28
maj
Seneste opdatering: 29/5-08 kl. 1815
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

…pflücke die Rose, noch ist es Mai” . Esrom Kloster (år 1151) idag og Esrom Sø.  Foto © Snaphanen.klik f. helbillede

Sam Harris: Læren af ‘Fitna’

Vi vil miste vores rygrad for at redde vores hals? Hvor var de vestlige politikere og medier, der rejste sig til forsvar for den dødstruede Geert Wilders selvfølgelige ret til at lave sin korankritiske film?

Den hollandske ‘provo-politiker’ Geert Wilders er blevet det seneste projektil i verdens vigtigste kulturkamp: Nulsums-konflikten mellem det demokratiske civilsamfund og den traditionelle islam. Wilders, som lever under konstant bevogtning på grund af dødstrusler, udsendte for et stykke tid siden en 15 minutter lang film kaldet Fitna (arabisk for ’strid’). Filmen er blevet fordømt som stødende, fordi den sidestiller billeder af muslimsk vold med skriftsteder fra Koranen. I betragtning af at gerningsmændene til samme vold jævnligt påberåber sig de samme skriftsteder for at retfærdiggøre deres handlinger, er det svært at indse, hvorfor en filmisk skildring af denne sammenhæng skulle være kontroversiel, men uanset om filmen er kontroversiel eller ej, skulle man forvente, at politikere og kommentatorer i ethvert frit samfund ville tage entydigt til orde for at forsvare Wilders ret til at lave en sådan film…………….. Information

»Debate between Ayaan Hirsi Ali and Tariq Ramadan«

nogen har netop lagt Axess Engelsberg debat på You Tube i tre dele. Blandt tilhørerne ses bla. Lars Hedegaard

»Respekt og  anerkendelse«

Politiken meddeler at en del veluddannede unge muslimer overvejer at udvandre.Det er værd at bemærke at kommentatorer på Politikens rundspørge ( nej ,det var ikke en undersøgelse ) understreger, at de unge føler manglende anerkendelse af deres muslimske identitet.
Før de oprevne begræder et stort tab på det danske samfunds vegne, skulle de måske lige nærlæse den britiske psykiater Philip Racks overvejelser over sammenhængskraft :
”Enten det er ønskeligt eller ikke, er fuldstændig kulturel relativisme egentlig umulig :

a) det er selvmodsigende af natur ,siden princippet om at vi bør respektere alle kulturers værdier er en værdierklæring i sig selv,

b) det er utænkeligt i praksis, da ingen kan magte at frigøre sig fra sin egen kultur og opnå sådan olympisk upartiskhed og

c) det fører til den konklusion at alle bør få lov at ”være sig selv” , noget som er en afvisning af social struktur og hindrer kulturer i at opstå i det hele taget.”

Netop. Anerkendelse er ligesom respekt noget omgivelserne tildeler personer de kan lide, udfra om personens opførsel bringer godt til samfundet altså fremmer den ønskede sociale struktur. Ellers får man hverken respekten eller anerkendelsen .

Kulturpsykolog Kirsten Damgaard

Innvandrere , kultur og psykiatri .Tano 1986 s.30-31 Oversat fra norsk af Kirsten Damgaard

Hvorfor skamroser Politiken pludselig Fogh ? 

DAGBLADET Politiken bragte i tirsdags en forsidetophistorie over fem spalter med overskriften »Fogh er storfavorit til at lede Nato«, og på toppen af side 4 bragte bladet en såkaldt nyhedsanalyse i fuld bredde med overskriften »Fogh kan bygge bro over Atlanten.« Så er det, at vi slås med forundring over, hvad der dog kan være sket i løbet af et års tid eller to.  [..]
Politiken og de statsejede elektroniske medier buldrede dagligt frem med faste klichéer som ”Danmarks belastede renomme” og ”Danmarks flossede image”.Ringe interesse havde det, at det alene var muslimske diktaturstater, deres ledere og deres villige stormtropper, der råbte op . 

Jyllands Postens  leder  glemmer at nævne, at Politiken er en slags realister. De ved, det er den eneste måde de kan slippe af med ham på, med lidt held med  hele  VKO holdet.

Hvad skulle Omar Marzouk dog gøre uden Dansk Folkeparti?

Omar Marzouk har ganske rigtigt grund til at lide Dansk Folkeparti, men ikke af den primitivt manipulerende grund han angiver – overbærenhed og stråmænd – men fordi partiet er et særdeles brugbart redskab, en lynafleder, til at afværge den islamkritik som man fremsætter her. Så tager jeg den lige en gang igen: Den islamkritik som Dansk Folkeparti står for, har mange sammenfald med samme kritik fra folk som Nonie Darwish, Ayaan Hirsi Ali, Salman Rushdie, Ali Sina, Walid Phares, Wafa Sultan, Irshad Manji, Chahdortt Djavann, Ibn Warraq, Tashbih Sayyid, Azam Kamguian, Irfan Khawaja og Walid Shoebat. Folk med forskellige baggrunde og tilgange, men med fokus på de samme problemer. Og ingen af dem er kakkelbordsdanskere. Så Omar har grund til at være tilfreds, når nu der er opbygget en bred konsensus om at islamkritik kommer fra småtskårne gammeldanskere. Tillykke, Omar, den slap du let fra (LFPC +  S)

[…] At jeg skriver en klumme om Dansk Folkeparti, er vel lige så forudsigeligt som tårer til et kongeligt bryllup. Misforstå mig nu ikke – jeg kan faktisk meget godt lide partiet, det er en uudtømmelig kilde til underholdning for mig.

For eksempel synes jeg, at deres burka-annonce var hylende morsom, fordi muslimer, som er så ortodoske, at de går i burka, aldrig ville blive dommere, fordi sådanne kvinder ikke må opholde sig i lokaler med fremmede mænd. Tænk at være så bange for noget, man ikke aner en pind om.Jeg er ikke anti-DF’er – det er jeg langtfra – jeg elsker Dansk Folkeparti, og det synes jeg ærligt talt, at alle DF-modstandere skulle tage at gøre: Se DF som det monster, som er med i den gamle 80’er-film ‘Ghost Busters’.

Her var der et monster, som fik sin energi på negative vibrationer. Jo mere had og negativitet, jo stærkere blev det her monster, og Dansk Folkeparti fungerer på nøjagtigt samme måde.Så giv dem en krammer og et kys på panden, hver gang I ser en af dem, for i Danmark har vi plads til alle – også dem, som mener, at der ikke er plads til andre.

Omar Marzouk: I får aldrig Danmark tilbage!  –  Marzouk optrådte i 2006 for en af de største forsamlinger af islamister,  Danmark endnu har set, “Islamofobikonferencen”. Jeg forlod  salen, da jeg i forvejen ikke  udholder “stand-up-komikere”. Trængte nok også til luft ovenpå Yvonne Ridley,  den saudiske  kulturminister, Abu Laban, Tøger og Kamal Qureshi.

 Church of England: “UK will be Islamic nation in 30 years”

If recent reports of trends in religious observance prove to be correct, then in some 30 years the mosque will be able to claim that, religiously speaking, the UK is an Islamic nation, and therefore needs a share in any religious establishment to reflect this. The progress of conservative Islam in the UK has been amazing, and it has come at a time of prolonged decline in church attendance that seems likely to continue.

This progress has been enthusiastically assisted by this government in particular with its hard-line multi-cultural dogma and willingness to concede to virtually every demand made by Muslims. Perhaps most importantly the government has chosen to allow hard-liners to act as representing all Muslims, and more liberal Muslims have almost completely failed to produce any leadership voices to compete, leading many Britons to wonder if there are indeed many liberal Muslims at all, surely a mistake.

At all levels of national life Islam has gained state funding, protection from any criticism, and the insertion of advisors and experts in government departs national and local. A Muslim Home Office adviser, for example, was responsible for Baroness Scotland’s aborting of the legislation against honour killings, arguing that informal methods would be better. In the police we hear of girls under police protection having the addresses of their safe houses disclosed to their parents by Muslim officers who think they are doing their religious duty.

While men-only gentlemen’s clubs are now being dubbed unlawful, we hear of municipal swimming baths encouraging ‘Muslim women only’ sessions and in Dewsbury Hospitals staff waste time by turning beds to face Mecca five times a day — a Monty Pythonesque scenario of lunacy, but astonishingly true. Prisons are replete with imams who are keen to inculcate conservative Islam in any inmates who are deemed to be culturally ‘Muslim’: the Prison service in effect treats such prisoners as a cultural block to be preached to by imams at will. Would the Prison service send all those with ‘C of E’ on their papers to confirmation classes with the chaplain?! We could go on.

The point is that Islam is being institutionalised, incarnated, into national structures amazingly fast, at the same time as demography is showing very high birthrates. Charles Taylor’s new and classic work on the Secular Age charts the rise of the secular mindset and what he calls the ‘excarnation’ of Christianity as it is levered out of state policy and structures. Christianity is now regarded as bad news, the liberal elite’s attack developed in the 1960s took root in the educationalist empire, and to some extent even in areas of the church.

Today the Christian story is fading from public imagination, while Islam grows apace. There needs to be some fresh thinking in this area where the claims of Christ are sensitively explained. Our church leaders must develop ways of explaining this, as our feature on mission and evangelism this week demonstrates

Church of England :  Religious trends and our religious future

 

 

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Jeg synes faktisk, at Omar Marzoukh er hammer-sjov(men jeg kan også lide genren stand up-komik). Men som politisk kommentator er han ikke meget bevendt. Det er så heldigvis heller ikke det, han levet af. Han lever af at være sjov. Ikke klog.

    VH
    Jacob

  • © det kan tænkes – jeg har kun hørt ham i to minutter

  • petter

    “…de unge føler manglende anerkendelse af deres muslimske identitet.”

    Mange i Vesten har det svært med en identitet, der kræver respekt for afdøde religiøse autoriteter. En identitet, der sammenblander religion og politik. En identitet, der tager afstand fra svinekød og øl. En identitet, der ikke tillader uforpligtende sex.

    Jeg kan ikke udelukke, at jeg kommer til at underkaste mig denne identitet qua den demografiske jihad, som islamisterne er i fuld gang med at udøve.

    Men jeg vil aldrig, aldrig anerkende denne identitet.

  • petter

    Om Omar Marzouk er sjov, skal jeg ikke kunne afgøre. Jeg finder ham tåkrummende. Men jeg er heller ikke til stand up.

    Men i hvert fald var Omar Marzouk sjov på Muhammed-tegnernes bekostning, da det så allermest sort ud.

    Det var ikke sjovt.

    Det var en svinestreg af Omar Marzouk.

  • econ86

    At oversætte fitna til strid mener jeg er en fejlfortolkning. Fitna oversættes langt mere præcist til skisme – netop hvad Geert Wilders ønsker at fremhæve. At islam står ved en skillevej, hvor alle muslimer skal vælge, om de ønsker at gå den ene eller den anden vej – der er ingen gylden mellemvej. Wilders forsøger med filmen at vise, at konservativ politisk islam er ved at vinde værdikampen og vil transformere den islamiske verden – inklusive Eurabia – som vi kender den! Oversættelsen “strid” kan godt synes tilstrækkelig, men set i historisk kontekst er netop det religiøse aspekt af ordet “fitna” så vigtigt at understrege. Strid og konflikt findes overalt, men kun i den islamiske verden finder blodige religiøse konflikter sted hver evig eneste dag.

    econ86

  • econ86

    Glemte lige at sige, at jeg faktisk godt kunne lide Omar Marzouk, men det var inden han begyndte at mænge sig med grænse-islamist-segmentet! Der er kun een ting at sige: Taqiyya!

    econ86

  • queer jihad

    Hirsi Ali. Fantastisk kvinde. Måske bliver det kvinderne, der besejrer islamismen? Selvom der selvfølgelig også findes en del kvinder, der arbejder i den modsatte retning (ingen nævnt – ingen glemt).

    Hirsi Ali i Information 24.04.2008:

    “‘Jeg kan kun få øje på positive effekter af Muhammed-tegningerne’
    Forandringer i et samfund kan kun finde sted, hvis relationen mellem de to køn forandres. Det er dybest set det, den kontroversielle Ayaan Hirsi Ali kæmper for

    Hun er en udfordring, somaliske Ayaan Hirsi Ali, og ikke bleg for at provokere. Hun kan uden at blinke for eksempel finde på at sige, at bin Ladens tekster er i større overensstemmelse med Koranen end den tilsyneladende moderate euromuslim Tariq Ramadans. Og at hun kan bevise det. Hun siger også med rank ryg, at det som muslimsk kvinde ikke er en skæbne at være ufri. Tiden er kommet til at udfordre, hvad der står i Koranen.

    I en samtale på årets bogmesse i Göteborg med den svenske islam-ekspert Matthias Gardell får Hirsi Ali pillet alle hans kritiske indvendinger mod hende fra hinanden og jordet religionshistorikeren.

    Hun får en propfuld sal på sin side. Hun er ofte blevet beskyldt for at være for radikal en islam-kritiker, men i Göteborg er hun en dronning. Hver gang hun giver svar på Gardells kritiske spørgsmål udløser det spontan bifald fra salen.

    Ayaan Hirsi Ali blev verdenskendt for manuskriptet til den myrdede hollandske filmmager Theo van Goghs film Submission om undertrykkelse af kvinder i islamiske kulturer. Efter mordet på van Gogh måtte hun gå under jorden og lever med daglige dødstrusler.

    Debatten om islam

    Hirsi Ali er en høj slank kvinde i elegante klæder. Eksotisk og modig. En veltalende kvinde med en bemærkelsesværdig livshistorie. Hun er i Göteborg for at tale om ytringsfrihed under pres og for at præsentere sin selvbiografi En fri stemme. Efter den spektakulære seance med Matthias Gardell møder Information under et anseligt sikkerhedsopbud den kontroversielle kvinde for på eetårs-dagen for Jyllands-Postens Muhammed-tegninger at få hendes udlægning af, hvad de har betydet for ytringsfriheden og forholdet til islam.

    “Her et år efter kan jeg kun få øje på de positive effekter af Muhammed-tegningerne. De har fremskyndet hele debatten mellem islam og vesten. Med et minimum af omkostninger fik vi et maksimum af debat. På grund af muslimernes reaktionerne på tegningerne er det blevet tydeligt, hvor dyb en krise islam befinder sig i .”

    “Jeg vil gerne sige, at der ikke var og er nogen karikaturstrid, men udelukkende en krise inden for islam. Karikaturerne må ses i en lang kæde af hændelser, hvis seneste element er pavens bemærkninger. Tegningerne viste, at der var en frygt og en selvcensur i Europa. De viste også, at ytringsfriheden, som vi havde taget for givet i Vesteuropa lige siden Anden Verdenskrig ikke er en selvfølge, men noget der til stadighed skal forsvares. I dag står det helt klar: islam truer ytringsfriheden.”

    For Hirsi Ali har tegningerne imidlertid ikke kun haft stor general betydning, men også betydet noget for hendes eget islam-kritiske projekt, som især er at sætte fokus på kvinderne i islam.

    “Karikaturerne har i stor grad bidraget til min mission og gjort det lettere for mig. Da Theo van Gogh blev dræbt, fordi han lavede Submission, beskyldte mange mennesker mig for at være ufølsom og for ikke have respekt for islam. Da folk så reaktionerne på de danske karikaturer, begyndte flere og flere at tage kontakt til mig i og uden for Holland og sagde: ‘Du har ret, den måde som mange muslimerne reagerer på, måden de ser deres religion på, måden de praktiserer deres religion på er meget forskellig fra den måde, kristne ser deres religion på’.”

    Selvbiografien

    I sin nye bog En fri stemme – min selvbiografi, der kommer på dansk i slutningen af oktober på Jyllands-Postens forlag, beskriver Hirsi Ali sine første møder med vestlig kultur. Hun beskriver, hvordan hun af en frigjort etiopisk kvinde i et hollandsk asylcenter bliver bevæget til for første gang som voksen kvinde at gå ud uden sit slør. Hun beskriver, hvordan der slet ingenting sker. Kaos bryder ikke ud som forventet: Parkarbejderne fortsætter med at klippe hæk og ikke en eneste mand taber kontrollen, når hun går forbi barhovedet. Alt det, hun af sin opdragelse havde lært ville ske, hvis hun viste sin nøgne hud i det offentlige rum, holdt ikke stik.

    Hun har nu valgt at fortælle sin egen historie. Hun er mange gange af journalister blevet spurgt til sin fortid og liv, men på et tidspunkt følte hun, at hun selv skulle fortælle det i en sammenhæng: Sådan er min historie.

    “Selvfølgelig også fordi jeg i virkeligheden er meget nuanceret i min måde at se islam på. Jeg var selv tidligere en fundamentalist. Jeg kender den fundamentalistiske psyke og ved derfor, hvad vi er oppe imod. I 1989 ønskede jeg, at Salman Rushdie skulle dø. Nu ved jeg, at jeg kun støttede uvidenhed. Og det var forkert.”

    Alt starter i familien

    En af den israelske forfatter Amos Oz’ centrale budskaber er, at alt starter i familien. Et helt samfunds struktur afspejles også altid i familien og i relationen mellem de enkelte medlemmer. Der breder sig et stort smil på Hirsi Alis ansigt ved dette spørgsmål.

    “Jeg skildrer i min selvbiografi en periode på omkring 80 år, min mormors, min mors og min egen verden. Hvis man tager disse tre generationer, får man fra familiens synspunkt et godt billede af, hvordan verden ser ud og har forandret sig. For at komme til mit favorittema, kvinderne, tror jeg, at virkelige forandringer kun kan ske med udgangspunkt i familien, fordi den er den mest intime enhed i den menneskelige relation. Forandringer i et samfund kan kun finde sted, hvis relationen mellem de to køn forandres, hvis forholdet mellem mand og kvinde forandres. Og det er, hvad jeg dybest set ønsker. Så Amos Oz har ret.”

    Islam-kritik

    Hirsi Ali er kendt som en af de hårdeste islam-kritikere, der kommer fra en muslimsk kulturbaggrund. I nogles øjne har hun bevæget sig ud i en ny fundamentalisme, nu blot vendt mod islam frem for tidligere inden for islam. Hvordan opfatter hun selv det at være en islam-kritiker?

    “Til forskel fra andre kritikere, så forsøger jeg igen og igen at fremhæve forskellen mellem islam og muslimer. Islam er et sæt af idéer, som skal være åbent for kritik. En afvisning af islam er ikke ensbetydende med en afvisning af muslimer. De er menneskelige individer og kommer fra forskellige baggrunde, taler forskellige sprog og har i deres praktisering af religion forskellige positioner. Nogle tager det alvorligt, nogle meget alvorligt og nogle slet ikke. Jeg er derfor ikke en kritiker af muslimer, men en kritiker af islam.”

    For Hirsi Ali er kritik ikke neutral praksis. Det er slet ikke muligt at forholde sig neutralt til islam, da islam er en moralsk ramme.

    “Islam er et sæt af idéer, som på mange måder ikke er forenelig med de værdier, der kommer fra liberalismen, og som jeg støtter.”

    “Jeg siger, at islam betyder underkastelse under Allahs vilje – og derudfra bestemmes, hvad der er forkert og sandt. For mig er der i islamisk filosofi en slående mangel på vigtigheden af liv, på det menneskelige liv. Det regnes som midlertidigt. Vi er her på jorden med henblik på det hinsidige.”

    “Det gør liv billigt, og det begrænser den enkeltes frihed til en fuldstændig lydighed over for en ydre autoritet. Det er et totalitært system, fordi det beskriver alt, hvad du skal gøre lige fra, hvordan du sover, hvordan du vågner osv. Når vi så kommer til forholdet mellem mennesker, så må det ene individ, kvinden, absolut adlyde manden. Jeg kritiserer grundsætningerne i islam, som er umenneskelige og uforenelige med de værdier, der kommer fra oplysningen.”

    Hirsi Ali er en klar og radikal tænker. Men er hun aldrig bange for at gå for vidt i sin kritik til fordel for den nødvendige dialog mellem kulturer og religioner?

    “Vi er midt i en dialog, men dialog er ikke kun en måde at småsnakke på. Der er forskellige opfattelser af, hvad islam er. Nogle siger fred og tolerance , jeg siger, at det er det ikke. Dermed har vi en dialog. Jeg opfatter ikke mig selv som en , der ikke er for dialog. Min bog er for eksempel en dialog.”

    Hirsi Ali sad i parlamentet for det hollandske liberale parti. Rundt omkring i verden er hun blevet omfavnet af den yderste islam-kritiske højrefløj, men det afviser hun.

    “Jeg tror ikke, at de radikalt højreorienterede vil omfavne mig. De er racister, og de vil afvise mig på grund af min race. Og de radikale kristne vil afvise mig på grund af min manglende tro, og alt hvad jeg står for. Så de vil ikke omfavne mig. Måske siger de: ‘hun er en insider, og hun kritiserer islam, derfor afviser vi muslimer’. Der trækker jeg så igen linjen mellem islam som filosofi og muslimer. Jeg propaganderer ikke for, at muslimer bliver afvist, men jeg tillader ikke mig selv at blive skræmt af argumenter som: Hvis jeg er en muslim, og du kritiserer islam, så er du islamofobisk. Det fører kun til vildfarelser.”

    På spørgsmålet om, hvorvidt hun kan forstå, at mange moderate muslimer følte sig krænkede af Jyllands-Postens tegninger svarer hun, at hun kan forstå den følelse. Hun er ked af, at de blev krænkede og kan se på dem med medlidenhed.

    “Men jeg synes ikke, at krænkelse er et tilstrækkeligt argument for ikke at kritisere islam. Når folk bevæger sig ud over krænkelsens smerte, vil de opdage noget andet. En af grundene til, at muslimer så let føler sig krænkede, er fordi de ikke er vant til kritik. De har brug for at bevæge sig fra følelsen af krænkelse til den rationelle og argumenterende side. De har for eksempel brug for at spørge sig selv, om der noget sandt ved den tegning med en muslim med bombe i turbanen eller ej? Det er en proces som kristne har været igennem, som mænd og kvinder har været igennem i vest og som vi muslimer nu er ved at gå gennem. Selv om jeg ikke længere er troende muslim, siger jeg med vilje ‘vi’, fordi jeg er født som muslim. Jeg identificerer mig med den civilisation som noget, vi går gennem. Det er meget følsomt og smertefuldt, men nødvendigt”.

    Kan Hirsi Ali forstå, at det kan virke forkasteligt og som en rød klud for mange muslimer, at Jyllands-Posten som repræsentant for en dansk majoritetskultur, med hånende og krænkende tegninger så sig nødsaget til at slå på en minoritetskultur, som i forvejen har det svært i det danske samfund?

    “Jeg forstår det, men det er ikke et overbevisende argument. Der var rygter om, at folk var bange for at kritisere og bange for deres liv. Derfor er det en avis’ opgave at finde ud af, om det er sandt eller ej. Muslimer, som kommer her til Europa, må vænne sig til, at det, der for dem er helligt, her kan gøres til genstand for ironi og kritik. Kun når det kan finde sted, er integrationen af en muslimsk minoritet en kendsgerning.”

    Bå bog

    – Ayaan Hirsi Ali, f. 1969 i Somalia. Har boet i Holland siden 1992 og været aktiv i hollandsk politik i flere år, bl.a. som parlamentsmedlem for det liberale parti VVD.

    – Hun er kendt som manuskriptforfatter til filmen Submission, instrueret af Theo van Gogh, der blev myrdet af en fanatiker. Tidligere på året kom det frem, at hun havde givet forkerte oplysninger i sin asylansøgning, og hun var tæt på at miste sit hollandske stats-borgerskab.

    – I dag bor Ali i Washington, hvor hun arbejder for tænketanken American Enterprise Institute (AEI), hvor hun især er beskæftiget med spørgsmål om islam og vest; islam og kvinderne og islam i Europa.”