Jeg er meget enig med JensH og Anne Marie Buch. For mit vedkommende er det bredere. DK er slapt, uretfærdigt og med en kræmmeragtig klam fællesnævner. Forkælelse, feminisering, infantilisering. Er vi virkelig noget at samle på? Har vi været det siden vikingetiden?

I mit næste liv vil jeg være tysker eller amerikaner.

Endnu er vi ivertilfælde for få der åbenlyst er villige til at tage kampen, men der er mange der ulmer.

Jeg ser 3-4 oplagte terrormål i Danmark, og når jeg tænker over scenariet har jeg alligevel svært ved at forestille mig at vi vil se passivt til….jeg tror alligevel det vil rykke os.

Helt enig. Under Muhammedkrisen oplevede jeg måske for første gang en samhørighed med danskere i almindelighed, som jeg aldrig havde været bevidst om før. Desværre er jeg efterfølgende blevet grundigt desillusioneret med hensyn til hvor dybt det stak. De fleste danskere følte nok en almindelig modvilje mod de flagbrændende zombiehorder, men det har været skuffende at erfare, at det ikke stikker dybere end dette. Ingen erkendelse af de spændinger der opbygges af demografien og jihadisk arbejde, ingen krav om assertive indgreb. Man finder sig pænt i at f. eks. skudepisoder er blevet langt hyppigere, man registrerer blot at 2. g’ere næsten altid står for de voldsepisoder man læser om, osv. Ingen krav til politikerne om at tage skeen i den anden hånd, så det kan mærkes. DF gik lidt op under Motoon, og faldt så tilbage i det gamle leje.

Vi er ikke værre eller bedre end europæere i almindelighed. Selv i galeanstalten UK er der ingen virkelige alternativer til dhimmi-Labour. Europa kommer måske til at afvikles mere eller mindre i god ro og orden i de næste 100 års tid. Europæerne, herunder danskerne, vil bare resigneret konstatere hvad der foregår, og af bar pænhed vil ingen slå i bordet.

Iøvrigt tror jeg at yderligere muslimsk aggresion vil medføre det positive at danskerene vil blive mere engagerede, og dermed vil flere af dem der ikke ønsker islamiske værdier indført også begynde at markere sig.
Helt ærligt: Hvis der kommer et terroranslag i Danmark – eller rettere når det kommer – så tror jeg faktisk alligevel vi skrider til handling. Vreden ulmer lige under overfladen, og rigtig mange har trods alt ændret opfattelse efter muhammedtegningerne.

Jeg er ihverttilfælde villig til at lade et par år endnu gå før jeg flygter.

Iøvrigt skal man nok ikke tage til Canada – der står det da helt grelt til.

Jeg forstår så udmærket dine bekymringer for fremtiden. Det er til at blive deprimeret over, at der ikke er større modstandskraft generelt i befolkningen.
Jeg kan også godt være bekymret for, at vi slår endnu mere over i appeasement-sporet, når islamiseringen strammer mere til ved 15-20% muslimer.
Vi har – som du beskriver – ikke just gode erfaringer med Danmarks mod, når besættelsesmagten forsøger at tage over. Gad vide hvorfor vi er så vattede?

I øvrigt – måske lidt grænseoverskridende – at få sine egne børn kan varmt anbefales
Mine børn er i hvert fald danskere, og de bliver boende her i Danmark, sålænge jeg kan bestemme.

Ps. Jeg glemte i relation til de spørgsmål jeg stillede i mit sidste indlæg at skrive, at du nævner Søren Krarups far, Wilhelm Krarup, som var modstandsmand under besættelsen. Ingen tvivl om at Wilhelm Krarup var en hædersmand, men han er desværre langt fra hele historien om Danmark under besættelsen. Behøver jeg bare at nævne datoen 09.04.1940, og de efterfølgende 3 års samarbejdspolitik, som iøvrigt havde den brede befolknings støtte. Det er bl.a. på den baggrund jeg er i tvivl om hvor flertallet af Danskere stiller sig når det begynder at ‘koste’ noget.

“Kampen SKAL vindes i vort fædreland, Danmark.”

I stand corrected!!!

Selvfølgelig har Krarup ret, men nogen er det altså svært at bevare optimismen, og det jeg ligesom prøvede at forstille mig var, at hvis jeg nu havde børn ville jeg så ‘tage chancen’ for en fremtid i Danmark på DERES VEGNE. For det er på dine børns og børnebørns vegne du tager chancen når du vælger at blive. Men da jeg ikke har børn kan jeg jo -af gode grunde- ikke i sidste ende sige hvad jeg ville have gjort.

Når jeg nogen gange taber optimsmen skyldes det, at vi siden 2001 jo reelt ikke har bevæget os ud af stedet når det kommer til udlændinge-debatten og dermed i sidste ende spørgsmålet om “hvilket Danmark vi ønsker os i fremtiden”.

Til trods for, at cirka 75 % af befolkningen støtter den nuværende stramme udlændingepolitik diskuterer vi stadig om hvorvidt vi skal have en en stram eller “humanistisk” (læs: slap) udlændingepolitik. Og hvorfor?? Bevares DF har da interesse i at holde liv i debatten, men det skyldes først og fremmest at der findes et stålsat mindretal for hvem det er hjerteblod at slippe af med den nuværende stramme udlændingepolitik, og dette mindretal har en utrolig stærk position i den meningsdannende elite, (ja, mange af dem ‘lever’ af at have en mening).

Vi diskuterer også stadigvæk om Danmark skal (er) være multikulturelt eller ej, selvom det store flertal kræver, at indvandrere integrerer sig på det Danske samfunds præmisser, og absolut ikke ønsker (islamiske) ‘paralell-samfund’. Igen er det dette stålsatte mindretal der ‘sikrer’, at vi står i stampe her også. Det samme gør sig gældende med hele islam-debatten mere generelt. Det store flertal ønsker ikke at islamiske normer og værdier skal spille nogen rolle i samfundslivet, mens det førnævnte mindretal kæmper for netop dette (mareridt) med næb og klør. Igen er vi kørt fast.

Lige nu har vi flertallet på vores side, men det er jo et flertal præget af, at politik trods alt ‘ikke er hele livet’, og som også har mange andre interesser, hvorimod der for mindretallet gælder, at politik er hele deres liv, (generelt). Hvor længe kan man holde sammen på dette relativt upolitiske flertal, som er udsat for et så massivt propaganda-bombardament fra eksempelvis medierne?? Og hvor meget er dette nuværende flertal i virkeligheden parat til at ‘ofre’ i kampen mod islamiseringen af det Danske samfund?? Hvad sker der når ‘talsmændene’ i det støt voksende muslimske mindretal begynder at tage ‘skeen i den anden’ og true med alverdens ulykker hvis ikke DK giver efter for deres krav??? og skifter dette flertal hvis der en dag virkelig begynder at sprænge bomber i København, Odense, Århus og Ålborg??

“Hvis jeg selv havde haft børn ville jeg allerede nu være i fuld gang med at undersøge hvilke muligheder jeg havde for at jeg og mine børn kunne komme til et af disse lande.”

Dette synspunkt havde en deltager til Tidehvervs sommermøde også.
Herpå tog Søren Krarup ordet og sagde, at vi ikke skal flygte fra vort fædreland. Vi skal blive og tage kampen op mod islamisterne. Kampen skal vindes her, ligesom vi vandt kampen mod nazisterne. Behøver jeg nævne, at Søren Krarups far, Wilhelm Krarup og også Mogens Camres far var modstandsfolk under 2. verdenskrig?!

Jeg er enig med Søren Krarup. Kampen SKAL vindes i vort fædreland, Danmark. Dersom det kommer så vidt, at der engang udbryder borgerkrig, så håber jeg da, at vore allierede vil hjælpe os i kampen mod islamofascisterne.

“Vil skatteyderne i de europæiske lande bare finde sig i at skulle levere overførselsindkomster, el, vand og renovation samt sociale ydelser til løsrevne enklaver?”

Det er jeg faktisk alvorligt bange for de vil være i den brede middelklasse. Man ‘køber’ sig fred, således man kan leve sit matrielt set komfortable liv uforstyrret videre. I de pæne middelklassekvarterer er der jo ingen ‘integrationsproblemer’, og hvorfor så tage en (voldlig) konflikt på noget der alligevel foregår i de store uhyggelige ghetto-områder. Dem der fornuftige nok til at se hvor det fører hen vil selvfølgelig udvandrere til USA, Canada, New Zeeland eller Australien. Hvis jeg selv havde haft børn ville jeg allerede nu være i fuld gang med at undersøge hvilke muligheder jeg havde for at jeg og mine børn kunne komme til et af disse lande.

Muhammedkonflikten var en brat opvågnen til forståelsen af, at islamister og andre medløbere ønskede/ønsker at shariaen skulle gælde på dansk jord – Dar al-harb ifølge islamiske fundamentalister.