30
jun
Seneste opdatering: 1/7-08 kl. 0259
15 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Den Kongelige Livgardes og Danmarks største – 50.000 mænd og kvinder – prægede bybilledet i København i eftermiddags inden stormiddagen i Bella Centret i aften. Meget sønderjydsk hørtes i vrimlen. Her er det jubilarerne fra 1958 holdet (foto © Snaphanen, klik f. helbillede)

Officer: »Sveriges vej mod katastrofen«

Det sönderslitna Libanon på 1980-talet – och Sverige på 2000-talet. Kontrasterna kunde inte vara större – eller?  Före detta FN-officeren Anders Lugn listar sex oroande tecken i Libanon som kan skönjas också i vårt till synes trygga mellanmjölksland.

“I mitten av 80-talet arbetade jag som kapten i den internationella FN-styrkan i Libanon. Därefter var jag många gånger i detta underbara land, sönderslitet av så många inbördes strider. Hur är det möjligt att ett så fantastiskt land med så många goda människor kan begå detta kollektiva självmord?  Jag kunde hitta sex förhållanden som skapade förutsättningar för den libanesiska undergången:

1. Svaga gemensamma nationella värderingar.

2. Svag nationell krigsmakt.

3. Svag nationell polismakt.

4. Extremt god tillgång till vapen.

5. Stor tillgång till droger – alkohol till kristna, hasch till muslimer.

6. Känsla av vanmakt i befolkningen: ”det är ingen idé att kämpa för ett bättre liv… fogdarna tar ändå det jag skrapar ihop”.

Hemma i Sverige inser jag sakta men obehaglig säkert att just dessa faktorer i stigande utsträckning gäller även oss. En och annan i bekantskapskretsen har satt mellanmjölken i vrångstrupen när jag hävdat dessa teser, men låt oss granska dem sakligt……:”

Anders Lugn: ” Sveriges väg mot katastrof” – pletvis dukker der ædruelig erkendelse af fare op i svenske medier. Ikke  alle  sover. Men den politiske elite vil ikke vågne og  vælgerne  har ikke villet forstyrre deres søvn. Det er  en behandlingskrævende, men uerkendt  psykologisk tilstand. Man skal være varsom med at spå 15-50 år ud ifremtiden, men en Malmøbo kommenterer artiklen således: “Här i Malmö talar folk om NÄR inbördeskriget startar, inte om.” Kun en anelse  mere  diplomatisk siger Lars Berglund, docent i kunsthistorie:  “Detta är förste gången i världshistorien som en demokratisk vald regering tvingar sit eget folk at bekosta sin egen kolonisering“.  Givet er det, at den forfærdelige mulighed i disse år gives sin chance og den er ikke vedhæftet nogen fortrydelsesklausul.

Generalkonsul Ingmar Karlsson: “Gerillakrig i våra ghettoiserade storstadsförorter”

En af de største gåder for mig er hvordan nogle mennesker tilsyneladende har aflært sig tidligere viden, og nu handler på en måde der kun kan opfattes som destruktiv, for samfundet i almindelighed og for deres egne umiddelbare efterkommere i særdeleshed. Således bugner Infomedia med vidnesbyrd om hvad jeg kalder Birthe Rønn Hornbech 1.0, som absolut ingen illusioner havde om det muhamedanske trossystems fortræffeligheder. For den svenske elites vedkommende er gåden så meget desto større, fordi der her tilsyneladende er mennesker der vitterligt tror på den multikulturelle utopi, hvor transvestitten græsser ved siden af imamen; disse centralt placerede personer som f. eks. Mona Sahlin, må have adgang til langt mere indgående viden om multikulturens pris i menneskelige og økonomiske termer, end vi her har – og alligevel går hun det ene øjeblik til knulla-parade, for det næste at iføre sig tørklæde og gå hen i moskeen. Her et helt konkret eksempel fra den svenske generalkonsul i Istanbul Ingmar Karlsson 1993, fra debatten på Exilen om Lugns advarsler:

[…] När det “bara” fanns mellan 60 000 och 70 000 muslimer i landet (idag finns det närmare 500 000) så skrev Ingmar Karlsson (1) boken. “Islam och Europa – samlevnad eller konfrontation” i ett avsnitt som handlar om Islam i Sverige skrev han redan 1993…

“Om integrationen däremot misslyckas och invandrarna med muslimsk bakgrund känner sig satta under religiöst förmynderi, ghettoiserade och socialt marginaliserade med fortsatta arbetslöshetssiffror på över 50 % måste vi räkna med att underjordiska fundamentalistiska koranskolor kommer att växa fram i våra invandrarförorter med lärare som manar till kamp med alla medel mot vad de betraktar som ett svenskt förtryckarsamhälle”

“Går utvecklingen dithän måste vi räkna med att militanta muslimska organisationer kommer att sträva efter att hos oss föra sin kamp mot den västvärld som de betraktar som inkarnationen av all ondska. Ett “heligt krig” kan då fortare än vi anar bli en realitet i Västeuropa men inte i en form av en militär kraftmätning mellan väst och den islamiska världen utan som ett gerillakrig i våra ghettoiserade storstadsförorter.” […]

Blogredaktøren er langt bedre inde i de svenske forhold end undertegnede, så han kan evt. perspektivere Karlssons placering i det multikulturelle hierarki (LFPC).

Uriasposten og Hodja “yderliggående” – hvad med Snaphanen?

Da jeg først skimmede ned over kronikken fra Politiken troede jeg umiddelbart, at der var tale om et af de velkendte stykker enfoldig journalist-spam som de her excellerer i: Nedladende i sprogbrugen, de onde udpeget med pædagogisk pegepind, og shaming alene ved brug af insinuerende ordvalg – “yderliggående”, “velsagtens for at tiltrække højreorienterede sydfra” – ikke ved påpegning af hvad der rent faktisk siges eller menes, og hvori det “yderliggående” skulle bestå. Men nej, ophavet er cremen af den danske akademikerstand, og bekræfter hvad jeg før har fremhævet – høj som lav på den islamapologetiske fløj bruger de samme retoriske virkemidler mod modstanderne, os.

Jeg er helt sikker på at disse melodramatiske sikkerhedsforanstaltninger var ganske overflødige, i hvert fald hvad angår deltagerne på disse blogs (samt Snaphanen). Mon ikke godt man kan antage, at hemmelighedskræmmeriet ikke skyldtes frygt for kronragede tyske neanderthalere, men for pinlig opmærksomhed fra medierne? Mon ikke godt arrangørerne har vidst, at de fleste danskere ville føle afsky ved enhver tanke om sharia, og ved akademisk legitimering af spørgsmålet?

Jeg kunne måske have fundet på at stille mig op uden for indgangen med diverse ubehagelige farvefotos af livet (og døden) under sharia, hvilket næppe ville kalde på bevogtning fra PET … men denne angivelige paranoia som dette udstiller, kan ikke camouflere virkeligheden i Danmark og Europa anno 2008: Her er det arrangementer med folk som Wilders og Hirsi Ali som kræver topprofessionel beskyttelse med metaldetektor og forhåndsgodkendelse. Det er Naser Khader og Pia Kjærsgaard der må beskyttes i det daglige, ikke medløbere blandt akademikerstanden. Ligesom det faktum, at befolkningsbevægelserne foregår fra muslimske lande mod vores lande, og ikke den modsatte vej, så er denne iøjnefaldende forskel på hvem der har beskyttelse behov en af de sigende, men oftest oversete, kendsgerninger der bør trækkes frem igen og igen (LFPC).

Nogle yderliggående højreorienterede havde fået fat i planen på et tidligt tidspunkt. De mente, at Juridisk Institut på Aarhus Universitet konspirerede om at afskaffe dansk ret og erstatte den med sharia. Intet mindre! Her havde de højreorienterede en sag, de kunne profilere sig på. ‘Uriasposten’ på internettet havde hurtigt 68 hadefulde indlæg, og på Hodjas Blog så man en halshugning ud for navnene på seminarets oplægsholdere.

De ophidsede på nettet var slet ikke interesseret i at diskutere sharia og dansk ret. De ville forhindre, at man overhovedet talte om det emne på universitetet. Og de havde oversat programmet til tysk, velsagtens for at tiltrække højreorienterede sydfra. Seminaret kunne ikke gennemføres uden ballade. Ledelsen besluttede at lade Politiets Efterretningstjeneste foretage en sikkerhedsvurdering. Og desuden at gøre seminaret lukket for alle andre end de inviterede. Jens Jørgen Viuff, antropolog og advokat, og Helmuth Schledermann, tidl. lektor i retshistorie, Aarhus Universitet: Islamisk ret som reservat – Hodja´s blogpost kan ses her.

Beklager, så skal vi til det igen: “Dansk kvinde dræbt i Pakistan”?

Tiden for fintfølenhed er slut. Tiden hvor ubehagelige, personlige tragedier med store samfundsmæssige implikationer ikke må diskuteres kritisk er rindet ud. Vi står i et vadested, samfundet er polariseret over dette spørgsmål i en grad jeg aldrig har oplevet noget spørgsmål dele danskerne før. Vi taler om en tid hvor blot en annonce med en burkaklædt dommer afføder nazi-anklager mod Dansk Folkeparti – ergo er der ingen nedre grænse for hvad der kan bruges som påstand om uanstændighed og ikke-stuerenhed. Vi må sige tingene ligeud, og Viuff, Schledermann og meningsfæller kan ikke gøre så meget i denne forbindelse. Alt sammen for at sige –

Tragedien sætter endnu engang spørgsmålet om hvad der udgør danskhed i fokus. Her er “danskfødt kvinde med pakistansk baggrund” i teksten ubesværet blevet til slet og ret “dansk” i overskriften. Dræbt af svoger – dansk? Æresdrab – dansk? Ikke havde fulgt hans ordrer – dansk? Boet i en pakistansk landsby i de seneste tre år – dansk? Hvad er det egentlig der forener os som folk, hvad er det der udgør danskhed? (LFPC)

En 31-årig dansk mor er blevet skudt og dræbt af sin svoger i Pakistan, mens hendes mand befandt sig i Danmark. Det skriver Berlingske Tidende tirsdag.Ifølge avisens oplysninger har svogeren tilstået drabet som et såkaldt “æresdrab”, fordi hun ikke havde fulgt hans ordrer. Han og tre andre fra kvindens svigerfamilie er varetægtsfængslet i Pakistan.

I en pakistansk politirapport, som Berlingske Tidende er i besiddelse af, beskriver den dræbtes far, at hun har boet hos sin svigerfamilie i landsbyen Kharian i de seneste tre år. De behandlede hende “modbydeligt”, fordi hun ikke kunne få flere børn. […] /ritzau/ Dansk kvinde dræbt i Pakistan

Iran: Måske kun et år fra atombomben

En mere klokkeklar situation som burde få de kulturradikale og venstrefløjen til at overveje hvor deres loyalitet ligger findes næppe. Overvejelserne kommer næppe på denne side af en ufattelig katastrofe, for de gode og anstændige er, for at citere Pink Floyds The Wall, “sitting in a bunker, here behind my wall”. De kan ikke nås, for her og nu er det de rene hænder der er altafgørende.

De overvejelser de burde gøre sig ville gå på, om antiamerikanisme og anti-israelisme, og FN-resolutioner om ‘lovlig’ eller ‘ulovlig’ krig, skal være bestemmende, når verden efter et Iran der er blevet atombevæbnet vil være forandret for altid. Vil de kulturradikale og venstrefløjen bryde sig om at skulle leve med truslen fra iransk atomar blackmail mod europæiske byer? Og hvis de så accepterer at komme under en amerikansk atomparaply, har de så ikke erklæret sig selv moralsk fallit? Hvornår skulle der i givet fald handles, hvem skal tvivlen komme tilgode, skal vi stiltiende acceptere, at Israel gør det beskidte arbejde? Svarene blæser i vinden (LFPC).

Shabtai Shavit, an influential adviser to the Israeli parliament’s defence and foreign affairs committee, told The Sunday Telegraph that time was running out to prevent Iran’s leaders getting the bomb. Mr Shavit, who retired from the Israeli intelligence agency in 1996, warned that he had no doubt Iran intended to use a nuclear weapon once it had the capability, and that Israel must conduct itself accordingly. “The time that is left to be ready is getting shorter all the time,” he said in an interview. […] The “worst-case scenario, he said, is that Iran may have a nuclear weapon within “somewhere around a year”. […]

They apparently fear that the chances of winning American approval for an air attack will be drastically reduced if the Democratic nominee wins the election. Mr Obama advocates talks with the regime in Tehran rather than military action. That view was echoed by Mr Shavit, who said: “If [Republican candidate John] McCain gets elected, he could really easily make a decision to go for it. If it’s Obama: no. My prediction is that he won’t go for it, at least not in his first term in the White House.” […]

“When it comes to decisions that have to do with our national security and our own survival, at best we may update the Americans that we are intending or planning or going to do something. It’s not a precondition, [getting] an American agreement,” he said. Israel has a year to stop Iran bomb, warns ex-spy

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Tobias

    Snaphanen er for intellektuel. Derfor tør de ikke karakterisere Snaphanen som yderligtgående.

  • Det mener du virkelig ? 🙂

    Jeg vil citere en gammel ven, der blev en berømt maler og billedhugger, men knapt havde gået i skole, og blev smidt ud fra Akademiet : “Jeg er ikke intellektuel, men jeg er heller ikke dum”.

    Man kunne jo også sige – intellektuel har fået en lidt dubiøs klang efterhånden ? – Hodja post er rakt på sak” men ikke over stregen, synes jeg

    En Århushistorie ?

    http://hodja.wordpress.com/2008/04/29/en-arhushistorie/

  • Bæk-Simonsen og “salatskålen” – ja, go’daw do.

    Og hvad med denne passus:

    “Så har de to højrefløje det lettere. Yderliggående islamister kan hævde, at muslimsk liv er helt uforeneligt med vestlige ideer. Og Dansk Folkeparti kan hævde det samme. Disse fløje forstærker hinanden – medens venstrefløj og socialliberale er forvirrede og splittede.”

    Det to højrefløje? Man er altså pr. definition medlem af DF hvis man er imod Islam? Hvad er man så, hvis man samtidig er imod kommunisme, nazisme, falangisme, Mugabe-isme?

    Desuden er DF ikke højreorienteret, hvilket enhver med den mindste forstand på arbejdsmarkedsforhold og økonomi burde være pinligt klar over. DF er nærmest Socialdemokratiet med en anden holdning til indvandring. S HAR ingen holdning – deres meninger styres som SF’s af, hvor de kan kuppe flest stemmer fra regeringen. Resten er man ligeglade med.

    Den artikel er en stor stråmand.

  • Hvad angår det intellektuelle står Uriasposten vist heller ikke tilbage for os. Kim præsterer her noget grundig kildekritik og analyse som vi plejer at overlade til forfatterne af de artikler vi citerer 🙂 . Citatet jeg bragte fra kronikken i Politiken ville jeg som nævnt ikke umiddelbart have betegnet som akademisk, men snarere som et stykke pinligt skrivearbejde af en der måske var i erhvervspraktik på Politiken. De benytter den her primitive form for shaming, hvor gentagelse af løgne gradvist opbygger en etableret konsensus – Uriasposten er rabiat højreorienteret, Lars Hedegaard er stærkt højreorienteret og laver ikke andet end at svine muslimer til, Wilders er også højreorienteret eller -ekstremist, osv. Prøver man at kigge tilbage, er det kun undtagelsesvis at nogen forsøger sig med faktuel kritik. ‘Kritikken’ af Fitna handlede stort set kun om filmens mangel på kunstnerisk værdi, eller om Wilders’ intentioner, ikke om den virkelighed den dokumenterede.

    Disse to tågehorn her har heller ikke noget at komme efter mht. de andre blogs.

  • Nu har jeg kigget på historien hos Hodja. Når de to skriver “på Hodjas Blog så man en halshugning ud for navnene på seminarets oplægsholdere”, bliver Hodjas illustration af hvad sharia også er gjort til en dødstrussel mod konferencedeltagerne. Sikke en plat og underlødig måde at glide af på. Ren manipulation.

  • Johansen

    Snaphanen er absolut ikke for intellektuel – og godt for det.

    Politiken-segmentet har ganske enkelt bare overset Snaphanen i deres udskamning af politisk ukorrekte blogs. De har ikke læst på lektien som sædvanligt! Business as usual fra den kant.

    De “pæne” mennesker VIL ikke forholde sig til islamiseringens konsekvenser for Europa.
    Det er derfor nemmere at angribe de blogs/mennesker, som tager islamiseringen alvorligt og rent faktisk på hæderlig vis oplyser og fører en lødig debat desangående. Og budbringeren skal partout have tæsk, så skidt med det vigtige budskab. Ad hominem argumenter synes at være herskende konsensus overfor islam-kritikere hos pænheden.

    En stor tak til Snaphanens lødige oplysning skal lyde herfra 😉

  • Åh, det lettede. Tak !

    Det var faktisk mig der serverede “Århus-sahria-historien” for Hodja og Urias – nu de slår deres folder derovre, og jeg ikke gør. Jeg kunne jo ikke vide at vi derved gik glip af at komme i Politikens og Viuf-Scheldermans sorte bog. Sat……… og Hel…..de !

  • Vivi Andersen

    Steen –

    tag du det bare helt roligt !

    Pyr være med de 2 nævnte – for Snaphanen har helt sikkert PETs bevågenhed!

    Jeg må tilstå, jeg er noget videre overrasket over at bl.a min kommentar, som indledte kommentarrækken på Uriasposten, dengang Kim skrev om det kommende møde i Århus, skulle være fuld af had.

    Men sådan er der så meget man efterhånden ikke forstår, hvis man ikke behersker Nysprog.

  • PETs bevågenhed! – det ville sgu være spild af kostbar tid. Men jeg ser dem jo ikke helt sjældent, så jeg skal huske at spørge. Jeg kan vel også luske det ud af en bombehund med et kødben ? 🙂

  • JensH

    @LFPC

    “samfundet er polariseret over dette spørgsmål i en grad jeg aldrig har oplevet noget spørgsmål dele danskerne før.”

    Det må være fordi du ikke er gammel nok til at kunne huske 1980’ernes fodnote-politik. Den delte virkelig befolkningen i to næsten lige store grupper, (med en lille overvægt til Sovjet-appeaserne). Udlændingepolitiken og islam deler ikke på samme måde befolkningen. Der er et stort flertal som støtter den stramme udlændigepolitik, og ligeså er der et stort flertal mod en islamisering af det Danske samfund. I ‘the chattering classes’ er holdningerne til disse spørgsmål nok mere hældende mod det Radikale Venstre og Venstrefløjen, og det er selvfølgelig et problem, at nogle mindretals-synspunkter får så stor vægt i den offentlige debat, men disse ting skiller ikke den Danske befolkning på samme måde som fodnote-politiken. Jeg tror simpelthen ikke, at udlændinge-politiken giver anledning til det samme antal hadske skænderier til familie-frokosterne, som fodnote-politiken i sin tid gav anledning til.

  • Der må jeg sige at jeg oplever det lige modsat. Jeg husker udmærket fodnoteperioden, som for mig slet ikke var noget der delte folk i en grad at tidligere venskaber røg, osv. Dette var jo ikke et spørgsmål om det ‘nære’, om ‘anstændighed’, om ‘dæmonisering’ af ofre. Det var et livsvigtigt enten-eller spørgsmål, men i og med at det handlede om en hypotetisk situation – atomkrig eller ikke – greb det ikke på samme måde ind i det daglige og almenmenneskelige. Jeg vil ikke afvise at min oplevelse også har at gøre med at jeg befandt mig i et (i større eller mindre grad) venstreorienteret miljø, hvor der var almindelig enighed om at ‘de der atomraketter, det er da noget værre noget, sådan noget siger vi da nej til’, men jeg oplevede altså overhovedet ikke polariseringen i det daglige. Jeg kan faktisk overhovedet ikke huske markante pro-amerikanske grupper i det danske samfund – måske der var folk der stiltiende gik ind for opstillingen af missilerne, men jeg oplevede ikke en markant fløj der stod for dette.

    For the record, i starten var jeg helt på modstandernes side, men jeg mistede engagementet fuldstændigt da det kom til at handle om skænderier om hvorvidt legepladser eller bydele skulle erklæres ‘atomvåbenfrie zoner’. Så kunne jeg ikke tage det alvorligt længere.

    “Der er et stort flertal som støtter den stramme udlændigepolitik, og ligeså er der et stort flertal mod en islamisering af det Danske samfund”.

    Jeg er ikke enig i denne opstilling af modsætninger. Langt de fleste der støtter den stramme udlændingepolitik vil opfatte sådan nogle som os der taler om “islamisering” som gak-gak ekstremister. Tilslutning til stramningerne handler for langt de flestes vedkommende om harme over nogle åbenlyst urimelige forhold her og nu. Hvis der virkelig var bekymring for fremskridende islamisering ville der også blive slået til lyd for mere vidtgående indgreb, for de rent kosmetiske tiltag som 24-års reglen batter jo absolut intet i forhold til demografien, ghettodannelserne, eller imamer der prædiker ikke-assimilation. Jeg vil påstå at langt, langt de fleste mener at symbolske stramninger er godt nok – det sender et signal.

  • JensH

    @LFPC

    “Jeg kan faktisk overhovedet ikke huske markante pro-amerikanske grupper i det danske samfund”

    Hvis du havde kigget lidt ud over det “venstreorienterede miljø du befandt dig i”, for vi var der. Men vi har nok oplevet perioden meget forskelligt. Jeg kommer ud af et borgerligt miljø, og der var denne ulyksglaige fodnote-politik virkelig forhadt, ja, vel nærmest set som landsforræderi, (det sidste var specielt om Soc. som havde skiftet fuldstændig holdning et par måneder efter de var kommet i opposistion i 1982). Og os der var lodret imod denne politik benyttede enhver lejlighed til at gå i klinsch med tilhængerne. Det husker jeg bl.a. fra min kollegie-tid, hvor os der var imod, (og vi trods alt en del), vel nærmest må beskrives som ‘aggressive’ mht. at ‘udfordere’ tilhængere.

    I det hele taget så var det min opfattelse, at ‘fodnote-folket’ var i defensiven blandt os unge studerende i 1980’erne, mens jeg mest opfattede ‘freds’-bevægelsen som en videreførelse af 1960’er og 1970’er generationernes politiske aktivisme. Jeg mindes ikke, at have kendt ret mange unge som var aktive i denne ‘fred-på-Sovjets-betingelser-bevægelse’. Jeg kendte mange unge der stemte SF, men det var en anderledes venstreorienterethed end den der havde været i 1970’erne, (med al dens aktivisme). I 1980’erne stemte unge SF fordi på grund af eksempelvis at de ønskede flere bevillinger til sundhedssektoren, plejesektoren eller socialsektoren, men var ellers ikke specielt politiske, og da slet ikke aktive.

    Men i og med at du hovedsagligt kom i venstreorienterede miljøer, at hovedparten af medie-folk, kulturfolk, eksperter ect støttede politiken samt at politiken rent faktisk blev gennemført, har nok betydet, at du ikke har haft de samme ‘intense følelser’ omkring fodnote-politkken somn os der var imod. For os der var imod ligger den stadig i baghovedet, og den dukker lynhurtigt op når eksempelvis en Vestager begynder at appease for islamisterne, som hun gjorde efter bomben mod den Danske ambassade i Parkistan. Det er hvad jeg (og andre) vil kalde ‘fodnote-mentatilitet’

  • JensH

    @LFPC

    Bare lige en sidste bemærkning om fodnote-tiden: Jo, der var tale om “dæmoniosering”. Modstandere af fodnote-politiken blev konstant omtalt som “krigsliderlige”, “primitive koldkrigere” og “McCarthyister”. Den sidste betegnelse var en der blev brugt hvis man kritiserede undertrykkelsen i Sovjet.

    Men du skriver også:

    “Hvis der virkelig var bekymring for fremskridende islamisering ville der også blive slået til lyd for mere vidtgående indgreb”

    Hvis den brede befolkning kendte til omfanget af den islamisering der har fundet sted, og den daglige kamp islamsiterne og deres apologeter fører for at vinde yderligere indpas for denne ‘religion’, er jeg nu nok sikker på de fleste gerne vil have sig frabedt mere.

    Vi så da islamisk hoved-beklædning for kvindelige dommere kom op. Ganske vist hylede størsteparten af ‘the chattering classess’ op om diskrimination og rascisme, men menningsmålingerne viste, at et stort flertal var for et forbud.

    Når sådan nogle som os bliver opfattet som “gak-gak ekstremister” mht. islam, så skyldes det at vi herinde i blogsfæren får ‘fremtidens Europa’ præsenteret råt for usødet i en særdeles koncentreret form. Dag efter dag. Så meget går Hr. og Fru Jensen altså heller ikke op i politik og samfundsudviklingen, og de får kun præsenteret det i meget små doser med store mellerum. F.eks. læser de måske en uge i lokalavisen at en eller anden svømmehal i deres kommune har indført specielle åbningstider for muslimer. Måske de inderst inde ikke bryder sig om dette, men isoleret set er det jo trods alt ‘no big deal’, og da slet ikke noget der gør de føler hele samfundet er ved at blive islamiseret.

    Dertil kommer, at selvfølgelig heller skal se bort fra, at den store brede middelklasse (endnu) ikke mærker til noget til multikulturalismen i deres dagligdag. De bor i pæne paracelhuskvarterer og sender deres børn i velfungerende hvide skoler.

    Defor må for dem forekomme, at al vores snak om ‘islamisering’ er noget hysterisk. Men jeg tor nu personligt på, at de kommer til at ‘re-vudere’ den holdning.

  • Jeg kan godt huske den ikke-aktivistiske venstreorienterethed du nævner. Jeg har aldrig været nogen udadvendt aktivisttype, heller ikke dengang. Det var mere noget med underforståede ‘rigtige’ meninger man brugte som adgangsbillet i de kredse. Mine samlede erfaringer som lunken medløber-aktivist begrænser sig hvad angår fredsbevægelsen nok til et møde hvor også Jørgen Dragsdahl var med (han havde en høj pivestemme som gjorde det vanskeligt at lytte til hvad han sagde), og hvor man fromt sang “Kringsat af fjender”, tror jeg det var – dernæst en eller to demonstrationer, og næppe meget mere. Jeg oplevede det som sagt kun som et presserende emne i starten, men da det gled over i sandkassestridigheder mistede jeg fuldstændig interessen – og vel at mærke, jeg husker ikke at det fortsatte med at være et emne der optog folk. Heller ikke i avisdebatterne, på den måde at din side udgjorde en klar gruppe man kunne udskille. Netop fordi du var så engageret på den anden side har du nok oplevet situationen som mere polariseret end os med de ‘pæne’ meninger?

    Enig med vurderingen af Vestager. Det er egentlig mærkeligt, at der ikke oftere bliver gjort opmærksom på paradokset i at hendes side taler om ‘at vi må forstå at verden er global’, men når det kommer til stykket vil man putte sig.

  • JensH

    @LFPC

    “Jeg kan godt huske den ikke-aktivistiske venstreorienterethed du nævner”

    Jeg mener faktisk, at den var kendetegnende for 1980’ernes unge venstreorienterede, (pånær et par håndfulde BZ’ere måske), og det ‘falder specielt i øjnene’ når man sammenligner dem med 1970’ernes (unge) venstrefløj. Og det var mit indtryk, at fredsbevægelsen var en videreførelse af denne aktivisme. Mikkel Plum har faktisk i sin bog “Bombader hovedkvarteret” beskrevet hvordan en stor del af 1970’ernes venstrefløj brugte 1980’ernes fredsbevægelse som springbrædt væk fra den voldsromantiske revolutionsutopi.

    Men jeg du har nok ret i, at vi jeg på min fløj oplevede fodnote-tiden som mere “polariseret”.

    Hvad Vestager og de Radikale angår, så hænger “globalisering” og “aktivistisk udenrigspolitik” kun sammen, sålænge denne udenrigspolitik ingen negative konsekvenser har for Danmark. Hvis det først ‘begynder at gøre ondt’ så er det med det samme tilbage til rollen “som puslingelandet der hygger sig i smug”. I så fald skal Dansk udenrigspolitik kun bestå af uforpligtigende skål-taler i FN, og så skal der iøvrigt hældes nogle ekstra milliarder i u-landsprojekter, som kun gør den nytte at de Radikale føler sig som bedre og mere anstændige mennesker. Derfor puster de Radikale sig voldsomt op når det drejer sig om at angribe et lille Europæisk land som Serbien, mens de skræmt farer i skjul når det drejer sig om at udfordre den verdensomspændende islamofascisme.