(hvis?)  De syv præster  bliver  ikke  arbejdsløse lige  med det samme. Verdens  befolkning  vokser nu med en milliard på bare  13 år, hvor det tidligere  tog 100. Og det er den 3. verden, der vokser. I 2012  passerer vi syv milliarder..(Jeg er en trofast hedning, en forbeholden støtte af SF´s “spirituelle” aflægger,  Folkekirken,  men da jeg forleden så denne artikel, overvejede  jeg for første gang nogensinde, at melde mig ud):

FN`s Flygtningedag 20. juni markeres i Roskilde Domkirke ved en gudstjeneste klokken 22.00 med medvirken af flygtninge, asylsøgere og præster fra syv forskellige kirker i Roskilde
Forud for gudstjenesten mødes man klokken 20.00 i Konventhuset bag ved domkirken, hvor børnepsykiater Bente Rich medvirker. Endvidere vises Maria MacDallands film ‘- Og hjertet er sort!’ om børn i Avnstruplejren. Asylbørnenes Fotoudstilling vil være opstillet, men kun denne aften.

Konventhuset, Roskilde, fredag 20. juni kl. 20  ROSKILDE – FN`s Flygtningedag,  Og hjertet er sort  – en dokumentarisk skildring af livet som afvist asylansøger i Danmark  I Dagens Nyheter  benytter de skinhellige  anledningen til at score et par  gratis points med  en moralprædiken. Asyleriet har kostet Sverige  milliarder og atter milliarder, et velfærdssamfund på vej mod forsvinding, 20 % udlændinge, helt bogstaveligt :  blod, sved og tårer og på ikke så lang sigt, et ødelagt land. – men det er slet ikke nok for DN´s skriverkarle:

“Den organiserade islamofobin, som framställer muslimer som terrorister och barbarer, har fått fäste i Europa liksom en gång antisemitismen – trots att det främsta säkerhetshotet ligger i att många länder inte längre kan garantera sina utlandsfödda medborgares säkerhet. Inte ens i finrummen, i akademiska och politiska cirklar, har man lyckats hålla fördomarna borta.”

DN´s analyse fortjener at blive gentaget:

 ….Trots att det främsta säkerhetshotet ligger i att många länder inte längre kan garantera sina utlandsfödda medborgares säkerhet.

Günther Walraffs karateristik passer eminent  på  Dagens Nyheter:

 Mange venstreorienterede intellektuelle fører en pseudo-dialog med de muslimske organisationer hen over hovedet på de mennesker, der lider under islam, siger Günter Wallraff.

 Ralph Giordano tilføjer:

– Integrationen er mislykket, men i virkeligheden er det ikke integrationen men derimod islam, der er problemet, siger han.

 Women: Islam’s Domestic Animals 

“In Ibn Ishaq, Muhammad considered women to be prisoners in the hands of men, quite similar to domestic animals who are prisoners in the hands of their owners. Those words of Muhammad should not surprise us. In a few ahadith we note that Muhammad likened women to dogs, camels, asses…and so on, all domestic animals.”  Frontpage

Theodore Dalrymple

Is the European Union heading for a Yugoslavian-style denouement?
Not to worry, the European political elites soon recovered from the shock. Ireland, they pointed out, is a small and peripheral country, and not a founder-member of the European Union. Anyway, what does it really matter if referendum after referendum, in Denmark, France, the Netherlands, and Ireland, defeats the proposals of the European political class? The proposals can always be enacted regardless, by other means. What does it matter if two-thirds of Germans regret monetary unification, as do the French and the Italians? What does it matter if prime minister Gordon Brown refused to hold a referendum on the treaty in Britain—having previously promised one—once he realized how roundly voters would reject it? As European Commission president José Manuel Barroso said after the Irish vote: the Lisbon Treaty is not dead, it is living. What the people of Europe want is completely irrelevant.

For the moment, all is peaceful and quiet. The political class, which loves the unitary European state precisely because it so completely escapes democratic or any other oversight (let alone control), and for whom it acts as a giant pension fund, holds the upper hand for now. But tensions and frustrations in Europe have a history of expressing themselves in nasty ways.
Europe’s Unhappy Union

»Song for the Asking«

Vi lever i gådefulde tider. Store, livsvigtige spørgsmål bliver end ikke stillet. Et af dem kunne formuleres: Når nu de daglige nyheder er en endeløs parade af manglende konsekvens og eftergivenhed over for dem der vil undergrave og ødelægge vores samfund, hvad siger dette så om fremtiden? Bare nogle få eksempler fra de seneste dage: Iraker der har voldtaget 11-årig bliver kun “betinget udvist” ; SSP-konsulent foreslår fratagelse af mobiltelefon som straf til ungdomskriminelle ; trods politiets tilstedeværelse bryder venstreradikale ind i Københavns Byret og råber slagord – ingen anholdes ; tunesere der planlagde at slå Kurt Westergaard ihjel går muligvis fri ; opgivelse af forbud mod Hizb ut-Tahrir . Det er ikke raketvidenskab på baggrund af daglige kapitulationer som disse at opstille en modsætning – hvem vil være de bedst stillede i en fremtid hvor demografien svækker os talmæssigt, de der bøjer af og ikke vil forsvare deres gode samfund, eller de der er hensynsløse nok til at ville slå ihjel over en tegning? Jeg synes det giver sig selv at situationen er uholdbar på længere sigt. Alligevel fortsætter alt i sin vante gænge, og ikke ret mange råber vagt i gevær, slet ikke i et omfang der får markant gennemslagskraft ved folketingsvalg.

Gådens anden side handler om at de ændringer som fremtiden vil bringe allerede er synlige i gadehøjde – prøv at tænke bare fem år tilbage, dengang var der slet ikke det antal burkaer og tørklæder i gadebilledet vi ser i dag, med samt tilhørende klap- og barnevogne. Forestiller selv den mest tossegode radikale sig virkelig, at vores gode velfærdssamfund kan fortsætte bare tilnærmelsesvis med disse kommende kuld af danskere? Hånden på hjertet?

For mig er disse to tendenser umulige at overse, og enhver kan danne sig et skøn om konsekvenserne. Alligevel vedbliver det med at være læserbrevsskribenter og bloggere der råber forgæves i ørkenen (LFPC).

»The Sound of Silence«

Lars Vilks’ Muhammed-musical er i problemer. De mulige samarbejdspartnere falder fra.

AF UWE MAX JENSEN

Først blev Lars Vilks afvist af Kunsthallen Charlottenborg. Direktøren for kunsthallen, svenskeren Bo Nilsson, var ikke interesseret i at huse Lars Vilks’ Muhammed-musical “Dogs”, og for et par dage siden offentliggjorde bandet Neurobash, der hidtil har samarbejdet med Lars Vilks omkring “Dogs”, at bandet med øjeblikkelig virkning trækker sig fra samarbejdet.
Ifølge en kortfattet meddelelse på bandets hjemmeside har Neurobash besluttet at trække sig fra samarbejdet, fordi der ikke for nuværende er mulighed for på en konstruktiv måde at diskutere forholdet mellem kunst og ytringsfrihed, som det var bandets mål.
Mens Neurobash ikke ønsker at kommentere sagen yderligere og i stedet henviser til Lars Vilks, vil direktør Bo Nilsson fra Kunsthallen Charlottenborg gerne fortælle, hvorfor Lars Vilks’ musical ikke bliver opført på Charlottenborg 11. september 2008.

En hæderssag

Bo Nilsson afviser, at der har været en klar aftale mellem Kunsthallen Charlottenborg og Lars Vilks omkring opførelsen af Vilks’ Muhammed-musical “Dogs”.
“Som udgangspunkt er jeg interesseret i noget, der er vigtigt. Men når Lars Vilks lægger tryk på mig via medierne, bliver det en anden sag. Derfor sagde jeg nej til musicalen,” fortæller Bo Nilsson.
Bo Nilsson mener, at Lars Vilks brød det gensidige tillidsforhold ved at tage kontakt til medierne, inden detaljerne – for eksempel datoen for opførelsen af musicalen – var på plads.
“Det her er en hæderssag. Lars Vilks må gerne tage kontakt til medierne. Men så bliver det uden mig. Jeg beskæftiger mig med kunst og vil ikke være en del af hans massemediestrategi,” siger Bo Nilsson.

Forstår ikke reaktion

I Sverige undrer Lars Vilks sig over udviklingen i sagen.
“Jeg vil slå fast, at jeg ikke selv kontaktede medierne. Medierne har udvist stor interesse for den her sag, og de har løbende forhørt sig om, hvornår og hvor opførelsen skulle finde sted. Da de kontaktede mig igen, valgte jeg at fortælle dem om planerne.
Mit indtryk var, at kommunikationen med direktør Bo Nilsson først og fremmest handlede om at finde en mulig dato. Hvis Nilsson havde nævnt, at han ikke ønskede nogen som helst medieopmærksomhed, ville jeg sandsynligvis have respekteret dette. Men det nævnte han ikke,” fortæller Lars Vilks.
Lars Vilks har i det hele taget svært ved at forstå Bo Nilssons reaktion på sagen.
“Vi diskuterede en opførelse, som lå tre måneder ude i fremtiden, og Nilsson burde være vant til at håndtere medier. Han kunne have nøjedes med at sige, at det ikke var helt på plads, og at besked om opførelsen kunne indhentes ved en senere lejlighed,” vurderer den svenske konceptkunstner.

11. september

Tilbage på Charlottenborg afviser Bo Nilsson, at Lars Vilks’ ønske om at opføre musicalen den 11. september – en premieredato Lars Vilks valgte, fordi den ifølge kunstneren er let at huske – havde indflydelse på hans beslutning om at afbryde samarbejdet.
“Det må stå for Vilks’ regning. Det er hans tolkning,” siger Bo Nilsson.

Valget af premieredato havde altså ingen indflydelse på din beslutning?

“Nej. Det skyldes ikke datoen. Lars Vilks brugte os på en forkert måde. Han må acceptere, at vi var i gang med en proces, og den proces må han afvente afslutningen på. Det gjorde han ikke,” fortæller Bo Nilsson.
Men Bo Nilsson understreger, at Lars Vilks ikke er lagt definitivt på is.
“Alle er velkomne med alle projekter, og så gælder det om, at vi kan gennemføre dem,” siger Bo Nilsson.

Ifølge Lars Vilks’ hjemmeside skal musicalen “Dogs” i stedet opføres på Konstfabriken i Dalby i Skåne 13. september 2008. Lars Vilks er i øvrigt aktuel med en udstilling i Maribo på Lolland, hvor han i selskab med en række danske kolleger viser bud på land art anno 2008. Vilks’ bidrag til udstillingen – en installation med mælkekander, der slår mod hinanden – har fået titlen “The Sound and the Fury (Tomorrow and tomorrow and tomorrow)”.

Kronik: EUs forenede, sovjetagtige projekt

EU står over for en overdreven voldsom ensretning, kontrol og regulering, som pakkes ind som værende nødvendig for at sikre frihandel og fri bevægelighed. På den måde bliver EU et organ, der står for en underlig blanding af planøkonomi/statsøkonomi og i visse tilfælde en særlig beskyttelse af visse brancher og kapitalinteresser.
Af Lene Kattrup, dyrlæge, Ganløse
Må en kommune i Danmark vedtage, at den så vidt muligt, hvis det kan skaffes, kun vil indkøbe træ, der er FCS-mærket? Selv i sådan et detailspørgsmål skal vi spørge EU, som siger nej, for det vil stride mod EUs udbudsdirektiv. Vedrørende et andet detailspørgsmål, uhævede feriepenge her i landet (fra personer, der ikke har fået holdt deres ferie eller er fratrådt), udtalte beskæftigelsesminister Hjort Frederiksen den 8. juni: »Stod det til regeringen alene, ville disse feriepenge gå til lønmodtagerne. Når vi ikke har sikret det for længst, skyldes det forhindringer fra EU. EUs regler sætter nemlig grænser for«
Men måske er der en opblødning på vej i nogle afgørelser fra EF-Domstolen om feriespørgsmål. Vi afventer disse domme, før eventuelle ændringer i forhold til de uhævede feriepenge kan sættes i værk.«
Jeg synes, EU slet ikke burde blande sig i den slags sager. På dyretransportområdet har EU skabt et kæmpe dyreværnsproblem ved fejlagtigt at indplacere levende dyr som en vare, der som andre varer skal kunne udveksles frit over grænserne. Som afgående veterinærdirektør Willeberg forklarede sidste år, så skyldes miseren, at EU ikke har ønsket at stille hindringer i vejen for transport af levende dyr. Problemet er, at EUs regler bevidst er lavet »yderst moderate«, sagde han.
Jeg er helt enig. Det betyder på godt dansk, at EU politisk og økonomisk støtter og derfor direkte fremmer disse dyrefjendske langtransporter af slagtedyr og på denne måde lader mange dyr lide og sætter det dyresyn og de dyreværnslove, som de nordlige EU-lande havde, ud af kraft. Disse love bliver værdiløse, og dyrebeskyttelsen afskaffes. Dyrene betragtes kun som en genstand eller en ting/vare. EU har pga. et ideal om frihandel (som i stedet burde have været vedrørende kød) selv skabt et kæmpe problem, som man nu ikke vil tage et ansvar for at løse.

Kunne være løst
EU kunne let løse problemet, men i stedet forbyder og forhindrer EU de enkelte lande selv at måtte indføre de regler, der er brug for, der ville kunne begrænse lidelserne ved at sætte maksimal længde og maksimal tid på transporterne. Hvis landene gør det, vil de blive trukket i retten af EU. De må ikke indføre tillægsregler, der kan sikre, at deres egne dyreværnslove overholdes i deres egne lande. EU burde nøjes med minimumsregler, så landene ikke var bundne, men kunne gå videre og indføre skrappere regler, når det f.eks. gælder miljø, arbejdsvilkår, fødevaresikkerhed eller dyrebeskyttelse.
Dette var blot tre eksempler på, at det efterhånden er EU, der bestemmer. Der er mange flere eksempler, så mange, at vi kan tage bad i dem.
Ca. 60-80 procent af de vedtagne love i medlemslandende stammer i dag fra EU, der også i de senere år har strammet grebet, hvis landene forsøger på et område at ville bestemme selv og være lidt selvstændige og »anderledes«. Så kan EUs domstol sørge for, at landene sættes på plads. EU sprøjter love ud, love, der begrænser, ensretter og overtrumfer landenes egne ønsker og lovgivning. Man vil noget stort, noget overstatsligt, ikke noget mellemstatsligt. Det synes jeg er tydeligt. Men var Europas styrke og charme da ikke netop landenes suverænitet og forskellighed? Hvad er EUs overordnede målsætning, hvorfor skal alt snart bestemmes herfra? Hvorfor er Lissabon-traktaten så vigtig, at den ikke må komme til folkeafstemning, fordi befolkningen kan risikere at sige nej. Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, kaldte det irske nej en: »Sejr for friheden og fornuften over et kunstigt, elitært projekt og europæisk bureaukrati«.

Multikulturel utopi
Lone Nørgaard skrev i Jyllands-Posten den 8. juni: »Hvad der mest bekymrer mig er, at Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi, hvis formål er at aflive nationalstaterne. Således er en vigtig faktor bag den muslimske folkevandring til Vesteuropa EUs samarbejde med den arabiske verden.« Liberalisten Torben Mark Pedersen skrev i »180 grader« den 13. juni: »Lissabon-traktaten er på ingen måde et borgerligt-liberalt projekt. Tværtimod overføres endnu mere lovgivningskompetence til en overstatslig myndighed, og det fører til endnu mere overstatslig regulering på områder, som der ikke er nogen tvingende grund til at regulere på EU-niveau.« Han tilføjede, at han mener, EU er ved at bevæge sig i planøkonomisk retning på mange områder, og at den personlige frihed for borgerne begrænses.
Søren Pind har netop været ude med en melding om, at han finder, EU skal tone bureaukratiseringen, socialiseringen og centraliseringen ned. Billedet passer med, at SF på det sidste er blevet EU-positive, mens der er begyndt at være en vis tøven blandt eftertænksomme liberale og klassisk (Edmund Burke) konservative.
EU-projektet og især Lissabon-traktaten er indviklet. Strategisk kan det bruges til, at man elitært kan hævde, at et sådant projekt kan Maren i Kæret og Hr. Pedersen fra Ligustervænget virkelig ikke fatte, hvorfor de blot skal fortsætte med at klippe deres hække og passe deres arbejde – i stedet for at løbe til folkeafstemninger om komplicerede sager vedrørende deres lands fremtid – som de kloge i Bruxelles og Strasbourg nok skal finde ud af. Men er det ikke sådan, at de traktater/forfatninger, der er enkle og forståelige historisk set, har givet de bedste grundlag for gode, stabile og fredelige udviklinger med stærke retsstater og demokratier. Er indviklede, ufolkelige og uforståelige traktater gode grundlag for fremtidige samarbejder? Jeg mener, svaret er nej, og det er den almindelige irer også kommet frem til. Folkets fornuft vandt. En irer på gaden sagde til tv, at han stemte nej, for han forstod ikke traktaten og projektet. Logisk, man siger ikke ja til aftaler eller skriver under på noget, man ikke forstår og ikke kan overskue konsekvensen af. Det er ham, manden på gaden, der er klog. Men havde han nu pløjet sig igennem de mange sider og havde fået at vide, hvor det væsentlige stod, så ville han nok have set, at det drejer sig om at afskaffe de nationale demokratier, hvilket man ikke bør gøre uden at spørge borgerne ærligt og lige ud, om det er, hvad de ønsker.

Overdreven ensretning
Jeg mener, EU står for en overdreven voldsom ensretning, kontrol og regulering, som pakkes ind som værende nødvendig for at sikre frihandel og fri bevægelighed. På den måde bliver EU et organ, der står for en underlig blanding af planøkonomi/statsøkonomi og i visse tilfælde en særlig beskyttelse af visse brancher og kapitalinteresser. F.eks. taler EU meget om borgernes sundhed, men det er netop lykkedes den lobbyende tobaksindustri (og bønderne?) at få EU-parlamentet til at forlænge støtten til tobaksproducenterne med ikke mindre end 42 milliarder kroner! Man har derimod ikke ønsket at vedtage en lov, der stopper industriens tilsætning af afhængighedsskabende stoffer til cigaretterne, men det forbyder man de enkelte lande at måtte gøre, for det ville jo være en hindring for den frie handel. Afgørelsen overraskede nogle. Vi ser en slingrepolitik, der bedst forstås, hvis man er erfaren og magtfuld EU-lobbyist eller embedsmand/EU-jurist. I sig selv er det både sigende og bekymrende, at lobbyisme er så stor en faktor i EU. Det må jo være, fordi lobbyismen giver et resultat. Det juridiske apparat i EU er uhyggeligt hurtigt voksende og alt for magtfuldt samt politiserende. Alt sammen er tydelige tegn på, at demokratiet og magtfordelingen i EU har fejlet, at det går den forkerte vej.

Ned med tempoet
Tiden er til at sætte tempoet ned. I stedet for at presse en unaturlig, ensrettende, overstatslig mastodont frem, som hæmmer og begrænser de meget forskellige EU-lande, må vi indse, at større suverænitet, frihed og national forskellighed/diversitet vil gavne Europa og gøre EU stærk. Vi har brug for et smidigt og effektivt mellemstatsligt samarbejde baseret på selvstændige demokratier. Der bør sadles om. Hvis vi går ind for stærke suveræne nationer, som har et internationalt udsyn, og som er meget pro internationalt samarbejde, så giver det styrke. Det giver frihed, dynamik, bedre konkurrenceevne og økonomi samt mere demokrati og trivsel. EU-landene vil da stå bedre rustet til at klare sig i konkurrencen udadtil på verdensmarkedet i de kommende år. Lad os få mindre EU, men et mere velfungerende EU, der søger samarbejde uden frihedsbegrænsende ensrettende love og tiltag forklædt som nødvendige for at sikre frihandel.
EU bør ikke have mere af vores suverænitet her i Danmark, snarere mindre, og vi skal bestemt ikke af med forbeholdene. Demokratisk set og etisk set er det et svigt af format, at regeringen samt Socialdemokraterne og De Radikale ville forhindre danskerne i at få lov at stemme om Lissabon-traktaten. Formentlig er den nu sat på standby. En stor tak til Irland. Jeg har lyst til at trykke enhver irer, der stemte nej, varmt i hånden og takke ham eller hende.

Køge/Ringsted/ Roskilde og Frederiksborg Amts Avis 19.06.2008

Overdreven familieloyalitet, en af islamofobiens kilder

Så skal vi til det igen: Et hovedrystende familiemedlem der bedyrer, at hans terrormistænkte slægtning var blid som et lam, fulgte gamle damer og ællinger over vejen, og “bare gerne vil have et godt liv”. Vi kender dem efterhånden, disse hovedrystende familiemedlemmer og naboer der for udstrakt mikrofon garanterer for den anholdtes fortræffelige kvaliteter – man nægter at tro på at der blev fremstillet TATP i badekarret, og hvis der var noget måtte det være plantet af politiet, som aldrig glipper en chance til at mistænke uskyldige muslimer. Det er noget værre noget.

Nu er det et uforanderligt dogme, at enhver mistro til herboende muslimers hensigter – den såkaldte ‘islamofobi’ – har sit udspring i, og skal fjernes fra ved lovgivning og folkeopdragelse, danske hoveder. At visse muslimer der ved deres familie-, nabo-, eller klanloyalitet i strid med alle kendsgerninger hævder selv dømte forbryderes uskyld selv er medvirkende, stærkt endda, til opbyggelse er mistro, vil det først blive stuerent at påpege på den anden side af ragnarok. OBS: Vi får også en lille bonus i den opligatoriske ‘frygt’ for at dette vil føre til forfølgelse af muslimer. Jeg kan anbefale at lave en Google-søgning på “backlash against Muslims”, incl. anførselstegnene, der er et righoldigt udvalg af eksempler (LFPC).

Nyheden om, at tegneren Kurt Westergaard skulle kvæles med de bare næver, vælter ud fra fjernsynet i Loftis stue. Han sidder foran fladskærmen i den sorte lædersofa og lytter, mens han ryster opgivende på hovedet. Det er hans bror, nyheden handler om. Hans lillebror, som elskede at spille fodbold som barn, og som altid roste sin storebrors couscous, når de spiste sammen. […]

I går beskrev Nyhedsavisen, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har beviser, der kraftigt peger på, at Loftis bror og en anden tunesisk statsborger havde planlagt at dræbe tegneren. Dokumenterne afslører, at mændene havde undersøgt, hvor Westergaard boede, og om han havde hund. Det var beskrevet, at naboerne skulle overvåges, og at husets indretning skulle kendes. Og under en ransagning i den enes hjem fandt politiet to økser og en skarpladt pistol.

»Hvis PET har beviserne, hvorfor giver de dem så ikke til retten,« spørger den 46-årige og ser opgivende ud. […]

Han er ikke det mindste i tvivl om, at hans lillebror er offer for et komplot, der er sat i verden af PET.

»Hvis jeg mistænkte min bror bare en procent, så var det mig, der havde taget telefonen og ringet til PET. Min bror ville aldrig dræbe Kurt Westergaard,« siger Lofti med et vedholdende blik.[…]

Det er ikke fordi, han vil gemme sig. Han frygter ikke PET.

»De vil gerne have, at vi som muslimer bliver bange for dem. Men vi bliver aldrig bange,« siger han.

[…] Han frygter, at sagen får konsekvenser for alle muslimer i Danmark.

»I dag er det min bror, der bliver taget og anklaget uden en retssag. Men om ti år er det måske min datter. Det er alle muslimer, der bliver mistænkeliggjort, når tingene bliver gjort på den her måde,« siger han. […]

Han ler af, at der står i PETs bevismateriale, at hans bror på internettet har søgt på Kurt Westergaards navn. […]

»Jeg vil ikke mistænke nogen. Men jeg ved, at vi er en sund familie, der bare gerne vil have et godt liv i det land, som vi elsker«. Bror nægter at tro på mordplaner mod Westergaard