DR´s Adam Holm prøver at bringe en vis   nøgternhed ind i studiet, men de to svenske kvinder  kagler  løs om “fremmedfjendtlige højreradikale”. Svenskerne  er lige så lidt “racister” som alle andre oplyste folk, men det ville  ikke  være  forkert at kalde dem  stærkt politiker-fjendtlige. Den  blir en stor  dag, når svensk politik bliver politik, og  holder  og med at være en skønhedskonkurrence for moralister.

»Westergaard sat på gaden i Smilets By«

Siden Kurt Westergaard torsdag i sidste uge blev smidt ud af sit hotel, har der været spekuleret på, hvilket hotel der var tale om. Sappho kan nu afsløre, at det var RadissonSAS . Hotellets direktør Peter Laursen har ikke lyst til “at kommentere på historien”, som det jo desværre hedder på business-teknokrat-dansk. Jeg vil gøre Laursen den tjeneste, ikke at “kommentere på” hans optræden. Jeg var ellers lige ved at formulere et udtryk for den……ARLA moral.

Af Uwe Max Jensen

Radisson SAS Scandinavia Hotel ligger i hjertet af Århus.Med Musikhuset og kunstmuseet Aros som de nærmeste naboer.Overfor hotellet ligger byens berømte rådhus, hvor man igenerationer har holdt de demokratiske traditioner i hævd.Og indtil torsdag i sidste uge husede Radisson SAS Scandinavia Hotel byens i øjeblikket mest omtalte søn, avistegneren Kurt Westergaard. Manden bag den herostratisk berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, der de seneste måneder har været tvunget på flugt fra sit egethjem på grund af mordplanerne imod ham.”

Westergaard interviewet af DR Ærlig Talt, 2 februar 2008. I tre dele. (english subtitles)

Helle Merete Brix: Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa

Uddrag fra bogen

KAPITEL 1
Totalitarismens ansigt

Jeg var mere end 30 år gammel, før jeg rigtigt forstod, hvor tæt Europa havde været på at miste demokratiet til nazismen. Ikke alle var indstillet på at kæmpe. Som Klaus Mann har beskrevet det, fløj den fidele premierminister Neville Chamberlain til Berchtesgaden som en »imødekommende handelsrejsende«, udstyret med »paraply, dokumentmappe og haretænder«. Chamberlain var villig til at bønfalde Hitler om fred. Men krigen er at foretrække frem for diktaturet, og min egen og yngre generationer af europæere står i taknemmelighedsgæld til Winston Churchill, der besluttede sig for at bekrige Nazi-Tyskland »til lands og til vands og i luften«.

Medmindre vi er udsendt som krigskorrespondenter eller er så uheldige at befinde os på Nørrebro på det forkerte tidspunkt, kender vi ikke lyden af kugler andet end fra tv; vi må læse Stefan Zweig for at forestille os, hvordan lyse spærreballoner hænger som »børns grå legetøjselefanter« over en by og påminder indbyggerne om, at aftenen måske ikke skal tilbringes i biografen, men i beskyttelsesrummet. Eller vi må tage til Balkan, hvor en borgerkrig i 1990’erne kostede omkring 200.000 mennesker livet. På Sarajevos muslimske kirkegård på bjergskråningen over byen er der sten, så langt øjet rækker. Det er vanskeligt at finde en grav, hvor den døde er mere end et par og tyve år, og formentlig var den døde blot en uskyldig indbygger, der blev dræbt af en snigskytte eller en af de serbiske soldater, der fra toppen af bjergskråningerne holdt byen belejret.

Alene belejringen kostede 10.000 af Sarajevos indbyggere livet. Europa kunne have gjort en ende på den på et døgn. Men det ville det Europa, der siden sejren over nazismen har vænnet sig til at mene, at militær magtanvendelse er ufint for et oplyst demokrati, ikke.

Den, der har læst Intet nyt fra Vestfronten eller frontberetninger fra den spanske borgerkrig, eller som har set billeder af 2. Verdenskrigs afgørende slag på Normandiets strande, overraskes ikke over krigens barbari i Irak, Afghanistan eller andre steder, når udsendte journalister forskrækket fortæller os, at krigen faktisk er dødbringende og barbarisk. Uanset hvor kliniske termer, militærfolk beskriver krigen i, uanset al snak om præcisionsbombning og minimale, civile tab, findes der ingen krig uden lidelse, blodstrømme, dræbte børn, mødre og fædre. Hvis der gjorde, ville jeg omgående stemme for den. Indtil da går jeg ind for krigen i dens ufuldkommenhed, når den er nødvendig for at forhindre folkemord, terrorisme eller demokratiets overgivelse til diktaturet.

I dag tvinger den islamiske terrorisme os til at se i øjnene, at truslen fra det totalitære ikke er forbi. Vesten står over for en modstander, der med den franske gaullist Pierre Lellouches ord hverken har nation, uniform eller grænser, og som har overført shia-islams mest dødbringende våben, selvmordsterrorismen, til sunni-muslimerne. Al-Qaeda og andre sunni-muslimske terrorgrupper ved præcis, hvad de gør med deres terroranslag. Ikke alene rammer de magtfulde symboler, trafikknudepunkter og menneskekroppe og skaber kaos og sorg. De rammer europæerne, skyldbetyngede efter Holocaust og vant til en kultur, hvor problemer løses gennem diplomati og samtale, på deres mest sårbare punkt. Hvor den arabiske verden har vænnet sig til at tænke »hvem gjorde dette mod os«, når katastrofen rammer, spørger rådvilde europæerne i stedet, når terroren slår ned: »Hvad har vi gjort galt?«

Islam og ikke islamismen

En endnu farligere modstander for demokratiet end de egentlige terrorister er dog de islamiske organisationer, der gennem mere end 30 år har opbygget magtbastioner i Vesten. Jeg bruger bevidst betegnelsen islamisk og ikke islamistisk. Vi har vænnet os til terminologien islamisme og til at kalde de muslimer, der arbejder for at skifte demokratiet ud med islamisk lov, for islamister. Som for at understrege, at ikke alle muslimer ønsker en islamisk stat, hvad de heller ikke gør. Men efter min opfattelse er det selve islam, der er problemet, og det er vigtigt at forstå.

Særligt tre mennesker var med til at åbne mine øje for, at islam ikke er en uproblematisk religion. Den ene var præsten og politikeren Søren Krarup, der i en tv-udsendelse for mere end 12 år siden pegede på, at islam er en lovreligion med et lovkompleks tilknyttet, det, der kaldes for sharia. For muslimen, mente Krarup, måtte sharia stå over demokratiet.

I 1994 mødte jeg buddhisten Ole Nydahl. Nydahl, der af udseende og i tankegang altid har mindet mig om en realistisk militærmand, havde i årevis været bekymret over tilstrømningen fra muslimske lande til Europa. I 1998 udtalte han, at islam og overbefolkning oftest går hånd i hånd og kommer stadigt tættere på Europa. Hvis ikke der var vilje til at beskytte de europæiske værdier, mente han, ville Europa falde ligesom tidligere højkulturer.

Den tredje var den irakiskfødte videnskabsmand Salim Abdali, der betragter sig som ateist. Abdali, der er uddannet astrofysiker, er også oversætter af arabisk poesi. Vi lærte hinanden at kende i den arabiske kulturforening Assununu (Svalen). Abdalis og mine veje er skiltes siden da, men jeg er ham taknemmelig for at have gjort mig opmærksom på, at de islamiske organisationer også altid er politiske, at en typisk islamisk organisation altid har et politisk formål.

Det er der intet overraskende i. Ordet »sekulær« findes ikke på arabisk. Nutidens islamforskere gør ikke meget ud af at betone denne grundlæggende forskel på islam og på kristendommen. Kristendommen har været den væsentligste religion i de europæiske samfund i to tusinde år. Når en sekulariseret europæer i det post-kristne Vesteuropa hører ordet »religion« forestiller han sig derfor, at der er tale om noget, der minder om kristendommen. Og kan det da ikke være ligegyldigt, om man går i kirken eller moskéen?

Målet helliger midlet

I sin bog Islam fra 1981 bemærker iranisten Jes P. Asmussen, at Muhammed efter udvandringen til Medina måtte opbygge en ny politisk og militær struktur og optræde som både »høvding, lovgiver og kriger«. Asmussen skriver videre: »Her er en af hovedårsagerne til, at islams religionshistorie fra begyndelsen blev meget snævert forbundet med – og ofte uadskillelig fra – de islamiske samfunds almindelige historie. For de fleste vesterlændinge er der et skel mellem de to livssfærer – den åndelige og den timelige. Et sådant skel eksisterer ikke for muslimer. Det er et fremtrædende træk ved den religion, Muhammed grundlagde, at den omfatter alle livets områder. Muhammed var således ikke bare religionsstifter, men grundlægger af et samfund, af en livsform, hvor det religiøse, det politiske og det sociale er uadskillige.«

Asmussens læseværdige bog nævner også følgende vigtige detalje: At juraen kommer før teologien blandt de islamiske videnskaber. Derfor regnes juristerne også i dag for de ypperligste fortolkere af religionen. Derfor er studier af islamisk lov altid på programmet hos de islamiske organisationer, også i Vesten. Og derfor kan man f.eks. i København i 2007 møde en muslimsk rapmusiker, der i fuld alvor afviser, at musikere selv kan afgøre, om musik er halal eller haram, (altså tilladt eller forbudt). For: »Det er jurister, der kan afgøre det spørgsmål.«

KAPITEL 3
Islams koloniseringsstrategi

IKKE LANGT FRA Place de la Republique i Paris bor forfatteren Samia Labidi, som jeg har kendt siden 2004. Samia, der er af tunesisk afstamning, er forkvinde for en lille organisation af sekulære nordafrikanere: D’ailleurs ou d’ici mais ensemble, (Derfra eller herfra, men sammen), i daglig tale AIME

Beretningen om Samias og hendes families dramatiske historie findes i Ibn Warraqs bog om frafaldne muslimer. Her beskriver Samia, hvordan en svoger med tæt forbindelse til toppen i den tunesiske afdeling af Det Muslimske Broderskab, al-Nahda bevægelsen, fik islamiseret familien. Hun gik f.eks. selv med hovedtørklæde igennem en længere årrække.

Hun har også skrevet en bog om sin bror Karim, hvis dramatiske historie ikke er mindre værdig til filmatisering end al-Bannas. Efter forældrenes skilsmisse flyttede Samia, hendes bror og deres mor til Frankrig. Her blev Karim indrulleret i et iransk terrorismenetværk og senere sendt på træningsskole i Teheran. På mirakuløs vis kom han ud af det igen uden at have slået nogen ihjel.

I dag bor Karim på hemmelig adresse i Tunesien, af frygt for repressalier fra det tidligere netværk og har fundet en mere fredelig beskæftigelse som webmaster på Samias internetportal. Mens Samia mener, det også af strategiske grund er bedre at tale om islamisme end islam, fastholder Karim, at det er islam, der er problemet, og at det er nødvendigt at sige det ligeud.

AIME modtager ingen offentlig støtte, og der er blot tale om et lille familieforetagende, der ud over Samia og Karim tæller niecen Sarra. Organisationens internettidsskrift Electrochoc tager emner som homoseksualitet og Muhammed-tegningssagen op, og det er blevet forbudt i Tunesien. Organisationen har arrangeret en konference om, at man kan være født ind i islam, men vælge ateismen og har også støttet filosofilæreren Robert Redeker, der blev truet på livet efter en kritisk aviskronik om Muhammed i efteråret 2006.

Samia er ét i rækken af mennesker med muslimsk baggrund, der taler de magtfulde, islamiske organisationer imod. I Europa og USA danner de i disse år netværker, senest fik Skandinavien og Storbritannien i foråret 2007 foreninger af ex-muslimer.

I den mere eksotiske afdeling er der endda i Europa grupper som Queer Jihad, homoseksuelle, praktiserende muslimer, sågar imamer, der mener, at Allah kan acceptere deres seksualitet, og at man ikke skal tage Koranen så vældig bogstaveligt på dette punkt.

Mange af disse enkeltindivider og grupper, forfattere, forskere og politikere som blandt andre Samia Labidi, Naser Khader, Ibn Warraq, Bassam Tibi, Irshad Manji og Ayaan Hirsi Ali sammen med organisationer som WLUML, Women Living under Muslim Laws og Ni putes ni soumises (Hverken ludere eller underdanige) arbejder ikke sjældent med livet som indsats.

Opbygningen af Broderskabet i Vesten

Men disse organisationer og enkeltpersoner har hverken den gennemslagskraft eller de økonomiske midler, som Det Muslimske Broderskab besidder. Broderskabets succes er frugten af mere end 30 års politisk arbejde, muliggjort af betydelige, finansielle midler. I dag er det ifølge Lorenzo Vidino ikke længere afhængigt af støtte udefra, men kan for så vidt klare sig for frivillige bidrag, zakat (almissebidrag), og gennem et raffineret system af banker og finansieringsinstitutter i Vesten; det første blev lagt i København, i dag ligger de i London, Genève og Luxembourg.

Støtten har været uvurderlig i opbygningen af Brødrenes magtbastioner i Vesten. For bl.a. saudiske milliardbeløb, som af en iagttager er anslået til 87 milliarder US dollars inden for de seneste par årtier, er der gennemført enorme prestigebyggerier i form af moskéer, religiøse institutioner, skoler m.m. En egentlig kortlægning af denne pengestrøm mangler stadig.

I 2002 kunne det saudiske tidskrift Ain al-Yaqeen offentliggøre en liste med centre og moskéer på fem kontinenter, der nød godt af bidrag fra den saudiske kongefamilie. Blandt dem er Ramadan- familiens bastion, Centre Islamique de Genève, som vi skal vende tilbage til. Ifølge tidsskriftet modtager centeret årligt 5,8 millioner euro fra Saudi-Arabien.

Men der er langt mindre viden om de penge, der kommer fra andre arabiske lande, f.eks. De Forenede Arabiske Emirater. Den hovedrige Maktoum-familie, der regerer Dubai, er bl.a. med til at finansiere Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der er en af Broderskabets vigtigste institutioner i Vesten.

Det paradoksale er, at mange af de mennesker, der har arbejdet for at nedbryde Vestens frie demokratier, i sin tid kom som flygtninge og fik asyl i Europa. I 1950’erne flygtede således en række af Det Muslimske Broderskabs frontfigurer fra Nassers Egypten. De har oprettet støttepunkter i de største europæiske lande, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, og fra Norge til Bosnien, fra USA til Danmark findes der i dag kontaktpersoner og organisationer, der deler Brødrenes ideologi.

En af nøglefigurerne i opbygningen af dette politiske netværk i Europa var Tariq Ramadans far, Said Ramadan. Han var Hassan al-Bannas personlige sekretær og fik lov at gifte sig med al-Bannas ældste datter, Wafa. Said Ramadan grundlagde Det Muslimske Broderskabs afdeling i Palæstina i 1945 og var en af Brødrenes frontfigurer i krigen mod israelerne i 1948. I 1949, da den egyptiske regering likviderede Hassan al-Banna, befandt Said Ramadan sig i Pakistan, hvor han knyttede gunstige kontakter til forskellige religiøse grupper, bl.a. Jamaat-e-Islami. Dens grundlægger, Abul Ala Mawdudi, var en stor beundrer af Said Ramadan. Sønnen Tariq har mange år senere trukket på disse kontakter i Storbritannien.

KAPITEL 9
Islamisk kultur i gulvhøjde

I 2003 BEGAV seks unge kvinder og to unge mænd, Fadela, Loubna, Safia, Chrystelle, Ingrid, Nadia, Olivier og Farid, sig ud på en fem uger lang march gennem Frankrig. »Intet kan standse et menneskes vilje,« har præsident Francois Mitterrand engang sagt, og lige så grandiose, ordene må have lydt i Mitterrands mund, lige så naturlige må de have lydt i Fadelas. Fadela med efternavnet Amara var marchens iniativtager, og sammen med ligesindede fra de franske ghettoområder var hun, inspireret af Mitterrands sætning, taget på en livsvigtig rejse, der havde friheden som mål.

To begivenheder var medvirkende til de unges beslutning: udgivelsen af bogen Dans l’enfer des tournantes (I gruppevoldtægternes helvede) af den nu afdøde Samira Bellil, der beskrev et nyt afstraffelsesfænomen i forstæderne over for frigjorte kvinder: gruppevoldtægten, der kun kan anmeldes med fare for livet.

Derudover det brutale mord på den 18-årige Sohane Benziane fra forstaden Balzac de Vitry-sur-Seine. Den 4. oktober 2002 overhældte en jævnaldrende dreng Sohane med tændvæske og brændte hende ihjel i et skralderum under et højhus for at have overtrådt ghettoens regler.

Fadela Amara havde længe været indblandet i arbejdet mod vold og undertrykkelse i de belastede forstæder, som almindelige franskmænd ikke vover sig ud i. Med den succesrige march, der fik Paris-moskéens direktør Dalil Boubakeurs støtte og franske toppolitikeres bevågenhed, skabtes organisationen »Ni putes ni soumises« (Hverken ludere eller underdanige). Organisationen, der betragter den sekulære, konfessionsløse republik som den bedste ramme for kvinders frihed, har i dag afdelinger i mere end 50 byer i Frankrig. I Paris-kontoret, som jeg besøgte i 2005, er både unge mænd og kvinder optaget af arbejdet. Det kan bestå i akut hjælp til unge kvinder – eller mænd – fra forstæderne, foredrag på skoler og gymnasier, debatter, kampagner og meget andet.

Organisationen og marchen er beskrevet i Fadela Amaras selvbiografi, der ikke findes på dansk, men derimod, paradoksalt nok, er udkommet i det skandinaviske land, der mest hårdnakket af alle de nordiske lande har nægtet at diskutere problemet med islam: Sverige.

Amaras egen historie begynder i arbejderbyen Clermont-Ferrand i Auvergne, hvor hun blev født i 1964 i en fattig, nordafrikansk familie. Amaras far stammer fra Kabylien i Algeriet. I 1955 rejser han til Frankrig for at arbejde som bygningsarbejder. Fem år senere kommer hans 20 år yngre hustru, Amaras mor, til Frankrig. I det nordafrikansk-dominerede Herbet, sydøst for Clermont-Ferrand, arbejder mændene, og kvinderne passer hjem og børn. Og der er mange børn at passe. Som 16-årig føder Amaras mor sit første barn, »siden fulgte de andre, da hun var sytten, atten, nitten ….« I alt bliver hun mor til ti børn, seks drenge og fire piger.

Det var alt sammen før »kælderislam«, som Amara kalder fænomenet, gjorde sit indtog. Muslimske familier som Amaras fejrede derfor også jul og påske, og kvinderne kunne gå i korte kjoler og stramt tøj. Men sønnerne betød mest for både mødre og fædre, husarbejdet var for piger, og en biograftur kunne betyde ugers forhandling med en patriarkalsk far.

Da hårde teenagekonflikter tog til, var det ikke mindst i litteraturen, at Amara fandt et frirum. Hun læste alt »fra Victor Hugo til Alfred de Musset, fra Alexandre Dumas til Zola, fra Martin Luther King til Gandhi, gennem Marguerite Yourcenar, Hermann Hesse, Khalil Gibran og mange andre«.

Unge mænd uden faderfigurer

Det samme frirum i bøgerne fandt rapmusikeren Abd al-Malik, der kom til verden i Paris 12 år efter, at Amara blev født. Dengang hed han noget andet, for Malik er i modsætning til Amara født af katolske forældre med congolesisk baggrund og konverterede som helt ung til islam. Han har skrevet sin historie i bogen Qu’Allah bénisse la France (Må Allah velsigne Frankrig). Hvor Amara kaster sig ud i sekulære aktiviteter, går Malik igennem »den hårde islam«, som han kalder det, før han finder frem til sufimystikken.

For en kortere periode flytter Malik og familien til Congo. Men da Maliks far får mulighed for at videreuddanne sig inden for journalistik, vender de tilbage til Frankrig, til forstaden Neihof uden for Strasbourg. Malik vokser op i et kvarter, hvor lydkulissen er en blanding af biler, der smadres, politisirener og »dag og nat« de funky rytmer fra bl.a. Michael Jackson, Earth, Wind and Fire og Kool and the Gang.

Hjemmet er fattigt. Som en art protest mod det postkoloniale Frankrig nægter den politologuddannede far at tage arbejde og lader moderen og de syv børn leve af bistandshjælp. Da Malik er otte år gammel, forlader faderen hjemmet: »Papa was a Rolling Stone, som det hedder i sangen.« Som så mange andre unge mænd i de franske ghettoer vokser Malik op uden en far som brugbar rollemodel. Mange går til i druk og stoffer, andre vender sig mod en radikal udgave af islam.

Sappho.dk

Det Muslimske Broderskab som islamismens udspring

Firs år efter Broderskabets dannelse er Vesten omsider ved at få øjnene op for dets betydning – første danske undersøgelse på vej

Af Lars Hedegaard

Til trods for, at Det Muslimske Broderskab, som det blev udtrykt under en nylig konference organiseret det amerikanske Hudson Institute i november 2007, er den “islamistiske organisation, der har haft den største indflydelse overhovedet på verdens muslimer”, er det først for ganske nyligt, at vestlige politologer og sikkerhedsanalytikere for alvor er begyndt at interesse sig for fænomenet.

Man forstår ganske enkelt ikke islamismen, jihadismen, den islamiske fundamentalisme, salafismen, eller hvad man nu skal kalde den islamiske ekstremisme, hvis man ikke begynder med Broderskabet. Vil man forstå verden af i dag, og vil man udtænke politikker, der kan imødegå den nuværende civilisationskrise, er kendskabet til Det Muslimske Broderskab vigtigere end noget andet.

Helle Merete Brix’s bog Mod mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa er det første omfattende danske studie af organisationens ideologi, historie og nuværende netværk af organisationer og personer samt deres bestræbelser på at underminere de europæiske samfund.

Hvorfor har vi i Vesten ikke tidligere haft blik for verdens første og længe altdominerende islamistiske bevægelse? Under konferencen på Hudson Institute anførte den amerikanske forsker Hillel Fradkin, at verden siden den 11. september 2001 især har været optaget af al-Qaeda, som direkte var ansvarlig for terroranslaget i USA, og i samme forbindelse har opmærksomheden samlet sig om rabiate kræfter i Saudi-Arabien, hvorfra de fleste af 9/11 terroristerne stammede.1

I den forbindelse glemmes det som regel, at al-Qaeda direkte udspringer af Broderskabet, og at de rabiate saudiere – tilhængerne af oliestatens dominerende wahhabistiske udlægning af islam – er kraftigt påvirket af den ideologi, som Det Muslimske Broderskabs åndelige ledere, Hassan al-Banna og Said Qutb, udkastede.

Ifølge Hillel Fradkin findes der ingen anden organisation inden for vore dages islamiske bevægelse, der kan måle sig med Broderskabet (Ikhwan), når det gælder historisk og aktuel indflydelse. At forstå Broderskabet er at forstå hele den islamiske udfordring.

Som det også fremgår af Helle Merete Brix’s undersøgelse, har Broderskabet imidlertid kunnet skjule sig bag en lang række dækorganisationer, som kun folk med særligt kendskab den islamiske scene har kunnet forbinde med moderorganisationen.

Hertil kommer, at ikke mindst den amerikanske regering fra og med 1970erne ydede afgørende ideologisk og økonomisk støtte til en række Ikhwan-inspirerede organisationer, bl.a. de afghanske mujahediner, som senere udviklede sig til Taleban og al-Qaeda, som modvægt mod kommunistiske indflydelse.

I Danmark har Broderskabet inspireret de fremtrædende islamiske organisationer Muslimer i Dialog og Islamisk Trossamfund. Disse organisationer profilerer sig som moderate, i modsætning til den så udskældte Hizb ut-Tahrir. Men Islamisk Trossamfunds nye imam har åbent erkendt, at Broderskabets åndelige leder, den indflydelsesrige prædikant Yusuf al Qaradawi, er et forbillede for ham. Muslimer i Dialog har gode kontakter til prædikanter i kredsen omkring Broderskabet og til The Islamic Foundation i Leicester, en af Broderskabets højborge i Vesten.

I forbindelse med en nylig retssag i Texas mod en påstået filantropisk organisation ved navn The Holy Land Foundation blev der fremlagt et dokument fra 1991, hvori Broderskabet forklarede sin strategi i De Forenede Stater: “Ikhwan [Broderskabet] må forstå, at alt deres arbejde i Amerika er en slags … jihad med det formål et eliminere og ødelægge den vestlige civilisation indefra og at sabotere deres elendige hus … således at Guds religion kan sejre over alle andre religioner.”2

Den egyptiske stats forfølgelse af Broderskabet i 1950erne og 60erne medførte ganske vist en splittelse mellem en specifik egyptisk opfattelse og en endnu mere rabiat udlægning, der blev udviklet af egyptiske emigranter i andre mellemøstlige og nordafrikanske lande, men det er stadig muligt at tale om et sæt af ideer, der ikke væsentligt har fjernet sig fra det berømte motto, som Broderskabets grundlægger Hassan al-Banna formulerede allerede før 2. Verdenskrig: “Allah er vores mål. Profeten er vores leder, Koranen er vores forfatning. Jihad er vores vej. At dø for Allahs sag er vores inderste håb.”

Her er intet kompromis med Vesten, dets demokrati eller frihed muligt, og ethvert forsøg på “dialog” tjener kun til at styrke demokratiets fjender ved at udsprede desinformation om fjendens egentlige hensigter.

——————————————————————————–
1Hillel Fradkin: “The History and Unwritten Future of Salafism”, 25. november 2007, www.futureofmuslimworld.com; se også Gilles Kepel: “The Brotherhood in the Salafist Universe”, 4 februar 2008, www.futureofmuslimworld.com
2Analysis of Muslim Brotherhood’s General Strategic Goals for North America Memorandum, 7. september 2007 (tilgængeligt online)

Sappho