6
jun
Seneste opdatering: 7/6-08 kl. 2208
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

tidligere “Svenska flaggans dag” fotograferet af en dansker der blev distraheret under sin frokost på Grand Hotel i Lund. (foto E.H.B.)

“intelligentsiaen” væmmes behørigt, selvom dagen også fejres “internationalt” og “multietnisk”:

Marie Demker : nationaldagen leder till att man jagar något specifikt svenskt och att mer extrema nationella rörelser utnyttjar den för att få uppmärksamhet.
– De nationella rörelserna är förhållandevis små, men nationaldagen blir ett tillfälle för dem att manifestera sina frågor. Etnologiprofessorn Jonas Frykman gillar inte hur man firar nationaldagen.
– Det har varit töntigt – mycket marscherande med hemvärnskårer, scoutparader och hembygdsföreningar, inte ett genuint folkligt firande, säger Jonas Frykman vid Lunds universitet

Anmeldelse af Robert Spencer i WA, ikke af hans bog

Lars Christiansen, hvis du læser dette, så er denne ‘anmeldelse’ af Robert Spencers Religion of peace: why Christianity is and Islam isn’t en ren falliterklæring, og du bekræfter indirekte Spencers pointer ved ikke ét sted at påpege faktuelle fejl eller ved at komme med bedre perspektiveringer. Bogens indhold præsenteres i skolereferatstilsform, tilsat tilsyneladende bedrevidende og patroniserende ordvalg: “skriver vrisne partsindlæg”; “hævder Robert Spencer i stridsskriftet”; “vrisser Spencer”; “omstridte konservative blogger Robert Spencer” [er det i sig selv negativt at være “omstridt”, Kurt Westergaard er som bekendt også “omstridt”? (LFPC)]; “europæernes påståede åndelige og politiske defaitisme”; “forsøger Spencer at afmontere den vestlige flagellantismes væsentligste bestanddele”; “mener Spencer”.

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg sætter Spencers skriverier endog meget højt, og til de der ikke har læst ham før (på jihadwatch.org og jihadwatch.org/dhimmiwatch) kan jeg kun anbefale at prøve at kontrastere Christiansens ordvalg med hvad Spencer faktisk skriver, og hvordan han skriver det. Igen og igen oplever man ham nedgjort uden skyggen af påvisning af fejl og mangler, og nu er denne anmeldelsesform altså også nået til den borgerlige, intellektuelle broadsheetavis Weekendavisen.

Man kunne ønske sig at Lars Christiansen ville ‘walk the walk’ hvor han her blot ‘talks the talk’, og komme med noget faktuel gendrivelse: Kom med noget dokumentation for at den demografiske udvikling i Europa og Nordafrika/Mellemøsten ikke er en trussel i de kommende årtier; kom med noget dokumentation for at Europa ikke er grebet af åndelig og politisk defaitisme; kom med en grund til at bøger om samme emne skrevet af folk på venstrefløjen ikke er “partsindlæg”, eller hvorfor dette ikke behøver at blive påpeget; kom med noget dokumentation for at det (givetvis ofte utiltalende i sin puritanisme og moralisme) kristne højre i USA repræsenterer en trussel der er sammenlignelig med jihadister der repræsenterer en voldelig og aggressivt missionerende global bevægelse. På thereligionofpeace.com lister de nu 11202 islamiske terrorangreb og voldshandlinger siden 9/11. Kan Christiansen komme med noget dokumentation der viser, at det kristne højre repræsenterer et tilsvarende – ækvivalent – problem i verden?

Spencers bog er mere end en “beredskabsbog”. Den er et hårdt tiltrængt korrektiv til de proportioner som mainstreammedierne, også Lars Christiansens egen avis, kun undtagelsesvis formidler til læserne. Hvor ofte oplever vi ikke også herhjemme journalister kritikløst holde mikrofonen frem for klicheer om at “der er fanatikere på begge sider” eller om “Dansk Folkepartis mullaher”; hvor ofte hører vi ikke de fortærskede henvisninger til Vestens synderegister, korstogene osv., brugt som et postulat om moralsk ækvivalens?

Lars Christiansen kan ikke lide det nedslående budskab som Spencer dokumenterer. Spencer kan sættes i bås med det konservative, kristne højre. Christiansen har ikke noget faktuelt at udsætte på Spencer, så han vælger ad-hominem-tilgangen, shaming light, i en postuleret bedrevidende, men bluffende, form. Ikke sandt? (LFPC) (Foto © Snaphanen)

[…] Den omstridte konservative blogger Robert Spencer har aldrig haft uld i munden. Det fremgår allerede af titlerne på to andre bestsellere fra hans hånd: The politically incorrect guide to islam og The truth about Muhammed, der blev forbudt i Pakistan. Han er en af de amerikanske kommentatorer, der med efterhånden lidt for jævne mellemrum skriver Europas gravskrift. I løbet af et par generationer, sådan lyder den dystre prognose, vil den gamle verden være islamiseret, og kristne og jøder vil have status som dhimmier, det vil sige andenrangsborgere. Alarmisterne på den anden side af dammen bekymrer sig ikke kun over den demografiske udvikling, men i lige så høj grad over europæernes påståede åndelige og politiske defaitisme. Vi mangler evnen og viljen til at forsvare sekularismen, demokratiet og retsstaten, fordi vi tynges af postkolonial skyldfølelse, kulturelt selvhad og værdirelativisme, hedder det. Det har udleveret os til den eftergivende multikulturalisme, som gradvis vil indføre sharia efter salamimetoden. Det lyder muntert, ikke sandt? […]

Spencer er nok ensidig, men han går faktisk nogenlunde grundigt til værks: han undersøger kilderne, Bibelen og Koranen, samt deres forskellige teologiske og juridiske udløbere, hvorefter han i en historisk gennemgang punkt for punkt tilbageviser eller relativerer de typiske antikirkelige affekter.

Men trods fine grader er han ikke en ægte scholar; det går ret stærkt, og der males med den brede pensel. Religion of peace? er ikke en afhandling, men en beredskabsbog. Og han afviser lidt for hurtigt, at der udgår nogen fare fra det kristne højre i USA. Det er givetvis korrekt, at forfatningen ikke er i fare, men han synes lovlig ubekymret over eksistensen af indflydelsesrige politiske kræfter, der tager Vorherre til indtægt for lige præcis deres synspunkter. Her hopper kæden vist af, for er det ikke lige netop det, der er det farlige ved islamismen?

Lars Christiansen: Kulturkamp: Vesten og Resten – Boganm: Robert Spencer: Religion of peace? Why Christianity Is and Islam Isn’t, 2007 (WA 6.6.2008, ikke online)

Mere hopla i Weekendavisen denne uge: Rothstein “anmelder” Morten Uhrskov
en ren polemisk debatartikel og en skandaløs hån fra Weekendavisen side.

Morten Uhrskov Jensen: Et delt folk. Dansk udlændingepolitik 1983-2008. 612 sider. 248 kr. Lysias.
Fra 1993 til 2001 var jeg ansat i DanskFlygtningehjælp. Det var en tid, hvor udlændingedebatten flød over alle bredder, og i løbet af relativt kort tid blev jeg »kendt« som en af vaneforbryderne i det, som Ekstra Bladet med en malplaceret insinuation kaldte “Godhedsindustrien”. [..]
Men nej, det hang netop ikke sammen.Det er i hvert fald pointen i Et delt folk af Morten Uhrskov Jensen. Bogen er en citatkompilering fra den danske udlændingedebat 1983-2008. Forfatterens eget udgangspunkt er højreorienteret og nationalt (han redigerer tidsskriftet Nomos, og bogen udkommer på forlaget Lysias, så vi er altså i det miljø, hvor Trykkefrihedsselskabet og Dansk Folkeparti regerer), men bogens alenlange tilbageblik på debatter i folketing og offentlighed, er loyalt refererende, om end de naturligt nok er udtryk for prioriteringer, vinklinger, valg og fravalg. Som kilde- og citatsamling er bogen særdeles indholdsrig og interessant.
I Morten Uhrskov Jensens persongalleri er der mange skurke (jeg er selv en af de små), først og fremmest Hans Gammeltoft-Hansen, der i 1983 som formand for Dansk Flygtningehjælp, som satte et markant fingeraftryk på den liberale udlændingelov, der dengang blev vedtaget og blandt andet gav retskrav på familiesammenføring. Som bekendt har Gammeltoft-Hansen været folketingets ombudsmand siden 1987, og i over tyve år har han ikke kunnet deltage i samfundsdebatten eller udtale sig om politik. Derfor har han, som det også fremgår af bogen, afvist at svare på spørgsmål om, hvorvidt han senere har ændret holdning til den liberale lov. Måske vil han skrive om det, når han en dag ikke længere er ombudsmand?
Morten Uhrskov Jensen skriver, at Flygtningehjælpen og Institut for Menneskerettigheder op gennem 90erne sagde, at man ikke kunne begrænse tilstrømningen til Danmark. Men det har regeringen og Dansk Folkeparti jo modbevist (hjulpet af en generel nedgang i verdens produktion af asylsøgere).
Jeg indrømmer gerne, at jeg personligt ikke have fantasi til at tro, at Danmark ville indføre regler, der er på kanten af eller i modstrid med internationale regler og principper. Jeg overvurderede også det danske samfunds modtagelighed, og jeg fokuserede mere på humanitær forpligtelse end på folkelig parathed. Hvorfor? Fordi jeg – som alle andre – var opflasket med grundfortællingen om os danskere som de største humanister, de mest tolerante, de mest demokratiske, de mest frisindede menneskerettighedernes bannerførere, jødernes redningsmænd (ja, hurra for den danske menneskesmugling), slavernes befriere før alle andre (et bekvemt bedrag)…Kom der for mange flygtninge for hurtigtdengang i firserne? I Poul Schlüters tid som statsminister, Erik Ninn-Hansens (og senere Hans Engells) tid som justitsminister (og i øvrigt også Poul Hartlings tid som FN’s flygtningehøjkommissær) var der enighed om at tage imod mange flygtninge, så der kom mange, og i 90erne kom der naturligvis mange på grund af krigen i Jugoslavien (samtidig med Tamil-rigsretssagen mod Ninn-Hansen blev afgjort).
Verden producerede fordrevne i millionvis, og Danmark fastholdt et højt niveau af hjælp. Men i lyset af hvad der siden skete i den danske offentlighed, hvor »dissidenten« Søren Krarup blev lovgiver, kan man måske sige, at danskernes modtagevilje blev fejlvurderet af politikerne, organisationerne og så videre, og at der derfor kom flere flygtninge, end godt var. På den anden side kan man sige, at den danske lovgivning og den danske administration dengang respekterede konventionerne og det internationale, humanitære samarbejde på en måde, som er utænkelig i dag, hvor spørgsmålet er spejlvendt: Kommer der for få for langsomt?
Så for at sige det kort: Nej, Danmark modtog ikke for mange flygtninge. Ikke i forhold til den gældende lovgivning og verdens tilstand. Mange flygtninge er siden flygtningemodtagelsen begyndte i de tidlige 70ere gledet fuldkommen uproblematisk ind i samfundet, mens andre – uuddannede, krigstraumatiserede m.m. – aldrig har kunnet arbejde, lære sprog m.m. Men her er det vigtigt at huske, at Danmark dengang tog imod efter flygtningenes humanitære behov, ikke efter deres nytteværdi. Flygtninge er ikke indvandrere, der kommer hertil for at arbejde, men folk, som søger beskyttelse i henhold til internationale konventioner. Derfor kom de fordrevne hertil fra krigshærgede lande i Mellemøsten, Sri Lanka, Somalia, Bosnien m.m. Årsagerne var indlysende.
Med de danske lovstramninger – somder er folkelig opbakning til – har vi ikke bare fået et politisk kursskifte, vi har også fået et opgør med humanismen, der forhåbentlig forskåner kommende generationer for at få ørerne tudet fulde med den selvfede danske mentalitetshistorie. Nu er historien jo, at Danmark er internationalt kendt som opfinderlandet for stramninger.  […]
Det reflekterer jo debatten i dag, hvor udlændingeloven har foretaget en 360 graders vending, og terrormistænkte igen står til administrativ udvisning uden forsvar og rettergang, selv med risiko for at blive underkastet tortur i hjemlandet. Ikke just noget der pynter på Danmark som en demokratisk retsstat, der traditionelt agter menneskerettigheder højt. Farvel til foregangslandet.

Holland, landet der ikke engang vil beskytte sine folkevalgte

Holland ligner mere og mere det europæiske land man skal holde øje med for et fingerpeg om fremtidens Europa. I modsætning til Sverige og Storbritannien har dette land nogle centralt placerede islamkritikere blandt sine parlamentsmedlemmer, og når det allerede nu signaleres, at man ikke vil eller kan beskytte disse, giver det grund til bekymring for samme vilje eller evne til at beskytte den menige borger i de kommende år. Hvad sker der i et samfund hvor voldsmonopolet kaster håndklædet i ringen? Vil dette anspore andre aktører – private militser – til at komme ind på scenen og tage over, og hvilket ’samfund’ taler vi så om? Eller er denne mentalitet helt fremmed for os europæere, så vi hellere lader os nedkæmpe i bar ydmyghed? Ingen ved vel dette, da vi ikke har haft en tilsvarende konflikt i vores gode, fredelige, velstående post-2. Verdenskrig Europa (LFPC). Via Gates of Vienna:

THE HAGUE, 06/06/08 – The National Anti-terrorism Coordinator (NCTb) has decided to withdraw personal protection from MP Rita Verdonk. She is baffled, she said on TV programme Knevel&Van de Brink.According to Verdonk, Justice Minister Ernst Hirsch Ballin informed her by letter last Tuesday that her bodyguards would be withdrawn on 4 June. She is only still being ‘escorted.’ This means that instead of permanent bodyguards, she will only have a car behind her following at a distance.Verdonk is the leader and founder of Proud of the Netherlands (TON). The party, currently running second in the polls, was set up in April. Verdonk is critical of Islam. […]

The NCTb confirmed that the guarding of Verdonk “has changed.” A spokeswoman: “There is a new mix of measures, geared to the current threat level.” NCTB chief Tjibbe Jourstra himself added on Radio 1: “Fear is a subjective emotion”. […]

Verdonk, when she was still Integration Minister, came to be closely guarded because there was a realistic threat of an attempt being made on her life. As MP as well, the threat remained of such a nature that bodyguards were considered necessary. But NCTb sees no need for bodyguards any more, despite the recent political murders of Islam critics Pim Fortuyn (2002) and Theo van Gogh (2004). […] Government Withdraws Verdonk’s Bodyguards

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • PB

    Det har varit töntigt – mycket marscherande med hemvärnskårer, scoutparader och hembygdsföreningar, inte ett genuint folkligt firande, säger Jonas Frykman vid Lunds universitet
    onas Frykman.

    Jonas Frykman er vel sådan set så langt fra ett genuint folkligt firande, som tænkes kan? En kulturel “dødvægt” der blot suger ressourcer ud af det oprindelige samfund, med foragt og misantropi som tilbagebetaling.

  • Janus

    Bloggeren William har lavet en “Muhammed”-tegning

    http://bohemianrhapsody.dk/2008/02/12/25/

  • Janus

    Araberne raser over den norske Muhammed-tegning

    http://www.dagbladet.no/kultur/2008/06/04/537228.html

  • WA har nu lavet det samme trick på Richard Dawkins, Christopher Hitchens, Sam Harris og sikkert mange flere. Hvis man har en kontroversiel tilgang til et emne anmelderen finder interessant, så vil anmelderen hellere demonstrere sit eget syn på sagen end at redegøre for bogens indhold og vurdere bogen på bogens præmisser. Det tragiske er, at anmelderen har væsentligt flere læsere end Spencer har (i hvert fald i Danmark), og dermed vil mange kun kende Spencer igennem anmeldelsen (som oven i købet mangler link til jihadwatch).

    I øvrigt, jeg er nysgerrig og må så spørge her: Hvem er denne Janus, som jeg kan se har været rundt i aften og poste link til min Muhammed-tegning på en hel del blogs? Han er velkommen til at gøre det, men den indgår i nogle sammenhænge hvor den ikke er overmåde relevant (hvilket selvfølgelig er blog-indehaverens gene og ikke min). Hvis Janus er her endnu, så må han gerne forklare sig (og gerne på min side, så det ikke bliver for OT), ellers modtager jeg gerne bud på hvad der foregår.

  • Mackety

    Ja, jeg læste også Weekendavisen igår. Der var flere artikler, hvor min reaktion var noget i retning af….WHAT.

    Det er sørgeligt. Heldigvis er der også stadig væk rigtig gode skribenter i Weekendavisen, som kan skrive artikler, der vækker til eftertanke uden at gøre vold på virkeligheden.

    Kvaliteten svinger imidlertid voldsomt forekommer det mig. Fra uge til uge nærmest.

  • ja, det er sådan half and half. Hvem var det nu der kaldte WA “Danmarks eneste dameblad på avispapir” ? Balsby ? Hauge ?

  • Lars Christiansen

    Halløj Snaphane,

    lige en kommentar til dine vrisne kommentarer: Jeg har svært ved at forstå, hvordan du kan læse min anmeldelse som en nedgørelse af Spencer.

    De ord, du opfatter som nedgørende, opfatter jeg som rent deskriptive: “stridsskrift”, “omstridt”, “mener”, forsøger”, påstår”, “partsindlæg” osv.

    Det er selvfølgelig ikke i sig selv negativt at være omstridt. Men hvor i alverden skriver jeg det?
    Jeg skriver også, at Spencer “påstår”, at Europa er defaitistisk. Gør han da ikke det? Jo. Skriver jeg, at denne påstand er langt ude? Næ.

    Jeg undrer mig lidt over din tendentiøse læsning af min anmeldelse…

    mvh
    Lars Christiansen

  • Undskyld hvis jeg har lydt vrissen, men jeg vil fastholde, at dit ordvalg er mere end rent deskriptivt, og faktisk distancerende, uden at levere belæg for nogen faktuelle fejl – vrissenheden udspringer af frustration over at dette er et gennemgående træk ved dækningen i MSM (blogsprog for mainstreammedierne) af disse emner. Nu bliver en kapacitet som Spencer endelig anmeldt i en dansk avis, og så handler det – quelle surprise – endnu engang mest om ham som fænomen, og ikke om fejl i det han skriver.

    Men med hensyn til at ‘walk the walk’: Jeg vil både for debattens skyld, men sandelig også af helt personlige grunde, gerne vide hvordan du kan afvise det demografiske element, som er et af de bærende argumenter i de amerikanske pessimisters prognoser? Europas befolkning skrumper, og dette kan ikke afvendes på nuværende tidspunkt. Samtidig er der et gigantisk fødselsoverskud lige på den anden side af Middelhavet, i lande der er båret af førmoderne ære/skam-kultur, arkaisk kvindesyn og demokratisk underskud – herunder retten til religionskritik, religiøs pluralisme osv. Allerede nu er der som du ved en kraftig tilstrømning af bådflygtninge langs denne bløde bug af Europa. Hertil kommer adskillige storbyer i Europa der er tæt på muslimsk flertal. Det er ikke kun os eller amerikanske konservative der forudser øgede spændinger i Europa som følge af denne udvikling.

    Jeg ved ikke om du har fulgt andre af de poster vi har skrevet her, men der er en helt verificérbar tilgang til at forklare hvorfor jeg er frustreret over MSM i almindelighed: Nemlig i brugen af faglig terminologi der vedrører disse emner. Jeg vil foreslå dig at lave søgninger i Infomedia – f. eks. for perioden fra 12.9.2001 til i dag, dækkende alle dagblade, på termer som taqiyya/taqija, abrogering, Euromed (et BIG no-no i MSM, hvorfor?) eller Eurabia. Bemærk, at disse ord stort set kun bruges af læserbrevsskribenter og debattører som Lars Hedegaard, Lone Nørgaard, Lene Kattrup, Geoffrey Cain, Mogens Camre eller Helle Merete Brix. Journalister bruger dem ikke, undtagen hvis det er i boganmeldelser, hvor det ofte gerne handler om anmelderens ubehag ved at forholde sig til emnet. Jeg fandt ét eksempel på journalistisk brug af ordet taqija, fra EB i 2002, hvor journalisten kaldte det “et arabisk krigsudtryk der betyder at narre fjenden”. Vi der skriver her får sjældent noget af vide af jer journalister som vi ikke finder bedre hos kritiske fagfolk eller på blogs og websites.

    Jeg vil meget gerne at jeg tager fejl i denne pessimisme, men fortæl mig så hvordan denne demografiske skævvridning kan ende i andet end en katastrofe, enten gennem voldsomheder i løbet af århundredet, eller ved gradvis afvikling af vores gode samfund. Du implicerede at alarmisterne tog fejl, men jeg vil gerne vide hvorfor … ?

  • Lars Christiansen

    Hej LFPC,

    hvorfor så sur? Nu er en forfatter, du sætter pris på, langt om længe omtalt i msm. Mener du, at min redegørelse for bogens indhold er uredelig? Mener du, at jeg er illoyal i min præsentation af Spencers holdninger?

    Og så er det altså kotyme, at man lige præsenterer en forfatter, som ikke er kendt af den almindelige læser. Derfor nævner jeg en lille smule om “fænomenet” Spencer. Her har jeg også forsøgt at være fair.

    Og hvor “afviser” jeg “det demografiske element”?
    Er det igen “ordvalget”, du er ude efter?

    Du lærer intet af journalister, skriver du. Jeg lærer til gengæld meget af alle jer bloggere. Men en gang imellem synes jeg nok, at bloggerstemningen bliver lidt paranoid og verdensbilledet en kende manikæisk.

    Med venlig hilsen
    Lars Christiansen

  • Sur, jo, men dette er jo et emne som de fleste af os har nogle meget stærke følelser i forhold til. Jeg vil dog påstå, at dette ikke er af nogen betydning for hvad jeg skriver her i forbindelse med din anmeldelse, f. eks. de specifikke henvisninger jeg kom med ang. demografien, eller de tydelige tendenser som søgning på bestemte ord i Infomedia kan afdække.

    “Mener du, at jeg er illoyal i min præsentation af Spencers holdninger?”

    Illoyal er et stærkt ord. Men dit ordvalg sendte nogle umisforståelige hints: Amerikansk + konservativ + kristen + kontroversiel. Så er det altså ikke raketvidenskab at lægge disse tillægsord sammen i denne stereotypi: En af disse her præmillennialistiske evangelicals à la Jerry Falwell, jorden blev skabt for 5875, whatever, år siden, seksualforskrækkede puritanere, snake handlers, tungetalere, amerikansk udenrigspolitik skal være et redskab for opfyldelsen af bibelske profetier osv. osv. Intet af dette passer på Spencer, og at bogen ligner kristen apologi har kun at gøre med dens udgangspunkt, nemlig den udbredte postulering af moralsk ækvivalens mellem islam og kristendommen. Alt hvad Spencer skriver på Jihad Watch/Dhimmi Watch tager udgangspunkt i jihadisternes selvopfattelse og selvlegitimering. For ham er dette en sag der angår alle ikke-muslimer, og han ville aldrig gøre det til et religiøst spørgsmål. I øvrigt er hans medskribent Hugh Fitzgerald ateist, og blandt kommentarskriverne er der hinduer, jøder, ateister m. fl.

    Illoyal, jeg ved det ikke, men din vinkel var markant ved siden af, og fokuserede på stereotyper som du ikke kan være ubekendt med ville ringe bestemte anti-amerikanske klokker hos danske læsere.

    “Og hvor “afviser” jeg “det demografiske element”?
    Er det igen “ordvalget”, du er ude efter?”

    Det gør du her – fremstillingen er karikeret og nedladende – igen, uden at du giver den mindste antydning af hvorfor alarmisterne tager fejl:

    “Han er en af de amerikanske kommentatorer, der med efterhånden lidt for jævne mellemrum skriver Europas gravskrift. I løbet af et par generationer, sådan lyder den dystre prognose, vil den gamle verden være islamiseret, og kristne og jøder vil have status som dhimmier, det vil sige andenrangsborgere. Alarmisterne på den anden side af dammen bekymrer sig ikke kun over den demografiske udvikling, men i lige så høj grad over europæernes påståede åndelige og politiske defaitisme. Vi mangler evnen og viljen til at forsvare sekularismen, demokratiet og retsstaten, fordi vi tynges af postkolonial skyldfølelse, kulturelt selvhad og værdirelativisme, hedder det. Det har udleveret os til den eftergivende multikulturalisme, som gradvis vil indføre sharia efter salamimetoden. Det lyder muntert, ikke sandt?”

    “Men en gang imellem synes jeg nok, at bloggerstemningen bliver lidt paranoid og verdensbilledet en kende manikæisk”.

    Jeg ville tage denne kritik til efterretning hvis vi faktisk blev mødt med faktuel gendrivelse af de forhold vi fremlægger dokumentation for, bl. a. demografien. Men det gør vi altså ikke, og dette siger jeg på baggrund af massive, konsistente erfaringer, bl. a. fra kommentarerne på Uriasposten. Mønsteret hos dem vi debatterer med følger nogle få, velkendte retoriske virkemidler: 1) ad-hominem-angreb, 2) postulering af moralsk ækvivalens, 3) glidning fra islam -> muslimer, og endelig 4) forduften fra debatten. Jeg overdriver ikke, jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har forsøgt at få en diskussion igang om demografi, islamisk dogmatik eller den skræmmende konsistens i de historiske erfaringer fra 1300 år.

    Hvad angår MSM, så vil jeg også sige der er grund til at blive helt manikæisk i hovedet: MSM verden over er karakteriseret ved den samme berøringsangst, de samme ikke-stillede spørgsmål. I den hjemlige debat kan jeg i flæng nævne disse udeladelsessynder – du kan sikkert finde undtagelser, men tendensen er klar:

    Asmaa Abdol-Hamid bliver ikke spurgt om demokratiet skal gælde på ubestemt tid, også ved muslimsk flertal. Hun bliver ikke spurgt hvordan hun kan gå ind for f. eks. bøssers rettigheder, når al dogmatik fra sunni-lovskoler taler om vold og/eller død over bøsser. Er hun kætter? Ingen har spurgt hende.

    Antagelsen om at islam er moderat og ikke-supremacistisk, og at de ‘radikaliserede’ forvrænger den – aldrig, aldrig fortælles, at mainstreamislam er supremacistisk, dvs. har herredømmet over os som mål. Alle fire sunni-lovskoler bekræfter dette.

    Problemerne med islam i de vestlige lande antages ofte at handle om terrorisme eller ikke terrorisme. Kan vi undgå ‘radikalisering’ og få de unge ud i foreningslivet og ud i job, ja, så rider vi sammen ud i solnedgangen. Det problematiseres aldrig, at terroristerne har sammenfaldende mål med de ikke-voldelige – ‘terrorisme’ er ét middel henimod det samme slutmål, dvs. et helvede for os, også for dine efterkommere. Hvorfor har Tyrkiet i dag 99% muslimer? Vågnede de bare op en dag, og så var de 99%? Hvad siger denne demografiske realitet os?

    De berømte 50 g stof. Der gøres meget lidt ud af tørklædeforbudet i tyrkiske institutioner – hvad kunne dette ellers sige? Harmonerer dette med at danskerne er fremmedfjendske, intolerante osv.? Var Atatürk fremmedfjendsk og racist?

    Vold mod ikke-indpakkede kvinder i lande hvor islam vinder frem, Irak og Gaza, f. eks. Hvorfor ses den danske debat ikke i dette perspektiv?

    Dækningen af Geert Wilders’ Fitna handlede udelukkende om Wilders, ikke om den virkelighed filmen dokumenterer.

    Debatten om ytringsfrihed og krænkelse er gået i stå og handler udelukkende om hvorvidt det er i orden at såre andre – glemt er alle de angivelige ‘krænkelser’, hvor vi ikke har gjort noget som helst – Pavens brug af et gammelt citat, Muhammed afbildet på en belgisk prædikestol, osv. – perspektiverne er meget bredere end blot klicheen om at spotte og håne. Hvorfor bidrager MSM ikke aktivt til denne perspektivering?

    Den aktuelle dækning af Cherif og DF – vinklen er så forudsigelig – DF vil ikke have muslim som medlem – ikke at en muslim stemmer DF.

    Jeg ville aldrig sætte min lid til en MSM-avis eller tv-station. Den eneste måde at omgå jeres udeladelsessynder og overfladiskhed er ved at blive ens egen redaktør. Den seriøse dækning er derude, men man må selv lære at opsøge den.

  • Lars Christiansen

    Det var en længere omgang. Jeg kan ikke gå ind på det hele, men holder mig til emnet: min artikel, som jeg nu har genlæst uden at få øje på de tendenser, du læser ind i den.

    Desuden har jeg højere tanker om læserne, end at forekomsten – i vilkårlig rækkefølge – af ordene “amerikansk”, “kristen”, “konservativ”, “omstridt” vækker deres latente anitamerikanske stereotyper. Derudover føler jeg mig ikke ansvarlig for folks spontane associationskæder.

    (Og jeg fremstiller altså ikke Spencer som en Fallwell- eller Pat Robertson type …)

    I øvrigt: Hvorfor benægter du, at ROFP? er en kristendomsapologi? Hvad skulle den ellers være, hvis begrebet apologi gi’r nogen mening? Synes du, det er suspekt, at skrive en kristendomsapologi? Det synes jeg personligt ikke, og det skriver jeg heller ikke. Igen er det dine fordomme, der styrer din læsning: Du går ud fra, at min beskrivelse (“kristendomsapologi”) er en anklage.

    Og angående min “afvisning” af det demografiske argument: Det finder jeg med min bedste vilje ikke i det citat fra min artikel, som du bringer.
    Den sidste sætning; “Det lyder muntert …” kan måske læses som en patroniserende kommentar, men kan den ikke også læses som kynisme og galgenhumor?
    Og hvad mon jeg mener med, at kommentatorer som Spencer “med lidt for jævne mellemrum skriver Europas gravskrift”? Læs sætningen igen, indenad. Og tænk på bl.a. Walter Laquers epitafium over vort gamle kontinent (som jeg endnu ikke har læst).

    med venlig hilsen
    Lars Christiansen

  • “Hvorfor benægter du, at ROFP? er en kristendomsapologi?”

    Jeg har taget det for givet, at du dermed implicerer at den katolske Spencer ønsker at fremstille sin egen religion, i og med at den for ham er Sandheden, i det bedst mulige lys. Opfattet på denne måde er det forkert, netop fordi han som jeg nævnte har det økumeniske kuffar-perspektiv for øje. Det er ikke apologi for at ’sælge’ kristendommen endsige missionere, for så ville han undergrave hele sit eget debatgrundlag, og jeg har næppe nogensinde oplevet nogen der vejer sine ord på en guldvægt som ham, fordi han godt ved at han ellers bliver taget til indtægt for alt muligt.

    Mener du med apologi blot at han ønsker at rydde misforståelser i kristendommens disfavør af vejen, i almenoplysningens interesse, så er vi selvfølgelig enige.

    Længere kommer vi nok ikke i denne omgang.