Rådhuspladsen i København. På et øjeblik blir jeg ført tilbage til november 1971 i “The Chinese Delegation ” i det der endnu var kronkolonien Hong Kong. Et kommunist-Kina varehus der foruden tingel- tangel og dåsebønner, mest gjorde det i små røde bøger og plakater af Marx, Engells, Stalin, Lenin og Mao. Jeg har dem endnu. Hvad de to her ville aner jeg ikke. Man kunne  tro de ville hjem til 1971, fem år  før den store  rorgængers død. (foto © Snaphanen)

Patrick Sookhdeo: Islamic Law Is On The Horizon 

Lige nu er det vist gavnligt  at løfte blikket og minde om det større billede:

On February 19, 2006, the Daily Telegraph published an article entitled “The day is coming when British Muslims form a state within a state”. This featured an interview with Anglican priest Dr Patrick Sookhdeo, who was brought up as a Muslim before he became an apostate. For some reason, the article was withdrawn from the newspaper’s archive, and the editor who commissioned it was sacked. The full article can still be read here.

Dr Sookhdeo, who heads the Barnabus Fund, warned: “In a decade, you will see parts of English cities which are controlled by Muslim clerics and which follow, not the common law, but aspects of Muslim Sharia law. It is already starting to happen – and unless the Government changes the way it treats the so-called leaders of the Islamic community, it will continue.” He claimed the government was “fundamentally deluded about the nature of Islam.”

 He said: “Islamic clerics do not believe in a society in which Islam is one religion among others in a society ruled by basically non-religious laws. They believe it must be the dominant religion – and it is their aim to achieve this. That is why they do not believe in integration. In 1980, the Islamic Council of Europe laid out their strategy for the future – and the fundamental rule was never dilute your presence. That is to say, do not integrate…”

“…The next step will be pushing the Government to recognise Sharia law for Muslim communities – which will be backed up by the claim that it is “racist” or “Islamophobic” or “violating the rights of Muslims” to deny them Sharia law. There’s already a Sharia law Council for the UK. The Government has already started making concessions: it has changed the law so that there are sharia-compliant mortgages and sharia pensions… The more fundamentalist clerics think that it is only a matter of time before they will persuade the Government to concede on the issue of Sharia law. Given the Government’s record of capitulating, you can see why they believe that.”

UK: Islamic Law Is On The Horizon –  via Spero News

Kim Møller på You Tube

i to dele. Lagt af mig ubekendt person. Nu må jeg se om jeg kan forstå hvad han siger………

Kim Møller : “Sociologisk levende” islamforskning
Dagens klumme i 180 Grader: Kim Møller skriver om sin bog om dansk islamforskning og om avisernes – til tider – bevidste fordrejning af dens indhold.

(nedenfor anmeldes bogen af sognepræst Torsten Dam-Jensen, Roskilde Stift)

Af Kim Møller

Den danske islamdebat er polariseret i en grad, ingen kan være tjent med, hvad den store mediedækning om min nyligt udgivne bog, Vejen til Damaskus, om dansk islamforskning vidner om. For at forklare problemets karakter, vil jeg kort opridse bogens mere overordnede pointer.

Jeg påviser historiografisk, hvorledes den danske islamforskning har bevæget sig fra sprogvidenskabelige studier af Koranen, i retning mod sociologiske feltstudier af muslimer som enkeltstående individer. De forskningsmæssige modpoler er i den henseeende Frants Buhl (d. 1932) og Jørgen Bæk Simonsen (f. 1951). Hvor førstnævnte professionaliserede den danske islamforskning i 1880’erne, blandt andet ved at tage det store opgør med den kristen-fundamentalistiske tilgang (Islam er løgn, fordi Kristendommen er sand), så viser min analyse, at sidstnævnte omkring 1988-1990 undsiger sit tidlige forfatterskab, og nu qua sin accept af enkeltstående muslimers trosbaserede opfattelse, reelt islamiserer islam som forskningsobjekt. ‘Gone native’ kalder man det indenfor antropologien.

Det er således hårde anklager, jeg retter mod en af Danmarks mest citerede samfundsforskere, og selvom jeg ikke går langt ind i motivanalysen, så påpeger jeg dog, at Bæk Simonsens paradigmeskifte vidner om, at forskere ikke kan forstås uafhængigt af deres samtid. Hvor Buhl meget tidstypisk essentialiserede den enkelte muslim med baggrund i dennes religiøsitet, så er det min opfattelse, at Bæk Simonsens (nye) individorienterede tilgang er en konsekvens af den verserende debat om islam og multikultur i en dansk kontekst.

Som jeg skrev i det oprindelige historiespeciale, gav “Simonsens humanistiske tilgang, og udtalte promovering af multikultur ikke videnskabeligt forankrede tolkninger af islam som samlende fænomen, men […] ofte blot en slags idealiseren af ‘gode intentioner’ i forhold til den enkelte muslim i en konkret dansk sammenhæng”.

Så vidt bogens overordnede pointer og kritikken af Jørgen Bæk Simonsen, der desværre kun indirekte refereres af medierne. Hvor borgerlige medier gerne vil gøre undertegnede til islamforsker og ikke fokuserer på bogens dokumentation, så er de øvrige medier endnu længere fra bogens budskab.

Dagbladet Information gjorde bogen til emne for en stort anlagt bogdebat (26/1-08), men undlod at forholde sig konkret til bogens konklusioner. I stedet refereres mit synspunkt som værende et krav om objektivitet – noget jeg et par dage tidligere understregede overfor journalisten bestemt ikke var tilfældet.

Politiken var ikke stort bedre. Det fremhæves i en overskrift, at jeg kritiserer Bæk Simonsen for at ville “afkristne Danmark” (31/1-08), men som jeg fortalte journalisten, så er det på ingen måde bogens budskab, ikke blot fordi jeg ikke er kristen (udmeldt af Folkekirken som 18-årig), men fordi Vejen til Damaskus ganske enkelt ikke er et kristent stridsskrift. I samme artikel kunne man læse, at jeg kritiserede Bæk Simonsen for at – og jeg citerer – “holde for meget af muslimer”.

Forfatteren til Kristeligt Dagblads anmeldelse (5/2-08) kommer fra samme forskermiljø som Jørgen Bæk Simonsen, og helt ned i detaljen virker det som den ‘forurettedes’ personlige genmæle. I lighed med Bæk Simonsens nyere værker er han dybt polemisk, og meget sigende for hele artiklen forsvares den sociologiske tilgang med den argumentation, at den da også har “givet ‘strammerne’ gode kort på hånden”.

Den røde tråd i bogen, som jeg har fremhævet igen og igen overfor de journalister, jeg har talt med, er, at der er behov for både en filologisk og sociologisk tilgang til problematikken. Den enkelte muslim skal naturligvis ikke stå til ansvar for alt, der står i Koranen, men samtidig må det være legitimt at fortsætte studiet af helligteksterne, selvom der nu, modsat tidligere, også er danske muslimer. Studiet af islam kan ikke reduceres til integrationsforskning, og man behøver ikke være en større geopolitisk tænker for at se, hvorledes den islamiske verden konkretiserer de “naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser” af Koranen – for nu at bruge Bæk Simonsens ord – før paradigmeskiftet.

Et paradigmeskifte alle sådan set anerkender, men kun indirekte formulerer, fordi anerkendelse af det faktuelle, i journalistisk henseende, medfører en række ubehagelige spørgsmål relateret til Bæk Simonsens motivation.

Bortforklaringerne er dog også i sig selv interessante. En forsker vælger i Information den offensive tilgang og hævder, at det er undertegnede, der “ikke har evnet at skelne mellem engageret samfundsdebat og akademisk forskning”. Jeg er ganske enkelt ikke dygtig nok.

Politiken er mere defensiv og henviser til, at Bæk Simonsen reelt var diplomat i Damaskus i årene 2001 til 2005 og derfor nødvendigvis måtte “udtale sig anderledes end en uafhængig forsker”.

Jørgen Bæk Simonsen selv udtrykker sig som altid med et abstraktionsniveau af en anden verden, men erkender dog at der har fundet en bevægelse sted væk fra de skriftlige kilder. Som han selv forklarede det til Politiken (31/1-08):

“Det har ikke givet mig et andet syn på islam. Men det har givet mig et personligt møde med en forandring af islam, som jeg allerede havde mødt i teksterne. Det er blevet mere sociologisk levende.”

For nyligt blev islam sociologisk levende på en måde, jeg allerede havde mødt i teksterne. 73 døde, heraf mange børn, da jihadister i deres kamp mod det spirende irakiske demokrati detonerede bomber anbragt på to retarderede kvinder midt på dyrskuer i hovedstaden.

Kim Møller er cand. mag. i historie og blogger på uriasposten.net

Klik her for at købe Kim Møllers bog, “Vejen til Damaskus”, hos saxo.com for 178,00 kr.
180 Grader (foto© Snaphanen)

Vejen til Damaskus
Historiespeciale eller bidrag til skyttegravskrig om islam og videnskab? Ny bog bidrager til kulturkampen.

Torsten Dam-Jensen, Roskilde Stift
Jørgen Bæk Simonsen som spindoktor for islam?
Hvordan går det til, at et lidt tørt historiespeciale som Kim Møllers har vakt så stor furore? Ser man nøgternt på gennemgangen af fire af dansk islamforsknings hovednavne gennem de sidste godt 100 år, er der egentlig ikke grund til den store opstandelse. Thi hvis man skærer det polemiske stof fra – Lars Hedegaards forord, efterskriftet og enkelte bemærkninger i selve bogen – er der ret beset tale om en rimeligt afbalanceret analyse af nogle tendenser indenfor dansk orientalistisk forskning.

Furoren skyldes snarere, at specialet fik karakteren 7 – hvilket foranledigede Trykkefriheds-selskabet at udgive det, fordi man i den dårlige bedømmelse straks øjnede en ‘paradigmatisk magtdemonstration’: en historiestuderende må ikke forholde sig historiografisk til islam, med mindre det gøres på Jørgen Bæk Simonsens præmisser! Måske skydes der her med for store kanoner.

Vejen til Damaskus
Kim Møllers grundtese er, at dansk islamforskning har undergået en islamisering, hvorved den mentalt set har foretaget en rejse fra København til Damaskus. Det søges påvist, at Jørgen Bæk Simonsens forfatterskab stedse er blevet mere politisk, ideologisk og multikulturelt, og at han er blevet opslugt af Islams egen tolkning og dermed har fjernet sig mere og mere fra det strengt filologisk-videnskabelige arbejde.

Efter en meget kortfattet gennemgang af dansk islamlitteratur fra middelalderen til vore dage søger Kim Møller at kaste lys over udviklingen i dansk islamforskning ud fra fire førende danske orientalisters værker: Frants Buhl, Johs. Østrup, Johs. Pedersen og Jørgen Bæk Simonsen. Disses forskning sammenlignes under forskellige temaer: synet på Muhammed, islam som en dynamisk eller statisk religion/ideologi, begreberne djihad (‘hellig krig’) og dhimma (‘beskyttelse’ – af jøder og kristne), islamisme, islam og demokrati.

Bogen må betragtes som et – ganske begavet – partsindlæg i den standende debat eller kulturkamp, om man vil. Den kaster på få sider et interessant lys over mangt og meget i dansk islamforskning, med sporadiske henvisninger til internationale tendenser (bl.a. Edward Said – en hovedskurk i Møllers optik). Der rundes af med en fyldig litteraturliste samt noteapparat. Det er en velskrevet bog, som bør indgå i pensum hos enhver, som interesserer sig for islam og kulturkamp. Det sidste ord er næppe sagt og skrevet i denne sag!

Roskilde, folkekirken.dk

Intelligente børn keder sig aldrig

Siden hvornår er kedsomhed blevet en undskyldning? Apologien her er nem, og illustrerer godt hvordan en korrekt formulering er afgørende, hvis man overhovedet skal kunne begynde at tackle problemerne. Om politiet har fået ordre fra oven om at nedtone aspekterne der forbinder denne begivenhed til islam kan jeg af gode grunde ikke vide. Udtalelsen kunne også blot afspejle vagtlederens eget perspektiv. Dét der er interessant er selvfølgelig Politikens brug af vinklen – endnu en dag, endnu en offergruppe det er synd for. Men deres opstilling er mere end det, den er manipulerende. Dette er ikke et valg mellem to forklaringsmodeller, hvor den ene hedder ‘bevidst politisk planlægning’ og den anden ‘sociale årsager’. Dén kontekst som Politiken her alt for nemt slipper uden om, er, at episoden er endnu en af mange helt parallelle i muslimske enklaver og ghettoer i den vestlige verden, og som enhver der følger disse ting på nettet ved er udtryk for en højspændt situation disse steder. I stedet for at stille sig tilfreds med denne simplistiske forklaring, skulle Politiken stille spørgsmål om islams respekt eller det modsatte for de vantros kultur, og om der findes en assertiv indsats i disse miljøer – når nu forældrene ikke evner det – for at give disse pestilenser denne respekt (LFPC).

Kedsomhed og dårlig stemning. Det er umiddelbart ifølge politiet motivet til, at der i aftes på Nørrebro igen udbrød uroligheder med brand og knuste ruder som følge. Vurderingen kommer fra den centrale vagtleder ved Københavns Politi. »Det er lidt svært at vide, hvad motivet er. Det ligner kedsomhed – det ser ud, som om, de ville have gang i gaden«, siger vagtleder Jakob Kristensen. Politiet: Uro skyldes kedsomhed