerer dette med hendes opbakning til den rabiate al-Qaradawi, manden som fastholder aflivning af homoseksuelle? Mener hun at målet ikke på sigt er sharia i Danmark? Skal pluralisme og sekulært demokrati fastholdes, selv hvis muslimerne ved livmødrenes hjælp skulle komme i flertal? Hvordan harmonerer hendes tolerance med hendes deltagelse i en antijødisk demonstration i 2006 i selskab med Hizbollah-sympatisører? Engelbreth valgte i programmet her at forlade sig på en aktion mod Saudi-Arabiens dom på 200 piskeslag til en kvinde, som Abdol-Hamid havde deltaget i, at se hende som repræsentant for en moderat islam (hver kvinde sin fiqh, Engelbreth?).

Denne afgrundsdybe naivitet, og den besynderlige påstand om en mild, godartet, yndefuld (humanistisk?) sharia som skulle eksistere et eller andet ukendt sted i verden – Cloud Cuckoo Land? – tvinger mig til at afrunde kommentaren for denne deltagers vedkommende. Beklager, jeg kan ikke sige mere, når jeg, uden at kunne dokumentere det, så må konkludere at Engelbreth, med Hedegaards ord, “manipulerer”.

Hedegaard havde selvfølgelig al den saglighed som hans modpart savnede, men virkede desværre lettere groggy og usikker. Måske Engelbreth udsendte nogle særlige stråler fra frontallappen som satte ham i stand til at kontrollere situationen bedre, eller måske var Hedegaard bare bange for at Rune ville trække det berømte “sværd” op fra tasken. Jeg synes også at Hedegaard har en tendens til at distancere sig lidt vel rigeligt fra fremlægning af kristen teologi – nu ved vi vist alle godt at han er ateist. Mere villighed til at kontrastere islam til kristendommen kunne gøre underværker, når nu håbløse forsøg på at opstille moralsk ækvivalens (den deskriptive, ikke efterlevede vold i Gamle Testamente, kontra den præskriptive, forbilledlige samme i Koranen, f. eks.) er så sikre som had mod vantro i moskeen. Jeg må tilstå at jeg ikke er nogen speciel ynder af dette debatmedium, fordi der er så mange variable som spiller ind, netop omkring radiokarisma, hvem der afbryder hvem, og hvordan værten interagerer, samt tidsbegrænsningen. (LFPC)

Svensk symbolik

Sedan de religiösa symbolerna tagits bort från altaret gick gudstjänstbesökarna ut och stängde dörren bakom sig. I samma stund upphörde Metodistkyrkan att vara en kyrka. Gävle islamiska center har köpt fastigheten på Söder med kyrkosal, lägenheter och kontor för 5 miljoner kronor. 
Invigning till ramadan
Innan den före detta kyrkan kan börja användas som moskÈ ska lokalerna renoveras och byggas om. Islamiska centret hoppas att moskÈn ska kunna invigas lagom till den muslimska fastemånaden ramadan i september.

Tårfylld avslutning när kyrkan blir moské

 »Højre-hook til islamforsker«

 Bloggeren Kim Møller skrev et universitetsspeciale, som sætter kritisk lys på islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen. Det gav en dårlig karakter – men nu slår han igen og udgiver specialet som bog.

Af Bent Blüdnikow 

Da Journalistforbundets blad, »Journalisten«, i denne måned offentliggjorde en liste over Danmarks mest magtfulde mediepersoner, var bloggeren Kim Møller nr. 217. Det lyder måske ikke så imponerende, men til gengæld er han den eneste »rene« blogger på listen, og hans blog, Uriasposten.net, bliver daglig læst af ca. 2.300 læsere.

Det er Danmarks mest læste politiske blog, og med udgangspunkt i kras nationalkonservatisme kritiserer han multikulturalister, islamister og ikke mindst udsendelser i Danmarks Radio.

Det er nu ikke i hans egenskab af blogger, at Berlingske Tidende har opsøgt Kim Møller i Århus, men fordi han netop har udgivet en bog om islamforskning i Danmark, »Vejen til Damaskus. Dansk islamforskning 1885-2005«. Internationalt er der opbrud i udforskningen af islam, og senest har islamforskere i to bøger debatteret islamforskningen. Det er Robert Irwin i bogen »Af begær efter viden« (2008) og Ibn Warraqs netop udgivne »Defending The West: A Critique of Edward Said’s Orientalism«.

Begge forfattere retter en skarp kritik mod den palæstinensiske professor Edward Said, der i godt 30 år satte sit tydelige fodaftryk på vestlige universiteter med sin påstand om, at vestlige forskere så på Orienten med arrogante, imperialistiske øjne. Said snød – ifølge forfatterne – på vægten og manipulerede sin forskning for at få dén pointe hjem, at Mellemøstens folk var stakkels ofre for vestlige forskere og vestlig imperialisme.

Kim Møller forsøger med sin bog at placere denne debat midt i det danske spinatbed. Han gennemgår i sin bog »Vejen til Damaskus. Dansk islamforskning 1885-2005« en række af de kendte danske islamforskere, men slår en aktuel krølle med Jørgen Bæk Simonsen, der er lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet. I debatten om den radikale islams udfordring til Europa har Jørgen Bæk Simonsen været en af de centraler skikkelser herhjemme. Jørgen Bæk Simonsen er tidligere leder af det danske kulturhus i Damaskus, og han betragtes af mange som en forsvarer af islam, som da han f.eks. fordømte Jyllands-Postens offentliggørelse af en række tegninger af Muhammed.

Kim Møller indleverede i 2006 et historisk speciale til Aarhus Universitet, hvor han satte sig for at beskrive udviklingen i dansk islamforskning. Han syntes selv, at han havde skrevet en fremragende opgave, men historiespecialet gav ham kun karakteren syv, og mellem linjerne i bedømmelsen stod, mener Kim Møller, at han ikke kunne tillade sig at kritisere lektor Simonsen.

Hvad mener du med ’mellem linjerne’?

»Da jeg klagede over karakteren, skrev min vejleder og censor lige ud, at de ikke kunne acceptere min efter – deres mening – »markante og dog ikke-ekspliciteret, politiske stillingtagen i vor samtids diskussion om islam«. Altså kort sagt, så var de politisk uenige, men jeg havde jo blot fagkritisk sat lys på de forskellige forskeres ideologiske grundholdninger, ikke kun Jørgen Bæk Simonsens. Det bør studerende jo altid gøre, men lige netop i forhold til den nyere danske islamforskning var det altså ikke tilladt at gå historiografisk til værks. Edward Saids kritik af den vestlige islamforskning var tilsyneladende en ufravigelig præmis.«

Hvad var du så kritisk over for i Jørgen Bæk Simonsens forskning?

»Jeg ser en dygtig forsker, der tilretter sine konklusioner efter den standende politiske debat. Han nedtoner islams og Koranens betydning, og i stedet for at definere islam og Koranens indhold betragter han islam med herboende muslimers selvforståelse, altså som et fænomen, man ikke kan sige noget sammenfattende om.«

Men kan islam ikke udlægges på mange forskellige måder?

»Alle religioner er ikke ens, og eftersom muslimer betragter Koranen som Guds hellige tekst, er det selvfølgelig væsentligt at fastslå, hvad der er essensen i islam og i Koranen. Ikke alt kan reduceres til subjektiv fortolkning. Muhammed var ikke blot stifter af en religion, men også hærfører og politisk ideolog. I en tid med utallige terrorsager nedtones i Jørgen Bæk Simonsens nyere forfatterskab det militante aspekt, og jihad bliver til noget med sproglig overtalelse og ikke til hellig krig.«

Der står sikkert grufulde ting i Koranen, men det gør der jo også i Det gamle Testamente, og nogle jøder anser jo også det skrift for at være givet af Gud?

»Det er rigtigt, men Koranen er i langt højere grad en krigsmanual, der opfordrer til mord på f.eks. jøder. I Koranen går Muhammed ind for at myrde Medinas jøder, og Koranen har vital betydning for muslimers praksis. Det er ikke noget tilfælde, at hadsk propaganda mod jøder florerer blandt muslimer den dag i dag, og at de kan hente retorisk inspiration i Koranen.«

I Det Gamle Testamente myrdes der også vantro og der findes barbariske straffe, så er det så meget bedre?

»Der er en gradsforskel, mener jeg, og man må også huske på, at jøderne har været underkuet i 2.000 år, hvorimod muslimerne stort set altid har været dominerende. Behovet for moderation har ganske enkelt ikke været til stede i samme grad som hos jøderne.«

Kan den skarpe kritik ikke krænke muslimer?

»Jeg kritiserer ikke muslimer, men islam og Koranen. Det frygtelige er, at store grupper af muslimer tager Koranen bogstavelig, og vi ser i mange dele af verden, fra Sudan til Indonesien, store grupper af muslimer, der anvender vold mod såkaldte vantro og bruger Koranen som legitimering. Det må man da tage alvorligt.«

På den anden side kan disse mennesker måske modereres?

»Så længe Koranen betragtes som Guds ord i endelig form og Muhammed som det perfekte menneske, så tror jeg, at det vil tage meget lang tid, før vi kan håbe på en moderat form for islam. Måske 1.000 år. Et civilisationshistorisk skel er ikke noget, der forsvinder ved ikke at berøre grænsefladerne. Det ville man i andre sammenhænge kalde for kapitulation.«

Kan debatten støde de moderate fra os, sådan som Uffe Ellemann-Jensen og andre siger?

»Vi kan ikke i denne fundamentale debat tage hensyn til krænkede følelser. Vi må står fast på vore grundværdier og se de antidemokratiske kræfter lige i øjenene. Der har bredt sig en følelse af afmagt kombineret med intellektuel afsky for vore egne vestlige samfund. I stedet for videnskabeligt at beskrive islam forsøger Jørgen Bæk Simonsen i bedste Said-ånd at gøre islam og Koranen spiselig for Vesten og neddæmpe dens indhold. Det er ikke videnskab, det er politik. Jeg forstår ikke Uffe Ellemann-Jensen, men han er desværre ikke den eneste. som ud fra misforstået hensyn til muslimerne reelt gør islam immun over for kritik. Han gør efter min mening vold mod egne idealer.«

Du mener, at danske islamforskere generelt ikke tør gå kritisk til islam og Koranen. Men bliver det ikke ophævet af mediernes kritiske holdning?

»Det er en misforståelse at tro, at medierne går kritisk til islam. Imamer, der går ind for stening, beskrives som moderate, andre, der sympatiserer med terrorister, beskrives som personer, der understøtter integrationen. Proportionerne er gået fløjten, og politiserende forskere har i høj grad et medansvar.«

Berlingske Tidende

molle.jpg

Foto © Snaphanen

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • 2008

    Angående Rune Engelbreth Larsen

    humanisme=satanisme

    Rune Engelbreth Larsen opererede i mange år som satanist, indtil han fandt ud af, at det var mere spiseligt at kalde sig humanist, hvis han skulle skrive i Politiken.

    Omvendingen af begreberne, som Rune Engelbreth Larsen gør brug af, er den samme, som islamisterne benytter.

    Når islamisterne siger dialog, mener de monolog. Når islamisterne siger fred, mener de underkastelse. Og når islamisterne taler om tolerance, mener de respekt.

    Når Rune Engelbreth Larsen taler om pluralisme, mener han et samfund, hvor alle danske (kristne og sekulære) værdier er brudt sammen.

    Det er udmærket beskrevet i en fin artikel i Weekendavisen om Rune Engelbreth Larsen skrevet af journalist Poul Pilgaard Johnsen.

  • “Det er udmærket beskrevet i en fin artikel i Weekendavisen om Rune Engelbreth Larsen skrevet af journalist Poul Pilgaard Johnsen.”

    Ja, det var den hvor hans forhold til Neutsky Wullf blev beskrevet, så man troede det var løgn.

  • Lars Findsen På Crack (islamofob)

    Mange af WAs oplysninger kom vist fra Johan Hermann Rumps nu klassiske artikel “Bibelforfalskningen og tidsskriftet Faklen”, som ikke ser ud til at være online p.t. Der er dog et længere uddrag her:

    http://www.uriasposten.net/?p=3864

    Reality check: Den mand som hævder islams endeløse pluralisme, har siddet i parti med Abdul Wahid Pedersen, imamen som står for den hardline shariatolkning som Engelbreth ellers nedtoner, bl. a. indbefattende stening.

  • Lars Findsen På Crack (islamofob)

    Prøv at se hvad Abdul Wahid Pedersen skriver om stening:

    “I det nordlige Nigeria har befolkningerne ved flertalsbeslutninger valgt at indføre islamisk lovgivning, og det er jo derfor noget, som resten af verden må tage til følge. Som jeg læser dit spørgsmål, fornemmer jeg, at du helst så, at muslimer verden over vil bebrejde de nigerianske beslutningstagere, at de har valgt denne vej.

    Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme.

    De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik, vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer, og ville dermed have stillet os selv udenfor Islam.

    Det får du naturligvis ikke nogen muslim til at gøre”.

    Stening står ikke til diskussion

    http://www.religion.dk/artikel/188025:Spoerg-om-islam–Stening-staar-ik ke-til-diskussion

    Hvordan harmonerer den fhv. Minoritetspartimands ord med den udokumenterede feelgood-pluralisme vedrørende sharia som Engelbreth eller postulerede i P1? Det venligste spin man kan anlægge ville vel være, at ud af denne pluralitet står eks-narkodømte Wahid for lige præcis en drakonisk tolkning. Pudsigt, ikke? Eller vidste Engelbreth intet om dette? Hvordan kan to fremtrædende medlemmer af Minoritetspartiet have så diametralt modsatte opfattelser af sharialovgivningens uforanderlighed? Enten har kommunikationen internt i det mikroskopiske ‘parti’ været katastrofalt ringe, og Engelbreth er blevet fejlinformeret om sharia fra anden side, uden at dette afgørende forhold er blevet drøftet, eller også ser det da ud til at der er lusk med i spillet.

  • Engelbreth slår bla. i programmet på det lille muslimske mindretal og deres offerrolle. Og på at der nærmest ” er en mia tolkninger af islam”.

    Jeg er da ligeglad med om en anti demokratisk voldsideologi er i mindretal eller flertal. Man har ikke automatisk ret fordi man er i minoritet. En pubertær, romantisk forestilling.

    De mange tolkninger er undsluppet mig.

    Iøvrigt ligner hans debatform verbal terrorisme. Han skyder på alt der rør sig og håber noget rammer. Ikke så underligt Hedegaard siger “Hold nu kæft”.
    Det er altså ikke nemt at tage en avis (Politiken) alvorligt, der har Engelbreth som højprofileret kommentator.