15
sep
Seneste opdatering: 21/2-11 kl. 0533
2 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Al “suspence” ligger i pausen, som Carl Nielsen skrev. Sådan cirka. Og i Malmø får de  hjemløse  Ramadan-bord. “O at være en stodder, stedt på den regnvåde vej…”

Oriana Fallacis sidste tale

Jeg kan hverken finde den på dansk eller engelsk, så her har jeg lånt den på norsk. Jeg havde den oplevelse at have en nær veninde af hende til bords sidste år. Nærmere er jeg ikke kommet.

Oriana Fallaci døde klokken 1.05 natten til den 15. september 2006 i Firenze etter lang tids kreftsykdom. Etter en brå forverring av tilstanden elleve dager tidligere, hadde hun forlatt New York for å tilbringe den siste tiden i sin fødeby, hvor hun fra sitt vindu på Santa Chiara-klinikken de siste dagene hadde utsikt til Brunelleschis kuppel og Giottos klokketårn.

Kort tid før hun døde overtok hennes nevø Edoardo et nesten ferdig manuskript til den historiske romanen hun avbrøt arbeidet med da tvillingtårnene raste sammen. Med manuskriptet fikk han instruks om å gjøre det som var nødvendig med tanke på utgivelse. Og den 30. juli i år ble Un cappello pieno di ciliege (En hatt full av kirsebær) gitt ut posthumt, ifølge Edoardo under et striregn av skjellsord fra det hinsidige. Det nedenstående er fra talen hun holdt i New York den 28. november 2005, etter mottagelsen av Annie Taylor-prisen hun ble tildelt av Center for the Study of Popular Culture for sitt modige forsvar av friheten. Talen ble hennes siste offentlige opptreden, og ved toårsminnet for hennes bortgang gjengis den her i tre deler.

Hoppet utfor Niagarafallene, Av Oriana Fallaci –   Robert Spencer hylder  Fallaci i begyndelse  af sin tale (video) som han også gjorde på tryk:Fallaci: Warrior in the Cause of Human Freedom

“Don’t mention the war” – nu er det officielt

Jeg spekulerede i flere poster for en uges tid siden over om man fra politiets ledelses side havde lagt en klar strategi der gik ud på at nedtone eller benægte konflikten mellem rockerne og indvandrerbanderne. Jeg skal nok vare mig for et triumferende ‘hvad sagde jeg’ nu hvor dette er lagt åbent frem, for det var ret så indlysende i den ensartethed der lå i adskillige lidet troværdige afvisninger af sammenhænge af enhver art. Det spørgsmål vi som borgere og civilister (vi bruger også: Politi) må stille os er imidlertid om dette er acceptabelt og betryggende.

I 2008 er autoritetsfigurer ikke gudeagtige skikkelser hvis dispositioner ikke må anfægtes – tre ord: ‘Hans’ ‘Jørgen’ ‘Bonnichsen’. Vi har set lignende dumsmarte tiltag i efterretningsverdenen, hvor man allahdødemig forestiller sig at vantros italesættelse af islamiske nøglebegreber som jihad har konsekvenser i virkelighedens verden, hvorfor strudsemetoder og poetiske omskrivninger anses for farbare veje frem. For os nede på gulvet som iflg. den sociale kontrakt (og som betaler over skatterne) afholder os fra at oprette borgermilitser og ekspedere lømlerne hjem til Big Bad Allah, er dette endnu en sten på vejen frem mod den åbenhed som der er så desperat behov for. De ved: Hvad ved politiet om spændingerne, mobiliseringen og voldspotentialet i ghettoerne? Dette er ligesom allerførste forudsætning for at kunne tackle fænomenet ‘fremtiden’. Må vi så få noget glasnost (LFPC).

Københavns Politi vil “nærmest gøre hvad som helst for at holde konflikten nede,” lyder det fra efterforskningsleder. […]

Som det har været tilfældet ved flere af de forrige skudepisoder, vil Københavns Politi dog ikke entydigt konkludere, at de seneste to skyderier har nogen relation til stridighederne mellem de to grupperinger.

Politiet har i det hele taget været varsom med at betegne situationen som en egentlig konflikt, og det er helt bevidst.

Det bekræftes af politiinspektør ved Københavns Politi Svend Foldager. Han er manden, der henvises til, når konflikten i Hovedstadsområdet skal kommenteres, og han har en klar strategi i forhold til udtalelser om stridighederne:

»Hos politiet vil vi gøre nærmest hvad som helst for at holde det nede. Det ligger helt fast. Kan vi gøre det med retorik, så gør vi det. Naturligvis gør vi det. Det kunne da lige passe, at vi med vores retorik gejler situationen op,« siger Svend Foldager, der er efterforskningsleder ved Københavns Politi.
Nævn ikke krigen

»Vi kan påvirke situationen retorisk ved at udtale os rigtigt. Det skal ikke være politiet, der siger, at det er en krig. Hvis en af parterne ikke vidste, at det var banderelateret, ville det være en brøler at sige det,« uddyber Svend Foldager, der dog påpeger, at det også er nødvendigt at bibeholde nuancerne. […] Politiet taler skudepisoderne ned

Så skrøbeligt er vores gode samfund: ‘Lad være med at give onde mennesker ideer’

[…] B.T. fandt på blot en time i går fire fynske vandboringer, der kun er sikret med en spinkel hængelås.

Alligevel er det ikke noget, der får vandværkerne op af stolen. Interessen for vandværkernes sikkerhed irriterer derimod formanden for danske vandværker, Solveg Nilsson.

– Jeg ville ønske, at I journalister ville holde op med at skrive om det her. For jo mere I skriver om det, des større er risikoen for, at nogen bliver inspireret af det, siger hun.[…] Vores våben mod terror: Hængelåse

Um, eh, hvad med at udvise alle med antidemokratiske og jihadiske sympatier? Bare til en start? (LFPC)

Henryk Broder i Danmark: Eliten der fik skåret kuglerne  af

Den tyske forfatter Henryk M. Broders bestseller Hurra, vi kapitulerer! er netop udkommet på dansk. Broder følger også levende med i dansk udlændingepolitik og glæder sig til et besøg her i landet sidst på måneden i forbindelse med udgivelsen.

Det europæiske traume

I Henryk M. Broders øjne er de europæiske befolkninger ved at begribe en helt ny situation

.»11. september 2001 var et historisk snit. Terroren fandtes naturligvis før da, men vi bed ikke rigtig mærke i den. Der herskede et globalt Stockholm-syndrom – med den store forståelse for ens gidseltagers motiver. Efter 2001 gik der yderligere et par år på samme måde, for folk var traumatiserede. Nu vågner de af traumet, og netop da kom min bog som en art analytisk hjælp.«

Den tager afsæt i Jyllands-Postens Muhammed-krise?

»Den er skam også en historisk begivenhed, der engang vil stå som et vandstands-mærke. Den viste, hvad vej islamisterne ville. Siden kom reaktionerne på Pavens tale i Regensburg, dødstruslerne mod den franske filosof Redeker, raseriet over adlingen af Salman Rushdie og de andre tegn på, at islamisterne flytter grænsepælene for deres krav.«

Men har de europæiske eliter ikke ret i, at vi bør udvise tolerance, overvinde vore fordomme og møde det fremmede uden frygt?

»Det klassiske tolerance-begreb er overhalet i dag. Tolerance var yderst vigtig i et vertikalt ordnet samfund. At tolerere betyder at tåle. Man skulle tåle mig, om jeg var jøde, anarkist, bøsse eller venstrehåndet. Men tolerance giver knap mening i dette horisontale samfund, hvor alt er accepteret på forhånd – et samfund, hvor man taler om at legalisere ægteskab for 11-årige, blot fordi det er skik i bestemte kulturkredse.

Og hvad de klassiske, europæiske eliter angår, så findes de ikke længere. De opløstes, da adgangen til offentligheden blev åben for alle. Eliterne levede af deres monopol på adgangen. I dag kan enhver idiot åbne et website. Fordelen ved den egalitære udvikling er den fuldkommen frie adgang til informationer, bagdelen en voldsom vækst i mængden af medie-affald.«

Håb om revanche

Henryk M. Broder peger også på en anden årsag til følelsen af afmagt blandt de intellektuelle i det 21. århundrede:

»En del af eliten er også frustreret, fordi dens store illusion i horisonten, socialismen, er brudt sammen. I den forstand har de fået skåret kuglerne af.

Og jeg kan mærke, hvem det er, der i dag udviser størst forståelse for islamisterne: Det er taberne. Deres projekt er i ruiner. Derfor allierer de sig med dem, der i dag bekæmper dette samfund og måske kan skaffe dem revanche. Og så er de intellektuelle altid på udkig efter plejebørn. De har et Florence Nightingale-kompleks. Arbejderne ville ikke være med; nu kaster de deres kærlighed på de arme, fattige arabere, der er blevet så groft udnyttede af vestlig imperialisme. Men som vel at mærke slet ikke er fattige. De kan blot ikke administrere deres velstand.

De intellektuelle har desværre en lang tradition for fejltagelser. Og de har i virkeligheden altid haft en hang til det totalitære. Se på Günter Grass. Han klager over, at man ikke længere viser ham tilstrækkelig respekt. Sikken et ord – som hos araberne. Grass er vores egen araber. Han er jo også i stand til at kalde Jyllands-Posten højreradikal, selv om han ikke læser dansk.«

De intellektuelle og islam

Men de intellektuelle ser tingene fra oven, mens folket, siger man, lider af fremmedhad, fordi det savner dette fugleperspektiv?

»Det er sludder. Er der en fordomsfuld klasse, så er det eliten. Det almindelige folk har fordelen af en jordbundethed. De lader sig ikke så hurtigt narre. De lader sig ikke overbevise om, at en person, der spænder en bombe om maven og sprænger 30 mennesker i en bus i luften, er en martyr. For dem er han ganske enkelt en morder. Eliterne kan betragte ham som martyr, for de sidder hjemme i sofaen med sikkerhedssele på og drømmer om at køre på motorcykel med en purung Che Guevara.

Men de intellektuelle kan jo godt mærke, at der udgår en fare fra islamismen. Så er de heller ikke mere naive. Men de undertrykker deres ængstelse og tror at kunne undvige faren ved ivrig imødekommelse. Det menige folk derimod siger efterhånden: hertil og ikke længere.«

Men vi ved jo at islam er fredens religion, der er blevet kapret af en lille gruppe radikale, der intet ved om islam?

»Vi hører 20 gange om dage, at islam er fredens religion og oplever dagligt det modsatte. Det er, som dengang vi altid hørte, at sovjetsamfundet, trods visse mangler, i grunden var det bedste. Det blev hævdet i går af dem, der i dag udnævner islam til fredens religion. Og som opfinder denne separate kategori islamisme, som skal skelnes nøje fra islam. Og så er islamismen jo kun den konsekvente fortsættelse af islam.

Men er islam så også en fredelig religion, der er blevet kapret, er det egentlig uden betydning. Sociologerne fastslår, at en pct. af en befolkning er nok til at vælte et samfund – under den forudsætning, at denne procent er fuldstændig kompromisløs og villig til at risikere alt. Vi så det i Tyskland i 1933.

I islam findes også sådan en markant spydspids – og intetsteds opponeres der tydeligt imod den. Inden for islam har man nemlig ikke tradition for diskussion. Her betyder opposition omgående: udfordring til kamp på liv og død. Se hvordan sunnier og shiitter overfalder hinanden.

Selv de mere fredelige arabiske samfund har en brutal elite, der praktisk taget lever i det ottende århundrede. Det er ingen individets kultur med det begreb om personligt ansvar, som er bærende i den jødiske og kristne verden. Loyaliteten ligger hos stammen eller klanen. Der er noget infantilt ved en kultur, hvor det vigtige er ens nærhed til den stærke. Flertallet af muslimer er fredelige, ja, så fredelige, at de ikke vægrer sig mod deres eliter. Derfor er det ligegyldigt, om 90 eller 99 pct. af muslimerne er fredelige.« [..]

Pessimisme på dialogens vegne

»Vores veludviklede evne til at udøve selvkritik er sympatisk, men situationen bliver skæv, når den anden side er blottet for selvkritik og selvironi. Så skal det hele indrettes efter deres præmisser. I de tyske skoler er de tyske elever sigende nok begyndt at tale tysk-tyrkisk jargon for at falde ind. Mine forældre forlangte af min søster og mig, at vi talte et ordentligt tysk, og at vi overholdt levereglerne, da vi flyttede til landet fra Polen. Nu oplever vi det historisk hidtil usete, at værterne tilpasser sig gæsterne.«

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Vivi Andersen

    Solveg Nilsson er tilsyneladende een af de der ikke vil kendes ved virkelighedens verden.

    Hvad skal vi dog stille op med de ignoranter, hvis jobs indebærer handlinger der får betydning for andre mennesker og som, p.g.a. deres mangel på Rettidig Omhu risikerer at sætte deres medmenneskers liv på spil ?

    Det må i tilfældet med vandboringerne blive forbrugerne der samles om at kræve forsvarlig aflåsning.

    Forresten, hvordan holder man en målrettet terrorist ude, hvis han/hun vil ind ?

    Det er befriende der eksisterer mennesker som Henryk M.Broder.

    Noget tyder på vi har for få af dem her i Europa.

    Eller de gemmer sig måske på samme måde som de såkaldte Moderate Muslimer ?

    Mærkeligt i grunden, at det lykkes de Moderate Muslimer, som i antal skulle være flest af samtlige muslimer, at gemme sig så godt at vi hverken ser eller hører noget til dem .

    Meget imponerende !

  • Robin_Shadowes

    Jättebebisen Dhimmifeldt är en idiot. Bara bra att folk utanför vårt land får se det med egna ögon.