bare lidt værre  end normalt. Og så har Jyllands Posten ikke engang det hele med: Tårgasattack på Malmöskola og der er mere endnu, det er  bare at gribe i posen: Skottlossning med automatvapen vid rån i Olofström

Krimi-kaos i Malmö i dag
Bileksplosion, bombetrusler og et bankrøveri inden for få timer holder svensk politi beskæftiget.  JP

 “Queer Jihad”: Jernnæven i fløjlshandsken

Magtudøvelsens grænser udfordres i øjeblikket. Politiet afviser brug af vandkanoner, omend deres eventuelle indførelse på et senere tidspunkt stadig “undersøges”. Modviljen mod at bruge dette harmløse passiviseringsmiddel stikker dybt i den danske mainstream, hvor man hellere tager de menneskelige og økonomiske omkostninger som følger af autonome SA’ers hærgen. Således står den ellers ufolkelige Ritt Bjerregaard formentlig for opfattelsen i brede kredse, når hun kalder vandkanoner “udanske”, men samtidig er villig til at efterkomme de samme gadetroppers krav. Denne modvilje mod at besudle ens hænder med håndgribelig magtudøvelse vil utvivlsomt på ubestemt tid medføre, at der vil blive handlet reaktivt, med forsinkelse, og ikke assertivt, på den løbende optrapning som grupper som disse samt de etniske står for.

Bliver indsatsen fra voldsmonopolets side opfattet som mangelfuld, opstår selvfølgelig en risiko for at udsatte grupper vil gribe til selvtægt. Bøsserne er en sådan gruppe, som p.g.a. livsstilen er vanskelig at beskytte fra samfundets side. Når der nu fra disse kredse tages initiativ til ekstra-legale midler, er det interessant, dels fordi denne subkultur faktisk ved tidligere lejligheder har allieret sig med muslimerne mod Israel, men i dette tilfælde implicit og ved valg af navn vender sig mod denne gruppe af indvandrere, men også fordi initiativet har forbindelser til den venstreekstreme Modkraft.dk     ( Dette foto fra København dateres sommeren 2003)

Hermed blotlægges endnu en brudlinje mellem venstrefløjen og dennes offerkæledægger på den totalitære religiøsitets overdrev. Modsætningerne må have været der hele tiden – der har på intet tidspunkt været noget som bandt traditionelle venstrefløjssager som kvindefrigørelse og bøsseaktivisme sammen med mørkemændene fra Mellemøsten og den medbragte machokultur, tværtimod. Man kan så spekulere på om dette initiativ udspringer af den grøde der kan iagttages på venstrefløjen i denne tid, som måske har bevirket, at ubearbejdet kognitiv dissonans kommer frem i lyset (LFPC).

Eksempler på, at homoseksuelle bliver angrebet og udsat for vold, får gruppen Queer Jihad til at opfordre til, at bøsser slår igen. De homoseksuelles landsforening siger fra.

Opfordringen fremgår af det københavnske undergrundsblad “Queer Power”.

“Dette er ikke et temanummer om bøsser, der får tæsk, men om bøsser, der er trætte af at få tæsk. Og slår igen,” hedder det i bladet.

Opfordringen begrundes i eksempler på, at homoseksuelle bliver overfaldet på grund af deres seksualitet, såkaldte hate crimes.

[…]

Af gruppens hjemmeside fremgår det, at Queer Jihad har til formål at bekæmpe enhver form for undertrykkelse gennem humor og aktivisme. Det fremgår ikke hvem gruppens medlemmer er, eller hvilken tilknytning den har.

Navnet har gruppen taget i sympati med en muslimsk gruppe i Mellemøsten, der arbejder for accept af muslimske homoseksuelle. Bøsser opfordres til at slå igen ,  Queer Jihad.dk

»Nu måste det till väldigt drastiska åtgärder för att rädda Sverige«

Borgerlige kræver Reinfeldts afgang i annonce i Svenska Dagbladet. Men som én skriver på nettet :

Rolig läsning. Symptomatiskt är dock att bland de 10 problemområden man identifierar inte nämner den hejdlösa invandringen med ett enda ord.

Seidenfaden: »Wilders´grove angreb på åndsfriheden«

Den hollandske regering håber stadig, at højrefløjspolitikeren Geert Wilders vil afstå fra at offentliggøre den kortfilm, han i ugevis har truet med at lancere. Filmen rummer et af de groveste angreb på den europæiske åndsfrihed i mands minde, idet dens budskab øjensynlig er, at Koranen skal forbydes. Forslaget om at forbyde en bog, fordi man ikke bryder sig om dens indhold, peger tilbage mod Europas mørkeste fortid. […] Juridisk og politisk må vi naturligvis stå fast. Ytringsfrihedens grænser skal ikke flyttes på grund af trusler, eller fordi andre samfund ikke har lært den at kende endnu. Men det er mere end nogensinde livsvigtigt, at både regeringerne og alle vi andre fastholder retten til at sige fra over for dem, der kun ønsker konfrontation og konflikt, og som overlader alle konsekvenserne til samfundet. Her gør den kristendemokratiske regeringschef i Holland det rigtige, ligesom den borgerlige svenske regering gjorde det, da Sverige havde et tilløb til Muhammedkrise. Når det gælder diplomati og dialog, larmer vores egen regering desværre stadig med sin tavshed. Det er muligt, at den selv er tilfreds med stålsatheden. Men den svigter sit ansvar.

Seidenfaden Brand! Brand! Når provokationer overtager debatten . Seidenfaden anbefales at undersøge Mein Kamp´s tvetydige status i Tyskland. I Bayern er´genoptryk forbudt og den må ikke findes på tyrkisk. Og hvad er det for et ansvar Fogh regeringen svigter og hvad skal “de sige fra overfor”? Samtlige morgenaviser i Danmark ? – Med hensyn til den svenske regering, som Seidenfaden altid henviser til, så dokumenterede Snaphanen to eller tre regulære svenske ambassadørundskyldninger over Vilks i mellemøstlige aviser, hvis disse ellers står til troende. Ingen svenskere ville bekræfte artiklerne. Skyggediplomati som Seidenfaden foretrækker det ?- Her er en svensk, der tænker næsten ligesom Politiken. Corren viste et billede af “Satan som bajsar på Jesus”

– En av samhällets viktigaste uppgifter är att värna minoriteter, särskilt de som är utsatta för kritik eller förföljelse. Muslimernas position i samhället kan man se på det sättet, det finns en misstänksamhet mot islam som helhet. Därför tycker jag att man ska tänka sig för innan man ger extra kraft åt, och blir en extra röst, i sammanblandningen av islam och islamism.

Ola Sigvardsson: Ja till Jesus, inte Muhammed

»Bor man i Nordsjælland og sender sine børn i privatskole, er det også nemt at være radikal«

Jelved møder Arnold ved håndvasken “Ikke noget at komme efter” ? De Radikale gennemtvang Udlændingeloven af 1983 overfor en Schlüter, der forståeligt nok prioriterede den katastrofale økonomi. (Rønn Hornbech advarede allerede dengang om, hvad det kunne føre til.) De Radikale var drivende overfor Nyrup i SR regeringens indtag af ca. 300.000 udlændinge 1992-2001. Nyrup valgte magten. De Radikale har ikke undladt at kritisere og stemme imod ethvert stramningsforslagforslag fra den nye regering efter 2001 – “på kanten af menneskerettighederne” var omkvædet ? Ikke noget at komme efter? At R overhovedet er i Folketinget endnu, “er på kanten af” en skandale. I historiens lys bærer de hovedansvaret for, hvad der end måtte ske i fremtiden. Det ved enhver der var ved bevidsthed mmellem 1983 og 2001. Marianne Jelved er en ynk!

Flugten fra ansvaret

Integration: 1990’ernes SR-regering kritiseres for en slap flygtninge- og indvandrerpolitik. De radikale afviser kritikken: »Der er ikke noget at komme efter,« siger partiets tidligere formand Marianne Jelved. En skarp kritik af SR-regeringens integrationspolitik i 1990’erne dukker op fra flere sider. Forleden sagde Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt, at hun gerne påtog sig et ansvar for, at hendes eget parti ikke gjorde nok i 1990’erne for at integrere indvandrere og flygtninge i det danske samfund. Og under overskriften Jeg er medskyldig erkender et tidligere medlem af Det Radikale Venstre i et læserbrev ( Jeg er medskyldig) her i avisen sin del af ansvaret for de massive indvandrerproblemer, som han oplever, at samfundet står med i dag.

»Da tilstrømningen af flygtninge og indvandrere var på sit højeste, var jeg medlem af Det Radikale Venstre. Jeg hørte til de gode, de hellige og de bedrevidende. Marianne Jelved var min guru. Jeg brugte ord som fremmedfjendske, intolerante og racister om personer, som ikke var enige med mig, og kritiserede dem for deres menneskesyn,« skriver Tage Bjerg. Han efterlyser, at Marianne Jelved og de øvrige radikale erkender, at der er problemer med integrationen.

»Der er ingen som de radikale, der er blinde for problemerne. Men bor man i Nordsjælland og sender sine børn i privatskole, er det også nemt at være radikal,« mener han.

Afviser kritikken

Den tidligere leder af Det Radikale Venstre, fhv. økonomiminister Marianne Jelved, afviser kritikken og peger på, at Danmarks situation i forhold til flygtninge og indvandrere var fuldstændig parallel med andre landes.

»Man glemmer, hvad det var for en virkelighed, vi levede i dengang. 1990’erne var præget af store flygtningestrømme i Europa, og derfor modtog vi mange flygtninge i Danmark. Det samme gjorde de øvrige europæiske lande i den periode,« siger hun.

Med hensyn til, om den store indvandring koster mange ressourcer og skaber massive problemer i dagens Danmark, påpeger Marianne Jelved, at der er rigtig mange indvandrere, der klarer sig fint i det danske samfund. Hun erkender dog, at der er andre, der klarer sig mindre godt.

»Dem skal vi selvfølgelig gøre noget for ved at forbedre integrationen, og vi har lagt det ene programforslag frem efter det andet. Vi bestiller stort set ikke andet,« siger hun. Marianne Jelved afviser, at hendes parti har ladet stå til overfor indvandrerstrømmen og henviser til, at hendes parti har været med til at stramme reglerne for familiesammenføring op samt indføre boligkrav og forsørgelseskrav.

»Der er ikke noget at komme efter,« fastslår Marianne Jelved.

Det er bekvemt

Elisabeth Arnold var i flere år udlændingeordfører for de radikale. Hun forklarer 1990’ernes store flygtningestrømme med borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og mener, at det er bekvemt at give de radikale skylden for integrationsproblemerne i dag, fordi partiet grundlæggende har en humanistisk tilgang til flygtningepolitikken.

Hun siger, at i hendes tid som udlændingeordfører i 1990’erne blev der gennemført op imod 20 stramninger af f.eks. reglerne for familiesammenføring.

»Vi lyttede meget til den kritik, der var af mulighederne for misbrug af reglerne. Det strammede vi op overfor. Men der var også en del kritik, der var fuldstændig urimelig, og som gerne ville overse, at er alle lige for loven i Danmark,« siger hun.

Påvirket af DF

Hverken fhv. formand for Socialdemokratiet Mogens Lykketoft eller tidligere indenrigsminister Birte Weiss (S) har villet kommentere kritikken af 1990’ernes integrationspolitik. Thorkild Simonsen (S), der afløste Birte Weiss på posten som indenrigsminister i 1997, har derimod udtalt, at man altid kan komme og kritisere bagefter. Han mener, at den nye kritik af udlændingepolitikken er påvirket af Dansk Folkeparti, og lige som Marianne Jelved påpeger han, at man skal huske kende den politiske situation, der var på daværende tidspunkt.

helle.tougaard@jp.dk