12
jun
Seneste opdatering: 5/2-15 kl. 1324
21 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Af: Nicolai Sennels, aut. cand. psyk.

Rapport fra fængselspsykologens arbejdsværelse, terapilokalet, om de psykologiske karaktertræk, der kendetegner mennesker, som er vokset op i en muslimsk kultur.

Omkring to tredjedele af al kriminalitet i København begås af indvandrere og langt størstedelen af disse indvandrere har muslimsk baggrund. Som psykolog i et ungdomsfængsel har man derfor særligt gode muligheder for at få et indblik i det indre liv hos mennesker, som er vokset op i den muslimske kultur. Årligt løber det op i flere hundreder individuelle samtaler og gruppebehandlinger med omkring hundrede forskellige unge af forskellig nationalitet. Få mennesker i Danmark får så dybt og bredt et kendskab til den psykologi, som udspiller sig hos muslimske indvandrere og i deres opdragelse og kultur.

I denne artikel vil jeg beskrive nogle særlige karaktertræk, som adskiller muslimer fra vesterlændinge. Det er en psykologisk proces, som består af tre trin. Det første handler om måden, som man rent kognitivt forholder sig til følelser på. Denne særlige måde at håndtere følelser på fører til det andet trin, nemlig oplevelsen af at være offer. Det tredje trin er, at oplevelsen af at være offer bliver brugt som undskyldning for især vrede og aggression.

Muslimer og loven
Muslimer er ekstremt overrepræsenterede, når det gælder medborgere, som ikke overholder lovene i vores vestlige samfund. I Frankrig har mindst 60 procent af alle fanger en muslimsk baggrund og i Spanien er den på 70 procent. Også længere nordpå, væk fra de mange tusinder af illegale indvandrere fra Nordafrika, er andelen af muslimer i fængslerne langt højere end i det øvrige samfund. I England og Wales er tallet på 11 procent og i Belgien er det 16 procent.

I lille Danmark er omkring 20 procent i fængslerne muslimer. Når det kommer til vold, begår ”ikke-vestlige” indvandrere 161 procent mere voldskriminalitet end etniske danskere. Muslimer begår altså ikke kun mere kriminalitet end gennemsnittet, den kriminalitet, de begår, er også mere aggressiv og personfarlig.

Der er mange bud på, hvorfor kriminaliteten er så meget højere hos muslimer end hos etniske danskere og europæere generelt. Nogle mener, at det er en naturlig reaktion, når man føler sig splittet mellem to kulturer. Andre mener, at især unge muslimer har svært ved at respektere den måde, man forvalter autoritet og magt i Vesten. En tredje forklaring lyder på, at det slet ikke har noget med kultur at gøre, men blot er et udtryk for, at muslimer generelt er mere socialt belastede end gennemsnittet (dårligere uddannede og lavere indkomst), og at socialt udsatte jo altid har haft sværere ved at finde en plads i samfundet.

Der er altså både religiøse, kulturelle og sociologiske forklaringer på, hvorfor muslimer har så meget sværere ved at overholde loven, og hvorfor de generelt har så svært ved at integrere sig i vestlige samfund. Denne artikel viser en psykologisk forståelse af problematikken.

Forholdet til følelserne
Når man har muslimer i psykoterapi, bliver det hurtigt klart, at der særligt er én ting, som adskiller muslimer fra personer, som er vokset op i en vestlig kultur: forholdet til følelserne.

Det ligger meget dybt i os vesterlændinge, at vi selv skal tage en del af ansvaret for vores egne følelser. Når vi synes, at andre forstyrrer os, er det første vi tænker ”Er det bare mig – eller…?”. Når vi f.eks. bliver jaloux, så skyder vi ikke straks 100 procent af skylden på vores partner. Vi begynder tværtimod at reflektere over, om det f.eks. bare er os, som er lidt fintfølende, om vi er blevet lidt for besidderiske, eller om vi måske endda selv er ude om det, fordi vi selv kan finde på at flirte med andre end vores partner.

Det ligger således meget dybt i os vesterlændinge, at vi selv har ansvar for vores forstyrrende følelser. Det er et psykologisk mønster, som dyrkes i vores kultur, allerede fra vi bliver født. Denne refleksionsproces er netop det, som udgør den største psykologiske forskel mellem vesterlændinge og folk, som er vokset op i muslimske familier.

I Vesten ser vi evnen til at forstå vores egne følelser og tage ansvar for dem som et tegn på menneskelig modenhed. Vi prøver at lære vores børn det, man lærer det i skolen, læser om det i dameblade, og hvis man virkelig vil gå i dybden med det, kan man gå til psykolog. I den muslimske kultur ser man derimod selvrefleksion som selvkritik og et tegn på, at man ikke tager sin egen ære alvorligt.

Set med vestlig psykologis øjne er den muslimske kultur generelt umoden på dette område. Set fra muslimsk synsvinkel er det derimod et tegn på svaghed, når vi i Vesten fokuserer så meget på, hvordan vi selv har del i skylden, når vores humør svinger.

Vrede
Denne psykologiske forskel kommer meget tydeligt frem i psykologisk behandling af etniske muslimer. Mange fængselsindsatte har voldsomme problemer med deres vrede. Det viser sig ved, at de har en meget kort lunte, at de reagerer alt for voldsomt, når de bliver vrede, og at de generelt er mistænksomme over for andre mennesker. En stor del af behandlingen overfor de indsatte består derfor i at lære dem at slappe af, håndtere konflikter og at erkende de mange problemer, som følger af aggressiv adfærd.

Som psykolog oplever man, at klienter med en dansk baggrund som regel allerede ved, at de har et problem med deres vrede. De er ofte lidt flove over det og prøver også at arbejde med det – med større eller mindre succes. De er motiverede for at gøre noget ved det, og som psykolog har man en fornemmelse af, at man faktisk kan hjælpe.

Klienter med muslimsk opdragelse har gennemsnitligt en kortere lunte og reagerer meget mere voldeligt, end vi ser hos gruppen af danskere (jævnfør det faktum, at muslimer begår mere personfarlig kriminalitet). Selvom de fleste af disse klienter oplever mange problemer i deres liv, som faktisk skyldes deres egen vrede, er det langt de færreste, som synes, at de selv har et problem med deres vrede. De forklarer de mange slåskampe, ødelagte venskaber og problemer med politiet med, at ”folk bare kan lade være med at provokere”.

Et typisk eksempel er en samtalerække omkring vrede med en ung indvandrer, som havde flere voldsdomme bag sig. Efter fire sessioner kunne han endelig indse, at hans vrede havde skabt mange problemer for ham. På spørgsmålet om, hvorvidt han har lyst til at prøve at være mindre aggressiv svarede han ”Jo, det vil jeg gerne. Men så skal andre mennesker også lade være med at være så irriterende!” Den unge mand kunne altså efter nogen tid indse, at hans vrede skabte mange problemer for ham, men springet til også at forstå, at det jo er ham selv, som blev vred, og derfor også ham selv, som havde ansvaret for vreden, var for langt. Det er netop denne sidste refleksion, som udpræget mangler hos de muslimske klienter.

Store hunde gør ikke
Hvor de danske klienter oftest kan indse, at det er deres eget ansvar, når deres aggressive adfærd skaber problemer for dem, er det helt anderledes med de muslimske. Muslimerne ser vrede som en styrke, og vrede er helt klart mere socialt acceptabelt i muslimske kredse end blandt danskere. Vrede er således et socialt redskab, som man kan bruge til at opnå respekt (ikke kun frygt) og status med. Når man arbejder psykologisk med muslimer, bliver det klart, at man ikke kan opfordre en muslim til at lægge sin vrede fra sig. Det ville svare at bede en cowboy om at lægge pistolerne hjemme på kommoden, inden han skal ud og duellere: det virker absurd i hans øjne.

Den muslimske kulturs måde at opfatte vrede på kom måske tydeligst frem i forbindelse med den første trykning af Jyllandspostens Muhammed-tegninger. En af den islamiske verdens mest betydningsfulde ledere, egypteren Yussuf al-Qaradawi, opfordrede til, at fredag d. 3. februar 2006 skulle være ”vredens dag” som reaktion på tegningerne. Imamer over hele verden fulgte al-Qaradawis opfordring, og denne dag blev der prædiket for ”hellig vrede” i danske og udenlandske moskeer.

Det er netop den muslimske kulturs opfattelse af følelsen vrede, som er årsagen til, at man i disse kredse kan tale om vredens dag, hellig vrede og hellig krig som en rationel reaktion.

For folk, som er vokset op med vestlige kulturnormer, virker det derimod irrationelt og selvmodsigende at sammensætte ordene hellig og vrede. I Vesten, og især jo længere nordpå vi kommer i Europa, gælder det gamle ordsprog ”Kun små hunde gør. Store hunde gør ikke, for de ved, at de er store”. For os virker det som et svaghedstegn, når man ikke kan styre sin vrede. Det er derfor helt utænkeligt, at vi vil kunne respektere f.eks. en præst, hvis han står og råber om hævn og vrede på samme måde, som man jo jævnligt ser det i filmklip fra imamer i moskeerne.

Offerrollen som blankocheck
Hvis man oplever, at det er de andres skyld, når man føler sig såret eller frustreret, så har man en tendens til at se sig selv som offer: det er jo de andres skyld. Dette fører til, at man nemt føler sig fornærmet og krænket, og reaktionen er ofte en beskyldning om, at ”du får mig til at føle sådan-og-sådan, så det er da klart, at jeg reagerer sådan”.

Med denne logik kan man retfærdiggøre selv meget destruktive reaktioner. Offerrollen bliver en blankocheck, som kan bruges til at udskrive alle mulige former for ”retfærdig” gengæld og hævn. På godt dansk: Hvis man på et diskotek støder tilfældigt ind i en person, som er vokset op i denne mentale støbeske, risikerer man at få én på lampen. Som en ung sagde i en gruppeterapisession for noget tid siden: ”han kunne jo bare lade være med at gøre mig sur”. Vi har desværre masser af unge indvandrere bag tremmer på mit arbejde, som sidder her netop fordi de mener, at det er offerets eget ansvar, at han er blevet banket.

Værre bliver det selvfølgelig, når den retfærdige vrede bliver mere ideologisk: terror. Islamisk terror dræber mellem 500-1000 mennesker om måneden og sårer omkring det dobbelte. Derudover skaber det en voldsom følelsesmæssig utryghed over hele kloden, og det påvirker økonomien i meget alvorlig grad. På trods af disse konsekvenser findes der mennesker, som kan finde på at tage et bombebælte om maven og stille sig i en bus i London, et tog i Madrid eller et marked i Bagdad og trække i snoren.

Hvad enten det er terrorister og deres åndelige ledere, eller om det er Ali, der har slået en anden dreng i hovedet med en ølflaske på det lokale diskotek, så er det den samme psykologiske mekanisme: det er den retfærdige hævn fra det nedgjorte offer.

Religionens betydning
Der findes som sagt mange forklaringer på, hvorfor der er så meget kriminalitet blandt muslimer i vores vestlige lande. Som det fremgår i denne artikel, kan man forklare det psykologisk ved, at der er en direkte sammenhæng mellem a) den muslimske måde at forholde sig til følelser på, b) oplevelsen af at være offer og c) følelsen af at have ret til gengæld (herunder moralsk legalisering af vrede og aggression).

En af årsagerne til, at der er så stor forskel på muslimer og vesterlændinge skyldes formentligt de religioner, som har formet vores kultur.

Den islamiske etik kan læses i Koranen: ”Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og sår for sår”. Muhammed opfordrer altså til, at muslimer skal hævne alt ned til mindste detalje. Dette står i skarp kontrast til Biblens Nye Testamente, hvor Jesus siger ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” Jesus bud på, hvad vi skal gøre, når vi synes, at andre generer os, er altså, at vi skal se på os selv, førend vi dømmer andre. Sagt med andre ord: ”er det bare mig – eller…?”

Behandling: konsekvens eller refleksion?
Generelt set står Islam altså for konsekvens, mens kristendommen opfordrer til selvrefleksion. Netop det store fokus på konsekvens, vrede og gengæld er formenligt en af årsagerne til, at vold er så meget mere almindelig i opdragelsen blandt muslimske familier end i danske. Dette er en af grundene til, at 90 procent af alle tvangsfjernelser i København sker i indvandrerfamilier, og at langt over halvdelen af pladserne på landets kvindecentre er muslimske kvinder på flugt fra voldelige ægtemænd.

Den muslimske kulturs fokus på konsekvens er også årsagen til, at muslimer har så svært ved at forholde sig til vestlig pædagogik og terapi: vi danskere vil snakke om tingene. I bar frustration forsøger mange muslimske forældre at redde deres børn fra kriminalitet ved at sende deres børn på ”opdragelsesrejser” til hjemlandet, fordi man dér oplever meget mere konsekvens, når man gør noget forkert.

Imens forsøger vi i Danmark at ”redde” adfærdsvanskelige indvandrerunge på deres vej gennem børnehaver, folkeskolen, socialkontorer og specialinstitutioner. Men det hjælper ikke: 65 procent al af kriminalitet i København begås af indvandrere. 22 procent af alle mandlige efterkommere fra ikke-vestlige familier blev i 2005 dømt for en eller flere forbrydelser. Og det går den forkerte vej: Kriminaliteten hos 1.-generationsindvandrere er 8 procent, mens den er 15 procent hos 2.-generation (til sammenligning er den på 5 procent hos danskerne).

Det er værd at nævne, at prisen for en plads på en sikret ungdomsinstitution er mere end 2 mio. kr. om året. Der findes i dag 116 sikrede pladser, og tilsammen giver dette altså en årlig udgift til varetægtsfængsling af kriminelle unge på knap en kvart milliard kroner. Jeg vil skyde på, at omkring 70 procent af pladserne på den sikrede institution Sønderbro i København optages af unge med muslimsk baggrund. Det er også værd at nævne, at behandling formentligt ikke virker bedre end straf: 80 procent af de unge, som idømmes en ungdomssanktion (toårig pædagogisk behandlingsdom) vender direkte tilbage til såkaldt ”grov kriminalitet” efter endt behandling.

Humanismen mangler
Vores mange pædagoger, skolelærere, socialrådgivere og psykologer gør et kæmpe stykke arbejde og med den bedste motivation, men kriminaliteten stiger, og spændingen mellem danskere og muslimer stiger og stiger. Vores indsats er ganske enkelt ikke god nok. Vi må forstå, at muslimer har en anden tankemåde end den, vi lærer i vores vestlige kultur, og at vores pædagogiske og terapeutiske indsats derfor skal målrettes bedre.

Før vi når så langt, er det selvfølgelig nødvendigt, at vi tillader os at tage netop kulturforskellene alvorligt og taler om dem. Vi bliver nødt til at prøve at forstå hinanden og anerkende, at vi er forskellige. Netop den gensidige anerkendelse af, at vi har forskellige behov, er jo grundtanken i humanismen. Og dette aspekt af humanismen er desværre blevet trampet fladt af i øvrigt velmenende mennesker, som kæmper for, at vi ikke ”stempler” indvandrere som anderledes. Men vi ER jo forskellige, ellers ville verden da være kedelig at bo i.

Nicolai Sennels, 11 juni 2008 – skrevet til Snaphanen

En opgave for Europarådets kommissær: Nu også racistiske havebænke i Danmark

Regeringens stramninger på udlændingeområdet har sat en årsagskæde af ondskab og nedrighed i gang i Danmark. Men helt ærligt. Det er slemt nok at måtte læse om ressourceprioriteringer af denne slags hos politiet, samtidig med at medierne oftere og oftere fortæller om borgere i nød som ringer forgæves efter lovens lange arm. Allerværst er, at en episode i denne letvægtsklasse, men med modsat etnisk fortegn, med garanti ikke ville give anledning til sigtelser eller presseomtale om “racediskrimination”. Man mindes om essayisten El Inglés som vi omtalte for nylig, som foreslog udtrykket “the management of decline” til at forklare den nidkærhed som det britiske politi udviser i forhold til de mindste tegn på krænkelser fra de oprindelige briter, ulig overgreb den modsatte vej. Man ved hvor samfundet er på vej hen, og man ved hvor voldspotentialet og de ustyrlige temperamenter findes, så man prioriterer ressourcerne så alt kan forløbe så stille og fredeligt som muligt henimod ‘vagtskiftet’ (LFPC).

[…] Landbetjenten i Høve på Sjælland måtte i går gribe til konfiskering af en bænk.

Bænken stod i en have ud mod Høve Byvej, hvor nogle forbipasserende følte sig stødte over de ord, der stod skrevet på bænken.

Der stod: “Nur Blankes, Kaffer Nie”, hvilket kan oversættes til “kun hvide, ingen negere”.

Den 76-årige ejer af bænken er blevet sigtet for racediskrimination, men han nægter sig skyldig. Han har forklaret til politiet, at han have haft bænken stående i flere år, og for nylig havde han trukket skriften op for at gøre den mere tydelig. […] Politi fjerner racistisk havebænk

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Matti från Finland

    Brilliant .. men var är nyheten ? Jag har bott i Stockholm och där i Fittja , Jordbro och Rinkeby. Jag visste allt som Sennels skriver redan innan – det var bara proffspråket som fattades.

  • ulrik/

    En begavet mand med noget på hjerte, denne Nicolai Sennels.

  • Janne

    “Der er altså både religiøse, kulturelle og sociologiske forklaringer på, hvorfor muslimer har så meget sværere ved at overholde loven…”

    …har så meget sværere ved at overholde loven.

    Gøres de ikke også her af forfatteren til ofre? Til nogen der ikke selv kan gøre for det, for de er ikke i stand til at vælge om de vil overholde loven eller ej?

  • Janne

    Meget, meget spændende artikel skrevet af Nicolai Sennels.

    Hvis vi møder umoden vrede med reflektoriske argumenter, er vi så selv med til at skabe yderlige vrede? Er fornuft og selvreflektion simpelthen for stor en mundfuld at forvente og kræve?

    Hvis ja, skal vi så i stedet for møde umoden muslimsk vrede med samme form for vrede?

    Hårdt mod hårdt eller hvad?

  • traveler

    Nicolai Sennels lægger selvfølgelig ansvaret på pædagoger, skolelærere, socialrådgivere og psykologer, for han har ikke spillerum til andre konklusioner.

    Men hans saglige analyse gennemhuller først og fremmest tabuet om, at man for alt i verden ikke må beskrive indvandrere som anderledes end os andre. Når først det er blevet muligt at udarbejde sådanne analyser inden for institutionerne uden at blive mistænkeliggjort for onde hensigter, så åbner det mulighed for et nødvendigt og interessant analyseområde, som førhen var forbudt/tabuiseret.

  • Janne

    “Generelt set står Islam altså for konsekvens, mens kristendommen opfordrer til selvrefleksion. Netop det store fokus på konsekvens, vrede og gengæld er formenligt en af årsagerne til, at vold er så meget mere almindelig i opdragelsen blandt muslimske familier end i danske.”

    Det er ikke helt korrekt at kristendommen ikke står for konsekvens. Netop fordi kristendommen (den kristne kultur) står for selvrefleksion, har vi lært at det er nødvendigt at tænke sig om: Hvad får det for konsekvenser hvis jeg gør dit eller dat – for mig selv, for andre og for helheden, nu og på sigt?

    Kristendommen (eller den kristne kultur) tænker netop i konsekvenser ved at fordre refleksion.

  • Janne

    “Det er også værd at nævne, at behandling formentligt ikke virker bedre end straf: 80 procent af de unge, som idømmes en ungdomssanktion (toårig pædagogisk behandlingsdom) vender direkte tilbage til såkaldt ”grov kriminalitet” efter endt behandling.”

    Hvilken rolle spiller imamers indflydelse i den forbindelse?

    Hvad betyder det at unge kriminelle på een gang skal lytte til både imamer (ensretning i religiøs retning og de oldgamle dogmer der knytter sig der til) og til dansk pædagogisk personale, der gerne vil videregive selvreflektoriske redskaber?

    Den ene part (imamer) prædiker ære og skam og udenadslære og respekt, og den anden part (pædagogisk personale og psykologer) underviser i selvreflektion og fornuft.

    Det kan da vist kun gøre kriminelle unge mere frustrerede, eller…?

  • GB

    Fremragende – men hvad er konklusionen?
    “Vores indsats er ganske enkelt ikke god nok.” “Vi må forstå, at muslimer har en anden tankemåde”.
    Er konklusionen ikke snarere, at muslimer ikke kan leve som muslimer i den vestlige verden? Multikulti med dem er umulig, og derfor må de, der ikke vil leve som vi gør, rejse hjem?

  • Højrebladet Komet

    Glimrende Sennels indlæg.

    Homofobi-episoden er skræmmende, hvad er der sket med det tolerante Europa? Det lyder som en beskrivelse af noget der kunne have foregået i nazi-tyskland! Allahs soldater håndhæver sharialoven på vores gader. Jøder, homoseksuelle og intellektuelle bør passe gevaldigt på i fremtiden. Muslimsk masseindvandring er Europas værste påfund nogensinde.

  • Ove

    Respekt til Nicolai Sennels.

    Fortsæt dit glimrende arbejde.

  • Gert

    Uret på maleriet er en reference til Salvador Dali.

  • Adde

    Liksom många av inläggen ovan så är även jag ruskigt imponerad över Nicolai Sennels redogörelse av kopplingen mellan psykologi, uppfostran, värderingar, tro, ideologi, beteendemönster o dyl.

    Jämför också med den här texten av Lloyd deMause: “The Childhood Origins of Terrorism”. Den behandlar/filosoferar kring skam/heder och sexuella övergrepp på barn (eller handikappade vuxna) i muslimskt präglande samhällen.

    Länk:
    http://www.psychohistory.com/htm/eln03_terrorism.html

  • Fremragende artikel af Sennels, som jeg er sikker på at vi vil referere til fremover. Der er en anden rigtig god artikel i samme spor, af bloggeren “Dr. Sanity”, som er identisk med en amerikansk psykiater ved navn Pat Santy: SHAME, THE ARAB PSYCHE, AND ISLAM

    Til Sennels’ fremstilling af den religiøse komponents betydning for offerollen kunne man vel også tilføje, at muslimer motiveres til at se sig som ofre ved erkendelsen af islams fallit som hersker over verden, og den uafviselige kendsgerning, at muslimske lande også er fallitboer, sammenlignet med den udviklede verden. Når nu ens religion/ideologi fortæller én at man er udvalgt af Allah til at herske over alle de andre, og virkeligheden er noget mere trist, så ledes man til at se onde rænker og konspirationer som forklaring på at tingene ikke er som bestemt. Man er offer for fæle jøders og amerikaneres komplotter, som vedbliver med at forhindre én i at nå målet.

    Endelig kunne man måske også tilføje den fatale dynamik mellem islam og kristen kultur – vores religiøse forbillede er det ophøjede offer, og postuleret offerstatus får derfor nogle empatiske klokker til at ringe, så vi ’ser’ muslimen som den lidende næste. Dertil kommer selvfølgelig påduttede skyldkomplekser over virkelige og indbildte synder i vores egen historie, i forhold til de ædle vilde. Alt i alt en ‘perfect storm’ mod os selv og vores værdier.

  • EH

    En meget velkommen professionel underbygning af den opfattelse som sikkert deles af rigtig mange borgere i dette land. Denne artikel burde være en kæmpe øjenåbner for de medansvarlige politikere, journalister og biskopper. Men optimist er jeg ikke. Der vil blive tale om en pinagtig selvransagelsesproces, som de pågældende slet ikke har personligt mod eller størrelse til at turde foretage. Janne tør godt stille de spørgsmål som alle gerne vil undgå at besvare:
    Hvad skal vi gøre når vort krav om refleksion mødes med mere vold?
    Hvad skal vi gøre, når forløsende behandlingstiltag som hjælper ikke kommer?
    Hvad skal vi gøre når vore naive og skræmte myndigheder ukritisk tildeler imamerne en nøglerolle i løsningen af denne tiltagende konflikt, når man inderst inde ved at et fordragelig sekulært forhold mellem muslimer og resten af os overhovedet ikke er i deres langsigtede interesse.
    Det er vigtigt at huske på, hvem taberne bliver, hvis islam skulle gå ind i en progressiv udvikling. Man opgiver ikke sin magtposition uden kamp. Slet ikke muslimske religiøse ledere.
    BG foreslår at de ikke tilpasningsduelige må rejse (formentlig frivilligt?). Enig, men har en fornemmelse af at visse lande og personer ikke deler denne opfattelse.
    LFPC har nogle gode analyser, men igen.
    Hvem i dette land tør svare på Jannes spørgsmål?

  • “Humanismen mangler
    Vores mange pædagoger, skolelærere, socialrådgivere og psykologer gør et kæmpe stykke arbejde og med den bedste motivation, men kriminaliteten stiger, og spændingen mellem danskere og muslimer stiger og stiger. Vores indsats er ganske enkelt ikke god nok. Vi må forstå, at muslimer har en anden tankemåde end den, vi lærer i vores vestlige kultur, og at vores pædagogiske og terapeutiske indsats derfor skal målrettes bedre. Og dette aspekt af humanismen er desværre blevet trampet fladt af i øvrigt velmenende mennesker, som kæmper for, at vi ikke ”stempler” indvandrere som anderledes. Men vi ER jo forskellige, ellers ville verden da være kedelig at bo i.”

    Jeg vil hævde, at humanismen er blevet trådt mere flad af manglen på RESPEKT for, at vi er forskellige, og at man bliver nødt til at mødes og tale sammen frem for at sidde i hver sit hjørne og surmule eller komme med nederdrægtigheder imod hinanden. Det gælder for både muslimer og danskere. DF vil jo eksempelvis ikke dialog, og også mange muslimer vil heller ikke i dialog. VI skal have dialog. Det tror jeg også, at Sennels ønsker.

  • “Hvem i dette land tør svare på Jannes spørgsmål?”

    Jeg tør godt.

    “Hvilken rolle spiller imamers indflydelse i den forbindelse?”

    Formodentlig en vis rolle for nogle imamers vedkommende. Men ikke alle imamer er ens. Ligesom ikke alle muslimer er ens. Sennels indlæg handler om kriminelle muslimer og deres relationer til familie og samfund. Man kan ikke skære over én kam og påstå, at det gælder for alle muslimer og for hele den muslimske kultur. Og dermed heller ikke for alle imamer.

    Det kan da vist kun gøre kriminelle unge mere frustrerede, eller…?

    Der er også helt almindelige danskere, som vil have revselsesretten genindført og mere konsekvens i form af straf overfor de kriminelle. Hvordan hænger det sammen med ønsket om at stimulere til refleksion?
    Det er klart, at kriminelle unge meget let bliver ofre i en strid imellem to forskellige kulturer. Men der er andre faktorer som også spiller ind. Eksempelvis familiens interne frustrationer over at komme til et samfund, hvor man har svært ved at klare sig, og desuden bliver mødt med fjendtlighed. Det gør, at man trækker sig tilbage og regredierer ned i det man kender hjemme fra sin egen kultur – også selv om det måske er netop dét, man er flygtet fra.

  • Var det svar på Jannes to spørgsmål?

  • Sennels skriver selv: “I Vesten, og især jo længere nordpå vi kommer i Europa, gælder det gamle ordsprog ”Kun små hunde gør. Store hunde gør ikke, for de ved, at de er store”. For os virker det som et svaghedstegn, når man ikke kan styre sin vrede. Det er derfor helt utænkeligt, at vi vil kunne respektere f.eks. en præst, hvis han står og råber om hævn og vrede på samme måde, som man jo jævnligt ser det i filmklip fra imamer i moskeerne.”

    Så hvorfor skal vi respektere Lene Espersen, når hun står og kæfter op om hævn og straf i medierne?

  • Jeg foreslår, at man i tillæg læser følgende artikel af Sverre Varvin: http://www.nkvts.no/bibliotek/Publikasjoner/PSSF/Linjer/2003-2/fremmed frykt.htm

  • Pingback: Snaphanen » Anstændighedens revanche()

  • Pingback: Monokultur » sandheder og forudsigelser fra Sennels()