Demonstrationen foran Folketinget var i realiteten en udendørs fredagsbøn foranstaltet af såkaldt “moderate muslimer”. Indrømmet, ovenpå Hizb ut Tahrir, er enhver moderat. Selvom det foregik i ro og orden, er det forstemmende ved den slags manifestationer, at disse folk ikke forstår at religioner de facto ikke har nydt nogen debatmæssig særstilling i Danmark siden 1938. Om de så fik Blæksputten og Svikmøllen ind ad døren hver morgen, vil de ikke komme til at begribe det. Ingen pædagogik ville hjælpe heller. Hvad de såkaldt “ansvarlige politikere” i virkeligheden har gjort, er at satse på at “det løser sig med tiden” – det er det, jeg plejer at kalde hasardspil. Kan de føres ind i moderniteten ? Om tre eller seks generationer ? Nogensinde ? Ingen profet aner det. Konflikten er selvkørende på ubestemt tid. Det er kun et spørgsmål om på hvilket niveau. Iøvrigt var demnostrationen kønsopdelt, kvinder og børn for sig mens mændene kyssede slotspladsen. (fotos© Snaphanen) (TV 2 Muhammed-demonstration i København) foto 1 i fuld størrelse

Men, men, men …

Vi er moderate og tolerante, så selvfølgelig går vi ind for ytringsfrihed, men tegner du Muhammed, skal du dø! Vi er moderate og tolerante, så selvfølgelig går vi ind for religionsfrihed, men forlader du islam, skal du dø! Vi er moderate og tolerante, så selvfølgelig går vi ind for kønnenes ligestilling, men kaster du skam over familien, skal du dø! Vi er moderate og tolerante, så selvfølgelig går vi ind for fredelig sameksistens, men respekterer du os ikke …

Johan Drost i Politiken, d. 5.3.2008

Spirende glasnost: Søren Pind, ‘man of the hour’

Jeg kan godt røbe, at min glæde ved at læse Arne Hardis’ interview med Søren Pind i Weekendavisen er særdeles mærkbar. Hvilken lettelse, hvilke befriende klare ord fra en mand i den politiske mainstream. Jeg er politisk analfabet hvad angår Pinds rolle, og betydningen af hans ord i det større parlamentariske spil, internt i Venstre såvel som i forhold til de øvrige partier. En egentlig assertiv indsats er selv sagt ikke under påbegyndelse. Men signalværdien er ubetalelig. På blot få uger er det blevet gjort vanskeligt at affærdige islamkritik og problemer relateret til muslimske indvandrere ved at spille “Dansk Folkeparti”-kortet. Deres monopol på at sige disse ting er måske ved at blive brudt, og dét er en gevinst for os alle (LFPC).

»Du må se på det indholdsmæssige. Standse op og se på konsekvensen af integrationsprocessen i København og landet over lige nu. Det er jo det værste, vi har set siden besættelsen. … vigtigt, at vi begrebsligt fastslår nogle helt grundlæggende ting. For det første, at vi har en erklæret ejendomsretlig tilgang til det land, vi er i. Den kultur, som har været her i mere end tusind år, bliver i disse år trængt tilbage, helt uden at nogen er blevet spurgt om det rimelige i det. […]

»De har jo fået ret, de mennesker, der for 20 år siden advarede om, hvilken udvikling vi havde åbnet for med vores udlændingepolitik: Sune Dalgård, Helle Merete Brix, Søren Krarup, og hvad de ellers hed, de mennesker, der fyldte Jyllands-Postens spalter med advarsler. De er blevet forhånet og latterliggjort og stigmatiseret – jeg må med flovhed indrømme, at jeg selv har været med til det – men de fik ret. Vi er nødt til at have en offentlig diskussion om en give and take-tænkning, som i sit mest absurde udtryk fører til, at forældrene beder Kurt Westergaards kone holde sig væk fra den institution, hvor hun arbejder. Det viser, hvad følgagtigheden gør ved et samfund, fylder det med selvforagt. Skridt for skridt lader vi os trænge tilbage af en udvikling, vi aldrig har taget stilling til som folk. Derfor må vi starte med at fastslå, at dette land er dansk. Hvis det bare skal forsvinde, er det jo rigtig omvæltende. Det er derfor, jeg argumenterer for assimilation, folk kan ikke bare få ejendomsretten til det land, de kommer rejsende til.« […]

»For det første er der altså også rigtig mange af dem, der endnu ikke er danske statsborgere, og måske skal vi kikke på, om vi kan gøre endnu mere på det område. For det andet er statsborgerskabet en gave, der fordrer et element af taknemmelighed. Over for dem, der er danske statsborgere, må samfundet sætte ind og stå fast og sikre den fredelige kultur, som så længe har været vores. Men det sker for lidt i medierne, i det offentlige rum i øvrigt, i skolerne.« […]

Jeg bruger bevidst udtrykket kamp, for det er en kampplads, det er en kamp mellem civilisationer, Huntington havde ret. Det er en konturløs fjende, vi er oppe imod, men der er kræfter, som vil den vestlige verden det ondt.« […]

Arne Hardis: Interview: Danmark i tusind år (WA 7.3.2008, kræver login)

I afgrunden med rene hænder

Her er et godt eksempel på hvad Søren Pind er oppe imod: Selvpålagt handlingslammelse. Bemærk, at alle historier om konsekvens i forhold til problemer relateret til multikulturen altid fuser ud med udtalelser fra eksperter der – formentlig helt korrekt – fortæller at dette kan eller må vi ikke. Tyskland, Sverige og det meste af den arabiske verden kan forbyde Hizb ut-Tahrir, men ikke os.

Jeg er selvfølgelig helt på det rene med hvorfor magtudøvelse er underlagt ‘checks and balances’ i et retssamfund. Men hvad gør så et retssamfund der er oppe imod en trussel som slet ikke var nærværende da disse checks and balances blev indført, og som får lettere spil af handlingslammelsen? Så gør et ikke-suicidalt samfund det at det sætter himmel og jord i bevægelse for at tilpasse lovene denne nye situation, i stedet for at resignere og konstatere at der intet er at gøre. Det haster (LFPC).

Naser Khader (NA) vil fjerne Islamisk Trossamfunds godkendelse, men det er der slet ikke grundlag for, vurderer eksperter. Justitsministerens rådgivende udvalg er enig at, sagen er tynd […]Men ifølge flere eksperter, som Nyhedsavisen har talt med, er det meget usandsynligt, at trossamfundet har gjort sig skyld i noget, der i givet fald kan bære Danmarkshistoriens første sag, hvor et trossamfund får trukket sin godkendelse tilbage. […]

Ifølge de gældende vejledende retningslinjer, som Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund har udarbejdet for Justitsministeriet, skal Islamisk Trossamfund nemlig have foretaget sig handlinger, ‘som strider imod sædeligheden eller den offentlige orden’, før det ikke længere opfylder betingelserne for en godkendelse. Og det er næppe sandsynligt i dette tilfælde, siger et af udvalgets medlemmer, tidligere lektor i kirkeret Jørgen Stenbæk.[…]

Og formand for udvalget, professor Armin Geertz er fuldstændig enig. »Det vil formodentlig være temmelig forhastet at straffe en hel menighed, i det her tilfælde muslimerne i Islamisk Trossamfund, for udtalelser, der måske hellere bør have konsekvenser for en imam. Man fratager jo heller ikke folkekirken retten til at fungere som statskirke, bare fordi en præst får sagt noget dumt,« siger Armin Geertz.  Eksperter: Støtten kan ikke tages fra Islamisk Trossamfund