30
aug
Seneste opdatering: 25/8-14 kl. 1605
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

“In this video, Lionheart graphically describes the takeover of Luton specifically, and of Britain in general, by the “street jihad” of immigrant Pakistani Muslims.They run the heroin trade from Luton into the rest of the country.They are the go-to-guys for terrorism. He pulls together the threads of Luton’s Pakistani influence on 7/7.They control a specific kind of white slave trade in Britain: young girls are lured into service and then sent to other parts of the country as sex slaves for those Pakistani immigrants who can afford them.The British people are being silenced through fear, he says, and recounts all that he lost because he stood up to the Pakistani gangs.” Lionheart via GoV

Hvis ikke jeg  sidste efterĂĄr i EU parlamentsbygningen i Bryssel,  havde  hørt et halvanden time  langt  foredrag af Patrick Sookhdeo, ( former Muslim, is a commentator on jihadist ideology, and has lectured British and NATO military officers on radical Islam.) ville jeg have  kunnet afvise bloggeren Lionheart som “alarmist”.  Men jeg har hørt foredraget flere  gange, jeg tog det pĂĄ video, men kan desværre ikke  offentliggøre det. Adskillige  pointer  runger stadig i mit hovede. Én var: “Hvis I  vil se Europas fremtid om 10-20 ĂĄr, kom til England i dag”.  En anden – under debatten bagefter – angĂĄende  hvad der  kan gøres, for at stoppe en egentlig borgerkrig i anmarch. Demokraten Sookhdeo svarer en spørger, der  ønsker en radikal forebyggende løsning:” Jeg nægter at bekæmpe den ene  fascisme  med den anden”. Tiden vil vise , hvad  England  sĂĄ kan gøre, men fristen Sookhdeo  gav, var ikke lang. Fire til otte ĂĄr. SĂĄ er  resten af Europa meget klogere. Imens  driver  England mod muslimsk “insurgency” – lavintensitiv  borgerkrig i udvalgte  enklaver.  Alle ved det, også  de  ministre Sookhdeo rĂĄdgiver, men de  er” lammede af angst”, som han sagde.  Lionheart er en enkel mand, der  med enkle ord, siger det som dusinvis af akademiske  institutioner skriver  tykke  rapporter  om.  For at belyse eller fornægte.

Hver anden tyrker i Berlin er  arbejdsløs

Forældrene kom til Tyskland for at  arbejde, deres børn mislykkes i  skolen : Den uddannelsemæssige  fiasko  gælder særligt for de tyrkiske  immigranter.  Dette fregĂĄr af en rapport fra  Deutschen Instituts fĂĽr Wirtschaftsforschung.    Tre ud af fire tyrkere i Berlin slutter skolen uden godkendt  eksamen. Hver anden i den erhvervsaktive alder har  ikke  noget arbejde. Penge fra staten er  nok, for ifølge undersøgelsen, er indkomsten for en familie med to børn lig med indkomsten for en fuldtidsansat med ti euro timeløn. Instituttet  fastslĂĄr ogsĂĄ, at mange  tyrkere  slet ikke  er  villige til at arbejde. Talsmanden  for det tyrkiske forbund, Hilmi Kaya Turan, kaldte igĂĄr rapporten  “oprørende og uforskammet”. Mange studerende er  umotiverede og frustrerede, fordi de bliver diskrimineret pĂĄ arbejdsmarkedet.

Den Grønne politiker Bilkay Ă–ney tager disse spørgsmĂĄl alvorligt, men siger pĂĄ den anden side: “Indvandrerne mĂĄ gøre en  indsats,” siger hun. “De klager altid over deres lave status i samfundet, men anerkendelse  og respekt mĂĄ man gøre sig fortjent til.  Hvis man er uuddannet og lever i samfundets  periferi, har man ingen krav pĂĄ anerkendelse. SĂĄdan er det i alle lande.  Staten giver  jer  mulighederne, men I må  selv gribe dem”.  Tagesspiegel: Probleme  auf Dauer – Snaphanens  oversættelse. Se ogsĂĄ: “Rystende  ødelæggelse af kristen kunst i det tyrkiske  nord-Cypern” (ogsĂĄ pĂĄ tysk)

Bogstavelighed

Børn er bogstavelige, som man ved . De tager symboler  for pålydende. Det klæder ikke  voksne  mennesker, heller ikke når de  er ude  i det radikale ærinde, at overskrive deres egen historie:

Malmö stad gör en kraftfull politisk markering mot kungahusen i Sverige, Danmark och Norge. Stadens politiska majoritet vägrar bjuda de tre skandinaviska statscheferna till hundraårsjubileet av trekungamötet 1914.Det finns ingen anledning att bjuda hit människor som inte är demokratiskt valda, säger Göran Andersson (s). Inget jubileum för monarker

Italy horrified by ‘Clockwork Orange’ assault on monks

The attack was randomly targeted at Franciscan monks who were eating dinner
Italians have been left shocked by a ferocious assault on Franciscan monks by hooded thugs at a monastery in the foothills of the Alps, which has been compared to incidents seen in the film ‘A Clockwork Orange’. Father Sergio Baldin, 48, the guardian of the San Colombano Belmonte monastery near Turin, and three elderly monks from the Franciscan order of Friars Minor, were having their evening meal when they were attacked by three hooded men who gagged and bound them before punching, kicking and beating them with clubs. Father Baldin suffered severe head injuries but also has “serious respiratory problems” because he choked on his food while being assaulted, doctors say. He has had brain surgery and was in a coma. Father Salvatore Magliano, 86, Father Emanuele Battagliotti, 81, and Father Martino Gurini, 76 suffered less serious injuries, but were still being treated in hospital today.  Times Online og Friar beaten in ‘Clockwork Orange’ attack had enraged gang linked to Albanian prostitute

Karen Jespersen: Man brænder da skoler af

Vi tror ikke, en travl minister  har tid til at læse vores  ydmyge blog, men vi er da tilfredse med, at de   tal fra Svenska Brandskyddsforeningen, vi formidlede  for nogle måneder siden,  er  indgået  i  den danske  debat.  Her i en kronik i Politiken:

Stop søforklaringerne: Det er ikke ’samfundets skyld’, at skoler stadig oftere sættes i brand. Drop offertænkningen, kræv samfundssind.  En dramatisk begivenhed, som for nogle år siden nærmest ville have sat landet på den anden ende. Men ikke i dag, hvor der jævnligt bliver sat ild til en skole. Alene i 2007 var der 250 registrerede brande på skoler – hvoraf cirka halvdelen ifølge Beredskabsstyrelsen var påsatte. Tilmed bliver de brandmænd og ambulancefolk, der rykker ud, jævnligt angrebet, uden at det vækker den store opstandelse i offentligheden.

Disse omfattende skolebrande er ét blandt flere eksempler på, at betydningsfulde værdier i vores samfund er blevet svækket blandt børn og unge. Voksne, der har ansvaret for deres opdragelse, tager alt for let på værdier som god opførsel, samfundssind og personligt ansvar. Skolebrande er sammen med overfald i busser, containerbrande, stenkast mod ambulance- og redningsfolk og bandeskyderi nogle af de skræmmende fænomener, vi i stigende grad støder på.

Disse skolebrande er en del af et større mønster, hvor børn og unge har en særdeles negativ adfærd. Det kan tilsyneladende være i det små i hverdagen i form af manglende disciplin med pjæk, uro i skoleklasserne og ligegyldighed over for lektier. Sådan er det blandt andet beskrevet i rapporten ’Skolepraksis’ fra AKF.

Men det kan også være mere alvorligt, som for eksempel når en ny rapport taler om 6000 børn og unge med mere end 20 dages ulovligt fravær fra skolen. Om groft sprog og ukvemsord over for blandt andre lærere. Overfald og chikane af jævnaldrende. Hærværk. Noget man eksempelvis kan læse om i den store Valby-undersøgelse fra 2005.

Eller de helt grove forhold som knivstikkeri eller sågar skydevåben. Alene i København har der i år været 20 episoder med skydevåben. De uroligheder og optøjer, som vi har set i forbindelse med Ungdomshuset i København, og alt hvad det har ført med sig, er også eksempler på, hvor langt ud vi er kommet i uacceptabel adfærd.

Danmark er ikke alene om denne skræmmende udvikling blandt store børn og unge. Optøjer, hærværk og omfattende ildspåsættelse fortrinsvis blandt unge har i nogle år været kendt i andre europæiske lande. Eksempelvis er problemet med skolebrande meget stort i Sverige.

Ifølge Svenska Brandskyddsforening har antallet af brande på svenske skoler været kraftigt stigende i de seneste ti år. I 2006 var der brande på 505 svenske skoler, heraf er de 250 rubriceret som påsatte. Og tallet i 2007 ser ud til at blive endnu højere.

De svenske brandmænd kan have store problemer med at slukke brandene, fordi de kan blive angrebet. I juli beskrev den store, svenske avis Dagens Nyheter, hvordan brandmændene i Malmø blev angrebet i indvandrer-ghettoen Rosengård, så de nu kun rykkede ud under ledsagelse af politiet.

Billedet i Danmark er altså desværre begyndt at minde om tendenserne i andre europæiske lande. I Danmark oplevede vi eksempelvis i februar også omfattende optøjer, hærværk samt et stort antal brande, herunder en del skolebrande.

KommuneForsikring har de seneste år oplevet stigende udgifter til dækning af skolebrande. I 2004 lå erstatningerne på 25 millioner kroner, mens de i 2007 var oppe på 75 millioner. De 250 skolebrande i 2007 er en stigning fra 150 i 2005. Og alene i februar i år under de voldsomme optøjer var der ifølge Kristeligt Dagblad 22. februar 800 påsatte brande – lige fra bål i gaden, ild i containere, biler – herunder politibiler – ligesom der blev sat brand til flere skoler.

Samtidig blev der kastet sten og fyrværkeri mod brandvæsen og politi, og der var trusler, chikaner og masseslagsmål. De meget massive uroligheder har fortaget sig, men grundlæggende er der fortsat et alvorligt problem. Alene i juli måned har jeg læst omtale af hærværk og – som regel mindre – brande på skoler i Randers, Brabrand og Risskov ved Århus samt i Hundige syd for København.

Hundige ligger i Greve Kommune, hvor det ifølge pressen »stadig ofte« brænder. Flere af stederne bliver brandfolkene angrebet med stenkast. I kommunen har man nu – ligesom i Sverige – lavet en aftale med politiet, så de rykker ud før brandfolkene for at sikre, at disse ikke bliver mødt med stenkast, når de kommer for at slukke en brand.

I Tingbjerg – et af de ghettoiserede boligområder i København – blev skolen sat i brand i februar. Og i dag fortæller en beboer, at det fortsætter: »Det er bare ikke sjovt at være herude. De stikker jævnligt ild til haveaffald og knallerter, og affaldscontainere når højst at stå et par dage, inden de bliver brændt af. Der bliver smidt med sten efter brandfolk og efter busser, der har fået lagt ruten om i en periode«.(B.T. 19. juli)

De mange skolebrande er udtryk for et særdeles alvorligt skred i normer og adfærd. De fleste af os er vokset op med respekt for brandmænd og ambulancefolk. Før i tiden var det utænkeligt at forhindre dem i at udføre deres arbejde. Ligesom de fleste førhen havde respekt for naboens og samfundets værdier. Kun meget få kunne drømme om at sætte ild til en skole, på trods af at der bestemt ikke var færre sociale problemer.

Når der alligevel er sket sådan et skred i normer og adfærd, hænger det sammen med flere ting. Grundlæggende er det en konsekvens af den laden-stå-til-pædagogik, der fik lov til at udvikle sig i kølvandet på ungdomsoprøret i 1968. Ungdomsoprøret betød, at børn og unge i højere grad blev betragtet som individer, der skal respekteres og lyttes til. Og det er særdeles positivt.

Men dette syn på børn har alt for ofte fået lov til at kamme over. Opdragelse blev nærmest betragtet som et skældsord og alt for meget blev overladt til børnene selv – både af forældrene, af skolen og af andre voksne. Budskaber som ’elevernes ansvar for egen læring’ blev fremherskende. En katastrofe for især de børn og unge, der kom fra ressourcesvage hjem.

Det var særlig slemt, fordi det skete i en tid med store omvæltninger i samfundet, hvor den enkelte fik en stor frihed med mange valgmuligheder. En frihed, der er svær at håndtere for dem, der ikke har fået den nødvendige ballast med i opdragelsen i form af normer og værdier. Det er ikke mindst alvorligt for børnene af de mange indvandrere, der netop i disse årtier kom til Danmark.

Mange kom fra kulturer med et helt andet syn på samfundet og myndighederne. Det får man et indtryk af i den somaliskfødte hollænder Ayaan Hirsi Alis erindringer, som for eksempel når hun beskriver sit første møde med de hollandske myndigheder.

Hun kunne slet ikke forstå, at staten ville hende det godt, og at hun kunne have tillid til myndighederne. I de afrikanske lande, hun havde levet i, er staten en fjende, man ikke kan stole på og nærmest er i krig med. Der er det familien og klanens medlemmer, der føler et ansvar for hinanden. Det er jo i sig selv værdifuldt. Men lever forældre og børn med indvandrerbaggrund videre med et syn på myndighederne, der er præget af hjemlandets kultur, så går det let galt.

I særlig grad børn af forældre med indvandrerbaggrund er overrepræsenteret i statistikken over dem, der klarer sig dårligt i skolen, i uddannelsessystemet, i tilværelsen som helhed og i kriminalitetsstatistikken.

Derfor er udviklingen i adfærden blandt grupper af børn og unge et kolossalt problem for dem selv og deres fremtid. Men det er også til stor gene for andre mennesker som eksempelvis beboeren i Tingbjerg. Desuden har det mere vidtrækkende konsekvenser.

Jeg holder i disse uger møder med en del kommuner, og næsten alle oplever stigende udgifter til anbringelse af børn og unge uden for hjemmet. Et problem her og nu, men helt uholdbart på bare lidt længere sigt. Det er hele sammenhængskraften i samfund, der bliver udfordret.

Danmark er et af verdens bedste samfund at leve i. Danskerne ligger fortsat meget højt i internationale sammenligninger, når det gælder tillid og samfundssind. Tillid og samfundssind er grundværdier i det danske samfund. Det vil sige, at den enkelte føler sig forpligtet til at vise hensyn til samfundet som helhed – herunder de mange medborgere, man ikke kender personligt.

Samfundssind bidrager til et fredeligt samfund med stor sammenhængskraft. Her findes en afgørende del af forklaringen på, at vi på verdensplan ligger i toppen i tillid til hinanden og til myndighederne – og at vi er verdens lykkeligste folk.

Den asociale holdning, vi som borgere og forældre har medvirket til har bredt sig blandt børn og unge, er netop udtryk for fravær af samfundssind og evnen til at tage hensyn til andre. Derfor skal den negative adfærd blandt børn og unge også bekæmpes ved at sikre, at normer og værdier som personligt ansvar og samfundssind sættes i højsædet i opdragelsen af børn og unge.

Det er efter min mening ret indlysende. Men mange meningsdannere har en helt anden holdning. Det får man et skræmmende billede af, når man følger mediernes dækning og hører forskellige integrationskonsulenter og andres forklaring på de unges uacceptable adfærd – lige fra skolebrande til urolighederne omkring Ungdomshuset:

De unge keder sig, fordi de har for få fritidstilbud. Det er regeringens skyld, fordi den ikke giver kommunerne penge nok. De sociale ydelser er ikke høje nok. Desuden reagerer de unge, fordi de føler sig diskrimineret af det danske samfund. Det er en udpræget offertænkning: »Det er synd for mig« og »det er samfundets skyld«.

Det er en vurdering, jeg er meget uenig i. Penge alene løser ikke problemerne med skolebrande, asocial adfærd og kriminalitet. Der bliver allerede brugt store ressourcer på indsatsen for børn og unge. I en kommune som Århus er der alt i alt ansat 15.000 voksne til at tage sig af alle de opgaver, der knytter sig til 64.000 børn og unge under 18 år – altså næsten en voksen for godt fire børn og unge.

Generelt betragtet vil det ikke hjælpe at ansætte endnu flere skolelærere, pædagoger og andre faggrupper. Flere klubber og andre tilbud eller højere ydelser vil heller ikke i sig selv løse problemet med den asociale adfærd blandt børn og unge.

Og ja, der er nogle i Danmark, der diskriminerer og taler grimt til mennesker med indvandrerbaggrund. Og det er selvfølgelig helt uacceptabelt – ligesom det er uacceptabelt, når folk med indvandrerbaggrund taler nedsættende om danskere og i det hele taget ser ned på andre etniske grupper end deres egen. Noget man selvfølgelig skal bekæmpe med næb og klør.

Men det ændrer ikke ved, at offermentaliteten er et ubrugeligt udgangspunkt for at forbedre sin situation. Offertænkning betyder, at mennesker betragtes som nogle, der er skrøbelige, og som ikke kan ret meget. Det er dårligt for dem selv, men det har også vidtrækkende negative konsekvenser for samfundet, der har brug for mennesker, der udnytter deres ressourcer.

Enan Galaly, der har arbejdet sig op fra opvasker til hotelkonge, sagde det meget rigtigt og direkte, da han for nylig holdt foredrag for 180 indvandrere: Danmark er verdens bedste samfund, og I får utrolig meget af Danmark. Alligevel bliver I sure og begynder at slå, hvis noget går jer imod. Hvorfor blæser I ikke bare på den diskrimination, I måske møder, sådan som jeg har gjort det, og bruger alle de muligheder, I har?

Selvfølgelig kan og skal samfundet gøre noget for at hjælpe børn og unge til at komme væk fra den negative adfærd. Det er en grundlæggende del af vores velfærdssamfund. Men løsningen kræver en forståelse for, at det er en kultur – forstået som normer og adfærd – der skal ændres, hvis vi skal sociale problemer til livs. Derfor vil regeringen snarest fremlægge forslag, der skal yde et bidrag til at styrke ansvaret hos forældrene og de unge selv.

Men vi vil også stille krav om, at den enkelte kommunalbestyrelse skal gøre en langt mere systematisk indsats. Vi ved slet ikke nok om, hvem de utilpassede børn og unge er, eller hvor mange der er. Vi ved heller ikke nok om, hvordan den uacceptable adfærd udvikler sig, eller om hvilke konkrete initiativer der virker. Den enkelte kommunalbestyrelse skal derfor danne sig et overblik over, hvor mange børn og unge de har i risikogruppen, og de skal lægge en plan for, hvad der skal gøres for at komme problemerne til livs.

En effektiv forebyggelse kan sikre, at de unge ikke udvikler en ekstrem asocial adfærd. Eksempelvis kan sådan en plan indebære, at der bliver lavet et fælles værdigrundlag for arbejdet med børn, unge og deres forældre. Sådan et værdigrundlag handler selvfølgelig ikke kun om krav og konsekvens, men også om stabilitet og omsorg.

Og det kan lade sig gøre. Det fik jeg for nylig en meget glædelig illustration af på døgninstitutionen Schubertsminde i Ringkøbing. Her boede børn og unge, der havde været overladt til sig selv og kastet fra institution til institution. Men på Schubertsminde havde de en klar plan for, hvad det var for en negativ adfærd og kultur, der skulle ændres, og hvilke kompetencer og normer, de unge skulle tilegne sig. Og det lykkedes i en helt usædvanlig grad.

Jeg nægter at høre på flere søforklaringer om, at det er samfundets skyld. Det burde være selvindlysende, at det enkelte menneske og den enkelte familie i vores samfund har et ansvar for, at man tilegner sig de normer og værdier, som vi har udviklet og videreudviklet gennem flere hundrede år.

Det skal fortsat være således, at alle alarmklokker lyder, når der sættes ild til skoler, og brandfolk bombarderes med sten. Samfundets ansvar i den sammenhæng består ikke mindst i at gøre sig overvejelser over alle de midler, der kan og skal sættes ind for at gøre det klart for alle, at sådan er det. Borgerne i dette samfund skal ikke tolerere denne nedbrydende adfærd. Væk fra en ubrugelig offertænkning og selvynk. Hen mod ansvarlighed og samfundssind.

0 0 votes
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

6 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Peter Buch
Peter Buch
15 years ago

“Less is more” kan være et godt princip, dog tror jeg “rettidig omhu” er mere passende som overordnet princip. Det er her meget muligt, det er mine egne præferencer for sprog eller særlige ord, der her spiller ind i en sĂĄdan afgørelse. En forbrydelse er vel ikke mindre end det den er uanset under hvilke forhold – det være sig juridiske eller politiske eller andre forhold – den forekommer i. Der bliver sĂĄ vidt jeg ved i nogle sager brugt mange argumenter og beviser af forskellig art pĂĄ at vise, at sigtede handlede ud fra disse i forsøg pĂĄ at… Read more »

Peter Buch
Peter Buch
15 years ago

@ Steen Tak for kaffe! Du ytrer dig sjældent med en sĂĄdan sprogbrug specifikt betegnelsen “tvangsindlægges”. Erfaring kunne ellers sige at parlamenter ofte har deres egne dagsordner, hvor udefra kommende har meget svært ved at ønske andet sat pĂĄ disse dagsordner end det allerede annoncerede. Det annoncerede kan sommetider eller vist ofte beskrives som en reaktion pĂĄ en aktion, en handlen pĂĄ noget der allerede sker i samfundet. Her kunne jeg specifikt forestille mig en reaktion pĂĄ noget som for eksempel foredraget nævnt her, der allerede kunne være offentliggjort. Det er vist ikke altid parlamenter/parlamentsmedlemmer er de bedste retningsgivende, men… Read more »

Peter Buch
Peter Buch
15 years ago

Beklageligt at optagen video fra foredrag ikke kan offentliggøres- var der mulighed for offentligørelse af teksten? Eller redigering af videoen med tekstning, figurcamuflering og stemmeforvrængning, eller noget lignende?

Johansen
Johansen
15 years ago

Det var en noget urovækkende tale fra Lionheart. Det skulle ikke undre mig, om det en rimelig klar redegørelse for tingenes tilstand i et Storbrittanien i knæ.

Det glæder mig umĂĄdelig meget at se det israelske flag sammen med det engelske flag. Godt at denne unge englænder kender sine rette alliancepartnere – og det lyder ikke til at være de muslimske pakistanere.

6
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x