7
sep
Seneste opdatering: 7/9-08 kl. 2102
10 kommentarer - Tryk for at kommentere!

For at runde bogaktuelle Jurij Moskvitin af, fandt jeg denne lille, fornøjelige film i tre dele, hvor han er til middag hos komponisten Ilja Bergh. Her spilles klaver, tales og drikkes i stigende takt henimod Jurijs  erotiske erindringer fra 60 ´erne. Filmen er tilsyneladende fra 2004. Den har været online  i næsten to år, men kun 400 har set den. En skam.

Mon ikke DR viser den ?

Konspiration: 11 september
Ännu sju år efter terrorattackerna mot World Trade Center i New York spirar konspirationsteorierna. En av de mest långlivade gäller “byggnad nummer sju” – det tredje torn som rasade i samband med attackerna.  SVT 2 kl 22

»Socialdemokratins svek – en katastrof för Sverige«

“Jag anser att invandrings- och integrationsproblematiken har långt mer genomgripande negativa återverkningar på Sverige som demokrati och rättsstat än vad den svenska politiska nomenklaturan vill vidgå.
För alltfler svenskar står det klart att de senaste decenniernas omsvängning från begränsad arbetskraftsinvandring till okontrollerad flykting- och anhöriginvandring har inneburit en katastrof för Sverige. Svenskarna börjar också inse att man blivit förd bakom ljuset om detta av det politiska etablissemanget, att politikerna som hållit de vackra talen om berikande mångkultur, om solidariskt internationellt ansvar och som vinkat välkomnande till alla som vill komma hit – de har sedan åkt hem till sina fina villaförorter och dyra bosadsrätter i innerstäderna, långt från invandringens realiteter.
–  Det största sveket har socialdemokratin stått för, som under större delen av denna period varit statsbärande och som övergivit sina kärnväljare i arbetarklassen, låtit deras miljonprogramsförorter förvandlas till svårt socioekonomsikt belastade etniska enklaver, låtit klyftorna och segregationen i samhället öka, accepterat etablerandet av en ny underklass”…..Mats Dagerlind,Stockholm, ordförande tvärpoliska tanke-smedjan Demofon

“Jeg vil ud af EU”

læs uddrag af JP-Indblik: Løgn , fup og EU -ægteskaber

»Rør ikke min profet«

Interessante perspektiveringer af Monica Papazu, omend jeg mener hun med “[d]et er simpelt hen billedforbudet, der er på spil” mangler en vigtig komponent for baggrunden for det (endnu kun formodede) hysteri som Medinas Juvel kan afstedkomme. ‘Krænkelsen’ består også i at urene kuffar overhovedet beskæftiger sig med så intimt og følsomt et område i det muhammedanske trossystem. Man forventes at holde sig på behørig afstand. Dertil kommer også bevidstheden om at kuffar formentlig vil se med misbilligende øjne på forholdet mellem den midaldrende Muhammed og ni-årige Aisha. Som bekendt er islamiske helligtekster fulde af opfordringer til vold og uhyrligheder – men når kuffar citerer dette er det altid ‘taget ud af konteksten’. Den rette ‘kontekst’ er imidlertid ikke noget der får voldsopfordringerne til at ligne et teselskab, men derimod den troendes liturgiske tilgang – dette får vi bare aldrig at vide. Man ved godt at den snavsede historie om Aisha er et meget, meget ømt punkt, men temperamenterne i disse kredse forhindrer dem måske i at gøre det klogeste, nemlig at lade det passere i stilhed. Mig, jeg vil sætte mig mageligt til rette og nyde hysteriet med en ond, gnækkende latter (LFPC).

“Bogen (Medinas juvel) kommer  i sin hyldest til den idealiserede islam  til at vise kultursammenstødet på det klareste. For her har man en vestlig forfatterinde, som ikke har forstået noget som helst om islam og overfører europæiske værdier på islam (den individuelle subjektivitet og frihedstrang). At muslimerne reagerer med afsky er fuldt ud forståeligt, for de forsvarer deres kultur. At de kan reagere med pression og vold er en helt anden sag.-  Det andet svar er noget forskelligt fra det første. I bund og grund reagerer muslimerne ikke over, hvad der bliver sagt, men at der overhovedet bliver sagt noget om Muhammed og Aisha. At der bliver skabt »et billede« af Muhammed og Aisha. Det er simpelt hen billedforbudet, der er på spil. Bogen er lige så meget et billede, som Muhammed-tegningerne er det. Derfor reaktionen.”

Fejhedens nye triumf
af Monica Papazu, mag.art., Randers

Nu er det sket igen. Det velrenommerede amerikanske forlag Random House har trukket den planlagte udgivelse af bogen »The Jewel of Medina« (Medinas juvel) tilbage. Ifølge forlagets eget udsagn har forlaget fundet ud af, at bogen »kunne ses som krænkende for nogle i det islamiske samfund og kunne fremkalde voldshandlinger«.
Dette er sagens kerne: Den rene frygt; den forebyggende frygt.
Så lad mig spørge: Hvem er det så der bestemmer Random Houses udgivelsesplan? Det gør forlaget ikke mere. De mennesker, som repræsenterer forlaget, har allerede accepteret en dhimmi-status, det vil sige den underordnede status, som kristne eller jøder er tildelt under en islamisk regering.
Hvor er så de berømte fraser henne, som gammeldags amerikanske film altid gjorde brug af, og som udtrykte et moralsk princip: »Vi forhandler ikke med terrorister«?!
Sandt at sige: Hvis jeg var muslim, ville jeg være dybt krænket over, at ikke-muslimernes fejhed giver islam sådan et dårligt ry, at det får islam til at fremstå som uoplyst vold. Men jeg er ikke muslim og kan derfor ikke forstå en fremmed mentalitet, men det jeg kan forstå, er, hvad der er ved at ske med vor egen civilisation, som ikke længere tror på sine principper og bøjer sig, for hvem der råber højest. For denne angst er generel: et hollandsk såvel som et serbisk forlag har trukket bogen tilbage.
Historien om denne bog har også en anden krølle, som jeg finder interessant. Bogen er skrevet af den amerikanske journalist Sherry Jones, som ganske vist ikke er ekspert i islam, men ikke desto mindre har brugt flere år på at lære sig arabisk og arabisk historie. Hendes bog er en historisk roman, som fokuserer på Aisha, Muhammeds niårige brud.
Det er en kvindes roman. Det er en fiktion, som tager afsæt i noget reelt.
Det helt paradoksale er, at forfatterinden ikke på nogen måde har ønsket at krænke islam. Tværtimod.
Hun skrev, har hun sagt, »med respekt for Muhammed«. Hun ønskede »at ære Muhammed og alle Muhammeds hustruer«, hun ønskede at få Muhammed til at fremstå som en oplyst mand, som netop ville »sætte kvinderne fri«, et budskab, som generationerne efter ham dog ikke har fulgt.
Efter læsningen af de første tolv sider, som findes på nettet, kan jeg tydeligt se bogens minusser.
Den Aisha, der her bliver beskrevet, kan vanskeligt være overensstemmende med den historiske Aisha. Hendes tankesæt virker fuldstændig fremmed i forhold til en kvinde fra hendes tid og kultur. Det er en moderne kvinde, vi her har med at gøre, endda en kvinde, som er blevet modelleret af en kristen, vestlig kultur – en kvinde, som tror, at »enhver er sin egen lykkes smed«, en kvinde, som tror på frihed. Intet kunne være mere fremmed i forhold til Aishas tid og de islamiske grundsætninger.
Efter disse første sider vil jeg dømme bogen som rent skønmaleri og som sådan ganske anvendelig i den idealiserede fremstilling af islam.
Hvorfor blev da islamkendere bange og videregav angsten til forlaget?

Jeg kan kun se to svar.
Det ene er, at bogen i sin hyldest til den idealiserede islam kommer til at vise kultursammenstødet på det klareste. For her har man en vestlig forfatterinde, som ikke har forstået noget som helst om islam og overfører europæiske værdier på islam (den individuelle subjektivitet og frihedstrang). At muslimerne reagerer med afsky er fuldt ud forståeligt, for de forsvarer deres kultur. At de kan reagere med pression og vold er en helt anden sag.
Det andet svar er noget forskelligt fra det første. I bund og grund reagerer muslimerne ikke over, hvad der bliver sagt, men at der overhovedet bliver sagt noget om Muhammed og Aisha. At der bliver skabt »et billede« af Muhammed og Aisha. Det er simpelt hen billedforbudet, der er på spil. Bogen er lige så meget et billede, som Muhammed-tegningerne er det. Derfor reaktionen.
Det er et tegn på mental sundhed, at forfatterforeningen Trykkefrihedsselskabet har besluttet at udgive bogen. Det er fuldstændig ligegyldigt, om bogen er et mesterværk eller en mere eller mindre billig historisk fiktion.
Det er princippet, der gælder: At her i Vesten er det os, der bestemmer, hvilke bøger der skal udgives. Vi laver billeder af alt, hvad der findes på jorden, og vi lader vor forståelse og vor fantasi råde – og et menneske er kun et menneske.
Vi laver endda billeder af Gud. Og dette er forskellen mellem os og islam.
Nu forstår jeg, hvorfor billedstriden, som rystede det byzantinske rige, var en meget alvorlig sag. I cirka 150 år, fra slutningen af 600-tallet til midten af 800-tallet, kæmpede de kristne for retten til at lave gudebilleder (ikoner), som de byzantinske kejsere forbød under indflydelse af islam. Og de kristne blev sandelig forfulgt: de blev kastet i fængsel, torteret og dræbt, man huggede malernes hænder af, nogle flygtede til Rom. Da striden endelig var endt til fordel for den kristne tradition, kaldte de kristne det ganske enkelt for »den rette tros sejr«.
Ja, nu forstår jeg, hvad det betyder. Nu forstår jeg, hvordan historien er ved at gentage sig.

Randers Amtsavis  06.09.2008

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Pk

    I bogen om profeten og aisha omtales profeten, som een der
    er god ved kvinder.
    De jødiske kvinder, som blev sov i profetens telt efter deres
    mænd var myrdet, følte de også glæde ved profetens venlighed?
    Profeten(Gud se i nåde til os).

  • Janne

    “Dette er sagens kerne: Den rene frygt; den forebyggende frygt.”

    Ja, det er rigtigt, og jeg mener at bl.a. SF (og andre, både partier og enkeltpersoner) der lader sig kue af trusler fra islamister er med til at akkumulere frygt i vores samfund. Det er SF ved at give efter for frygten og indrette sig efter frygten. SF er faktisk med sin eftergivenhed med til at kanonisere frygt som noget vi skal rette os efter og indrette os efter i vores samfund. SF er et opgivende parti uden modstandskraft og vilje til selv at ville bestemme i eget land.

    SF er med til at gøre frygt og eftergivenhed over for islamisme til værdier vi skal regulere vores samfund efter.

    Det er SF vi ser der giver efter for trusler. Det er SF der ikke står fast på vores frihedsrettigheder. Truslerne fra islamister er SF med til at give betydning i vores samfund, idet partiet retter sig efter truslerne i stedet for at rette sig efter fornuft og vestlige frihedsværdier.

  • Spinoza

    Tak for linket til “En aften i november”. Det var en ren fornøjelse, at se denne underholdende og politisk ukorrekte optagelse.

  • Det glæder mig. Det er orginaler, ikke kopier.

    Jeg boede som nævnt dør om dør med Moskvitin for 20 år siden (uden at jeg vil påstå at kende ham godt). Noget af det mest borgerlige ved ham, var hans fine og dyre tøj- og hans københavnske accent. Jeg ved ikke hvor han fik det fra. ALT andet virkede som fuldstændigt anarki. MEGET underholdende mand, og så ku´han hade sim mor af et sandt hjerte, uden at overføre sit had til alle andre kvinder. Jeg må læse den bog. mvh S

  • Robin_Shadowes

    Vi skall aldrig ge efter för islamisternas krav. Som med alla andra utpressare kommer det bara nya krav hela tiden.

  • Bjovulf

    OT – Dagens griner fra et af de lokale pizzariaer -“kulturberigelsen” kender ingen grænser.

    http://www.geocities.com/henrikdk01/Skinke_og_bacon_a_la_halal.jpg

    Jeg og mange andre er åbernbart blevet taget groft ved næsen
    af “kulturberigerne. Det må da lige være en sag for forbruger-ombudsmanden eller hva’ ?

    Vi skal ghm. åbenbart bare tvangsislamiseres på alle områder,
    selv svinene 😉

  • Pingback: document.no()

  • Janne

    Godt at erfare at der nu lyder noget anderledes toner i SF end dem Partou så frejdigt gav udtryk for. Hun må have en lang næse nu.

    Men hvad skal Villy Søvndal gøre fremover når SF har medlemmer som f.eks. Partou? Kan man så regne med hvad ledelsen i SF siger?

    “For demokratiske socialister – ja, for alle demokratisk indstillede mennesker – må det stå tindrende klart, at religioner ikke er hævet over kritik. I et demokrati kan alt naturligvis sættes til debat og udsættes for kritik. Det er både sundt og rigtigt – også selv om nogen vil føle sig stødt på manchetterne.”

    Dette er jo nærmest det modsatte af hvad vi før har hørt fra SF.

    http://jp.dk/meninger/breve/article1431319.ece

    SF skal holdes fast på dette seneste udspil.

  • Et par dejlige gamle festoriginaler (Jurij og Ilja), og klaver kunne de jo også spille.

  • Vivi Andersen

    Tak for linket til ” En aften i november”.

    Det er en fryd at se og høre disse 2 højtbegavede mennesker.

    Og hvilken afgrundsdyb forskel er der ikke på sådanne intellekter og de vi har fået os påført fra de islamiske lande!

    Jeg græmmes over de sidste – og frydes ved det første!