11
jun
Seneste opdatering: 11/6-08 kl. 1614
7 kommentarer - Tryk for at kommentere!

fra ”University College Sjælland”, (hvorfor ikke “Zealand”?) som er en sammenslutning af en række uddannelsesinstitutioner for mellemlange sundhedsuddannelser i Region Sjælland, der uddanner blandt andet sygeplejersker og socialrådgivere. “Vaccinér fru Jensen mod tørklædefobi?” Et helt nyt udgangspunkt for de to jobs – belærende nedladenhed! (reklamefotos fra Køge Station, klik f. helbillede)

Svenske ex-kommunister i tørklædetvivl

om piger  under 15 og tørklæde i skolen. Patriarkat eller multikultur ? – “race” trumfer  køn igen. Hvad har de snart ellers tilbage at klynge sig til ? Deres intellektuelle krumspring er  ikke uden underholdningsværdi, og på et “højt  intellektuelt  niveau” – det medgav formand Ohly  forleden i TV, at partiets diskussioner er. Fildeling var et hovedemne  på kongressen………..

“Kongressen sade nej till förslaget att förbjuda slöja i skolan för flickor under 15 år.”

USA læser Lone Nørgaard

“What worries me most is the fact that the Lisbon Treaty is guided by a multicultural Utopian idea whose purpose is to put an end to the national state, writes Lone Nørgaard”

Oversat på Gates of Vienna: That’s why we are not allowed a referendum on the Lisbon Treaty

Tyrkiet i EU – den skæbnesvangre satsning

Vi har som bekendt to paradigmer i islamdebatten herhjemme. Den ikke-essentialistiske tilgang der i offentligheden kendes bedst gennem Jørgen Bæk Simonsen, og så den som halvstuderede røvere og islamofober som os henholder os til, og som har rødder tilbage til den uglesete orientalisme, og i dag tegnes af forskere mere eller mindre på kant med mainstream. Hvor Simonsens argumentation i høj grad bygger på eksistensen af en løbende debat i islamiske miljøer, hævder vores side, at islam som fænomen har konsekvenser for et vantro samfund; konsekvenser som ikke forsvinder eller kan bortrelativiseres af en løbende diskussion eller pluralisme i græsrodshøjde. Skal vi satse vores fremtid på eksistensen af denne luftige, løbende debat, eller skal vi tage udgangspunkt i udtalelser som denne fra Tyrkiets ministerpræsident Erdogan, som trodser ikke-essentialisterne og siger det samme som vi siger? (LFPC)

“You cannot be both secular and a Muslim! You will either be a Muslim, or secular!…It is not possible for a person who says ‘I am a Muslim’ to go on and say ‘I am secular too.’ And why is that? Because Allah, the creator of the Muslim, has absolute power and rule!” Spencer: The Stealth Jihad in Turkey

»Vi må holde et møde, og virker det ikke, så holder vi et til«

Om en effemineret skole i et indvandrerkvarter, der  ikke er  uden egen skyld i  de  problemer, den står til halsen i :

Enhver, der har med opdragelse at gøre, ved, at der i den skal være et element af tvang, mener lærer Tue Bech. Fra sin folkeskole på Amager iagttager han et samfund, som lader socialt svage børn vokse op med oplevelsen af skolen som en konsekvensløs mødemaskine og udsigt til et liv i åndeligt, økonomisk og uddannelsesmæssigt armod.

KRIGSZONE Egentlig slår omgivelserne og skolegårdens metalskilt med teksten »Ingen elevbesøg i undervisningstiden« glimrende tonen an. Polensgade, hvor en 15-årig med en baseball-kølle for to en halv måned siden smadrede livet ud af et avisbud, ligger lige rundt om hjørnet. Folkeskolelærer Tue Bechs elever kender naturligvis både drabsmanden og hans bror. Lige som de kender den tidligere elev med en otte år lang socialsag bag sig, som forleden røvede Shell-tanken et par gader væk. Efter to måneders fravær fra skole. Og nå ja, to af fædrene fra Tue Bechs klasser sidder i øvrigt inde for narkokriminalitet, mens deres børn og deres kammerater flere gange har oplevet at blive kropsvisiteret på vej til skole om morgenen.
Velkommen til virkeligheden. Til en verden, hvor far og mor også hadede at gå i skole og sandsynligvis også fik et par flade, når de ikke opførte sig ordentligt derhjemme. Men i det mindste ikke blev bedt om at tage ansvar for egen læring og selv forsyne sig fra den buffet, dagens folkeskole byder på.

»De børn, jeg underviser her, er så langt fra at være klædt på til folkeskolens pædagogik, som man overhovedet kan være. Familierne er en skønsom blanding af dem, der ikke vil og dem, der ikke kan, og flosklerne om ansvar for egen læring og kravene om refleksion og selvkontrol giver ingen mening for dem og deres børn; kun nederlag på nederlag. Forældrenes indstilling til skolen er, at den skal ligne den skole, de »sgu selv hadede at gå i«. Skolen skal være en færdighedsmaskine, et sted, man lærer at læse og skrive og regne, og det er det. Jeg skal bruge timer på at forklare forældre, hvorfor vi har samfundsfag, eller hvorfor vi tager på besøg på Teknisk Skole og sammen med en gammel smed bygger en grill,« siger Tue Bech, der siden 2001 har undervist de ældste elever på Østrigsgades Skole på Amager.

Her er tilliden til skolen lige så lille som den gennemsnitlige indkomst i de splittede hjem, hvor far og mor ofte har hårdt fysisk arbejde eller slet intet. Her leves livet med en fraværende far og en bebrejdende mor, der mellem rengøringsjobbene forsøger at holde styr på ungerne, indtil far kommer hjem fra nat-turen i taxaen og altid har ret. Også til at uddele tørre tæsk.
Den samme ret har de af gode grunde ikke i skolen. Her mødes man. Og taler om tingene. Hvis man altså ikke har opgivet at møde op. Både til undervisningen og til endnu et af de møder, hvor skoleledelse, lærere, psykolog og tolk er kørt i stilling. Til ingen verdens nytte. Skolen opleves af børn og forældre som konsekvensløs, og de skjulte forventninger – om at tage for sig af retterne i folkeskolen – kan de ikke gennemskue.

»Skolen er en mødemaskine af ren snak og tomme trusler. Den er et kedeligt fængsel – oven i købet stort set uden mænd – hvor det ikke har nogen konsekvenser, at du skaber dig åndssvag eller skulker. Skolens indflydelse har aldrig været så lille, som den er i dag,« mener Tue Bech, der understreger, at omdrejningspunktet for børnenes problemer ikke er deres to sprog, men manglen på uddannelsestraditioner i familien. Uanset om den er brun eller hvid.

»Et par pakistanske lægeforældre får ikke et taberbarn, selv om de bor her i minefeltet. Det eneste, vi helt sikkert ved, er, at forældrenes indstilling til uddannelse betyder alt,« siger Tue Bech, der sammenligner situationen i mange socialt dårligt stillede familier med hverdagen i et arbejderkvarter for 50 år siden.

Her havde far og mor heller ikke den store føling med eller forståelse for det, der foregik i skolen, men kvarterets rødder kunne trods alt ende med en erhvervsuddannelse og et solidt hop opad i samfundet, netop fordi skolen var streng og disciplinerende. Det, man ikke lærte derhjemme, lærte man her.

I dag får for eksempel en 15-årig dreng – lad os kalde ham Ahmed – i vidt omfang lov til at klare sig selv. Måske møder han stadig op i skolen indimellem. Sandsynligvis uden at have spist morgenmad og dødtræt efter endnu en nat med kammeraterne eller foran computeren. Udadtil er han en snotforvirret, uopdragen, larmende, voldsom, fysisk, pralende, bandende og testosteron-plaget pubertetsdreng. Eller med Tue Bechs ord »alt det, man i gamle dage ville kalde en rask dreng, der simpelthen mangler en fast, men kærlig hånd«.

Forældrene magter ham ikke. Måske mærker Ahmed fars hånd efter endnu et møde på skolen om den uvorne knægt, men fars forståelse for sønnikes hverdag og kravene i det moderne liv kan ligge på et meget lille sted. Og i øvrigt ligner Ahmed mange andre af skolens raske drenge, som uanset social baggrund bliver »syge« af mødet med et bord, en stol og kravet om fem tiders stillesiddende arbejde hver dag. Her er intet fokus på, hvad Ahmed er god til, som dreng er han ikke biologisk disponeret for at sidde stille mere end 13-14 minutter ad gangen og er derfor allerede fra starten bagud på point.

Respekten hentes hos vennerne
Dagens ret er specialundervisning, støttetimer, flere møder og nederlag, og mens skolen, lærerne, ledelsen, psykologen og måske en socialrådgiver langsomt snegler sig ind på en diagnose af Ahmed, er han for længst søgt hjem – i gadens og drengegruppens trygge favn.

»De raske drenge her forstår Ahmed. De er lige som ham blevet immune over for skolens »vi må holde et møde, og virker det ikke, så holder vi et til«. I drengegruppen er normerne til at forstå, her er mulighed for at hente status og anerkendelse. Det eneste, han skal levere, er at forsvare gruppen. Også når politiet banker på,« siger Tue Bech, der også kan historien om Ahmed, efter han er udfaset af skolen:

»Socialrådgiveren i kommunen vil med bløde midler og færrest mulige indgreb søge at hjælpe familien. Hvis Ahmed er heldig og ikke har alt for meget på straffeattesten, får han måske et job eller en kortere faglig uddannelse. Ellers ryger han ind og ud af institutioner, er overrepræsenteret i kriminalstatistikken, sætter ild til biler og kaster med sten efter politiet. Han er en kæmpe omkostning for samfundet, der kræver strenge straffe for al balladen, en hjertesorg for familien, spild af tid – og frem for alt lever han et møgliv.«

Regnestykket – en ressourcesvag familie, der ikke formår at opdrage sine børn og i øvrigt ingen forventninger har om uddannelse, plus en skole, der ikke har midlerne til at opdrage børnene plus et samfund, der mener, at ansvaret alene hviler på forældrene, når deres børn er nogle lømler – går ganske enkelt ikke op.

Til gengæld accepterer samfundet tilsyneladende, mener Tue Bech, det regnestykke, som viser, at nutidens rabarberbørn, typisk fra en etnisk underklasse, ikke får en uddannelse. Her ender 60 procent uden en uddannelse. De er bogstaveligt talt uden for pædagogisk rækkevidde.

»I dag er der ingen tvang i skolen. Selv om enhver, der har med opdragelse at gøre, ved, at der i den skal være et element af tvang. Det er gennem accepten af andres autoritet, at eleven efterhånden erfarer sin egen evne til at holde ud og forbedre sig, uden at kunne melde fra eller opføre sig ansvarsløst. Den evne er afgørende for at gennemføre en uddannelse – og i processen udvikle sig til et selvforvaltende ungt menneske,« siger Tue Bech, der indimellem oplever glimt af små mirakler, når han tager de fem u-underviselige elever med på Teknisk Skole, hvor de får lov at gå op ad en gammel smed, der kan sit kram. Så kan de fem knægte pludselig regne, bruge vinkelmåleren og bygge en grill.

»Ønsker vi reelt at inkludere de her børn i samfundet, så er vi ovre i noget meget mere »Fulton-agtigt«, hvor børnene hentes, hvis de ikke møder op på skolen, og forældrene bliver trukket i børnepenge, hvis de ikke samarbejder og viser reel interesse for deres børns liv. Forældrene skal tvinges, motiveres og belønnes: To måneders tvungen lektiecafé – ellers ryger børnepengene,« siger Tue Bech, der understreger, at han ikke under nogen omstændigheder accepterer vold mod børn. Men det offentlige må gribe ind – med andet end trusler om fængsel.

Politiske overbud
»I Danmark accepterer vi, at børn, især af anden etnisk oprindelse, ikke går i skole. Børn er forældrenes ansvar, og det er ikke tvangsfjernelsesgrund, at barnet ikke går i skole,« siger Tue Bech, der gang på gang har indberettet sine elevers forhold til kommunen. Stort set uden anden konsekvens end selv at blive kaldt til »venskabelig samtale« med forvaltningens embedsmænd.

»Man behøver ikke at have set »Javel, hr. minister« ret mange gange for at forstå, hvordan systemet hænger sammen. I det private erhvervsliv ville chefen have en direkte interesse i at forbedre produktet, hvis ikke det var i orden. I det offentlige hænger meget på etikken. Embedsmændene sidder med budgetterne, mens politikerne er båret af deres idealisme, ikke af realiteterne. Problemet er, at de ikke selv skal administrere de drømme, de kaster i hovedet på andre. For naturligvis er det her i sidste ende et politisk spørgsmål,« siger Tue Bech, der mener, at man i lighedens navn lader de svageste i stikken. Ved ikke at ville udstikke en særlig pædagogik for dem og deres børn.

»Børns liv er relateret til hjemmet, skolen og samfundet. I dag formår hjemmet ikke at klæde børnene på, og i skolen har vi lært, at barnet er suverænt og ikke må krænkes som dengang i den sorte skole. Barnet skal vandes som en spæd lucernespire, til det en dag springer ud i fuldt flor med en stemme, der skriger selvforvaltning! Gør børnene ikke det, står samfundet parat med det politiske overbud: Smid deres familier ud af boligselskaberne, send dem til en øde ø, udvis dem, straf dem, spær dem inde,« siger Tue Bech, som har svært ved at se logikken:

»Det er en kæmpe stor økonomisk omvej at tage, når vi lader de her børn sejle deres egen sø i 15 år og så burer dem inde et sted, hvor de lærer at blive rigtig kriminelle. Som samfund har vi ingen interesse i at betale for deres ophold på institutioner eller i fængsler og for deres hærværk og kontanthjælp. Som mennesker bør vi slet ikke acceptere deres og familiernes trøstesløse tilværelse.«

Af Kirsten Weiss  9. juni 2008 /nr. 21   Ugebrevet A 4

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

7 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Vivi Andersen
Vivi Andersen
15 years ago

Janne

Man regner ikke med Fru Jensen tænker i de baner du fremlægger .

Reklamen og den holdning den ligger bag er arrogant indtil det latterlige.

Den er arrogant, fordi folkene bag ikke kalkulere med at dette samfunds Jensener kan tænke 2 sammenhængende tanker og slet, slet ikke finde frem til egne konklussioner og handle derefter.

Den er latterlig fordi den så pinligt, og åbenlyst utilsigtet, afslører konstruktørerne bag, som de åndshovmodige bedrevidende typer disse er.

Janne
Janne
15 years ago

Er det samarbejde at tale ned til “Fru Jensen”?

Egil
Egil
15 years ago

Hvad er i det hele taget et “University College”? Hvis denne sproglige absurditet, “University College Sjælland” har ansvar for at uddanne kommende lærere siger jeg bare: Gud bevare Danmark!

Børre
Børre
15 years ago

Og de vil have mere i løn…

Janne
Janne
15 years ago

Hvad med de kvinder der får bank af manden de lever sammen med, skal de vaccineres mod voldsfobi, så de tåler flere bank? Hvad med de familier der oplever at en datter mishandles af sin kæreste, skal den familie vaccineres mod kvindevoldsfobi, så familien kan tåle at datteren får vlere bank? Eller hvad med de børn der misrøgtes, skal de vaccineres mod ensomhedsfobi og sultfobi, så de tåler mere misrøgt? Hvad med pårørende til en alkoholiker, skal de vaccineres mod alkoholfobi, så de tåler at se den pårørende blive endnu mere alkoholiker? Hvad med et samfund der oplever mere og… Read more »

Janne
Janne
15 years ago

Er det moderne sygepleje at bedøve sund kritik af religiøs kvindeundertrykkelse?

Er det sygeplejerskers opgave at bedøve religionskritikere?

Tørklædepropagandaen er massiv i Danmark.

7
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x