3
mar
Seneste opdatering: 4/3-08 kl. 0042
1 kommentar - Tryk for at kommentere!

En ganska intressant bild som visar konstnären intresse för nationalstaten. Det kan också vara en lätt provokativ bild eftersom innehållet kan förstås som pekande långt ut till höger. Ytterligare och till största delen hermetisk information kan man få här. Måhända finns det någon som kan skingra oklarheterna? (Vilks.net)

vilks_som_mal_hund.jpg

»Socialdemokraternes metamorfose, kapitel 24 «

“Nu skal vi se frem og ikke tale det irreversible hasard partiet har spillet med Danmark, som kun kun akkurat skal til at udfolde sig og næppe kan bedømmes retfærdigt før om 30 år. ” Berlingske er så uvenlig at minde Thorning om “gamle dage” :

En ny generation af topsocialdemokrater er tilsyneladende i færd med at lægge en vis afstand til Socialdemokratiets tidligere positioner på meget vigtige, politiske områder . Det gælder ikke mindste rets-, skole- og indvandrerpolitikken.
Helle Thorning-Schmidt leverer selv det bedste eksempel på, at hvad man engang har ment, kan man i dag se meget anderledes på….Hvis enkelte socialdemokratiske ronkedorer måtte føle sig stødt på manchetterne og vælger at gå i rette med partitoppen, vil de kunne gøre det med henvisning til Thorning-Schmidts eget eksempel.
S-top gør op med fortiden

Michael Sandfort: Fem spørgsmål til Jørgen Bæk Simonsen

Snaphanens dækning af debatmødet i Forfatterforeningen med udgangspunkt i Kim Møllers speciale om Jørgen Bæk Simonsens islamforskning, efterlod næppe nogen tvivl om den udbredte undren over sidstnævntes holdning til debat. For en mand som i de fleste sætninger taler om “diskussion” og “dialog” er det besynderligt at opleve, at han ikke selv udviser nogen vilje til selv at indgå i disse. Stort set alle hans udsagn er blot gentagne betoninger af eksistensen af pluralitet og diskussion i islams verden. Til kontrast har Mehdi Mozaffari fra Aarhus Universitet en ganske anden tilgang til emnet, der ikke skyer essentialiserende udsagn, og som minder om at JBS, ekspertstatus desuagtet, ikke kan gøre krav på noget sandhedsmonopol:

»Islam er en decideret planlæggende religion, hvor alting er forklaret fra før fødslen til efter døden, og enhver form for overraskelse vil af mange muslimer være en ubehagelig påmindelse om, at Koranen har overset noget,« forklarer Mehdi Mozaffari.

Michael Sandfort har derfor udformet disse spørgsmål, som man kunne ønske sig at JBS ville komme med nogle klare svar på (LFPC):

Kære Jørgen,

På debatmødet, afholdt af Trykkefrihedsselskabet og tidsskriftet Sappho den 19. februar 2008, mellem blandt andre dig og Kim Møller var spørge- og svarelysten så stor, at det ikke var let at komme til orde. Efter at have læst Møllers ’Vejen til Damaskus’, fulgt dig i debatten og deltaget i mødet trænger nedenstående fem spørgsmål sig på, som jeg håber at du vil svare på. Tag venligst hensyn til at jeg som flertallet af danskere, hverken er historiker eller islamforsker.

Ordet er dit…

Bedste hilsner
Michael Sandfort

Spørgsmål #1: Mener du stadig som i 1980erne, at Islam er en lovreligion, at djihad er krig for islams udbredelse og at dhimma betyder diskriminering og andenklasses borgerskab, hvis man tager udgangspunkt i grundteksterne, som du gjorde dengang?

Spørgsmål #2: Hvorfor mener du, at det i dag er mere relevant at formidle hvad vore dages muslimer fortæller om, hvordan islam praktiseres, i stedet for at formidle islams grundtekster?
– er det ikke netop sådan, at rettroende muslimer er meget stærkt knyttet til grundteksterne, og at de to ting derfor ikke kan adskilles?

Spørgsmål #3: Når du nu har valgt at formidle hvad vore dages muslimer fortæller om, hvordan islam praktiseres, i stedet for at formidle islams grundtekster, hvorfor formidler du da altovervejende de fredelige og ikke de krigeriske røster?
– er det ikke netop de krigeriske røster som er toneangivende, og som rundt omkring i verden vinder magten hvis der afholdes demokratiske valg?
– og hvordan kan du være sikker på, at de fredelige budskaber du modtager, ikke blot er udtryk for islams lovlige dispensation for at lyve over for såkaldt vantro?

Spørgsmål #4: Hvordan kan du mene at islam i vore dage ikke er politisk, når det altovervejende er imamer der tegner det muslimske miljø i Danmark?
– og hvorfor får danske muslimer vejledning i, hvordan de skal stemme til kommunal- og folketingsvalg under fredagsbønnen?
– og hvorfor er fredagsbønnen så afgørende for, hvordan danske muslimer reagerer på aktuelle politiske spørgsmål?

Spørgsmål #5: Under debatmødet lagde du selv meget stor vægt på at kontekstualisere
– kan du på den baggrund anse Islamisk Trossamfund som moderat, når de går i fælles demonstration med Hizb-ut-Tahrir?
– og hvordan kan du selv deltage i en islamofobikonference i Bella Centeret i maj 2006, hvor uforsonlige og truende udtalelser som kom fra talerstolen, uden hverken under eller efter konferencen at tage afstand herfra?

Årsag/virkning, eller reaktion/påskud?

NATOS bekymring for personellet på jorden i Afghanistan er reel, og utvivlsomt velbegrundet. Det er let at sidde herhjemme på afstand og jonglere med forskellige scenarier, hvor sikkerheden for dette personnel blot er én variabel. Men det der implicit udtrykkes i bekymringen er, at det var bedre om Wilders undlod at udsende sin film. Problemet er bare, at dette også vil have mærkbare konsekvenser i jordhøjde, blot her i Europa. Derfor må det være legitimt at spekulere over forskellige mulige udfald af de scenarier der nu er. Udsender Wilders som lovet sin film, vil dette utvivlsomt blive brugt som påskud af utallige muslimer verden over til at foranstalte vold, ødelæggelser, og muligvis drab, heriblandt på udstationeret personnel i Afghanistan.

Men i denne årsagskæde indgår der nogle antagelser og nogle fortolkninger. Vi har på den ene side den udløsende faktor: En demokratisk valgt politiker i et europæisk land udsender en stærkt kritisk film, muligvis indeholdende blasfemi mod religionen/ideologien islam. Han gør således ikke noget som ikke er blevet gjort utallige gange vendt imod kristendommen fra eget hold, enten det har været af samfundsdebattører, kulturradikale eller venstreorienterede kunstnere, eller politikere. Geert Wilders, som rituelt betegnes som “højreorienteret”, gør således ikke noget som ikke er fuldt indenfor sædvane og lovgivning i Europa (herhjemme var den sidste retssag efter blasfemiparagraffen i 1930’erne). Man kan sige, at denne “højreorienterede” politiker blot følger gamle, velprøvede kulturradikale og venstreorienterede måder at udtrykke sig på.

På den anden side har vi så nogle handlinger som tager udgangspunkt i Wilders’ film – en film som ingen af de allerede-krænkede har set. Er Wilders “skyldig” i de handlinger som bruger hans film som afsæt? Har de hysteriske, infantile horder ikke en fri vilje til at handle på en moden og behersket måde? Hvis vi gør det til et simpelt årsags/virknings-forhold som medfører at Wilders er skyldig, gør hans kritikere så ikke de rasende horder til viljesløse zombier, hvilket er en form for implicit “racisme”?

Der er ikke noget scenarie som eliminerer voldshandlinger med legitimering i islam. Reality check: NATO vil aldrig få styr på Afghanistan. Voldspotentialet i de europæiske ghettoer kan kun vokse. At dette voldspotentiale ikke skulle udmønte sig i vold er fuldstændigt usandsynligt, og med prognoser der siger omkring 30-40% muslimer i Europa i 2050 kan enhver sige sig, at det kræver et mirakel hvis betydelige blodudgydelser ikke skal indtræffe. Disclaimer: Ja, jeg er uanstændig, stueren, det bliver jeg aldrig, og jeg har et forkvaklet menneskesyn. Men dette scenarie er sandt.

De reelle alternativer er derfor: Enten påtager vi os selv dhimmirollen, og behandler muslimer som rådne æg, og undlader at kritisere dem som vi kritiserer os selv. Så vil der muligvis på kort sigt kunne spares blod. Men ikke på længere sigt, eftergivenheden er en skrue uden ende. Eller også slår vi ring om Wilders, og udsender et assertivt signal som hedder: Vi står fast på vores værdier. Og så tager vi den derfra. Et træk kunne blive at konkludere at vi ikke har noget at gøre i Afghanistans morads (LFPC).

Spændinger i Mellemøsten og Afghanistan over den islamkritiske Koran-film, som den højreorienterede, hollandske politiker Geert Wilders er ved at lægge sidste hånd på, vækker bekymring i Nato.

Jaap de Hoop Scheffer, forsvarsalliancens generalsekretær, siger, at det måske kan skabe problemer for Nato-soldaterne i Afghanistan.

– Jeg føler ansvar for soldaterne i Afghanistan. Hvis de kommer i ilden på grund af denne film, så er jeg bekymret, siger han ifølge det hollandske nyhedsbureau ANP til hollandsk tv.

Der er udstationeret 1600 hollandske soldater i det sydlige Afghanistan.

I torsdags truede en talsmand for Taliban med at optrappe angreb på de hollandske soldater, hvis denne “fornærmende” film offentliggøres.

Søndag formiddag var der en demonstration i det nordlige Afghanistan, hvor omkring 1000 demonstranter, de fleste muslimske præster, krævede hollandske og danske soldater ud af Afghanistan.

Årsagen var netop den hollandske film og så de danske Muhammed-tegninger. Nato bekymret over Koran-film

Uld-i-mund i sin yderste konsekvens

Sven Burmester er utvivlsomt særdeles vidende om islam, og sammenlignet med Jørgen Bæk Simonsen er dette befriende klar tale – blot fordi han rent faktisk forholder sig til konkrete fænomener, og ikke snakker uden om ved at repetere mantraet om pluralitet og kontekstualisering. Men for en lægmand som undertegnede efterlader han nok for mange ubesvarede spørgsmål til at dette giver lys over situationen. Dette må man så finde andetsteds. Burmester virker på undertegnede som om han går på æggeskaller for ikke at komme i det uanstændige selskab. Han ser fællestræk i civilisationen, men har respekt for det åndelige indhold – men kan man overhovedet skille de ting ad, når nu islam selv ikke gør det? “I tidligere tider under Kalifatet var ingen så stolte som muslimer i Bagdad”, siger han om kontrasten til den nuværende situation af mindreværdsfølelse der udmønter sig i hysterisk følelse af krænkethed. Jo, men hvordan var kuffars situation dengang? Dengang led de under deres ydmygende status som dhimmier. Så om muslimerne føler sig mindreværdige eller de føler sig kæphøje over deres rettelige supremacistiske status – resultatet er skidt for kuffar. Hvis Burmester formår at skille det åndelige (dvs. slaveforholdet til den ophøjede Allah) fra det politiske, så vil dette være en gave til verden. Som sagerne står nu må vi forholde os til denne enhed af “åndelighed” og aggression mod os.

Den respekterede diplomat og forfatter Sven Burmester, der bl.a. har udgivet en bog sammen med Ritt Bjerregaard, tager bladet fra munden og kalder islam for en fejlslagen og syg civilisation. Hans seneste bog blev flot modtaget, men hvorfor kan han sige ting, som andre bliver skældt ud for. Er der forskel på folk? Det korte svar er ja. Læs mere om hvorfor.

Hvem har sagt følgende:

»Alt for ofte har der været tale om muslimer, der ikke bidrager, men belaster finanserne i vore lande. At det skaber splid og før eller senere resulterer i en gevaldig stramning af indvandrerpolitikken, kan ikke undre«.

Eller hvad med denne generelle vurdering:

»Islam er den hurtigst voksende religion. Dens i praksis manglende tolerance og insisteren på at være den eneste sande tro medfører strid overalt, hvor den vinder frem«.

Eller hvad med denne ikke specielt muntre påstand:

»Muslimen har masser af disciplin. Han bruger den blot på sit religiøse liv og glemmer den, når det drejer sig om arbejde. Ramadaen er disciplin, men fasten fremmer ikke ligefrem produktivitet og bruttonationalprodukt.«

Og så lad os til sidst tage denne godbid med:

»Islam passer i de allerfleste af sine nuværende fremtrædelsesformer ikke til den moderne verden. Den er i moderne økonomisk og politisk forstand en fejlslagen civilisation«.

Man kunne tro, at det var folketingsmedlemmerne Søren Krarup og Jesper Langballe eller islam-kritikeren Ayaan Hirsi Ali, der havde sagt de sætninger, men det er nu den pæne danske Sven Burmester, der med sit lune ålborgen­siske vid ikke ligefrem kandiderer til årets provokatør-pris. Han er en dansk kosmopolit, der har været vicedirektør i Verdensbanken og leder af bankens hovedkontor i Cairo. Han har boet i Kina i årevis og er ven med en lang række af verdens ledere. Nu har han nedskrevet sine erfaringer i bogen »Fred og Fare. Islam, Østasien og Vesten set af en dansk kosmopolit«, hvor han storroser Kina og dets driftige vej ind i en ny global tidsalder og stort set afskriver den islamiske kultur som ubrugelig i den moderne verden.

Er du slet ikke bange for, at dine generaliseringer kan opfattes som krænkende?

»Det håber jeg sandelig ikke, at de kan. Jeg skriver f.eks., at islam i sin nuværende form er en fejlslagen civilisation. Det er ikke religionen som sådan, jeg taler om, men civilisationen i de muslimske lande. Der står ikke i Koranen, at man skal omskære piger, men man omskærer dem alligevel i Egypten. Når jeg skriver »fejlslagen«, så er det fordi disse lande ikke kan give deres borgere en rimelig levestandard, og jeg er endda parat til at beskrive civilisationen som syg og fejlslagen. Min vurdering har intet at gøre med religionens åndelige indhold, for der peger jeg faktisk på en række positive ting, så jeg mener ikke, at det er krækende, for dét, muslimerne reagerer på, er, når deres religion forhånes.«

Kan muslimer ikke blive krænkede over dine meget negative formuleringer om deres civilisation?

»Der er den store forskel mellem mig og Dansk Folkepartis folk, at jeg ikke udtaler mig negativt om religionens åndelige indhold. Men jeg indrømmer, at jeg generaliserer om samfundsforhold, og heri ligger der altid en fare. Den berømte økonom og nobelpristager Amartya Sen har advaret mod generaliseringer, for vi er alle mennesker, og taler man generelt om civilisationer, så reducerer man mennesker til grupper og overser, at vi alle har samme forhåbninger og evner. Det har han ret i, men jeg ser altså på de islamiske samfund som dansk verdensborger, og min bog er ikke et angreb på islam, men en bog om islam, Kina, Vesten og den nye globale udfordring. Og her spiller Kina en meget positiv rolle og islam en mindre positiv.«

[…]Så lad os gå lidt videre. Der er rigdom i den muslimske verden. Oliemilliarderne pibler op af jorden, og alligevel er udviklingen gået i stå. Burmester siger, at netop derfor er det så trist, at det »går ad helvede til«. Muslimernes svar er, at det hele skyldes USA og Israel. Det dur bare ikke som forklaring på, mener Burmester, at der er så meget affald på gaderne i Cairo. Han peger på FNs rapporter om den arabiske region, hvor der peges på uduelige og undertrykkende regimer, forskelsbehandlingen mellem kvinder og mænd og den dårlige undervisning som forklaring på elendigheden.

Men disse rapporter medtager jo ikke islam som forklaring, ligesom du gør?

»Nej, det er rigtigt, og man kan ikke udskille religionen, som den udnyttes af de radikale kræfter. Islam siger, at du skal acceptere de ledere, du har, og derfor gør de ikke oprør, og kvindeundertrykkelsen finder du også belæg for i religionen. Så der er en klar forbindelse.«

Er der håb om, at de kan kæmpe sig ud af stagnationen?

»Fundamentalismen øges, men dermed ikke sagt, at der ikke er håb. Men ofte må vi erkende, at selv reformforsøg bremses, hvilket gør det så trist at være i Mellemøsten.«

Kan vi håbe, at de ligesom os er besjælet af et ønske om demokrati?

»Selvfølgelig vil de have demokrati, der viser alle undersøgelser.«

Men de få valg vi har set, i Algeriet og Palæstina, er endt med fanatikernes sejr?

»Det er udtryk for den fejlslagne civilisation. Men vi skal accepetere det og håbe, at det bliver bedre næste gang. Jeg tror f.eks., at det er en fejltagelse at isolere Hamas. Nogen siger, at det er farligt, men så farligt er det jo heller ikke.«

Det er jo heller ikke dig, der får raketter i hovedet, men isralerne?

»Det er rigtigt nok.«

Er det ikke den sædvanlige lette europæiske indstilling? Der er jo nogen, der dør i mellemtiden?

»Ja, livet er hårdt.«

Jo, men det er hårdere for nogle end for andre?

»Selvfølgelig er det ikke sjovt at få raketter i hovedet, men israelerne klarer sig nok, de er jo stærke.«

Så stærke er de da heller ikke. Og Irans atomprogram viser vel, at de har al mulig grund til at være bekymrede?

»Jo, det har du ret i, og vi skal også være opmærksomme på muslimsk terrorisme, men det er ikke ragnarok«, ræsonnerer Sven Burmester.

I Europa er der ikke store debatter om andre indvandringsgrupper end muslimer. Hvad er det ved muslimer, der skaber denne spænding? Burmester berører i sin bog også Muhammed-krisen og skriver: »Den var et typisk eksempel på muslimsk ømskindethed og manglende selvtillid. Nogen skal have skylden for manglende succes, og det er altid svært at erkende ens egen andel. Muslimerne har det med at anklage jøder og amerikanere snarere end deres egen uformåenhed. Nu rangerer vi danskere så også blandt syndebukkene.«

Har vi et indvandringsproblem?

»Jeg mener ikke vi har et indvandringsproblem. Hvad vi har, er et muslimsk problem i Europa. Jeg tror ikke, at vi ville have et problem, hvis det havde drejet sig om 200.000 kinesere her i landet. Men jeg er også optimist, og jeg tror, at det vil lykkes at skabe en moderat majoritet af muslimer. Men det er da et grimt problem, vi har, hvor en stor del af muslimerne ikke accepterer de grundværdier, som vi ellers har i dette samfund.«

Vi taler meget om fundamentalisterne, men de fleste muslimer er vel fredelige og moderate mennesker?

»Ja, de fleste muslimer er moderate mennesker, men det store problem med mange muslimer er, at mange ikke bekender sig til demokratiske værdier. De fleste moderate middelstands-muslimer siger ikke fra, ligesom de fleste danskere under Besættelsen ikke sagde fra overfor samarbejdet med tyskerne. Vi danskere var nådige at slippe fra det, men endnu ved muslimerne ikke, om de kan slippe godt fra det. Skal de sige fra og risikere livet eller blot løbe med? De fleste vælger ikke at sige fra«.

Muslimer synes at være konstant krænkede. Hvorfor?

»Svaret er et klart mindreværdskompleks. Det er ikke et etnisk karaktertræk, men resultatet af deres egen stagnation. I tidligere tider under Kalifatet var ingen så stolte som muslimer i Bagdad. Nu går det ad helvede til, og det er svært at leve med. Det er nemmere at være kineser og have en lønstigning på 15 pct. om året. Det er en ydmygelse, at man er blevet overhalet økonomisk, videnskabeligt og på alle andre områder af Israel, Vesten og nu Kina.«

Nogle har sagt, at vi skal tage hensyn til den nye globale verdensorden og risikoen for krænkede følelser og lære at holde kæft. Er din bog udtryk for, at du ikke vil holde kæft?

»Vi har ytringsfrihed under ansvar. Jeg ved, at det er skrap kost, men disse ting skal siges først og fremmest som oplysning til danskerne om de fremmede civilisationer.«

Noget af det du skriver kan vel meget nemt opfattes som en krænkelse?

»Jo, det er meget muligt, men jeg står inde for, hvad jeg har sagt. Jeg skriver meget tydeligt, at jeg respekterer det åndelig indhold af islam og deres gudshengivenhed. Så jeg er ikke bekymret.«

Men din formulering om den syge civilisation er vel krænkende? Hvorfor holder du ikke kæft?

»Jeg vil skrive, hvad jeg vil, men jeg må også være klar over mulige konsekvenser. Skulle jeg have holde kæft med visse ting? Det synes jeg ikke, men på den anden side er der ingen grund til at gå ind i teatret og råbe ild. Der er ingen grund til at ophidse gemytterne unødvendigt.«

Har du da bevidst udeladt ting, der ville være unyttigt provokerende?

»Nej, men jeg er ikke ude på at kritisere islam som religion, men at få danskerne til at forstå muslimernes, amerikanernes og kinesernes situation.«
Bent Blüdnikow og Mikael Jalving: Kosmopolitten der får lov at sige ting

Bemærk den rituelle afstandstagen fra Dansk Folkeparti: “Der er den store forskel mellem mig og Dansk Folkepartis folk, at jeg ikke udtaler mig negativt om religionens åndelige indhold”. Jeg er faktisk temmelig sikker på at Dansk Folkeparti ville være komplet ligeglade med islams åndelige indhold, hvis det ikke var fordi dette er filtret ind i det politiske og det samfundsmæssige (LFPC).

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Ja, med hensyn til Dansk Folkeparti har du helt sikkert ret. Vi ser jo ikke d’herrer Krarup og Langballe lave udfald mod hinduer, Asa-troende eller jøder, selvom alle disse religioner er i strid med kristendommen og dens tankesæt.

    Det er altså ikke Islams åndelige indhold der forarger, men nærmere Islams totalitære krav om respekt og underkastelse.