Du mener det næststørste parti ved valget 2005 og det kommende største parti, tror jeg.

Det var da utroligt som den Svenske elite bæver ved tanken om, at SD måske kommer ind i Riksdagen med en 4-5 procent af stemmerne. Og hva’ så hvis SD gjorde?? Det betyder jo ingenting. Elitens multikulturelle projekt er alligevel en realitet, og det er irreversibelt. Det homogene og stabile Sverige man kendte for bare en generation siden er definitivt forsvundet, og det kan et SD i Riksdagen ikke ændre på. Iøvrigt viser de samme meningsmålinger, at Sveriges næste statsminister hedder Mona Sahlin. Så hvad er problemet for disse journalister og kommentatorer??

Hvad der er en langt mere interessant diskussion er hvordan Sveriges nabolande i fremtiden skal forholde sig til dette nye og knap så stabile Sverige. Hvordan bliver det fremtidige nodrdiske samarbejde?? Skal eksempelvis den Nordiske pasunion bestå?? Hvordan vil dette ny Sverige orientere sig rent udenrigspolitisk?? Dette nye og totalt forandrede Sverige rejser faktisk mange interessante spørgsmål for mig som borger i et naboland, og jeg kan ikke lade være med at undre lidt over om de Danske politikere overhovedet gør sig nogle tanker om denne nye situation i Norden. Jeg har foreløbig kun hørt Søren Espersen udtale sig om emnet.

Klimadebatten er ekstremt blæst op og det er hele sundheds- og frelse-industrien også. Atter (for det gjorde vi også i 1970′erne og i starten af 1980′erne) ser vi repræsentanter fra frelse- og nypuritanske og frygtakkumulerende organisationer som f.eks. NOA gå i medierne og fortæller os at vi skal lade være med at spise kød for køer ødelægger vores jord og vores klima! Altid viser de kære selvbestaltede frelsere hvor bange vi skal være og for hvad vi skal være bange. Og de får i rigelige mængder lov til at bruge diverse medier som papkasse at stå op på.

Der snakkes så meget om fobier i disse her år. Jeg mener at politikere, forskellige medier og puritanske frelse-organisationer skaber og spreder frygt i befolkningen, med alt det (mener de) der er lige op over med at kunne eksistere. Små børn indoktrineres med frygt for klima, dyr og mad. Jeg finder det perverst og udtryk for stor frygt for at leve. Det er en helt klar tendens i tiden at der skabes frygt en masse for dyr, kød, bakterier, kropslighed, alkohol, tobak og endda for fornuft.

Men bringes religiøs fanatisme og terrorisme på banen som debatemne og som samfundsproblem som Wilders gjorde, så nægter man at tale om det. Udover altså at man sviner budbringeren til.

Det har jeg tænkt på mange gange, for klimaforandringsskræk fylder uforholdsmæssigt meget i diverse medier. En bekvem debat for journalister. Alle kan kun være enige om at der skal gøres noget. Spørgsmålet er bare hvad.

Klimadebatten er næsten totalt renset for risiko for at nogen kan blive fornærmet og krænket på f.eks. religiøse følelser. Måske det er derfor klimadebatten får lov til at fylde så uforholdsmæssigt meget på både TV og aviser. Klimadebatten er et rigtig godt, lettere lammende og moraliserende og bekvemt multikultur debatemne. Klima handler bekvemt ikke om æresdrab, religiøs undertrykkelse af kvinder, kønsapartheid, halal slagtning, angreb på og mistænkeliggørelse af vores demokrati og frihedsrettigheder.

Klimadebatten er på en måde lidt som orkesteret på Titanic. Lad os spille og lukke øjnene for det der sker omkring os. Lad os få en smuk død; en smuk kultur-død.

Politikere og journalister kan putte sig i og med klimadebatten. Holde andre og mindst lige så presserende problemer væk fra sendefladen og debatten især i prime time.

Holde sig for øjne, øre og mund med klimadebat.

Hvad der tabes på gyngerne må tjenes på karrusellerne.

Skidt da være med ofre for islamisme og islamisterne?