15
mar
Seneste opdatering: 16/3-08 kl. 0341
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Det demografiske mareridtsscenarie

Mens vi snakker 24-års regel og integration, er nogle uendeligt meget større perspektiver i støbeskeen. Jeg påpeger tit, at alene den kendte demografiske udvikling for Europa i de kommende årtier garanterer en omvæltning af vores fredelige, velstående samfund, så den samfundsorden vi alle tager for givet, næppe vil overleve dette århundrede. Alligevel fortsætter fornægtelsen ufortrødent, og enhver der siger at vores hedonistiske, sekulære livsstil er truet af indvandring fra den tredje verden, bliver øjeblikkeligt udskammet fra det gode selskab. Man vil bare ikke forholde sig til det, og ingen stuerene politikere vil sige dette som det er – ikke offentligt, i hvert fald. Skriften på væggen er ellers tydelig nok: Man kan kigge sig rundt ved busstoppesteder og i butikscentre, og tælle klap- og barnevogne kørt af indpakkede kvinder, eller man kan reflektere over hvordan problemer relateret til islam og indvandring fylder mere og mere af de daglige nyheder – optøjer og skyderier her, krav om særhensyn der. Man kan så sammenholde dette med at vi i øjeblikket ‘kun’ har omkring 5%, plus/minus, muslimer i Europa, og så ekstrapolere frem til 2050, hvor der iflg. officielle fremskrivninger kan være 30-40% muslimer i Europa.

Kære venner, tiden hvor vi kan bekymre os om friværdi og samtalekøkkener er afmålt. Sådan er det altså – selv om det fremføres af en uanstændig højreblogger med et rystende menneskesyn. Alt hvad der kommer vil for de nulevende være forringelser i forhold til dette ufatteligt gode samfund. En lakune i historien.

Dette var hvad der vides – voldsmændene, voldtægtsforbryderne og terroristerne anno 2028 er allerede født, og man kan gå lige ned på gaden og sige dikkedik til dem. Imidlertid standser det ikke her, for en anden udvikling med endnu større ødelæggende potentiale er under opsejling:

Climate change threatens Britain with “environmentally induced migration”, a top level European Union report has warned.
The EU analysis of the security threats posed by global warming predicts social unrest as an influx of immigration sweeps “destination” Europe, following failing harvests and environmental conflicts in the world’s poorest countries.

“There will be millions of ‘environmental’ migrants by 2020, with climate change as one of the major drivers of this phenomenon,” states the report.

“Such migration may increase conflicts in transit and destination areas. Europe must expect substantially increased migratory pressure.”

The stark report, written by Javier Solana, the EU foreign policy chief, and Benita Ferrero-Waldner, the Commissioner for External Relations, forecasts the rise of vicious new conflicts following the impact of climate change.

“The inability of a government to meet the needs of its population as a whole or to provide protection in the face of climate change-induced hardship could trigger frustration, lead to tensions between ethnic and religious groups within countries and to political radicalisation.”

This could destabilise countries and even entire regions,” says the report. Eco-migration threat to UK of climate change

Jeg har udeladt andre kommende konflikter som artiklen nævner – med Rusland over de ressourcer som et smeltende Arktis vil give adgang til, krige om vand i Mellemøsten, og krige affødt af faldende høstudbytte i den tredje verden. Immigrationsspørgsmålet skulle også kunne gøre krav på fuld opmærksomhed. Når man svælger i dommedagsscenarier som disse kommer det uvilkårligt til at falde tilbage på én selv – man bliver ‘den forpinte budbringer’, lyseslukkeren eller sandwichmanden der ikke lever i nuet, og som monomant præker ‘bare vent og se’ for omgivelserne. Og hvad kan vi overhovedet stille op? For mig er nyheder som disse først og fremmest brugbare som reality check på hvad der virkeligt tæller – blot en lille brøkdel af disse katastrofepotentialer behøver at blive til virkelighed, før alle de ting som de daglige konflikter handler om bliver latterligt irrelevante. 24-års regel? Indsats mod ballademagere på Nørrebro? Uddannelse af imamer? Selvgode moddemonstranter i Aalborg? Personligt tror jeg, at på længere sigt er løbet kørt. Men selvfølgelig må man her og nu holde fast på vores egen kultur og vores egne værdier.

Dommedagsscenarierne er gode at have in mente når man i de daglige nyheder hører glat politikertale om at “sikre fremtidens velfærd”, eller man hører en Jørgen Bæk Simonsen pludre om multikulturalitetens velsignelser. Best-case-scenariet for fremtiden – det mindst værste – bliver ikke en farvestrålende bazar hvor vi går rundt og respekterer hinanden og fører dialog, mens vi køber spændende nye krydderier (LFPC).

»Immigration ‘out of control and harming our culture«

An alarming 72 per cent of the 1,225 people surveyed think Britain is losing its identity, while 72 per cent believe current levels of immigration are making community relations more difficult. Yorkshirepost

»Suzanne Brøgger i Dagens Halal Nyheter«

sammen med Carsten Jensen og HV Holst er de kanoniserede af DN som ufarlige for Svensson at læse.. Nu ville det virkeligt bekymrende være, at være en af redaktør Stefan Jonssons godkendte kompissar. Men det er lidt synd for Brøgger, som man kan se, omgivet som hun er af “korsriddere, anti-intellektuelle og populister”, en hård skæbne for et åndsvæsen. Hvorfor går det altid fuldstændigt i grøften, når kunst møder politik ? Snart kan man jo ikke være bekendt, at interessere sig for kunst længere, repræsenteret som den er, af en samling statssubventionerede , socialdemokratiske half-wits. Hermed intet ondt ord om Brøggers gode forfatterskab, der blev bedre da hun forlod trods-alderen som cirka 40-årig.

I Sverige pratar man mycket om tystnaden i Danmark.

– Jag vet, och vi försöker, mina kolleger och jag. Vi skriver krönikor och uttalar oss stup i ett. Men vi talar för döva öron. Vi lever i en populistisk tid och det betyder tyvärr att om du har bättre utbildning eller kallas intellektuell så är du dömd på förhand.

Hon ser med oro på hur populismen växer i hela den västliga världen. Och på hur Danmark blivit “extremt högerradikalt”. Hon menar att det är en generationsfråga.

– De unga vill bekriga islam och vara korsriddare och de orkar inte höra på oss gamla som kallas pladderhumanister och politiskt korrekta. Vi har fått ett klimat där intellektuell analys är bannlyst och där magkänslan har blivit det nya politiska credot.

Dagens Nyheter

The Copenhagen Accord : All Iraqis, After All

En optimistisk Michael A. Ledeen til møde med irakiske paramentarikere i København. Såvidt vides ikke bemærket af nogen danske aviser.

Those looking for positive political signs from Baghdad will be encouraged by a recent meeting in Copenhagen. For four days toward the close of February, roughly two dozen Iraqis –an impressive group including two government ministers, authoritative representatives of large and small religious communities, leaders from all areas of the country, and several members of parliament– convened to discuss the relationship between politics and religion, ways to advance human rights, and steps to further reduce and eventually eliminate violence in their country. (foto © Snaphanen)

Michael_Ledeen__feb_2008_082.jpg

The group included Iraq’s national security adviser, Mowafak al-Rubayei, the human rights minister, Wajdan Shamo Salim (a Christian woman, by the way), Sunni and Shi’ite leaders and leaders of the Assyrians, Mandaeans, Yezidis, Chaldeans, and Armenians, the prime minister’s personal imam, and the chairwoman of the Women’s Forum of the Iraqi Interreligious Congress, who is a Faili Kurd.
The resulting agreement–outlined in two dense pages called “The Copenhagen Accord”–is highly encouraging for anyone looking for signs that Iraqi leaders are increasingly determined to come to grips with their own problems and assume responsibility for the solutions.
That they convened at all was significant, all the more so against the background of the latest violence in Denmark, wrongly but publicly attributed to Muslim rage against the republication of the cartoons featuring Mohammed. (In fact, the riots started when Danish police arrested some Muslim drug smugglers, days before security forces announced they had thwarted a plot to assassinate one of the cartoonists, the event that led to the republications.)
A few invitees cancelled, but most came.
The driving force behind the conference was Andrew White, the 43-year old Anglican Canon of Baghdad, who has been tirelessly urging ecumenism on Iraqis for the better part of a decade, and he received vigorous support from the Danish Government and national church.
I was the only non-participant in the room, and I witnessed discussions very different from the fractious public debates that characterize so much of Iraqi politics. Within the first hour, all had agreed that: they would not speak of “minorities”; whatever they endorsed would apply to all Iraqis; and their mission was to define policies for the entire society. They agreed to ask the government to eliminate religious identification on the I.D. cards. “We are all Iraqis, after all,” as one of the participants put it.
One of the most moving moments came when Canon White said that something had to be done about violence in many Iraqi families. Husbands had to stop beating their wives, and parents had to stop beating their children. The Accord called on the government “to ensure human rights and the dignity of all components of Iraqi society, including women, children and the disabled.”
Extremism was strongly condemned in the accord, with specific reference to religious language that brands “other people as infidels [takfir].” This grew out of the discussion of whether religion should play an advisory or supervisory role in Iraqi society, and most participants essentially answered “both, but within limits.”
When one of the religious leaders insisted that the Koran contained answers to all questions, he was firmly told “perhaps, but there are people here who do not follow the Koran, and they too are Iraqis.” National Security Adviser Rubayei even argued that there is no absolute requirement in the Iraqi Constitution for a rigid application of Shariah law; he said the Constitution simply rejects anything that is in direct conflict with “the pillars of Islam.”
I rather suspect that, in keeping with the studied ambiguity of Middle Eastern politics, the answer to whether religion should be advisory or supervisory depends on who asks the question, and in which language.
There is at least one such difference between the English and Arabic versions of the Copenhagen Accord itself, reflecting the personal concerns of the signers: the Arabic text speaks harshly of “occupation forces” at one point, which prevented some participants from signing it, while there is no such statement in the English version, which everyone signed. But the conversation suggests that there is plenty of wiggle room if Iraqi leaders want it.
The accord calls for “the rule of law” and “a constitutional state,” and there is no reference to Islamic law in either case. The one paragraph addressing religion, calls for tolerance and says that “religion must not be used to justify violence or hatred or to sabotage the civil order.”
These people are under no illusions about the quality of their current government. On two occasions the accord attacks corruption, first condemning nepotism and patronage and denouncing those who seek political positions for self-interest, or to enable a party or group to monopolize power. Later on, “administrative and financial corruption” are defined as causes of “the decay of the state and . . . one of the biggest obstacles to peace, reconciliation and prosperity.”
If nothing else, the week in Copenhagen shows that Iraqi leaders are capable of respectful debate and considerable consensus on some of the most fundamental issues they, or any other society, face. Whether or not this consensus will be institutionalized will be answered in the months ahead, but it’s hard to be pessimistic after watching them work–very hard–to reach meaningful agreements, and they are determined to press on. The conference created a permanent committee to interface with the government, and called for a national reconciliation conference to dramatize its urgency.
There are several grounds for optimism: some new friendships were forged in those four days, which may mitigate some of the country’s stubborn regional, tribal, and religious sectarianism. The tone and outcome of the conference show that conditions in Iraq are improving–such an event, with such participants, was unthinkable a year or two ago–and the sense of national identity could not have been clearer.
The closing banquet, held in a beautiful farm house-cum-restaurant outside town, was a symbolic indication of the long-term vision of the accord’s participants, and perhaps even of the potential of Iraq to be a watershed for the region. The guest of honor was Denmark’s Chief Rabbi Emeritus, Bent Melchior, whose father helped the Danes outwit the Nazis and save most of the country’s Jews, and whose son is at once Chief Rabbi of Norway and a member of the Israeli Knesset.

AEI org

Stråmanden: Selvgodhedens sidste tilflugt

Som det ofte fremføres handler det ikke kun om hvad man siger, men om hvem der siger det. En læserbrevsskribent finder det “befriende” at Villy Søvndal er vågnet op. Skribenten har åbenbart gået med noget indestængt harme over visse forhold i samfundet, men har ikke kunnet forlige sig med at det var den uanstændige Pia Kjærsgaard som rent faktisk forholdt sig til det. Manden har så måttet vente til en af de anstændige sagde det på “en human facon”: “Skrid ad Helvede til”. Sådan prøver man at beskytte sig med et figenblad mod beskyldninger om stueurenhed. Og stråmændene kommer lige fra rygmarven:

Hvor er det dejlig befriende, at Villy Søvndal på en human facon tager debatten op om ekstremister. Pia Kjærsgaard glæder sig over, at venstrefløjen nu også undsiger sig udlændinge. Det er bare ikke det, der bliver sagt. SF-formanden slår til lyd for, at alt, hvad der er ekstremt, er en trussel mod vores demokrati. Det er modigt at tage denne varme sag op. På en intelligent måde viser Søvndal, at holdningen til udlændinge ikke er sort-hvid. Han gør også i den grad op med Dansk Folkepartis eneret på at diskutere vores borgere, der har en anden hudfarve.

Pia Kjærsgaard er i virkeligheden bange for, at Villy Søvndal får nogle af DF’s vælgere til at se mere nuanceret på situationen – og stemme anderledes ved næste valg.
Debat: Pia ryster i bukserne (læserbrev af Kurt Bülow Schmidt, EB 11.3.2008).

Måske der er grøde i den på venstrefløjen i øjeblikket, men stråmanden bliver nok den sidste bastion der falder, når nu ens egen godhed i så høj grad er bygget op på afstandstagen fra Dansk Folkeparti. Til kontrast (LFPC):

[Farshad Kholghi:] “Hvis Venstre går på kompromis med de grundlæggende værdier og lytter til pladderhumanisterne i Det Radikale Venstre eller til Ny Alliance og begynder at være flinke over for islamisterne, så vil jeg direkte stemme på Pia Kjærsgaard.”

Og Farshad Kholghis respekt for Pia Kjærsgaard er evident:

“Pia er en af de få ærlige politikere, der eksisterer i Danmark. […]

– Der ligger vel også en frygt hos indvandrerne. Nogle af dem tror, at hvis Dansk Folkeparti kommer i regering, så ryger de direkte i kz-lejr. Hvor kommer den frygt fra?

Pia Kjærsgaard: “Det er noget meget, meget ubehageligt. Det er også det, jeg oplever, når jeg står ude på gaden. I lørdags kom en rigtig sød pige hen til mig. Jeg kunne se på hende, at hun var sød. Hun kom hen og sagde: Må jeg godt høre: Hvis I nu kommer i regering en dag, skal jeg så smides ud af landet? Jeg tænkte: Hold op. Det er godt nok svært, det her. Det er der nogen, der har bildt dem ind, og det er lodret forkert. Selvfølgelig er det det. Vi deler ikke sådan mennesker op i sorte og hvide, i brune og hvide. […]

Pia Kjærsgaard: “Ved I hvad der går mig allermest på? Det er hvis jeg kommer gående i et supermarked eller et andet sted. Og så kommer der nogle forældre med nogle pragtfulde, søde, dejlige adoptivbørn, som er kulsorte. Og så føler jeg mig helt overbevist om, at når de ser mig, så tænker de: Nå, hun har nok noget imod vores børn. Og jeg er utrolig glad for børn. Jeg kan slet ikke lade være med at kysse børn. Det går mig på. Jeg ved jo ikke, om den danske familie tænker sådan. Men alene det, at jeg kan få den tanke, irriterer mig ud over alle grænser.” Sappho interview med Farshad Kholghi og Pia Kjærsgaard (foto © Snaphanen)

P1040176.JPG

Læser, bliv din egen redaktør

For at undgå information overload, en absolut erhvervsrisiko for en blogger, har jeg udviklet mit eget helt private ‘wetware filter’, dvs. en ultrakort scanningsproces og efterfølgende evaluering (dur / dur ikke) for mange af de kilder jeg møder i det daglige. Det er både et spørgsmål om de datamængder som hjernen er i stand til at bearbejde, men også en form for beskyttelse mod den idioti man møder i uanede mængder derude på nettet. Idiotien i visse kredse er massiv, men også stereotyp, hvilket i sig selv overflødiggør detailbearbejdning af det meste inden for den pågældende genre. En sådan kunne være ‘journalister’ på arabiske nyhedsmedier, her eksemplificeret ved en artikel fra iranske Tehran Times. Iran, De ved, landet hvor homoseksuelle hænges i kraner og kvinder stenes til døde hvis de har forbrudt sig. Jeg vil skåne Dem for længere uddrag fra denne artikel, som jeg altså ikke har læst in extenso, men to punkter fangede min opmærksomhed – og netop dette illustrerer hvad jeg siger, for disse to punkter var fuldt tilstrækkelige:

A journalist friend of mine, his tongue firmly in cheek, calls it ‘Oh I See!’ in a not so veiled reference to the seldom fruitful deliberations of the OIC. Which is why it’s interesting to see the body representing the 1.6 billion Muslims take on some real issues for a change at its summit in Dakar, Senegal this week.

Giving voice to the fury of their people, Muslim leaders and heads of states have protested against the growing Islam-bashing in the West, warning of “serious implications for global peace and security”.

The warning articulates the outrage over the republication of the Prophet’s caricature by 17 Danish newspapers and the film attacking the Holy Quran by a Dutch lawmaker.

When the Jyllands-Posten first published that despicable caricature three years ago, our friends in the West had explained it as a necessary phenomenon of a free press.

So even as the agitated believers around the world came out on the streets burning Danish flags, the West shrugged off the protests as something of a minor nuisance. More than a hundred innocents died in those protests that rocked the world from Morocco to Malaysia as well as Europe and the West.

Something rotten in the state of Denmark

To punkter: Nu er der altså angiveligt 1,6 milliarder muslimer i verden. Er det ikke som om det tal vokser med omkring 0,1 milliard om måneden? Dernæst den refleksmæssige frasigelse af skyld: Mere end 100 uskyldige døde som følge af JPs Muhammedtegninger – ikke som følge af andre muslimers frie valg. Denne skyldsfrasigelse har jo desværre en allieret i de vestlige medier, hvor den store underrapporterede historie fra Irak er muslimers terrorhandlinger mod andre muslimer – vinklen også hos os er jo altid, at al volden skyldes amerikanernes ondskab. Jeg behøver ikke læse mere af denne historie.

Jeg fremhæver dette eksempel for at vise hvorfor jeg er uenig med lektor Michael Böss, der begræder internettets skadelige indflydelse på samfundet, nemlig ved at forstærke en tendens til at vi sammensætter vores egne personlige verdensbilleder ved at vælge elektroniske medier vi i forvejen er enige med, og derved isolerer os fra samfundet som sådan. Jeg synes denne udvikling kan være et sundhedstegn, for så vidt som at man herved aktivt forholder sig til massemediernes nyhedskriterier, og ikke deponerer selektionen af nyheder hos en tilfældig redaktør. Jeg skitserede nogle helt subjektive kriterier, og nævnte en underrapporteret historie. Dette kommer af mit eget (mener jeg selv) bevidste skøn, baseret på aktiv stillingstagen. Havde det været bedre om jeg havde ladet f. eks. Tøger Seidenfaden stå for denne selektion? I rest my case (LFPC).

Ganske vist har disse nye medier – som i stigende grad kun distribueres over internettet – givetvis betydet et løft for informationsniveauet blandt beslutningstagerne. Men da de informationer og nyheder, de videregiver, bliver formidlet af skrivende specialister med de samme uddannelser, synspunkter og interesser som modtagerne, tjener de blot til selvbekræftelse for den bestemte professionelle, politiske eller erhvervsmæssige gruppe. De undgår bekvemt at blive modsagt.

Dette træk ved nutidens nyheds- og informa­tionsformidling kalder den amerikanske samfundsdebattør Cass Sunstein for »filtrering«. Sunstein, der til daglig er professor i politik og jura ved University of Chicago, forklarer i sin nye bog, Republic.com 2.0, hvorfor internettet øger tendensen til filtrering af informationsstrømmen til skade for den offentlige debat. Filtreringen betyder nemlig, at vi i stigende grad kun læser, ser og lytter til de nyheder og synspunkter, vi selv er enige i, og nettet er et specielt »nyttigt« middel til at sortere divergerende opfattelser fra.[…]

De fleste genkender tendensen hos os selv, og som sagt er den til skade for den offentlige debat og dermed for demokratiet. For demokratiet lever for det første af, at vi som borgere bliver udsat for nyheder og informationer, vi ikke selv har valgt på forhånd. For på den måde bliver vi i stand til at sætte os ind i de overbevisninger, som næres af mennesker, vi ikke til daglig færdes blandt, eller som vi ikke er enige med og af den grund let kan komme til at opfatte som »modstandere« eller ligefrem »fjender«. For det andet lever demokratiet af, at vi som borgere får fælles informationer og erfaringer, fordi vi ellers ikke har de samme referencerammer for vores indbyrdes debat. Internetkulturen truer demokratiet

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • JensH

    @Steen & LFPC

    Jeg ved ikke om i har set Information.dk idag, men de har en artikel om at Sverige nu vil sende Irakiske asylansøgere hjem, selvom FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, fraråder det:

    http://www.information.dk/156495

    Panik før lukketid??

  • Jeg linkede til den i går i historien om de 50 muslimer på Aalborgs politistation. Jeg kan ikke se andet end at dette plus Villy Søvndals udspil vil gøre det meget sværere for dem at ‘komme efter os’ nu.

  • JensH – nej, jeg har ikke set det. Men det er ikke noget problem for irakere, at smelta ind i det irakiske samfund i SVerige på over 80.000. De skal altså følges korporligt til lufthavnen.

  • Lars

    LFPC

    Jeg forstår din bekymring, hvad angår demografien. Og så er konvertitterne jo ikke engang med i det regnestykke. Her et foto fra dagens udgave af Nordjyske, hvor en konvertit går amok, da han bliver præsenteret for Burka-Muhammed.

    Fredens religion?

    Ikke hvad tilhængerne angår.

    Nordjyske:

    “En vred demonstrant (en dansk konvertit, red.) fra København blev effektivt stoppet af politiet, da han var på vej over gaden for at kommme i nærkontakt med medlemmerne af SIAD. foto: Claus Søndberg”

    http://nordjyske.dk/search/default.aspx?ctrl=138&data=283080%2c5

  • Det virker i almindelighed som om konvertitterne går til sagen med en særlig ildhu. De udgør jo også en speciel sikkerhedsrisiko, fordi de har lettere ved at passere under radaren. Men skræmmende at en voksen mand på (formentlig) ganske kort tid kan tillægge sig denne hysteriske adfærd, og aflægge sig sin vestlige modenhed. Måske har det også at gøre med at denne ideologi tiltrækker særligt asociale individer?