Styrke og skrøbelighed: Skrøbelighed – fordi accordion ikke er instrumenternes konge, orglet. Styrke , fordi han lige så godt kunne have spillet på det, og også kan det. Og fordi han sætter sig på gaden, og tilbyder alle og enhver Bach. Det er at blotte sig, ganske vist bag en jætte, men alligevel, midt på gaden i København blandt rumænske tiggere og taskenspillere. Michael Olefir fra Skt. Petersborg er ikke en hvilken gademusikant som helst. Han er uddanet i den russiske skole fra 5-års alderen. Hans accordion er bygget specielt til orgelmusik. Lyden på en mobilvideo er ikke high fidelity, men det er det nærmeste man kommer et orgel, hvis man ikke skal over i Domkirken.

Lige overfor hvor han sidder, boede Ludvig Holberg på sine gamle dage (se epitafiet på muren). Jeg forestiller mig, Fiolstræde ikke er så forandret på de 250 år og at Holberg stadig sidder derovre og lytter anerkendende. I Domkirken kommer jeg til højmesse d. 25 december. Ikke for at studere de mondæne kändissar i nertzpels, – de gamle radikale og socialister er blevet kristelige (Suzanne Brøgger, Bente Hansen og aføde Ebbe Reich) – en bevægelse der synes at tage cirka 40 år at gennemføre, det latente religiøse behov har haft variende udtryk gennem årtierne – men for at høre musikken. Udvidet kor, blæsere og en fuld kirke. Små tusinde mennesker, der synger. Man har lyst til at klappe af begejstring, men det er jo ikke en Torsdagskoncert med 10 minutters ovation og fremkaldelser. Man tar´sig i det og lytter til biskop Erik Norman Svendsen . Han er ikke dum. Han kan gå på line sprogligt, noget der volder domprovst Gadegaard mere besvær. Når biskoppen “shamer” mig, opdager jeg det næsten ikke. Men det er endnu én af folkekirkens store dyder: Skæld dem ud, men blidt og kærligt, så de ikke kræver kirkeskatten tilbage og forlanger republikken indført. Antyd DF millimeterfint. Krarup og Langballe – shhhh, ikke ved navn. Stryg dem lidt medhårs, og lidt modhårs, så går alle glade og berigede hjem. Jeg er ikke hævet over det, jeg er også én af dem, der kan bevæges og få våde øjne, særligt ved visse salmer.

Man tror det måske ikke, men nogle af dem jeg sætter allermest pris på, er mine præstevenner. Kierkegaard ville have rakt ud efter brækspanden, men han var jo heller ikke helt vel forvaret. Vi forsøger at være det, selvom det kan smutte enkelte gange. Det kan ikke være anderledes, når man skal skrive lidt hver dag. Vi kan ikke kun være prosaiske. Udelukkende svensk og engelsk politik uden pauser, vil drive enhver til vanvid og fortvivlelse. Alle der ikke er monomane, har brug for pauser, pletvis eskapisme. Mobilvideos © Snaphanen

Etniske gamle “En mega udfordring”

SF elsker den slags kraftudtryk. Tænk hvis de turde kalde sig selv ” mega ekstremt tanketomme” ? Det havde været velanbragt. Søvndal er fikseret på ordet “ekstrem”. Nu er det bare noget “ekstremt-mega” , der er faldet ned fra himlen, helt uden SF´s aktive medvirken. Ups, hvor kom det fra? Nå, ja, det var partiprogrammet. Det var dengang. “Idag er vi ikke helt sikre, for vi har ikke taget pædagog og pastor NN i ed, men det gør vi inden vi skal i regering. Vi ved godt, hvilke problemer vi har påført Danmark, men vi lader bare som om vi er lidt halv-imbecile, så glemmer de det nok. Syv år er “rigtig,rigtig” længe, særlig for alle dem der har fået stemmeret i mellemtiden, så tys, tys, vores aktuelle problemer skyldes den nuværende højreekstreme regering.” Men vi andre, Søvndal, der har rundet de tredive og ikke har fået elektrostimulation for nylig, vi vil nok hellere – pardon my french – se din røv end dit åsyn.

De ældre flygtninge og indvandrere får oftere diabetes, psykiske lidelser og hjertekarsygdomme end danskere, og samtidig betyder ændrede familiemønstre, at de ældres børn ikke længere pr. automatik tager sig af deres plejekrævende ældre i hjemmet. Kommuneforeningen KL taler om en særligt sårbar gruppe med et voksende plejebehov og anbefaler, at kommunerne tænker udviklingen ind i budgetlægningen.

SF-rådmand: En megaudfordring
»Dette bliver en megaudfordring for alle de største byer i Danmark,« konstaterer den århusianske ældrerådmand, Dorthe Laustsen (SF), der kalder udsigten til en øget efterspørgsel på pleje for en etnisk ældrebombe og kræver, at regeringen afsætter flere penge til opgaven på finansloven. Etnisk udfordring for ældreplejen

Men han er (stadig) en god socialdemokrat

[Københavns Internationale dag foto: © Kirsten Damgaard. Billedet er et billede af et billede som Hamid El Mousti selv har ophængt i den marokkanske bod]

Denne post fra i går fortjener en opdatering, ikke fordi den er aktuel, men snarere fordi den viser hvordan der er ‘one rule for you, one rule for me’, og at visse folkevalgte på femtende år kan gå rundt med et skelet i skabet, uden at det bliver den mindste sag i hans parti. Vil man være venlig kunne man sige, at det er patroniserende og en form for diskrimination, at etnikere og ædle vilde ikke forventes at have samme standard mht. hvem de omgås og beundrer, som alle andre. Men dette drejer sig om danskernes sikkerhed, så venlighed er en luksus der ikke er råd til. Fra en lille hyggelig enquête i Politiken d. 31.10.1993, hvor Hamid El Mousti name dropper Stravinsky, Ray Charles, Guy de Maupassant, og, nå ja, terroristen over dem alle, Yassir Arafat:

Hvilken levende person beundrer du mest? – PLO’s formand Yassir Arafat (I al fortrolighed: Hamid El Mousti, Politiken 31.10.1993)

Abdul Wahid Pedersen kan stille sharialovgivning i udsigt for danskerne ved muslimsk flertal, og han kan forsvare drab ved hjælp af stenkast med henvisning til ‘Allah’. Det gør ham ikke til udstødt fra det pæne selskab – bare spørg Uffe Ellemann og (ahem) Co-Existence of Civilizations. Morten Messerschmidt synger i muntert lag en gammel vise der på et tidspunkt har været annekteret af statsbærende slyngler – landet står på den anden ende i forargelse.

Nu er det altså officielt: Fra ledende politisk hold bliver terrorisme og ‘integration’ kædet direkte sammen. ‘Mangfoldighedens’ facetter har ingen grænser (LFPC)

Idealernes kollision: Kjønnsdelt svømming i Oslo

Man mindes begrundelsen for påtvunget halalkød i skolemaden som en dansk kommunalpolitiker forsøgte sig med: Der er ikke nogen der har taget skade af at spise halalkød. Det ligeså oplagte formulering, at der ikke er nogen der har taget skade af at spise ikke-halalslagtet kød, var ikke engang faldet politikeren ind. ‘Mangfoldighed’ og ‘at vi lever i en globaliseret verden’ indebærer kun hensyn den ene vej i tilfælde af konflikt. Det ligger på rygmarven. Således også med dette eksempel på kønsopdelt svømmeundervisning. En af de historier hvor man kan slå en ond, gnækkende latter op fra sidelinjen, fordi uforeneligheden af multikulturen med ligestillingsidealerne ikke kan snakkes væk. Via Gates of Vienna (LFPC):

Av hensyn til muslimske elever må gutter og jenter ved Møllergata skole i Oslo ha gym og svømming hver for seg. Til og med svømmelæreren må ha «riktig» kjønn.- Som følge av innvandringen til byen oppsto problemstillingen med at muslimske jenter ikke fikk lov til å ha kroppsøving og svømming sammen med gutter. Da måtte skolen finne ordninger, sier skolens rektor Eva Kjøge til NTB.

Hun er selv nytilsatt ved skolen og har ennå ikke tatt stilling til om den årelange praksisen skal fortsette.

– Ordningen ble innført for mer enn ti år siden. Jeg startet her i august og ønsker å se hvordan dette fungerer før jeg eventuelt gjør endringer. Dette er en sak som også er viktig å diskutere med foreldrene, sier hun.

Rene gutte- og jenteklasser i kroppsøving og svømming kan være i strid med opplæringsloven. Der heter det at organiseringen av elever i grupper til vanlig ikke skal skje etter faglig nivå, kjønn eller etnisk tilhørighet.

Rektor Eva Kjøge viser imidlertid til at kravet om å tilby tilpasset opplæring er et overordnet prinsipp i norsk skole og anfører at kjønnsdelingen kun omfatter ett enkelt fag.

– Dette skjer kun i kroppsøvingsundervisningen, ikke i de andre fagene, sier hun. […] Kjønnsdelt svømming i Oslo