Russeren Michael Olefir på sit specialbyggede  akkordion. © Snaphanen

Kronik: Danmarks tre farligste tabuer

Politiken ville ikke publicere den. Det ville vi.

Nicolai Sennels arbejder som psykolog i et ungdomsfængsel. Gennem sit daglige arbejde får han et indblik i problemerne med integration og indvandrerkriminalitet, som er mere intimt end noget andet sted, nemlig i terapilokalet. Nicolai Sennels mener, at integrationsdebatten lider under en række farlige tabuer. Tabuerne er farlige, fordi de forhindrer os i at løse de voldsomme problemer med integration og indvandrerkriminalitet, som indtil nu kun er vokset sig større og større. Særligt Københavns Kommune synes at være hårdt ramt af disse tabuer.

“Kun ni procent af Københavns borgere mener, at integrationen går godt”. Sådan åbnede Københavns borgmester for integration, Jacob Hougaard (S), sin integrationskonference på Københavns Rådhus d. 27. februar 2008. Tilfredshedsundersøgelsen er vel og mærke lavet før, at danmarkshistoriens første indvandreroptøjer resulterede i hundredvis af påsatte brande i uge 7.

Den altdominerende holdning (jeg var selv tilstede) på konferencen var i øvrigt, at den meget kriminalitet, arbejdsløshed og ekstremisme, som findes i indvandrermiljøer ikke skyldes indvandrerne selv, men er et resultat af, at samfundet ikke forstår og accepterer dem. Ikke en eneste af de mange tilstedeværende integrationskonsulenter, pædagoger, imamer eller talsmænd for indvandrerforeninger sagde noget om, at indvandrerne selv har et ansvar i alt rodet. Konferencen endte desværre med en masse fine ord, imens nytænkning, konkrete forslag og især kritik af egen indsats glimrede ved deres fravær.

For nyligt kom det endelig frem, at vold og omsorgssvigt mod børn i etniske familier er ekstremt høj. 90 procent af samtlige tvangsfjernelser i Københavns Kommune sker således i etniske familier. Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Enh) mener ikke, at de mange børn, som bliver banket og svigtet af deres forældre har at gøre med, at indvandrerfamilier har en anden kultur. Han forklarer i stedet de ekstremt mange tvangsfjernelser fra etniske familier med, at fattige mennesker oftere slår deres børn.

Til at starte med må man sige, at påstanden om, at fattige mennesker er dårligere til at opdrage deres børn mere end andre, er en hån mod ens fattige medborgere – især når det er sagt af en mand, som sikkert tjener på den gode side af en halv million om året. Skulle Warming have ret i sin teori, ligger løsningen jo lige til højrebenet: hvis det er fattigdom, som er skyld i, at forældre behandler deres børn værre en loven tillader, hvorfor tager vi så ikke bare de mange millioner, som årligt bruges på plejefamilier og døgninstitutioner for tvangsfjernede børn, og giver pengene direkte til forældrene selv? Alt afhængigt af, hvilke instutioner børnene er placeret på, koster det nemlig op mod 130.000 kr. om måneden (!) per barn. Så skulle den potte være ude, for rige forældre er jo ifølge vores socialborgmester bedre forældre end os andre.

Med den øverst ansvarlige for børn og unges ve og vel, socialborgmesteren, i spidsen, handicapper Københavns Kommune sine egne handlemuligheder med deres tabu om, at kultur ikke har indflydelse på, hvordan vi opdrager vores børn.

For blot at nævne nogle flere statistikker på børn af indvandrere, kan det nævnes, at 67 procent af al kriminalitet i København begås af indvandrere, og at omkring 95 procent af disse indvandrere har muslimsk baggrund.[i] For dem der håber, at tiden læger alle sår, er der dårligt nyt. Indvandrernes børn er nemlig ikke mindre kriminelle end deres forældre, på trods af at de er født og opvoksede i Danmark, tværtimod. Kriminaliteten hos indvandrerne er på 8 procent, imens den hos 2.-generationsindvandrerne er på hele 15 procent. Bare for en ordens skyld skal det nævnes, at etniske danskere ligger på 5 procent i denne sammenhæng.[ii]

Ifølge Danmarks Statistik, begår indvandrere og efterkommere med vestlig baggrund forholdsvist langt mindre kriminalitet end gruppen af ikke-vestlige. Selv hvis man ved beregninger tager højde for, at den ikke-vestlige gruppe er dårligere uddannet og tjener mindre, er voldskriminaliteten blandt gruppen 42 procent højere end blandt befolkningen generelt[iii]. Så meget for Warmings påstande om, at det er fattigdom og dårlig uddannelse og ikke kultur, som er årsagen til den meget kriminalitet.

At kalde en skovl for en skovl

For at komme problemerne til livs, bliver vi først nødt til at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl, og her ligger det første og farligste tabu. Vi er nødt til at se i øjnene, at den enorme stigning i sociale problemer og integrationsproblemer ikke kun er et socialt problem, men at også den kultur som folk kommer fra, har en betydning – ganske som vores efterhånden alle sammens Villy Søvndal (SF) har sagt så højt og tydeligt for nyligt.

Alle som har arbejdet med grupper, hvad enten de er pædagoger, ledere eller en bare del af en helt almindelige gruppe af arbejdskolleger ved, at når der kommer nye folk til i en gruppe, så er det ikke ligegyldigt, hvilken indstilling de nyankomne har. Nogle mennesker passer ganske enkelt bedre ind i en gruppe end andre. På samme måde passer nogle mennesker bedre ind i et givent samfund end andre.

Når to kulturer mødes og den ene kultur skal integreres i den anden, så har det stor betydning, hvilke kulturer det er, som mødes. Går det nemt, så er der ingen grund til at tænke meget over det. Vi har således titusindvis af svenskere, tyskere, englændere, amerikanere, polakker osv., som vi aldrig har været årsag til bekymrende statistikker, fortvivlede læserbreve eller utrygge medborgere.

Det er tydeligt – måske en dag også for førnævnte hr. Warming – at den kultur, som har sværest ved at integrere sig i både Danmark og i den vestlige verden generelt, er den muslimske. Folk fra muslimske lande behøver ikke nødvendigvis at være særligt religiøse, men de har det tilfælles, at de er opvokset i en muslimsk kultur skabt på baggrund af islam. Dette er en ren konstatering, og har intet med racisme eller mangel på humanisme at gøre.

Når først vi har givet os selv lov til at kalde tingene det de er, kommer næste skridt. Vi bliver ganske enkelt nødt til at kigge på, hvilke elementer i den muslimske kultur der gør, at den har så svært ved at finde en plads i det danske samfund. Er det måden man opdrager børn på, synet på kvinder, familiemønstrene, forholdet til ikke-muslimer, opfattelsen af de danske myndigheder eller hvad? Når først vi har fået blotlagt de problematiske aspekter, vil det være langt nemmere at sætte målrettet ind gennem oplysning, vejledning og om nødvendigt tvang.

Det første tabu er altså at kunne tale højt om, at den dårlige integration og høje kriminalitet blandt indvandrere i Danmark ikke kun er et socialt problem, men i høj grad er et udslag af deres kulturelle baggrund.

Forståelse skaber respekt

Det andet farlige tabu handler om, at vi skal give ansvaret tilbage til dem, som reelt skaber problemerne. Der skal med andre ord stilles krav. Derudover skal indvandrerne selv, deres sammenslutninger og disses talsmænd i langt højere grad komme på banen og byde ind med, hvad de selv kan gøre for at forbedre situationen.

En vigtig årsag til den høje kriminalitet blandt unge indvandrere er, at mange af disse unge ikke forstår det danske samfund. De unge forstår ikke opbygningen af det danske samfund, vores værdier og normer og de føler ikke et fællesskab med den øvrige befolkning. Når der er noget man ikke forstår og som man ikke føler sig en del af, er det svært at have respekt for det. Og når man ikke respekterer samfundet, så er det mere naturligt at forbryde sig imod dets love.

Mange af vores efterkommere er vokset op i hjemmet i stedet for at være i vuggestue og børnehave, hvilket både påvirker sprogudvikling og integrationen negativt. Tiden i folkeskolen er også svær for mange indvandrerunge. 64 procent af alle børn med arabisk baggrund kan således hverken læse eller skrive efter 10 år i folkeskolen.[iv] Forældrenes involvering i deres børns skolegang er desuden i mange tilfælde minimal, både hvad angår deltagelse i forældremøder, hjælp til lektierne osv. Unge muslimer har også et enormt stort frafald fra de videre uddannelser. F.eks. gennemfører 60 procent ikke deres erhvervsfaglige uddannelse. Indvandreres repræsentation på arbejdsmarkedet er også lavere end etniske danskere og mange af dem, som har et arbejde, er i øvrigt selvstændige, og når derfor aldrig at opleve et egentligt kollegafællesskab med danskere.

Mange indvandrerforældre prioriterer arbejde og penge over uddannelse, og sætter deres børn til at bidrage til hjemmets økonomi ved at arbejde i stedet for at sende dem i skole eller satse på, at de tager en uddannelse. Dette gør de, fordi de er vant til, at det er andre ting, som er vigtige for at få mad på bordet. Forældrene har mange gange ikke forståelse for, hvor vigtigt f.eks. uddannelse er, for at være succesfuld i denne verden. Også forældrene skal derfor tilbydes vejledning i, hvordan de bedst muligt kan støtte deres børn til at blive en konstruktiv del af vores fællesskab. Indvandrerforældre skal forstå vigtigheden af at tale dansk i hjemmet, af at støtte børnene i deres skolegang, at tilmelde dem idrætsklubber, at hjælpe deres børn til at vælge den rigtige uddannelse osv.

Hvis de unge skal have mere respekt for vores samfund, er de ganske enkelt nødt til at lære det bedre at kende. Dette gælder både vores historie, værdier og sociale normer, vores forskellige myndigheder og politiske institutioner osv. Vi skal sætte langt mere ind overfor indvandrerfamilier med vejledning i samfundets opbygning, og hvordan man navigerer i det.

Samme metode skal bruges overfor de kriminelle unge. På samme måde som man kan blive idømt deltagelse i kurser i at håndtere sin vrede (såkaldt Anger Management), bør man kunne blive dømt til at modtage undervisning i, hvordan vores samfund fungerer. Fordi forståelse skaber respekt. Et andet konkret forslag er, at ungdomssanktionen (en særlig to-årig pædagogisk behandlingsdom rettet mod unge kriminelle), skal gøres langt mere struktureret og indebære langt flere krav til de dømte, end den gør i dag. Som det er nu, er ungdomssanktionen nærmest spild af de rigtig mange millioner, eftersom over 80 procent af alle unge, som gennemgår disse to år med behandling, begår senere såkaldt grov kriminalitet.[v]

Kampen mod ekstremisme

Det tredje farlige tabu angår den religiøse ekstremisme. I kampen mod den voldelige ekstremisme er det først og fremmest vigtigt at forstå, at det er en almen holdning blandt muslimer, at jo mere bogstaveligt man tager Koranen og jo mere man følger den, jo bedre en muslim er man. De mennesker, som truer og udøver vold og terror i islams navn har ikke misforstået deres religion, tværtimod. Udover passager med råd til mådehold, venlighed og god stil, er islams skrifter nemlig fyldt med talrige opfordringer til vold, tortur, krig og terror. Den danske sprogforsker Tina Magaard har således i sin afhandling om vold i forskellige religioner sammenlignet de hellige skrifter fra verdens 10 største religioner. Konklusionen er, at islam er verdens absolut mest krigeriske religion, og at dens skrifter har langt flere opfordringer til vold og krig end nogen anden religion.[vi]

Det er vigtigt, at muslimer forstår, at islams hellige skrifter skal ses i en historisk kontekst, og at ikke alle dens leveregler kan bruges i dag. Dette gælder f.eks. de barbariske straffe i sharia-lovene, opfordringen til at skabe et verdensomspændende kalifat, at demokrati er en hån mod Allah (fordi kun Allah har ret til at bestemme over menneskene) og profeten Muhammeds ekstremt fjendtlige holdninger til ikke-muslimer. Muslimernes hellige skrifter bør lægges åbent frem og kendes af enhver. Dermed bliver det tydelig for enhver, hvilke dele af disse bøger som kan bruges i et moderne samfund, og hvilke dele der er ubrugelige, fordi de er kvindeundertrykkende, udtrykker modstand mod demokratiet eller ligefrem påbyder kriminelle handlinger. Det skal være muligt at kunne argumentere, pege fingre af, latterliggøre og eventuelt forbyde de dele af disse næsten 1.300 år gamle skrifter, som er åbenlyst middelalderlige eller kriminelle og derfor ubrugelige i vores samfund.

Det tredje tabu skal altså brydes ved at blotlægge religionens svagheder, også selvom den er hellig for nogen. Ekstremismen skal bekæmpes ved at vise, at ingen religion kan være over grundloven, humanisme og almindelig sund fornuft.

Både det danske samfund og indvandrerne selv bliver nødt til at forstå nogle ting, førend vi kan løse situationen. Vi skal som samfund erkende, at det er indvandrere med muslimsk baggrund, som står for langt størstedelen af integrationsproblemerne og kriminaliteten, for først da kan vi for alvor løse problemerne. Dernæst er indvandrerne nødt til selv at se i øjnene, at vi hver især har ansvaret for de problemer vi selv laver. De har indtil nu været alt for passive i arbejdet for at løse situationen og bør i langt højere grad opbygge en følelse af pligt til at bidrage til samfundet. Endelig bliver vi nødt til at forstå, at den religiøse fanatisme skal bekæmpes gennem oplysning og kritisk stillingtagen. Dette kræver dog, at vi tør tage et nøgternt kig på noget, som mange betragter som helligt, nemlig religion.

Kan vi sammen, det danske samfund og indvandrerne, bryde disse tre tabuer, så vil det åbne dørene for helt nye muligheder og redskaber til at løse de problemer, som vi alle har lyst til at leve for uden.

——————————————————————————–

[i] BT, 4. marts 2008. Link: http://www.bt.dk/article/20080304/krimi/80304043/

[ii] Kulturpsykolog, cand. pæd. psych. Kirsten Damgaard og børneforsker, cand. rer. soc. Carsten Ringsmoses artikel “De voldelige efterkommere”. Altinget.dk gengivet på http://www.respublica.dk/?p=113

[iii] Nyhedsavisen, 19. januar 2008. Link: http://avisen.dk/unge-efterkommere-langt-kriminelle-180108.aspx

[iv] Nyhedsavisen, 10. marts 2007. Link: http://debat.dr.dk/default.ns?strItemID=forum&action=viewcontribution&intContributionID=20236

[v] Danmarks Radio P1, 8. februar 2007. Link: http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2007/02/08/194258.htm

[vi] Jyllandsposten 10. september 2005. Link: http://www.og-psykologen.dk/Konflikten_i_mellemoesten/islam__fredens_religion__hvad.htm

“Mr. Libi possessed one skill that Al Qaeda’s leaders had been lacking: religious scholarship. Perhaps with this in mind, Al Qaeda is featuring Mr. Libi, who spent two years in Africa studying Islam…”

How did he get it so drastically wrong? Why, if Islam teaches peace and tolerance as Western analysts, both Muslim and non-Muslims, constantly insist, did this man spend two years studying Islam and then join Al-Qaeda?

I keep asking this question, as regular Jihad Watch readers will no doubt be aware. I am sorry to belabor the point, but it is an important question, and it still has not been answered. Its implications are many. One of the principal implications involves Muslims in Western countries. How many have also studied Islam in the way Al-Libi has, and believe it mandates violence against unbelievers and Islamic supremacism? Is anyone even attempting to check immigrants for this — as difficult as that may be to do? What programs have Western Muslim groups instituted to teach against this ideology within Muslim communities, given that they profess to oppose it?

“Rising Leader for Next Phase of Al Qaeda’s War,” by Michael Moss and Souad Mekhennet for the New York Times (thanks to Mackie):

On the night of July 10, 2005, an obscure militant preacher named Abu Yahya al-Libi escaped from an American prison in Afghanistan and rocketed to fame in the world of jihadists. […] “Misunderstander of Islam rises high in Al-Qaeda”

“Dialog” når det er bedst – bag om alt det floromvundne snak

I am writing to tell you about a small success story in the struggle against Sharia. I am a law student at the University of Cincinnati. Last Thursday our school hosted a Sharia apologist from Saudi Arabia, Dr. Abdulkareem Hamad A. Alsaiygh. He’s Dean at the Center for Contemporary Islamic Studies and Dialogue among Civilizations, Imam Mohammed bin Saud Islamic University.

The purported goal of his visit was to dispel myths that the West has about Islam and Sharia Law. Because of your written work and this website, a group of us were prepared to ask questions that cut through the typical obfuscating rhetoric of this Sharia apologist. Heading into the event, the vast majority of students in the audience were sympathetic and welcoming to the speaker and his ideas. By the end of the event, they were all rightly horrified.

Among other things, our questions forced Dr. Alsaiygh to admit the following:

1. That apostasy is rightly punishable by death under Islamic law and the law of Saudi Arabia.

2. That there will never be a Christian church in Saudi Arabia.

3. That a Christian church is considered a national security risk to Saudi Arabia and other Islamic states.

4. That stoning is appropriate punishment for adultery.

5. That most women raped in Saudi Arabia deserve some punishment for “putting themselves in that situation.”

6. That “interfaith dialogue” could never include polytheistic religions.

7. That Christian evangelism in Saudi Arabia is a subversive act comparable to planning a terrorist attack in the US.

8. And that all these were “moderate” Islamic positions.

Of course, he attempted to take us on the obligatory guilt trip by blaming the West for radical Islam. But, by this point, he had lost the vast majority of the audience.

A campus encounter with a Sharia apologist