Ja, og ikke mindst på Uriasposten har der været det ene eksempel efter det andet på herboende akademikeres pinligheder og stråmænd der skulle gøre det ud for forskning. Gid en forsker (Stubager?) kunne abstrahere så meget fra sit eget bagland at han kunne forske i medløberi, flokmentalitet, og implicit gruppepres blandt akademikere og forskere.

http://www.kvinfo.dk/side/634/action/2/vis/203/

…Er verden virkelig så entydig og objektivt bestemmelig, at konservativ dissens i forskermiljøerne bare udelukker sig selv? Selvfølgelig er den ikke det. Der er, som jeg sagde, også såre menneskelige svagheder som bestemmer konformiteten blandt de veluddannede…’

Jeg er meget enig i dine synspunkter. Der er en afgrund til forskel på en konstrueret idealtilstand og realtilstanden.

Må jeg oven i købet være så provokatorisk fri at påstå, at veluddannede bliver mindre og mindre troværdige i spørgsmål, som angår os alle, jo højere uddannelse de kan bryste sig af. Det kommer af specialiseringen, de dyrker.

Dette at drage betydningsfuld lære af livet kaldet livserfaring opnås pr. automatik ikke på universiteter og andre videregående læreanstalter. Studiet sætter tværtimod modningsprocessen i stå til fordel for studiet og specialet og fundamentale erkendelser går tabt i de år, hvor de skulle annammes eller de var der slet ikke hos personen som option. Erstatningen for livserfaring og omverdensforståelse ser man i universitetsmiljøer massivt udtrykt i intolerant konform tro på én massivt dominerende højtflyvende ideal verdenskonstruktion.

Uanset hvor intelligent en position, man magter at indtage, kræver det modenhed at skelne. Højt begavede og universitetsuddannede har altid valgt side også i det tyvende århundrede – nogle for Hitler andre for Stalin. Om modenhed var der ikke tale. Valgene var forkerte og hvilede på konstruktioner som erstatning for fundamentale erkendelser. Multikulturalismen er en tredje erstatningskonstruktion for fravær af modenhed og indsigt.

Morten Uhrskov Jensen har meget præcist og til sin forbløffelse opdaget, at livserfaringen og fri debat oftere er til stede i skurvogne end blandt eliten, som i alt for høj grad bliver hængende i fastlåste studentikose idealstatsforestillinger livet igennem.

Derfor kan jeg heller ikke fæste lid til Rune uanset hans videnskabelige analyseapparat, som kan være nok så fejlfrit. Rune undersøger jo noget, ingen plejer at beskæftige sig med her. At finde ud af, hvad andre allerede har regnet ud, som er lidt spild af tid. Det er for eksempel ikke så svært at regne ud at rygere generelt hoster mere end ikke-rygere, eller at gamle generelt er mere gangbesværede end unge. Det er heller ikke svært at regne ud, at jo tættere man kommer kampen om det daglige brød, desto mindre er overskuddet og tolerancen. Når det kommer til tolerance over for indvandrere med totalitære tilbøjeligheder er veluddannede selvfølgelig også langt mere tolerante end resten af befolkningen. Det er de, fordi deres personlighedsudvikling halter bagefter den øvrige befolknings.
De veluddannede er kloge på deres fag. Befolkningen er klogere på livet. Derfor frygter de veluddannede ikke totalitære strømninger, men dyrker dem og tror på dem og forsvarer dem.

Med vnlig hilsen
Emeritus.

“I virkeligheden findes der ret så autoritære motiver for libertære tanker og omvendt.”

Nemlig.

Fordi de drejer sig ikke bare om at være autoritær og libertær, det drejer sig om at man er autoritær og libertær på forskellige måder.

Det lugter lidt af det manichæiske verdenssyn, der er vores klodes mare.
Hvor alt deles op i toheder, godt og ondt, højre og venstre, lys og mørke.

I virkeligheden findes der ret så autoritære motiver for libertære tanker og omvendt.

“Tyngden i holdningerne på indvandringsområdet drives af autoritære-libertære værdier, indenfor hvilke modstanden mod indvandring er en modstand mod indvandrere som fremmede og dermed normbrydere”

Hold da op, hvis man skulle være bange for forandringer i sig selv, så skulle man være bange for sine børn – de vil forandringer hele tiden og de laver forandringer – uden at forældrene skræmmes.

“…jeg kan som forsker kun fremlægge resultatet af mine analyser…”

Det lyder som om forskeren gør sig selv til en maskine. Men selv en forsker er ikke en maskine.

Jeg er klar over at alle overordnede katagorier vil være mangelfulde, men jeg er omvendt af den mening at disse to er ekstra mangelfulde.

Min argumentation derfor, går som følgende:

I en hvis forstand kan alle mennesker betragtes som autoritære og libertære. Altså det enkelte menneske er generelt både autoritært og libertært.

F.eks dækker del flestes tolerance for andre normer, en lang række fremmede normer, såsom Buddhistisk religiøsitet, klædedragt, musikalske, Det fremmede betragtes som regel som noget spændende.
Ligeledes accepteres andre seksuelle normer.
Omvendt findes der blandt andet, blandt veluddannede, en høj modvilje mod den nuværende regering og DF. Altså, noget man godt kunne kalde en meget dogmatisk – for den hviler sjældent på et analytisk grundlag – og en lige så autoritær modstand, blot med et andet autoritært udgangspunt, aká modstand mod en bestemt ideologis autoritet. I virkeligheden er vores samfund nok nærmere autoritært i kraft af, at vi som flertal lader andre om at tænke, men det gælder både den libertære og autoritære lejr, man lader andre om at tænke og følger dem.
Når vi taler om normbrud, så kan vi ikke blot betragte et normbrud som mere normbrud end noget andet og kalde modstanderne af et normbrud for libertære og modstanderne af et andet for autoritære, kan vi?
Desuden vil de fleste nok være enige om at kriminalitet er et normbrud, af en karakter man ikke kan bifalde i et samfund, al lovgivning, statsmagt og udøvelse af denne er i så fald autoritær med det absolutte flertals støtte.

Når man siger, at veluddannede bør tænke således og lavt uddannede bør tænke således, så skaber man også et gruppepres og nogle inklusions og eksklusionskriterier som man i sin selvopfattelses heliige navn bør følge.
I virkeligheden er der i begge tilfælde normer på spil.

I virkeligheden er den libertære ånd stærk hos alle, man accepterer generelt stor variation i normer og kultus.

Når man ikke kan acceptere indvandring, findes der rigeligt af forklaringer på det, disse kan kun afdækkes ved dybdegående interviews af store populationer.

Jeg tror personligt den vigtigste forklaringsmodel skal ses i det økonomiske og sociale.
Vi har over 1 million danskere med en indkomst under 125000 om året, det er dem som kommer betale for indvandringen, de får sværere ved at finde billige boliger, de bliver presset på lønnen og muligheden for at få arbejde, de ser at deres beskyttelse bliver mindre, de oplever presset på det offentlige, de bor i de ghettoer, eller tæt på hvor integrationsproblemerne bogstavelig talt står i flammer, deres børn går i de skoler som lider under den fejlslagne integration.
De har ikke råd til at bo i villakvarter og sende deres børn på privatskole, ergo har de ikke råd til at følge den veluddannede elite på nogen som helst planer.

Problemet med indvandringen er også synonym med et problem med islam. Det er nok nærmere en libertær ånds problem med en patriarkalsk og autoritært, ja totalitær ideologi.
Det ville være absurd, at hævde, at det er autoritær tankegangs problem med en libertær ideologi.

Der rettes kritik mod indvandringen på dette grundlag, når der rettes kritik mod indvandring af ikkemuslimer, er grunden som regel økonomisk, at f.eks. polakkere i virkeligheden fungerere som lønpressere, for de går ofte under mindsteløn.

Skal man analysere et problem, skal man have den rette italesættelse, eller så nøjagtig som virkeligheden anarkistiske kræfter muliggør.
To kategorier som diskursiv ramme for 5 millioners menneskers sentimenter, vil i mine øjne altid være meget utilstrækkelig.

Men nu er jeg ikke bekendt med de nærmere spørgsmål, eller holdningsundersøgelser, der danner baggrunden for katogoriseringen.
Men jeg synes ikke umiddelbart samlingen i de to kategorier kan yde virkeligheden nogen som helst retfærdighed.

“Men som jeg udtalte til journalisten, så holder den generelle tendens altså stadigvæk: Der er relativt set meget få højtuddannede, der stemmer på partiet. Det kan man synes om eller lade være; jeg kan som forsker kun fremlægge resultatet af mine analyser, og det er altså på dette punkt meget klart.”

De evt. kendsgeringer har jeg ikke noget imod. Personligt stemmer jeg ikke efter hvilke vælgere et parti har, men efter hvilken politik et parti har.