7
apr
Seneste opdatering: 8/4-08 kl. 0755
1 kommentar - Tryk for at kommentere!

Dette spørsmålet stiller en liten grisunge og et pinnsvin i en religionskritisk barnebok som har høstet storm i Tyskland. På sin leting etter Gud besøker de to dyrene en synagoge, en kirke og en moské. Her får de fredsæle dyrene et sjokkerende møte med forestillinger om en streng, brutal og straffende Gud, hvorpå dyrene tilslutt konkluderer med at dette med Gud ikke er noe for dem. Denne boken er blitt forsøkt forbudt ved lov, den er fordømt både vidt og bredt i den tyske offentligheten, og den er blitt beskyldt for å nøre opp under antisemittiske forestillinger. Denne helt voldsomme kontroversen rundt en liten barnebok aktualiserer noen viktige spørsmål i vår tid.

”Wo bitte geht’s zu Gott? fragte das kleine Ferkel” – ”Kan du si meg veien til Gud? spurte den lille grisungen”. Det er tittelen på det som vel må være tidenes mest kontroversielle barnebok i Tyskland. Tysklands kulturminister har bedt om å få boken forbudt, noe som ble rettslig avvist, og representanter for en rekke religionssamfunn har levert heftige protester. Mediekommentarorer både til høyre og venstre har vært over seg av indignasjon og fornærmelse over hvor tåpelig, dum og krenkende denne barneboken er.
Jens Tomas Anfindsen : Kan du si meg veien til Gud? Bogen kan downloades (også på engelsk) eller høres læst op her.

Europas porøse grænse mod syd – skriften på væggen – elefanten i lokalet

Spain needs over two million new foreign workers, 157,000 a year, until 2020, according to a study by the Group for Reflection and Proposal on Business and Immigration quoted by ABC daily today. According to the report, the main cause for this need is the ageing of the Spanish population, with a proportion of young people that has decreased twice in the past 25 years and the local universities loosing over 300,000 students until 2015. The percentage of foreign workers, who generate nearly half of the Spanish GDP growth, will grow from the current 20-25% to 35% of the Spanish workforce in 2010. […] IMMIGRATION: SPAIN NEEDS 2 MLN FOREIGNERS UNTIL 2020

Kronikken af Jens Nauntofte som jeg omtalte herunder er et af flere tegn på at de demografiske realiteter som det hidtil mest har været græsrodsmedierne og læserbrevsskribenterne der har slået alarm over, langsomt er ved at vinde indpas i mainstream. Hvor f. eks. bloggere som os her i tide og utide er blevet beskyldt for at være paranoide og dommedagsprædikanter når vi har påpeget demografiske megatrends, har medierne så vidt jeg har kunnet konstatere opereret med en antagelse om at fremtiden i Europa ville blive en fremskrivning af noget vi kender – måske med justeringer og omstruktureringer, affødt af tilpasning til ‘globaliseringen’ og til den Europæiske Union.

Ingen i de europæiske regeringer eller medier har lagt kortene åbent og umisforståeligt frem: Det Europa som jeres børne- og oldebørn (hvis I altså får nogen børn) vil komme til at leve i, vil ikke blot blive fuldstændigt ukendeligt fra det nuværende; det vil formentlig blive det værste mareridtsscenarie i dette kontinents historie. Glem alt om ytringsfrihed, den kan I godt se er under de-facto-afvikling, glem alt om trygge gader efter mørkets frembrud, glem alt om religiøs frihed og ret til at kritisere én bestemt religion, glem alt om et fælles, homogent samfund, hvor de svageste og mest udsatte forsørges af de der klarer sig selv. Glem alt om fælles værdier og fælles regler og love for alle. I bedste fald bliver dette fremtids-Europa forarmet, voldeligt, ufrit og utrygt sammenlignet med hvad vi er vokset op med; i værste fald bliver det balkaniseret og præget af kaos og borgerkrigslignende tilstande. Om 100 år er der sandsynligvis muslimsk flertal i Europa eller dele heraf, og alle erfaringer gennem de sidste 1300 års historie fortæller os, at ikke-muslimers antal herefter vil falde støt som følge af mere og mere utålelige kår.

Ingen politiker eller forsker vil naturligvis bare tilnærmelsesvis sige noget så drastisk. Omvendt vil de heller ikke eksplicit opstille halleluja-positive scenarier, da forudsætningerne for disse bare ikke er til stede, og ethvert forsøg herpå ville være en gennemskuelig løgn. I stedet har mantraet gået på floskelsprog om globalisering, som er blevet fremlagt som noget naturgivent som vi må tilpasse os, slet ikke noget hvis konsekvenser vi kan bestemme; skeptikere fra borgerlig side er blevet udskammet som provinsielle og manglende sofistikation og tilpasningsevne. Jørgen Bæk Simonsen, islamiseringens ypperstepræst i den hjemlige akademiske verden, har specialiseret sig i at fjerne alle konkrete fakta fra hans visioner om fremtiden – i stedet er denne vision åbenbart en amorf tåge af plusord om dialog, løbende debat og mangfoldighed. Er der muslimske enklaver i Bæk Simonsens kommende Europa, kan man kritisere Muhammed uden frygt? Svaret blæser i vinden.

Men min påstand er, at noget er ved at ændre sig i debatten, affødt af de demografiske forskydninger der nu er ved at blive mærkbare, især manglen på kvalificeret arbejdskraft, og udsigterne med hensyn til finansieringen af pensioner og ældreforsorg. Jens Nauntoftes kronik ser jeg som et tegn på denne spirende ‘glasnost’: Nu fortælles det åbent, med henvisning til islamforskningens grand old man Bernard Lewis, at Europa er på vej mod muslimsk flertal i dette århundrede. Hallo? Skulle forsiderne så ikke ryddes, i stedet for at bekendtgøre det i den bette pjosker Information? Der er sikkert ikke nogen centralkommando der kan styre informationsstrømmen til offentligheden, men Nauntofte er (hvad han ikke undlader selv at gøre opmærksom på) særdeles godt informeret fra kilder på højeste sted.

Man kunne være næsvis og sige, at kronikkens ubehjælpsomme brug af dårlige debatfloskler vidner om at han ikke (om han skulle ønske dette) længere kan ignorere denne elefant i lokalet – muslimsk flertal – og samtidig insistere på sit trygge, gennemredigerede DR-verdensbillede. Når nu denne hovednyhed – muslimsk flertal i Europa – i betænkelig grad ligner en bekræftelse af hvad præsterne, landsbytosserne og hjemmehjælperne i det væmmelige, usofistikerede Dansk-Folkeparti-som-ikke-kender-kultiverede-arabere-som-jeg,-Jens-N. hele tiden har sagt, ja, så opstår der denne tsunami af desperate undvigemanøvrer: Det er bare at trykke på knappen – Det Gamle Testamente, figenbladet ‘islamisme’, ud skal det, og ud kommer det. Det er tænderskærende pinligt, men for os der har våndet os under den statiske dyne af fornægtelse er det da et fremskridt (LFPC).

Danmarks støtte til terrorpropaganda nu oppe i MSM

Snaphanen var som bekendt allerede ude i går med denne lille stinker af en historie, men godt at MSM vågner op:

Danmark støtter glorificering af terror, når regeringen bidrager økonomisk til den palæstinensiske nyhedstjeneste Ma’an News, mener Palestinian Media Watch (PMW), der overvåger palæstinensiske medier.

Den højreorienterede israelske organisation har analyseret den engelsksprogede og arabiske nyhedsdækning hos Ma’an News og kritiserer den for at promovere had mod Israel i sine arabiske nyheder.

[…] Ifølge Rolf Holmboe fra Det Danske Repræsentationskontor i Ramallah på Vestbredden kommer kritikken op ca. en gang om året. Kritik: Danmark støtter glorificering af terror

Så vidt så godt. Men hvorfor skal det lige sparkes ind at PMW er “højreorienterede”? Overvåger de pali-medier iført skrårem og blanke støvler? Læser de Mein Kampf mens de bånder udsendelserne? Nåh nej, det er jo i den arabiske verden at Mein Kampf er en bestseller – men er det overhovedet muligt i MSM-terminologi for en araber at være “højreorienteret”? Jeg vil mene nej. Israel kan være nok så demokratisk og parlamentarisk, men derved er de også besmittede af den vestlige arvesynd “fascisme”. Og så kan de danske nazister have været nok så meget gæster ved Saddam Husseins fødselsdag, det var hos de ædle vilde, så her er “højreorienteret araber” en oxymoron, et selvnegerende udtryk. Altså forbeholder MSM udtrykket højreorienteret til demokraterne i Israel.

Og så var dette dagen der viste noget længe savnet israelsk chutzpah:

Iran slipper ikke godt fra et angreb på Israel. […]- Et iransk angreb på Israel vil udløse en voldsom reaktion, der vil føre til ødelæggelse af den iranske nation, siger Israels minister for infrastruktur, Benjamin Ben-Eliezer, ifølge israelsk radio. […] Ben-Eliezer mener dog, at Iran ikke vil rette et angreb på Israel, fordi “de ved, hvad sådan en handling vil betyde” Israel: Iran overlever ikke et angreb

Way to go, Israel (LFPC).

Islam er problemet

Af MRUTYUANJAI MISHRA, Europæisk master i menneskerettigheder og demokratisering, Bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet

Integrationskonsulent Manu Sareen skriver 16. marts i Berlingske Tidende, at æresdrab intet har med islam at gøre, men at æresdrab er et levn fra gamle patriarkalske samfund, som stadig praktiseres i visse landsbysamfund. Dette er et fantastisk eksempel på, hvor bange og eftergivende politikerne på venstrefløjen, især Det Radikale Venstre, er blevet for at gå imod politisk korrekthed


Begge Manu Sareens påstande er forkerte. Flere islamiske lande, blandt andre Pakistan, har lovgivning, der gør det muligt for æres-drabforbrydere at slippe for straf. I andre lande, eksempelvis i Iran, tildeles forældremyndigheden over børn i tilfælde af skilsmisse næsten automatisk faderen. Forhold som disse er medvirkende til, at mange, der vokser op i islamiske lande, ikke anser kvinder for havende samme værdi som mænd. Mig bekendt findes der ikke sådanne love i katolske eller hinduistiske lande, og derfor er det grotesk, at Manu Sareen sidestiller Italien, Island, Indien og Pakistan. Dernæst ved vi, at æresdrab i lige så høj grad finder sted i storbyer som i landsbyer. Der findes ingen dokumentation for, at folk holder op med at praktisere æresdrab, fordi de flytter fra landsbyer til storbyer.

Den pakistanske menneskerettighedsforkæmper og advokat, Asma Jehangir, udtalte i programmet HardTalk på BBC i 2006, at to kvinder hver dag bliver ofre for æresdrab i Pakistan, og ifølge Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch udsættes ca. 80 procent af kvinderne i Pakistan for hustruvold. Årsagen til de mange æresdrab i Pakistan og blandt indvandrere med pakistansk baggrund skal findes i de kvindeundertrykkende love i hjemlandet, der i henhold til det islamiske kompromisprincip gør det muligt at begå æresdrab uden at blive straffet, såfremt gerningsmanden opnår tilgivelse fra offerets familie. Denne lovgivning har skabt basis for en kultur, hvor mænd kan slå deres kvinder ihjel uden at blive straffet. Asma Jehangir nævnte, at politiet i Pakistan stadig kan tvinge unge ægtefæller, der selv har valgt hinanden, til at skilles, hvis forældrene ikke accepterer deres valg. Det er altså stadig umuligt at blive gift uden forældrenes samtykke.

Politisk korrekthed kender næsten ingen grænser i Danmark. Den danske religionsforsker, Tim Jensen, har sagt, at islamisme ikke har noget med islam at gøre. Nu siger Manu Sareen, at æresdrab ikke har noget med islam at gøre.

Hvad bliver det næste fra venstrefløjen? At bin Ladens trusler mod EU efter genoptrykningen af Muhammed-tegningerne heller ikke har noget med islam at gøre?

En stor del af ansvaret for den udbredte politiske korrekthed hviler på menneskerettigheds-organisationerne herhjemme. De vil hellere tale om islamofobi end om problemerne med tvangsægteskaber. De vil hellere fokusere på enkelte udvisninger af udlændinge og ignorere, at der findes stater, som ikke en gang vil modtage deres egne statsborgere, og hvor udlændinge lever som slaver. Det er mangel på proportionssans. Hverken Amnesty International eller Institut for Menneskerettigheder protesterede, da drabsplanerne mod tegneren Kurt Westergaard blev afsløret, eller da medierne i den arabiske verden blev pålagt omfattende restriktioner fra Den Arabiske Liga.

Generelt er kvinders stilling og andre minoriteters manglende rettigheder i islamiske lande sjældent på dagsordenen. Den bangladeshiske læge og forfatter, Tasleema Nasrin, har netop været i Indien og skabte her mere opstandelse, end Salman Rushdie i sin tid gjorde. Islamiske fundamentalister truede med at brænde gader og stræder, hvis hun fik lov til at blive i landet.

Fra indisk side blev der ikke sagt meget til støtte for Tasleema Nasrins kamp for ytringsfriheden. Tværtimod advarede den indiske informations- og medieminister hende mod at sige eller gøre noget, der kunne såre folks religiøse følelser.

Det kan ikke undre, at Tasleema Nasrin er af den opfattelse, at venstrefløjsregeringen i Indien er ved at sælge ud af fundamentale rettigheder for at tækkes de muslimske vælgere.

Tasleema Nasrins betragtninger passer også på situationen i Danmark. Venstrefløjens tomme retorik gør ingen gavn og er efter min mening et udtryk for intellektuel uhæderlighed. De taler mod bedre vidende. Det er min opfattelse, at vi befinder os midt i en værdikamp, hvor forsvaret for ytringsfriheden deler vandene. Berlingske Tidende

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?