17
maj
Seneste opdatering: 15/6-11 kl. 1409
16 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Elisabeth d. 2 af England, ikke hos ærkebiskoppen af Canterbury, men hørende koran-vers i Tyrkiet. Symbolsk hovedbeklædning, dog næppe mere  fjollet end de hatte, kongelige  ellers  bruger.

It’s Hard Being Loved By Jerks
C’est Dur D’etre Aime par des Cons (Documentary – France)

The clash of fundamentalist Islam and Western values as encapsulated by the “blasphemous” Danish cartoons of the Prophet Muhammad is examined at length in “It’s Hard Being Loved by Jerks.” Daniel Leconte’s tube-style doc comprehensively covers the 2007 Paris legal case brought against the satirical magazine Charlie Hebdo, which reprinted 12 of the original cartoons, the proceedings of which served as a flashpoint both for Islamic sensitivities and the resilience of the right to free speech. There’s no question which side the film comes down on, and while the issues it airs remain of high importance and are lucidly articulated herein, talking heads format makes this a good fit for Eurotube situations but not for cinemas outside Gaul.

A Pyramide release (in France) of a Film en Stock production in association with Doc en Stock with the participation of Canal Plus. Variety com på dagen hvor Jyllands Postens  tegninger kom på Det Kongelige Bibliotek

“Multikulturel 17 maj i Norge”

i hvert fald i  DN – tillykke ! – men også “antihomofobi-dag“. Der går store ting i svang.

Ståle Sørensen som företräder liberala Venstre är en av blott två ledamöter med norska anor.- Partierna vill väl markera att de ställer upp på det mångkulturella samhället. Därför ser vår kommitté ut som den gör. Jag tycker det är bra.

Skåne: “Et banrøveri om ugen, holder polisen væk”

Antalet bankrån ökar dramatiskt i Skåne. Nu sätter polisen in krafttag mot brottsligheten och två polismän ska samordna insatserna. Siffrorna som Thomas Servin, chef för länskriminalpolisens underrättelseavdelning, igår presenterade för den högsta polisledningen i Skåne talar sitt tydliga språk: sju bankrån i Skåne under hela fjoråret, sjutton hittills i år.
Polisen tar krafttag efter skånsk rånvåg

»Fogh Rasmussen er blevet foregangmand i Europa«

Ikke helt godvilligt og af egen kraft , ikke stabilt,  men dog og set Bryssel, ganske utvivlsomt.    “Smagløsheden er blevet smagsfuld”, mener en  EU sosse fra lugtesalts-segmentet. Avantgarden,  eliten  – undskyld, “de progressive” – gennemgår en svær tid, men kommer også med tilsidst. Tids nok ? Nej, langtfra  i alle tilfælde.

Hverken tørklædeforbud eller samarbejdet med Dansk Folkeparti skader statsministerens eller Danmarks anseelse i Europa, mener politisk iagttager i Bruxelles. Anti-muslimsk retorik og lovgivning er blevet så udbredt i Europa i løbet af de seneste seks til syv år, at hverken Kristian Thulesen Dahls fortalelser eller et dansk tørklædeforbud vil have nogen betydning for Danmarks og statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) anseelse i Europa.
Det vurderer den politiske iagttager Marco Incerti fra tænketanken CEPS i Bruxelles. Han påpeger, at tonen i debatten om muslimers og islams rolle i Europa er blevet skærpet markant i både Tyskland, Storbritannien, Holland, Frankrig, Italien, Østrig og andre steder.
»I en vis forstand kan man sige, at Fogh Rasmussen med sin stramme indvandrerlovgivning og samarbejdet med det antimuslimske højre siden 2001 har været en slags foregangsmand i Europa. Mange lande er fulgt efter Danmark i de senere år,« siger Incerti.

Islam-kritik er blevet hverdag i Europa – vi må heller  tage månedens  svenske Danmarks -bashing a her, for  ikke at blive for selvglade: Dansk folkeparti vann slöjdebatt . Den svenske Danmarks dækning enten  fraværende eller pilskæv og  idylliserende : Tivoli, smørrebrød og sportsresultater. Sunde  mennesker  skal interesseré sig meget for  sport. Sydsvenskan nye  korrespondent Bibi Häggström, er  begejstret for at velfærdssamfundet fungerer i Danmark, noget i modstæning til Sverige,  men hun har ikke fundet det umagen værd, at fundere over  hvorfor .

“Hun levede et andet liv”

Tyve broderlige  knivstik. Afghansk familiejustits på en gade i Hamborg i aftes. 16 år gammel. Slagtet som et lam.

Anmeldelse : »Forsvar for rationaliteten«

Til kamp mod kulturrelativismen
Kai Sørlander: Forsvar for rationaliteten – religion og politik i filosofisk perspektiv, Informations Forlag, 2008
Anmeldt af Preben Etwil på Historie.nu

“Sørlanders bog er først og fremmest en filosofisk bog. Man er derfor også nødt til at forholde sig til hvad filosofien kan bidrage med, og hvor den har sine begrænsninger. Filosofi kan betragtes som en stræben efter viden, dvs. en bestemt indsigtsfuld og afklaret livsform. Filosofi beskæftiger sig dybest set med virkelighedens grundlag, dens værdier, og menneskets indplacering heri. Filosofiens genstandsfelt er bl.a. at undersøge menneskets erkendelses- og handlemuligheder, samt dets pligter og rettigheder. Genstandsfeltet i bogen er demokratiets muligheder i henholdsvis en kristen og islamisk kulturkreds.”

Kai Sørlanders nyeste bog: ”Forsvar for rationaliteten” er skrevet som et direkte politisk og filosofisk modtræk til den kulturrelativistiske opfattelse, der påstår, at alle religioner er lige gode eller dårlige til at lade sig forene med det sekulære demokratis principper. Efter Sørlanders opfattelse er det en vrangforestilling, der både strider mod den sunde fornuft og rationaliteten. Konklusionen hos ham er krystalklar: Kristendommen kan forenes med fornuften, rationaliteten, det sekulære og demokratiet – det kan islam ikke. Historien er efter Sørlanders eget udsagn hans vidne, om end bogen på ingen måde benytter sig af (aner)kendte historiske metoder: ”Det må være erfaringen og historien, der skal vise, hvor let eller hvor svært en religion har ved at lade sig forene med kravene til en rationel samfundsorden. Og som jeg allerede har fremhævet, så fortæller historiens tydelige sprog, at kristendommen lettere lader sig forene med kravene til en rationel samfundsorden end islam. Simpelthen fordi der gennem en indre udvikling i den kristne kultur faktisk er fremvokset samfund, der bestræber sig på at opfylde kravene; mens noget tilsvarende ikke er sket i den islamiske kultur”.

For historieinteresserede er bogen absolut vedkommende – som sagt ikke for dens historiske metode, men som et solidt bidrag til forståelsen af hvad der skaber kulturelle og religiøse konflikter. Hvad de opstår af, og hvordan de holdes ved lige.

Sørlander har i denne bog i allerhøjeste grad fundet sine hermeneutiske læsebriller frem. Hans analyser bygger primært på at fortolke tekster, frem for at foretage samfundsvidenskabelige undersøgelser. Som han selv nævner et sted: ”Det er et spørgsmål om at læse skrifterne objektivt og om at vurdere dem ud fra deres egen indre logik”.

Sørlanders bog er derfor først og fremmest en filosofisk bog. Man er derfor også nødt til at forholde sig til hvad filosofien kan bidrage med, og hvor den har sine begrænsninger. Filosofi kan betragtes som en stræben efter viden, dvs. en bestemt indsigtsfuld og afklaret livsform. Filosofi beskæftiger sig dybest set med virkelighedens grundlag, dens værdier, og menneskets indplacering heri. Filosofiens genstandsfelt er bl.a. at undersøge menneskets erkendelses- og handlemuligheder, samt dets pligter og rettigheder. Genstandsfeltet i bogen er demokratiets muligheder i henholdsvis en kristen og islamisk kulturkreds.

Grunden til at filosofi i dag henregnes til videnskaberne er kravet til argumentation. Bertrand Russell har engang sagt: ”Filosofi er en modvillig elskerinde – man kan kun nå hendes hjerte med koldt stål i lidenskabens hånd”. Det er fx et af filosofiens erkendelsesteoretiske grundproblemer, at fastsætte grænsen for et holdbart argument. Det var filosoffen Immanuel Kants opfattelse, at uden et sprog var der ingen bevidsthed, og uden en bevidsthed var der ingen erkendelse, og uden en erkendelse var der ingen viden. Dette ræsonnement medfører, at vejen til viden begynder med at begribe sprogets begribelse af verden, og de sætninger, vi som mennesker bevidst eller ubevidst formulerer og lægger til grund for vores opfattelse og erkendelse. Forstanden er i kraft af sproget sådan indrettet, at virkeligheden og dens forandringer opfattes som relationer mellem årsag og virkning – alt andet er umuligt at opfatte. Det er det filosofiske arguments logik, der bærer bogens analyser. Den mere empiriske videnskab har stort set ingen plads i Sørlanders filosofiske verdensbillede: ”Den mere sociologiske side af spørgsmålet og den dertil hørende samfundsvidenskabe lige analyse har mindre vægt i min diskussion, selvom den selvfølgelig har sin nødvendige plads i en mere fuldstændig analyse”. Sørlander gennemfører stort set hele sin filosofiske rationalitetsanalyse af kristendom og islam på grund?lag af hans egne fortolkninger af de religiøse tekster. Empiri og historiske vurderinger falder alene som punktnedslag – af meget selektiv karakter.

Kai Sørlander er faktisk en ganske skarpsindig, tænksom og analytisk filosof. Han har en struktu?r?eret argumentationsform med klare og forståelige standpunkter. Hans filosofiske forklaringskæder er både sammenhængende og konsistente. Han anvender den klassiske filosofiske metode til at afklare en problemstilling. Han stiller spørgsmål til det tema, som han ønsker at behandle, hvorefter han selv udreder besvarelsen. Denne undersøgelsesmetode gør, at han faktisk kan foretage en såkaldt 360 graders analyse (om end ikke nævnt i bogen). Ofte sker det ved at svaret bliver inddelt i grupper og mulige udfaldsrum. Dette gør læsningen af relativ komplicerede religiøse og kulturelle tekster og sammenhænge overkommelig for lægfolk. Så der skal fra dette sted lyde en stor ros til Sørlanders pædagogiske evner. Sørlander er imidlertid så begavet, at han har valgt ikke at stille de spørgsmål, som han enten ikke har ønsket at besvare, eller som han ikke har kunnet besvare – naturligvis ud fra den politisk-filosofiske tilgangsvinkel som han nu engang har valgt at bruge i bogen. Derfor bliver en række interessante spørgsmål ikke stillet. Er der forskel på den indvandrede religionsopfattelse og oprindelsesregionen? Er der fortolkningsmæssige forskelle i religionsopfattelsen mellem første og anden generations indvandringen? Spiller det nogen rolle at livet i praksis og religiøst er forskelligt?. Efter at have læst bogen kunne man godt forfalde til selv at give svaret. Og det er nej.

Kai Sørlanders teologiske ståsted flugter fuldstændigt den danske tidehvervsbevægelse, der i al væsentlighed er identisk med den officielle kultur-, religions- og demokratiopfattelse i Dansk Folkeparti. Men intet sted i bogen påpeges denne forbindelse. For at bruge en af Sørlanders mest foretrukne argumentationsform, kan man dog ikke heraf slutte, at der er nogen formel forbindelser mellem filosoffen og partiet. Men at der er et holdningsmæssigt slægtskab er indiskutabelt. Et er sikkert – intet argument i bogen falder uden for Dansk Folkepartis forståelsesramme.

Som sagt er Sørlander af den klare overbevisning, at islam og kristendom har forskellig politisk dynamik. Det ligger i den kristne forkyndelse, at stat og religion skal være adskilt, mens den muslimske missionsbefaling påbyder, at stat og religion bestemmes af samme religiøse læresætninger. Disse kulturelt religiøse tankesæt er så dominerende hos de troende, at kristendom fordrer afkald på magt, og derfor lægger troen naturligt op til en sekulær demokratisk funderet statsopbygning, mens islam eksplicit påberåber sig en særlig guddommelig berettigelse til at være i besiddelse af den politiske magt og til at være enerådende lovgiver.

Sørlander mener, at enhver form for fornyelse af islam – eller en egentlig reformation, som man så det i kristendommen – ikke umiddelbart er mulig, da islams indre dynamik modarbejder en adskillelse mellem stat og religion: ”En reformation kræver, at man går tilbage til det oprindelige budskab. Og går man tilbage til Jesu budskab, så føres man til en accept af en adskillelse mellem religion og politik. Går man derimod tilbage til Muhammeds budskab, så føres man til et krav om, at politikken skal overtages af religionen” – af Sharia-lovgivningen: ”Loven – lovsystemet – låser så at sige samfundet fast som det ideal, som var praktisabelt på Muhammeds tid. Det er tilstanden på den tid, som bliver den politiske idealtilstand”. Sørlander noterer sig i denne forbindelse, at det islamiske ord for kætteri er det samme som fornyelse, hvilket i realiteten gør, at fornyelse i islamisk sammenhæng kun kan tages til indtægt for kætteri. Dette blokerer ethvert håb om, at islam som en politisk bevægelse kan blive en del af den demokratiske familie: ”Når loven er guddommelig – og bestemt engang i fortiden – så er der ikke plads til en demokratisk beslutningsprocedure”.

Sørlander fastholder, at demokrati i moderne forstand bygger på at samfundet principielt anerkender, at det er mennesket, og mennesket alene, der lovgiver, og ikke Gud. Det er og forbliver et uomtvisteligt demokratisk krav. Et krav som islam efter Sørlanders opfattelse slet ikke kan honorere.

Sørlander nævner, at det er gennem Koranen og Muhammeds eksempel, at muslimer afgør, hvad der er rigtigt og forkert, og hvorledes lovene i samfundet skal være. På den måde modsiger islams verdensbillede direkte forudsætningerne for de moderne demokratiske principper og menneskerettighederne, der jo netop bygger på, at alle love skal være menneskeskabte. Desuden må det fastslås, at ingen har særlige religiøse eller kulturelle rettigheder til at bestemme, hvorledes lovene skal indrettes. Det vil sige, at alle bør have lige ret.

Sørlander har derfor også den allerstørste mistænksomhed vedr. muslimernes reelle demokratiske hensigter. Som han anfører, giver demokrati borgerne politisk ligeværdighed, men samtidig får borgeren en forpligtelse til at medvirke til, at der gives love, som værner om demokratiet og ligeværdigheden. Hvis dette ikke er tilfældet, vil demokratiet dø indefra. Det er nemlig forkasteligt, hvis islam vil bruge demokratiet til at indføre religiøst betingede love, der i realiteten begrænser andre borgeres muligheder for at fravælge islam. Det være sig muslimer eller andre.

Dette leder Sørlander hen til at påvise, at Den danske Grundlovs paragraf 4, der har sikret religionsfrihed men ikke religionslighed, faktisk er med til at værne de demokratiske frihedsrettigheder fra religiøs intervenering: ”For mig at se må det være helt naturligt at anse det for at være et problem – og måske en trussel – for demokratiet, hvis denne religion [evangelisk-lutherske – PET] svækkes i forhold til religioner, der ikke på samme måde selv adskiller politik og religion”.

For uanset hvordan man end vender og drejer det, så må man da give Sørlander ret i, at demokratiet har et stort problem, når banker ikke længere tør udlevere sparegrise, eller et museum lukker en kunstudstilling, fordi de føler sig utrygge. Det er et knæfald for de udemokratiske og fundamentalistiske kræfter, der ikke ønsker de frihedsværdier, som demokratiet bygger på. Hvis man bøjer sig i disse anliggender, har de fundamentalistiske kræfter vundet.

På denne baggrund spider Sørlander i høj grad den muslimske religions?udøvelses dobbelthed. Islam er efter eget udsagn en fredselskende religion, men har nogle gange svært ved at fremstå som sådan, da den, der påstår noget andet, pådrager sig en frygtelig risiko for bål, brand og blodsudgydelser. Den danske Muhammedkrise har med stor tydelighed blotlagt dette misforhold.

Man må også give Sørlander ret i, at man skal bekæmpe ytringer med ytringer. Det er direkte forkasteligt at forsøge at true sig til at lukke munden på den der udøver kritik af en religion, fordi man ikke bryder sig om indholdet. I et demokratisk samfund må man kunne gendrive det man ikke kan lide at høre med argumenter – ikke med selvtægt eller voldstrusler.

Sørlander anerkender på ingen måde det udsagn, at menneskerettighederne skulle have haft deres udspring i oplysningstidens opgør med den kristne kultur. Og her er slet ingen erkendelse af, at kampen for menneskerettighederne var en reaktion på den forfølgelse af anderledes tænkende og på de etniske massakrer, som praktiseredes i kristendommens navn. Nej, nej, her bliver menneskerettighederne faktisk gjort til iboende kristne værdier: ”Vesten har haft en religion – kristendommen – som historisk har virket som katalysator for udviklingen af en folkelig opbakning til de krav til en rationel samfundsorden, som har fundet udtryk i menneskerets?erklæringen”.

Bogen forholder sig desværre heller ikke til at mange muslimer i Europa ofte er splittede og i hovedreglen marginaliserede. De udgør socialt bunden af de europæiske samfund, og føler sig med rette ofte religiøst ydmygede. Men i virkeligheden spænder de fra en lille yderfløj af fundamentalistiske islamister til en bred kreds af såkaldte kulturmuslimer af den mest ordinære og moderate slags. Under alle omstændigheder er det ikke rimeligt, som Sørlander lægger op til, at slå alle muslimer over én kam. Mangfoldigheden skyldes bl.a., at der er mange varianter af islam, afhængige af den kultur og de religioner, der har været dominerende før og efter islams komme, og at der i islam som i andre religioner findes store forskelle mellem de lærdes islam (normativ islam) og den folkelige kulturelle islam, og mellem fx uddannede og uuddannede muslimske mænds og kvinders islam. Endelig bør det huskes, at muslimer ligesom kristne har vidt forskellige følelsesmæssige holdninger til deres religion. Nogle er entusiastiske, andre indifferente og andre igen tager direkte afstand fra islam eller dele af traditionel islamisk tro og praksis. Denne variation i fortolkningerne kan man ikke rigtig genfinde i Sørlanders filosofiske logik.

En ting ved man dog, og det er, at pres avler modpres. Så jo mere afvisende det øvrige samfund forholder sig til de fremmede, desto mindre er muligheden for, at den vestlige verdens måde at leve og forstå verden på virker som et reelt alternativ eller korrektiv til deres måde at leve på. I virkeligheden ved man ufatteligt lidt om, hvordan den islamiske religion praktiseres i de mange muslimske hjem, og hvordan moderniteten virker ind på de daglige gøremål. Et er imidlertid sikkert, og det er, at det overhovedet ikke har interesseret Sørlander logiske filosofiske analyse?apparat.

Rygtet fortæller ellers, at mange muslimske familier i Europa ikke praktiserer en streng fortolkning af islam. De har, som vesterlændinge flest, et afslappet forhold til deres religion. Dette er faktisk et godt grundlag at bygge videre på, men en kollektiv fornægtelse af dette forhold, samtidig med en udtalt fjendtlig holdning, fører fluks disse familier, der både er udsatte og frygtsomme, lige i armene på de religiøse fundamentalister. For er man ikke en del af et fællesskab, er man fortabt. Det gælder for kristne, ateister såvel som muslimer. Man kan ikke først udelukke dem fra det gode selskab, for bagefter at bebrejde dem, at de bliver væk. De bliver i realiteten udelukket med den udtalte holdning, at enten assimilerer de sig, eller også skal de bare forsvinde. Ved det første forsvinder forskelligheden, ved det andet forsvinder de forskellige. Det er en kendsgerning, at mange traditioner har det med at forstærkes i eksil. Hvis det ydre samfund så samtidig virker afvisende over for de fremmede kulturer, forstærkes modsætningsforholdet.

Hos Sørlander ligger forpligtelsen til integration imidlertid ensidigt på indvandrernes skuldre. Det er dem, der har en anden kultur. Det er derfor også dem, der er anderledes. Deres anderledeshed gør, at det er helt naturligt, at de starter nederst i det sociale hierarki. De har de dårligste job og de dårligste boliger. Det er, modsat den socialliberale tankegang (godhedsindustrien?), deres egen opgave at arbejde sig ud af disse selvvalgte ghettoer. Men her kommer islam, efter Sørlanders opfattelse, indvandrerne på tværs. Religionen giver dem en falsk stolthed, som kun fremmer deres offerrollementalitet: ”Muslimer, der føler sig som ofre for de samfund hvori de nu lever, og som mere eller mindre selvbevidst søger til islam for at finde en identitet, som kan modsvare den offermentalitet, som de har fået indpodet”.

Sørlander erkender, at muslimer ikke kan betragtes som én samlet gruppe, men han mener alligevel, at det er et kulturrelativistisk blændværk, at tro, at selv moderate muslimer kan indpasses i de demokratiske grundværdier. Deres midlertidige samfunds?mæssige tilpasning er efter Sørlanders opfattelse sket af mange andre grunde end dem der har med islam at gøre. Dermed får Sørlander elegant afkoblet enhver forbindelse med den måde som måske hovedparten af muslimer ret faktisk praktiserer islam på i Vesten, og hvordan man skal forstå islam som en religiøs-politisk ideologi. Det er kun det sidste, der har filosofisk interesse for Sørlander. I hans optik dumper islam ikke overraskende som ideologi på alle de demokratiske krav. Det gælder i forholdet til, at demokratiske love skal være baseret på menneskeskabte beslutninger, og ikke på guddommelige forskrifter eller sædvaner. Det gælder også i forholdet til, at lovene skal respektere menneskelig ligeværdighed, hvilket bl.a. dækker kravet om køns-, ånds- og religionsfrihed: ”Efter en nøgtern analyse må man altså konkludere, at islam i sin kerne indeholder nogle påbud, som går på tværs af de holdninger, som kræves i et velfungerende demokrati. sammenstødet er åbenbart; og helt elementært. Det gælder islam som ideologis system”.

Sørlander advarer direkte mod at tro, at islam kan demokratiseres. For ham er islams såkaldte demokratiseringsbestræbelser at betragte som en slags trojansk hest, der kun har til formål, at lukke fjenden ind ad bagdøren. Gode demokratiske muslimer er i virkeligheden et synsbedrag. Enten er de ikke rigtig troende muslimer, eller også er de bare gået ind i demokratiet for at indføre islamiske love gennem demokratiske beslutninger: ”Men da selve den islamiske lovs status – dens begrundelse – er uforenelig med kravene til en rationel demokratisk lovgivning, så er der her ikke tale om, at muslimerne er blevet ægte demokrater. Der er kun tale om, at de er blevet så meget demokrater, at de er villige til at udnytte det demokratiske system til at afskaffe demokratiet”. Sørlander afviser, ikke filosofisk men erfarings?mæssigt, at der vil kunne opstå en omfortolkning af islam, så man afskaffer traditionen for, at lovene i samfundet skal begrundes i islam. Sørlander forholder sig ingen steder i bogen til, at mange af de nuværende islamiske stater faktisk har et betydeligt element af verdslige straffe- og lovgivningssystemmer – fx Egypten. Ej heller, at mange såkaldte verdslige, men kristeligt funderede, demokratier har en betydelig religiøs påvirkning i deres straffe- og lovgivningssystemer fx USA. En sådan detalje ligger givetvis uden for det Sørlandske filosofiske forskningsfelt!

Men Sørlander er nu ikke filosof for ingenting. Han skal ikke fanges på et udsagn, der ikke kan modificeres: ”I øvrigt må jeg præcisere, at jeg aldrig har hævdet, at det er principielt udelukket, at islam kan udvikles på en måde, som kan forenes med en rationel demokratisk orden. Jeg har kun hævdet, at den udvikling er vanskeligere for islam end for kristendommen, fordi islam indeholder et politisk realiserbart lovsystem”. Dette forbehold er vist det ikke-filosoffer ville kalde: Tja, tja, bum, bum, bum.Når Sørlander bevæger sig ud i det direkte politisk-historiske gør han i hvert tilfælde vold på både empirien og kildekritikken. Tre eksempler kan illustrere dette:

For det første ses Reformationen i et helt særligt afklaret lutheransk lys. Sørlander fremhæver gang på gang den protestantiske kristendoms evne til at adskille religion og politik. Men i samme moment fortier han fuldstændigt Luthers religiøst begrundede opfordring til at fratage jøder alle politiske rettigheder samt at foranstalte massedrab på dem.

For det andet ses kolonialismen – og især dets fald – i et yderst humanistisk perspektiv. Demokratiet påbød at give landene tilbage til de lokale befolkninger. Her er ingen historier om, at tilbagetrækningen som regel var karakteriseret af at kolonialisterne trak sig tilbage med halen mellem benene – ofte præget af total forvaltningsmæssigt, etnisk, krigsmæssig og økonomisk kaos. Så ikke et øje er tørt, når man læser: ”Og det var især sekulariseringen af det politiske, der gav Europa de politiske idealer om demokrati og folkelig selvbestemmelse, som medførte, at Europa opgav sin dominans, trak sig tilbage og angrede, at det havde underlagt sig fremmed land”.

For det tredje er det nærmest meningsløst at påstå, at Vesten skulle være fælles om værdier, der udspringer af menneskerettighederne. Den førende vestlige nation, USA, har til stadighed overtrådt disse rettigheder med sin støtte til tortur og terror overalt i Den Tredje Verden.

Sørlanders historiemetode må nærmest kunne betegnes som en slags filosofisk efterrationalisering mere end en faktuel historieanalyse. Forsvar for rationaliteten kunne man måske fristes til at kalde det.

Bogen er filosofisk skarp som en ragekniv, hvor alle argumenterne er i orden. Den kan virke kynisk i sin argumentation, men det ligger i filosofiens natur. Hvorom alting er, så sætter den tanker – også nye tanker – i gang hos læseren. Den bidrager også til ny erkendelse, og den udfordrer i allerhøjeste grad ens egne indgroede forestillinger og fordomme, om end nogle gange på grundlag af andre fordomme – og udelukkelser.

Kai Sørlander har med ”Forsvar for rationaliteten” bidraget til en større indsigt i den manglende rationalitet i islam. Lad os håbe, at det af andre kan blive fuldt op af fx antropologiske undersøgelser, der ser nærmere på de faktiske og de potentielt islamistiske miljøer, at medieeksperter og diskursanalytikere dekonstruerer islamismen og dens mediestrategi, at socioologer sammen med demografer og økonomer kulegraver islamismens sociale dynamik ikke bare i Danmark, men også i det øvrige Europa, da islamismen under alle omstændigheder er en kæmpe udfordring for alle åbne samfund.

Kommentar under anmeldelsen på historie.nu:

Etwil påpeger med rette, at Sørlanders bog mangler det historiske perspektiv. Men det gør han også selv! Kæden hopper af i følgende passus: “Her er ingen historier om, at tilbagetrækningen som regel var karakteriseret af at kolonialisterne trak sig tilbage med halen mellem benene – ofte præget af total forvaltningsmæssigt, etnisk, krigsmæssig og økonomisk kaos. Så ikke et øje er tørt, når man læser: ”Og det var især sekulariseringen af det politiske, der gav Europa de politiske idealer om demokrati og folkelig selvbestemmelse, som medførte, at Europa opgav sin dominans, trak sig tilbage og angrede, at det havde underlagt sig fremmed land”.
For det tredje er det nærmest meningsløst at påstå, at Vesten skulle være fælles om værdier, der udspringer af menneskerettighederne. Den førende vestlige nation, USA, har til stadighed overtrådt disse rettigheder med sin støtte til tortur og terror overalt i Den Tredje Verden.”
Etwils formulering passer på det spanske imperiums sammenbrud i 1824, men imperialismens afvikling i det 20. århundrede var ganske anderledes. Der var i ganske vist i flere tilfælde tale om kaotiske og blodige forhold. Den store forskel var dog, at udfaldet gennemgående skyldtes den offentlige menings – herunder den frie presses – pres på regeringer og militære ledere, hvilket eksempelvis kan påvises ved den britiske og den franske afmarch fra henholdsvis Indien og Algeriet. Dette mønster kan også iagttages i den nordamerikanske frihedskamp mod britisk overherredømme fra 1774 til 1783. Husk Edmund Burkes forsvar i parlamentet for koloniernes rettigheder! Desuden slipper Etwil for billigt fra omtalen af USA’s grovheder i moderne tid. Hverken tortur eller terror i USA’s aktuelle praksis dementerer idealernes eller den dårlige samvittigheds afgørende betydning i hjemlig politik. Faktisk findes her den primære årsag til USA’s påfaldende moderation overfor Latinamerika gennem de sidste tre årtier. Den kristne moral har ubestrideligt svækket Vesten i konfrontation med ikke-vestlige aktører. I det lange perspektiv er dette noget nyt. Tidligere veg kristne magthavere ikke tilbage fra hårdhændede metoder, og i øvrigt skelnede de heller ikke mellem stat og religion, men mellem stat og kirke. Både paver, biskopper, konger og kejsere var hellige helt frem til 1800-tallet – modsat Sørlanders opfattelse.

Torben S. Hansen, historiker (Sørlander – foto © Snaphanen.dk)

Tegn Muhammed i Danmark, bliv stillet for retten i Tyrkiet, var det noget?

Scenariet er lige nu som taget ud af en science-fiction-dystopi, men det kræver stort set kun Tyrkiets medlemsskab i en ikke så fjern fremtid, før hele Europa er et ‘dårligt sted’ = dystopi. Selve det juridiske fundament er ved at blive kørt i stilling. Jeg er nok ikke den eneste der negligerer Babylons skøge EU mere end jeg burde, men netop denne monstrositets uigennemskuelighed afholder jo netop lægfolk fra at finde ‘djævelen i detaljen’ – her altså den kommende lovgivning der forpligter medlemslandene til at udlevere egne borgere til andre medlemmer, hvis disse borgere har overtrådt det andet medlemslands lovgivning. Dette er ikke paranoia, dette er virkelighed som er vanskelig at forholde sig til for borgere i små lande som Danmark.

Igen må man dybt forundret spørge, hvor er ramaskriget? Jeg kan ikke mindes at have læst om dette i mainstreammedierne. Det er i forbindelse hermed let at dokumentere ved søgning på Infomedia, at Euromed-samarbejdet stort set aldrig har været nævnt i den fjerde statsmagt. Virkeligheden er så bizar, at min egen konklusion efterhånden lyder, at europæerne og vesterlændingene i almindelighed hader deres egen frihed, og længes efter faste retningslinjer. Det vi ser – “totalitarianism by stealth” – forstås bedst ud fra El Inglés’ term “management of decline”. EU-bureaukraterne og politikerne arbejder formentlig ud fra et udgangspunkt der hedder at det nuværende Europa ikke kan fortsætte – klokkerene aftaler om olie, Eurabia/Euromed, og demografien er uomgængelige kendsgerninger, så opgaven bliver i deres perspektiv at få lagt låg på sådan nogle som os subversive elementer i blogosfæren.

Jeg ville helst kunne overbevises om at dette er paranoia og alarmisme, men udleveringsreglerne og de vage definitioner på nogle af de forbrydelser der kan bringe dem på bane er kuldslået virkelighed. Jokeren i spillet er selvfølgelig hvordan EUs projekt vil udspille sig i virkelighedens verden. Uventet modstand blandt borgerne, lokal eller kontinental intifada i EU, destabiliserende krig i Mellemøsten, recession, eller terrorisme, kan blive ukontrollable faktorer der vælter Babelstårnet. Men hvad sker der så, og hvad vil være det mindst rædsomme udkomme? Nogle meget korte uddrag fra Gates of Vienna, men hele posten bør læses og gives videre (LFPC):

The most ominous cog in the EU’s machinery of repression is the European Arrest Warrant, which will come into effect when the Lisbon Treaty is implemented next year. Former Ambassador Edgar K. Selzer gave a talk on the issue during the second day of the conference. See “Freedom of Speech in the European Union – the Implications of the Lisbon Treaty and the European Arrest Warrant” on the Mission Europa site for a precis of what he said.

[…] So what is the European Arrest Warrant itself? How will it be executed? […]

1. Each Member State may notify the General Secretariat of the Council that, in its relations with other Member States which have given the same notification, the consent for the surrender of a person to a Member State other than the executing Member State pursuant to a European arrest warrant issued for an offence committed prior to his or her surrender is presumed to have been given, unless in a particular case the executing judicial authority states otherwise in its decision on surrender.

2. In any case, a person who has been surrendered to the issuing Member State pursuant to a European arrest warrant may, without the consent of the executing Member State, be surrendered to a Member State other than the executing Member State pursuant to a European arrest warrant issued for any offence committed prior to his or her surrender in the following cases…

In summary:

The European Arrest Warrant requires that anyone who is charged by a member state under the listed group of offenses (which, as we have seen, could cover just about anything) may be arrested by the authorities of the issuing state within any other member state. The accused must then be transited for trial to the issuing state within ten days, without any interference, judicial or otherwise, by the executing state.

Just imagine what would happen under these new rules if an Islam-friendly prosecutor in the Netherlands were to charge a Danish cartoonist instead of a Dutch one. What’s more, once Turkey is a member of the EU, “insulting the Turkish nation” will be a crime punishable by Turkey within any member state. […]
Slouching Towards Vienna

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

16 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Jakob Mo
Jakob Mo
15 years ago

Hva er så galt med at den engelske dronningen har på seg slør når hun besøker en tyrkisk moské? Det kalles respekt for andres religion og kultur.

trackback
15 years ago

[…] Den delvis EU-anknutna tankesmedjan CEPS menar att islamkritik har blivit vardag i Europa och att den danska politiken således inte skadar statminister Fogh Rasmussens anseende. Från Berlingske Tidende via Snaphanen. […]

Oiseaudefeu
Oiseaudefeu
15 years ago

Tell the queen what Churchill said about Islam!

jan
jan
15 years ago

Tegningerne samles på Nationalbiblioteket. Til gengæld bliver tegningerne klausulerede, så de ikke kan vises offentligt i måske 25 år, så jeg ved ikke rigtig om, man skal le eller græde i forbindelse med Nationalbibliotekets erhvervelse af tegningerne.

Klausuleringen er forståelig ud fra tegnernes perspektiv. De ønsker at være oppe i alderen (eller døde!), inden tegningerne bliver vist offentligt. Men måske var det bedre fra et ytringsfrihedssynspunkt at gøre tegningerne permanent tilgængelige som et symbol på ytringsfrihedens sejr over de fundamentalistiske mørkemænd her og hisset.

Frem i lyset med tegningerne som et statement mod mørkemændene og deres religiøse voldsfascisme.

Henrik Ræder Clausen
15 years ago

Lars, det link leder ikke til artiklen, der omtaler Fogh – kun til tænketankens hovedside.

LFPC
15 years ago

Linket er lige efter citatet.

Henrik Ræder Clausen
15 years ago

Den artikel om Fogh som foregangsmand vil jeg gerne finde originalteksten til. Er der nogen, der har et link?

queer jihad
queer jihad
15 years ago

Det er muligvis korrekt, at mange muslimer for nuværende har et afslappet forhold til deres religion. Dog ikke så afslappet, at de forlader islam, som mange kristne uden det mindste postyr forlader kristendommen. Men man bør ikke overse den gruppedynamik, der også gør sig gældende i et samfund. I Bosnien havde de fleste muslimer også et afslappet eller fraværende forhold til islam. Alligevel blev de fanget ind af deres religiøse tilhørsforhold, da krigene brød ud. Akkurat som de kristne trosretningers aktører blev fanget ind af deres religiøse tilhørsforhold. Hvis en krig bryder ud, synes der ikke at være plads til… Read more »

queer jihad
queer jihad
15 years ago

“Islam-kritik er blevet hverdag i Europa”

Og hva’ så?

Vi har haft religionskritik de seneste 100 år. Hvorfor skulle islam ikke være omfattet af den vestlige verdens religionskritik?

Grunden er angiveligt, at muslimerne i selskab med “åndseliten” vil gøre islam til en helle, der er friholdt for kritik. At eliten er så let at kyse er beskæmmende og tragisk. Eliten sælger ud af det demokratiske arvesølv, fordi man er bange. Både for islamisterne og for at ende udenfor det gode selskab.

Tragisk.

LFPC
15 years ago

“Hvordan kan det være at det lige er islam der får lov til at udstikke flere og flere regler, hvis rygtet vil vide at mange muslimer har et yderst afslappet forhold til deres religion?” Vi lever i paradoksernes tid, og dette er et af dem. Dernæst kommer den enkle logiske implikation som enhver kan udlede: Hvis islam fylder så meget i medierne, og aldrig for det gode, på et tidspunkt hvor der kun er lidt mere end 5% muslimer, hvordan bliver hverdagen så ikke når alle børnene i klap- og barnevogne som enhver også kan se på gaden, bliver voksne?… Read more »

queer jihad
queer jihad
15 years ago

I Danmark indfører vi et forbud mod religiøse symboler hos dommere. Det diskuteres så stolpe op og stolpe ned. I Iran er man angiveligt igang med at indføre en lov, hvor man vil straffe mennesker, der forlader islam med døden. Ikke ét ord.

Det lykkes gang på gang islamisterne at fjerne fokus fra disse uhyrligheder, og i stedet diskuterer vi de rene banaliteter; for naturligvis skal man ikke være iklædt et fremtrædende religiøst symbol, når man dømmer i en vestlig retssal.

queer jihad
queer jihad
15 years ago

Med hensyn til morderen/storebroren ser han selv meget vestlig ud, men det er åbenbart ikke et problem, da han jo er så heldig at være født som mand.

Det islamiske hykleri er tåkrummende.

Men jeg er bange for, at mange af kvinderne støtter den patriarkalske struktur. Måske ud fra det synspunkt: At når det er overgået mig, skal det også overgå min datter.

Jeg væmmes ærlig talt over disse drab, der sigende nok aldrig får nogen som helst opmærksomhed af de skattefinansierede muslimske organisationer som Dansk Muslimsk Union, Islamisk Trossamfund med flere.

Henrik Ræder Clausen
15 years ago

Ingen tvivl om at jeg har brudt den tyrkiske § 301 så mange gange, at jeg ville havne i et tyrkisk fængsel, hvis de blev medlem. De behøver ikke engang fremlægge beviser for at få mig overført. Sådan noget bras…

Forresten mener jeg, at Babylons Skøge (“beruset af martyrernes blod”) henviser til en vis religion, der fik sin endelige form i Babylon. Tilbedelse af falske profeter frarådes stærkt (se Johannnes’ Åbenbaring).

Janne
Janne
15 years ago

Hvis det ikke er muslimer der kræver øget religiøs regulering af vores samfund, hvem er det så?

Er det kristne der kræver øget islamisk regulering af vores offentlige institutioner?

Janne
Janne
15 years ago

“Rygtet fortæller ellers, at mange muslimske familier i Europa ikke praktiserer en streng fortolkning af islam. De har, som vesterlændinge flest, et afslappet forhold til deres religion.” Hvordan kan det så være at islam er med til at regulere vestlige samfunds stramme madregler i skoler og i børneinstitutioner: halalmad til alle, svømmehalsregler, arbejdstøjregler til kvinder (tørklæddregler), kønsadskillelsesregler (kønsapartheid) i klubber for unge og til gymnastik, indførelse af religiøse Eid fester på ellers sekulære rådhuse, bederum på sygehuse, uddannelsessteder og arbejdspladser, krav om tørklæde på kvindelige dommere og tørklæde på kvindelige politikere på Folketingets talerstol, debat om implementering af sharia i… Read more »

16
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x