21
feb
Seneste opdatering: 22/2-08 kl. 2040
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Berlingske var også til møde i forfatterforeningen:

Der blev blandt andet sat fokus på de seneste ugers uroligheder med ildspåsættelser på biler og skoler, da islamforsker Jørgen Bæk Simonsen på et debatmøde for første gang forsvarede sig mod den kritik, historikeren Kim Møller har rettet mod hans forskning.

Jeg ved ikke  om Kim Møller  parafraserer en af JP´s mest læste kronikker: Søren Espersen, Hvor islam går frem, breder ørkenen sig

IT-teknikere censurerer Hege Storhaug

I Sverige skulle teknikkerne have et vink fra daværende minister Leila Freiwalds:

Internettleverandøren til Human Rights Service gikk inn og strøk Kurt Westergaards turbantegning. De hadde retten på sin side, men forholdet er betenkelig sier professor i rettsinformatikk Jon Bing. – Hårreiseende, sier generalsekretær i Presseforbundet Per Edgar Kokkvold. Leverandøren Imbera er juridisk ansvarlig for innholdet som legges ut ut fra e-handelsloven. Men i en sak som karkaturtegningene åpner det for skjønn, og skjønnet kan forvandles til sensur. – Konsekvensen av loven kan bli at teknikere bestemmer hva du skal kunne lese på nettet, sier Bing.

Den informationsansvarlige i HRS, Hege Storhaug, føler sig provokeret.»De gik ind og redigerede vores side, flyttede ting og slettede karikaturerne af Muhammed. Det er helt uhørt,« udtaler hun.

Update : HRS får tilbud fra andre nettselskap
Etter at det i dag ble kjent at nettselskapet Imbera sensurerte karikatur av Muhammed på Rights.no, har HRS fått tilbud fra flere nettselskap om å flytte tjenesten til dem. Og det ikke fra hvem som helst. Blant andre Linpro AS, som drifter Jyllands-Posten, A-pressen og VG, henvendte seg i dag morges via NRK. Linpro er rystet over Imberas inngrep overfor ytringsfriheten, og tilbyr, ”som plaster på såret”, HRS gratis drift av Rights.no i tre år. HRS

Document.no , NRK.no, Berlingske og Imbera, Webløsninger du kan stole på

Debaterstatning

Göteborgerne bryder sig ikke om at saudierne bygger moskéer i deres by. Aviserne bryder sig ikke om at de skriver det. Så opstår følgende situation:

0000_grishuvud.jpg

Grishuvuden hittades på moskétomt

»Changerende rød«

Hermed menes – nuancer af svensk journalistik. Rättvisepartiet Socialisterna (der har svært ved at sluge deres danske broder, Ny- Voldsomme Villy) :

Publiceringen handlar inte om pressfrihet. Att Jyllands-Posten sagt nej till karikatyrer av Jesus, därför att de skulle vara stötande, visar att publiceringarna är beställningsjobb för att svartmåla just muslimer.
Att kritisera religioner är en demokratisk rättighet som vunnits genom hård kamp historiskt från arbetarklassens sida. Det är dock skillnad när förtryckarna gör nidbilder för att piska upp förhållanden som gynnar dem; likt nazisternas judeteckningar i Tyskland eller ”roliga” bilder på svarta under apartheid i Sydafrika.Högerregeringen har stiftat en rad rasistiska lagar. 24-årsregeln hindrar unga utan danskt medborgarskap att bli sambo eller gifta sig. Att till och med det danska vänsterpartiet Socialistiskt Folkeparti (SF) vill behålla den regeln visar att hela det politiska etablissemanget har påverkats.

Sydsvenskans hovedleder “Inte ursäkta, men forstå

Den danska regeringen är nu helt inne på det populistiska stödpartiet Dansk folkepartis förslag att göra föräldrarna ersättningsansvariga för den åverkan deras barn gör. Något som Politiken beskriver som ”dumt”, ”naivt” och ”kontraproduktivt”. Oroligheterna är knappast samhällets fel, men de utgör onekligen ett samhällsproblem, som inte nödvändigtvis är åtkomligt genom enbart polisiära insatser. Demokrati förutsätter individuellt ansvar. Ligistfasoner och upplopp kan aldrig ursäktas. Stenkastning och bilbränning måste fördömas. Men samtidigt måste utvecklingen göras begriplig. I Danmark är mellan 10 000 och 12 000 ungdomar på väg att falla ur samhället, enligt Berlingske Tidende nyligen. I Sverige handlar det om betydligt fler – siffror på över 50 000 har nämnts.Mot en sådan utveckling hjälper inte hårda tag, sannolikt inte heller en ”uppmuntran” om att ”ta sig själva i kragen”.

Eksemplerne er talrige, som lus på gangen: Danmark en grälsjuk fyraåring. Det var intet tilfælde at Janne Josefsson kaldte Journalisthögskolan for “Kommunisthögskolan”.

The West’s Fatal Mistake: We Are All Serbs Now

Today, one day after Kosovo’s unilateral declaration of independence, the United States and the major European countries rushed to recognize Kosovo’s independence. George Bush hailed Kosovo’s “bold and historic bid for statehood.” Five years ago, Mr Bush invaded Iraq and began “operation Iraqi freedom.” He toppled Saddam Hussein in order to get rid of a rogue regime, one of the members of the “axis of evil.” Five years later, Mr Bush is saddling Europe with a new rogue state.

Brussels Journal og Kosovo Prime Minister Hashim Thaci is part of a criminal syndicate

Sørlander: »Demokrati og retssikkerhed«

For kort tid siden afslørede Politiets Efterretningstjeneste (PET) en kreds af islamister, som planlagde at myrde tegneren Kurt Westergaard, fordi han var ophavsmand til den mest berømte af de såkaldte Muhammed-karikaturer: den, hvor Muhammed optræder med en bombe i turbanen.

Hvor medierne i første omgang havde hensynet til Kurt Westergaard i centrum, så skete der hurtigt en påfaldende forskydning af fokus. Man begyndte mere og mere at koncentrere interessen om retssikkerheden for dem, som planlagde mordet. To af dem er ikke danske statsborgere, men tunesere, og de trues nu med udvisning af landet. Det springende punkt er, at de står til udvisning, uden at deres sag bliver prøvet ved en uafhængig juridisk instans. Efter den gældende lovgivning kan udvisningen finde sted alene efter en indstilling fra PET, som bekræftes af justitsministeren og integrationsministeren. Der er altså i sidste instans tale om en politisk afgørelse.

Imod denne retstilstand har der rejst sig en række protester – både politiske og juridiske. Fra politisk side er det især de radikale og SF, der har gjort indsigelse. Og fra juridisk side er det en række menneskeretsjurister og forsvarsadvokater. De finder, at en sådan retspraksis bryder med de værdier, som præger vor samfundsorden. Set i deres optik er vi på vej til at undergrave retssamfundet, fordi det kræver, at ingen dømmes uden en uvildig rettergang.

Har de ret i denne kritik? Er det rigtigt, at den politiske udvisning af de to tunesere, som planlagde et mord på Kurt Westergaard, bryder med det demokratiske retssamfunds principper? For at besvare det spørgsmål må vi først se lidt nærmere på baggrunden. Hvad var det egentlig, som de formodede konspiratorer havde til hensigt? De ville myrde Kurt Westergaard. Men hvorfor er det en politisk sag og ikke blot en almindelig privat kriminalsag? Hvis Kurt Westergaard var en anonym mand, der blev truet på livet af helt private grunde, så var sagen klar. Så var der ingen grund til at gøre den til et politisk spørgsmål. Men Kurt Westergaard er ingen anonym mand. Han er nu – hvad enten han vil eller ej – blevet symbolet på ytringsfrihedens tilstedeværelse i Danmark. Og at planlægge at myrde ham, fordi han tegnede Muhammed med en bombe i turbanen, er ikke nogen privat, upolitisk handling.

Det er at planlægge et angreb på en af de mest centrale værdier i det danske samfunds demokratiske orden. Derfor er det særligt nødvendigt at beskytte Kurt Westergaard. Politisk nødvendigt. Og derfor drejer sagen sig om landets sikkerhed.

Det er situationen, hvis PET’s anklager er rigtige. Men hvem skal vurdere, om det er tilfældet? Hvis der er tale om danske statsborgere, så er sagen klar. Så skal sagen selvfølgelig afgøres ved en juridisk domstol. Men hvad når der er tale om udenlandske statsborgere? Skal de have ganske samme retsstilling som danske statsborgere? Bør sagen så også afgøres ved en uafhængig juridisk instans, eller kan den retmæssigt afgøres politisk – af de relevante ministre – som det er tilfældet ifølge den nugældende lovgivning? Hvad er demokratisk set det bedste og mest retfærdige?

Simon Emil Ammitzbøll fra de radikale hævdede i DR2’s Deadline 13/2, at han rent principielt mente, at sagen om udvisningen af de to tunesere bør afgøres ved en særlig juridisk instans, der er uafhængig af ministerierne.

Her må man forstå hans argumentation således, at han går ud fra et princip om, at ingen skal dømmes uden en uvildig rettergang ved en særlig juridisk domstol; og at han så yderligere nægter at gøre forskel mellem folk, som er borgere i Danmark, og folk, som er statsborgere i andre lande, men som af en eller anden grund opholder sig i landet. Det afgørende spørgsmål er, om vi skal følge ham i fornægtelsen af denne forskel og dermed i hans reducering af statsborgerskabets betydning. Og det må afhænge af, om vi dermed bryder med andre og vigtigere principper for vor demokratiske samfundsorden.

Det grundlæggende princip for vor demokratiske samfundsorden er princippet om politisk ligeværdighed. Dette princip skal gælde borgerne i landet. Det betyder, at ingen har særlig ret til at tage de politiske beslutninger, men at alle i grunden skal have lige ret; og at den politiske magt derfor skal legitimeres igennem demokratiske afstemninger, som skal foretages efter frie og åbne diskussioner, hvor alle synspunkter kan vendes. Det gælder især den højeste politiske magt, som skal stå for landets sikkerhedspolitik. Hvis man tager sikkerhedspolitikken ud af den demokratiske magt hænder, så bryder man med demokratiets grundprincip. Så fornægter man den politiske ligeværdighed.

Spørgsmålet er så, hvad det indebærer i den problematiske sag om udvisningen af de to tunesere. Svaret afhænger selvfølgelig af, om man accepterer argumentationen for, at sagen har et afgørende sikkerhedspolitisk aspekt: at Kurt Westergaard er blevet et symbol for ytringsfriheden, og at der er tale om et angreb mod en af grundpillerne i vor samfundsorden.

Hvis man accepterer den argumentation, så er der tale om et reelt sikkerhedsproblem. Dette forstærkes desuden af den kendsgerning, at sagen bygger på forhold, som PET har afdækket i al hemmelighed, og som af sikkerhedshensyn ikke kan offentliggøres.

Alt det gør, at der er tale om et problem, som hører hjemme i den politiske afdeling. Og så bliver konsekvensen, at hvis man indsætter en juridisk instans, som hemmeligt skal afgøre, om udvisningen af tuneserne er berettiget, så giver man denne instans en sikkerhedspolitisk magt, som er uforenelig med den demokratiske ligeværdighed.

Her står vi altså i et dilemma. Hvis man gør, som regeringen vil, og udviser de konspirerende tunesere, så giver man dem ikke samme retssikkerhed som danske statsborgere. Hvis man derimod, som Ammitzbøll og de radikale og flere menneskeretsjurister ønsker, giver dem en særlig retsbeskyttelse ved at sætte en juridisk instans ind som overdommer, så bryder man med det demokratiske princip om, at sikkerhedspolitikken er demokratisk forankret, og ikke forankret i et særligt råd af jurister.

Dilemmaet afhænger af, om man anerkender, at sagen har et alvorligt sikkerhedspolitisk aspekt, og at man desuden anerkender skellet mellem borgeren i et demokrati og udlændingen. Hvis man anerkender disse to forudsætninger, så må man også anerkende, at der ikke findes noget entydigt svar på spørgsmålet om, hvorledes dilemmaet skal løses.

Løsningen følger ikke af en principiel argumentation, men må nås gennem en politisk beslutning. Der er tale om et spørgsmål, hvor enhver må tage stilling efter sin egen politiske samvittighed. Så langt bør vi alle være enige. Eller rettere: så langt bør vi tillade hinanden at være uenige. Men det er her, at Ammitzbøll og de menneskeretsjurister, der argumenterer som ham, går fejl. Deres påstand om, at det er en rent principiel nødvendighed, at man bør kræve en særlig juridisk prøvelse af udvisningen, er simpelt hen ikke holdbar. De overser, at deres princip kun er et blandt flere andre principper, som ikke er mindre vigtige, og at afvejningen af disse principper bør gøres politisk, og derfor ikke – i en demokratisk orden – bør overlades til jurister.

Hermed har jeg kun sagt, at den principielle argumentation, som Ammitzbøll og menneskeretsjuristerne bygger på, ikke er tvingende. Min argumentation indebærer derfor heller ikke, at det nødvendigvis er forkert at indføre en juridisk prøvelse af sådanne udvisningssager. Den indebærer kun, at det er et politisk valg, om man skal gøre det, og ikke en sag, som kræves af selve principperne for en demokratisk retsorden. Tværtimod, hvis man opfatter valget således, så er man fanget i en politisk illusion. Og for mig at se er det farligt, at så mange er fanget i denne illusion.

Men sagen er endnu alvorligere. I Deadline dagen efter fortalte juristen Jonas Christoffersen, at det er sandsynligt, at Den Europæiske Menneskeretsdomstol vil foreskrive samme procedure, som Ammitzbøll ønsker.

Så står vi i den situation, at Menneskeretsdomstolen accepterer en hemmelig juridisk kendelse, men ikke en hemmelig politisk afgørelse. Dermed vil domstolen svigte demokratiets grundværdier. I et demokrati må vi bøje os for, at visse politiske afgørelser skal være hemmelige – af sikkerhedspolitiske grunde. Derfor må vi have tillid til vore politikere. En tillid, som skal vindes gennem et demokratisk valg.

Men i et demokrati kan vi ikke acceptere hemmelige juridiske afgørelser (med mindre det sker efter demokratisk beslutning). Dommere er ikke på demokratisk valg, og deres arbejde skal tåle dagens lys.

Det er udemokratisk at foreskrive, at vi skal have større tillid til dommere, som ikke er på valg, end til politikere, som er på valg. Og hvis Menneskeretsdomstolen skulle foreskrive det modsatte, så er den udemokratisk

Kronik i Jyllands Posten 21.2.2008 (foto © Snaphanen)

kai.JPG

 

To brande i solcentre med en dags mellemrum, etnikere set i begge, men: “Ifølge politiet tyder intet på et sammenfald”

Er det bare mig, eller er der en tendens til at politi og medier nedtoner sammenhænge med kriminalitet og religion, når det drejer sig om sager hvor etnikere er indblandet?

Politiet vil holde øje med, at sidste uges brandstiftelser ikke blusser op igen med solcenterbrande. Ifølge politiet tyder intet på et sammenfald mellem branden i et solcenter i Brønshøj i dag og eksplosionen i et solcenter på Østerbro i går.

Chefinspektør i Københavns Politi Per Larsen mener, at gerningsmændene bag dagens solariebrand har ladet sig inspirere af gårsdagens solcenterbrand på Østerbro. […] “Vi tror ikke på, at der er nogen forbindelse mellem de to brande. Der er tale om to forskellige kæder og ejere,” siger talsmand for Københavns Politi Flemming Steen Munch. […] “Det gælder om at få lagt så meget låg på som overhovedet muligt. Det skrækkelige er, hvis nogle lader sig inspirere og synes, at nu kunne det være spændende at starte en ny bølge. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på,” siger Per Larsen til Ritzau. […]
Vidner har set to unge mænd løbe fra stedet. De beskrives begge som unge med anden etnisk baggrund end dansk. Per Larsen: Nu stopper festen

Der har jo også i de seneste dage været hyppigt gentaget, at de nylige uroligheder ikke har noget med noget som helst at gøre, slet ikke ‘fredens religion’. Hvis en sådan vurdering udelukkende bygger på spørgsmålet om hvor vidt urolighederne har været styrede og koordinerede ud fra religiøse motiver, er dette blot mere overfladisk tilgang fra MSM. For at kunne afvise en religiøs komponent, skulle man kigge på fordelingen på gerningsmændenes religion, og på hvilke mål der er tale om – har blot én muslimsk skole eller moské været udsat for brandattentater, har blot én behørigt indpakket muslimsk kvinde været udsat for krænkelser, osv. Det er ikke gjort med spørgsmålet om forsætlighed, men man må også kigge på om islams skarpe skel mellem troende og vantro kan afspejles i fordelingen af mål. Men dette er jo et spørgsmål om at turde kigge på disse ting, og om at have den nødvendige åbne tilgang til at begynde med (LFPC).

Utilpassede unge uden det store kriminelle register, men med svære sociale problemer står bag urolighederne rundt om i landet, viser analyse af varetægtsfængslingerne. Unge mænd fra nærområdet. De fleste er af udenlandsk herkomst fra socialt belastede familier. De bor i områder, hvor der er en stor koncentration af indvandrerfamilier, og selv om de går i skole, har de haft problemer med skolen, pædagoger og i nogle tilfælde politiet. Men i landets politikredse lyder det mere eller mindre samstemmende, at der mere er tale om drengestreger – unge, der er grebet af en stemning – end om vrede over Muhammed-tegningerne og de administrative udvisninger af de to tunesere, der er mistænkt for at ville dræbe Morgenavisen Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard. […] »Den generelle forklaring er, at de er mødtes tilfældigt i området, hvor de er anholdt, og at det hele er lidt tilfældigt,« siger efterforskningsleder Henning Svendsen, Nordsjællands Politi i Helsingør.[…] »Det er ganske unge knægte, primært indvandrerdrenge, men også etniske danske drenge. Der er ikke for fem øre religiøsitet i det her, men til gengæld en masse fis og ballade…. Teenagedrenge bag urolighederne

Stråmænd: Når argumenterne mangler

I debatterne her i højreblogosfæren er brug af stråmænd måske det mest benyttede trick vi mødes med af vores modstandere. Uriaspostens troll nr. 1 har gjort stråmænd, de billigste af slagsen, til sit varemærke. Man bryder sig ikke om en debatopponenents synspunkter; man evner ikke at argumentere imod dem; man angriber ham for synspunkter han ikke har givet udtryk for. Høj og lav, venstrefløjsloony eller frøkenagtig halal-hattedame, ingen på apologetfløjen er hævet over at ty til denne falliterklæring af et dårligt argument. Stråmænd er i øvrigt ikke ukendte for Enhedslisten, idet de tidligere har stået bag en plakat med teksten “bliv fejlfarveblind”. At Frank Aaen, der i 2006 holdt tale til en antijødisk demonstration med Hizbollahfaner blafrende i forgrunden, griber til stråmænd, må siges at høre til den lettere del af hans synderegister (LFPC).

Søren Pind (V) og Enhedslistens finansordfører Frank Aaen røg i totterne på hinanden under den store finanslovsdebat i dag. Det skete, da Aaen anklagede Søren Pind for at gå ind for hårdere straffe for »farvede« unge end for »hvide« danskere. »Intet har ligget mig fjernere. Det er jo en racepåstand, han fremkommer med, og mine holdninger til kriminalitet har intet med race at gøre«, siger Søren Pind […] Frank Aaen erklærede straks, at han beklagede, hvis han havde »trukket Søren Pinds citater for langt«. »Men det ændrer ikke ved, at Søren Pind har været ude med, at man kunne differentiere straf for forskellige grupper«, sagde Frank Aaen. Pind og Aaen i verbalt slagsmål

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Peter Buch

    Flytning af servere til steder hvor ytringsfrihed respekteres må være svaret på censur her specifikt i sagen om fjernelse af tegning fra udbyders side. USA nævnes blandt andre som en mulighed.

  • Jeg håber Storhaug anlægger og vinder en retssag over det her.

  • Peter Buch

    http://www.rights.no/publisher/publisher.asp?id=45&tekstid=1558
    Slutningen af indlægget:
    “… Når så vår driftsleverandør er av en annen oppfatning, har vi selvsagt forståelse for det. De må mene hva de vil. Men derfra til å endre innholdet på våre nettsider, dertil uten å ta kontakt med oss på forhånd, er en fremgangsmåte vi ikke kan godta. Og etter vår oppfatning bør ingen som støtter ytringsfriheten og pressefriheten godta noe slikt.

    Vi skylder å gjøre oppmerksom på at vår driftsleverandør Imbera har beklaget sin fremgangsmåte, selv om de altså har loven på sin side. Likevel er det med stor glede vi kan fortelle om at flere driftsleverandører har kontaktet oss i dag for å tilby oss sine tjenester; ett av firmaene tilbød seg endog å flytte og ivareta våre internettsider kostnadsfritt…”.