19
sep
Seneste opdatering: 22/9-08 kl. 0047
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

…dog ikke i sit eget hjemland. Og slet, slet ikke blandt kunstnere, en “progressiv  avantgarde” der kan havne  som reaktionær bagtrop på nul komma fem. Man siger  bare “bøh” højt nok.

Konference om multikulturalisme, ytringsfrihed og menneskerettigheder på Borups Højskole i København. (foto © Snaphanen, klik)

Bjarke Larsen og Københavns kasteløse

[Standarddisclaimer: Jeg er medlem af Trykkefrihedsselskabet]

Sherry Jones’ Medinas Juvel har fundet en dansk udgiver, og det blev lykkeligvis en med rene hænder og motiver. Det skulle jo nødigt hedde sig. Må man foreslå Bjarke Larsen fremover at satse på kogebøger, siden nu de rene motiver og den anstændige tone er ham så magtpåliggende. Men dette pæne menneske illustrerer et fænomen jeg ved flere lejligheder har bemærket: Nemlig, at der findes en gruppe af urene og udstødte personer i den offentlige debat, hvor stigmatiseringen har fået sit eget liv – visheden om deres vederstyggelighed bekræftes og underbygges ved gentagelsen, ikke ved påvisning af helt konkrete uhyrligheder de har givet udtryk for.

Dette gør sig gældende for Trykkefrihedsselskabet og især for Lars Hedegaard. Bjarke Larsen udtrykker essensen perfekt her. Så vidt jeg kan konstatere er denne stigmatisering-ved-selvsving udelukkende baseret på 1) Hedegaard er en apostat fra venstrefløjen, 2) han blev fyret fra Weekendavisen som kommentator for nogle år siden, samt nægtet optagelse i PEN, for den angiveligt negative tone i hans skriverier, 3) et medlem af Krarup-familien i Trykkefrihedsselskabets bestyrelse. Især det sidste er blækdråben der besmitter vandet: Så er tilstedeværelsen af hinduer, buddhister og  bahai’er uden betydning. Bjarke Larsen tager, vil jeg godt vædde på, udgangspunkt i den etablerede konsensus ved gentagelse – lyden i ‘elitens’ ekkokammer.

Bjarne Larsen kan ikke påvise faktuelle fejl i Lars Hedegaards skriverier, og han kan heller ikke forklare hvordan de forhold der bruges til at ‘tegne et entydigt negativt billede’ af islam kan ophæves eller formildes af andre, åbenbart mindre negative, forhold. Det er det “bramfri” der går Larsen, det pæne menneske, på, eller med andre ord, sandheden er ilde hørt – gå efter budbringeren i stedet (LFPC).

[…] Du er glad for, at det ikke blev Trykkefrihedsselskabet, der kom til at udgive bogen, har du sagt?

“Ja, fordi Trykkefrihedsselskabet har det ry, det har. De har på de ledende poster mennesker, der er meget bramfri i deres udtryksform og tegner et entydigt negativt billede af, hvad der rører sig i den muslimske verden.

Havde de udgivet den, var debatten kommet til at handle om deres motiver. Nu kan den handle om bogens indhold.” […] Omstridt Muhammed-bog udkommer på dansk før jul

“Vi vill bara protestera fredligt mot det kommersiella samhället”
Den svenske folkeskole  giver en meget stærk social og politisk bevidsthed. Måske er det det, den giver  mest af* :
 
Området kring Triangeln blockerades under fredagskvällen på grund av den pågående Reclaim the Streets-demonstrationen. Maskerade personer kastade stenar, glas och krossade skyltfönster. Strax efter midnatt trycktes demonstranterna tillbaka mot Stadshuset. “Jag har aldrig sett något värre”

En socialarbejders frustation

Advena har lang erfaring fra socialsektoren og sygehusvæsnet og har tidligere  skrevet »Brev indefra -Norske politikere har fuldstændig mistet kontrollen«

Yrkesbetegnelsen “sosionom” blir ofte brukt som et skjellsord i Norge. Til å begynne med var det et yrke som ble assossiert med å sy puter under armene på “døgenikter” og rusmisbrukere. Sosionomen forsto dem så godt at skattepengene rant ut av både statskassa og den kommunale kassa.

Idag er sosionom synonymt med å øse ut penger på våre nye landsmenn. Og til en viss grad kan det se slik ut for en utenforstående. Både når det gjelder rusmisbrukere, “døgenikter” og endel av våre nye landsmenn, øses det faktisk ut endel skattepenger. Sosionomen er utdannet i et fag der debatten om å være verdig/uverdig til hjelp skal være et ikke-tema, og oppgaven på et sosialkontor blir derfor å finne hjemmel i loven for å hjelpe. Pr. definisjon og rent praktisk er det nok sosionomen/sosialarbeideren som kaster penger etter både verdige og uverdige; men det er lovverket sosionomen arbeider i henhold til, som gjør det mulig. Og det er våre politikere som har fastsatt lovverket.

Nå skal det sies – og det ettertrykkelig – at et velferdssamfunn SKAL ha et nettverk der de som ikke makter, har evner eller av andre årsaker ikke klarer seg, skal få hjelp til å komme videre. Det skal Lov om sosiale tjenester (LOST) sørge for. Dette lovverket sikrer at vi alle, om vi skulle trenge det, kan få økonomisk bistand for en kortere periode av livet. LOST forutsetter at alle vurderinger bygger på skjønn – noe som ikke betyr at saksbehandlerne skal sitte for seg selv og synse og tro. Noen gjør nok det – det er ikke å benekte. Men erfaringsmessig gjør de fleste så godt de kan, der de tråkler seg gjennom LOST og lovens forskrifter. Alle avslag og innvilgelser skal begrunnes faglig og på empiri, hvilket igjen forutsetter kunnskap om samfunnets oppbygging, miljøet den enkelte lever i, normer og regler, psykologi, rusproblematikk mm. En sosionom er utdannet etter en såkalt “generalistmodell” – noe som innebærer å vite “litt om alt”. Der mer kunnskap trengs, hentes den inn i samarbeid med de profesjoner som innehar kunnskap man er i behov av. Avgjørelsen, selve vedtaket om innvilgelse eller ikke, blir så godkjent av teamleder eller evt. jurist der det finnes.

Så over til frustrasjonen. Hva vet vi som jobber i yrker der kontakt med innvandrere er blitt endel av vår hverdag? Hva vet vi om flyktninger, asylsøkere, personer med opphold på humanitært grunnlag, personer på familiegjenforening mm. Vet vi tilstrekkelig faglig sett til å ta imot all den elendighet som behandlingsapparatet etter hvert står overfor? Sosialtjenesten har sine sosionomer og jurister med varierende kunnskap, både når det gjelder livserfaring og skolering utover grunnutdanningen. Visse innen spesielle profesjoner vet nok endel om traumer, krigserfaring, barnemishandling, men vet vi som arbeider i førstelinjetjenesten tilstrekkelig? Og vet de andre faggruppene egentlig hva LOST går ut på? Selv samarbeidet jeg med en advokat i en sak engang, han var advokat for min klient, og han sa rett ut at han ikke hadde mye begrep om hva LOST ville kunne bety for hans/min klient. Han ante faktisk ikke hva “mitt” lovverk gikk ut på! Hva skal en sosialarbeider da forvente av kunnskap om LOST hos en psykolog, politibetjent, i skoleverket og fengselsvesenet etc. – alle instanser et sosialkontor må forholde seg til og samarbeide med?

I hovedtrekk er LOST bygget opp for å ivareta akutte hjelpebehov, samt økonomisk bistand for en kortere periode der målet er å gjøre personen selvhjulpen. Hjelpen skal kun gis til personer bosatt i Norge, og personer som har lovlig opphold- og arbeidstillatelse. På tross av dette klare påbud i lovverket gis sosialhjelp til personer uten at de oppfyller ovennevnte kriterier. Det være seg om de har kommet seg inn i landet uten å ha blitt registrert eller om de er utvist. Selv har jeg i mitt arbeid i sosialtjenesten opplevd følgende:
(Alle eksempler som følger gjelder personer som kommer enten fra Pakistan, Iran, Irak, Marokko eller Somalia. Det er personer med enten flyktningstatus, opphold på humanitært grunnlag eller permanent oppholdstillatelse. Generaliseringen av eksemplene tar ikke bort essensen og det prinsippielle i saken.)

1:
Personer som er utvist fra Norge etter kriminelle handlinger tilsvarende 1 års soning i fengsel, får fortsette å bo i Norge. Politiet har ikke kapasitet til å følge dem til flyplassen, og dermed er det opp til enhver om de vil bli eller ikke. Mange velger å bli. Til tross for at sosialtjenesten viser til at de ikke har rett til å motta sosialhjelp, har jeg erfart at Fylkesmannens kontor omgjør vedtaket og pålegger sosialtjenesten å sørge for livsopphold og bolig. Grunnprinsippet i lovverket om at “alle andre muligheter” skal tas i bruk før sosial stønad innvilges, settes dermed tilside. I slike tilfeller vil “alle andre muligheter” bety: du har et land du kan og skal reise hjem til!

2:
Foreldre med fysiske og psykiske problemer, der barneskolebarn opptrer som tolker i det daglige. De opptrer også som voksenpersoner i familien, da foreldrene enten ikke er i fysisk stand til husarbeid eller har uklare psykosomatiske diagnoser som ikke kan kartlegges grunnet språk, behandler er feil kjønn i henhold til religion etc. Ofte ser man hele familien forsvinne en måned før skoleslutt – og de er ikke tilbake før minimum en måned etter skolestart. Alt i forståelse med skoleverket. Likevel beklager skoleverket ved hver skolestart at skolepulter står tomme! Skoleverk og barnevern toer sine hender, trygdekontoret og sosialtjeneste utbetaler penger.

Det har også vært eksempler der enslige foreldre med barn forlater Norge og barna til barnevernet. De forlater dog landet først etter at de har fått innvilget uføretrygd. Påskuddet for å forlate landet er å fortsette kampen mot regimet i hjemlandet, sammen med sin ektefelle som fortsatt er i landet. De var altså flyktninger pr. def. – men overlater sine barn til fremmede for å fortsette en kamp i et land de flyktet fra. På et vis høres dette rimelig ut, at man faktisk ønsker å hjelpe til i sitt hjemland. Samtidig blir det hele noe underlig. Det skulle være tilstrekkelig at den ene ektefellen er i hjemlandet, mens den andre tar seg av barna. Istedet oppholder man seg i Norge i flere år, og reiser først når uføretrygden er i orden.

3:
På grunn av det visstnok tette familieforhold i visse islamske land, opplever sosialtjenesten at foreldre med fysiske eller psykiske problemer, krever at voksne arbeidende barn slutter i arbeidet for å hjelpe til hjemme. Hjemmebaserte tjenester blir ikke alltid akseptert som kompetente i en situasjon der evt. en mannlig pleier skal stelle en muslimsk kvinne hjemme. Det søkes evt. da om omsorgslønn – noe sosialtjenesten ikke innvilger. Men forventninger ligger der – og det er ofte en lang prosess som settes i gang for å få barna tilbake i jobb – eller evt. skolegang.

4:
Det er mange enslige menn som kommer til Norge. Noen har ektefeller i hjemlandet, andre ikke. De som ikke har det, skaffer seg ikke sjelden kone i hjemlandet i ettertid. Norske myndigheter har godkjent ekteskap som er inngått pr. stedfordredere i de forskjellige menns hjemland . Kvinnene kommer så til en menn uten annen bopel enn en hybel, ingen annen inntekt enn sosialhjelp, og mannen har kanskje en psykiatrisk diagnose i tillegg til et rusproblem. Kvinnen blir slik selv sosialklient, og går en svært usikker fremtid i møte.

Det er også kjent og erfart at kvinner og barn som kommer på familiegjenforening, ikke er gift med den mannen som har fått dem inn i landet. “Kone” og “barn” kles opp for tusener, mannen får større bolig på grunn av barna – og så er kvinne og barn forduftet. I et par tilfeller reiste mor og barn til et annet Skandinavisk land, der de hadde andre familiemedlemmer.

5:
Ja – disse mennene! Mange er vanskelige å få i tale når det gjelder norskundervisning og siden tiltak med tanke på arbeidsgivende inntekt. Det hjelper lite å halvere livsoppholdsbeløpet for en slik person, når Fylkesmannens kontor omgjør vedtaket til fordel for mannen – og i tillegg pålegger sosialtjenesten å tilbakebetale beløpet som ble holdt tilbake. Sosialklientkarrieren

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • “Havde de udgivet den, var debatten kommet til at handle om deres motiver. Nu kan den handle om bogens indhold.”

    1) sikke noget sludder
    2) Debatten kommer IKKE på noget tidspunkt til at handle om bogens indhold, ligegyldigt hvad.

  • Peter Buch

    En socialarbejders frustration- endnu et interessant et indlæg der kunne præsenteres bedre.

    Norge som land ligger nok sådan som det gør og “Deutschland erwache”- analogien “Norge som land bør snart våkne” brugt overhovedet er og bliver sær snak i mine ører, i Danmark siger man sommetider at Holger Danske, en person nogle kalder en mytologisk person men en person under alle omstændigheder, vågner, når det er tid.

    Grundlaget i udgangspunktet er og bliver et spørgsmål om den optimale organisering ud fra det til rådighed værende.
    Politikeres valg og disses rammer for udgifter og midler til rådighed overhovedet er udgangspunktet for kræfter og midlers tildelinger også for administratorer og klienter- ellers har jeg misforstået også dette.

    Skriv venligst indlægget om så vi får en ganske kort indledning med omtale af hvad der præsenteres, overskrifter på punkterne og den samlede kommentar – uden noget med landet “bør våkne” – til slut.

    Godmorgen.

  • Hvad mon Trine Pertou Mach nu mener? Er Bjarke Larsen neokonservativ? Jeg er ret sikker på at hun er draget videre og ikke følger sin egen argumentation op.

  • Peter Buch

    Nævnte at hr. Wilders havde glemt optageudstyr opsat under sin tale i parlamentet ovre på bloggen ovrekleinvertez.blogspot.com – at tro på et system fungerer 100% kunne erfaring sige er risikabelt.
    Det var svært at se hvor jeg skulle sende den kommentar på under indlægget om hans tale, derfor er den her.

  • Janne

    Åh, ja … den danske udgiver af Medinas juvel har det hårdt med forhold han finder ufine, mennesker som påstået har et dårligt ry og folk han finder alt for bramfri. Trods det så vil han nu angiveligt udgive en bog om et voksen mand + barnebrud ’ægteskab’… Hvad der lige er fint i et sådan forhold kan jeg ikke helt gennemskue. I det mindste ikke hvis man ser forholdet fra pigens sted.

    Men det er da fint hvis vi nu kan få diskuteret bogens indhold – dvs. det yderst problematiske i at en voksen mand har en barnebrud – det handler Medinas juvel bl.a. om – i stedet for at gå efter den/dem der havde tænkt sig at udgive bogen.

    Så skriver udgiveren også at Trykkefrihedsselskabet giver et entydigt negativt billede af hvad der rører sig i den muslimske verden. Men må man ikke beskrive, hvad der sker af negative og urimelige ting og begivenheder? Det er ellers det bl.a. Jacob Holdt har levet af de sidste 40 år eller der omkring.

    Socialrealismen inden for dansk kunst og litteratur beskriver ellers ikke andet end netop alle problemerne med fattigdom, sult, nød og uretfærdighed samt undertrykkelse af voksne og børn. Jeg finder det bl.a. derfor yderst relevant at der også bliver brugt den socialrealistiske og kritiske metode på islam, som mange andre bruger på andre ismer og forhold i verden.

    Jeg får lyst til at spørge: Er det der sker i bogen om Medinas juvel udtryk for noget positivt i den muslimske verden? Det mener jeg ikke. Jeg kan ikke acceptere barnebrude ’ægteskaber’ uanset hvem det er, der indgår dem – uanset om det er religiøse figurer der vælger et barn til brud eller alle mulige andre, der gør det. Det er lige ulækkert, lige grænseoverskridende og lige kriminelt og så er det et eklatant udtryk for vold og overgreb mod et umyndigt barn.

    Den socialrealistiske og kritiske metode sætter fokus på problemer og skaber debat. Som f.eks. Trykkefrihedsselskabet og andre kritiske foretagender gør det. Og der er intet der skal fredes for kritik og ærlig indignation. Naturligvis heller ikke islam.

    Hvis nogen af jer kigger på nogle af de gamle socialrealistiske malerier, der hænger rundt omkring på danske museer, så vil I se at de både ser grimme og yderst bramfri ud. Men de var med til at skabe nødvendig debat, politisk røre og ændre Danmark. Og maleriernes skabere ønskede ikke at malerierne skulle fremstå som smukke (håndværket er der dog intet i vejen med) og underholdende og smiskende. Malerierne blev lavet for at skabe debat. Nu har vi igen en isme og kultur, der skal igennem samme kritiske mølle og det er fint at bl.a. Trykkefrihedsselskabet gør noget ved det. Trykkefrihedsselskabet har i øvrigt også været fremme i skoene hvad angår kritik af Kina – med god grund.