Lægeverdenen er absolut ukendt land for mig, så denne historie kan jeg kun vurdere ud fra de velkendte gloser og den forudsigelige vinkling – muslimske læger, ikke vietnamesiske, indiske eller latinamerikanske. Så skal vi altså til det igen. Bemærk også, at artiklens overskrift henviser til muslimer (og tilsyneladende kun citerer disse), mens det i teksten drejer sig om “læger med indvandrerbaggrund” i almindelighed. Journalistens sprogbrug afspejler derved den problemforskydning som vi kender alt for godt: Kritik af den totalitære ideologi islam sættes lig med “fremmedfjendtlighed” eller “racisme”.
Jeg kan selvfølgelig ikke vide om danske læger er onde og uanstændige, men jeg indrømmer at være forudindtaget når jeg hører vendinger som “forråelse” (!) og “rå tone og tankegang” anvendt om dem, og samtidig ved, at etniske patienter – og deres omfangsrige familier – er en stor belastning for sygeplejepersonalet (Undersøgelse: Indvandrere er en belastning, Sygeplejerskernes fagblad).
Morten Uhrskov Jensen, hvis bog Et delt folk vi omtalte forleden, har utvivlsomt ret i at ….. tonen i den danske udlændingedebat var anderledes indeklemt for 10-20 år siden, men man må konstatere, at ord som “tonen” og “menneskesyn” i vide kredse ikke er leet ud på historiens mødding (LFPC).
Lægernes tone i indvandrerdebatten er blevet så rå, at læger med indvandrerbaggrund mistænker læger med dansk baggrund for ikke at kunne undlade at forskelsbehandle patienterne. Hvis det menneskesyn, som enkelte læger har tilkendegivet, blot smitter delvist af på lægegerningen, vil de pågældende læger ikke kunne undgå at forskelsbehandle danskere og muslimer, lyder kritikken.
»De seneste uger har vi set en forråelse og en mere rå tone og tankegang blandt læger, som vi ikke har oplevet før,« siger Imran Rashid, læge på Herlev Hospital. […]
»Læger taler i stigende grad om etniske smerter – underforstået at indvandrerpatienter bare piver – ligesom der er en tendens til, at man undlader at bestille en tolk, fordi grundholdningen er, at de bare skulle have lært at tale dansk.« […]
»Det er ikke bare bekymrende, men også skandaløst, at der åbenbart er flere holdninger til, hvad der ligger i lægeløftet,« siger Ikram Sarwar, som også er socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Han understreger dog, at der kun er tale om enkelttilfælde.Gönül Özer, læge på Glostrup Hospital, har også bemærket, at tonen er blevet mere hård: […]Muslimske læger advarer mod rå tone (Ugeskrift for Læger – Professor Jørgen Lyngbye: Islamævl og kendsgerninger )
Omformulering
Idag har SvD haft en nätfråga på webben om vilket parti som du skulle rösta på om det var val idag. Vid klockan 17:20 hade ca 8 230 personer röstat med följande resultat.
Svenska Dagbladet ser resultatet, og omformulerer spørgsmålet:
“Hur ska de andra partierna bemöta Sd?” Thoralf Alfsson gemte en screencap.
“Kunsten at gå baglæns” – Kunstkamp om ytringsfrihed
Debatten der ingen ende vil tage, selv om ‘men’-fløjen stadig har til gode at redegøre for hvordan dette lille ord skal forvaltes i virkelighedens verden. Drejer dette sig om jura, eller om opfordringer til kollektiv besindelse, en besindelse der aldrig vil komme? At et professorat ikke er garanti for lødigheden viser kunstner og professor Ole Sporring i dette citat fra samme artikel: “Mon ikke den muslimske verden med dens krænkede stolthed og demokratiske underskud vil lytte mere til vores kritik, hvis vi har formatet til at vise vejen og komme med undskyldningen”. Han mener altså – helt ureflekteret – at “vi” i kraft af at være danskere besidder kollektiv skyld, og at erkendelse af dette vil være et konstruktivt signal at sende. Ingen løfter et bryn i dén anledning, i modsætning til hvis de ædle vilde blev tillagt kollektiv skyld (Steen/LFPC).
JP skriver blandt andet :
En af kunstnersammenslutningen Grønningens betydeligste medlemmer, Frithioff Johansen, beskylder sine kolleger for at spadsere baglæns og for passivitet i sagen om Muhammed-tegningerne.
»Det har undret mig, at man ikke har set ret mange solidariske ytringer fra billedkunstnere om Muhammed-krisen – eller ytringer i det hele taget – til trods for, at den netop handlede om billeder og retten til at fremstille billeder, noget, vi ellers betragter som universelle frihedsværdier.
Bladtegnere er vel også en slags billedkunstnere,« skriver Frithioff Johansen i det seneste nummer af bladet Billedkunstneren, medlemsblad for landets 1.230 billedkunstnere, som er organiserede i Billedkunstnernes Forbund.
Tom retorik
Grønningen-kunstneren fastslår, at man derimod fra danske forfatterkolleger, pressefolk, erhvervsfolk og politikere har hørt en masse tom retorik.
»Vi har til ulidelighed fået gentaget det glimrende ved ytringsfriheden, blot man opretholder den gode tone. Ja, ja, man skal passe på ikke at støde nogen. Salman Rushdie var altså noget andet? Vel var det ej, men pressen og de danske forfattere risikerede ikke så meget, dengang landet stod på den anden ende af bare solidaritet,« noterer Frithioff Johansen.
»Billedkunstnere plejer ikke at være bange for at støde nogen – provokation plejer jo at give pote. Men det skal helst ikke koste noget. Det er meget lettere at holde kæft og gå lidt baglæns.«
»Damien Hirst leverer næppe en Muhammed i formalin. Jeff Koons-udstillinger næppe en Muhammed i seng med la Cicciolina. Og mine danske kolleger holder sig langt væk fra emnet med undtagelse af Max Uwe Jensen .«
Gælder også forfattere
Til Morgenavisen Jyllands-Posten supplerer Frithioff Johansen:
»Jeg synes også, at forfatterne har indtaget en lunken holdning. Var Politiken bragt i en tilsvarende situation, havde kunstnere stået i kø for at deltage i et fakkeltog på Rådhuspladsen til fordel for ytringsfriheden. I stedet har hovedparten af mine kolleger og andre kunstnere, der profiterer af ytringsfriheden, forholdt sig tavse,« siger han.
»Og jeg er ved at brække mig over de mennesker, der hele tiden spørger: Er det ikke på tide at sige undskyld? Nej, det er ikke! Vi har intet at undskylde.«
Vestens dilemma
»Man læste under Muhammed-krisen ofte klichéfyldte læserbreve fra danskere, der var flove over at være danskere. Jeg er snarere flov over at tilhøre et folk, der er ved at specialisere sig i at gå baglæns. Vi billedkunstnere bliver nok ved med at provokere – lukrativt – bare vi ikke risikerer noget,« siger han.
Frithioff Johansen henviser til følgende ord fra den iranske eksilforfatter Amir Taheri, som ridser Vestens dilemma op i den igangværende værdikamp:
»Selvcensur i Europa giver også de despotiske regimer i muslimske lande en undskyldning for deres systematiske undertrykkelse af ytringsfriheden. Så længe muslimske forfattere og kunstnere kæmper og i visse tilfælde dør for at forsvare deres ret til at skabe, vil det være en blodig ironi at se den samme frihed undergravet af partiet for forebyggende lydighed i den vestlige verden.«
[..]
se Billedkunstneren nr 2. 2008, pdf side 24. “Kunsten at gå baglæns”
“Terrorisme på tilbagetog” – men hvad med supremacismen?
“Kontekst”, siger ikke-essentialisterne gerne og ofte. Sanne Grams blåøjede artikel i JP er et godt eksempel på en historie der kan vinkles ganske anderledes med lidt supplerende kontekst. Skam få den der tænker ilde om det hvis terrorisme – dvs. i realiteten den islamiske jihad med voldelige midler – virkelig er på tilbagetog. Den almindelige, enfoldige antagelse i medierne er, at hvis man kan forhindre bomber og skyderier samt ‘forebygge radikalisering’, ja, så lever vi alle i fryd og multikulturel harmoni. Stop bomberne, problemet løst. Ingen – ingen – journalist ville stille det oplagte spørgsmål: Har terroristerne samme mål som de ikke-voldelige islamiske klerikale? Arbejder demografien og undergravende virksomhed ved petrodollars hen imod samme mål som dem, nemlig det i Koranen fastsatte muslimske verdensherredømme? Er vi selv med til at afskaffe vores egen frihed ved salamitaktikken, hvor særhensyn og evindelig, ulidelig offerretorik får os til at opgive den stykke for stykke? Denne perspektivering er langt ude over journalisters horisont. At være journalist er at kunne skære en historie efter et lille udvalg af skabeloner – en af dem kunne passende hedde “bum – eller ikke bum”. Vil man have ordentlig besked om disse emner må man læse debattører i aviserne, eller gå til kilderne på nettet. Glem journalisterne.
Sanne Gram slutter med de fortrøstningsfulde ord: “I yderste konsekvens vil terrorgrupperne enten blive udslettet eller give op, men der vil naturligvis altid være nogle hardcore islamister,« siger Andrew Mack”. Andrew Mack fra “det anerkendte Simon Fraser Universitet i Canada”. Vi kan supplere billedet af denne “anerkendelse” med denne lille tilføjelse (LFPC):
