11
sep
Seneste opdatering: 11/9-16 kl. 1107
1 kommentar - Tryk for at kommentere!

»Når jeg ser tre appelsiner, jonglerer jeg; når jeg ser to tårne, går jeg«

af Uwe Max Jensen

WORLD TRADE CENTER: 11. september 2001 styrtede World Trade Centers to tårne sammen.

Det var en oplevelse, som brændte sig fast på nethinden og i bevidstheden hos samtlige tilskuere. Ikke bare hos dem, der var til stede på Manhattan den skæbnesvangre morgen, men også hos os, der var vidner til terroranslaget på tv.

For nogle en menneskelig tragedie og skændselsdåd. For andre et kærkomment angreb på frie og åbne samfund og en udstilling af deres svaghed. Således spændte reaktionerne fra gråd og bestyrtelse til jubel og skadefryd.

11. september 2001 kommer vi til at huske længe, da det blev begyndelsen på en konfrontation mellem vesten og den radikale islam. En konfrontation, der langt fra er slut, og hvis udfald vi kun kan gisne om.

Men der er grund til at huske de imposante tårne for andet end død og ødelæggelse.

En anden næsten lige så vigtig dato i tårnenes historie er den 7. august 1974.

Her gik en ung franskmand ved navn Philippe Petit på line mellem de to tårne.

Forhistorien er ligeså fantastisk som den imponerende gåtur i himmelrummet.

I 1968 sidder Philippe Petit i venteværelset hos en tandlæge i Paris. Han læser i et blad, og hans blik bliver fanget af en model af de to kæmpeskyskrabere, der er under opførelse i New York. Han ved med det samme, at han må gå på line mellem tårnene.

– Det var ikke min ide, det var tårnene, der kaldte på mig, fortæller Philippe Petit i bogen “To Reach the Clouds – My High Wire Walk Between the Twin Towers” udgivet i 2002.

Philippe Petit bruger seks år på at træne sig op. Han flytter til New York, hvor han optræder som jonglør og linedanser i Washington Square Park. Samtidig studerer han byggeriet af World Trade Center, der langsom skrider frem.

Om aftenen 6. august 1974 skaffer Petit Philippe og et par venner sig adgang til Sydtårnet. De medbringer en tung trækasse med udstyr. På toppen af Nordtårnet er et par medhjælpere på plads. Med flitsbue skyder de et stålkabel af sted. Philippe Petit og hans venner fastgør det til Sydtårnet.

Om morgenen 7. august 1974 er Philippe Petit klar til sin dåd. Til new yorkernes forbløffelse går den 24-årige franskmand otte gange frem og tilbage mellem tårnene i en højde af 400 meter.

Politiet bliver tilkaldt, men de kan ikke få linedanserne ind i sikkerhed. I stedet fortsætter Philippe Petit sit nummer. Lægger sig på linen for at tage et hvil. Og danser på linen uanfægtet afgrunden, der åbner sig under ham.

Da Petit endelig – efter næsten en time – kommer ind i sikkerhed, bliver han anholdt af politiet.

Alle anklager mod ham bliver senere droppet, og Philippe Petit får en symbolsk dom, som indebærer, at han den følgende weekend skal underholde børn i Central Park ved at gå på line.

I retten forklarer Philippe Petit om baggrunden for sit nummer:

– Når jeg ser tre appelsiner, jonglerer jeg; når jeg ser to tårne, går jeg.

Der er grund til at huske Philippe Petit, fordi han risikerede alt ved en overdådig og ubegribelig agt, hvor han netop får os til at skønne på livet ved at sætte det på spil. Helt ulig terroristerne, som ikke havde andet at tilbyde verden end deres selvmorderiske mindreværd. Nordjyske.dk

Naser Khader : Islamisme er racisme

Islamismen som ideologi er i dag en større trussel mod demokratierne end den voldelige terrorisme, som al-Qaeda har været eksponent for. Nu skal vi simpelthen vågne op. [..]

Islamismen er vor tids racisme. Klarere kan det ikke siges. Og som sådan bør en samlet demokratisk verden vende sig imod islamismen – ikke for at søge dialog og forståelse, men med afvisning og konkret modstand.
Senere på året holder FN en konference om racisme. Durban II konferencen i Geneve.
Selvom konferencen på linje med den første Durban konference vil blive kuppet af de islamiske lande til støtte for sharia, har den danske regering valgt at deltage. Andre lande blandt andet Canada boykotter konferencen. Når nu Danmark deltager, så bør lejligheden benyttes til at sætte hårdt imod hårdt.
Jeg mener, at den danske regering på Durban II konferencen burde tage initiativ til blandt de demokratiske lande at få opbakning til en fordømmelse af politisk islam som en racistisk ideologi.
Vi skylder os selv og vores soldater, som med livet som indsats kæmper den anden kamp mod terror på slagmarken, at vi på de bonede gulve til konferencer i det internationale samfund handler ligeså håndfast og principfast imod islamismen.
Islamisternes overgreb og trusler mod forfattere, tegnere og andre intellektuelle, der udfordrer deres monopol på den rette lære griber om sig og tager til i styrke. Vi har det herhjemme inde på livet med truslerne mod tegneren Jørgen Vestergaard. Det foregår over hele verden. For nylig havde jeg ved en konference i Frankrig om emnet lejlighed til at møde nogle af ofrene for islamisternes trusler. Det var de modige, der stod ved deres religionskritik – og derfor må leve et liv med sikkerhedsvagter og usikkerhed for dem selv og deres familier.
Det er på tide, at vi tager fløjlshandskerne af og siger det rent ud: Der er religionsudøvelse, som ikke er foreneligt med grundlæggende menneskerettigheder. Islamismen er én af dem, og den bør derfor bekæmpes.
Det nytter ikke at fortsætte med at slå taliban-krigere tilbage på slagmarken i Afghanistan, hvis vi ikke sætter ind på den anden front samtidig. Hvis vi taber sjælene til islamisterne, taber vi også kampen mod terror til sidst. Demokratiet må lære at slå fra sig. (uddrag fra Berlingske Tidende kommentar)

The Beatles’ White Album hijacked af multikulturalister

[“Revolution” i en hybridudgave, hvor musikken er den hurtige singleversion, mens teksten er den mere tvetydige, revolutionsromantiske “but when you talk about destruction, don’t you know that you can count me out/in” fra The White Album]

The Beatles’ fænomenale dobbeltalbum The Beatles, bedre kendt som The White Album, fylder 40 i år, og det siger sig selv at en offentlig markering af jubilæet vil medføre mere eller mindre pinagtige forsøg på at relatere det til nutiden. Og hvad er det første man forbinder med nutiden?

»Denne The Beatles-plade har et vigtigt budskab i dag. Den handler om, at man skal acceptere forskellighederne hos sig selv og sine medmennesker. På den måde opstår der en mangfoldighed,« siger Jesper Bay. Horsens fejrer Beatles for millioner

Tja, holder den nu også? The White Album – det er da en titel der på betænkelig vis ekskluderer størsteparten af jordens befolkning. Måske endda en overtrædelse af FNs racismekonvention? The Beatles var jo om nogle pionerer hvad angik indoptagelse af etniske elementer i deres musik, men bemærk: De tog de dele de selv kunne lide, og brugte dem som det passede dem. Sitaren i Norwegian Wood og Within You Without You, f. eks. De inviterede ikke gæstemusikerne til at blive permanente medlemmer af et ‘Beatles World Orchestra’. På The White Album var der da heller ikke østlige klange. Denne inspiration og flirten angik jo også først og fremmest George Harrisons interesse for Indien og hinduismen – Indien som måske er det største offer for islams hærgen, med anslået 60-80 millioner dræbte over nogle hundrede år. Havde George levet i dag, ville han ikke nødvendigvis have set frem til Storbritanniens islamisering, da ’shirk’, flerguderi, er en stor vederstyggelighed i islam.

Men jo, jeg kan da godt se Jesper Bays pointe, men forskellene mellem den kreative åbenhed i 1960’erne, og nutidens grimme virkelighed (som et sted er et produkt af samme åbenhed, jfr. Gramsci og Frankfurterskolen og andre kulturfænomener som jeg ikke skal gøre mig klog på) er måske en langt vigtigere pointe end Bays påtagede hippienaivitet. Jeg er (stadig) en stor fan af tresserkreativiteten, men ikke blind for at de problemer vi nu ser tårne sig op er et produkt af at åbenheden ikke kunne forestilles at måtte have grænser. Sådan helt bogstaveligt (LFPC).

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • wtc

    Isam B markerer årsdagen for terrordrabene i New York!

    Newspaq | 11.09.2008:

    “Danske musikere markerer 11 . september

    Af Bettine Romme Andersen

    I aften går Søs Fenger og Isam B på scenen på Rådhuspladsen for at mindes angrebet på World Trade Center den 11 . september 2001.

    De to sangere er en del af sangeventen ‘Danmark For Alle’, hvor de danske højskoler vil vende denne tragiske dato til en dag, hvor vi i Danmark fejrer frisind, fællesskab og forskellighed.

    “En af højskolens mange fællesskabende aktiviteter er sangen, og vi vil med vores sangevent gerne markere og synliggøre denne åbenhed,” siger Helga Kolby Kristiansen, som er formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

    Koncerten finder sted på Rådhuspladsen i København i aften mellem kl. 19-21. Tidligere på dagen vil der blandt andet være fællessang fra højskolesangbogen med en række kuturpersonligheder som Peter Aalbæk Jensen og Jakob Hougaard.”