8
aug
Seneste opdatering: 8/8-08 kl. 2036
13 kommentarer - Tryk for at kommentere!

“King Fahd Academy” i London. “Alle andre religioner end islam er værdiløse. Jøder er aber og svin” . En fyret lærer  er “whistle-blower”. Særdeles  skarp studievært. Det slår mig, at jo mere  en intellektuel skal flygte fra et barbarisk standpunkt, desto flere gange siger han “kontekst”.  Ergo , et  tv-klip med meget høj kontekst-faktor.  (BBC  Newsnight, 2007 – uploadet på net juni 2008)

We do use books that call Jews ‘apes’ admits head of Islamic school. ,     Den tilsvarende  saudisk financierede  skole i Bonn, har lænet sig op af en lukning. 

Selvcensur: Man kan stadig ikke skrive om Muhammed

Random House er verdens største udgiver af litteratur på engelsk. De  har i ti år  været ejet af tyske Bertelsmann:

Starting in 2002,, journalist Sherry Jones toiled weekends on a racy historical novel about Aisha, the young wife of the prophet Muhammad. Ms. Jones learned Arabic, studied scholarly works about Aisha’s life, and came to admire her protagonist as a woman of courage. When Random House bought her novel last year in a $100,000, two-book deal, she was ecstatic. 

 It’s not going to happen: In May, Random House abruptly called off publication of the book. The series of events that torpedoed this novel are a window into how quickly fear stunts intelligent discourse about the Muslim world. Random House feared the book would become a new “Satanic Verses,” the Salman Rushdie novel of 1988 that led to death threats, riots and the murder of the book’s Japanese translator, among other horrors. In an interview about Ms. Jones’s novel, Thomas Perry, deputy publisher at Random House Publishing Group, said that it “disturbs us that we feel we cannot publish it right now.” He said that after sending out advance copies of the novel, the company received “from credible and unrelated sources, cautionary advice not only that the publication of this book might be offensive to some in the Muslim community, but also that it could incite acts of violence by a small, radical segment.” You Still Can’t Write about Muhammed

Diana West kæder i Free Speech Jilted by Muhammad Romance Novel ‘Warpath’ hændelsen sammen med Solsjenitsyn:

“It’s too late to ask Solzhenitsyn for his opinion of this capitulation by our elites. But then again he already offered it long ago. “Should one point out,” he asked, “that from ancient times a decline in courage has been considered the beginning of the end”?

Dissidenten fra Gulag

forkortelse for “Centralledelsen for arbejdslejre”. (Glavnoe Upravalenie Lagerej). Enhver der  var tilstede i Danmark i 1974, husker at  Solsjenitsyns bøger ikke just var elskede af den danske  venstrefløj og udløste en litterær-politisk fejde.  Det  er svært  at huske  detaljerne 34 år efter, selvom jeg overhørte en del af dem på første parket via Kelvin Lindemann, Elsa Gress og Peter P. Rohde.  DKP sad i Folketinget med  seks mandater. Betonkommunisten Hans Scherfig tordnede mod  klasseforrædderen. Venstrefløjens hoforgan Politisk Revy, skrev med foragt overfor Solsjenitsyn i lederen:

“Naturligvis kan vi som socialister ikke begrunde vores stillingtagen ud fra gængse borgerlige forestillinger om at forfattere, det er nogle særligt vigtige væsener, hvis ytringsfrihed skal beskyttes i ganske særlig grad” (15/2 1974, redaktør var Karen Jespersen).

Da Solsjenitsyn var i København for at finde et sted at slå sig ned, blev han vist rundt af en udpræget borgerlig forfatter, Hans Jørgen Lembourn (foto). Han valgte  klogeligt i første omgang  at slå sig ned  hos Heinrich Böll i Schweiz. I Sverige  var det sikkert mindst ligesådan:

När han 1970 fick Nobelpriset i litteratur, och ville ta emot detta på Sveriges Ambassad i Moskva eftersom han var förvägrad utresa ur Sovjet, förbjöds han tillträde till ambassaden – tydligen efter ett beslut av dåvarande statsministern Olof Palme.De sovjetiska makthavarna i Kreml fick inte störas. (Carl Bildt)

At  krybe  for totalitarister, synes at være en fristelse til alle tider. En underkastelsesmentalitet der kan være lige dele tilbøjelighed, angst og pragmatisme. Se forresten Aktuellts utrikeskommentator Stig Fredrikson interview fra i år 90-årige  Solzjenitsyn (Aktuellt 30 juni 2008).   Da Solsjenitsyn i februar 1974 blev udvist af Sovjetunionen  skrev Klaus Rifbjerg følgende stykke knækprosa, som jeg stadig tygger på:

Alexander Solsjenitsyn

Astmatisk humpende nedbrudt vender fangen hjem fra slavelejren.

Rystet gennem alle celler

kryber patienten frem

under koboltkanonen.

Han ser

det endnu engang er forår.

Troskyldigt sætter den befriede

og helbredte sig

til skrivebordet.

Billederne myldrer frem

de store skikkelser

anklagerne

landskabet

intrigerne

tyrannerne

historien

sandheden.

Træt efter dagværket

former han i enkle sætninger

sin mening

om tilværelsens indretning.

Han ser sørgmodigt

men strengt på sin samtid

og siger:

Afskaf tyranniet

og befri kunsten.

Sæt rebellerne i gabestokken

og kvæl de radikale ideer.

Ned med diktaturet

og op med autoriteten.

Bekæmp demokratiet

og frem klasseskellene.

Lær børnene at lyde

og arbejderne at arbejde.

Fuglene der sad på pigtråden

og sang

fuglen som fløjtede i træet

uden for kræftafdelingen

fuglen har fulgt ham hjem og kigger stum fra vindueskarmen.

Måske havde den håbet på en krumme.

Nu ryster den vingerne uroligt og flyver bort uden en lyd.

(*Koboltkanon = brugt i kræftbehandling – hentyder til romanen “Kræftafdelingen”)

Torben Brostrøm, Rifbjergs nok største fan, har undladt at medtage  digtet i sin murstensantologi fra 2001 med den begrundelse at ” det ikke var et af Rifbjergs bedste digte. Der ligger ingen politisk eller ideologisk begrundelse for, at digtet ikke var med«.  I bedste fald et tvetydigt  digt, der fremkom i en bog der  hed “25 deperate digte”.  Det er nok ikke så ligetil at sammenligne Rifbjergs  desperation med den, Solsjenitsyn måtte udholde. Rifbjerg rider klogeligt  på to heste, men dette kan dårligt  misforstås:

“Ned med diktaturet, og op med autoriteten. Bekæmp demokratiet og frem klasseskellene. Lær børnene at lyde og arbejderne at arbejde.”

“Tempora mutantur, nos et mutamur in illis”. Det er ikke  bare naturligt og klogt, men også det sikreste for eftermælet.

En nekrolog over Aleksandr Isajevitjs liv

Anne Libak, Weekendavisen, online

Russia’s ignorant still hate Solzhenitsyn


Owen Matthews says that the great literary prophet has been attacked on the internet by Russians who associate him with the collapse of the Soviet Union. The truth still hurts. Spectator

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Morten Dreyer

    Du burde måske også søge på Klaus Rifbjerg, som havde sine ret bramfri meninger om afdøde.

  • Limewoody

    Rifbjerg står som sin fugl med sine ben solidt plantet i den blå luft – bekæmp demokratiet og frem klasseskellene – dog kan han ikke, som den kulturradikale ( med hang til spanien og tyrefægtning under Franco )han er. udøve den mindste form for selvkritik og ejer ikke for fem flade ører selvironi.

    En fugl har dog vinger og er skabt til at flyve – men ak..Rifbjerg vil gerne flyve men har ej vinger!

  • ….og såp var der måske lige de der gode oplagstal i DDR at tage hensyn til……

  • Klaus Rifbjergs talentløse smædedigt siger intet om Solsjenitsyn, men alt om Rifbjerg.

  • Limewoody

    From Alexandr Solzhenitsyn’s Nobel Literature Prize lecture in 1970:

    The spirit of Munich has by no means retreated into the past; it was not merely a brief episode. I even venture to say that the spirit of Munich prevails in the 20th century. The timid civilized world has found nothing with which to oppose the onslaught of a sudden revival of barefaced barbarity, other than concessions and smiles. The spirit of Munich is a sickness of the will of successful people, it is the daily condition of those who have given themselves up to the thirst after prosperity at any price, to material well-being as the chief goal of earthly existence. Such people — and there are many in today’s world — elect passivity and retreat, just so as their accustomed life might drag on a bit longer, just so as not to step over the threshold of hardship today — and tomorrow, you’ll see, it will all be all right. (But it will never be all right! The price of cowardice will only be evil; we shall reap courage and victory only when we dare to make sacrifices.)

    http://online.wsj.com/article/SB121798070021915159.html

  • Johansen

    Det er godt nok en slem video fra BBC.

    Det er en mærkværdig opfattelse konen har af tolerance-begrebet. Jøder er aber og kristne er svin. Hun har en tabersag.

    Få dog lukket den wahabistiske, ekstremistiske skole. De arme børn bliver jo hjernevaskede og indoktrinerede med had mod anderledes troende.
    De ansvarlige burde udvises fra Storbrittanien.

  • Vivi Andersen

    Tjae, Johansen, det har du ret i.

    Og så skulle vi nok se de hjemlige islamiske skoler efter i sømmene, for det der med at Jøder er aber og Kristne er svin stammer jo fra Allahs egne tekster, hans helt egne ord, der er samlet i Koranen.

    Når muslimer nægter at anvende disse betegnelser tager de jo på en måde afstand fra det Allah siger og DET tror jeg ganske simpelt ikke de kunne drømme om at gøre.

    Vi, Kafir( haram vantro), er altså aber, svin og hunde.

    Tænk for en ballade vi vil få, om VI skrev, sagde og talte sådan om muslimer !

  • monse

    Fra Random House’s historie:

    “Random House first made international news by successfully defending in court the U.S. publication of James Joyce’s masterpiece, Ulysses, setting a major legal precedent for freedom of speech.”

    http://www.randomhouse.biz/about/history

    Det var i 1933. Minderne har man da lov at ha’ …

    Ejerne, Bertelsmann AG, har i øvrigt denne her blandt deres kerneværdier:

    “We promote artistic freedom and freedom of thought, the protection of democracy and human rights, and the respect of traditions and cultural values.”

    http://www.bertelsmann.com/bertelsmann_corp/wms41/cr/index.php?ci=662& language=2

    Ytringsfrihed er så vidt jeg ved en vestlig tradition og kulturel værdi, men der er måske noget jeg har misforstået?

  • monse

    Ja, det var vist en stor skuffelse for den kulturradikale kleinkunstner Rifbjerg, at åndskæmpen Solsjenitsyn slet ikke havde taget ved lære af stalinisternes pædagogiske tilbud, men vedblev at være borgerlig og hylde de borgerlige værdier.
    Stakkels Ribjerg, der selv satte alt på et brædt i kampen mod borgerligheden ved at ryge hash på kulturministeriets trappe …
    Det eneste ved Rifbjerg der er mere kvalmende end hans skriverier er Rifbjerg selv.

  • monse

    Superb grillning af Dr Sumaya Alyusuf fra koranskolen. Måtte vores egen Islam-kontekst-ekvilibrist JBS få samme tur i stolen. Dog har jeg en klage: hun var så voldsomt tåkrummende pinlig, at jeg nu kan se frem til at skulle gå i ortopædiske sko i flere dage, øv!

  • Janne

    Vedr. bogen om en gammel profets barnebrud, så skriver Berlingske Tidende så andægtigt om den gamle mand og den lille piges ægteskab:

    “Kilderne fortæller ikke meget om Aisha, blot at hun efter ægteskabet fortsatte med at lege med sit legetøj.
    Tidlige kilder hævder, at Muhammed og Aisha blev glade for hinanden, og hun beskrives ofte som Muhammeds favorithustru.”

    http://www.berlingske.dk/article/20080808/kultur/708080018/

    Ingen kritik af det pædofile ved forholdet. Blot beskrivelse af et ægteskab mellem en gammel mand og en lille pige, som var det noget helt almindeligt at små piger på 6 år gifter sig med en ældre mand.

    Overskriften hedder “Den unge hustru”. Er en hustru på 9 år nu ung? Er hun ikke nærmere et barn eller…?

    Berlingske Tidende smukkeserer på et grimt forhold.

    Og forleden fremstillede Berlingske Tidende vores demokrati som et svin.

  • JensH

    @Janne

    Berlingske Tidende er ganske enkelt blevet til ‘Politiken Light med et erhvervstillæg’. Det kan også kun være et spørgsmål om tid før Lisbeth Knudsen nedlægger klummen ‘Groft Sagt’, og fyrer kommentatorer som Mikael Jalving og Claes Kastholm Hansen. Men så bliver der selvfølgelig også mere plads som Uffe Elleman og Krause Kjær kan boltre sig på.

  • Ove Bjerregaard-Madsen

    Da tilstanden tilsyneladende var den, at ingen danske digtere ønskede at imødegå Klaus Rifbjergs perfide smædedigt “Alexander Solsjenitsyn” effektivt, valgte undertegnede at producere mit første, eneste og sidste lyriske indslag.
    Det blev til moddigtet Klaus Rifbjerg, som kan ses efterfølgende, og som i øvrigt indgår i genudgivelsen af essayet “Blixen, Berlin, Besættelsen”, (december 2008, Forlaget Kontrast).
    Bemærk! Moddigtet er udformet således, at der er anvendt samme antal linjer med samme antal ord som i Rifbjergs smædedigt.

    Klaus Rifbjerg – et moddigt som svar på Rifbjergs “Alexander Solsjenitsyn”:

    Med gustent sind
    vender skaden hjem.
    Atter uvidende!

    Tro mod røde sanser.
    Med sammenknebne øjne
    mod Øst
    ser han
    ikke Berlin, ikke Budapest eller Prag.

    Pligtskyldigt sidder den blændede
    lidt gulliversk ved
    sin skrivemaskine.
    Desperate digte marcherer.
    Han glemmer helt
    rødfascismen
    GULAG
    fortiden
    nutiden
    fremtiden
    eftermælet.

    Hvordan komme videre?
    Række efter hvem og hvad?
    Hvis meninger
    er fremtidens lov?

    Glemslens slør formørker
    men befrier nådigt, og han
    tænker ikke:

    Østeuropa mishandles.
    Riv Muren ned.
    Lad os se tilbage
    og huske massakren i Katyn.
    Diktaturbødlerne myrdede demokraterne.
    Internationale er mordets melodi.
    Sovjets rødgardister
    var menneskehedens fjender.
    Det vidste vi jo
    fra Hal Lehrmans værk. (19)

    Han drømte om at blive
    en tornado,
    som fejede de andre væk.
    Tilbage står nederlaget.
    Verdens Honeckere har forladt ham.
    Tavsheden er den store skam.

    Solsjenitsyn og eftertanke fejes ind under tæppet

    Svært at bære blodige minder
    ud, bort, væk.
    Heldigvis kronisk uskyldig.

    (19)
    Hal Lehrman. Liberal, amerikansk journalist. Fra 1934 korrespondent for bl.a. Associated Press, Newsweek og New York Daily News. Forfatter til ”RUSLANDS EUROPA”, i hvilken han, efter to rundrejser, så tidligt som I 1948 afslørede Sovjetunionens, Den Røde Hærs og de øvrige rødfascisters lemlæstelse af de “befriede” lande I Østeuropa. Forlaget Chr. Erichsen 1948.
     I over et år indsamlede forfatteren kendsgerningerne om sovjetrusserne, og især to episoder gjorde tilsyneladende et stort, ubehageligt indtryk på Lehrman.
     I kapitlet ”Den røde Armés Europa” stiller Lehrman en kaptajn i hæren spørgsmålet: ”Er De da ikke russer?”, og får svarene: ”Aldeles ikke. Jeg er russisk jøde (…) forstår De, hvis jeg ikke var jøde, så ville jeg, i stedet for at være kaptajn, nu have været oberst.”
     Et andet sted beskriver Lehrman ”Den store Omvendelse”. Den finder bl.a. sted i Ungarn, hvor hundredtusinder af medlemmerne af nazi-organisationerne overflyttedes til Kommunisterne blot ved at underskrive en formular med følgende ordlyd:
     ”Underskriveren erklærer herved at have været medlem af Pilekorspartiet fra… til… Jeg indser nu, at mine handlinger var rettet mod Folkets Interesser, og at min opførsel var forkert. Jeg er besluttet på at gøre godt igen, hvad jeg har gjort. Jeg lover at støtte Kampen for et Folkedemokrati af al min kraft og at vie al min Energi til Opnåelsen af dette Maal. Jeg lover hermed højtideligt, at jeg vil blive et trofast aktivt Medlem af …….Afdelingen af det ungarske kommunistiske Parti.”

    Fra besøgene i 1945-46 er Lehrmans advarende konklusion, at ”begivenhederne i Bulgarien og Rumænien gjorde kål på kommunisternes påstand om, at de kun holdt demokratiet nede for at beskytte det imod demokratiets fjender.
    Moskvas løfte om et frihedens paradis på jorden – når bare de overlevende fascister blev udryddet – var i virkeligheden kun et skalkeskjul for at kunne standse alle udlandets klager, imens de ikke-kommunistiske kræfter blev knust i hvert eneste land.
    Kendsgerningerne viste, at det virkelige mål var et fuldstændigt eneherredømme, fysisk såvel som åndeligt, og det helst så hurtigt som muligt.”
    På sin videre færd nåede Hal Lehrman til Tjekkoslovakiet, og fra hovedstaden Prag beretter han om en tilstand, der var den samme som ”i Chicago, Cleveland eller London”. Hvor ”butiksvinduerne strålede med indenlandske og udenlandske varer”, og hvor han i en tilstand af lettere eufori møder ”en kær gammel ven” New York Times, der, som den naturligste ting, lå i kioskerne sammen med Herald Tribune, Manchester Guardian, Time, Picture Post og France Soir.
    Der var ”ingen demonstrationstog, ingen fraser på murene, ingen røde stjerner, ikke engang uniformer, undtagen politibetjentenes, når de høfligt slentrede forbi på deres patruljer. Det var en stor vesteuropæisk by, der sitrede og summede af handel og frihed.”
    Ganske vist var ”en kommunist ved navn Clement Gottwald premierminister, men en demokrat ved navn Eduard Benes var præsident, og han var stadig den ”største mand i landet”. En anden herlig mand ved navn Jan Masaryk(…)var stadig udenrigsminister”, og det viste sig, at i Tjekkoslovakiet var der ”stadig et parlament, der fungerede som et parlament, og ikke som en talemaskine.”
    I det lange løb kunne Sovjetunionen naturligvis ikke acceptere en sådan tingenes tilstand, så – selvom Hal Lehrman kan citere præsident Benes for udtalelsen, ”fordi Joseph Stalin har lovet mig det” i relation til et løfte om tjekkernes ”fuldkomne uafhængighed” – røg Jerntæppet ned på den forkerte side af de tjekkiske grænser.
    Om højt agtede, store statsmænds skæbnesvangre naivitet og bristede håb skriver Lehrman: ”Og jeg tror, det nu er tiden og stedet til at gengive en anden udtalelse, der fortroligt blev fremsat overfor mig af en czekoslovakisk statsmand, som bar et stort og æret navn. ”Vi er af instinkt prorussiske”, sagde han. ”Det ligger os i blodet. Hvorfor læste jeg Turgeniev, førend jeg nogensinde havde hørt om Shakespeare? Min første barnepige var russerinde. Lige fra vuggen lærte jeg at tænke på, at jeg var slaver. Og det samme gælder resten af vort folk. Jeg tror, russerne ved det. Det er derfor, jeg kan leve i håbet. Det er derfor, jeg er glad over, at jeg overlevede Hitler.”
    Statsmanden overlevede ikke Joseph Stalin, hvilket Lehrman beretter om som følger: ”Det var, hvad en czekoslovak med et historisk navn fortalte mig for to år siden, da vi sad sammen i hans lejlighed i Czernin-Paladset i Prag. I dag er jeg fri og kan offentliggøre, hvad han sagde, fordi det ikke kan skade nogen. Ham kan man nemlig ikke længere få fat i. Han faldt, eller blev kastet, ud af et vindue i udenrigsministerens lejlighed, hvor vor samtale havde fundet sted, og han døde, mens Moskva endnu fejrede den kommunistiske sejr i Czekoslovakiet. Hans navn var Jan Masaryk”.