8 marts sendte BBC dokumentaren om den berømte tale:

Hele talen findes ikke på film og ovenstående er et fraklip fra BBC udsendelsen, der endda springer i kronologien. Hvis man vil have et indtryk af dens vingefang, må man stadig læse den. Den begynder med de manende ord: “It is the supreme function of statesmanship to provide against preventable evils.” Powells dybfølte angst for samfundssplittelse ja, borgerkrig,  daterede sig sandsynligvis helt tilbage til hans erfaringer ved Indiens selvstændighed i 1947, hvor “folkegrupperne” begyndte at myrde løs på hinanden i englændernes fravær. Han var en lysende, klassisk dannet begavelse, der bevarede respekt i store dele af sit parti (hos den yngre Thatcher, f.eks.)  og navnlig i store dele af befolkningen til sin dødsdag i 1998. Han mestrede  mere  eller mindre  tolv sprog, begyndende med græsk som 5-årig og sluttende  med  hebraisk som 70 årig.  Havde han været lidt mindre egensindig og kompromisløs, var han formentlig blevet premierminister i stedet for den ganske ordinære Edward Heath, og meget kunne have set anderledes ud.

I Danmark i de senere år har bla. magister i filosofi Henrik Gade Jensen og Ph.d-stipendiat Jørgen Møller skrevet kronikker om Powell og hans tale, der blev skæbnesvanger for ham, men sikkert endnu mere for det officielle England, der ikke ville høre mens der endnu var tid.

Dokumentaren er voldsomt kritiseret fra højre, men navnlig og helt forventeligt fra venstre. Emnet er langt mere infekteret idag. Jeg synes det et eminent interessant tidsdokument, fuld af interessante filmklip og med baggrund fra blandt andre Roger Scruton og en del af datidens politikere. Når man ser de voldsomme, revolutionsagtige reaktioner i 1968, den enorme folkelige støtte Powell havde og det had han vakte, forstår man bedre hvordan England kunne forpuppe masseindvandringen i 40 år, med dagens resultat til følge. Og meget overraskende, et BBC program der indirekte giver Powell oprejsning, og viser et England der nu uhjælpeligt vil glide imod kronisk strid og grader af opløsning, det er svært at spå om. Han så ikke den muslimske faktor i 1968, men det er en detalje i sammenhængen. Et fornemt program som DR 2  bør vise  pronto. Se det !

Alle seks  You Tube afsnit  her

Video 1 af 6:

Enoch Powell forsvarer sin 68- tale i 1977 i et amerikansk interview: “Politikerne – efter os, syndfloden”

»Hvidhed« – Holberg skrev forgæves

(hermed menes selvfølgelig Erasmus Montanus om de halvstuderede klassers naragtighed. Det overlades til stærkere nerver end mine at analysere det sprogligt.)

DPU-konference om hvidhed, danskhed og andre undertrykkende majoriseringsbevægelser
Kommende konference på Danmarks Pædagogiske Universitet

“I en dansk kønsforskningskontekst læses begreber som køn, etnicitet og race oftest sammen med spørgsmålet om hvilke identiteter, som risikerer minorisering og eksklusion. Derimod fokuseres der mindre på hvilke kønnede og etnisk-racialiserede identiteter, praksisser og materialiteter, der majoriseres og som bliver normbærende.

Hvidhed er blot ét eksempel på en række majoriseringsbevægelser. Med majorisering menes processer og kræfter hvormed noget/nogle gøres til majoritet, det selvfølgelige og passende og herigennem skaber førstehed og usynliggjorte normer. Foruden hvidhed vil konferencen beskæftige sig med parallelle og interagerende majoriseringer, som f.eks. heteronormativitet, maskulinitet, voksenhed, danskhed, ‘den gode elev’, den rigtige videnskab, professionalitet mm. I en nordamerikansk kontekst er studier af hvidhed af ældre dato, mens det samme ikke er tilfældet i Danmark. Konferencen vil søge dialog og inspiration fra internationale forskere, og samtidig sigte mod at forankre og igangsætte diskussioner om køn, hvidhed og majorisering i en dansk kontekst.

læs selv videre hvis du orker, dyk evt. videre ned i programmet , men kun hvis du føler dig vaccineret imod at udvikle anti-intellektualisme og/eller misogyni, for dette vitterlige genus-ævl er i sandhed en kvindesyssel. Mød din indre Rikke Andreassen, hun er nemlig også med som “tovholder”, sådan én kan der blive brug for, for ikke at den oppustede ballon skal fise ud i stratosfæren over Tuborgvej.

»Den ökande brottsligheten i Sverige«

en forbilledlig oversigt af bloggeren og statsvetaren Ulf Petterson:

I media kan man stundom läsa artiklar som beskriver hur brottsligheten, inte minst våldet, ökar och blir allt grövre. Men en grupp kriminologer med anknytning till Kriminologiska institutionen vid Stockholms Universitet och BRÅ, går gång på gång ut i media och hävdar att brottsligheten, specifikt ungdoms- och våldsbrotten, inte har tilltagit. Många lyssnar på kriminologerna och upprepar deras påstående att det bara är anmälningsbenägenheten som har ökat.

At få et overblik over emnet, kan være noget af et forhindringsløb gennem flere instansers cover-up.. Den seneste årsopgørelse fra BRÅ.se, er svær at finde på hjemmesiden, og selvom alle kurver peger stejlt opdad, lancerede flere svenske aviser rapporten under overskriften “Här minskar våldsbrotten mest“, selvom det ikke er det generelle billede og er journalistisk humbug, mere primitivt end jeg troede muligt. – I 2005 kom den store rapport “Brottsförebyggande rådet – Brottslighet bland personer födda i Sverige och i utlandet” (pdf 77 sider) – man ser alene i overskriften at BRÅ´s taktik er at sløre alarmerende tal, ved at rubricere i hundredetusindvis af fremmed herkomst, der er født i Sverige, som svenske. Bare at klargøre hvor mange mord der begås, kan der strides om. De seneste voldtægtstal for 2007, er så opsigtsvækkende og tragiske, at kun få aviser har nævnt dem, godt camoufleret langt inde i teksten.

Robert Spencer interviewet om Oriana Fallaci

Menno Ludriks is a Dutch student who is working on a piece entitled “The Life and Work of Oriana Fallaci,” for which he interviewed me. Here is the interview.

Did you knew Oriana Fallaci personally, if yes, what were your impressions of her?

Yes, I did, and I had immense admiration, respect, and affection for her. She passionately believed in the message of The Rage and the Pride and The Force of Reason, and she had a firm conviction that the survival of Western civilization was at stake. […]

Islam is not a race, and resistance to Islamic supremacism is not a racial matter. It is a religious and political ideology, and like other ideologies, it can be opposed, and should be insofar as it is incompatible with otherwise universally accepted notions of human rights.

Jihad Watch (foto © Snaphanen)

Med udsigt til afgrunden

To artikler omhandlende lande og regioner på hvert sit stade af islamiseringsskalaen, Storbritannien og de sydasiatiske lande samt det indiske subkontinent. Tankevækkende og foruroligende at sammenholde dem, og direkte rædselsvækkende, når man sætter de kendsgerninger de fremlægger i kontrast til de antagelser og synspunkter som dominerer den hjemlige debat: Man skal ikke håne andres religion; det drejer sig om at få muslimerne ud på arbejdsmarkedet; der findes flinke muslimer, derfor er det at dæmonisere, hvis man kritiserer islam; de problemer vi oplever nu med optøjer og bandekriminalitet er forbigående og potentielt løselige fænomener, ikke tegn på en udvikling; Geert Wilders’ islamfilm er helt, helt forkert og ekstrem, det ved vi allerede nu.

The Spectators artikel om den jihadiske undergrund i Storbritannien, og MI5s Orwell’ske modtræk for at bremse den fatale udvikling, giver indtryk af mere realitetssans bag kulisserne end vi er vant til fra dette land med himmelråbende dhimmitude. Men glem ikke dette perspektiv: Alle fremskridt i kampen mod terror handler om at begrænse skaden forvoldt af hovedløs multikulturalisme. Det fredelige, harmoniske Storbritannien er forsvundet for altid. Nogle punkter som er værd at notere sig:

The paradox is that mainstream British Muslims, precisely because they are relatively well integrated, have little interest in forming ghetto groups. They give a wide berth to the bearded men who nominate themselves as community leaders. Who can blame them? The trouble, however, is that this leaves no one to confront the jihadis at street level.

Den desperate, hovedløse jagt på den berømte enhjørning, ‘den moderate muslim’. Har man overhovedet spurgt sig selv om disse kandidater har demokratiet som mål, eller om de har samme mål som terroristerne, blot nået gennem børnefødsler i stedet for bomber?

The template which Tony Blair looked to was America and the likes of Hamza Yusuf, an American convert and moderate Muslim who denounces extremism and is charismatic enough to fill halls with audiences of 5,000 people. If only we had chaps like him, Mr Blair thought. But when his government imported them (like Professor Tariq Ramadan) uproar soon followed, usually when their views about homosexuality or Israel became known. And — in any case — any cleric tarnished by the sponsorship of the government instantly loses credibility with Muslim youths.

Opgivelsen af den nationale suverænitet og autoritet i forhold til muslimerne:

There are a few similar moderate groups such as the Muslim City Circle group of Islamic businessmen and Markfield Institute which offers Islamic studies to people whom it hopes will be the imams of tomorrow. But they are, at present, lonely and underfunded combatants in a battlefield where Hizb ut Tahrir dominates.

Mens vi diskuterer tonen og det utilstedelige i at håne andres religion, er jihadisterne selv overbeviste om at de vinder på længere sigt:

In both Britain and America, the understanding is that the terrorists believe they are winning. Their timeframe is not defined by the electoral cycle but by the passing of generations — and they have put their faith in the West’s lack of attention span and stomach for the fight. Fraser Nelson: Al-Qa’eda’s secret UK gangs: terror as a ‘playground dare’

Moorthy Muthuswamys artikel på Frontpagemag.com anlægger dét perspektiv på krigerreligionen islam som jeg plejer at kalde ‘ideologi forklædt som religion’. Muthuswamy kalder sin udlægning for en “conquest model”, og viser hvilke voldsomme og blodige konsekvenser ideologien har haft på den sydasiatiske region. Folkemordet i Bangladesh og fordrivelsen af hinduerne her er en af de glemte tragedier, hvor muslimerne ufortjent er løbet med sympatien ved at opdyrke en myte om et fordrevet ‘palæstinensisk’ folk.

In the past sixty years, from every Muslim majority region of South Asia – without exception – be it Pakistan, Bangladesh or from India’s own Kashmir valley, non-Muslims have been driven out in massive numbers to Hindu-majority India. This occurred when Muslim populations in these regions obtained political power. In 1971 about three million Hindus were slaughtered by the Pakistani army in the then East Pakistan and many more were driven to India, never to return. Surrounded by many Islamic nations, even the mostly non-Muslim India is seeing signs of an Islamic siege – the necessary instrument of an Islamic conquest.

Muthuswamy ser ligefrem den religiøse komponent i islam som kalkuleret til at styrke Muhammeds magtposition:

Bill Warner has published a ground-breaking statistical analysis of the Islamic trilogy (consisting of the Koran, Hadith and Sira). His analysis emphasizes the point that that the Islamic scripture is predominantly political and that the religion itself was probably designed to extend Islam’s founder Mohammed’s powerbase upon an edifice of theology. […]

Conquest-modellen er også en mere frugtbar tilgang end ureflekteret antagelse af at islam er en religion på lige fod med andre:

Indeed, the conquest model of Islamic terrorism not only explains the data discussed concerning South Asia, the enduring Israel-Palestinian conflict too may be readily understood through this model. The revealing feature of the conquest model is the Muslim passion for conquest through jihad-building, not nation or community building. It comes as no surprise that significant aid given to the Palestinians by Europe and others have been, to the most part, wasted and the jihad directed at Israel continues.

The religion model would have the grateful Islamic world thanking America for siding with the Muslims both in Afghanistan (during the Soviet occupation) and more recently in the Balkans, both in words and in action. Instead, as part of the conquest vision, America has been relentlessly attacked by Islamists, due to its preeminence as the non-Muslim super-power. Moorthy Muthuswamy: Conquest Model of Islamic Terrorism

Er der nogle gode grunde til at det ikke vil gå Europa som det er gået i Sydasien? Er Storbritannien ikke en indikator af at vi selv er på denne katastrofekurs? Som situationen er nu kan en tilgang til disse spørgsmål ikke engang formuleres indenfor mainstreampolitiske rammer, som antydet før med eksempel i hysteriet over Geert Wilders’ film, hvor det uden videre antages at han ikke taler sandt. Og før vi kan formulere problemet kan vi ikke så meget som påbegynde en diskussion af dets løsning (LFPC).

Saudi-Arabien: Når kravet om respekt rammer én selv i nakken

Dette er ikke så lidt komisk. I deres iver efter at få indført globalt forbud mod krænkelse af religioner – dvs. krænkelse af ideologien/religionen islam – er det pludselig gået op for Saudi-Arabien, at dette ville medføre en uacceptabel omkostning for dem selv: At respektere polyteistiske religioner samt kætterretninger indenfor islam, herunder Ahmadiyya-sekten. Foreløbigt er en resolution som skulle igangsætte arbejdet hen imod dette mål i FN blevet nedstemt af deres eget Saudi Shoura, en rådgivende samling. Det er vanskeligt at se international lovgivning om dette spørgsmål gennemført, hvis det skal beskytte alle religioner lige, og ikke blot den muhamedanske trosretning. Jøder og kristne må således kunne rejse en sag omkring Koranens omtale af dem som “aber og svin”, og de saudiske toldmyndigheder kan næppe fortsætte med at ødelægge konfiskerede bibler og krucifikser på stedet.

Vi befinder os i et interregnum, hvor islam ikke er stærk nok til at gennemtrumfe sin vilje uden velvilje fra kuffar. Om lovgivning som dette set fra deres side vil blive anset for opportunt, vil utvivlsomt skulle vurderes ud fra en afvejning af fordele og ulemper her og nu, set i lyset af endemålet. At denne postulerede tolerance også skulle være gældende på længere sigt, f. eks. i et Europa anno 2050 med 30-40% muslimer, eller i de muslimsk dominerede samfund og enklaver der måtte opstå hen ad vejen, vil det være naivt ud over alle grænser at hævde. Som Hassan al-Banna, det Muslimske Broderskabs stifter, sagde, er det “islams mål at dominere, ikke at blive domineret”. Via Gates of Vienna: (LFPC)

(ANSAmed) – NAPLES, MARCH 20 – A resolution calling for the enactment of an international pact to forbid religions from being defamed or insulted as well as their symbols, leaders and prophets has been voted out by the Saudi Shoura (Consultative Council). A total of 77 members opposed the recommendation while 33 voted in favour, online newspaper Gulf News reports. According to the opponents, such a pact would force people to recognise religions, which advocate idol worship, and that “would be unacceptable.” The rejected resolution stated that “the Ministry of Foreign Affairs shall work in coordination with Arab and Islamic groups and others at the United Nations to draft an international pact for respecting religions, their symbols and leaders.” “This recommendation is creating ‘much ado'”, said Khaleel Al Khaleel, a member of the Shoura. The recommendation would create a dangerous precedent that may produce a negative impact on Muslims rather than followers of other religions, he added. “Some consider Buddhism and Qadianism [Ahmadiyya] as religions. Can we make it obligatory for Muslims to respect these faiths and avoid criticising them?,” he asked. Mohammad Al Quwaihes, who presented the resolution, told reporters that he had not expected that his move would be defeated in such a way as the overwhelming majority of members were in favour of introducing the resolution for deliberations. (ANSAmed). SAUDI ARABIA: PACT TO RESPECT ALL RELIGIONS REJECTED

– Og ingen katolsk kirke i Saudi-Arabien i denne omgang

Påskens glade budskab blev desværre ikke nyheden om at Saudi-Arabien ville tillade opførelsen af en katolsk kirke i dette formørkede land, som vi ellers rapporterede forleden. Og tænk engang, jeg uanstændige islamofob havde da også en fornemmelse af at noget lå bag denne uventede goodwill-gestus. Betingelsen som saudierne har stillet er nemlig den ikke helt ubetydelige, at paven anerkender Muhammeds profetstatus, eller med andre ord indlemmer sin kirke under islams ‘beskyttende’ vinger. I den særlige islamiske optik er de kristne jo nok en del af ‘bogens folk’, men kristendommen anses for at være et kætteri. Især Jesu guddommelige status, og Guds treenighed, anses for særlige anstødsstene. Men døren for genforening står altså åben, omend prisen kan synes ganske høj (via Dhimmi Watch):

Riyadh, 20 March (AKI) – No churches should be permitted in Saudi Arabia, unless Pope Benedict XVI recognised the prophet Mohammed, according to a Middle East expert.

While Saudi mediators are working with the Vatican on negotiations to allow places of religious worship, some experts believe it will not occur without this recognition.

Anwar Ashiqi, president of the Saudi centre for Middle East strategic studies, endorsed this view in an interview on the site of Arab satellite TV network, al-Arabiya on Thursday.

“I haven taken part in several meetings related to Islamic-Christian dialogue and there have been negotiations on this issue,” he said.

“It would be possible to launch official negotiations to construct a church in Saudi Arabia only after the Pope and all the Christian churches recognise the prophet Mohammed.”

“If they don’t recognise him as a prophet, how can we have a church in the Saudi kingdom?” Saudi Arabia: No churches unless prophet Mohammed recognised, says expert

Bemærk også hvordan betingelsen rutinemæssigt vinkles, så det er den katolske kirke der fremstår som urimelig. Muslimer er hævet over skyld og ansvar (LFPC).