BGF oversigt (PUT = permanent uppehållstillstånd – der står 80.000, ikke 8.000!

(de seneste rekordår er ikke med i sidste grafik, f.eks. 36. 207 i 2007 ). Antal PUT totalt i 2007 var 86. 095)

Selvpåført uvidenhed

Nyhedsavisen har opsøgt en undrende forsker, som kan berette at “videnskaben ved utrolig lidt om islamistisk terrorisme”. Men fortvivl ikke, videnskaben er måske på sporet, og Nyhedsavisen kan således afsløre, at terroristen i virkeligheden er et offer:

…. ingeniør og læge er de mest prestigefyldte job i mange muslimske lande, og det gør, at netop mennesker i disse job føler den største skuffelse over, at korruption og undertrykkelse i deres hjemland har frataget dem de muligheder, som folk i toppen af rige, demokratiske lande har.
Den konklusion overrasker ikke Martin Harrow, ekspert i islamistisk terrorisme ved Dansk Institut for Internationale Studier.
»Man ved generelt, at dem, som går ind i sådanne bevægelser, sjældent er ressourcesvage mennesker. Forskning har tidligere vist, at folk, der bliver terrorister, ofte har haft høje forventninger til deres eget liv, men er blevet skuffet. Det passer godt med, at hvis man er en ung læge i Egypten og dårligt har råd til at flytte hjemmefra, så bliver man skuffet og forbitret, når man ser på lægers muligheder i Europa,« siger Martin Harrow, om rapportens konklusioner. Terrorister går med stetoskop eller lommeregner

Her på Snaphanen vil vi gerne hjælpe videnskaben på vej med lidt namedropping, som måske kan sætte fut i de stagnerede forskere: Læs værker af Raymond Ibrahim, Walid Phares, Tina Magaard, Mehdi Mozzafari, Patrick Sookhdeo, Ayaan Hirsi Ali, Ali Sina, Ibn Warraq, Andrew Bostom … Der er faktisk en omfattende litteratur om emnet, meget af den endda af en karat der af de fleste ville blive betegnet videnskabelig. Men humlen er jo nok spørgsmålet om villigheden og modet til at stille spørgsmål der ikke nødvendigvis har stuerene svar – hvordan legitimerer terroristerne/jihadisterne sig selv? Må man foreslå Raymond Ibrahims bog The Al Qaeda reader, som gengiver interne dokumenter fra terroristernes hånd, og påviser, at de uden omsvøb mener at motivationen stammer fra islam selv. Internt er der ikke udenomssnak om Irak, Palæstina og Afghanistan, men derimod henvisninger til de ‘hellige’ bøger, Koranen, hadith og sira. Lur mig, om ikke Martin Harrow vil afvise en tilgang der tager udgangspunkt i jihadisternes egen legitimering. Emnet er ‘sprængfarligt’. (LFPC)

Svensk Maffia

Der er fornylig kommet en bog med den korte og præcise titel. Den er tilsyneladende ikke anmeldt, men der er en lille snes artikler der handler om……..fængselsindsatte der ikke må læse bogen. Må vi andre vide noget ? En blogger har læst den:

På kort tid har antalet kriminella grupperingar i Sverige exploderat. Det som på 1990-talet begränsades till en handfull mc-gäng i storstäderna har på lite mer än 10 år utvecklats till ett nationellt samhällshot.Bokens kartläggning är skrämmande. Vid 90-talets mitt fanns en handfull kriminella gäng i de största svenska städerna. I dag finns mer än 50 tunga organisationer på minst 25 orter.

Journalisterna Lasse Wierup och Matti Larsson har kartlagt gängen med den mycket läsvärda boken Svensk maffia. Med intervjuer av både kriminella och brottsoffer, däribland många som aldrig tidigare låtit sig intervjuas, har en unik bild tecknats av dessa kriminella grupperingar. […]

Min viktigaste slutsats kan låta sig sammanfattas av den erfarne polismannen Ingemar Krusell, idag pensionär, som inte hyser något tvivel i sin uppfattning om kriminellas syn på Sverige: “Du kan i stort sett göra vad du vill, det händer ändå ingenting.” (sid. 321). Det är roten till problemet.

Fredrik Brunna Blog Svenskmaffia.se – bogen, banderne, filmklip

»Islam og fejhed« og »Retten til at blive klogere«

Af Mikael Jalving, Berl. og Bent Jensen, JP

Så er den her, Kim Møllers bog om dansk islamforskning med særligt henblik på Jørgen Bæk Simonsen, professor på Københavns Universitet og tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus. Og lad det være sagt med det samme: Det er en perle af en bog. Klar, pædagogisk og kildemæssigt velfunderet. En bog, der dels viser, hvor utroværdig Danmarks mest citerede islamforsker er, dels indikerer, at historiefaget på Aarhus Universitet er en dybt politisk institution.

Det sidste først. For at bedømme Kim Møllers bog, der bygger på hans historiespeciale fra 2006, til et syvtal, sådan som censor Kim Esmark (RUC) og vejleder Søren Hein Rasmussen gjorde, ligner en politisk – og ikke en akademisk – handling. Og da forfatteren senere ankede den lave karakter, der effektivt vil forhindre ham i at få en akademisk karriere, svarede ankenævnet meget sigende, at Kim Møller manglede at give en videnskabelig forklaring på, hvorfor Jørgen Bæk Simonsen næsten fra den ene dag til den anden skiftede syn på islam, et forhold, som sidstnævnte selv har været tavs om. Det var med andre ord ikke nok at påvise Jørgen Bæk Simonsens kovending; Kim Møller skulle også forklare den.

Se, det kunne være interessant i en psykologisk afhandling, men er et ganske urimeligt krav at stille til et historiespeciale. Ankenævnets afgørelse lugter så langt væk af fejhed, at gasmasker fremover må være påkrævet på Aarhus Universitet. Det er simpelthen en akademisk-politisk skandale, som nogen – i sidste ende Videnskabsministeriet – burde have taget op i tide.

Der er med Kim Møllers “Vejen til Damaskus. Dansk islamforskning 1885-2005″ tale om en undersøgelse, som burde være udgivet af et af de store forlag herhjemme. En grundig, lødig og veldokumenteret påvisning af den transformation, som landets kendteste islamforsker undergik omkring 1990. Fra i 80erne at studere islam som tekst og ideologi begynder Jørgen Bæk Simonsen som nyslået professor ved Københavns Universitet at behandle islam som allehånde kulturelle udtryk, der ikke kan siges noget essentielt om. Det er her, islam begynder at fortabe sig i tåger à la lidt det ene, lidt det andet og lidt det tredje, mens den øvrige del af befolkningen får et stadig bedre og mere erfaringsbåret indtryk af islam i takt med den øgede tilvandring fra muslimske lande.

I 80erne handler det for forskeren Jørgen Bæk Simonsen om at forstå islam, dvs. om forskning. Siden hen handler det for ham om integration, dvs. om politik.

Hvorfor Jørgen Bæk Simonsen skifter hest, må han bedst selv vide. Jeg har i en tidligere blog givet mit gæt. Jeg tror, at manden er udstyret med en vaks sans for den rette tone og derfor følger med strømmen, herunder de forskningsmæssige bevillinger, det til enhver tid udløser at placere sig midt i den politiske korrekthed. Men han véd det jo bedst selv.

Kim Møller dokumenterer forskerens paradigmeskift, så vi ser, hvordan han pludselig bliver multikulturel og udglattende over for islam, og sætter ham tematisk ind i den forskningsmæssige historie i koncise kapitler om bl.a. synet på Muhammed, jihad, islamisme og brugen af stereotyper.

Der er nok at tage af. Her er Simonsen anno 1983: “Islam har således fra sin spæde begyndelse været engageret i en kamp om den politiske magt, og der findes i Koranen en lang række bestemmelser, der har naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser.”

Og her er Simonsen anno 1994: “Der er intet i den islamiske politiske tradition, der forhindrer, at en demokratisk tradition kan gøres gældende i den islamiske verden.”

Den kølige realisme fra 1983 er i 1994 afløst af en kæk og politisk korrekt idealisme.

Kapitlerne om de danske orientalister 1850-1950 er slet og ret folkeoplysning. Møller fokuserer på Frants Buhl, Johannes Østrup og Johannes Pedersen, som alle bestred embeder ved Københavns Universitet og grundlagde den danske islamforskning. Deres værker havde international standard og blev oversat til flere europæiske sprog. Men omkring 1950 går forskningen i stå og bliver stedse mere politiseret, sådan som Kim Møller dokumenterer med zoom på Jørgen Bæk Simonsen. Som eksempelvis i 2004 afviser, at islamisk fundamentalisme er et problem, eftersom de fundamentale trossætninger kan “gøres til genstand for nye fortolkninger og formuleringer, og det er de blevet op gennem historien – den ene gang efter den anden.” Kort sagt: Det er bare ord. Islam er “kultur” ligesom så meget andet; islam er ikke et samfundssystem; ikke et universelt, politisk, socialt og økonomisk regelsæt; ikke en bestræbelse på at blive den herskende orden; ikke en totalitær fristelse.

Det er på denne led, vi skal forstå Kim Møllers slående formulering i bogens indledning – og bogens titel: “Mens Frants Buhl og de andre store islamforskere afkristnede dansk orientalistik, har Jørgen Bæk Simonsen på sin vis påbegyndt en islamisering, og mentalt set har dansk islamforskning i perioden 1885 til 2005 foretaget en rejse fra København til Damaskus.”

Hvis Kim Møllers perle kan forstyrre Jørgen Bæk Simonsen og andres søvn blot en enkelt nat, så har den været det hele værd, i hvert fald for os læsere, der ikke har mistet en karrieremulighed på grund af fejheden på Aarhus Universitet, og forfatteren fortjener stor ros for ikke at have givet op undervejs. Det er ægte – og meget udansk – stamina. Tak er som bekendt kun et fattigt ord.

Kim Møller: Vejen til Damaskus. Dansk islamforskning 1885-2005. Med forord af Lars Hedegaard, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, Forlaget Lysias, 154 sider, 178 kr. Udkommer i morgen. Bogen kan bestilles i boghandlen eller her: http://www.trykkefrihed.dk/damaskus2.html

Berlingske Tidende 30 januar,
2008 (Foto © Snaphanen)

Retten til at blive klogere

Anmeldelse: Kim Møller: Vejen til Damaskus Dansk islamforskning 1885-2005. Med forord af Lars Hedegaard

Da Kim Møller gav sig til at skrive om, at en anerkendt islamforsker havde foretaget et totalt skift i sit religionsyn, fik han problemer.

Af BENT JENSEN

ISLAMFORSKNING På vejen til Damaskus for et par tusinde år siden blev den anti-kristne Saulus omvendt og tog navnet Paulus. Titlen på Kim Møllers bog hentyder til, at den danske islamforsker og tidligere direktør for Det danske Institut i Damaskus, Jørgen Bæk Simonsen , har underkastet sig islam. Det er konklusionen på den undersøgelse af Bæk Simonsens skrifter om islam, som historiestuderende Kim Møller fra Århus Universitet nåede frem til i sit speciale, som nu udgives i let bearbejdet form.

Det har betydet opgivelsen af enhver forestilling om, at noget er bedre end andet. Hvis man foretrækker vestligt demokrati frem for islamisk diktatur, er det udtryk for kulturel racisme og derfor forbudt. Hvis man på grundlag af studier af koranen mener at kunne påvise en sammenhæng mellem dette skrift og kvindeundertrykkelse eller jødehad i muslimske lande, er det en grov misforståelse, for islam er i sin selvforståelse fred, tolerance og respekt for kvinder og jøder.

Engang definerede Bæk Simonsen jihad som »krig for sin religions udbredelse«. Nu betyder det bare »anstrengelse«. Mens sharia tidligere blev beskrevet som et »lovkompleks«, skal det nu oversættes til »vej«. Koranen er ikke længere en lovbog, og islam har aldrig praktiseret tvangskonvertering.

Vejleders råd blev ikke fulgt

Kim Møller må være en modig ung mand. Han har i tidsskriftet Nomos fortalt om de problemer, han løb ind i på universitetet under specialeskrivningen. Han fik som vejleder en lærer med en fortid i DKP, men som Møller skriver: »Alle har ret til at blive klogere.«

Da han fandt frem til, at Bæk Simonsen havde foretaget et fundamentalt skift i sit syn på islam og på denne ideologis grundlæggende begreber, tilrådede hans vejleder ham at lade det ligge. Møller fulgte ikke rådet og blev afstraffet med karakteren 7 – der gives for et meget dårligt speciale.

Det mærkelige er, at vejleders og censors skriftlige udtalelse kalder specialet velskrevet og fremhæver, at Møller demonstrerer »stor viden« om dansk islamforskning. Han udviser ligeledes »analytisk grundighed og systematik« i behandlingen af kilderne. Der er med andre ord ikke sammenhæng mellem præmisser og karakter.

Da student Møller klagede over karakteren, skiftede tonen klang. Nu fik han at vide, at hans syn på en bestemt udenlandsk forsker (palæstinenseren Edward Said) ikke kunne accepteres, og at han tog skjult politisk stilling til den nutidige diskussion om islam.

En uforfærdet fri ånd

Da Kim Møller indbragte sagen for et ankenævn, blev han afvist med den begrundelse, at han ikke havde overvejet, at skiftet i Bæk Simonsens islamsyn kunne skyldes ny videnskabelig erkendelse hos »en i faglige kredse meget anerkendt forsker på sit felt«. Problemet med denne begrundelse er bare, at man ikke kan finde belæg for en sådan ny, videnskabelig erkendelse.

Alt dette minder i beklemmende grad om noget, som vi har oplevet tidligere. En gruppe af “kvasi-konverterede” universitetsansatte gør gældende, at islam kun må beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. For 30 år siden, da marxismen-leninismen hærgede på danske universiteter, hævdede andre universitetslærere, at denne ideologi og dens virkeliggjorte verden skulle beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. Det blev til selvcensur, ukritisk overtagelse af KGB-terminologi og orwellsk newspeak, hvor krig betød fred, og diktatur var demokrati. Dette farlige nonsens hørte op, da de marxistisk-leninistiske diktaturer brød sammen.

Nu oplever vi samme degenerationsproces i forhold til en anden totalitær ideologi. Nogle vil gerne se kritikken af vrøvlet som højreorienterede mod venstreorienterede. Det er endnu mere vrøvl. Kim Møller er en begavet og uforfærdet fri ånd. Han skal nok klare sig.

Det er værre for universiteterne. Hvis de mener, at begavede og kritiske studenter skal trynes og bortjages, går de deres egen undergang i møde. kultur@jp.dk

Jyllandsposten 31.1.2008

Dét vi er oppe imod

Jeg indrømmer gerne, at jeg kun i begrænset omfang opsøger kilder uden for den almene konsensus jeg selv tilhører. Selvfølgelig er det vigtigt at kende og forstå modparten på hans eget territorium, men hvad angår islam har jeg for længst konkluderet, at dem vi debatterer med kun har et meget, meget lille arsenal af argumenter og retoriske virkemidler at gøre ‘godt’ med. Især bruges flittigt ad-hominem-angreb, og udokumenterede påstande om “højreekstremisme”, opstilling af moralsk ækvivalens, og at alt ses i en offerkontekst, hvor de ædle vilde er fritaget for enhver personlig skyld. Nu ved jeg det, væk mig når de begynder at forholde sig til virkeligheden. Indtil da er der uoverskuelige mængder af interessante kilder at opsøge. Men nu kiggede jeg så over på Mikael Jalvings blog, De ved, ham den borgerlige skribent der skriver i det agtværdige, konservative dagblad Berlingske Tidende. Fornuftig mand. Men selv her var en stor del af kommentarerne gruopvækkende eksempler fra dhimmitudens slamkiste. Nogle eksempler:

“…manden, der har skrevet bogens forord den gamle socialist og chefredaktør på Information Lars Hedegård, der i dag er konverteret til noget af det mest højreorienterede, man overhovedet kan finde i dette land.Han arbejder sikkert udmærket sammen med Kim Møller, der støvsuger alle blade og tidsskrifter for at finde højreorienteret litteratur til offentliggørelse på sine anonyme smudssider.Finder han et indlæg, der ikke har den rigtige ekstreme højredrejning, så overdænges det med links, så der let kan findes adskellige tusinde hilsener fra Kim til den formastelige, der ikke skriver, som han skal. Hans Blog Uriasposten er naturligvis anonym, så ingen kan klage over den måde denne højrefløjens chefredaktør benytter”.

“Men skylder han så ikke at give en forklaring på HVORFOR islam er “ET universelt, politisk, socialt og økonomisk regelsæt”?”

“Spændende taktik. Især når man tænker på, at visse personer med skrårem i 1930′erne brugte præcis samme metode overfor “de røde” og “jøderne””.

“Det ville være interessant at opererer med en tilsvarende essensialisme inden for kristendommen, hvilket vil betyde at alle der opvokset i den kristne del af verden er ens, uanset hvor de er opvokset og lever, om de er troende eller ej.
På den måde er kristne fundamentalister fra USA det samme som den almindelige leverpostejs danske kristne”.

“Selvfølgelig anerkender muslimer arven fra Jesus. MOSES er nævnt 135 gange i Koranen, JESUS er nævnt 25 gange i Koranen og Muhammed er nævnt kun 5 gange. Er der noget at misforstå ?”

(LFPC)

Man kan jo tilstræbe en objektivitet
Lene Kattrup, Stenløse
I et interview (Information 26. januar) berettes om, at islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen er under anklage for at lade sin forskning være et spejl af tidens strømninger og mode, af det som på et givent tidspunkt er ”god tone”, i stedet for at tilstræbe at finde fakta/den objektive sandhed. Bæk Simonsen har i visse tilfælde i sit forfatterskab foretaget større ændringer i sin fortolkning og beskrivelse af visse af islams begreber såsom jihad og dhimmi samt i sin opfattelse af Koranens rolle.
Jeg kunne godt tænke mig at høre hans forklaring på dette fænomen. I interviewet siger han blot, at man som forsker træder ind i en kontekst og ikke kan forske værdifrit.
Hans forskerkollega Peter Seeberg siger om islamforskningsområdet, at det er en del af den offentlige diskussion, så der vil komme personlige holdninger til udtryk, man vil som forsker ikke kunne levere objektivitet, men “så længe man er klar over sine holdninger og kan forholde sig akademisk til dem, kan jeg ikke se et problem”.
Jeg synes, de begge overser, at problemet er, hvis læseren ikke er klar over, hvornår han eller hun præsenteres for en holdning farvet af tiden, og hvornår vi præsenteres for – i det mindste tilstræbt – objektive fakta. Vi bør oplyses om dette. Det må være et rimeligt forbrugerkrav.
Hvis en forsker helt eller delvist i visse forbindelser skifter en forskerkasket ud med en mere politisk korrekt diplomatkasket, så bør det oplyses.
Det er ikke nok, at forskeren selv ved det.
 

Information, den 31.1.2008