14
apr
Seneste opdatering: 1/8-11 kl. 1048
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

A sermon last Friday by a prominent Muslim cleric and Hamas member of the Palestinian parliament openly declared that “the capital of the Catholics, or the Crusader capital,” would soon be conquered by Islam.The fiery sermon predicted that Rome would become “an advanced post for the Islamic conquests, which will spread though Europe in its entirety, and then will turn to the two Americas, even Eastern Europe.” Fox TV og Memri (der også har videoen)

… And never the twain shall meet: Om Hollands monosproglige og kulturassimilerende dagsorden

Der står en hengemt luft omkring Informations kronik  Holland – et skræmmebillede af Bergthóra Krístjansdóttir og Lene Timm, som om den havde ligget forputtet nede bag en radiator i redaktionslokalet. Fra en tid hvor man uimodsagt kunne italesætte indvandrere som ofre for et koldt samfund, og krav og insisteren som overgreb. Men nej, teksten refererer til aktuelle begivenheder, så det er snarere mig der lidt for konsekvent har undgået den ’statiske forståelse’ af verden som den stadig udtrykkes hos Systemet Politiken og Information.

Man kunne vælge en tilgang hvor man udpeger lakunerne i teksten: De forhold der skriger til himlen på at blive nævnt, og som bliver så meget desto mere påtrængende af at blive totalt ignoreret – Theo van Gogh, Hirsi Ali, den massive kapitulation overfor mørkets kræfter og dæmonisering af Geert Wilders over Fitna, de-facto-afskaffelsen af ytringsfriheden som dette signalerer, udrensning af sparegrise i bankerne eller omtale af samme dyr i skolerne. “I”-ordet og “M”-ordet som ganske glimrer ved deres fravær, hvor der i stedet tegnes et billede af “drenge og primært med tyrkisk, marokkansk og arabisk baggrund” som er de virkelige ofre, ikke de hollændere de går ud og pander ned. Stereotypien i sprogbrugen er den sædvanlige: Fratagelsen af ansvar og fri vilje, og offergørelse – “…. fortalte en hollandsk-marokkansk borgmester fra en af de bydele, hvor der for et halvt år siden var bål i gaden, at han tolkede de unges strategier som reaktion på en oplevelse af at være ekskluderet og diskrimineret”.

De to akademikerfrøkener læser næppe Snaphanen, men her er et kontraeksempel til illustration: Jeg har ligeledes “en oplevelse af” at min kultur og frihed bliver truet – altså set fra deres side en ækvivalent, subjektiv tolkning af egen situation. Når jeg ikke går ud i ghettoen med et oversavet jagtgevær og plaffer hovedet af så mange så muligt etageklippede “tosprogede”, så skyldes det 1) jeg er udstyret med en fri vilje til ikke at gøre det, 2) jeg har ikke et problem med affektregulering, og 3) jeg kan godt vurdere det kloge i sådan en handling nøgternt og i lyset af mine egne interesser på længere sigt. Jeg er ikke som de her skildrede ofre en viljesløs robot (“strategier som reaktion på”). Og – the punch line – jeg kommer ikke fra en priviligeret social gruppe. Noget af en forskel, og en forskel som ganske bliver camoufleret i akademisk offerretorik om de ædle vilde.

Men denne vinkel er uddebatteret til ulidelighed for mit vedkommende. Jeg vil meget hellere imødegå dem ved at slå helt umisforståeligt fast, at jeg ikke vil det samfund de vil; jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at bekæmpe deres vision, deres forlorne multikulturalitet, som blot er en overgangsfase til en helt anden monokulturalisme. Jeg vil slet ikke ind i debat med dem, ikke ind i nogen ‘dialog’. Hvad jeg her vil er bare at konstatere denne polarisering som kløver hele den vestlige verden i dag. Jeg har en fornemmelse af at den våde multikulturalisme de repræsenterer desværre tegner flertallet, uden at dette vil hjælpe dem hen imod deres drømmes mål. Der er spændinger i verden, som de også selv jamrer over, men hermed er deres projekt også en død sild. Projektet forudsætter nemlig ikke blot fraværet af de symptomer de skildrer (vold og optøjer), uanset hvad man mener dynamikken bag er, det forudsætter også en udbredt konsensus i samfundet om hvordan vi vil indrette os. Kronikken er om noget en klagesang over uløselige samfundsproblemer som de godt kan se kuldsejler visionen, og en jammer over at vi trods alt er alt, alt for mange som vil gøre hvad vi kan for at stikke en kæp i hjulet for dem (“udvikling af skole og uddannelser – så de i langt højere grad kan inkluderer minoriteters sprog, kultur, religion, historie og traditioner på lige fod med majoritetens”). Deres projekt er en død sild, og kronikken er et teatralsk bevis herpå (LFPC).

“Hvorfra ved Anders Fogh, Helle Thorning og Willy Søvndal, at mentorordninger og spredning af etniske minoritetselever virker? Måske har de fundet inspirationen i Holland . Der har de nemlig længe forfulgt sådanne strategier – uden succes.
[…] Der er blot den forskel mellem Danmark og Holland at hollænderne er ca. syv-otte år ‘foran’ med deres assimilationsstrategier. Derfor er det nærliggende at antage, at nogle af de problemer, de i dag oplever som konsekvens af integrationspolitikken i skole og uddannelse, vil afføde mindst lige så store problemer i Danmark, som de har gjort i Holland . Medmindre vi tager ved lære af hollænderne og sadler om og går en helt anden vej belært af deres dårlige erfaringer.” […]

“Forklaringen på minoritetselevernes dårligere karakterer og store frafald fra ungdomsuddannelserne blev både i det hollandske undervisningsministerium og af lærere og skoleledere forklaret med, at eleverne talte et andet sprog i hjemmet end hollandsk og havde en kultur, der for nogle elevers vedkommende betød, at de ikke lærte at opføre sig ordentligt. På nogle uddannelsesinstitutioner fik vi forklaret, at nogle forældre ‘på grund af deres kultur’ ikke opførte sig som det blev forventet af forældre i den hollandske skole. Svaret på det sidste var forældreopdragelse i form af aktiviteter, der skulle ‘trække’ forældrene til skolen. Det bestod f.eks. i, at forældre skulle møde op med en national ret til et fællesarrangement, mens det blev understreget, at det kun blev talt hollandsk og man ikke ønskede familiens modersmål talt inden for skolens mure.
Den monosproglige og kulturassimilerende dagsorden er tilsyneladende blevet så naturliggjort på alle niveauer i skolen i Holland , at professionelle inden for uddannelse ikke finder det nødvendigt at begrunde sig fagligt.” […]

“I forlængelse af de dårlige skoleresultater kæmper hollænderne også med et stort frafald af unge – primært drenge og primært med tyrkisk, marokkansk og arabisk baggrund. Ca. 60 pct. af de unge med indvandrerbaggrund forlader uddannelsessystemet uden en ungdomsuddannelse. En problematik vi også kender fra erhvervsskolerne i Danmark, men hvor frafaldet kun på enkelte fag når op på de dimensioner, der udgør gennemsnittet i Holland . Derudover kæmper de større byer som Rotterdam og Amsterdam med voldsomme problemer med store grupper af unge drenge, der udøver vold og kriminalitet. I et interview den 17. februar fortalte en hollandsk-marokkansk borgmester fra en af de bydele, hvor der for et halvt år siden var bål i gaden, at han tolkede de unges strategier som reaktion på en oplevelse af at være ekskluderet og diskrimineret. ” […]  Vi mener vejen frem skal findes i en udvikling af samfundets institutioner …………. så de i langt højere grad kan inkluderer minoriteters sprog, kultur, religion, historie og traditioner på lige fod med majoritetens. […]

Daniel Pipes : »With Europe, we all enter into terra incognita«

»Europe or Eurabia?« – tale holdt i Sydney igår :

“THE future of Europe is in play. Will it turn into “Eurabia”, a part of the Muslim world? Will it remain the distinct cultural unit it has been for the past millennium? Or might there be some creative synthesis of the two?


The answer has vast importance. Europe may constitute a mere 7 per cent of the world’s landmass but for 500 years, 1450-1950, for good and ill, it was the global engine of change.
How it develops in the future will affect all humanity, especially daughter countries such as Australia that still retain close and important ties to the old continent. I foresee potentially one of three paths for Europe: Muslims dominating, Muslims rejected or harmonious integration.Ӭ

* Muslim domination strikes some analysts as inevitable. Oriana Fallaci found that “Europe becomes more and more a province of Islam, a colony of Islam”. Mark Steyn argues that much of the Western world “will not survive the 21st century and much of it will effectively disappear within our lifetimes, including many if not most European countries”.

Such authors point to three factors leading to Europe’s Islamisation: faith, demography and a sense of heritage.

The secularism that predominates in Europe, especially among its elites, leads to alienation from the Judeo-Christian tradition, empty church pews and a fascination with Islam. In complete contrast, Muslims display a religious fervour that translates into jihadi sensibility, a supremacism towards non-Muslims and an expectation that Europe is waiting for conversion to Islam.

The contrast in faith also has demographic implications, with Christians having on average 1.4 children a woman, or about one-third less than the number needed to maintain their population, and Muslims enjoying a dramatically higher, if falling, fertility rate. Amsterdam and Rotterdam, in about 2015, are expected to be the first large majority-Muslim cities.

Russia could become a Muslim-majority country in 2050. To employ enough workers to fund existing pension plans, Europe needs millions of immigrants, and these tend to be disproportionately Muslim due to reasons of proximity, colonial ties and the turmoil in majority-Muslim countries.

In addition, many Europeans no longer cherish their history, mores and customs. Guilt about fascism, racism and imperialism leaves many with a sense that their own culture has less value than that of immigrants.

Such self-disdain has direct implications for Muslim immigrants, for if Europeans shun their own ways, why should immigrants adopt them? When added to the existing Muslim hesitations over much that is Western, especially concerns about sexuality, the result is Muslim populations who strongly resist assimilation.

The logic of this first path leads to Europe ultimately becoming an extension of North Africa.

* But the first path is not inevitable. Indigenous Europeans could resist it and, as they make up 95per cent of the continent’s population, they can at any time reassert control should they see Muslims posing a threat to a valued way of life.

This impulse can be seen at work in the French anti-hijab legislation or in Geert Wilders’s film, Fitna. Anti-immigrant parties gain in strength; a potential nativist movement is taking shape across Europe as political parties opposed to immigration focus increasingly on Islam and Muslims. These parties include the British National Party, Belgium’s Vlaamse Belang, France’s National Front, the Austrian Freedom Party, the Party for Freedom in The Netherlands and the Danish People’s Party.

They are likely to continue to grow as immigration surges ever higher, with mainstream parties paying and expropriating their anti-Islamic message. Should nationalist parties gain power, they will reject multiculturalism, cut back on immigration, encourage repatriation of immigrants, support Christian institutions, increase indigenous European birthrates and broadly attempt to re-establish traditional ways.

Muslim alarm is likely to follow. US author Ralph Peters sketches a scenario in which “US Navy ships are at anchor and US marines have gone ashore at Brest, Bremerhaven or Bari to guarantee the safe evacuation of Europe’s Muslims”.

Peters concludes that because of Europeans’ “ineradicable viciousness”, the continent’s Muslims “are living on borrowed time”. As Europeans have “perfected genocide and ethnic cleansing”, Muslims, he predicts, “will be lucky just to be deported” rather than being killed.

Indeed, Muslims worry about just such a fate; since the 1980s they have spoken overtly about Muslims being sent to gas chambers. European violence cannot be precluded, but nationalist efforts will more likely take place less violently; if anyone is likely to initiate violence, it is the Muslims.

They have already engaged in many acts of violence and seem to be spoiling for more. Surveys indicate, for instance, that about 5 per cent of British Muslims endorse the 7/7 transport bombings. In brief, a European reassertion will likely lead to ongoing civil strife, perhaps a more lethal version of the 2005 riots in France.

* The ideal outcome has indigenous Europeans and immigrant Muslims finding a way to live together harmoniously and create a new synthesis. A 1991 study, La France, une chance pour l’Islam (France, an Opportunity for Islam), by Jeanne-Helene Kaltenbach and Pierre Patrick Kaltenbach, promoted this idealistic approach. Despite all, this optimism remains the conventional wisdom, as suggested by an Economist leader in 2006 that dismissed, for the moment at least, the prospect of Eurabia as scaremongering. This is the view of most politicians, journalists, and academics, but it has little basis in fact.

Yes, indigenous Europeans could yet rediscover their Christian faith, make more babies and again cherish their heritage. Yes, they could encourage non-Muslim immigration and acculturate Muslims already living in Europe. Yes, Muslim could accept historic Europe. But not only are such developments not under way, their prospects are dim. In particular, young Muslims are cultivating grievances and nursing ambitions at odds with their neighbours.

One can virtually dismiss from consideration the prospect of Muslims accepting historic Europe and integrating within it. American columnist Dennis Prager agrees: “It is difficult to imagine any other future scenario for western Europe than its becoming Islamicised or having a civil war.” But which of those two remaining paths will the continent take?

Forecasting is difficult because the crisis has not yet struck. But it may not be far off. Within a decade, perhaps, the continent’s evolution will become clear as the Europe-Muslim relationship takes shape.

The unprecedented nature of Europe’s situation also renders a forecast exceedingly difficult. Never in history has a civilisation peaceably dissolved, nor has a people risen to reclaim its patrimony. Europe’s unique circumstances make the outcome difficult to comprehend, tempting to overlook and virtually impossible to predict. With Europe, we all enter into terra incognita.

Daniel Pipes (www.DanielPipes.org ) is director of the Middle East Forum and Taube/Diller distinguished visiting fellow at the Hoover Institution of Stanford University. He is in Australia for the Intelligence Squared debate to take place this evening in Sydney. This article derives from a talk he delivered yesterday to a Quadrant dinner.

The Australian (Daniel Pipes i København, 8 marts 2007, foto © Snaphanen)

se også: Keep Your Hands Off Austria! citizens’ protest against the building of a huge new mosque in Vienna

Er Jyllands-Posten blevet bange for sin egen skygge?

Én historie, to versioner – først JP (LFPC):

“Betjentene rykkede ud til en sag om en stjålet knallert og fik fat på knallerten og ville aflevere den tilbage til ejermanden, da det gik galt. En større gruppe utilpassede unge syntes, at det var en rigtig dårlig idé, at politiet kom for at aflevere knallerten tilbage og optrådte så truende, at betjentene brugte deres peberspray mod flere af de unge,” siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, John Jensen, til eb.dk. Politi fanget af bande

Så den oprindelige fra Ekstra Bladet:

– Betjentene rykkede ud til en sag om en stjålet knallert og fik fat på knallerten og ville aflevere den tilbage til ejermanden, da det gik galt. En større gruppe utilpassede andengenerationsindvandrere, syntes, at det var en rigtig dårlig idé, at politiet kom for at aflevere knallerten tilbage og optrådte så truende, at betjentene brugte deres peberspray mod flere af de unge, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, John Jensen, til ekstrabladet.dk. Politi flygtet op i lejlighed

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • AN

    > Bruce Bawer: “en kulturkamp med en meget velformuleret strategi. Trin 1, Trin2”

    – Det er som at overvære et stykke total-teater: islamisterne spiller selv alle rollerne…

  • Emeritus

    Den muslimske ungdoms utilpassethed i de europæiske gader, som man her refererer til, udspringer hverken af marginalisering, underlegenhedsfølelser, eller fordi disse unge skulle føle sig som ofre. Sludder og pædagogisk vrøvl. Intet er dem fjernere. Tværtimod er det agressive adfærdsmønster et naturligt udtryk for, at de unge føler sig overbeviste om deres medfødte overlegenhed, en overbevisning, som stammer fra deres tro og forkvaklede opdragelse.
    De viser bare deres overlegenhed og styrke og sætter sig i naturlig respekt blandt dhimmier, så de kan lære det, mens Europas behandlersystem fortsat tænker i europæiske baner. Men at tænke europæisk, når man har med disse hard-core unge at gøre, som af indstilling er totalitære og muslimsk-orientalsk opdragede, det er naturligvis en fundamental misforståelse og dømt til fiasko. Der skal helt andre boller på suppen. Vi tror, de er desperate, fordi de nok føler sig på taberholdet, og vi prøver derfor at klientgøre dem. Den omklamring vil de meget have sig frabedt, for de anser sig selv for at være på vinderholdet. Det er jo derfor, de pander folk ned i dhimmiland.