31
jul
Seneste opdatering: 20/12-14 kl. 1420
17 kommentarer - Tryk for at kommentere!

 Ali Esbati er  iraner og svensk Vänsterpartist – bor pt. i Norge som medarbejder  ved “Klassekampen.” (Vänsterpartiet kalder sig SF´s -søsterparti, men det er at pynte sig med lånte fjer. Danske  SF gjorde op med kommunismen i 1958. De er  snarere at ligne  med Enhedslisten. De hed VPK, Vänsterpartiet Kommunisterna til 1990 . Mange er ikke så meget ex-kommunister, at det gør  noget ) –  Tænk at Sveriges  rige  kusine  mod vest har brug for klassekamp!  Et skoleeksempel på de socialister Uhrskov nævner nedenfor. De påstår sig at være  “folkets talerør”, hvor  de ikke  bestiller andet end at underløbe børn, gamle, syge og fattige og på længere  sigt, hele lande. Alt selv at kunne føle sig gode. Dertil  er ingen pris for høj.

“Så sluter den traditionella högern upp bakom ett parti (FRP) som tänker minska flyktingströmmen till Norge till en tiondel och i princip stoppa möjligheten att få asyl. Kommuner ska få vetorätt mot byggandet av nya förläggningar. Asylsökande ska låsas in under mottagningsprocessen. För dem som fått stanna har man laborerat med möjligheter att dra in socialbidrag. Till arbetskraftsinvandring är dock partiet långt mer positivt.

Partiet verkar i ett växelspel med en allmän samhällsdebatt, som i tilltagande grad ”danmarkiseras”. Ett antal nyrasistiska fora har etablerat sig som referenspunkter i varje diskussion om invandring, islam eller integration. På sajter som document.no, HonestThinking och Human Rights Service (HRS) pumpas dagligen ut dubiösa siffror och försåtliga ”kopplingar”. Urval och tonfall påminner starkt om till exempel svenska Nationaldemokraternas eller andra aktiva rasistpartiers ”nyhetsservice”. HRS, som vill förbjuda bärande av muslimsk huvudduk och försvåra familjeåterförening, erhöll förra året närmare två miljoner kronor av den norska statens medel för att främja integration. Redaktören för HonestThinking har skaffat sig plats i den offentliga debatten genom att monomant återkomma till ”demografins” betydelse för ”islamiseringen” av Norge: Muslimerna är inte bara många – de får också barn! På senare tid har han börjat intressera sig för sambandet mellan ”ras” och intelligens. Denna smörja – vars intentioner torde vara uppenbara för varje normalbegåvad samhällsmedborgare – kan man få sig till livs i vanliga norska dagstidningar.”

Ali Esbati om Norges bästa partiapparat och en höger som öppnar dörren till regeringsmakten – Document.no svarer: “Samfundsdebat på svensk”  .  At sammenligne de  hæderlige  nordmænd med de svenske Nationaldemokrater, er et sølle trick beregnet på et forudsætningsløst Aftonblads-publikum.  – Ali Esbatis  hidtidige meritter kan studeres her. Honest Thinking er ikke de eneste der har regnet på norsk demografi, det har Norges (racistiske?) statistikere også.

»De dannede klassers nysprog og socialisternes svigt«

Morten Uhrskov :  Danmark afleverede en del af sin suverænitet, da Folketinget i 1983-2002 gav ret til familie- sammenføring  […]

For det fjerde er der den defamering (bagvaskelse, red.), der har fundet sted af de personer, der tillod sig at kritisere den førte politik op til 2001. Og lad mig lige indskyde, at skytset ligeledes har været rettet den anden vej, også i form af udtalelser, som jeg ikke ville lægge navn til. Det ændrer blot ikke en tøddel ved, at grovhedernes antal har været ekstremt ulige fordelt. Må jeg erindre om, at de dannede klasser i Danmark – og altså de, der har lettest adgang til medierne – i et forhold, der nærmer sig ti til en, har stået bag den liberale udlændingepolitik, der blev ført fra 1983 og frem til valget i 2001. De dannede klasser kunne nok skændes indbyrdes, men de kunne blive uniformt enige om at dømme indvandrerkritikere ude på stedet, og det ved hjælp af de mærkater, som er mest afskyelige, nemlig fascisme, nazisme og racisme. Med sprogets mest rædselsfulde gloser skulle modstanderne af masseindvandringen kules ned, og de skulle forstå, at de var hinsides menneskelig samtale. Denne tilsværtning er næsten særlig infam i et demokrati. I et diktatur ved man i det mindste, at man skal holde mund. Men i et demokrati, hvor synspunkter skal kunne høres, er det udtryk for en radikal omfortolkning af begrebet folkestyre, hvis bestemte meninger, som deles af en stor vælgergruppe, på forhånd dømmes ude. Så bliver demokratiet et spørgsmål om attitude, om at kunne vejre, hvilken vej vinden blæser, og først derefter formulere en holdning.

Denne grovhedernes parade har det til dato ikke været muligt at aftvinge den meningsdannende elites anerkendelse af. Formentlig af hjertets renhed har de ment og mener, at det kun var rimeligt, at de i deres oplysthed havde ret til tage midler i brug, der i enhver anden sammenhæng ville blive set som det, de var, nemlig totalitarisme in spe. Ikke totalitarismen i fuldt flor – det lykkedes nemlig aldrig – men forsøget på at skabe en anden virkelighed, en virkelighed, som ikke var et resultat af menneskers erfaringer, men i stedet var en idé om det gode, som ikke måtte anfægtes. Den faktisk stedfundne defamering af ens politiske modstandere og fornægtelsen heraf er den fjerde kendsgerning.

For det femte er der udblikket til det øvrige Europa. Man skal være udstyret med tunnelsyn for ikke at være i stand til at se, at en lang række europæiske lande i disse år gennemgår befolkningsmæssige og eksistentielle forandringer, forandringer, der først og fremmest rammer de dårligst stillede europæere. I Sverige er der, når forskellen i befolkningstal er indregnet, en voldtægtsrate, der er fem gange højere end den danske. Frankrig har ghettoer, der får de tilsvarende danske til at minde om hyggelige andelsboligforeninger. I Holland har det været nødvendigt igen at forstå, hvad politiske mord vil sige.

 Politikens kronik .  Apropos afgivelse af suverænitet – hør professor Hjalte Rasmussen i Orientering “Regeringen har selv skabt hul i loven ved at godkende direktivet fra 2004” – der  ganske vist fortolkes  yderst kreativt  af EF domstolen.

(Foto: en dejlig  cafe latte jeg nød igår. Jeg tog billedet til ære for Drude Dahlerup: “Jag blev uppriktigt förvånad då jag hörde att det nationalistiska partiet i Australien precis som Dansk Folkeparti kallar sina motståndare för kaffelatte-drickare! Nationalister i alla länder, förenen Eder!”  Jeg kunne  sagtens  være  “venstreorienteret” og slet ikke “nationalist” , det har jeg aldrig  tænkt over.)

 Skirbekk: »Velfærdsstaten forudsætter en nationalstat«

Af HENRIK GADE JENSEN

Velfærdsstaten forudsætter en nationalstat, argumenterer den norske sociolog Sigurd Skirbekk .

Mange forskellige teorier har de sidste årtier været lanceret omkring nationalstaten. Mange erklærede den for død og udlevet med globaliseringen. Mange anså den for moralsk kritisabel, fordi den utilsigtet virker ekskluderende.

Den norske sociolog, professor Sigurd Skirbekk bringer klarhed ind i debatten ved bl.a. at argumentere for, at det er selvmodsigende at gå imod nationalstaten og samtidig ville holde fast i velfærdsstaten.  Velfærdsstaten forudsætter nemlig en nationalstat.

Sigurd Skirbekk har tidligere i bogen Ideologi, myte og tro ved slutten av et århundre på mere videnskabeligt grundlag behandlet bogens problemstillinger.

Bogen tager sit udgangspunkt i en norsk diskussion om udstrækningen af velfærdsrettigheder, især pensioner og overførselsindkomster. Især indvandringen har forceret en diskussion heraf, og Skirbekk hævder, at for mange indvandrere er blevet for godt assimilerede til velfærdsstaten og endt i afhængighed af velfærdsydelser. Og uden nødvendigvis at være integreret i nationalstatens værdisæt, fordi staten har vist tolerance over for al kulturel variation. Dette resulterer ifølge Skirbekk i en dysfunktionel kultur, som ikke vil kunne opretholde sin solidaritet på lang sigt.

Skirbekk argumenterer for, at den grad af solidaritet, der betinger en velfærdsstat, findes i nationale og kulturelle værdier. Problemet er blot, at nutidens fortolkningseliter (på danske ville man sige smagsdommere eller politiserende eksperter) i flere årtier har ført ideologisk korstog mod nationalstaten ved at fremstille den som autoritær, udelukkende, konstrueret og forældet. Men alle forudsigelser om nationens død, viste sig at være stærkt overdrevne.

Grove fejlbedømmelser

Fortolkningseliten har fejlfortolket nationens rolle, og det har bl.a. medført grove politiske fejlbedømmelser. Skirbekk citerer en kurdisk indvandrer, der gerne vil integreres i Norge, men han kan ingen steder få at vide, hvad norsk kultur er, fordi myndighederne præges af en værdirelativ multikulturalisme.

Fortolkningselitens fejlvurderinger har ikke kun resulteret i en fejlagtig indvandrings- og integrationspolitik, men også udenrigspolitisk i fejlbedømmelser af udviklingen efter Sovjets sammenbrud og i Mellemøsten. Det politisk korrekte viste sig ikke at stemme overens med realiteterne.

Skirbekk gennemgår 10 antinationale påstande, som også kendes fra den danske debat. Nationalitet er et ubrugeligt begreb, nationalisme fører til krig, undertrykker friheden, hindrer personlig frigørelse, blokerer for globalisering, virker ekskluderende og ikke inkluderende, og at et velfærdssystem kan opbygges uafhængigt af en national enhedskultur og flere til.

Mod hver af disse argumenteres der på en klar måde, så enhver kan følge med.

Sigurd Skirbekks bog er oplysende læsning og god som oprydning i mange års dominerende fejlbedømmelser fra nationalismeforskere og dekonstruktivister. Det absurde, som bogen også viser, er, at mange vil opretholde velfærdsstaten uden at acceptere dens nødvendige underlag.

Sigurd Skirbekk : Nasjonalstaten – Velferdsstatens grunnlag. 220 sider, 258 Nkr. Kolofon Forlag. Fem stjerner.    JP Kultur, ikke online   (foto © Snaphanen)

Skirbekk havde  i forgårs – den 29 juli, en længere  replik i tidsskriftet Minerva:

Om velferdsstatens nasjonale forutsetninger

Redaksjonen i Minerva har invitert meg til å kommentere min siste bok, NASJONALSTATEN. VELFERDSSTATENS UTFORDRING og Kristian Meisingsets omtale av boka på www.minerva.as 11. juni. Det var forøvrig gjennom en dansk nettavis at jeg ble oppmerksom på omtalen. Snaphanen.dk skrev den 11. juni: ”Det er ejendommeligt. Når en sværvægter udgiver en bog i Danmark, anmeldes den ofte på udgivelsesdagen eller i det mindste samme uge. I Skirbekks tilfælde, gik der lige præcis tre måneder, før den første norske anmeldelse kom, og i et mindre tidsskrift, ikke et dagblad.”…………………Minerva

Kai Sørlander:   Ret og sikkerhed: Højesterets dilemma

Enten giver man terrorsigtede udlændinge mindre retssikkerhed end danske statsborgere, eller også lader man domstole tage afgørende sikkerhedspolitiske beslutninger. Kronikøren foretrækker, at de to terrormistænkte tunesere kan udvises efter en politisk beslutning, uden speciel uafhængig juridisk prøvelse. Politikerne står i det mindste til ansvar for vælgerne.

Af Kai Sørlander

For et par uger siden bestemte Højesteret, at sagen om varetægtsfængslingen af de to tunesere, som PET afslørede i færd med at planlægge at myrde bladtegneren Kurt Westergaard, skulle gå om ved by- og landsret. Efter Højesterets mening havde de lavere instanser stolet for meget på PET og Justitsministeriet. PET skulle fremlægge mere af sit bevismateriale, hvis sagen skal holde. Det er nu sket, og i tirsdags opretholdt Københavns Byret varetægtsfængslingen på basis af det nye materiale, som PET fremlagde.

I sin kendelse slog Højesteret også fast, at Kurt Westergaard med sin tegning af Muhammed med en bombe i turbanen har fået sådan symbolsk betydning for ytringsfriheden, at et forsøg på at dræbe ham på grund af denne tegning skal betragtes som terror og ikke blot som en alvorlig forbrydelse. Her gik Højesteret imod den ene af sagens forsvarere. Der står direkte i kendelsen: »Højesteret finder, at drab på en person for at have tegnet en af disse tegninger, må anses for et forsøg på at skræmme befolkningen, begrænse ytringsfriheden og forhindre den offentlige debat. På denne baggrund kan en person, der planlægger et sådant drab, med rette anses for en fare for statens sikkerhed«.

Vi lever i et land, hvor det ikke kan kræves, at vi nødvendigvis skal mene det samme som Højesteret. Så det er vor ret – og til dels også pligt – at tænke efter, om Højesterets afgørelse står til troende. Som allerede sagt plæderede forsvaret for, at der »blot« var tale om en almindelig forbrydelse imod en civil person. Og der er flere jurister med speciale i menneskeretsjura, der har hævdet, at det er en rimelig og acceptabel fortolkning. Men hvorfor indtog Højesteret så et andet standpunkt? Herpå findes ikke noget entydigt juridisk svar. Der findes ikke nogen logisk tvingende juridisk argumentation for, at folk, der planlægger et mord på en person som Kurt Westergaard, skal anses som terrorister og som en fare for statens sikkerhed og ikke blot som almindelige forbrydere. Hvad man mener i den sag er til syvende og sidst udtryk for en politisk vurdering.

Det vil sige, at når Højesteret anerkender, at sagen imod tuneserne angår landets sikkerhedspolitik, så tager den politisk stilling. Følgelig ville Højesteret også have taget politisk stilling, hvis den havde anset sagen for en ganske almindelig kriminalsag. Selve afgørelsen af, om sagen er af sikkerhedspolitisk betydning, må være en sikkerhedspolitisk afgørelse. Det, som Højesteret har brug for i sin afgørelse, er derfor heller ikke først og fremmest juridisk ekspertise, men politisk dømmekraft.

Om Højesteret har ret i sin afgørelse, afhænger derfor også af en politisk vurdering. Og for mit eget vedkommende er jeg enig i Højesterets vurdering. Havde Højesteret haft en anden mening, ville jeg have rystet på hovedet over dens skræmmende politiske naivitet. Så jeg drager selvfølgelig et lettelsens suk over Højesterets kendelse, men tænker samtidig på, hvor pinagtigt det ville have været, hvis vi havde haft en Højesteret med mindre politisk realitetssans.

Og så må vi forstå, at der er en vigtig følge af Højesterets kendelse. Når sagen om udvisningen af de to tunesere har sikkerhedspolitiske konsekvenser, så betyder det, at den instans, som vurderer bevisernes stilling, og som afgør udvisningen, tager en sikkerhedspolitisk beslutning. Den tager ikke kun en beslutning, som angår tunesernes retssikkerhed, men også en beslutning, som angår landets sikkerhedspolitik. De to ting kan ikke holdes ude fra hinanden.

Så hvem skal afgøre den egentlige sag om udvisningen af de to tunesere? Skal vi fortsat acceptere den nuværende praksis, som siger, at tuneserne kan udvises efter en politisk afgørelse i Justitsministeriet og Integrationsministeriet, eller skal vi i stedet give tuneserne øget retssikkerhed igennem en særlig uafhængig domstolsprøvelse? Hvis man gør det sidste, så må man også acceptere, at en sådan domstol kommer til at tage sikkerhedspolitiske beslutninger. Øget retssikkerhed for tuneserne betyder, at sikkerhedspolitiske beslutninger flyttes fra politikere til juridiske domstole. Enten giver man terrorsigtede udlændinge mindre retssikkerhed end danske statsborgere, eller også lader man domstole tage afgørende sikkerhedspolitiske beslutninger.

Begge alternativer er »urene«. Det ene er ikke principielt bedre end det andet. Der er flere, som har argumenteret for, at man fuldstændig svigter retsstaten, hvis man ikke giver terrorsigtede udlændinge ganske samme retssikkerhed som danske statsborgere. Men heroverfor kan man med lige så stor ret hævde, at man fuldstændig svigter demokratiet, hvis man overlader det til jurister at tage sikkerhedspolitiske beslutninger. Hvis det ene er en fare for retssikkerheden, så er det andet en fare for demokratiet.

Når der ikke er nogen principielt rigtig løsning, må vi begrunde vor stillingtagen pragmatisk og ud fra vore historiske erfaringer. Og hvad siger vor erfaring så med hensyn til at overlade politiske beslutninger til jurister? Har vi sådanne erfaringer? Det har vi til en vis grad i den måde, hvorpå der i det seneste par generationer er blevet ført indvandringspolitik i Europa. Det har været næsten umuligt at diskutere denne politik seriøst, fordi man altid stod med truslen om, at en stramning ville blive dømt ude af Menneskeretsdomstolen i Strasbourg. I lang tid blev ethvert forsøg på at diskutere sagen substantielt og under hensyntagen til indvandringens realistiske sociale konsekvenser trumfet med en henvisning til, hvad Menneskeretsdomstolen ville dømme. Man undertrykte den åbne diskussion og den frie demokratiske afgørelse og underkastede sig i stedet et juridisk hegemoni. Hele denne konstruktion har været til umådelig skade for en seriøs og ansvarlig indvandringspolitik i Europa og Danmark.

Dette erfaringskompleks giver for mig at se grund til at nære mistillid til konstruktioner, som overlader politiske afgørelser til jurister. I den konkrete situation foretrækker jeg derfor også, at vi bibeholder det nuværende system, hvor terrormistænkte udlændinge kan udvises efter en politisk beslutning, uden speciel uafhængig juridisk prøvelse. Hvis man vil anklage mig for, at jeg dermed svigter retsstaten, så vil jeg svare, at man i modsat fald svigter det historisk givne demokrati, som man er en del af.

Denne vurdering indebærer ikke, at jeg har ubegrænset tillid til de demokratisk valgte politikere. For det har jeg ikke, og jeg ved, at de kan begå fejl. Men for politikere gælder, at de står til politisk ansvar for vælgerne. Og efter min opfattelse er det en misforståelse at ville erstatte dette ansvar med et ansvar over for en juridisk domstol, som ikke står til ansvar for vælgerne. For en sådan domstol kan også tage fejl, og hvem retter så den?

Der er to væsentlige grunde til at tage afstand fra sådanne politiske domstole. Den ene er, at de ødelægger den politiske diskussion, som er demokratiets livsnerve. I stedet for at diskutere terror- og indvandringspolitik substantielt og realistisk, diskuterer man det ud fra forventninger om, hvad domstolen vil dømme. Det betyder, at man afskærer sig fra at høre, hvad der faktisk rører sig i befolkningen, for i stedet at give domstolen den afgørende stemme.

Den anden grund er, at en sådan domstol selv bliver en magtfaktor med sine egne politiske interesser. Den dømmer ikke kun ud fra et abstrakt hensyn til det principielt og konkret rigtige, men også ud fra et hensyn til hævdelsen af sin egen og sin stands magt.

Derfor er vi demokratisk set allerede anbragt i en pinefuld knibe. Om vi kan opretholde vort nuværende system, som tillader politisk udvisning af terrormistænkte udlændinge, afhænger ikke kun af vor egen demokratiske afgørelse. Det afhænger derimod af, hvad domstole – vor egen Højesteret eller Menneskeretsdomstolen i Strasbourg – kan finde på at dømme. Hvorfor skal disse domstole have den magt? Hvorfor tror man, at deres ekspertise er særlig god til at foretage de konkrete politiske afvejninger mellem retssikkerhed og sikkerhedspolitik? Hvorfor skal man ikke mistro dem for at ville styrke deres egen stands magtposition i forhold til politikerne og den almindelige vælgerskare og derfor være mere tilbøjelig til at kræve juridisk prøvelse? Når de udadtil siger, at de gør det af hensyn til retssikkerheden, hvorfor skal man så ikke mistænke dem for, at deres reelle grund er at ville sikre juristerne den afgørende politiske magt i samfundet? Hvorfor skal man ikke være bange for en sådan magtkorruption? Spørgsmålet bør i sig selv være nok til at vække den bekymrede eftertanke.

Berlingske Tidende  17.07.2008

“Fremmedhadets” globalisering: Et tu, Italia

Underligt. Det er jo blevet en særdeles standhaftig debatkliché, at “vi”, altså danskerne fraregnet den sofistikerede kritiker fra det danske kulturparnas, er blevet ‘bange for verden’, ‘lukker verden ude’, osv., hvilket den berejste kulturpersonlighed kan konstatere ved de undrende spørgsmål som han/hun mødes af hos sine ligeledes sofistikerede bekendte i udlandet. Det er blevet så flovt at være dansker. Hvordan hænger det nu sammen med at også Italien bliver udskammet efter de samme kriterier? Det gør det selvfølgelig heller ikke, men postulatet om at vi skulle være særligt slemme har fået sit eget liv takket være Muhammedkrisen og lidet drakoniske tiltag som 24-årsreglen, og derfor vil det blive vedligeholdt i det uendelige (LFPC).

I begyndelsen af måneden lå solgæster på stranden i Napoli og stirrede på ligene af to roma-piger uden at gøre noget. [danske turister?, LFPC]

Og i slutningen af juni foreslog regeringen i Italien at registrere alle romaer ved at tage deres fingeraftryk.

Det er nogle af eksemplerne på, at borgere og politikere i Italien er med til at øge en fremmedhadsk stemninger, konkluderer Europarådet i en ny rapport, skriver Spiegel Online. […] Italien anklages for fremmedhad

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • falkeøje

    Drop velfærdsstaten øjeblikkeligt.
    Så slipper vi for “arbejdsstyrkens” frie bevægelighed.
    Er det på egen regning, den ønsker bevægelighed, så har den ikke meget at bevæge sig for.

    falkeøje

  • Emeritus

    JP har i dag, 1. august 2008 et søjlediagram på s. 2., som viser indvandringens størrelse hvert år siden 1983.
    Heraf fremgår blandt andet, at indvandringen stort set er fortsat med uformindsket styrke siden 2001. DF’s højt profilerede indsats er nærmest politisk sminke – symbolpolitik uden effekt. I 2002 indvandrede således 18.284 fra ikke-vestlige lande – i 2007 17.828.
    Indvandringen fra vestlige lande steg fra 30.909 til 42.689!
    Søjlediagrammet skjuler helt og aldeles, hvor mange uintegrerbare muslimer disse tal dækker over!
    Avisen opererer med de mere ufarlige kategorier: Færøerne, Grønland, vestlige lande, ikke-vestlige lande.

    (Et sidelæns spørgsmål:
    Hvor længe kan man for eksempel legalt eller illegalt opholde sig i vestlige lande, før man kan sige, at man kommer derfra?)

    Den politiske indvandrerdebat fra højre til venstre på Christiansborg synes at være falskspil og badutspring for galleriet – verbal svindel og humbug – fordi alt klart foregår uden folkelig legitimitet. DF scorer stemmer, har beroligende holdninger, er med på vognen og det nationale bedrageri vel vidende, at bremsekablerne til fremtiden er klippet over.

    Med venlig hilsen
    Emeritus.

  • JensH

    @Emeritus

    Jeg er ikke helt enig, selvom jeg godt kan følge dig noget af vejen. VKO har fået bremset den ikke-vestlige indvandring, men desværre kun med et mindre fald i nyankomne. Under SR steg det med en stejl kurve såvidt jeg husker.

    Men den markante fosrskel er, at når man ser på de vestlige indvandrere så er der sket en meget markant stigning. Dette er fint nok, da vestlige indvandrere har nogenlunde den samme erhvervsfrekvens som etniske Danskere, og dem af de vestlige indvandrere der forbliver i landet vil blive assimileret ind i det Danske samfund

    Du kan iøvrigt læse mnere om de forskellige indvandrers erhvervsfrekvens her:

    http://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/40AD68FB-ACEA-4369-8FED-19036CF3 624D/0/tal_og_fakta_arbejdsmarkedet.pdf

  • Emeritus

    Det er formodentlig mindre oplysende at kigge på enkelte søjler fra Jyllandspostens diagram, som jeg gjorde i min foregående kommentar. Derfor tager jeg emnet op igen.

    En simpel sammenlægning af alle tallene for indvandring til Danmark i årene 1983 til og med 2007 (ifølge JP.) taler i væsentligt mere dramatisk sprog om mulige, hidtil skjulte problemer for fremtidens Danmark, eftersom det totale tryk på samfundet i perioden (-83 til 08) løber op i 1.162.157 indvandrede personer for Danmarks vedkommende!

    EU-eufemister vil kalde det arbejdskraftens frie bevægelighed (EU-direktivet). Men vi andre, som presses ned i skoene, er nødt til at være skeptiske og spørge til størrelsen – om, hvor stor en andel heraf, der er dødvægt, og tværtimod repræsenterer uarbejdsdygtighedens frie bevæglighed

    Man kunne igen lidt upassende og ukorrekt fristes til at spørge vore sociologer og antropologer om, hvor stor en andel mon udgøres af uintegrerbare muslimer, specielt med henblik på dem, som ikke har forladt os igen, samt hvor mange uintegrerbare børn disse indvandrere mon har fået siden? – Med henblik naturligvis på det ikke mindre interessante, men for café-latte segmentet groft stigmatiserende og skingre tillægsspørgsmål:
    ‘Hvor mange flere muslimer skal man tilføre et demokrati som det danske, før ikke kun noget, men alt går op i hat og briller?’

    Med venlig hilsen
    Emeritus

  • JensH

    @Emeritus

    “perioden (-83 til 08) løber op i 1.162.157 indvandrede personer for Danmarks vedkommende!”

    I så fald tror jeg ikke på det ‘officelle’ tal på cirka 200.000 muslimer i Danmark. Det må være langt højere, både i.f.t. tallet 1.162.157 indvandrede personer, og når man samtidig tænker på efterkommere. Muslimske kvinder har en langt højere fertilitetsrate end etnisk Danske kvinder.

    Et langt højere tal end 200.000 muslimer passer også langt bedre med det man til daglig ser i gadebilledet. Antallet af hættemåger er jo nærmest eksploderet gennem de seneste 5-10 år, og når man ser en ung muslimsk kvinde er det ofte med 3-4 børn hængende omkring sig.

  • Emeritus

    Kære Jens H.
    Jeg ser først nu din kommentar. Foreløbig nøjes jeg med i al hast at henholde mig til JP.’s diagram.
    Ifølge søjlediagrammet er der variationer fra år til år i tilstrømningen fra ikke-vestlige lande, men ikke væsentlige.
    Ifølge søjlediagrammet er der variationer fra år til år i tilstrømningen fra vestlige lande, men ikke væsentlige.

    Billedet er, uanset hvordan man end vender og drejer det, stabilt højt alle vegne fra undtagen fra Færøerne og Grønland, hvor det af gode grunde er stabilt mikroskopisk.

    Køb Jyllandsposten og se på side 2, så går jeg til gengæld gratis! på dit link.

    Med venlig hilsen
    Emeritus.

  • Emeritus

    Jens H.
    Jeg siger mere end min pc kan holde. Dit link er i en pdf-version, som af en eller anden mærkelig grund er lukket for min computer. Derfor kan jeg hverken checke dine oplysninger eller udvide min horisont via dit link. Men tak alligevel for henvisningen.
    Med venlig hilsen
    Emeritus

    PS. Jeg har ledt efter JP’s diagram i deres internetavis, men ikke kunnet finde det. Derfor foreslog jeg dig at KØBE avisen.

  • Mette

    Emeritus.

    Førend jeg læste dine indlæg her, havde jeg selv omtalt JP-artiklen på Uriasposten og løseligt lagt tallene sammen for de røde kolonners vedkommende. Hvad de grønne angår, må vi gå ud fra, at de også indeholder personer med rødder i ikke-vestlige lande, der har haft en eller flere vestlige mellemstationer.

    Tallene er chokerende især for de rødes vedkommende, da vi må gå ud fra, at det hovedsageligt drejer sig om personer fra Afrika og Mellemøsten, der er blevet her, og at mange af disse personer siden har fået adskillige børn.

    Indvandringen fra vestlige lande er givetvis mere fleksibel og omfatter mange skandinaver og andre nærtståénde folkefærd, hvoraf en stor del er udvandret igen.

    —-

    Ang. artiklen om Skirbekk hører jeg til hans store beundrere. Denne modige mand har stået meget ene og gør det stadig. Da jeg i sin tid blev opfordret til at skrive debatinlæg i Aftenpostens netdebat, skete overtalelsen blandt andet vha. af nogle af Skirbekks artikler.

  • Janne

    “Når de udadtil siger, at de gør det af hensyn til retssikkerheden, hvorfor skal man så ikke mistænke dem for, at deres reelle grund er at ville sikre juristerne den afgørende politiske magt i samfundet?”

    Bare tænk på den holdning flere danske dommere har til tørklæder (politisk og religiøst symbol) på dommere i Danmark. Det er ret rystende at flere dommere accepterer at danske dommere skal skilte med både privat religion og politik når de skal dømme i retssager.

  • Det finns ingen ände på vad som är rasistiskt eller fascistiskt enligt Esbati. Se på vad han märker som “fascistering” (nej, det är inte ett ord på svenska, iaf inte utanför bokstavsvänsterns kretsar):

    http://esbati.blogspot.com/search/label/Fascistisering

    Allt från hyllningar till familjen till FRA till nedläggning av politiserade myndigheter. Sorglustig läsning.

  • Emeritus

    Kære Mette.
    Jeg er helt klar over, at der både er tale om indvandring og udvandring, og at det samlede billede derved ændres betydeligt, men ikke nødvendigvis i positiv retning, og slet ikke hvad fremtiden angår. Mig bekendt udvikler befolkningstilvæksten sig nemlig overordentligt meget langsommere end JP’s indvandringstal indikerer! – Altså, hvem er det, der bliver, og hvem rejser igen?
    JP’s søjlediagram viser kun den side af sagen, vi har berørt idag, men den er allerede som strømpil overvældende.

    Den politiske afmagt eller – syv kors og salt over skulderen – ligefremme bedrag i sagen er dybt bekymrende og gør research og oplysning så nødvendig som nogensinde.

    Jeg kan forstå, at Skirbekk må være en mand, jeg gør klogt i at kende.
    Med venlig hilsen
    Emeritus.

  • Jonny

    Wow, Ali Esbati är i sanning en underhållande figur (och tänk vilken prestation att kunna kasta så många stenar samtidigt i glashuset)! “[D]ubiösa siffror”, “försåtliga ‘kopplingar'”, och – naturligtvis – det hemska “Urval och tonfall” är visserligen standardfraser, men “nyrasistiska” känns nyskapande…

  • Mette

    Kære Emeritus

    I stor hast. Skirbekk har en hjemmeside, hvor du finder gode henvisnnger og artikler fyldt med viden og dybe tanker.

    Og hvis du vil læse mere om afmagt nord for Skagerrak er document.no et godt sted at begynde.

    Bedste hilsen
    Mette, tidligere norsk gift, har halvnorsk søn.

  • Janne

    Ali bali ali bali bi, luk nu dine øjne i. Vi går aldrig mere forbi det store stygge Storke Springvand…

    ‘Danmarksiering.’ Det lyder flot. Det siger noget om at vi er på forkant med en nødvendig udvikling – at vi er pionerer – og at der er andre lande (og dele af andre lande), der tager vores nødvendige politik til sig – dvs. en yderligere stramning af integrations og indvandrerpolitikken. Jeg håber det går samme vej i Sverige.

  • Janne

    Ups mente Danmarkisering..

  • Nuvel – vi skal ikke være så vemmelige med herr debattredaktør Ali Esbati. Å blir “Danmarkisert” kan vi kun ta som et kompliment, i hvert fall hvis vi forsøker å se bort i fra det historieløse i debattredaktørens konstantering. Vi har nemlig blitt “Danmarkisert” i flere hundre år fra før – noe en jo skulle tro var alminnelig viten for de aller fleste. Selv kongefamilien vår en “Danmarkisert” eksportartikkel.

    Og apropos eksportartikler, så forekommer det en gryende mistanke om at enkelte andre eksportartikler muligens er en regelrett hevn fra Sverige for dårlige poengsummer i Melodi Grand Prix fra Norges side. Ellers ville de vel beholdt den dyktige skribenten selv?

    😀

  • Emeritus

    Til Jens H.
    Hvis du endnu ikke har købt JP. for i dag, kan tallet ifølge bladets opstilling skilles i to:
    indvandrede fra ikke-vestlige lande – 389.248 personer
    indvandrede fra vestlige lande – 772.909 –
    Så du har ret i, at antallet af personer fra Mellemøsten og Afrika er større end 200.000.
    Hvor mange yderligere, der gemmer sig i tallet 772.909, er umuligt at sige ud fra bladets summariske opstilling.

    Tallene må stamme fra Danmarks Statistik, men statistikken er (med vilje?) gjort helt ulæsbar for almindelige mennesker i denne politisk følsomme sag. (Fordi man hele tiden har vidst, at den politiske legitimitet ikke på noget tidspunkt har været til stede.)
    Men jeg må dog sige, at sandheden endelig er begyndt at sive ud af sprækkerne og ind i offentligheden, m-æ-æ-n, hvor går det dog langsomt.
    Imens vi udveksler informationer, fortsætter uintegrerbare muslimer jo med at strømme uhindret ind i samme høje tempo som hidtil – til ingen nytte, men til nøjagtig samme skade, som alle totalitære bevægelser tidligere er blevet det, efterhånden som de voksede sig store og stærke nok.

    Det er tydeligt at se, at tilstrømningskurven under VKO ikke er knækket siden regeringen tiltrådte i 2001.

    Tak til Mette for henvisning til en modig mand.

    Med venlig hilsen
    Emeritus.